onsdag den 30. september 2015

where the streets have no name

Et godt stykke nede i Tyskland ligger den lillebitte, charmerende by Bettwar, hvor min familie og jeg næsten altid overnatter på vej på vores sommerferier. Jeg beskrev allerede byen sidste år, men også i år måtte jeg tage et par billeder, for det er simpelthen sådan et fint sted. Denne gang fandt vi vores gamle 'Zimmer Frei'-værtinde på kirkegården, men hun var altså også meget gammel allerede da jeg var barn. Byen er så lille, at den ikke har gadenavne, men kun husnumre - og så var indlæggets titel altså for oplagt, selvom jeg aldrig havde troet jeg skulle citere U2 her på bloggen. 

Sidste skub til at gøre netop dét - altså citere U2 - kom i sidste uge, da jeg gik en laaang tur med min yndlingspige fra sorggruppen. Det var rart at få solen i hovedet og snakke lidt om alt det svære; men faktisk snakkede vi mest om helt almindelige, dagligdags ting, der ikke havde noget med sorg og død at gøre. Hendes kæreste var taget til Berlin for at se netop U2, hvilket jeg fandt liiiige dedikeret nok i forhold til så dårligt et band, men det havde vist mere at gøre med at kunne krydse dem af på en bucket list - og dét kan jeg sagtens forstå. Nu håber jeg bare, at udgivelsen af dette indlæg vil fjerne Bono fra mit hoved; lige nu popper han frem i tide og utide og råber HELLO HELLO, og det er SÅ irriterende. 

onsdag den 23. september 2015

all the sweetness that has passed through us

Jeg har haft nogle rigtig gode dage. Jeg savnede min mor meget i sidste uge, men de sidste dage har jeg formået at tænke på noget helt andet, og den næste tid har jeg også gode planer, så det hele skal nok gå. En af de sidste ugers største tidsrøvere har været min nye Xbox One, som jeg allerede anser som endnu et familiemedlem - jeg elsker den. Den er lydløs(!) - den gamle larmede forfærdeligt - og den bruger næsten ingen tid på at loade, hvilket var et kæmpe irritationsmoment før i tiden. Jeg købte den nye model udelukkende fordi der til november udkommer et spil, jeg har set frem til i årevis - nemlig Fallout 4. Det kan ikke spilles på en Xbox 360, så jeg måtte til lommerne og investere i en One. 
Med konsollen fulgte spillet The Witcher 3, og selvom jeg ikke havde nogle forventninger overhovedet, har det hurtigt indtaget en topplacering på min favoritliste. Gameplayet og mytologien minder meget om en anden af mine favoritter, nemlig Skyrim, og så er det bare SÅ flot. Jeg er i hvert fald godt underholdt indtil november. 
I går var jeg så heldig at kunne spise frokost med min far, der er i København med en skoleklasse i denne uge. Det var to timers koncentreret familiehygge på café og Tøjhusmuseet til Tolkien-udstilling, og det var virkelig rart lige at se ham. Her til aften har jeg aftalt med min søster, at hun skal besøge mig engang i efteråret, og om bare et par uger skal jeg igen et smut til Mariager, når min søde veninde skal giftes.
I de syv år jeg har boet på Amager, har jeg kun oplevet Knippelsbro gå op en håndfuld gange, hvilket egentlig er utroligt, når den i gennemsnit åbner omkring tyve gange om måneden. Jeg synes det er lidt fascinerende, så da det endelig skete i sidste uge på min cykeltur hjem fra arbejde, havde jeg intet imod at vente lidt i solen. 
For et par uger siden spiste jeg en virkelig lækker middag på restaurant Pluto sammen med en veninde. En ekstra bonus var toilettet, der var tapetseret med billeder af Take That.
På arbejdet går det godt. Jeg har solgt min sjæl til Samsung for en cupcake. Den var desværre meget mindre end den ser ud til, så jeg snuppede selvfølgelig en ekstra senere på dagen. 

søndag den 20. september 2015

I look for a corner or a quieter room

Jeg har haft en weekend lige efter mit hoved. Jeg har spillet Xbox i liiidt for mange timer, spist lidt for usund mad og drukket lidt for meget cola. I går vovede jeg mig ud fra min hule og tog til Festival of Endless Gratitude, hvilket som altid var både fint og interessant. Mine people skills har dog ikke været de mest velfungerende den sidste uges tid, så da det ud på aftenen begyndte at vælte ind med mennesker, hoppede jeg på en bus og tog hjem til Jimmy og min Xbox, men jeg er glad for, at jeg lige nåede at kigge ind til festivalen. 

Billeder tog jeg ingen af, da min oplader stadigvæk befinder sig i Grønland - eller et eller andet sted på havet - men jeg har heldigvis stadig nogle smukke billeder fra Irland i baghånden. Inden afrejse havde jeg lavet en tjekliste med fem ting, jeg ville se og fotografere på turen, og det blev heldigvis noget nemmere end forventet. Kirkegården var oplagt - det er altid et mål på mine rejser - men derudover drømte jeg også om slotte, stendiger, irske skilte og fåreflokke. Stendigerne skulle vise sig at blive det nemmeste overhovedet - der var diger overalt, og de tilføjede virkelig lidt wow-faktor til det i forvejen imponerende landskab. Uden at have lavet en nærmere byggeteknisk udredning var det tydeligt, at digerne blev bygget efter forskellige metoder rundt omkring i de forskellige landsdele, men fælles for dem alle var, at de var enormt idylliske. Stenhusene var en ekstra bonus - de er virkelig glade for sten i Irland. 
Jeg havde troet, at det ville blive lidt mere vanskeligt at finde skilte skrevet på irsk, men jeg havde ikke behøve at bekymre mig - alle skilte var skrevet på både irsk og engelsk. Irland var faktisk mit første besøg i et land, der har engelsk som hovedsprog (det passer ikke helt - jeg har været på Malta), så det var næsten eksotisk nok i sig selv at se de engelske skilte - men der var nu noget helt særligt og fint over det irske. 
Det sidste punkt på min liste burde også have været det allermest ligetil - nemlig Irlands ikoniske fåreflokke. Der VAR da også helt afsindigt mange får over det hele; de var bare alle sammen lige blevet klippet og spraymalet i heftige farver, så de udstrålede ikke helt den landidyl, jeg havde håbet på. Der var også så mange af dem, at jeg helt glemte at fotografere dem - hvis det giver mening - men her fik jeg da skudt et par barberede får ved en klippekyst; og som en lille bonus står det forreste får og tisser. 

torsdag den 17. september 2015

everything I feel returns to you somehow

Efter en lang og dejlig sommer, hvor minderne om min mor mest har været gode og dukket op på overskudsfyldte solskinsdage, har september og efteråret nu ramt mig med fuldt smadder. Jeg er kommet så relativt nemt igennem det sidste halve års tid, at jeg faktisk troede at det var helt slut med den meget voldsomme sorg, men den har altså stukket hovedet lidt frem igen den sidste uges tid. Det er uden tvivl en kombination af nogle dumme mærkedage og den i øvrigt fremragende Sufjan Stevens-koncert, for selvom jeg havde et helt andet og meget mere ukompliceret forhold til min mor end Sufjan havde det til sin, ramte hans skrøbelige sange mig lige i hjertet i mandags. Jeg har sjældent oplevet noget så intenst og kuldegysfremkaldende. Det gjorde så ondt og godt på samme tid, at jeg har været helt rundt på gulvet siden, og nu er vi så ramlet ind i de datoer, hvor det hele startede for tre år siden. 

Jeg ved jo godt, at der ikke var tale om spontant, over-natten-opstået kræft hos min mor, men i mit hoved blev hun syg den syttende september, og den attende september begyndte hun at dø. Det er super overdramatisk at tænke sådan, men jeg har vist også en tendens til at være en kende overdramatisk - i hvert fald af en jyde at være. Det var nogle voldsomt ubehagelige og surrealistiske dage, som jeg næsten har fortrængt, men enkelte ting står lysende klart i min hukommelse; flyveturen hjem, min far og søsters ansigter, da de hentede mig i lufthavnen, og at min mor prøvede at trøste og berolige min søster og jeg, selvom det burde have været den anden vej rundt. 

Jeg har det egentlig okay med at være lidt ked af det igen. Jeg ser det ikke som et kæmpe tilbageskridt i min sorgproces, men som en naturlig reaktion på koncerten, mærkedagene og efterårets komme. Efteråret har jeg aldrig været gode venner med, og det hjalp ikke rigtig på det, da min mors korte sygdomsforløb strakte sig over netop efterårsmånederne. Siden sidste år har jeg også trappet yderligere ned på min medicin, hvilket gør, at jeg føler lidt mere - både det gode og det dårlige - og det skal jeg også lige vænne mig til. Jeg satser stærkt på at tage endnu et år uden en vinterdepression - sidste år var første gang i måske tolv-tretten år, hvor vinteren ikke væltede mig helt omkuld. 

Men selvom der er en forklaring på mine følelser, er det selvfølgelig stadig hårdt. Jeg savner hende simpelthen så meget, og selvom det ikke ligefrem er revolutionerende nyt, er det stadig ved at gå op for mig, at hun ikke bare er væk i nogle år, men at hun er død. Selv nu, snart tre år efter hendes død, er det helt ufatteligt for mig at hun aldrig kommer tilbage igen. Der vil aldrig have været et rigtigt tidspunkt for min mor at dø på, men jeg er så ked af, at hun døde imens min søster stadig havde det rigtig skidt, omend det gik den rigtige vej. Jeg ville sådan ønske, at hun kunne se, hvor meget bedre både min søster og jeg har det i dag, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at hun måske har følt at hun svigtede os. Jeg ved ikke om jeg tror på, at hun stadig kan følge lidt med i vores liv - men jeg håber det virkelig. 

lørdag den 12. september 2015

a melody to keep me from worrying

Som musikelsker og koncertgænger er efteråret klart den bedste tid (det skal vel også have et eller andet at byde på), for udover sommerens festivaler, er det her, de fleste kunstnere er på tour. Dette efterår er ingen undtagelse, og jeg har allerede sikret mig billetter til en god håndfuld koncerter.  
Den første i rækken bliver Sufjan Stevens på mandag i Falconer Salen, og det er nok også den, jeg glæder mig mest til. Han spiller hele sin nyeste plade 'Carrie & Lowell' der handler meget om hans barndom og hans mor, der døde af kræft i 2012 (det kender jeg godt). Sangen ovenfor er et af de allersmukkeste numre, Sufjan nogensinde har lavet, og det siger ikke så lidt. Jeg har set Sufjan Stevens to gange tidligere, men det er ved at være længe siden, og jeg glæder mig til gensynet. Næste weekend byder på årets Festival of Endless Gratitude, hvor jeg nok skal få set en bunke nyt, spændende musik, men jeg kender ikke nogle af navnene på forhånd. 
Den 12. oktober gælder det HEALTH, som jeg så en fremragende koncert med på årets Primavera Festival i maj. I august udkom deres nye plade 'Death Magic', og jeg er virkelig vild med den, selvom de er gået i en ekstremt poppet retning i forhold til deres tidligere noise-lyd. Her er den helt vanvittige video til 'Stonefist', der også er et af pladens bedste numre.
I oktober skal min kæreste også spille et par koncerter med sit band 'The Big Dust', og det bliver første gang, at jeg oplever dem live. (De har altså også kun spillet én koncert. I Århus.)
Til november får jeg travlt; især i starten af måneden. Jeg overvejer at tage til Godspeed You! Black Emperor i Den Grå Hal d. 3. november, men ellers er første koncert på programmet Lower Dens på Loppen d. 4. For mange år siden lyttede jeg en del til Jana Hunter, men det var fuldstændig gået min næse forbi, at Hunter nu har et band, der hedder Lower Dens, så det må jeg naturligvis opleve. Nummeret 'Brains' er fra den forrige plade, men den nyeste plade er også rigtig fin. Mercury Rev spiller i Koncerthuset dagen efter, men det er simpelthen for dyrt. 
Allerede to dage efter d. 6 vender jeg tilbage til Loppen og Chelsea Wolfe. Min kæreste og mine venner har lyttet til hende længe, men jeg er først for alvor blevet glad for hende og hendes 'drone-metal-art-folk' det sidste halve års tid. Nu er jeg til gengæld vild med hende! Her er 'Carrion Flowers' fra den nyeste plade. 
D. 19. november gælder det en lidt spøjs dobbeltkoncert i VEGA- Bradford Cox aka. Atlas Sound varmer op for sit andet band Deerhunter, og for mig er det mere end en ekstra bonus, da jeg faktisk bedst kan lide Atlas Sound. Men Deerhunter har lige udgivet en fantastisk ny single, 'Snakeskin', og jeg glæder mig virkelig til både koncerten og den nye plade. 

Hvis overskuddet er der i min travleste arbejdsmåned, skal jeg også se Ducktails på Loppen d. 10. december. Det bliver et spændende musikefterår - og hvis jeg pludselig får mere tid og flere penge, er der også interessante koncerter med blandt andre Low, The Dø, Death Cab For Cutie, Chastity Belt og Destroyer, som jeg kan tage til. 

fredag den 11. september 2015

rewrite history to suit our needs

Jeg har flere gange taget tilløb til at skrive noget om flygtningekatastrofen, men jeg har ikke fået det gjort, for det meste er alligevel blevet sagt af både kloge og mindre kloge mennesker, og alle holdninger er på bordet. Jeg ved ikke, hvordan det er hos jer, men hos mig og i min omgangskreds, på mit arbejde og i mit facebook-feed bliver der ikke snakket om andet end flygtninge - på godt og ondt. Nu kommer jeg så alligevel med et lille pip, der godt nok ikke bringer noget nyt til sagen - men jeg har vist brug for lige at nævne det. 

Der er nok ikke så mange, der er i tvivl om hvor jeg står i hele denne debat, der er så svær, voldsom og polariserende. Og det er næsten dét, jeg har det allersværest med - at jeg ufrivilligt ser nye sider af folk i mit liv, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med denne nye viden. Jeg vælger at tro, at vi alle ønsker at hjælpe mennesker i nød - vi har bare vidt forskellige holdninger til, hvordan det skal gøres, og hvor, hvor mange, hvor længe og hvordan vi skal hjælpe dem. Jeg kender heller ikke den ultimative løsning, og jeg prøver virkelig ikke at sidde og pudse min glorie, for jeg har bare siddet på min flade og sendt likes afsted - men jeg kan bare næsten ikke holde ud at høre på flere mennesker, der er gennemsyrede af had. 

Der er naturligvis flere grader af uenighed, og det er altså ikke sådan at jeg slår hånden af folk, fordi de har en anden holdning end mig. Men filmen knækker, når folk bliver for ekstreme. Det er stadig helt ufatteligt for mig, at en voksen mand kan finde på at spytte på mennesker på flugt - og da jeg så en joke om den druknede syriske dreng i mit feed, slettede jeg personen øjeblikkeligt. Dialogen og debatten er vigtig, men jeg tror simpelthen ikke på, at jeg kan ændre en det grundlæggende livssyn hos en gammel skolekammerat (som jeg ikke har talt med i femten år) i en kommentartråd på facebook, og hadet påvirker mig så meget, at jeg hellere vil slippe for at kigge på det. 

Hvordan lader man være med at hade folk, der hader? Anne Bredahl skriver altid klogt og godt, og hun har skrevet et brev til et hademenneske, der virkelig sætter ord på mange af de ting, jeg tumler med i disse dage. 

onsdag den 9. september 2015

søndag den 6. september 2015

hang on to any fucking thing you love

Jeg har været i himlen. Irland er uden sammenligning det bedste chipseland, jeg nogensinde har besøgt. (Må lige understrege, at jeg nu også er ret glad for Danmarks udvalg. Vi har fat i den lange ende.) I Irland var der SÅ mange forskellige mærker og spændende smagsvarianter - og så er det helt normalt lige at snacke en lille pose chips til sin sandwich. I flyet kunne man endda bestille en toast KUN med smør og chips. Her er en gennemgang af alle de lækre chips, jeg fik fingrene i på ferien - bemærk venligst, at mange af poserne er i miniaturestørrelse - jeg har (trods alt) ikke spist tolv store poser chips på en uge. Karakterskalaen rangerer som altid fra nul til ti Pringlesrør. 
Keogh's blev mit nye favoritmærke, for alle de tre varianter jeg smagte, var ganske enkelt fremragende. Gæsteanmelderen var også meget begejstret, som man kan se på det lettere maniske fjæs, der kigger frem bag bilsædet. Selve chipsen fra Keogh's var grov og sprød, men helt uden den lettere olierede, uheldige bismag, der ellers ofte kendetegner grovchips - det var et klart plus. Det trak også gevaldigt op, at chipsene smagte af så meget; man har ikke været nærig med krydderier og pulver, og især varianten med irish cheese & onion var decideret himmelsk. Jeg troede ikke, at jeg ville være glad for den med roast beef & stout, men det var faktisk en meget afbalanceret udgave, hvor kødsmagen ikke var hverken kunstig eller altdominerende. Til sidst må jeg også rose Keogh's for deres lækre design - poserne var flotte, farverne pæne og skrifttypen god, og så er det et ekstra plus, at man kan se på hver pose, hvor kartoflerne er dyrket. Det bliver et pænt otte-tal til den røde pose, og to store ni-taller til den grønne og den blå variant. 
Hunky Dorys var bestemt heller ikke uden evner - en lidt mere traditionel form for bølgechips, der ikke lå langt fra Kims udvalg herhjemme. Igen må jeg rose mængden af krydderi og smagspulver, der i min verden er altafgørende for bedømmelsen af chips - og det har de altså fuldstændigt styr på derovre. Den i Irland ikke helt så almindelige sour cream & onion-variant var et solidt bud på en gammel klassiker, og den hiver et stort syv-tal hjem. Buffalo-varianten er vel at sammenligne med vores barbecue-smag, og selvom den ikke var dårlig, er det normalt en af de poser, jeg holder mig fra. På grund af den fine pose sniger den sig lige op på et seks-tal. 
Herhjemme har sour cream & onion-varianten længe været den mest populære smagsvariant, men den var som sagt en lidt mere sjælden gæst i Irland. Deres go-to-flavour må helt klart være cheese & onion, som jeg så i ufatteligt mange udgaver, og resten af denne omgangs testmateriale består da også af netop denne variant. Den første fra O'Donnells blev indtaget om bord på en turistbus i det regnfyldte Dublin, og den forsøgte ligesom Keogh's at markedsføre sig på det autentiske og rustikke. Her var desværre bare et eksempel på en grovchip med lidt for meget olie og lidt for lidt smag. Fem pringlesrør herfra. Straks bedre gik det for Tayto-varianten, der trods den grimme pose virkelig har fat i den lange ende. Chipsen er ganske tynd og sprød, men går ikke i stykker i posen - og så smager den næsten som de sagnomspundne Queso Blanco-chips. Jeg er i gavehumør i dag, så de sniger sig også op på et nital. 
De sidste tre små poser snuppede jeg med hjem fra lufthavnen, og her var det igen varianten i den grimmeste pose, der overraskede positivt. Chipsen fra King var nemlig ikke langt fra Tayto-varianten, omend noget mere salt. Det kan nogle gange være lækkert, men her overskyggede det næsten ostesmagen, og det trak det samlede indtryk ned på et syvtal. Kettle-chipsene havde jeg forventet mig meget mere af - de lokkede også med lækkert design og autencitet, men selvom jeg må give pluspoint for at bruge rødløg i stedet for almindelige løg, kommer de heller ikke over syv. 

Den sidste pose har droppet friturestegningen og ladet kartoflerne 'poppe' i stedet, hvilket ifølge hjemmesiden skulle gøre dem både sundere og sjovere. Det er løgn. Det med sundheden er sikkert rigtigt nok, men det er nogle af de mest triste og kedeligste chips jeg nogensinde har smagt. I Danmark har jeg smagt noget tilsvarende i ISIS-udgaven, og de er faktisk ikke så dumme endda, men deres irske/britiske fætter er altså en tør kiks.Det kan ikke blive til mere end to Pringlesrør. 

Jeg startede med det bedste og sluttede med det værste, men konklusionen er klar - Irland er et fantastisk sted, hvis man er glad for chips.   

fredag den 4. september 2015

they'd think that I'd finally lost it completely

Der er sket tre trælse ting de sidste par dage, rangerende fra lettere irritationsmomenter til oprigtig øvhed.

1. Opladeren til mit kameras batteri befinder sig i Grønland, af alle steder. Billederne her har derfor overhovedet ikke noget med indlægget at gøre, men jeg har ikke nogen nyere, og jeg var ret glad for både swirly watermelon, sushi og den fine pige ved Christiania. Hvornår min oplader vender tilbage til København er endnu uvist, men jeg har jo stadig min telefon. 

2. Pilou Asbæk skal være med i Game of Thrones. Det er bare så ubeskriveligt nederen, at jeg bliver nødt til at bruge ordet nederen. Han er SÅ irriterende, og så skal han endda spille Euron Greyjoy - en rolle, jeg sammen med internettet ellers gerne havde set Mads Mikkelsen i. Det var slemt nok, at Birgitte Hjort Sørensen var med i sidste sæson, men frisk-fyr Pilou er næsten værre. Jeg var ellers ret glad for ham i 'To Verdener', men derfra gik det hastigt ned ad bakke. Hvorfor er han altid i krig?

3. Men det allerværste var dagens skrækkelige nyhed om, at den søde elefant Surin fra Zoologisk Have bar rundt på et dødt foster. Jeg har fulgt elefanterne tæt den sidste måneds tid via webcam, og jeg har været ekstra spændt de sidste par dage, da der var tydelige tegn på, at fødslen var tæt på. Men i morges fandt dyrepasserne en iturevet fosterhinde, hvilket betød at den ufødte unge var død. Jeg blev simpelthen så ked af det, da jeg læste det i min pause på arbejdet - faktisk kom jeg til at græde lidt. Det er den anden unge Surin mister, og det er så frygtelig synd. Jeg kunne ikke lade være med at følge lidt med i løbet af eftermiddagen, og jeg så, da hun fødte den døde, alt for lille unge. Det var hjerteskærende at se hende og tanten prøve at få ungen på benene, og jeg tudede lidt mere, da de andre elefanter trøstede Surin. Øv, altså.

Men nu vil jeg prøve at tænke på noget andet og nyde min weekend - og det skal jeg nok komme til, for jeg har nemlig gode planer med gode venner. 

onsdag den 2. september 2015

what direction should we choose

At besøge min far og søster i sidste uge var præcis lige så afstressende og dejligt, som jeg havde håbet på. Jeg havde egentlig planer om at påbegynde Den Helt Store Oprydning på mit gamle værelse, for der er SÅ meget gammelt ragelse, der bare står og samler støv (her kigger jeg særligt på dig, samling af flere hundrede kilo grimme lerfigurer, som min søster og jeg har lavet op gennem hele folkeskolen), men det var hele tiden lidt mere tiltrækkende at gå en tur med Silke eller sove lidt længere. Det må blive næste gang. Måske. 
Jeg besøgte også mor et par gange, og jeg har faktisk fået det rigtig godt med kirkegården. Det første stykke tid havde jeg ingen fornemmelse af, at min mor skulle være mere dér end alle mulige andre steder, og selvom jeg stadig føler, at jeg kan snakke til hende uanset hvor jeg er, er jeg blevet ret glad for at kunne besøge hende et særligt sted, der bare er hendes.
En eftermiddag kørte vi til Stinesminde, et lillebitte gammelt fiskerleje, der ligger på den nordlige side af Mariager Fjord. Selvom det næsten ser ud til at man kan svømme over på den anden side, har min søster og jeg faktisk aldrig været der før, og da vi var små, var stedet lidt magisk for os. Måske på grund af et gammelt skibsvrag fra det 16. århundrede, som man har fundet ud for byen - lige noget til at sætte fantasien i gang hos to små piger. Der VAR også noget så fint i Stinesminde, og køerne havde den dejligste udsigt til Mariager, som vi sjældent får at se fra dén vinkel. Silke var meget vred på køerne; hun både gøede og rejste børster, men de værdigede hende heldigvis ikke et blik.

Min Jyllandstur bød også på et besøg hos min yndlingsfamilie i Hobro, hvor vi hev det sidste hygge ud af sommeren med bål i haven, der var leveringsdygtigt i snobrød, ostepølser, skumfiduser, popcorn og varm kakao. Den næsten tre-årige var blevet noget så fræk og var ikke til at stå for, og den femårige viste mig begejstret sin nye mooncar (jeg var lidt misundelig), og ville gerne puttes af mig, så det var en stor succes. Når jeg ser dem igen om en god måneds tid, skal de faktisk giftes (forældrene, altså), og jeg bliver ekstremt rørt og får tårer i øjnene bare ved at tænke på det, så jeg skal vist have fat i en vandfast mascara og nogle kleenex inden den store dag. Men jeg har altså kendt min veninde siden hun var en fræk næsten-tre-årig, så et par ekstra tårer er vist på sin plads.