mandag den 25. januar 2016

you're adored by strangers through glass

Sidste uge stod mest i sygdommens tegn, men i weekenden var jeg frisk nok til at være ude. Jeg var i Zoologisk Have på en kold og klar formiddag, og jeg havde næsten dyrene for mig selv. Jeg er glad for alle dyr, men mine favoritter er nok de nordiske - og så præriehunden, selvfølgelig. Jeg spiste min frokost i selskab med de små banditter, og jeg bliver aldrig træt af at se dem løbe rundt. Det var dejligt med (endnu) en alene-dag efter et par hårde måneder, og jeg har virkelig fået det meget bedre de sidste par uger. Jeg sover også bedre om natten, hvilket næsten er det vigtigste af det hele - og nu glæder jeg mig til det næste stykke tid, der både byder på pladerelease med min kærestes band Big Dust, fødselsdagsfejring af min søster - og ikke mindst en rejse til Marokko. 

fredag den 22. januar 2016

cannot all creation call it celebration

Da jeg tog til Copenhagen Comics i juni måned, vidste jeg slet ikke, at australske Simon Hanselmann ville være der for at promovere sin første udgivelse oversat til dansk, men det var virkelig en glædelig overraskelse. Han har været en af mine absolutte favoritter i mange år, men han har længe mest udgivet ting online, så det var først lige før jul, at jeg endelig havde den vildt flotte  'Livet er en Fuckin fest' mellem hænderne. Normalt foretrækker jeg at læse bøger og graphic novels på originalsproget (hvis det sprog da er dansk, engelsk eller tysk), men denne fine oversættelse fra forlaget Forlæns vil jeg meget gerne støtte. Simon Hanselmann var SÅ sød og rar at snakke med da jeg mødte ham; jeg var den sidste i køen, og han gav sig ekstra god tid til at signere min læseprøve. 
Udgivelsen er en samling af striber (360 tykke, velduftende sider) fra de sidste seks-syv år, og den består af både en-sides-historier og meget længere eventyr. Det er uden tvivl sidste års bedste udgivelse, og farverne kommer slet ikke til deres ret på mine billeder. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme - som I måske har fornemmet, er Simon Hanselmanns historier om heksen Megg, katten Mogg og deres venner Ugle og Varulv Jones ikke for alle. Den umage vennegruppe er mere eller mindre konstant på stoffer, og heksen og katten har et både eksplicit og til tider kvalmende sexliv. Men historierne er SÅ sjove, langt ude og ofte overraskende rørende, og det hele går op i en bizar og fantastisk højere enhed.  

 Nu er jeg ikke ligefrem en heks på syre, og jeg har heller ikke et usundt forhold til Jimmy, men Megg er alligevel ganske genkendelig på mange punkter. Hendes depression især er beskrevet meget rammende, og det er smukt tegnet i al sin grusomhed. Hanselmann namedropper også alt fra The L Word over Xena til Placebo, og to af de ting står mit hjerte meget nært. Det er alt i alt en fremragende tegneserie, og jeg kan anbefale den til alle, der har mod på at læse noget helt anderledes. Og snart kommer Megg & Mogg in Amsterdam - jeg glæder mig!

søndag den 17. januar 2016

tonight I've consumed much more than I can hold

 2015 var alt i alt et fremragende år i kartoffelsnackens verden; jeg har både anmeldt gamle favoritter, der stadig er helt i toppen, og jeg har kastet min kærlighed på Irland, der er leveringsdygtige i nogle forrygende chips. Denne omgang runder 2015 af med en ny favorit, et par oversete perler og  chips-varianter fra selveste Chili-Klaus.


Den nye favorit kommer faktisk i hele to udgaver - både en dansk og en svensk. Den danske kommer fra Taffel, som jeg kender bedst fra juleaftens franske kartofler, og det er en usandsynligt lækker bølgechip, der helt tog fusen på mig. Hvorfor ved jeg ikke helt - jeg var jo virkelig glad for de polske champignon-chips, og de her lækkerier var endnu bedre; cremede og med en god smag af både kartoffel og svampe. Efter at have smagt dem i august, kunne jeg ikke finde dem i månedsvis, og kom derfor ved et glædeligt gensyn i Brugsen i Hadsund til at udbryde et glædeshyl så højt, at en dame lige måtte høre, hvad jeg var så begejstret for. Min gode ven David har – helt uden at vide det – købt mine nye favotitter til mig i en svensk udgave. Hvor heldig kan man være. Taffel med nye kartofler får topkarakteren 10/10. 
Denne pose er endnu en af min fars opdagelser fra enten Aldi eller Lidl. De er faktisk overraskende lækre; med rigtige kartoffelskiver og godt med pulver. Smagen er god og jævnt fordelt af en lækker creme fraiche-lignende overflade. De får et stort syvtal af mig. 
Det er egentlig lidt utroligt, at jeg ikke har anmeldt Kims Sour Cream  & Dild før nu. I virkeligheden har jeg nok glemt dem lidt, til fordel for varianten med løg i stedet for dild, men de sidste par måneder har vi spist tre-fire poser af denne udgave, og de er meget bedre end jeg husker. Jeg er generelt begejstret for Kims standard-udformning af deres bølgechips, og her er der endnu mere creme fraiche på end på dens grønne bror. De er super lækre, og lige nu min go-to frådepose. 9/10. 
En af mine kollegaer har opsnappet, at jeg anmelder chips, så han var ikke sen til at fortælle mig om de nye varianter fra selveste Chili Klaus. (Ikke Chili-Klaus, åbenbart.) Der gik lidt tid før jeg endelig fik et par poser opstøvet, og da jeg startede med den milde udgave i den røde pose, var jeg faktisk ret skuffet over dem. Grovchips er en god ting – men de helt billige kan nogle gange være lidt for olierede, og det var også tilfældet her. Chilismagen var ikke gennemtrængende nok, selvom den da godt kunne smages efter en stor mundfuld. De må nøjes med 5/10. 
Den sorte storebror med vindstyrke otte var et noget sjovere bekendtskab. Det er samme slags chips, men chilien er markant stærkere, og hvis man lige får fat i en af de rigtige, kradser de virkelig i halsen. Jeg kan godt lide stærk mad, men ikke overdrevet stærk mad – og det er de her chips altså heller ikke, så man skal ikke være bange for at smage dem. De får otte små pringlesrør af mig – det sidste på grund af posernes flotte design. 
Jeg ville egentlig have fortalt om den nye Coca Cola Life allerede i sommer, da jeg fandt den i Tyskland. Nu er den kommet til Danmark, og nyhedens interesse er allerede forsvundet, men som den cola-entusiast jeg er, får den alligevel lige en anmeldelse med på vejen. Den har en pæn farve, er delvist sødet med stevia (men selvfølgelig stadig med ekstremt meget sukker), og så var jeg faktisk meget glad for den dér i Tyskland. Måske havde det dog noget med de smukke omgivelser at gøre, for den danske variant er altså ikke nær så spændende. Den kan sagtens drikkes – ligesom en Cola Zero også kan det, men jeg tror jeg holder mig til originalen. Jeg glæder mig til at se, hvad 2016 har at byde på!

fredag den 8. januar 2016

why must we move on from such happy lawns

Det er ikke specielt sjovt at være AaB-tilhænger i de her dage. Godt nok har anfører Rasmus Würtz og altmuligmanden Patrick Kristensen heldigvis forlænget deres kontrakter, men min nuværende yndlings-AaB-spiller Kenneth Emil Petersen har ikke ønsket at fortsætte samarbejdet med klubben efter denne sæson. Det er SÅ nederen, og jeg VED bare, at han bliver præsenteret i OB snart, fordi Kent Nielsen har hentet ham. Jeg er meget skuffet, for det var ikke den afsked jeg havde håbet på, men Kenneth Emil vil stadig være blandt mine all-time yndlings-AaB-spillere. (For fem år siden (whaaaat!) skrev jeg om mine tre andre favoritter, Jimmy Nielsen, Martin Pedersen og Danny Califf.)
I dag blev ondt straks værre, da selveste Allan Kuhn, AaBs elskede assistenttræner, blev præsenteret som cheftræner i Malmö FF. Det er enormt uventet, og en kæmpe mulighed for den sympatiske mand, og jeg ønsker ham virkelig alt det bedste. Da Kent Nielsen i sommer skiftede til OB, tilbød Allan Kuhn at overtage cheftrænerjobbet - men det gik som bekendt til Lars Søndergaard, så jeg synes, at AaB selv er skyld i skiftet. Jeg håber, at han en dag vender tilbage - og næste gang gerne som cheftræner. Og så må AaBs transfervindue gerne lukke nu.
I dag har jeg også erfaret, at en af mine veninder synes Ståle Solbakken er lidt lækker. Det har været en trist, trist dag (der dog heldigvis mest var hyggelig med gåtur og varm kakao.)

søndag den 3. januar 2016

I think I'll just let the mystery be

The Leftovers og Fargo er begge gode eksempler på tv-serier, der leverede en ganske underholdende første sæson, men som virkelig har vist deres værd med decideret fremragende andensæsoner. The Leftovers er gået fra at være en meget interessant, men lidt prætentiøs dommedagsfortælling til i anden sæson at være konstant rørende og mind-fucking. Ikke siden Six Feet Under har jeg set denne følelse af sorg portrætteret som en altdominerende faktor i menneskers liv, og slutresultatet er en omgang smukt, smukt tv. 
The Leftovers tager udgangspunkt i det amerikanske samfund efter The Sudden Departure - en helt vanvittig begivenhed, hvor 140 millioner mennesker - eller 2% af jordens befolkning -  pludselig forsvandt ud i det blå. De forsvandt fra deres senge, fra bag rattet på kørende biler, fra middagsborde og svømmeture, og tilsyneladende helt uden en sammenhæng mellem de forsvundne. Ingen ved, hvad der er blevet af dem, men det er faktisk heller ikke længere det allervigtigste. Det er et helt fantastisk udgangspunkt, der jo er right up my alley, men jeg havde heller ikke forventet andet fra en af skaberne af Lost, Damon Lindelof. 

Første sæson af The Leftovers udspiller sig i den lille by Mapleton, hvor Justin Theroux i rollen som politimanden Kevin Garvey prøver at opretholde lov og orden i et samfund, der tre år efter The Departure stadig er ødelagt af sorg og fortvivlelse, og hvor folk er blevet kyniske, bitre og bange. En ny bevægelse, de hvidklædte, storrygende The Guilty Remnants, trækker medlemmer blandt de mest traumatiserede - blandt andet Kevins egen kone - og er ganske nådesløse og brutale i deres mission med at få folk til at huske det, som ingen alligevel har glemt. Det er en dramaserie med store armbevægelser og mange intense scener, og det er på samme tid hjerteskærende og forløsende at se så store følelser. Første sæson er god, men hele tiden på grænsen til det førnævnte prætentiøse, så jeg var noget spændt på at se, hvad anden sæson kunne byde på.

Her er første sæsons hovedpersoner - der nu alle mere eller mindre er én stor familie - rykket til en ny location - nemlig den lille by Jarden i Texas, der også kaldes Miracle grundet det enestående faktum, at byen ingen departures havde. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der har ændret sig i den nye sæson, men pludselig falder alle brikkerne på plads, og det er ti decideret fænomenale afsnit, jeg har været vidne til. Man skal være villig til at acceptere nogle seriøst langt ude forklaringer (og ikke mindst mangel på samme - det er jo nogle af folkene bag Lost), men i seriens univers er det hele skruet umanerligt godt sammen. Sat sammen med den smukkeste lydside i nyere tv-historie og fremragende skuespilpræstationer fra især Carrie Coon som Nora Durst, er der virkelig ikke meget at sætte en finger på hos The Leftovers. Selv slutningen var lige i skabet, og jeg blev næsten lidt bekymret da jeg hørte nyheden om en tredje og sidste sæson, for det kan næsten ikke blive bedre end nu. 
Første sæson af The Leftovers var skrevet over en roman  af Tom Perrotta, og første sæson af Fargo er baseret på Coen-brødrenes fremragende film af samme navn. Tilfældet for begge serier er, at deres anden-sæsoner er skrevet fra et blankt papir, og de er meget bedre, meget mere frie og opfindsomme, og i Fargos tilfælde næsten mere Fargo-agtig end selve Fargo-filmen. Sidste år fik jeg en fin Fargo-hue, hvor der er broderet (hvis det da ikke var en cheap udgave med tryk) både en mand med en pistol, dollars og snefnug. 

At forsøge at give et bare nogenlunde sammenhængende resumé af Fargo er næsten umuligt, for begge sæsoner er et herligt sammensurium af  bizarre misforståelser, usandsynlige tilfælde og hysterisk morsomme familieforhold, og det er ikke så meget karakterernes ageren, som det er deres reaktioner på de ting, der sker for dem, der er seriens klare force. Hovedpersonerne er nemlig langt hen af vejen helt almindelige mennesker, der oplever noget helt sindssygt, og reagerer både irrationelt og uforudsigeligt på det.  Martin Freeman og ikke mindst Billy Bob Thornton gjorde det godt i sæson et, men det er i sæson to (der sprang tredive år tilbage i tiden og introducerede et helt nyt cast) at de sande stjerner skal findes. 

Den største, lysende stjerne over dem alle er Kirsten Dunst, der i rollen som den totalt virkelighedsfjerne og absurde beautician Peggy leverer en af sine allerbedste præstationer nogensinde. Mit forhold til Kirsten Dunst har altid været lidt meh - men efter Fargo er jeg virkelig imponeret, for hun spiller forrygende godt og leverer alenlange, afsindigt morsomme monologer, der sidder lige i skabet, og som har fået mig til at hulke af grin flere gange. Hendes hårdt prøvede mand, slagteren Ed, spilles af en af mine favoritter Jesse Plemons, og det er sjovt at se den kejtede dreng fra Friday Night Lights være en kejtet voksen. Nick Offerman fra Parks and Recreation har også en god lille rolle, men ellers er det faktisk en lang række ganske uprøvede skuespillere, der bærer serien. Det tilføjer et ekstra lag af troværdighed (hvis man kan kalde det dét - der er ikke ret meget i Fargo der er troværdigt, selvom serien insisterer på at være baseret på virkelige hændelser) at man ikke forbinder hvert ansigt med en tidligere rolle, og jeg kan sagtens tro på, at Gerhardt-familien har levet i sus og dus i halvfjerdsernes North Dakota.

2015 var i det hele taget et forrygende serieår. Det er næsten umuligt for mig at lave en liste, men tag et kig på tv-serie-tagget og se, hvor begejstret jeg har været. The Leftovers og Fargo kommer ind fra højre som det bedste i år, og jeg er meget spændt på at se, hvad 2016 fører med sig af godt og banebrydende tv.