lørdag den 30. januar 2016

i think you are the sweetest thing

Jeg har haft en virkelig travl, men også rigtig god uge med meget arbejde, vigtige beslutninger, venindeaftaler og pladerelease, og i dag har jeg bare ladet op på sofaen sammen med min kæreste, Jimmy, en pose chips og Californication. Billederne er (tydeligvis) fra min tur i Zoologisk Have i sidste uge, hvor jeg blev venner med den supernuttede tasmanske djævel og så tigeren spise frokost. 

mandag den 25. januar 2016

you're adored by strangers through glass

Sidste uge stod mest i sygdommens tegn, men i weekenden var jeg frisk nok til at være ude. Jeg var i Zoologisk Have på en kold og klar formiddag, og jeg havde næsten dyrene for mig selv. Jeg er glad for alle dyr, men mine favoritter er nok de nordiske - og så præriehunden, selvfølgelig. Jeg spiste min frokost i selskab med de små banditter, og jeg bliver aldrig træt af at se dem løbe rundt. Det var dejligt med (endnu) en alene-dag efter et par hårde måneder, og jeg har virkelig fået det meget bedre de sidste par uger. Jeg sover også bedre om natten, hvilket næsten er det vigtigste af det hele - og nu glæder jeg mig til det næste stykke tid, der både byder på pladerelease med min kærestes band Big Dust, fødselsdagsfejring af min søster - og ikke mindst en rejse til Marokko. 

fredag den 22. januar 2016

cannot all creation call it celebration

Da jeg tog til Copenhagen Comics i juni måned, vidste jeg slet ikke, at australske Simon Hanselmann ville være der for at promovere sin første udgivelse oversat til dansk, men det var virkelig en glædelig overraskelse. Han har været en af mine absolutte favoritter i mange år, men han har længe mest udgivet ting online, så det var først lige før jul, at jeg endelig havde den vildt flotte  'Livet er en Fuckin fest' mellem hænderne. Normalt foretrækker jeg at læse bøger og graphic novels på originalsproget (hvis det sprog da er dansk, engelsk eller tysk), men denne fine oversættelse fra forlaget Forlæns vil jeg meget gerne støtte. Simon Hanselmann var SÅ sød og rar at snakke med da jeg mødte ham; jeg var den sidste i køen, og han gav sig ekstra god tid til at signere min læseprøve. 
Udgivelsen er en samling af striber (360 tykke, velduftende sider) fra de sidste seks-syv år, og den består af både en-sides-historier og meget længere eventyr. Det er uden tvivl sidste års bedste udgivelse, og farverne kommer slet ikke til deres ret på mine billeder. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme - som I måske har fornemmet, er Simon Hanselmanns historier om heksen Megg, katten Mogg og deres venner Ugle og Varulv Jones ikke for alle. Den umage vennegruppe er mere eller mindre konstant på stoffer, og heksen og katten har et både eksplicit og til tider kvalmende sexliv. Men historierne er SÅ sjove, langt ude og ofte overraskende rørende, og det hele går op i en bizar og fantastisk højere enhed.  

 Nu er jeg ikke ligefrem en heks på syre, og jeg har heller ikke et usundt forhold til Jimmy, men Megg er alligevel ganske genkendelig på mange punkter. Hendes depression især er beskrevet meget rammende, og det er smukt tegnet i al sin grusomhed. Hanselmann namedropper også alt fra The L Word over Xena til Placebo, og to af de ting står mit hjerte meget nært. Det er alt i alt en fremragende tegneserie, og jeg kan anbefale den til alle, der har mod på at læse noget helt anderledes. Og snart kommer Megg & Mogg in Amsterdam - jeg glæder mig!

tirsdag den 19. januar 2016

and retire to sheets safe and clean

Jeg gik en tur i søndags sammen med resten af København. Vi blev lokket udenfor af den skarpe sol og den smukke, blå himmel, og jeg følte et mærkbart boost i både humør og immunforsvar. Det sidste var dog ren indbildning, for i går blev jeg syg, og dette skrives fra under dynen i sofaen. Ikke at dyne i sofaen er et sygdomstegn i sig selv (så er jeg virkelig, virkelig tit syg – der findes ikke noget bedre end dyne i sofaen), men når det ledsages af panodiler, absurd meget søvn og manglende sliklyst, er der noget galt. Mit overskud er forsvindende lille, og nu vil jeg falde i søvn til endnu et afsnit af X-Files  og håbe på, at jeg har det bedre i morgen.

søndag den 17. januar 2016

tonight I've consumed much more than I can hold

 2015 var alt i alt et fremragende år i kartoffelsnackens verden; jeg har både anmeldt gamle favoritter, der stadig er helt i toppen, og jeg har kastet min kærlighed på Irland, der er leveringsdygtige i nogle forrygende chips. Denne omgang runder 2015 af med en ny favorit, et par oversete perler og  chips-varianter fra selveste Chili-Klaus.


Den nye favorit kommer faktisk i hele to udgaver - både en dansk og en svensk. Den danske kommer fra Taffel, som jeg kender bedst fra juleaftens franske kartofler, og det er en usandsynligt lækker bølgechip, der helt tog fusen på mig. Hvorfor ved jeg ikke helt - jeg var jo virkelig glad for de polske champignon-chips, og de her lækkerier var endnu bedre; cremede og med en god smag af både kartoffel og svampe. Efter at have smagt dem i august, kunne jeg ikke finde dem i månedsvis, og kom derfor ved et glædeligt gensyn i Brugsen i Hadsund til at udbryde et glædeshyl så højt, at en dame lige måtte høre, hvad jeg var så begejstret for. Min gode ven David har – helt uden at vide det – købt mine nye favotitter til mig i en svensk udgave. Hvor heldig kan man være. Taffel med nye kartofler får topkarakteren 10/10. 
Denne pose er endnu en af min fars opdagelser fra enten Aldi eller Lidl. De er faktisk overraskende lækre; med rigtige kartoffelskiver og godt med pulver. Smagen er god og jævnt fordelt af en lækker creme fraiche-lignende overflade. De får et stort syvtal af mig. 
Det er egentlig lidt utroligt, at jeg ikke har anmeldt Kims Sour Cream  & Dild før nu. I virkeligheden har jeg nok glemt dem lidt, til fordel for varianten med løg i stedet for dild, men de sidste par måneder har vi spist tre-fire poser af denne udgave, og de er meget bedre end jeg husker. Jeg er generelt begejstret for Kims standard-udformning af deres bølgechips, og her er der endnu mere creme fraiche på end på dens grønne bror. De er super lækre, og lige nu min go-to frådepose. 9/10. 
En af mine kollegaer har opsnappet, at jeg anmelder chips, så han var ikke sen til at fortælle mig om de nye varianter fra selveste Chili Klaus. (Ikke Chili-Klaus, åbenbart.) Der gik lidt tid før jeg endelig fik et par poser opstøvet, og da jeg startede med den milde udgave i den røde pose, var jeg faktisk ret skuffet over dem. Grovchips er en god ting – men de helt billige kan nogle gange være lidt for olierede, og det var også tilfældet her. Chilismagen var ikke gennemtrængende nok, selvom den da godt kunne smages efter en stor mundfuld. De må nøjes med 5/10. 
Den sorte storebror med vindstyrke otte var et noget sjovere bekendtskab. Det er samme slags chips, men chilien er markant stærkere, og hvis man lige får fat i en af de rigtige, kradser de virkelig i halsen. Jeg kan godt lide stærk mad, men ikke overdrevet stærk mad – og det er de her chips altså heller ikke, så man skal ikke være bange for at smage dem. De får otte små pringlesrør af mig – det sidste på grund af posernes flotte design. 
Jeg ville egentlig have fortalt om den nye Coca Cola Life allerede i sommer, da jeg fandt den i Tyskland. Nu er den kommet til Danmark, og nyhedens interesse er allerede forsvundet, men som den cola-entusiast jeg er, får den alligevel lige en anmeldelse med på vejen. Den har en pæn farve, er delvist sødet med stevia (men selvfølgelig stadig med ekstremt meget sukker), og så var jeg faktisk meget glad for den dér i Tyskland. Måske havde det dog noget med de smukke omgivelser at gøre, for den danske variant er altså ikke nær så spændende. Den kan sagtens drikkes – ligesom en Cola Zero også kan det, men jeg tror jeg holder mig til originalen. Jeg glæder mig til at se, hvad 2016 har at byde på!

lørdag den 16. januar 2016

you want the day to come sooner

2015 var et rigtig dejligt rejseår. I Barcelona tog jeg forskud på sommeren med min kæreste; i Schwarzwald i Tyskland sammen med min familie var der for alvor sommer, og i august besøgte jeg for første gang Irland sammen med nogle gode venner. 2016 startede lidt gråt og trist, så en søndag aften bestilte vi både vinter- og sommerferie, så der er noget at se frem til. Allerede til februar går turen en uge til Marokko, og jeg glæder mig sådan til lidt varme og anden kultur. Og så havde Primavera Festival et tilbud, vi ikke kunne afslå: en meget billig festival-pakke der afgjorde, at vi tager endnu en omgang i Barcelona til juni. 

mandag den 11. januar 2016

opened strange doors that we'd never close again

Det har været en ret besynderlig dag på arbejde, men på en eller anden måde også en ret fin dag. Der har selvsagt været en lidt underlig stemning - jeg arbejder trods alt i en pladebutik, og det er ikke hver dag, at en af de allerstørste kunstnere dør en ganske uventet død; og da slet ikke tre dage efter at den kunstner har udgivet en ny plade. Da Michael Jackson døde, gik jeg rundt og smågræd lidt sammen med to andre kollegaer. I dag er det kun en enkelt af mine kollegaer, der decideret har fældet en tåre, men det påvirker os alle sammen. Omkring hver anden henvendelse i dag har handlet om David Bowie - heldigvis/desværre er den nye plade så god, at vi slog alle rekorder og solgte næsten alt i weekenden, så de fleste måtte gå forgæves. Det har laaangt de fleste kunder dog haft forståelse for, og det virkede næsten vigtigere for dem lige at sludre lidt om Bowie. Det har været en dag fyldt med kærlighed til en af de vigtigste kunstnere nogensinde. 

Jeg har også lidt svært ved at forstå det. Hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg noget mere fascineret af manden end af musikken, som jeg mest havde en kortvarig, men heftig flirt med i mine teenageår, da jeg så Christiane F en gang om ugen. (Jeg er også svært glad for Jim Hensons Labyrinth, hvor jeg crusher lidt på Bowies rolle.) Jeg er vild med alt ved hans fremtoning og optræden, og jeg elsker de allerstørste hits (åh, Heroes), men selvom jeg nok i virkeligheden har lyttet til mere David Bowie end de fleste, var han aaaaalt for glad for saxofon til at vi nogensinde kunne blive rigtig gode venner. Det gør nu ikke hans død mindre trist, og jeg er ked af, at jeg aldrig fik oplevet ham live. 

fredag den 8. januar 2016

why must we move on from such happy lawns

Det er ikke specielt sjovt at være AaB-tilhænger i de her dage. Godt nok har anfører Rasmus Würtz og altmuligmanden Patrick Kristensen heldigvis forlænget deres kontrakter, men min nuværende yndlings-AaB-spiller Kenneth Emil Petersen har ikke ønsket at fortsætte samarbejdet med klubben efter denne sæson. Det er SÅ nederen, og jeg VED bare, at han bliver præsenteret i OB snart, fordi Kent Nielsen har hentet ham. Jeg er meget skuffet, for det var ikke den afsked jeg havde håbet på, men Kenneth Emil vil stadig være blandt mine all-time yndlings-AaB-spillere. (For fem år siden (whaaaat!) skrev jeg om mine tre andre favoritter, Jimmy Nielsen, Martin Pedersen og Danny Califf.)
I dag blev ondt straks værre, da selveste Allan Kuhn, AaBs elskede assistenttræner, blev præsenteret som cheftræner i Malmö FF. Det er enormt uventet, og en kæmpe mulighed for den sympatiske mand, og jeg ønsker ham virkelig alt det bedste. Da Kent Nielsen i sommer skiftede til OB, tilbød Allan Kuhn at overtage cheftrænerjobbet - men det gik som bekendt til Lars Søndergaard, så jeg synes, at AaB selv er skyld i skiftet. Jeg håber, at han en dag vender tilbage - og næste gang gerne som cheftræner. Og så må AaBs transfervindue gerne lukke nu.
I dag har jeg også erfaret, at en af mine veninder synes Ståle Solbakken er lidt lækker. Det har været en trist, trist dag (der dog heldigvis mest var hyggelig med gåtur og varm kakao.)

torsdag den 7. januar 2016

dreaming on the way to work

I mandags startede jeg på arbejde igen efter fire dages herlig nytårsferie. Det har været noget hårdt og mørkt og koldt, men også meget rart at komme lidt ud og se mine venner igen. 

Lidt dårlige ting ved den sidste tid:
 - Turen på arbejde er blevet noget mindre tilfredsstillende efter min cykel blev stjålet, for bussen er altid både fyldt og forsinket, og det er virkelig koldt at vente på den. 
- I går morges var der iskoldt, og jeg var ekstra taknemmelig for de slidte vanter, som min mor forærede mig for hundrede år siden, og som jeg ikke kan nænne at smide ud. Jeg tænkte lidt mere på hende resten af dagen, hvilket faktisk var godt nok, men på vej hjem glemte jeg selvfølgelig den ene i bussen. Det sørgede jeg lidt over i går. 

Gode ting ved den sidste tid (for det går heldigvis mest godt):
- Min kæreste og jeg har bestilt både vinter- og sommerferie. Mere om det senere. 
- Min ven David og hans projekt Moongazing Hare har udgivet en ny, meget smuk plade; Wild Nothing. Den kan høres gratis i et par dage endnu, og derefter er den stadig rørende billig.
- På en af decembers sidste dage gik jeg en lang tur på Christiania med min veninde og mit kamera. Det bliver jeg aldrig træt af - jeg savner sådan at cykle igennem Christiania hver dag - og den dag var der helt koldt, klart og smukt. Vi havde et pitstop med pizza og cola, og det var en god slutning på året.
- Min weekend startede for to timer siden.  
- Min kæreste lavede frikadeller i forgårs.

søndag den 3. januar 2016

I think I'll just let the mystery be

The Leftovers og Fargo er begge gode eksempler på tv-serier, der leverede en ganske underholdende første sæson, men som virkelig har vist deres værd med decideret fremragende andensæsoner. The Leftovers er gået fra at være en meget interessant, men lidt prætentiøs dommedagsfortælling til i anden sæson at være konstant rørende og mind-fucking. Ikke siden Six Feet Under har jeg set denne følelse af sorg portrætteret som en altdominerende faktor i menneskers liv, og slutresultatet er en omgang smukt, smukt tv. 
The Leftovers tager udgangspunkt i det amerikanske samfund efter The Sudden Departure - en helt vanvittig begivenhed, hvor 140 millioner mennesker - eller 2% af jordens befolkning -  pludselig forsvandt ud i det blå. De forsvandt fra deres senge, fra bag rattet på kørende biler, fra middagsborde og svømmeture, og tilsyneladende helt uden en sammenhæng mellem de forsvundne. Ingen ved, hvad der er blevet af dem, men det er faktisk heller ikke længere det allervigtigste. Det er et helt fantastisk udgangspunkt, der jo er right up my alley, men jeg havde heller ikke forventet andet fra en af skaberne af Lost, Damon Lindelof. 

Første sæson af The Leftovers udspiller sig i den lille by Mapleton, hvor Justin Theroux i rollen som politimanden Kevin Garvey prøver at opretholde lov og orden i et samfund, der tre år efter The Departure stadig er ødelagt af sorg og fortvivlelse, og hvor folk er blevet kyniske, bitre og bange. En ny bevægelse, de hvidklædte, storrygende The Guilty Remnants, trækker medlemmer blandt de mest traumatiserede - blandt andet Kevins egen kone - og er ganske nådesløse og brutale i deres mission med at få folk til at huske det, som ingen alligevel har glemt. Det er en dramaserie med store armbevægelser og mange intense scener, og det er på samme tid hjerteskærende og forløsende at se så store følelser. Første sæson er god, men hele tiden på grænsen til det førnævnte prætentiøse, så jeg var noget spændt på at se, hvad anden sæson kunne byde på.

Her er første sæsons hovedpersoner - der nu alle mere eller mindre er én stor familie - rykket til en ny location - nemlig den lille by Jarden i Texas, der også kaldes Miracle grundet det enestående faktum, at byen ingen departures havde. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der har ændret sig i den nye sæson, men pludselig falder alle brikkerne på plads, og det er ti decideret fænomenale afsnit, jeg har været vidne til. Man skal være villig til at acceptere nogle seriøst langt ude forklaringer (og ikke mindst mangel på samme - det er jo nogle af folkene bag Lost), men i seriens univers er det hele skruet umanerligt godt sammen. Sat sammen med den smukkeste lydside i nyere tv-historie og fremragende skuespilpræstationer fra især Carrie Coon som Nora Durst, er der virkelig ikke meget at sætte en finger på hos The Leftovers. Selv slutningen var lige i skabet, og jeg blev næsten lidt bekymret da jeg hørte nyheden om en tredje og sidste sæson, for det kan næsten ikke blive bedre end nu. 
Første sæson af The Leftovers var skrevet over en roman  af Tom Perrotta, og første sæson af Fargo er baseret på Coen-brødrenes fremragende film af samme navn. Tilfældet for begge serier er, at deres anden-sæsoner er skrevet fra et blankt papir, og de er meget bedre, meget mere frie og opfindsomme, og i Fargos tilfælde næsten mere Fargo-agtig end selve Fargo-filmen. Sidste år fik jeg en fin Fargo-hue, hvor der er broderet (hvis det da ikke var en cheap udgave med tryk) både en mand med en pistol, dollars og snefnug. 

At forsøge at give et bare nogenlunde sammenhængende resumé af Fargo er næsten umuligt, for begge sæsoner er et herligt sammensurium af  bizarre misforståelser, usandsynlige tilfælde og hysterisk morsomme familieforhold, og det er ikke så meget karakterernes ageren, som det er deres reaktioner på de ting, der sker for dem, der er seriens klare force. Hovedpersonerne er nemlig langt hen af vejen helt almindelige mennesker, der oplever noget helt sindssygt, og reagerer både irrationelt og uforudsigeligt på det.  Martin Freeman og ikke mindst Billy Bob Thornton gjorde det godt i sæson et, men det er i sæson to (der sprang tredive år tilbage i tiden og introducerede et helt nyt cast) at de sande stjerner skal findes. 

Den største, lysende stjerne over dem alle er Kirsten Dunst, der i rollen som den totalt virkelighedsfjerne og absurde beautician Peggy leverer en af sine allerbedste præstationer nogensinde. Mit forhold til Kirsten Dunst har altid været lidt meh - men efter Fargo er jeg virkelig imponeret, for hun spiller forrygende godt og leverer alenlange, afsindigt morsomme monologer, der sidder lige i skabet, og som har fået mig til at hulke af grin flere gange. Hendes hårdt prøvede mand, slagteren Ed, spilles af en af mine favoritter Jesse Plemons, og det er sjovt at se den kejtede dreng fra Friday Night Lights være en kejtet voksen. Nick Offerman fra Parks and Recreation har også en god lille rolle, men ellers er det faktisk en lang række ganske uprøvede skuespillere, der bærer serien. Det tilføjer et ekstra lag af troværdighed (hvis man kan kalde det dét - der er ikke ret meget i Fargo der er troværdigt, selvom serien insisterer på at være baseret på virkelige hændelser) at man ikke forbinder hvert ansigt med en tidligere rolle, og jeg kan sagtens tro på, at Gerhardt-familien har levet i sus og dus i halvfjerdsernes North Dakota.

2015 var i det hele taget et forrygende serieår. Det er næsten umuligt for mig at lave en liste, men tag et kig på tv-serie-tagget og se, hvor begejstret jeg har været. The Leftovers og Fargo kommer ind fra højre som det bedste i år, og jeg er meget spændt på at se, hvad 2016 fører med sig af godt og banebrydende tv. 

fredag den 1. januar 2016

I deserve nothing but fortune's way

Jeg havde en rigtig dejlig nytårsaften sammen med min kæreste og en lille gruppe af mine yndlingsmennesker hos en af mine gode venner og kollegaer på Nørrebro. Jeg er lidt stolt af at jeg kom afsted, for jeg er virkelig ikke glad for nytårsaften og fyrværkeri, men det var det hele værd. Vi fik en forrygende middag, og ved midnat så vi fyrværkeri ud over søerne, hvilket var enormt flot og meget mindre skræmmende end den sædvanlige krigszone på Holmbladsgade. Årets første sang var 'I Believe I Can Fly', men bagefter kunne jeg heldigvis danse til Pulp og Liars. Ved femtiden kravlede jeg under dynen herhjemme, og i dag har min kæreste og jeg set otte afsnit i træk af QI - en perfekt start på det nye år.