torsdag den 26. november 2015

everyday is silent and grey

Trods alle intentioner om det modsatte er jeg alligevel blevet overmandet af en træls vinterdepression. Derudover kan jeg genkende mig selv i lige lovligt mange af stress-historierne hos AmarOrama for tiden; jeg kan ikke sove om natten, og de sidste par uger har jeg haft lidt for mange meltdowns og tudeture på arbejdet. Det er noget rigtig lort, for nu at sige det som det er, men lige i dag er jeg faktisk ret fortrøstningsfuld. Efter en god snak med min chef i går har jeg fået en håndfuld fridage mere inden jul - samt lovning på at kunne gå hjem, når jeg er færdig med mit arbejde. Det hjælper en del - ligesom dagslys, gåture og venneaftaler gør det, så det vil jeg fylde mine fridage med frem til jul. I dag har jeg gået ti kilometer i det smukke vejr - men uden kamera, så billederne er fra en tilsvarende Amager-gåtur engang i sommer.  

torsdag den 19. november 2015

Stephen King - The Dead Zone

Min genlæsning af Stephen King har egentlig været ret lystbetonet i den forstand, at jeg ikke har læst bøgerne i nogen særlig rækkefølge; jeg har gået efter favoritterne og dem jeg huskede dårligst - men på det sidste har jeg fået lyst til at gå mere kronologisk til værks. Stephen King debuterede med Carrie i 1974 og fulgte stærkt op med 'Salem's Lot og The Shining inden han skrev en af mine klare favoritter The Stand i 1978. Sidste King-roman i halvfjerdserne var thrilleren The Dead Zone, og selvom den efter min mening ikke når de første fire til sokkeholderne, er det en ganske solid og spændende fortælling om en mand, der vågner efter næsten fem år i koma med overnaturlige evner.

Det er helt klart det aspekt, der fascinerer mig mest ved romanen. Det virker så ufatteligt, at man kan ligge i koma i årevis, for derefter at vågne til en verden, der er helt forandret. I The Dead Zone er det den unge lærer Johnny Smith, der efter en god aften ude med sin nye kæreste kommer voldsomt til skade i en trafikulykke, der sender ham i dyb koma. Fem år senere er kæresten Sarah naturligt nok kommet videre med ny mand og barn, men det hele er særdeles ambivalent for hende og ganske hjerteskærende at læse. Johnny vågner med evnen til at kunne se glimtvis af både fortiden og fremtiden for de mennesker, han kommer i fysisk kontakt med, og det er ofte nogle ganske gruopvækkende scener, han er vidne til. Snart udvikler historien sig til en sand spændingsroman sat i en ramme af amerikansk politik, og selvom det ikke ligefrem er min yndlingsgenre, er slutningen bestemt gennemlæsningen værd. 
The Dead Zone blev filmatiseret i 1983 af David Cronenberg med Christopher Walken i rollen som Johnny Smith, og den bliver ofte regnet blandt de bedste King-filmatiseringer overhovedet - angiveligt på grund af gode skuespilpræstationer og et godt soundtrack. Godt nok findes der uendeligt mange decideret elendige King-adaptioner derude, men The Dead Zone er efter min mening stadig meget langt fra toppen, og jeg kan slet ikke se alt det gode ved den, som anmelderne fremhæver. Ret skal være ret - en af filmes største svagheder er, at den virker meget uddateret, og det kan den sådan set ikke gøre for. Det er bare endnu et eksempel på en af de mange firserfilm, der ikke virker overbevisende på mig, fordi skuespillet er helt mærkeligt.

Et af mine andre kritikpunkter er, at filmen virker enormt forhastet. Den har alt for travlt med at få fortalt hele historien på bare en time og tre kvarter, og det gør mig uinteresseret i karakterernes skæbne. Der findes faktisk en tv-serie med samme navn, der kørte over skærmen fra 2002-2008, og som skulle være 'løst baseret' på Kings karakter Johnny Smith, men jeg har sagt til mig selv, at det er okay ikke at spilde tres timer af mit liv på det, selvom der måske er lidt bedre plads til karakterudvikling i dét medie. Alt i alt er The Dead Zone ikke i nærheden af at være blandt mine King-favoritter, men dårlig er især romanen nu langtfra. 

tirsdag den 17. november 2015

in a graveyard or garden that waits for the spring

Jeg har ikke rigtig set dagslyset i to dage nu, og jeg kommer heller ikke til at se det i morgen. Det passer mig virkelig dårligt, for jeg synes det hele virker lidt mørkt og trist for tiden. Heldigvis skal jeg en smuttur til Jylland i weekenden, hvor jeg skal til min onkels fødselsdag sammen med min far og søster, og det bliver så godt at se dem igen, selvom det kun er i en dags tid.  Der skal jeg nok få fyldt depoterne lidt op igen. 
Når jeg har fri, går jeg altid en tur. Det er en aftale jeg har lavet med mig selv, for selvom jeg ikke altid gider, bliver jeg hver gang SÅ glad for at komme ud. Dagslyset (med eller uden sol), den friske luft og musik i ørerne er for mig en af de allerbedste måder at koble af på (selvom jeg nu heller ikke takker nej til en Xbox-aften på sofaen med cola og chips), og i sidste uge gik turen til Sundby Kirkegård, der var klædt i de fineste efterårsfarver.  

lørdag den 14. november 2015

it's gonna cloud our eyes again

Om en times tid tager jeg min kæreste under den ene arm og et par flasker vin under den anden, og så drager vi mod Islands Brygge til Irland-reunion med de to vennepar, vi rejste med i august. Tiden er fløjet, og siden vores hjemkomst har jeg kun set mine veninder halvanden gang - og deres søde mænd slet ikke. Så en aften med gode venner, god mad og vin, lange snakke, røverhistorier og ferieminder er lige præcis det lyspunkt, jeg har brug for her midt i en november, der pludselig er blevet endnu mere trist og grå end normalt. 

søndag den 8. november 2015

cause you can open up the heavens for me

Listen over de sidste tre måneders musikafspilninger på min Last.fm-profil vidner om det mørke efterårs komme med optrædener af flere af mine til tider lettere deprimerende favoritter (her er gensyn med teatralske Spiritual Front, vrede Marilyn Manson, storladne HIM og intense Xiu Xiu), men endnu bedre repræsenteret på listen er efterårets mange koncertaktuelle kunstnere (Sufjan Stevens, HEALTH, Lower Dens, Chelsea Wolfe, Deerhunter og John Grant), og jeg bliver nødt til at sige det igen - det er virkelig en god omgang i år. 

Fredag aften spillede Chelsea Wolfe en intens og virkelig god koncert på Loppen. Når Loppen er halvfyldt, er det et af mine yndlingsspillesteder i hele København - lyden er som regel god, scenen er lav, og man kommer meget tæt på kunstnerne på scenen. Når Loppen er udsolgt, er det til gengæld et meget uindbydende og klaustrofobisk sted at opholde sig; der er ulækkert varmt, og halvdelen af publikum kan ingenting se. I fredags var der udsolgt, men fordi vi stod forrest i den ene side, havde jeg alligevel en ret god oplevelse. Chelsea Wolfe sang så rent og smukt, at jeg først troede det var playback, og musikerne i hendes band var vildt dygtige - især trommeslageren. Det var tungt og det var godt, og koncerten har gjort den nye plade endnu bedre for mig. All hail Chelsea Wolfe!

*Jeg ved ikke, hvorfor teksten centrerer, men jeg bliver sindssyg af det!   
I går spillede Kurt Vile og i aften spiller Chastity Belt og Death Cab for Cutie, men hverken penge eller overskud rækkede længere i denne uge. Næste koncert bliver Atlas Sound og Deerhunter, og så har jeg fundet ud af, at mit nyeste crush John Grant også lægger vejen forbi København i november. Egentlig er han en gammel kærlighed, som jeg har genfundet, for jeg var ret glad for hans tidligere band The Czars. Deres coverversion af 'Song to the Siren' er et af de allersmukkeste numre i verden, men efter et par år glemte jeg dem lidt igen. Imens kørte John Grant bandet i sænk med et stofmisbrug af dimensioner; så fik han HIV, og så blev han droppet af sit livs store kærlighed. Derfor kunne man måske forvente en omgang selvmedlidende navlepilleri fra John Grants soloprojekt - men det er i stedet en eminent kombination af intelligent, humoristisk og drivende sarkastisk tekstskrivning, gode melodier, ikke-irriterende funky disco og smukke ballader.

Jeg så ham sidste år i Porto, men det var lige efter min ud-af-kroppen-oplevelse med Neutral Milk Hotel, så jeg glæder mig til at give ham min fulde opmærksomhed denne gang. Han har også udgivet en ny, fremragende plade siden sidst - Grey Tickles, Black Pressure - og den har tilmed et af de smukkeste covers jeg har set i år. Og så er det hvid vinyl! Jeg dør lige lidt. Gør dig selv en tjeneste og tjek nummeret (og den dertilhørende video) Disappointing  - jeg er i hvert fald blevet meget, meget glad for John Grant. 

torsdag den 5. november 2015

cloudless drops tear at my cheeks

Jeg har det helt ærligt ikke fantastisk for tiden. I går ramlede det hele sammen om ørerne på mig, og jeg begyndte at græde på arbejdet uden jeg egentlig helt ved hvorfor. Nogle gange holder det op, hvis jeg lige får en lille pause, så jeg gik en tur i Kongens Have, satte mig på en bænk og lyttede til en app med en rar mand, der fortalte mig, at jeg skulle trække vejret helt ned i maven. Det hjalp, men da jeg kom tilbage på arbejdet, trillede tårerne igen, og jeg endte med at gå hjem. Hvor jeg græd videre. I otte timer. Jeg droppede derfor den første af november måneds mange koncerter (Lower Dens), og jeg har i det hele taget nok været lidt for optimistisk omkring mit overskud til at gå til ti koncerter i den travleste måned på mit arbejde. Hvor jeg i øvrigt havde hele 10-års jubilæum i mandags. Det er faktisk en tredjedel af mit liv, og det har været fyldt med op- og nedture - men igennem mit arbejde har jeg mødt min kæreste og en god håndfuld af mine bedste venner, og det vil jeg aldrig glemme. En af mine søde chefer forærede mig en fin cola med sløjfe på, og så kan man jo næsten ikke bede om mere.

I dag ser det hele anderledes lyst ud, og som altid når jeg har haft sådan en tur, så ærgrer det mig, at jeg ikke bare kunne tage mig sammen, komme over det og arbejde videre i går. 'At tage sig sammen' er bare slet, slet ikke en mulighed, når jeg har det sådan, så det er nok bedre at jeg forebygger lidt i stedet for. Jeg vil så gerne undgå den frygtede vinterdepression, men havde du spurgt mig i går, ville jeg nok sige, at jeg allerede var midt i den. Jeg sover dårligt om natten, og jeg er bare så enormt træt og uden overskud det meste af tiden. Når jeg ikke får min nattesøvn, fungerer jeg bare slet ikke. Så i går var jeg modløs og trist - i dag er jeg mere optimistisk og har fundet min lysenergilampe frem, og i aften slukker jeg computeren tidligt og læser i min bog indtil jeg bliver træt. I nat kommer jeg til at sove godt; i morgen har jeg en relativt kort dag på arbejde, og i morgen aften skal jeg til koncert med Chelsea Wolfe. Det skal nok gå alt sammen.