tirsdag den 23. maj 2017

turn it on when you are able

Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg gentager mig selv lidt, men i øjeblikket har jeg virkelig gang i mange gode serier - og jeg prøver også at nyde lidt af det der sommervejr. Lige nu løber nye afsnit af Adventure Time, The Leftovers, Better Call Saul, American Dad, Fargo, Animals, The Americans og Twin Peaks(!) over skærmen, og jeg er også begyndt på de hypede The Handmaid's Tale (whoa!) og American Gods. Det skal nu ikke handle om nogle af dem i dag, men derimod om tre ganske udmærkede serier, der dog aldrig når helt op blandt mine favoritter. Anden sæson af The Expanse og The Path er netop blevet vist, mens dagens tredje serie, Penny Dreadful, blev vist fra 2014 til 2016. 

Det er ret ofte mig, der overtaler min kæreste til at se en serie, jeg synes ser lovende ud - men en gang imellem får han lov til at vælge, og derfor har jeg nu set to sæsoner af The Expanse, der er rendyrket sci-fi. Historien udspiller sig nogle hundrede år ude i fremtiden, hvor Jorden efterhånden har koloniseret hele solsystemet. Mars er en uafhængig nation med et dedikeret militær, og mennesker født i astroidebæltet kaldes 'Belters', og er den nye arbejderklasse, som Jorden og Mars kan blive enige om at udnytte. Her er konstante spændinger, lidt for smukke mennesker, en anelse overkarikeret skuespil og lækre space-scener, men selvom præmissen er god og truslen om en fælles fjende er lovende, mangler serien alligevel lidt for at nå helt i mål. 
Med Aaron Paul fra Breaking Bad og Hugh Dancy fra Hannibal i hovedrollerne, blev jeg ret hurtigt overbevist om at jeg skulle se The Path. Seriens omdrejningspunkt er den new-age-inspirerede bevægelse The Meyerist Movement, der i virkeligheden opfylder mange af kriterierne for at kunne kaldes en decideret kult. Serien skulle angiveligt være inspireret af Scientology (serieskaberen Jessica Goldberg afviser kategorisk, men mange andre tvivler); uanset hvad er det et fascinerende indblik i en hverdag for en gruppe mennesker, der på overfladen ligner alle os andre, men som er drevet af helt andre kræfter.

Sektens åndelige leder Steven Meyer (til hvem sandheden angiveligt blev fortalt på toppen af en bogstavelig stige af brændende lys) er forsvundet i Peru, og tilbage i USA forsøger den karismatiske stedfortræder Cal Roberts (Dancy) at holde styr på tropperne og den stadigt voksende bevægelse. Aaron Paul spiller Eddie Lane - en familiefar, der efter en bevidsthedsudvidende rejse til netop Peru begynder at sætte spørgsmålstegn ved sin tro, og han er ikke glad, da teenagesønnen Hawk vil dedikere sig fuldtid til sagen. Hans kone, der også er med i sektens absolutte top, spilles af Michelle Monaghan, og de tre skuespillere alene er nok til at gøre det meste interessant. Heldigvis er historien i sig selv for det meste også virkelig fængende - og krydret med mange fine bikarakterer og sideplots, der dog fik lov at udfolde sig lidt rigeligt i  dele af anden sæson, der haltede lidt. Slutningen var dog hæsblæsende spændende, og jeg glæder mig til tredje sæson kommer næste år.  
Gennem årene har jeg sendt en hel del serieanbefalinger i min fars retning, og jeg synes jeg har ramt plet med det meste. Jeg burde have vist ham samme tillid, da han anbefalede mig Penny Dreadful for et par år siden, men jeg var helt sikker på, at jeg allerede vidste, hvilken type serie det var - en middelmådig, 'monster-of-the-week'-serie i stil med Supernatural eller Grimm, og det havde jeg egentlig ikke behov for at se mere af. Min far gav dog ikke op så let, og da han ligefrem forærede mig et HBO-abonnement, sukkede jeg dybt og gav det en chance. Det har jeg IKKE fortrudt.

Eva Green har hovedrollen som den karismatiske Vanessa Ives, og hun spiller som altid helt forrygende. I Penny Dreadful er hun en plaget sjæl, der i selskab med flere særdeles kendte karakterer prøver at navigere rundt i 1890'ernes London blandt både overklassen og gadefolket. Dr. Victor Frankenstein er ung og ambitiøs og skaber sympatiske monstre, den evigt unge Dorian Gray charmerer bukserne af både kvinder og mænd, og vi møder også Dr. Jekyll, Dracula, Van Helsing og varulve. Det fungerer overraskende godt, og det er virkelig underholdende -  jeg har ikke kedet mig på noget tidspunkt i løbet af de tre sæsoner. 

Der er ret meget sex, blod og vold i Penny Dreadful. Det er altid en dejlig overraskelse når tv-serier er så eksplicitte, og her bliver der bestemt ikke sparet på effekterne. Jeg har faktisk næsten kun godt at sige om serien; selv Josh Hartnett spiller egentlig nogenlunde - det hjalp dog gevaldigt, da hans karakter fik lidt mere dybde i løbet af historien. Ud af dagens tre titler får Penny Dreadful min største anbefaling, og jeg er glad for, at jeg endelig lod mig overtale til at se den. 

fredag den 19. maj 2017

but you can't stop the spring

Tiden flyver, og det er faktisk ved at være to uger siden at min kæreste og jeg tog på udflugt i Sydhavnen. Jeg har snart boet i København i tolv år (whoa!), men jeg har kun udforsket Sydhavnen et par enkelte gange, og jeg har aldrig før været ude på Tippen, hvilket er en stor fejl. Der er virkelig skønt -  frisk luft, kig til vandet, særpræget natur og nuttede dyr. Vi hilste på både alpakaerne og en fåreflok, der efterlod uld overalt, og længere inde ved Karens Minde Kulturhus lå en rideskole, der bød på ponyer at klappe og hestemøg til haverne. Jeg kan bestemt anbefale en tur derud, hvis man er i området.
Efter vores lille eventyr i Sydhavnen stak vi snuderne mod Nørrebro, hvor vi fik en eminent god bøfsandwich hos Grisen. Jeg cykler forbi hver dag på vej hjem fra arbejde, og næsten lige så ofte bliver jeg fristet af neonskiltet, der fortæller om 'Danmarks bedste bøfsandwich'. Og der er altså noget om snakken - det er i hvert fald den bedste jeg har smagt. Grisen får også en stor anbefaling herfra. 

mandag den 15. maj 2017

I'm feeling like I'm leaving much too soon

I torsdags var det ti år siden min kæreste og jeg officielt begyndte at kalde os netop kærester. Det er helt ubegribeligt og fantastisk, og det burde have været fejret på en helt spektakulær måde med faldskærmsudspring, tatoveringer og jordomrejse, men i stedet havde vi begge en lang arbejdsdag, hvorefter vi begav os ud på en fem timer lang togtur til Skive. Ikke så romantisk måske, men vi tager revanche på et andet tidspunkt. I Skive skulle vi til konfirmation hos en AC/DC-fan, der naturligvis blev hentet på motorcykel foran kirken. Det var en virkelig hyggelig dag, hvor konfirmanden både fik nævnt, at jeg var god til børn og burde få et par stykker selv, og spurgte om jeg havde gået til håndbold, da jeg kastede perfekt. Nothing could be further from the truth, selvom jeg bondede utroligt godt med hans ni-årige lillebror.  

Jeg nåede heldigvis også et smut hjem til min far, hvor der var familiehygge med min søster og hendes kæreste, hundenusning, godt vejr og god mad på programmet. Lørdag, der var min eneste hele dag hjemme, startede jeg mageligt på en stol i solen med Silke ved min side, mens min far malede plankeværket i bedste Karate Kid-style, og om eftermiddagen kørte vi til Øster Hurup, hvor vi gik en tur ved stranden og spiste en vaffelis. Efter en tur på kirkegården hos mor, gav Melodi Grand Prix anledning til mange grin og forundrede miner - hvad skete der lige for verdens kedeligste vindersang? Jeg er da principielt enig med portugiseren i, at musik skal betyde noget og ikke kun være overflødigt fyrværkeri, men sgu da ikke i dét show! Melodi Grand Prix er da netop stedet for alt det overdrevne; glimmer, fyrværkeri og teatralske optrædener. Jeg holdt i øvrigt med Azerbaijan, der af en eller anden grund staves Aserbajdsjan på dansk (ja, selvfølgelig slog jeg det op). 

Mit besøg i Jylland var alt for kort, for mit tog kørte hjemad allerede lidt over middag i går. Det er blevet lidt sværere at presse Jyllandsbesøg ind i kalenderen efter jeg har fået en normal 37-timers arbejdsuge, men jeg håber det snart kan lade sig gøre igen. 

lørdag den 6. maj 2017

one brick on top of another

Det har ikke været en helt normal arbejdsuge, for i mandags havde jeg som bekendt fri, og både torsdag og i går var jeg på kursus. Torsdag tilbragte jeg hele dagen i de gamle universitetsbygninger i Nørregade, og jeg kan ikke komme i tanke om bedre rammer for et kursus. Det hed 'Velkommen til KU', og indholdet var forståeligt nok ikke ret specifikt, men der deltog altså også alt fra appudviklere og lektorer til jurister og dyrepasserelever. Det skabte dog en slags overblik over inddelingen af Københavns Universitet, og vel egentlig også en art stolthed over at arbejde på en så stor og traditionsrig uddannelsesinstitution. Dagens klare højdepunkt var rundvisningen i Universitetsfirkanten, hvor vi fik et sjældent kik ind i de ældgamle bygninger, der tilhører universitetet. Allermest imponerende var det vidunderligt smukke bibliotek, som jeg var ved at falde helt på halen over - jeg anede ikke, at der fandtes noget så sejt i København. 
I går var jeg på Lundbeck til temadag for forsøgsdyrepassere. Det var en superfed og givende dag, hvor jeg hørte foredrag om brugen af alt fra axolotler og elefantfisk til guldhamstre og frøer i forsøg. Jeg blev klogere på ting, jeg aldrig havde troet jeg skulle vide, og jeg har tillært mig et par blærede facts. Vidste I f.eks, at man i 1940'erne og 1950'erne brugte Xenopus-frøer som graviditetstest? Dagens kage var også i ægte forsøgsdyrstema, og selvom jeg egentlig ikke er stor fan af romkugler, kunne jeg ikke stå for denne lille fætter.

Efter en lang række foredrag dukkede Torben Chris op, hvilket jeg først ikke var ubetinget begejstret for. Jeg er mildest talt ikke så glad for dansk stand-up, og da han lagde ud med en halvhjertet joke om levende myrer på Noma (sikke en revolutionerende nyhed!), frygtede jeg for den næste halve time. Men det hjælper altid at se komikere live, synes jeg (har næsten ufrivilligt grinet højt flere gange af Uffe Holm, da han var underholdning til en julefrokost), og Torben Chris virker egentlig sympatisk nok, så jeg kunne til sidst godt grine lidt af et langstrakt rant om, hvor inkompetent Postmand Per i virkeligheden er.

Det har været et par super gode dage, hvor jeg også har fået snakket meget med de andre elever. Det er altid rart, for vi er jo ikke på samme adresse til hverdag, så jeg kan godt af og til savne lidt input fra nogen, der også kan komme til at rende forvirret rundt med en mus i hver hånd. Det er nogle enormt søde mennesker jeg arbejder sammen med, og det er fedt at være havnet et sted, der både fungerer godt socialt, og sender os på kurser for at dygtiggøre os. 

mandag den 1. maj 2017

there is one life that is special


Jimmy fylder fem år i dag. Eller en af dagene, i hvert fald, for han blev fundet et par uger senere i en papkasse, så ingen kender hans præcise fødselsdag. Jeg har taget fri for at kunne fejre ham (nej, jeg har da ej - men er åbenbart pludselig sådan en, der har fri første maj), og vi har hygget hele dagen med snacks, nusning og leg. En fem-års fødselsdag for katte er jo nærmest det samme som at fylde rundt, så han fik ret mange gaver. Han blev klart mest glad for catnip-fuglen, som han havde oversavlet efter ti minutter. 
Jeg har stadig lidt svært ved at begribe timingen i Jimmys ankomst i mit liv. Vi hentede ham hos Dyreværnet blot en uge før min mor fik konstateret kræft, og selvom de ikke nåede at møde hinanden før hun døde små tre måneder efter, fortalte jeg meget om ham og viste hende billeder af Jimmy som stor killing. Jeg kan efterhånden ikke forestille mig et liv uden Jimmy, og det føles som om han har boet hos os altid, men jeg synes samtidig kun det er et øjeblik siden jeg mistede min mor. Under alle omstændigheder har den lille mand været en helt uvurderlig støtte i de svære tider, og jeg bliver gladere og gladere for det lille fjæs for hver dag der går.