torsdag den 27. oktober 2016

the tricks in your head are a lie

Jeg er desværre ikke helt så god til at være arbejdsløs, som jeg havde regnet med. Det stresser mig helt sindssygt. Jeg VED godt, at jeg bare skal slappe af, men det er nemmere sagt end gjort, når man i forvejen har tendens til at tænke lidt for meget over de samme ting igen og igen. I går var jeg hos første besøg hos min a-kasse (der er placeret i Brøndby OG er hovedsponsor for FC Midtjylland - hvad har jeg dog tænkt på!?), og selvom det egentlig var en positiv oplevelse, kom jeg til at græde lidt på sagsbehandleren. Han var rigtig flink og tilbød endda en krammer (som jeg tog imod, selvom jeg bestemt ikke er kramme-typen), og han opfordrede mig også til at forfølge min drøm. Det tvivler jeg dog på, at jobcenteret gør, når jeg når dertil - og når jeg SKAL søge jobs jeg har erfaring i (og ikke dem, jeg gerne vil have), ved jeg bare, at jeg står i butik igen om en måned. 

Det må jeg jo så komme over, og stadig søge elevplads ved siden af - det var vel egentlig også det, der var planen fra starten; men nu virker det pludselig ikke så tillokkende. Det værste er bare usikkerheden og den konstante frygt for at gøre et eller andet forkert - jeg kan ikke finde ud af at stå til rådighed konstant, og jeg slapper først af om aftenen, når jeg ved, min telefon ikke ringer mere. I mandags ringede den klokken 09.01 med en irriteret konsulent i røret, der insinuerede at jeg stadig lå og sov. (Bevares, det ville slet ikke være utænkeligt, men lige i mandags var jeg faktisk oppe og i gang). Og selvom min sagsbehandler var sød, har han givet mig direkte forkerte oplysninger, der ikke gør denne jungle nemmere at navigere rundt i. 
I dag vågnede jeg og var helt rundt på gulvet. Jeg er vist ved at blive lidt småsyg (havde heller ikke regnet med andet - troede egentlig det ville komme i samme øjeblik jeg gearede ned), men heldigvis kan man godt søge jobs fra sofaen, og Jimmy har været ganske tilfreds med en dag i laveste tempo. Den hurtigtvoksende svamp(?) i en af vores potteplanter har klart været den, der har haft mest fart på i dag.  

søndag den 23. oktober 2016

so I've made peace with the falling leaves

Selvom jeg som arbejdsløs jo teknisk set ikke har haft efterårsferie, har jeg nu alligevel nydt, at jeg ikke nødvendigvis skulle op 05.30 om morgenen. Jeg har fået søgt nogle jobs, men der har heldigvis også været plads til andre aktiviteter, og i tirsdags gik jeg en tur på et gråt og diset Amager Fælled sammen med mine to gode veninder og deres små piger. Tvillingerne er på én gang fire måneder og halvanden måned gamle, og det går heldigvis kun den rigtige vej med dem nu, efter deres lidt hårde start på livet. Hvis man skulle have lyst til at følge et par seje, små piger på instagram, kan man gøre det lige her.
Jeg plejer egentlig at have et ret veludviklet planlægningsgen, men det kiksede altså i denne uge, hvor jeg onsdag både fik fjernet en visdomstand og fik min far på besøg til efterårsferie. Jeg tror dog jeg er sluppet ualmindelig billigt, for jeg har ikke haft ret ondt, og med min far til at finansiere et par bøtter Ben & Jerry's, var det heller ikke så slemt kun at måtte spise (næsten) flydende og kolde ting. 

Allerede torsdag kunne vi derfor godt køre en tur til Roskilde og udnytte den eneste solskinsdag i 'ferien', og min far og jeg besøgte Vikingeskibsmuseet sammen med en million børnefamilier. Det meste foregår udenfor (bortset fra de egentlige skibsvrag, selvfølgelig), hvilket hævede min børnetolerancetærskel betydeligt, og det var egentlig meget hyggeligt at se børn iklædt vikingetøj kæmpe bravt med træsværd og træøkser. 
Vi fandt også en sej falkoner, og senere på dagen fandt jeg sørme også selveste Falkor i Roskilde Domkirke, der bestemt også er et besøg værd. Det freakede mig dog lidt ud, at dronningen allerede har fået bygget et sarkofag, der står klar til hendes død. og endnu mere freaky er det, at sarkofagen nærmest er gennemsigtig. Oh well, hver sin lyst.

Min far kørte hjem i går, og i går aftes var jeg på Studenterhuset til reunion med mine gamle kollegaer, hvilket var lige så sjovt og hyggeligt, som jeg havde håbet. Det er så underligt ikke længere at se dem hver dag, men de fleste er heldigvis kommet godt videre efter konkursen. I dag er jeg liiiidt ramt, men vi har været i kiosken og hente bland selv-slik, og der er masser af fodbold på skærmen, så det har været en ret god søndag. Resten af aftenen skal gå med at forberede mig mentalt på Walking Dead-sæsonpremieren i morgen, der lader til at blive en særdeles ubehagelig affære. 

tirsdag den 18. oktober 2016

it turns my brain to jelly every time

Indlægget i dag bliver flankeret af billeder fra min sidste tur til Mariager; nemlig nogle yndige køer og en død, blå mosaikguldsmed, der tidligere har vist sig frem som instagram-model, samt tre lige så yndige nisser, der bor i et træ på kirkegården hos min mor. Ingen af dem har som sådan noget med indlægget at gøre, men det er igen den gamle sang om mig og mit kamera, der ikke kommer op af skuffen. 

I stedet et par betragtninger fra min første dag som arbejdsløs i går. Eller elevplads-søgende, synes jeg vi skal kalde det. Uanset hvad, fylder det allerede alt for meget. 

1. I går morges var jeg hos min læge, der snart ikke gider se mig mere til depressions-opfølgning og medicin-nedtrapning. Det forstår jeg godt - det føles også lidt fjollet at spilde hendes tid, når det hele jo egentlig kører meget godt. Mellem linjerne er det dog klart for os begge, at den næste tid bliver liiiidt spændende, for allerede i weekenden kunne jeg mærke luften gå ud af ballonen og en begyndende modløshed, men det skal fandme gå, altså. Og det kommer det også til. 

2. Derefter sad jeg i fem stive timer og udfyldte blanketter og skemaer til min a-kasse og jobcenter. Måtte også ringe til dem to gange, og der er som bekendt ikke ret meget jeg hader mere end at ringe til folk. Min livsglæde var støt dalende hele dagen, jeg siger det bare. 

3. Jeg manglede en kopi af min opsigelse, og besøgte derfor i går ElGiganten på Strøget for første gang (Se evt. kommentar om støt dalende livsglæde ved punkt 2). Jeg har virkelig prøvet at undgå det, for jeg har ikke lyst til at se min gamle arbejdsplads med det ulækre logo, men der var ingen vej udenom. Kunne heldigvis gøre besøget kort, da en af mine tidligere kollegaer havde fundet den frem til mig - hun er den eneste, der stadig er i butikken, selvom alle fik tilbud om at blive. Det er så super underligt, at vi er spredt for alle vinde. 

4. Ville belønne mig selv med en lille Pokétur i Bibliotekshaven, der ligger fem minutter fra mit gamle arbejde. Jeg havde glemt, at det er efterårsferie. Haven var propfyldt med børn og deres forældre, og i modsætning til de dedikerede weekend-fædre (for nu lige at generalisere vildt groft) jeg normalt møder i haven, så disse forældre helt blanke ud, når deres fire-årige knægte snakkede begejstret om spawn points, IV calculators og nests. Det var ret sjovt, men der var for mange mennesker, så jeg smuttede hurtigt igen - og på vej ud fik jeg lige en Aerodactyl, så jeg nu kun mangler tre Pokémon. Det reddede lige det meste af dagen. 

5. Brugte derefter næsten to timer på at lave mad. Jeg lavede en episk salat, der krævede hakning, kogning, stegning, skrælning og skylning af aaaaalt for mange ingredienser, men det er også flere måneder siden jeg sidst har haft tid til det, så det var egentlig meget hyggeligt. Aftenen sluttede på sofaen med min kæreste, der er kommet hjem efter et par ugers tour i Østeuropa, samt et par afsnit af Westworld, der virker ganske lovende. Livsglæden nåede altså heldigvis at stige et par grader igen, og om lidt stiger den yderligere, når jeg skal besøge mine veninder og deres små piger.  

søndag den 9. oktober 2016

all consumed in the drama

Efter mine lange skoledage har det været rart at kunne flade ud på sofaen til en tv-serie, og sensommeren har ikke skortet på hypede serier - man har jo ikke kunnet færdes på internettet uden at læse om norske Skam, nostalgifremkaldende Stranger Things og intelligente Mr. Robot, og det er da også de tre serier, jeg vil snakke lidt om i dag. Det bliver nok lidt kortere end det plejer, for det meste er allerede blevet sagt - mange gange - i alt fra Politiken til facebook. 

Allerbedst er norske Skam, som jeg er faldet pladask for sammen med resten af Danmarks befolkning. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg faktisk set det hele her i weekenden i stedet for at læse til eksamen, og jeg har måske også taget mig selv i at småsnakke lidt norsk med mig selv. Men hold nu op - jeg tror aldrig jeg har set så realistisk og fængende en ungdomsserie som den, og (igen, ligesom alle andre) jeg har kunnet genkende mig selv i så mange karakterer og situationer. Formatet er fantastisk - det klæder serien så godt, at afsnittene kan vare alt fra tyve minutter til en lille time, og allerede efter første afsnit virker disse karakterer og deres historier som det vigtigste i verden. Serien tør godt være langsom og give plads til laaange scener med forrygende dialog, og jeg tænker meget sjældent over, at det hele er skuespil. Skam får også en klar anbefaling med fra mig!
Det er næsten umuligt at fortælle om den amerikanske drama-thriller Mr. Robot uden at komme til at spoile noget, men serien skal alligevel have en stor anbefaling med på vejen, for historien om den hårdt plagede, unge hacker Elliot er noget af det mest spændende tv, jeg har set længe. Jeg har ikke set Rami Malek i andet før, men jeg er blevet helt forelsket i ham og i hans rolle, der rigtigt nok både er paranoid, deprimeret og personlighedsforstyrret, men også klog og loyal. Elliot arbejder i it-sikkerhedsfirmaet Allsafe, hvis største kunde er multikoncernen E-Corp, og en dag bliver Elliot kontaktet af den mystiske Mr. Robot (spillet af en fremragende Christian Slater), der vil have Elliot til at hjælpe med at hacke netop E-Corp. På papiret lyder det måske ikke så interessant - det syntes jeg i hvert fald ikke - men historien tager lynhurtigt fart og bliver et hæsblæsende ridt mellem vrangforestillinger og virkelighed; fortalt af en til tider ganske upålidelig fortæller. Det hele eksploderede i sæson 2, og jeg glæder mig meget til næste sæson kommer næste år. 
Ud af det blå kom den fine, nostalgiske sci-fi perle Stranger Things med selveste Winona Ryder i en af hovedrollerne. Hun var en af mine klare yndlingsskuespillerinder da jeg var yngre (jeg elskede hende i både Edward Scissorhands og Girl, Interrupted), og det var skønt med et gensyn med den smukke pige, der nu er blevet hele 44 år gammel. Ellers dominerede børneskuespillerne klart, for de (fleste) var SÅ søde og overbevisende - selvom knægtene råbte og skreg lidt rigeligt. Jeg blev særligt lidt betaget af Millie Bobby Brown (det navn, altså!) som den både skrøbelige og vildt seje Eleven, der var et af seriens klare højdepunkter. 
Stranger Things foregår i 1983 i en lille by i Indiana, hvor den 12-årige Will Byers en dag forsvinder. Hans mor, spillet af førnævnte Winona, er ude af sig selv, mens både søsteren og vennerne igangsætter deres egen eftersøgning. Drengene støder på den mystiske Eleven, der har telekinetiske evner og lader til at vide, hvad der er sket med Will, men snart bliver de forfulgt af skræmmende mænd fra the government. Hele serien er en homage til firserne - og også til Stephen King, da det er umuligt at overse de meget tydelige referencer til både Stand By Me, Carrie og Firestarter. Serieskaberne, The Duffer Brothers, har da også sagt, at det er ganske bevidst med de store nik til gysermesteren.

Stranger Things er en sød og forfriskende (og ind imellem lidt uhyggelig, heldigvis) lille sag, men jeg er glad for, at jeg fik set serien inden hypen omkring den for alvor slog igennem. Jeg tror jeg ville have urealistisk høje forventninger til serien, hvis jeg først skulle se den nu, og det er lidt synd, for den fortjener bestemt at blive set - det er bare ikke verdens bedste serie, som jeg har set den udråbt til flere steder.  Jeg glæder mig nu stadig meget til sæson to.  

lørdag den 8. oktober 2016

and the future hangs over our heads

Om bare en uge er jeg færdig med mit grundforløb i Roskilde. Det forstår jeg ingenting af, og jeg er slet ikke klar til at sige farvel til skolen, min klasse og dyrene på gården allerede. Jeg har nærmest endnu ikke forstået, at jeg overhovedet er gået i gang. Det kan potentielt blive det sidste, jeg har med dyrepasser-uddannelsen at gøre, for hvis jeg ikke finder en elevplads, slutter mit eventyr allerede her. Jeg har dog ikke opgivet håbet endnu - jeg er nok snarere blevet mere bevidst om, at det godt kan blive en laaaang proces, og jeg har lovet mig selv at blive ved med at søge i et år, før jeg giver op. 
I sidste uge lærte vi at håndtere krybdyr. Vi har en lille eksotisk afdeling på gården, og her er der alt fra skægagamer, kronegekkoer, tornhalevaraner, kongepythoner og snapskildpadder, til congosnegle, leopardgekkoer, russiske landskildpadder og meget, meget andet. Jeg har passet og fodret dem flere gange, og også haft et par gekkoer og skægagamer ude af buret, men slangerne håndterer vi ikke bare alene. Især ikke, hvis de lige har fået en rotte til frokost. (Når det så er sagt, er vores slanger jo ikke decideret farlige. I Danmark skal man have en særlig tilladelse for at holde giftslanger, og det er i princippet kun Randers Regnskov og et par andre steder, der har det - fraregnet de par tusinde giftige slanger, der nok alligevel er rundt omkring hos private, selvom det er ulovligt.)
Vi lærte at håndtere skildpadderne efter 'burger-modellen', der næsten siger sig selv - løft skildpadden, som bar du på en saftig, stor, tung burger, og tab den for guds skyld ikke! De er faktisk noget tungere og stærkere end jeg lige havde regnet med - især de rødfodede skovskildpadder. Gekkoerne havde jeg som sagt leget lidt med før, men jeg er stadig helt forelsket i den smukke (og overraskende bløde) leopardgekko på billede tre. Til sidst var det slange-tid, og selvom jeg ikke er bange for slanger, var det stadig en lidt overvældende oplevelse pludselig at stå med et styk tung og meget livlig slange i favnen. De andre sagde, at jeg holdt den som en baby - men de har tydeligvis ikke SET mig med en baby, for det var langt mere naturligt for mig at løfte rundt på slangen (selvom jeg godt kan se, at jeg godt kunne bruge lidt mere øvelse.)

mandag den 3. oktober 2016

take down your hair and wind up your grin

I går fyldte min fantastiske far hele tres år, og i lørdags fejrede vi ham i selskab med næsten fyrre gode mennesker. Det var den bedste dag længe, der startede med kastanjejagt og besøg hos mor på kirkegården, og ved sekstiden væltede det ind med søde mennesker i det fine, lille festlokale der lå to minutters gang fra min fars hus. Vi fik forrygende mad lavet af en rigtig dygtig kok, og flere af min fars venner holdt sjove, rørende og enormt gode taler. Jeg ville så gerne selv have holdt en tale, men jeg ville begynde at tude i det øjeblik, jeg kiggede på min far, men han ved heldigvis godt, hvordan jeg har det. Både med ham, og med at holde tale. 

Det var en helt fantastisk fest, der startede med de gode taler og snak ved bordene. Halvdelen af vores i forvejen lille familie var desværre forhindret i at komme, men ved min bordende sad min kæreste, mine efterhånden voksne fætre, og ikke mindst min søster og hendes nye, søde kæreste. Det var så dejligt at være sammen med dem alle. Senere blev stemningen tårnhøj, klokken tolv blev der sunget fødselsdagssang, og festen sluttede først ved fem-tiden søndag morgen. Min far er lærer på min gamle folkeskole, og mange af hans gode venner er også hans kollegaer, hvoraf flere af dem er mine gamle lærere. Det var så sjovt at snakke med dem igen og se dem... ahem, noget mere løsslupne end dengang - men nu har jeg jo også altid været en lille stræber med et rigtig godt forhold til mine lærere.

Jeg var lidt flad i går, men der var heldigvis mere familiehygge og gode rester på menuen. Da vi kørte mod toget ved femtiden var jeg ikke helt tilfreds - jeg kunne godt have brugt et par dage mere i min families selskab.