torsdag den 22. juni 2017

oh, my vision is blurred again

Allerførst bliver jeg lige nødt til at sige velkommen til en lille bunke nye følgere. Jeg har været lidt bagud i min bloglæsning, og først nu har jeg fundet ud af, hvor I kommer fra - hvidkaffe spurgte efter bloganbefalinger i sidste uge, og både Udkastet og Aalborg-søstrene har skrevet nogle virkeligt pæne ting om mig. Det er jeg meget glad for og beæret over, og det betyder ekstra meget, når det kommer fra nogle af mine yndlingsbloggere. Og så må jeg også knytte en kommentar til min lettere uheldige timing, der betød, at jeg mødte potentielle nye følgere med et indlæg om chips - på den anden side er det jo et meget typisk indlæg for mig, og jeg kan lige så godt tone rent flag fra starten.

I dag ville min mor - den søde pige på billedet - være fyldt tres, men i stedet er det nu fire et halvt år siden hun døde. Hun har fyldt ekstra meget i min bevidsthed de sidste par måneder, for selvom hun hele tiden har manglet, føles det nu helt uretfærdigt, at hun ikke kan få lov til at opleve alt det gode der sker i vores liv. Altoverskyggende er min søsters graviditet, for jeg skal nemlig være moster til en lille pige til november! Det er en helt fantastisk nyhed, og jeg bliver helt rørt, hver gang jeg tænker på det. 

Min mor ville have været verdens bedste mormor, og hun ville sådan have nydt at se min søster blomstre op igen. Hun ville have glædet sig til sin nye titel, og hun ville have haft masser af tid og kærlighed til at hjælpe og støtte, og jeg er ked af det på alles vegne over, at hun ikke kommer til at være en del af det. Min mor var så fantastisk, og jeg kan ikke forstå, at jeg aldrig kommer til at se hende igen. Jeg har nævnt det før, men det er stadig som om en lille del af mig ikke forstår, at hun ikke kommer tilbage igen, for det virker simpelthen for uretfærdigt. 

Jeg har fået snakket lidt om hende de sidste måneder. Hun er en stor del af historien om mig, og selvom hendes død selvfølgelig ikke er min indgangsreplik når jeg møder nye mennesker, fortæller jeg tit om hende, når jeg har lært folk lidt bedre at kende. På mit arbejde er jeg på en lille afdeling sammen med fire skønne, modne damer (der alle har børn), og jeg håber ikke, at jeg fornærmer nogen når jeg siger, at det er dejligt med noget der kunne minde om lidt moderlig omsorg i hverdagen. Jeg har i hvert fald fortalt dem om min mor, og de har fortalt mig om deres familier - og spurgt om råd om deres teenagere. Det er mildest talt ikke min spidskompetence, men jeg kan fortælle dem om, hvordan mine forældre hjalp mig, når jeg havde det svært. For det gjorde de godt, og jeg bliver mere og mere bevidst om, hvor heldig jeg har været med at vokse op i en så omsorgsfuld og opmærksom familie.

I aften vil jeg tænde et lys for min mor. 

mandag den 19. juni 2017

and smiles you'll give and tears you'll cry

Jeg er som sagt begyndt at se flere kvaliteter i Taffel end bare deres klassiske, franske kartofler (som stadig er de bedste på markedet), og denne gang har jeg afprøvet endnu et par varianter; nemlig Dild, American Ranch og Sourcream & Onion. 

På bagsiden af posen står der om American Ranch, at smagen tager udgangspunkt i amerikanernes yndlingssalatdressing - ranch-dressing - der ifølge teksten smager 'absolutely fantastic af ost, løg, tomat, hvidløg og et spark af syrlig creme fraiche - yihaa!' Trods den lidt pinlige, kække tekst (der minder lidt for meget om KiMs All In-chips) lød chipsene meget interessante, og jeg bed mærke i, at den på posens forside dominerende peberfrugt slet ikke blev nævnt. Jeg er IKKE glad for peberfrugt, hvilket betyder at den populære KiMs Holiday-variant slet ikke falder i min smag. American Ranch smager ikke af peberfrugt, men de smager af meget, hvilket er et stort plus i min bog. Samtidig er de småtriflede - en anden god egenskab til denne type chips - og alt i alt når posen helt op på et lille otte-tal.

Dild-chipsene var faktisk lidt bedre end forventet. Jeg kan godt lide dild - så godt, at jeg gav KiMs 'Sour Cream & Dild'-variant hele ni pringlesrør - men meget af successen tilskriver jeg den store mængde sourcream. Dild i sig selv kan godt blive en anelse kedeligt, og jeg nåede da også at blive lidt træt af smagen før jeg nåede helt til bunden, men de trækker stadig et lille syv-tal hjem for en hæderlig indsats.

Tilfældigt udvalgt, men lidt i samme boldgade som American Ranch, er American Grill fra KiMs. Det er en ganske nydelig og indbydende pose, og chipsene er tyndtskårede og småtriflede, men derudover kan jeg ikke finde på så meget mere pænt at sige om dem. De er en favorit hos mange, men ligesom jeg heller ikke er glad for strukturen i Snack Chips eller barbecue-smag generelt, må bedømmelsen af denne KiMs-variant stå som endnu et eksempel på, at bloggens anmeldelser af chips er ekstremt subjektive. Jeg er ikke glad for den let røgede smag, og American Grill får kun et femtal med fra mig. 
Min far har endnu engang budt ind med en pose til anmeldelse - han er ret god til at finde dem rundt omkring, og jeg kan ikke helt huske om denne er fra Aldi eller Lidl. Posen har også et lettere discount-agtigt skær, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og beskrivelsen med 'mature cheese and onion' lød særdeles lovende. Det er en af mine yndlingssmage, og især Irland var leveringsdygtige i nogle virkeligt lækre varianter. Min far, søster og jeg åbnede posen fulde af forventning - og blev mødt af en distinkt... aroma af babybræk. Vi havde stadig ikke opgivet håbet, for nogle gange lugter lækre chips rigtig dårligt, men det var desværre ikke tilfældet her - de både lugtede og smagte rigtig klamt. En anelse harske, faktisk, og vi endte med at levne halvdelen af posen. Det sker alligevel sjældent. Min søster giver karakteren 3, mens jeg har noteret, at både min far og jeg svinger os helt op på et lille fire-tal, hvilket jeg ikke helt forstår. Måske var jeg gavmild på grund af det gode selskab. 
De salte skruer fra KiMs er vel egentlig en klassiker i sig selv, og selvom de mere er en snack end en egentlig chips-variant, fortjener de stadig en plads på bloggen. De har i hvert fald været på markedet i hundrede år, og de smager af klassefester i folkeskolen. Lige så snart den lidt pap-agtige, men stadig lækre skrue rammer min tunge, bliver jeg sendt tilbage til fødselsdage med ballondans og rød sodavand. De salte skruer er trods alt lidt for kedelige til at opnå topkarakter, men både min kæreste og jeg sender et pænt syvtal efter dem.
Vi slutter hvor vi startede - nemlig hos Taffel, der på falderebet skulle prøve at imponere mig med deres bud på min all-time yndlingsvariant, Sourcream & Onion. Taffels chips er tykke, og virkede også en anelse tykkere end favoritten fra KiMs, men det er faktisk kun et plus. De er store, de har et virkelig godt crunch, og de er fyldt med en lækker krydderiblanding, der kun er få procent fra at opnå topkarakter. Når Taffel er på tilbud, tøver jeg ikke med at smide deres variant i kurven frem for KiMs, for selvom den ikke er heeeelt lige så god, er den alligevel rigtig lækker og anderledes nok til at være en god afveksling. Både min kæreste og jeg giver posen et stort ni-tal, og Taffel har taget endnu et stort skridt mod toppen af chips-hierarkiet. 

fredag den 16. juni 2017

she's the kind I like to flaunt and take to dinner


Da jeg lige var fyldt 18, tilbragte jeg et par påskedage i en mikroskopisk hytte på en campingplads på Djursland. Jeg var i selskab med tre efterskolebekendtskaber fra året før -  i dag har jeg virkelig ingen idé om, hvorfor lige netop vi fire havde fundet på at tage i hytte sammen, for vi var virkelig en umage samling mennesker - men det gjorde vi altså. Det var et par dage fyldt med de helt store snakke om livet, lidt for mange øl, og en introduktion til det særdeles tilforladelige euforiserende stof poppers.

Jeg ved ikke, om det var rusmidlerne eller forårsvejret, men jeg blev i hvert fald lidt småforelsket i en af de andre piger - paradoksalt nok en tidligere værelseskammerat, som jeg på skolen blev så meget uvenner med, at vi endte med at kaste tallerkener efter hinanden før jeg flyttede ind på et andet værelse. Men et år er lang tid når man er teenager, og nu havde vi fundet ud af, at vi egentlig ret godt kunne lide at snakke sammen. Jeg tog derfor ikke imod et lift til Århus, for jeg ville hellere hoppe på en bus til Ebeltoft sammen med mit nye crush. Vi vinkede farvel til de andre og traskede langsomt mod bussen; vejret var fantastisk, og vi havde ikke travlt med at komme hjem, så vi var helt indstillede på at vente en times tid. Men det var påske, og der kom slet ikke nogen bus.

Min nu-ikke-helt-så-meget-dødsfjende og jeg besluttede os for at blaffe, hvilket jeg aldrig i mit liv kunne drømme om at gøre alene. Det har absolut intet at gøre med en skræk for at blive voldtaget og dræbt, men alt at gøre med min aversion mod at tale med fremmede mennesker. (Af samme grund tager jeg aldrig en GoMore - og ser det mere som et nødvendigt onde end en luksus, hvis jeg bliver nødt til at tage en taxa alene.) 

Der gik ikke ret længe, før en autocamper med et midaldrende ægtepar holdt ind til siden. Vi blev tilbudt et lift, og fandt hurtigt os selv siddende helt sammenklemte og fnisende ved et lille sofabord i campingvognsdelen. Manden sad overfor os, og lige så snart motoren startede igen, bragede Tom Jones ud af højttalerne på en helt uhørt høj lydstyrke. Og han skruede ikke ned, men kiggede bare på os. Det var tyve akavede kilometer med først 'She's A Lady', efterfulgt af 'What's New Pussycat' og selvfølgelig 'Sex Bomb', og det var så højt, at vi slet ikke kunne tale sammen. Det blev aldrig for alvor weird, og vi var i stedet tæt på at bryde sammen af grin flere gange inden vi uden et ord blev sat af i Ebeltoft.

Nu kan jeg ikke høre Tom Jones uden at tænke på den dag, men det er da heldigvis gode minder jeg forbinder med ellers ufattelig elendig musik. I sidste uge spillede 'She's A Lady' i radioen imens jeg kønssorterede mus, og siden har jeg ikke kunnet kigge en hunmus bagi uden at have den sang kørende i hovedet. Og det gør jeg alligevel en hel del gange i løbet af en dag. Det ender med, at mine lettere bizarre associationer til 'She's A Lady' bliver erstattet med andre, lidt besynderlige minder fra mit arbejde. Og nu har jeg faktisk dedikeret et helt blogindlæg til et Tom Jones-nummer. Det havde jeg alligevel aldrig set komme. 

lørdag den 10. juni 2017

something never dreamed in all the science books

2017 er på papiret et rigtig godt år at være Stephen King-fan. Der er nemlig adskillige film og tv-projekter undervejs (og selvfølgelig også et par bøger), og selvom det ikke nødvendigvis bliver lige godt det hele, bliver det under alle omstændigheder interessant.

Filmatiseringen af The Dark Tower har jeg nævnt et par gange, og det er helt klart også den, jeg har flest blandede følelser omkring. Jeg har en decideret dårlig mavefornemmelse omkring filmen, der i øvrigt kun varer 85 minutter - ingen film varer under to timer i dag, og da slet ikke en storladen actionfilm?

Jeg er netop blevet færdig med min genlæsning af de første fire i serien. Det er også mine klare favoritter - de sidste tre virker en anelse forhastede, og er da også skrevet på bare to år, hvor de første fire blev skrevet mellem 1982 og 1997. Jeg havde næsten glemt, hvor glad jeg er for den serie, og det er da også derfor jeg er så skeptisk over for filmatiseringen. Jeg gider ikke være hende, der altid synes bøgerne er bedre (jeg forguder jo f.eks. Lord of the Rings-filmene), men traileren til The Dark Tower ligger simpelthen bøgerne så fjernt, at jeg slet ikke kan se, hvordan det skal kunne fungere. Godt nok siges det, at filmen er en fortsættelse af bøgerne, men det er simpelthen den dårligste undskyldning jeg nogensinde har hørt, og i øvrigt en gigantisk spoiler.

The Dark Tower er blevet udskudt i årevis, men den kommer endelig i biograferne d. 4. august i USA - i Danmark skal vi vist vente et par uger mere, og det endda selvom instruktøren er pæredansk. Det er nemlig Nikolaj Arcel, der har vovet at give sig i kast med projektet, men jeg venter altså lige med lovprisningen til jeg har set resultatet. Det ser ellers ud til, at der er kastet nogle penge efter projektet, og jeg er sådan set glad for både Matthew Mcconaughey og Idris Elba, men jeg er bange for, at det ikke er nok. Traileren kan ses her.


Næsten lige så ikonisk som The Dark Tower (i virkeligheden nok mere ikonisk for de fleste ikke-constant readers) er mastodonten It - Det Onde. Det er en af de King-klassikere, jeg ikke har fået skrevet om endnu, men jeg har store ambitioner om at få den genlæst (for fjerde eller femte gang), inden den nye film kommer til september.

Jeg har lidt et soft spot for den gamle miniserie fra 1990. Som helhed er det et værre makværk - især del to, hvor The Losers Club er blevet voksne, og de fantastiske børneskuespillere er blevet erstattet med nogle... mindre gode voksne. Men første del sidder lige i skabet, og Tim Curry som Pennywise the Clown vil nok aldrig blive overgået. Jeg synes dog, at Bill Skarsgaard i make-up virker nogenlunde, og jeg glæder mig faktisk til at se den nye film. For det meste er jeg ret åben for nye fortolkninger af King-værker (bare ikke The Dark Tower, tydeligvis!), for selvom majoriteten er elendige, er de næsten altid underholdende. Både bog, miniserie og den nye film fortæller jeg meget mere om i et senere indlæg, da det er en af de klassikere, der fortjener lidt mere plads. 
Jeg har heller ikke fået skrevet om novellesamlingen Skeleton Crew fra 1984 endnu, og den indeholder ellers en af mine yndlingsnoveller fra Kings hånd, The Mist. The Mist blev filmatiseret i 2007 og er efter min mening en af de mest vellykkedefilm  af de nyere King-adaptioner - men det er også selveste Frank Darabont der har instrueret (ham med The Shawshank Redemption og The Green Mile). Mere om både film og novelle, når jeg kan fælde en samlet dom over den nye tv-serie - for sådan én er nemlig lige på trapperne.

Jeg er godt klar over at man ikke kan stille tingene så firkantet op, men jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan en novelle, der allerede har en vellykket filmatisering i bagagen, kan blive til en hel tv-serie, når The Dark Towers adskillige tusind sider bliver presset sammen til 85 minutter. Jeg tror dog store dele af svaret ligger i en markant forskel i ambitionsniveau, kvaliteten af skuespillet og budgettet i det hele taget; serien vises på networket Spike, der ikke ligefrem er HBO, for at sige det sådan. Jeg må dog lige nævne, at Frances Conroy heldigvis er med, og hende elsker jeg. 


Det bliver uhyggeligt - eller uhyggeligt dårligt - allerede den 22. juni, og traileren kan ses her
Mr. Mercedes har jeg skrevet om tidligere, men jeg fik aldrig omtalt de to nyeste romaner i Bill Hodges-trilogien, Finder's Keepers og End of Watch. Detektivromaner bliver aldrig mine favoritter, men jeg tror faktisk, at historien kan fungere rigtig godt som tv-serie - det synes Audience Network heldigvis også, og til august kommer der altså ti afsnit med overraskende spændende skuespillere i hovedrollerne. Harry Treadaway har jeg netop set som Dr. Frankenstein i Penny Dreadful; her spiller han titelrollen, og det ser jeg virkelig frem til. Brendan Gleeson er vores hovedperson Bill Hodges, og en anden favorit Mary-Louise Parker spiller også en stor rolle, så selvom bogen i mine øjne er den dårligste af de fire, jeg har nævnt i dag, er det nok alligevel den, der har størst potentiale, og nok den, jeg glæder mig mest til. Her er en lille teaser.

Lidt længere ude i fremtiden venter et andet særdeles spændende projekt, nemlig Castle Rock-serien. Castle Rock er ikke en Stephen King-roman i sig selv, men er en fiktiv by, hvor mange af hans mest kendte historier finder sted; blandt andet The Dead Zone, Cujo, The Body, The Dark Half og Needful Things, og serien vil angiveligt inkludere endnu flere King-karakterer end fra de nævnte romaner. Det kan blive noget rigtig skidt, men det lyder ret spændende, og J. J. Abrams er trods alt ind over projektet, så jeg har et forsigtigt håb om noget godt. Releasedatoen kendes endnu ikke, men serien bliver sendt på Hulu, der tidligere havde succes med adaptionen af 11.22.63.

søndag den 4. juni 2017

come a little closer to the city lights

I torsdags var det blevet tid til den årlige fodboldmiddag - en tradition jeg startede sammen med en af mine gode venner for syv-otte år siden. Han er Brøndby-fan, mens jeg (hvis det skulle være gået nogens næse forbi) er ret glad for AaB, og præmissen for middagen er ganske enkel; den med det lavest placerede hold i tabellen ved sæsonens slutning betaler. Vi har dog også indført en nedrykningsklausul som en art trøstepræmie - hvis AaB eller Brøndby en dag skulle rykke ned (og vi har været TÆT på i henholdsvis '11 og '13), er det så forfærdelig en begivenhed, at man får middagen betalt som et lille plaster på såret.

I denne sæson fik Brøndby sølvmedaljer, mens AaB endte i nedrykningsspillet... Det var derfor blevet min tur til at byde på middag, og selvom jeg også måtte hoste op sidste år, har middagene faktisk været ret ligeligt fordelt siden vi startede. Spiseloppen lagde bord til denne gang, og jeg fik en lækker oksemørbrad med en spinattimbale to die for. Min kæreste spiste med denne gang, og da han også er Brøndby-fan, mente han, at jeg også godt lige kunne betale hans middag. Det kunne jeg faktisk godt, for en samlet regning på under 800 kroner for tre mennesker er virkelig ikke slemt.

Det var en dejlig aften, men jeg er frygtelig bange for, at det bliver mig der kommer til at betale de næste mange år. Vi snakkede naturligvis også fodbold, og jeg synes slet ikke, at jeg kan forsvare AaBs præstationer det sidste lange stykke tid. 

I fredags var jeg igen på Christiania - denne gang sammen med mit arbejde, der startede den årlige sommerfest med en rundvisning på Staden. Jeg kommer der ret ofte, men det var alligevel specielt at få en rundvisning af en 'indfødt', og han havde da også en røverhistorie eller to, jeg ikke havde hørt før. Sjovest var det at iagttage de andres reaktioner, når markante holdninger blev præsenteret som fakta, og da rundviseren sendte en joint på omgang - og mest pinligt var det, da der blev arrangeret photoshoot på Pusher Street, hvor adskillige dyrepassere pludselig stod bag boderne og jonglerede med hashklumper. 

Derefter gik turen til Islands Brygge, hvor resten af aftenen bød på grill og druk.  Jeg kender stadig ikke rigtig majoriteten af mine kollegaer, da jeg til daglig arbejder på en anden adresse med fire modne kvinder, men trods min sociale akavethed og et godt skud introvert nervøsitet, satte jeg mig ved elev-bordet for at socialisere lidt. Og det var SÅ sjovt. Jeg drikker mig efterhånden virkelig sjældent fuld - de sidste fem års branderter kan tælles på én hånd, og jeg tager altid en cola frem for en øl. Men min arbejdsplads kan godt lide at feste. Og jeg blev grebet af stemningen. Et kvarter efter jeg havde fortalt om min shots-politik (=ingen shots), havde jeg kørt de første fem, selvlysende, grønne shots ned - men formåede trods alt at holde mig fra den famøse 'Sugar Babe', der har stået i køleskabet det sidste halve år.

Det var en fantastisk aften, og jeg er stolt af, at jeg blev næsten til den bitre ende. Efter et par timer på et værtshus på Bryggen tog den lille, resterende flok ind til byen, mens jeg slingrede hjem i sommernatten. Min kæreste var stadig oppe, da jeg kom hjem, og af uransagelige årsager besluttede vi, at denne berusende nat var et ideelt tidspunkt at lære mig at spille skak. Det gik overraskende nok helt rimeligt, og jeg har faktisk tjek på reglerne nu - men vi fik vist spillet et par historisk dumme og aggressive runder den nat. 

lørdag den 27. maj 2017

the owls are not what they seem

Det har været en virkelig god og begivenhedsrig uge, der blev kickstartet i sidste weekend med CLICK Festival i Helsingør. Det var lidt en impulsiv beslutning at tage med, men jeg kommer efterhånden så sjældent afsted til koncerter, og så var det også en god anledning til at se flere af mine venner. Af musikken var This Is Not This Heat det bedste jeg så, men egentlig gik vi bare mest rundt og hyggede os, kiggede på mærkelig installationskunst og spiste pandekager og insekter. Jeg smagte en græshoppe. Den var ikke decideret rædselsfuld, men heller ikke en stor kulinarisk oplevelse. Når vi en dag ikke længere må spise køer og grise, tror jeg altså bare, at jeg bliver vegetar. Nå, men Helsingør er i øvrigt en by, jeg gerne vil besøge noget mere. Der er virkelig hyggeligt med kunst overalt - vi hilste blandt andet på 'Han' - og jeg har kun hørt godt om Museet for Søfart. 
Mandag var en helt særlig dag, da det efter over tyve års ventetid endelig var blevet tid til nye afsnit af Twin Peaks. Efter mine mange år i en musik- og filmforretning har jeg samlet mig en god bunke af filmnørder blandt mine venner, og heldigvis er vi mange, der er helt klar på at gå all-in, når så stor en begivenhed skal fejres. Vores vært er den største fan af alle, og havde til lejligheden købt både donuts og cherry pie samt brygget David Lynch-kaffe. Vi var hele tolv mennesker, der skulle forsøge at være stille til de fire afsnit, og det lykkedes faktisk overraskende godt. Der var et par kollektive glædessuk ved intromelodi og første gensyn med karaktererne, men ellers kunne man heldigvis ikke mærke, at vi sad så mange mennesker foran skærmen.  

Jeg har altid følt, at det var lidt omsonst at anbefale Twin Peaks på bloggen. Jeg tænker, at de fleste må have taget stilling til, om det er noget for dem - og min erfaring er, at hvis man er på, er man meget på. Jeg er vild med stemningen, absurditeten, kulisserne og skuespillet, og selvom de nye afsnit naturligvis aldrig vil kunne genskabe præcis det samme, synes jeg allerede at de første fire beviser genkomstens berettigelse. For en god ordens skyld - jeg kan KUN anbefale Twin Peaks!
Vi bliver lidt i tv-seriernes univers, for jeg har nemlig fået Walter Bishops yndlingsslik foræret. Walter Bishop er naturligvis min yndlingsforsker i Fringe, og når der pludselig ligger næsten et halvt kilo übersyntetisk og kraftigt duftende (men særdeles vanedannende og underligt godt) slik på mit stuebord, er det fordi min gode veninde har haft det med til os fra San Diego, hvor hun har boet siden januar. Hun er på surprisevisit i Danmark et par uger, og det har været SÅ dejligt at se hende igen.

Puslespillet har ligget og grinet af mig i en måneds tid nu. Det gik rigtig hurtigt med at få lagt alle brikkerne med motiv, men jeg glemmer altid hvor afsindigt dræbende kedeligt det kan være at få himmelbrikkerne på plads. Tiden har jeg i stedet brugt på at læse i solen - er blandt andet blevet blæst helt bagover af en række små, skarpe og rørende noveller fra Anne Bredahl. 

I går tog jeg mig en ekstra fridag og tilbragte den i haven hos mine venner i Tårnby. Det er helt ideelt, at jeg nu har venner med en have kun en lille cykeltur væk, for især om sommeren føles en lejlighed på tredje altså en anelse klaustrofobisk. Vi grillede på terrassen og fik ægte sommermad, og Ellie på ti måneder kunne både vinke til mig og vise, hvor stor hun var. Jeg var oprigtigt ret imponeret. 

tirsdag den 23. maj 2017

turn it on when you are able

Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg gentager mig selv lidt, men i øjeblikket har jeg virkelig gang i mange gode serier - og jeg prøver også at nyde lidt af det der sommervejr. Lige nu løber nye afsnit af Adventure Time, The Leftovers, Better Call Saul, American Dad, Fargo, Animals, The Americans og Twin Peaks(!) over skærmen, og jeg er også begyndt på de hypede The Handmaid's Tale (whoa!) og American Gods. Det skal nu ikke handle om nogle af dem i dag, men derimod om tre ganske udmærkede serier, der dog aldrig når helt op blandt mine favoritter. Anden sæson af The Expanse og The Path er netop blevet vist, mens dagens tredje serie, Penny Dreadful, blev vist fra 2014 til 2016. 

Det er ret ofte mig, der overtaler min kæreste til at se en serie, jeg synes ser lovende ud - men en gang imellem får han lov til at vælge, og derfor har jeg nu set to sæsoner af The Expanse, der er rendyrket sci-fi. Historien udspiller sig nogle hundrede år ude i fremtiden, hvor Jorden efterhånden har koloniseret hele solsystemet. Mars er en uafhængig nation med et dedikeret militær, og mennesker født i astroidebæltet kaldes 'Belters', og er den nye arbejderklasse, som Jorden og Mars kan blive enige om at udnytte. Her er konstante spændinger, lidt for smukke mennesker, en anelse overkarikeret skuespil og lækre space-scener, men selvom præmissen er god og truslen om en fælles fjende er lovende, mangler serien alligevel lidt for at nå helt i mål. 
Med Aaron Paul fra Breaking Bad og Hugh Dancy fra Hannibal i hovedrollerne, blev jeg ret hurtigt overbevist om at jeg skulle se The Path. Seriens omdrejningspunkt er den new-age-inspirerede bevægelse The Meyerist Movement, der i virkeligheden opfylder mange af kriterierne for at kunne kaldes en decideret kult. Serien skulle angiveligt være inspireret af Scientology (serieskaberen Jessica Goldberg afviser kategorisk, men mange andre tvivler); uanset hvad er det et fascinerende indblik i en hverdag for en gruppe mennesker, der på overfladen ligner alle os andre, men som er drevet af helt andre kræfter.

Sektens åndelige leder Steven Meyer (til hvem sandheden angiveligt blev fortalt på toppen af en bogstavelig stige af brændende lys) er forsvundet i Peru, og tilbage i USA forsøger den karismatiske stedfortræder Cal Roberts (Dancy) at holde styr på tropperne og den stadigt voksende bevægelse. Aaron Paul spiller Eddie Lane - en familiefar, der efter en bevidsthedsudvidende rejse til netop Peru begynder at sætte spørgsmålstegn ved sin tro, og han er ikke glad, da teenagesønnen Hawk vil dedikere sig fuldtid til sagen. Hans kone, der også er med i sektens absolutte top, spilles af Michelle Monaghan, og de tre skuespillere alene er nok til at gøre det meste interessant. Heldigvis er historien i sig selv for det meste også virkelig fængende - og krydret med mange fine bikarakterer og sideplots, der dog fik lov at udfolde sig lidt rigeligt i  dele af anden sæson, der haltede lidt. Slutningen var dog hæsblæsende spændende, og jeg glæder mig til tredje sæson kommer næste år.  
Gennem årene har jeg sendt en hel del serieanbefalinger i min fars retning, og jeg synes jeg har ramt plet med det meste. Jeg burde have vist ham samme tillid, da han anbefalede mig Penny Dreadful for et par år siden, men jeg var helt sikker på, at jeg allerede vidste, hvilken type serie det var - en middelmådig, 'monster-of-the-week'-serie i stil med Supernatural eller Grimm, og det havde jeg egentlig ikke behov for at se mere af. Min far gav dog ikke op så let, og da han ligefrem forærede mig et HBO-abonnement, sukkede jeg dybt og gav det en chance. Det har jeg IKKE fortrudt.

Eva Green har hovedrollen som den karismatiske Vanessa Ives, og hun spiller som altid helt forrygende. I Penny Dreadful er hun en plaget sjæl, der i selskab med flere særdeles kendte karakterer prøver at navigere rundt i 1890'ernes London blandt både overklassen og gadefolket. Dr. Victor Frankenstein er ung og ambitiøs og skaber sympatiske monstre, den evigt unge Dorian Gray charmerer bukserne af både kvinder og mænd, og vi møder også Dr. Jekyll, Dracula, Van Helsing og varulve. Det fungerer overraskende godt, og det er virkelig underholdende -  jeg har ikke kedet mig på noget tidspunkt i løbet af de tre sæsoner. 

Der er ret meget sex, blod og vold i Penny Dreadful. Det er altid en dejlig overraskelse når tv-serier er så eksplicitte, og her bliver der bestemt ikke sparet på effekterne. Jeg har faktisk næsten kun godt at sige om serien; selv Josh Hartnett spiller egentlig nogenlunde - det hjalp dog gevaldigt, da hans karakter fik lidt mere dybde i løbet af historien. Ud af dagens tre titler får Penny Dreadful min største anbefaling, og jeg er glad for, at jeg endelig lod mig overtale til at se den. 

fredag den 19. maj 2017

but you can't stop the spring

Tiden flyver, og det er faktisk ved at være to uger siden at min kæreste og jeg tog på udflugt i Sydhavnen. Jeg har snart boet i København i tolv år (whoa!), men jeg har kun udforsket Sydhavnen et par enkelte gange, og jeg har aldrig før været ude på Tippen, hvilket er en stor fejl. Der er virkelig skønt -  frisk luft, kig til vandet, særpræget natur og nuttede dyr. Vi hilste på både alpakaerne og en fåreflok, der efterlod uld overalt, og længere inde ved Karens Minde Kulturhus lå en rideskole, der bød på ponyer at klappe og hestemøg til haverne. Jeg kan bestemt anbefale en tur derud, hvis man er i området.
Efter vores lille eventyr i Sydhavnen stak vi snuderne mod Nørrebro, hvor vi fik en eminent god bøfsandwich hos Grisen. Jeg cykler forbi hver dag på vej hjem fra arbejde, og næsten lige så ofte bliver jeg fristet af neonskiltet, der fortæller om 'Danmarks bedste bøfsandwich'. Og der er altså noget om snakken - det er i hvert fald den bedste jeg har smagt. Grisen får også en stor anbefaling herfra. 

mandag den 15. maj 2017

I'm feeling like I'm leaving much too soon

I torsdags var det ti år siden min kæreste og jeg officielt begyndte at kalde os netop kærester. Det er helt ubegribeligt og fantastisk, og det burde have været fejret på en helt spektakulær måde med faldskærmsudspring, tatoveringer og jordomrejse, men i stedet havde vi begge en lang arbejdsdag, hvorefter vi begav os ud på en fem timer lang togtur til Skive. Ikke så romantisk måske, men vi tager revanche på et andet tidspunkt. I Skive skulle vi til konfirmation hos en AC/DC-fan, der naturligvis blev hentet på motorcykel foran kirken. Det var en virkelig hyggelig dag, hvor konfirmanden både fik nævnt, at jeg var god til børn og burde få et par stykker selv, og spurgte om jeg havde gået til håndbold, da jeg kastede perfekt. Nothing could be further from the truth, selvom jeg bondede utroligt godt med hans ni-årige lillebror.  

Jeg nåede heldigvis også et smut hjem til min far, hvor der var familiehygge med min søster og hendes kæreste, hundenusning, godt vejr og god mad på programmet. Lørdag, der var min eneste hele dag hjemme, startede jeg mageligt på en stol i solen med Silke ved min side, mens min far malede plankeværket i bedste Karate Kid-style, og om eftermiddagen kørte vi til Øster Hurup, hvor vi gik en tur ved stranden og spiste en vaffelis. Efter en tur på kirkegården hos mor, gav Melodi Grand Prix anledning til mange grin og forundrede miner - hvad skete der lige for verdens kedeligste vindersang? Jeg er da principielt enig med portugiseren i, at musik skal betyde noget og ikke kun være overflødigt fyrværkeri, men sgu da ikke i dét show! Melodi Grand Prix er da netop stedet for alt det overdrevne; glimmer, fyrværkeri og teatralske optrædener. Jeg holdt i øvrigt med Azerbaijan, der af en eller anden grund staves Aserbajdsjan på dansk (ja, selvfølgelig slog jeg det op). 

Mit besøg i Jylland var alt for kort, for mit tog kørte hjemad allerede lidt over middag i går. Det er blevet lidt sværere at presse Jyllandsbesøg ind i kalenderen efter jeg har fået en normal 37-timers arbejdsuge, men jeg håber det snart kan lade sig gøre igen. 

lørdag den 6. maj 2017

one brick on top of another

Det har ikke været en helt normal arbejdsuge, for i mandags havde jeg som bekendt fri, og både torsdag og i går var jeg på kursus. Torsdag tilbragte jeg hele dagen i de gamle universitetsbygninger i Nørregade, og jeg kan ikke komme i tanke om bedre rammer for et kursus. Det hed 'Velkommen til KU', og indholdet var forståeligt nok ikke ret specifikt, men der deltog altså også alt fra appudviklere og lektorer til jurister og dyrepasserelever. Det skabte dog en slags overblik over inddelingen af Københavns Universitet, og vel egentlig også en art stolthed over at arbejde på en så stor og traditionsrig uddannelsesinstitution. Dagens klare højdepunkt var rundvisningen i Universitetsfirkanten, hvor vi fik et sjældent kik ind i de ældgamle bygninger, der tilhører universitetet. Allermest imponerende var det vidunderligt smukke bibliotek, som jeg var ved at falde helt på halen over - jeg anede ikke, at der fandtes noget så sejt i København. 
I går var jeg på Lundbeck til temadag for forsøgsdyrepassere. Det var en superfed og givende dag, hvor jeg hørte foredrag om brugen af alt fra axolotler og elefantfisk til guldhamstre og frøer i forsøg. Jeg blev klogere på ting, jeg aldrig havde troet jeg skulle vide, og jeg har tillært mig et par blærede facts. Vidste I f.eks, at man i 1940'erne og 1950'erne brugte Xenopus-frøer som graviditetstest? Dagens kage var også i ægte forsøgsdyrstema, og selvom jeg egentlig ikke er stor fan af romkugler, kunne jeg ikke stå for denne lille fætter.

Efter en lang række foredrag dukkede Torben Chris op, hvilket jeg først ikke var ubetinget begejstret for. Jeg er mildest talt ikke så glad for dansk stand-up, og da han lagde ud med en halvhjertet joke om levende myrer på Noma (sikke en revolutionerende nyhed!), frygtede jeg for den næste halve time. Men det hjælper altid at se komikere live, synes jeg (har næsten ufrivilligt grinet højt flere gange af Uffe Holm, da han var underholdning til en julefrokost), og Torben Chris virker egentlig sympatisk nok, så jeg kunne til sidst godt grine lidt af et langstrakt rant om, hvor inkompetent Postmand Per i virkeligheden er.

Det har været et par super gode dage, hvor jeg også har fået snakket meget med de andre elever. Det er altid rart, for vi er jo ikke på samme adresse til hverdag, så jeg kan godt af og til savne lidt input fra nogen, der også kan komme til at rende forvirret rundt med en mus i hver hånd. Det er nogle enormt søde mennesker jeg arbejder sammen med, og det er fedt at være havnet et sted, der både fungerer godt socialt, og sender os på kurser for at dygtiggøre os.