lørdag den 29. juli 2017

I just have stumps left for fingers

Lidt flere billeder fra det idylliske, landlige Bayern, der i år bød på lidt flere regnbyger og en anelse lavere temperaturer end hvad vi er vant til. Det var dog stadig sommerdejligt, og jeg var vist den eneste, der af og til savnede de tredive grader fra tidligere Tysklandsferier. På turen fik jeg lidt for kækt proklameret mit kendskab til de forskellige kornsorter (fik opfrisket min børnelærdom på teknisk skole sidste år), hvilket fik min svoger til at eksaminere mig hver gang vi stødte på en ny mark. Jeg har slet ikke så godt styr på afgrøder, som jeg bildte mig selv ind. Er f.eks. ikke heeeelt sikker på, hvilken kornsort billedet viser, men nu skal jeg jo altså også være forsøgsdyrepasser og ikke landmand. 
Jeg startede på arbejde igen i mandags, og det har uden sammenligning været den hårdeste uge endnu. Vi er ferieramte og kun tre mand i stedet for seks - og i netop denne uge har vi haft nogle tidskrævende og omfattende projekter, der har betydet laaaaange arbejdsdage, dumme arbejdsstillinger og ømme kroppe. Samtidig har mine tre ugers ferie betydet, at jeg igen næsten føler mig syg, når jeg står op før klokken seks om morgenen (der må gerne grines). Tidligere erfaringer viser dog, at det går over efter et par uger, men det har virkelig været hårdt at komme igang igen. Jeg har heller ikke haft overskud til ret meget andet end sofaen og min bog efter arbejde, men i går fik jeg slæbt min trætte krop til stranden og pjaskede rundt i det kolde vand til jeg var helt rynket og klaprede tænder. I dag havde jeg overvejet et smut til Albertslund og deres nye Badesøen-festival, men jeg har helt ærligt mere lyst til at blive her på sofaen. 

tirsdag den 25. juli 2017

hold your hands up to your eyes again

Nu er det sjældent specielt trist når jeg viser billeder fra tyske kirkegårde, men jeg tænkte alligevel, at det skulle efterfølges af et lidt... lettere indlæg med nogle af de mange(!) fjollede ting, vi stødte på i vores færden på grænsen til Bayern. De første par billeder er fra Rothenburgs torturmuseum, hvor min søsters kæreste og jeg hurtigt fandt os selv i gabestokken, selvom vi hverken havde lavet ballade i trafikken eller smidt med affald. Jeg besøgte museet første gang da jeg var noget yngre, og det har haft en næsten mytologisk status i min erindring lige siden, hvilket altid er svært at leve op til. Det var dog næsten lige så sejt som jeg huskede det - og med en enormt omfattende samling af alt fra torturinstrumenter til lovsamlinger og spiddende satiriske tegninger; jeg tænker, at manden på tegningen ovenfor ikke har været synderligt begejstret for at blive portrætteret som en æsel-numse-piller. 
Vi besøgte også en tre-fire kirker på turen; blandt andet for at se billedskærerkunst fra 1490'erne af Tilman Riemenschneider. Det er helt ufatteligt, at noget så smukt og imponerende blev lavet for så længe siden! At vise dårligt belyste billeder af et gammelt træalter er dog for tørt, selv for mig, så jeg har fundet tre andre, mere interessante kirkescenarier til jer. Jeg kom til at grine højt af bordtableauet med det tilsyneladende afhuggede barnehoved og frygtede kirketjenerens irettesættende blik, men han foreslog senere at putte en ekstra hat på Tilman Riemenschneider med et Snapchat-filter, så han var ret chill. 
Maden er altid et kapitel for sig selv når jeg er i Tyskland, og jeg går all-in på fantastiske schnitzler, kantarelsovs og käsespätzle hvert år. Man kan dog ikke være lige heldig hver gang man spiser ude, og i år bød både på et afhugget munkehoved rullende rundt under bordet og et par halvhjertede osteschnitzler. Fedtemaden var der intet galt med - jeg finder det bare helt absurd, at jeg eeeelsker en fedtemad i Tyskland, men aldrig kunne drømme om at spise én derhjemme. 
Til sidst et billede af en stakkels landmand, der er i gang med at feje omkring en halv mødding tabt fra traktoren ind til siden af vejen. Sådan kan det gå. Jeg har i det hele taget set flere traktorer på min ferie end jeg har gjort de sidste ti år tilsammen - og det endda til trods for, at jeg lærte at køre i en sidste år. Vi var virkelig kommet på landet, og det var skønt; og jeg har som altid været halvdeprimeret over at vende tilbage til København. 

søndag den 23. juli 2017

the love for what you hide

Når jeg er på ferie i Tyskland har jeg altid de samme tre erklærede mål for turen; at finde en badesø, at besøge en dyrepark og at vandre rundt på en stor kirkegård. For ikke at efterlade jer i ulidelig spænding kan jeg afsløre at ja, jeg besøgte også en dyrepark, men mere om det en anden gang. I turistmagneten (forståeligt nok) Rothenburg ob der Tauber lå denne fantastiske kirkegård i udkanten, og jeg fik heldigvis lokket familien og hundene med på opdagelse en solbeskinnet eftermiddag, og dermed blev et af mine mål opfyldt på bedste vis. 
Tysklands kirkegårde er som udgangspunkt noget mere prangende end de danske - hvad enten de er katolske eller ej. Der sidder ofte et fint portrætfoto på gravstenen, ligesom man også tit kan afkode afdødes beskæftigelse ved kunstfærdigt udførte pensler, bøger, heste og musikinstrumenter på graven - det flotteste eksemplar jeg fandt var fra en cirkusdomptør, der havde en stor elefant på sin gravsten.  
På Alter Friedhof i Rothenburg satte jeg især pris på de mange træer og buske, der selvfølgelig blev holdt i skak, men som alligevel har fået lov til at vokse sig store og flotte. Samme princip gælder på gravstederne, hvor der hersker en tydelig orden og struktur i det, der ved første øjekast virker en anelse kaotisk. Den tankegang tiltaler mig virkelig, og hellere lidt for mange blomster end for få. 
En formiddag begav min far, min søsters kæreste og jeg os på en otte kilometer lang vandretur i skovene tæt på hvor vi boede. Vi ville egentlig bare have taget en lille tur, men vi så både harer, kronvildt og spor efter vildsvin, og da der pludselig også var et skilt, der pegede mod en for os ukendt jødisk kirkegård, måtte vi naturligvis undersøge sagen nærmere. Stor var min sorg derfor, da kirkegården var aflåst(!), for den så lovende ud gennem gitteret. Forstå mig ret - jeg har stor respekt for de døde, når jeg besøger deres sidste hvilested. Jeg lader mig overvælde af historien om de her mennesker, der levede for så længe siden, og jeg synes det er dybt fascinerende at se, hvordan deres efterladte har valgt at mindes dem. I det her tilfælde var der desværre ofte ingen efterladte, da et skilt fortalte om hele familier, der mistede livet under 2. verdenskrig. 

fredag den 21. juli 2017

the melody comes pouring out her eyes

Efter en ualmindelig trist, regnfuld og grå dag i København, er det rart at kunne se tilbage på Tysklandsturens varmeste dag, der fornuftigt nok blev tilbragt ved årets badesø, Münstersee. Når vi er på ferie, er lokalisering af en egnet badesø altid øverst på dagsordenen, og selvom kvaliteten af vandet i søerne er noget varierende, lykkes vi altid med vores projekt. Sidste års Fichtelsee levede ikke helt op til vores forventninger med okkerbrunt vand, forrige års Titisee var okay, mens Eibsee ved foden af Zugspitze var den allerbedste. I år var vi også ret heldige - søen var virkelig fin; tilpas stor, fantastiske omgivelser, fyldt med fisk, med trappenedgang til det dybe vand - og ikke mindst en fjern søbred, hvor alle os med hunde kunne være uden at genere de andre gæster. Søen var så skøn, at vi senere på ugen vendte tilbage til en aftenbadetur. 
Silke fylder otte år til efteråret, men hun har mildest talt aldrig været en vandhund. Hvis hun kan se bunden, kan hun lige lokkes med ud indtil vandet rammer hendes mave, men vi skal et godt stykke over de tredive grader, før hun ligefrem springer i vandet. Det nyeste medlem i familien er Quark på fem måneder, og eftersom han en dag skal vokse op og blive en stor, stærk jagthund, der skal hente ænder i iskolde moser, skulle han meget gerne være lidt gladere for vandet. Han udviste heldigvis en ret stor begejstring for at lave uelegante maveplaskere, så selvom han mangler lidt finesse, er der bestemt potentiale.

Den lille ballademager er i øvrigt slet ikke så lille mere, for han er allerede vokset Silke over hovedet. Og stakkels Silke, der plejer at blive overdynget med hundeelskende tyskeres udelte opmærksomhed, må nu se sig glemt til fordel for en charmerende teenagelabrador. Jeg tænker, at det nok skal vende igen næste år, når han er en voksen hund og hun stadig er ekstra charmerende med en unik bygning og to forskellige farver øjne. 
Vi boede i den smukke Taubertal, og lige meget hvilken vej vi kørte langs floden, stødte vi på flotte, gamle byer, der alle lokkede med bindingsværkshuse, slotte og god mad. I Weikersheim var der tilmed en imponerende flot skulpturudstilling af den polske kunstner Malgorzata Chodakowska, og jeg kunne slet ikke stå for hendes flotte kvinder. Der var også en fotoudstilling på rådhuset af hendes skulpturer, men jeg synes det var helt særligt at kunne se figurerne udendørs; glitrende i solen eller fyldt med regndråber efter et tordenskyl. For lige at afbalancere har jeg tilføjet et billede af mig selv og to intetanende kvinder - turens eneste isdessert (som vi klogt har omdøbt til 'frokost') skulle naturligvis også foreviges. 

onsdag den 19. juli 2017

you could capture this with camera clips

Jeg har været tilbage i København siden søndag aften, og tiden er gået med total afslapning, en laaaang gåtur til Nørrebro, Twin Peaks-aften hos en god ven, Game of Thrones-kigning med min kæreste og nusning af Jimmy. Som altid når jeg kommer hjem fra ferie med min familie har jeg lidt storby-blues - nogle gange er det eneste jeg drømmer om at flytte på landet i Tyskland. Mit hjerte bankede derfor heftigt ved udsigten til en uge i en landsby med 284 indbyggere i det vidunderlige Taubertal, og stedet levede bestemt op til mine forventninger med udsigt til en dejlig eng og skov fra vinduet. 
Jeg kan lige så godt være ærlig omkring mine planer om endnu engang at omdanne bloggen til en art feriealbum, for jeg kan simpelthen ikke modstå fristelsen til at dele alt det fine jeg oplever. Jeg er ikke engang halvvejs igennem sorteringen af mine billeder, og hvis man ikke sætter pris på tysk natur, traditionel mad, bindingsværkshuse, kirkegårde, mærkelige kirkeudsmykninger, søde hunde og andet i samme dur, ville jeg nok klikke mig hurtigt videre i løbet af de næste par uger. Hvis det lyder bare lidt hyggeligt, så kig endelig med :)