torsdag den 29. september 2016

potential, well, you're a loaded line


De sidste par uger har vi haft gruppeprojekt på skolen ('Foder, Fodring og Pasningsprojekt', for at være helt præcis), og det er nok en af mine hadediscipliner. Jeg endte dog heldigvis i en god gruppe med tre af de piger jeg snakker bedst med, og de havde heldigvis nogenlunde samme indstilling til gruppearbejde som mig, hvorfor vi endte med at hygge os ret meget. Lidt for meget, måske. Vi aftalte en studietur i Zoologisk Have for at se nærmere på giraffen, som vi skrev om, og det fik vi faktisk rigtig meget ud af, fordi en sød dyrepasser var god til at dele ud af sin viden. Der var også en fem dage gammel, overdrevet nuttet girafunge, der så lidt betuttet ud i hjørnet. 

Det var en pragtfuld dag, og vi endte med at være blandt dyrene i næsten fem timer i stedet for at tage hjem og skrive på opgaven. De fleste dyr lå og slikkede sol, og det var fedt at være afsted med nogle piger, der gerne vil nørde dyr lige så meget som mig, og som gider glo på præriehundene i en halv time. (Det har jeg nu heldigvis også andre veninder, der gerne vil.)
I forgårs skulle vi fremlægge vores projekt for klassen, og jeg var øjeblikkeligt kastet elleve år tilbage til min gymnasietid, for det var helt anderledes (og mindre nervepirrende) at fremlægge på universitetet, hvor holdene også var meget mindre. Det gik dog fint - ikke fantastisk, men jeg havde faktisk været ret nervøs, og var bare glad for, at det var overstået. Efter en time i frihed fik vi udleveret vores eksamensprojekt, som vi for alvor går i gang med i næste uge - ikke noget med at hvile på laurbærrene! Det vil jeg dog ikke tænke på endnu, for i weekenden skal jeg hjem og fejre min søde far, der fylder 60. 

onsdag den 21. september 2016

any fool can think of words that rhyme

Tiden flyver, og jeg har det godt. I sidste uge var jeg på et kort virksomhedsophold hos Statens Serum Institut, og det var en helt utroligt spændende og lærerig oplevelse. Jeg hjalp med pasningen af deres mus, rotter og marsvin, og jeg var positivt overrasket over den enorme respekt, dyrene blev mødt med. Det er helt sikkert en branche, jeg meget gerne vil lære mere om, og det er ærgerligt, at SSI først søger elever om et års tid, for det var et rigtig fedt sted med søde mennesker. Billeder har jeg ingen af (jeg var ellers yndig med hvid kittel og hårnet), så i stedet et par glimt fra Dragør, som jeg besøgte med min kæreste og hans forældre, der lidt spontant kiggede forbi i sidste uge. De købte også en Pikachu-kage til mig, så det var en ret god dag.
Siden sidst har jeg også spist lækker mad med min kæreste, der stjal mine sweet potato-fritter, og senere på ugen lånte vi den bedårende Eddie med en tur på Amager Fælled. Det er ret tydeligt, at jeg bestikker ham med en godbid for at få billedet, men han var altså helt uimodståelig. I denne uge skriver jeg gruppeprojekt, hvilket normalt ikke liiiige er min favoritaktivitet, men jeg skriver heldigvis med nogle søde piger, og i dag var vi på en selvvalgt -måske ikke strengt nødvendig, men utrolig hyggelig - studietur i zoo. Mere om det en anden gang, for nu skal jeg lige beskrive giraffens fordøjelsessystem til vores opgave. 

lørdag den 17. september 2016

the world requires no audience

Denne sommer har jeg genlæst en af de Stephen King-romaner, jeg normalt har i top tre - nemlig The Stand fra 1979. Det var niende gennemlæsning, så vidt jeg husker, og første gang jeg læste den, har jeg ikke været mere end tolv år gammel. Jeg var alene hjemme en hel aften, læste 'Slutspil' som bogen hed på dansk, og så prøvede jeg at lave pulver-bearnaisesauce for første gang. Umiddelbart en relativt simpel kulinarisk øvelse, men jeg nåede aldrig længere end til bernaise-suppe-stadiet, hvilket jeg dog accepterede og spiste alligevel. Derfor tænker jeg altid lidt på The Stand, når jeg spiser Knorrs bearnaisesauce. 

I The Stand udløser en virus med øgenavnet Captain Tripps helvede på jord, og udsletter 99,4% af jordens befolkning i løbet af blot et par uger. Jeg har nævnt det omkring hundrede gange før, men jeg elsker alting postapokalyptisk, og ved denne gennemlæsning var det også beskrivelserne af de øde landskaber og smadrede byer, og når de overlevende rejste rundt alene eller i små grupper, der gjorde størst indtryk på mig. Ellers må jeg desværre konstatere, at jeg ikke er helt så glad for romanen som jeg plejer at være - den er stadig klart i top fem, men der er alligevel nogle ting, der halter. Som det allervigtigste finder jeg det svært at identificere mig med alle eller bare én af de mange hovedpersoner, der alle sammen har unødvendigt mange irriterende karaktertræk. De virker samtidigt lidt daterede, og især kvindesynet halter en anelse set med nutidens skarpe blik, men det er måske også en unfair kritik at give en snart fyrre år gammel bog, for jeg synes normalt at Stephen King er helt eminent til at skrive gode og stærke kvinderoller. 

Den overordnede historie er dog stadig fremragende, og det er en storslået kamp mellem det gode og det onde - næsten så bogstaveligt talt som det kan være. Det onde viser sig denne gang i den helt klart mest interessante karakter Randall Flagg, der er Stephen Kings primære bad guy i mange romaner (han er også über-skurken The Man in Black i The Dark Tower-serien), og som vi altså bliver introduceret for i The Stand. Det gode er personificeret i den tudsegamle, sorte kvinde Mother Abigail, der bor midt i en majsmark, spiller guitar og tror på Gud, og selvom jeg alle andre gange har været klart på hendes side, synes jeg denne gang at hun var lidt irriterende. De overlevende efter influenzaepidemien drømmer enten om Randall Flagg eller Mother Abigail og valfarter fra hele landet til deres opholdssteder, men de overlevende er ikke nødvendigvis gode eller onde mennesker af den grund - og det virker lidt urimeligt at ens fremtidige skæbne afgøres af hvem man drømmer om. 

Kulminationen på historien er ganske tilfredsstillende og bestemt den lange ventetid værd, og jeg er også glad for det faktisk ret lange efterspil. Der er ikke noget værre end historier der slutter lige efter klimaks - jeg vil vide, hvordan diverse afsluttende, skelsættende begivenheder påvirker karakterernes liv, især når romanen er så lang, som den er (min udgave af The Stand er på 1153 sider). Og selvom jeg denne gang ikke er helt lige så begejstret for The Stand, som jeg plejer at være, er det stadig en af de romaner, der har betydet mest for mig i mit liv, og en af de bøger, jeg har læst flest gange. 
Nogle gange føler jeg lidt, at jeg gør Stephen King en bjørnetjeneste ved at insistere på også at anmelde - eller bare nævne - de fremragende romaners tilhørende filmatiseringer. De er ret ofte decideret elendige, ufrivilligt komiske, og i hvert fald overhovedet ikke uhyggelige, hvilket i langt de fleste tilfælde er hovedformålet. Alt dette gør sig desværre også gældende for miniserien The Stand fra 1994, der ellers har flere forudsætninger for succes; en god pose penge, på papiret gode navne OG forholdsvis god tid til at folde sig ud - der er fire afsnit på hver halvanden time. Mick Garris har instrueret, hvilket jeg sjældent plejer at være begejstret for; han er manden bag den elendige miniserie The Shining (altså ikke Kubricks), han fik ødelagt en af mine favoritter Bag of Bones, og han har gjort Desperation så dårlig, at den faktisk er ret underholdende. Stephen King elsker selvfølgelig alt, hvad Mick Garris kaster sig over, og han har også en cameo i The Stand. 

Miniseriens største problem er, at den føles voldsomt dateret. Den er kun 22 år gammel, men den er virkelig ikke ældet med ynde, selvom jeg har svært ved præcis at sætte fingeren på hvorfor. Om det er firserdronningen Molly Ringwalds hovedrolle som den allerede i bogen irriterende Fran (åh GUD, hvor er hun træls - jeg var nødt til at spole over en ellers meget følelsesladet scene, hvor hun sang hele Amazing Grace), eller om det er halvfemserikonet Gary Sinise (der samme år slap lidt bedre fra at spille Lieutenant Dan i Forrest Gump) der ødelægger det for mig, ved jeg ikke helt, men skuespillet fungerer ikke. Jeg har ikke så meget imod klichéfyldt og dateret skuespil i King-filmatiseringer, hvis horroren i det mindste fungerer, men det er heller ikke tilfældet her. Romanen har flere meget ubehagelige passager, men de har ikke fået plads i miniserien, der cruiser let hen over spædbørnsdød og selvmord.

Derudover lider The Stand også under det faktum, at Stephen Kings romaner tit er spækket med lange, beskrivende passager, mange detaljer og indre monologer, og i denne adaption virker transitionen slet ikke, og  historien bliver derfor præsenteret lettere uelegant. Der er ikke plads til nuancer eller den langsomt voksende paranoia, der ellers er et vigtigt element i bogen. Selv ikke min elskede Rob Lowe i rollen som den døvstumme Nick Andros kan redde serien hjem, men selvom jeg ikke har haft ret meget godt at sige om miniserien The Stand, er der stadig et godt stykke ned til de allerværste filmatiseringer. 

lørdag den 10. september 2016

another season leaving us too soon

Lad mig starte med at beklage den stærkt dalende indlægsfrekvens. For jer betyder det nok ikke det store - jeg går ud fra, at de fleste alligevel læser med via en form for reader - men jeg kan mærke, at jeg selv lige har behov for at nævne det. Først og fremmest skyldes det, at jeg har virkelig travlt. Det er stadig fedt at gå i skole, men det efterlader ikke meget fritid, og de overskydende timer jeg har til rådighed, vil jeg hellere bruge et andet sted end foran computeren. Derudover har den sidste måned ændret mit liv totalt - udover skolestarten er min tidligere arbejdsplads blevet til Elgiganten, så en stor håndfuld af mine venner er nu arbejdsløse. Min kæreste har også sagt op, så han skal ligesom mig til at starte på en frisk, hvilket er ret stort for os begge, der har lavet næsten det samme i ti år. Jeg har været vant til at se mange af mine venner på arbejdet, og det er en underlig følelse pludselig at have for travlt til at se de mennesker, man har gået op ad i så mange år. 

I stedet for at blogge har jeg i denne uge været ved stranden og i vandet hele tre gange; først med min gode veninde, så med min kæreste, der dog blev på land, og i går et smut alene. Vandet er virkelig dejligt lige nu, og jeg prøver at få det sidste ud af sommeren, inden der bliver mørkt, koldt og trist. I går gik jeg også en lang tur ud til Naturcenter Amager sammen med min veninde og hendes vidunderlige lille Ellie på to måneder i barnevognen. Vi fik en burger og en nybagt kanelsnegl i solskinnet, og fik snakket lidt om stort set alting, så det var lige som det skulle være. 

Nu skal jeg spille lidt Fallout 4 - der er netop kommet en expansion-pack, der kombinerer tre af mine yndlingsting; nemlig forladte steder, forlystelsesparker og en postapokalyptisk verden. I morgen skal AaB spille mod Brøndby, og det bliver så spændende, at jeg næsten ikke tør se det. Jeg tror ikke jeg får skrevet så meget den næste måneds tid, for nu vil jeg bare koncentrere mig om skolen uden at have andet i baghovedet. (Jeg har kun en måned tilbage i Roskilde! Det er for sindssygt!) 

fredag den 2. september 2016

my cheeks are chewed down to the bit

Jeg fik mit kørekort en måned efter min 18-års fødselsdag, hvilket nærmest var en selvfølge hvor jeg kommer fra (og i mange andre små, jyske byer). I modsætning til de fleste andre blev jeg dog aldrig rigtig glad for det; heller ikke selvom jeg fik kørt en del det første år. Og så blev jeg i starten af 3.g indlagt med en blindtarmsbetændelse gone wrong, der gjorde mig ude af stand til ret meget andet end at gå i skole og ligge på sofaen i tre måneder. Derefter kørte jeg bil et par gange, men det var en svær periode i mit liv, og jeg begyndte at få det rigtig skidt, når jeg skulle køre.

For næsten præcis elleve år siden (og samme år jeg blev student), flyttede jeg i september 2005 til København, og siden da har jeg ikke kørt bil. Jeg har bestemt heller ikke haft nogle intentioner om at gøre det igen, med mindre jeg en dag flytter langt ud på landet, for jeg  klarer mig fint uden her i byen. Da jeg skulle starte på en såkaldt grøn uddannelse på teknisk skole fandt jeg ud af, at minimum et traktorkørekort er påkrævet, og det væltede min verden lidt. Det blev endnu værre, da en lærer talte begejstret om at sende os ned til Roskilde i myldretiden i en traktor med anhænger på, og jeg begyndte at tvivle lidt på mit valg. Jeg delte mine bekymringer med en studievejleder, der heldigvis kunne berolige mig med, at os med kørekort i forvejen bare skulle trille lidt rundt i en traktor på en lukket bane. 

Det er dog stadig noget jeg har gruet lidt for, så jeg er faktisk glad for, at jeg ikke havde opfattet at vi skulle køre traktor i onsdags. Efter lidt hjertebanken og god coaching fra både min søde lærer og endnu sødere klassekammerat kørte jeg pludselig traktor, og det var faktisk helt vildt sjovt. Jeg ville paradoksalt nok have nemmere ved at køre i trafikken i en traktor end i en bil, tror jeg, men jeg har stadig ikke behov for at praktisere nogen af delene. I onsdags endte jeg faktisk med at bakke med den store, grønne vogn på billedet, og selvom jeg ikke ligefrem var god til det, var jeg heller ikke elendig, så det var alt i alt en kæmpe succes. 

Til sidst må jeg lige nævne (fordi jeg er meget stolt af mig selv), at jeg i sommerferien faktisk har kørt bil en enkelt gang, da jeg kørte en lille tur sammen med min far. Det var kun seks-syv kilometer på en lille vej uden ret meget andet trafik, men det var en kæmpe overvindelse for mig. Det gik helt godt - jeg havde ikke helt mistet følingen med koblingen, og selvom jeg en enkelt gang lige panikbremsede i rabatten da der kom en anden bil, var det i det hele taget slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Hurra!