søndag den 31. juli 2016

infect my dreams with your taste

En af mine allerstørste interesser er tegneserier og graphic novels. Jeg har efterhånden også skrevet om en del af mine favoritter her på bloggen, og for at demonstrere min kærlighed til tegningerne (og lidt for overskuelighedens skyld), har jeg nu lavet en side til dem. Den kan man finde lige her. 
Jeg har også lige tilføjet en ny tegneserie til samlingen, nemlig 'Sugar Skull'; tredje del i Charles Burns' 'X'ed Out'-trilogi, der er kommet i nogle meget smukke, store hardback-udgaver i vilde farver. Charles Burns var et af de første navne jeg stødte på inden for genren, og hans mesterværk Black Hole, udgivet siden 1993 og samlet i 2005, er stadig noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Den har jeg ikke anbefalet herinde endnu, men jeg kunne ikke stå for fristelsen til at læse noget nyt, og jeg har især glædet mig til at se, hvad den bizarre TinTin-henvisning på forsiden af første bog handlede om. Da jeg var barn pløjede jeg mig flere gange igennem min fars komplette TinTin-samling, så den lille belgier har helt klart været med til at vække min interesse for tegneserier.  Jeg blev ikke skuffet over referencerne i X'ed Out, lad mig sige det sådan. 
X'ed Out og dens efterfølgere fortæller i flashbacks om den unge Doug i en yderst turbulent periode af hans liv, hvor han både prøver kræfter med at optræde i punkmiljøet og prøver at få et forhold til den smukke Sarah med den problematiske fortid. Tidslinjen er helt skævvreden, og Doug er nu tydeligt både fysisk og psykisk mærket af en traumatisk oplevelse - drømme og virkelighed smelter sammen i ét,  og en nat kravler han efter sin ellers afdøde kat igennem et kæmpestort hul i soveværelsesvæggen. Her finder Doug den alternative og ret ubehagelige verden The Hive, hvor han optræder  som sit tidligere performance-art alter ego Nitnit. Det er virkelig ikke et rart sted - der vrimler med ødelæggelse, råddenskab og døde fostre, men det er på samme tid et virkelig vellykket univers. Historien og de helt fantastiske billeder understøtter hinanden helt eminent og trilogien er et pragteksempel på det helt særlige tegneserier og graphic novels kan - og som almindelige romaner ikke er i stand til på samme måde. 

Som det nok skinner ret klart igennem, er jeg super begejstret for X'ed Out-trilogien. Jeg læsten den faktisk igen med det samme, lige efter jeg var færdig, for slutningen er ret mindblowing og giver svar på mange spørgsmål. Jeg er også glad for, at jeg kunne holde mig i skindet og vente med læsningen, til alle tre dele var udkommet, for historien er SÅ spændende. Charles Burns får endnu engang mine varmeste anbefalinger. 

onsdag den 27. juli 2016

endless tracks where no cars pass

Jeg holder ferie i Jylland med min far og min søster og hunden. Vi har ikke helt lige så fine omgivelser som for et par uger siden i Bayern, men vi hygger os ret godt alligevel. Billederne er alle fra vores lille by Gößweinstein, hvor den bedste vandresti gik lige igennem vores baghave og ud i skoven til nogle ret vilde klipper og uhyggeligt mange trappetrin. Jeg synes allerede godt, at jeg kunne bruge en tur mere.

lørdag den 23. juli 2016

something that I'm quite partial to

Ingen Tysklandstur uden nye spændende chips, der denne gang er særligt udvalgt af min søster. Den første pose fra velkendte Crunchips så meget interessant ud med en tegning af en lille franskmand og et billede af en Flammkuchen, for især sidstnævnte er jeg meget glad for. Disse chips smagte dog mest af bacon, hvilket også stod på den engelske indholdsfortegnelse bagpå posen. Det var noget skuffende, for jeg havde håbet på noget mere oste/fløde-smag, så de kan ikke få mere end et seks-tal herfra. Uden at være helt sikker, tror jeg at både min søster og min kæreste var noget gladere for dem. 
Den venlige bonde, der skrabte et heldigt sekstal med hjem sidste år for sine oste-chips, prøver igen med smør-og-salt-varianten. Jeg vil så gerne være begejstret, men de var simpelthen utroligt kedelige. Smagen af smør var næsten ikke-eksisterende (hvilket omvendt kan være en god ting, da smørchips kan smage lidt harske), og selve chippen skal virkelig være god, hvis saltet er eneste krydderi, og her kan Hof Chips altså ikke stå distancen. De må nøjes med et fem-tal, og nu synes jeg altså, at bonden må oppe sig lidt, hvis jeg skal anmelde flere af hans poser. 
Min søster har lidt en svaghed for de helt billige, tyske figur-chips. Derfor skulle Jumpys' kænguruer naturligvis også prøves, og jeg fik lov til at smage. Jeg var enormt positivt overrasket! De små kænguruer var næsten alle intakte i posen, og de var nogle smagfulde, små, luftige chipskugler, der smeltede på tungen. Hvis de havde smagt af sourcream & onion havde de nok fået topkarakter, men jeg giver dem gerne et otte-tal med på vejen.  
Tidligere på året føjede jeg en ny favorit til samlingen, nemlig KiMs grønne pose Crunch Cut. I Tyskland fandt min søster en discountudgave af varianten - denne dog med løg i stedet for purløg. Lige umiddelbart var det et godt bytte, og smagen var god - men i længden blev de liiidt for klamme. Jeg kunne godt forestille mig, at de ville være gode til en gang dip (som posen også antyder), men alene kan de kun skrabe et lille syv-tal med hjem. 

Til sidst en lille gæsteoptræden fra to hjemlige varianter, der fortjener at blive nævnt på bloggen så hurtigt som muligt - og jeg har ellers mange, mange chips, der venter på anmeldelse - nemlig Taffels nye Holiday og Chili Bernaise-chips. Holiday-chipsene er småriflede, og hvis man er glad for dippen af samme navn, vil chippen ikke skuffe. Jeg kan personligt bedre lide dild-dip, fordi jeg ikke er så glad for peberfrugt; og måske derfor falder den nye variant heller ikke lige i min smag. Jeg kan kun give den et fem-tal, men jeg må igen lige understrege at det er en stærkt subjektiv holdning, og jeg tror som sagt mange andre vil sætte pris på Holiday-posen. 

Straks bedre går det for mig med den lækre Chili Bernaise, der er en god kombination af... ja, chili og estragon. De smager faktisk overraskende godt, men nu har jeg heller aldrig været kræsen i forhold pulversauce og lignende, for man skal nok være klar på en lidt kunstig smag. Chipsen er bredriflet og helt perfekt, og jeg synes virkelig, at Taffel har gjort et godt stykke arbejde med denne nye variant. De får et lille ni-tal med fra mig.

mandag den 18. juli 2016

like I could take the whole world on

Jeg bliver simpelthen nødt til at blære mig lidt mere med mit eventyr i Pottensteins trætoppe. Jeg ved ikke helt, hvordan vi kom på det - måske fra en af de måske hundrede(!) turistbrochurer, der lå i vores lejlighed - men en solrig, sløv eftermiddag fik min søster og jeg altså udstyret på, og blev vejledt lidt af stedets eneste engelsktalende fyr. Der var for varmt til at Silke kunne blive i bilen, så min far måtte blive på jorden - men det tror jeg egentlig, at han havde det helt fint med. 
Jeg havde ikke rigtig tænkt over, at det måske ville være en ret grænseoverskridende oplevelse for mig at klatre sådan rundt. Jeg er virkelig ikke særligt fysisk stærk, og jeg har vel helt ærligt ikke dyrket motion, siden jeg var atten år gammel og gik i gymnasiet. Det kan godt være, at jeg går nogle lange ture og cykler lidt - men jeg er seriøst en slapsvans. Det allerførste billede indikerer nok meget godt, at min søster på dét område er en del sejere end jeg - min overarm har vist aldrig været en trussel for nogen. Og træklatring var SINDSSYGT hårdt! Det var enormt sjovt og gik fint i starten, men på de lidt mere udfordrende baner, begyndte mine ben at syre til - og det var lidt uhyggeligt tolv meter oppe i luften. Jeg tog derfor en tur mere på den rød 'Brülaffe'-bane, mens min ualmindeligt seje søster klarede den sorte 'Gorilla' alene, og til sidst snuppede vi så den ultrahøje 'Flying Fox' sammen, der sluttede med en megalang svævebanetur. 

Jeg kan stadig blive helt høj af at tænke på oplevelsen, og jeg har virkelig fået blod på tanden for at prøve mere. Kunne svagt huske noget med en klatreskov på Carlsberg, fordi jeg følger med hos Red Byens Træer - og troede derfor også, at den var fældet for længst. Der er dog mulighed for at klatre en lille måneds tid endnu, så jeg må se, om jeg kan få lokket en veninde med. Ellers tager jeg en tur til Aalborg med min søster, næste gang jeg er hjemme. 

Til sidst et billede af klatredagens aftensmad, for vi havde brug for noget solidt og mættende efter tre timer i trætoppene. Og meget kan man sige om traditionel, tysk mad, men solidt og mættende er det næsten altid. Denne dag delte jeg en lækker omgang Käsespätzle med min søster, der til gengæld delte sine Semmelknödel mit Pfifferling-Rahmsauce med mig. 

fredag den 15. juli 2016

what a thing to be a witness to the sunshine

Der var forrygende vejr i Bayern hele ugen. Vi havde ladet regnvejret blive i Danmark, og solen var gavmild med strålerne uden at være helt ulidelig, så vi kunne både overskue byvandringer og badeture. Vores egen by Gößweinstein var ganske beskeden i størrelse, men bød på alle mine yndlingsrekreationsmuligheder; i baghaven var en vandresti, der var et stort og fint selvrensende Freibad - og så var der den mest fantastiske minigolf-bane med dinosauren Ernie og en lille by beboet af marsvin.

Jeg er ualmindeligt glad for at spille minigolf - jeg er bare ikke særligt god til det. Det går rimeligt med det første slag, men jeg er decideret elendig til at putte. Jeg tror ikke, jeg har stået øverst på sejrsskamlen siden jeg var barn, men i sidste uge lykkedes det endelig! Jeg måtte godt nok dele pokalen med min far, og hvis jeg skal være helt ærlig, ville min søster have vundet, hvis hun ikke blev lidt ukoncentreret til sidst. Og min far og jeg brugte så ufatteligt mange slag alligevel, at der måske slet ikke burde have været en vinder. Men det betyder ingenting, for jeg fik min første sejr!
Den varmeste dag var i weekenden, hvor det fine Freibad var helt proppet med lokale på søndagstur. Vi kørte derfor til Fichtelsee, hvor der var lidt bedre plads til os, selvom tyskerne naturligvis også havde søgt ud i naturen. Min søster og jeg savnede lidt de krystalklare bjergsøer længere nede i landet ved Garmisch-Partenkirchen, for efter en kold dukkert i søen, var vi helt orangebrune af alt det okker, der var i vandet. Jeg kunne i hvert fald godt liiiige have brugt en udendørs bruser, inden vi kørte videre i bilen, men det var det hele værd at blive kølet lidt ned. 

onsdag den 13. juli 2016

forward's the only way to go

Det er ved at være et par dage siden jeg vendte hjem til København - efter en helt sindssyg hjemtur med åndssvagt meget kø på de tyske motorveje, og næsten fire timers ekstra køretid. En lidt træls afslutning på en ellers virkelig dejlig ferie, der har givet mig ro helt ned i maven og fyret op for min naturlængsel. De sidste par dage er blevet brugt på kæreste- og kattenusning, beundring af bittesmå babyer og en tur i Zoologisk Have, og jeg har slet ikke haft tid til hverken at pakke ud eller sortere billeder. I aften er min kæreste dog i øvelokalet, og kroppen er stadig træt efter jeg valgte at cykle op ad Valby Bakke i dag, så mon ikke jeg får slettet og redigeret lidt nu. 
Billederne i dag er fra fine Nürnberg, der både kunne stille vores shoppetrang og belære os om vigtige historiske og kulturelle begivenheder. Det såkaldte 'Männleinlaufen' i deres Frauenkirche var måske ikke det mest imponerende klokkespil jeg har set - men det blev bygget i år 1509, hvilket er helt ufatteligt for mig. Jeg var nødt til lige at dobbelttjekke årstallet, men den er god nok, og pludselig er det ret imponerende alligevel. Noget nyere (fra 1984), men næsten lige så spektakulært, var springvandet 'Ehekarussell', der med seks vildt flotte og voldsomme scener viser ægteskabets op- og nedture. Silke var mindre overvældet, og egentlig bare glad for, at hun kunne få en tår vand i det varme vejr - til andre turisters store begejstring. 
Dagen sluttede i nazisternes fodspor i udkanten af byen, hvor vi besøgte det enorme Reichsparteitagsgelände (sig det lige hurtigt ti gange i træk) - et kæmpestort område med forskellige bygningsværker, der i trediverne blev brugt til fejringen af nazismen og vedtagelsen af nogle ikke så rare regler.  De første billeder er fra den aldrig færdigbyggede Kongresshalle - et voldsomt imponerende bygningsværk, trods den noget uheldige historie. (Ja, min far og jeg er glade. Vi kan godt lide tysk historie. Ikke nazister.) Det sidste billede er fra den endnu større Zeppelinfeld med plads til svimlende 320.000 mennesker - de store naziparader vi alle har set billeder af i historiebøgerne, foregik her. I dag er området lidt mere fredeligt; der bliver bokse- og løbetrænet på tribunerne og spillet hockey på marchruten, men det var stadig en kæmpe oplevelse at se det. Jeg er glad for, at det hele ikke blev bombet væk under krigen, for jeg synes også det er vigtigt at bevare noget af den historie, man ikke er så stolt af mere. (Og arkitektur - dét havde nazisterne altså tjek på.)

onsdag den 6. juli 2016

well, I need a break from the city again

Jeg nåede heldigvis at blive næsten helt rask på vores lange køretur ned gennem Tyskland, og de to første rigtige feriedage har jeg kunnet nyde helt snot- og feberfri. Tyskland behandler os ualmindeligt godt - i år er vi (igen) i Bayern, der helt klart er min yndlingsdelstat. Computeren forbliver slukket det meste af tiden, men jeg ville lige kigge ind med et par billeder fra i dag, hvor min søster og jeg har været seje og klatret i trætoppene. Jeg er så stolt af mig selv, at jeg nok dedikerer et helt indlæg til eventyret senere, men nu skal vi se fodbold. Kryds i øvrigt lige fingre for Tyskland i morgen, så de kan vinde finalen på søndag - det er altid sjovt at være hernede, når de er i en finale. (Og hvis ikke I ELSKER Tyskland efter denne video, ved jeg ikke, hvordan jeg skal overbevise jer.)

lørdag den 2. juli 2016

and so I raise my glass to symmetry

Billederne er fra pæne Marokko, fordi jeg ikke har haft mit kamera fremme længe. Min kæreste nåede desværre lige at give mig en slem omgang forkølelse med på ferie, og nu ligger jeg på min fars sofa og har ondt af mig selv. Timingen kunne have været bedre, og jeg orker slet ikke tolv timer på de tyske motorveje på mandag, hvis jeg skal hoste mig igennem dem. I nat hostede jeg også og kunne ikke rigtig sove, og min hjerne kørte i ring over et par nyheder, jeg havde læst. 

Jeg finder det mere og mere vanskeligt at tage stilling til de ufatteligt mange problematikker, som jeg egentlig burde have en klar og tydelig holdning til. Jeg var meget mere sikker på mine holdninger, da jeg var yngre, men en markant øget informationsstrøm har sendt mit moralske kompas på overarbejde, og jeg har virkelig svært ved at navigere rundt i det hele. Selv når jeg prøver at sætte mig grundigt ind i et emne, kan jeg ofte nemt se sagen fra begge sider, og det er virkelig en syret oplevelse ikke at have nogen mavefornemmelse omkring mange af de her problematikker. Må jeg drikke mælk? Er genmodificeret mad go eller no-go?

Jeg kunne nævne hundrede sager, men den, der ligger mig allermest på sinde i øjeblikket, er spørgsmålet om dyreforsøg i Danmark. Et par yderligere besøg på min dyrepasseruddannelse bekræftede mig i, at det helt klart ville være den 'bedste' vej at gå for mig - der er rent faktisk praktikpladser at få (kun 40% finder elevpladser) - også i Københavnsområdet, og de foretrækker folk, der har lidt erfaring. Men havde man sagt til mig for fem år siden, at jeg overhovedet ville overveje at arbejde med forsøgsdyr, havde jeg nok grinet hånligt. En ting er, om jeg overhovedet er psykisk stærk nok til at påføre raske dyr smerte - en anden ting er, om det er etisk forsvarligt? Kan jeg være medlem af diverse dyreorganisationer, være kraftig pelsmodstander og kun spise økokød - og samtidig arbejde med dyreforsøg? Jeg synes det er sindssygt svært. Jeg hælder til at gå 100% efter drømmen om arbejde i en dyrepark, og hvis jeg om et år stadig ikke har fundet en elevplads, kunne jeg måske overveje den anden vej igen. 

I nat var det dog et noget mere popkulturelt spørgsmål der trængte sig på. Jeg er medlem af et par nørdeklubber på facebook, hvor det de sidste par dage er eksploderet med had til min elskede J.K. Rowling, fordi hun i den nyeste Harry Potter-installation er gået noget galt i byen med cultural appropriation af ... ahem... Amerikas oprindelige folk. Uden at gå i detaljer kan jeg godt se, at hun har trådt ved siden af, men behøver vi hade hende af den grund? Er det helt forkert stadig at holde af Harry Potter og egentlig synes J.K. Rowling er ret sej, når hun afslører Dumbledores homoseksualitet og en potentielt black Hermione? Jeg ved det simpelthen ikke, og det gør mig tilsyneladende til en dum, naiv white girl (og en europæer, endda!) på de der debatfora, og selvom jeg lyder lidt fornærmet, har de nok ret. For selvom jeg til dels forstår ovenstående problematik, synes jeg nogle gange at cultural appropriation-fænomenet kan tage lidt overhånd, som f.eks. i spørgsmålet om Adeles kjole , og det er nok fordi jeg på ingen måde tilhører en minoritet.