onsdag den 30. august 2017

I might have a taste cause the first one's free


Det passede ikke helt, da jeg sagde, at jeg var færdig med dette års Tysklands-indlæg, for jeg har naturligvis også benyttet lejligheden til at smage på nye varianter af chips fra vores naboland. Denne gang kan jeg præsentere hele tre gæsteanmeldere til at give jer et mere objektivt billede af chipsenes standart, nemlig min far, søster og min søsters kæreste. Hundene kunne egentlig også have været med, men de virkede umiddelbart til at ville give alle poser topkarakterer, og det er ikke særlig repræsentativt.

Første pose til bedømmelse var Käse Bälle fra Wurzener, der havde lavet en særdeles kreativ og indbydende forside. Desværre kunne indholdet ikke helt leve op til den lovende pose; majsboldene var lige luftige nok og smagte mere af pap end af ost. Man skal dog ikke undervurdere udformningen, for de var sjove at spise og nemme at fråde, og testpanelet er derfor blevet enige om et lille fem-tal til den grønne pose. 
Crunchips fra Lorenz er altid leveringsdygtige i en interessant, ny, limited edition-variant, og denne gang skulle de tyndtskårede kartoffelskiver altså smage af det mayonnaise, der puttes oven på hollandske pomfritter - en meget specifik smag, men jeg kan selvfølgelig godt se, at 'mayonnaise med antydning af sennep' ikke virker helt så appellerende. Crunchips ligger i discount-enden af skalaen, og laver med det i mente faktisk nogle ret fine poser, og jeg synes da også at denne var ganske tillokkende med lækre pomfritter, kæk dreng og flotte farver. Indholdet var der lidt delte meninger om, hvilket kan tilskrives vores varierende forhold til sennep - min søster og jeg fandt dén del lidt for dominerende, og det ødelagde for os en ellers interessant smag. Hun og jeg endte på et fem-tal, mens min far og svoger svingede sig helt op på et syv-tal. 
Tredje pose var også fra hyldens billige ende, men jeg bliver altid fristet af poser, der har et stort billede af ost på forsiden. I år var jeg faktisk overrasket over det relativt store sortiment af chips - jeg plejer ellers at være lidt skuffet over Tysklands beskedne udvalg på chipsfronten - men det kan nok også skyldes, at vi i år besøgte de helt store, to-etagers varehuse, der også lokkede med alverdens Kinder-produkter, Käsespätzle på brev og rørende billig shampoo og Nutella. Det var derfor svært at vælge bare fire poser, når der også skulle være plads til gensyn med gamle klassikere, men jeg er ikke ked af, at disse Riffel Chips med Sauerrahm & Käse blev en af dem. Chipsene var store, tykke og lækre, og selvom smagen gerne måtte have været dobbelt så kraftig, var den god og oste-agtig. Jeg ender på et syv-tal, min søster én karakter lavere, og min svoger er af uransagelige årsager helt nede på et to-tal - min hukommelse sviger mig, og jeg kan ikke huske hvorfor. 
Som jeg lige har beskrevet, er ostechips helt uimodståelige for mig, så da jeg så at mit tidligere favoritmærke Pringles (jeg er med tiden blevet lidt træt af deres ensformige, ofte underkrydrede kartoffelpulverskiver) var kommet på banen med en Emmentaler-variant, kunne jeg ikke få armene ned. De levede heldigvis op til mine høje forventninger, for smagen var utrolig lækker og rigelig, og jeg giver med glæde røret et stort ni-tal. Jeg smagte først chipsene, da jeg var tilbage i København, og jeg er virkelig ærgerlig over, at jeg kun havde et enkelt rør med hjem i kufferten - men af samme årsag ved jeg ikke, hvad resten af testpanelet ville have givet chipsene; jeg kan kun huske, at min søster efterspurgte endnu mere ostepulver (hvilket for mit vedkommende ville have givet karakteren endnu et nøk opad.) Nu håber jeg bare, at Emmental-varianten bliver en fast del af sortimentet, så jeg kan hamstre Pringlesrør, når jeg vender tilbage næste år. 

søndag den 27. august 2017

I can't avoid that furrowed brow

Som jeg kort var inde på her, har jeg længe glædet mig til at skulle anbefale Stephen Kings The Mist i forbindelse med den nye tv-serie, for novellen er fremragende, og jeg huskede også filmen som værende et sandt mesterværk. Min hukommelse har delvist snydt mig, for selvom novellen ganske rigtigt er fantastisk, er filmen egentlig ikke noget at skrive hjem om. Den 134 sider lange novelle er først udgivet i en horrorantologi i 1980, og dernæst i novellesamlingen Skeleton Crew fra 1985.

Ligesom størstedelen af Stephen Kings historier udspiller The Mist sig i en lille by i Maine, og godt nok er vores hovedperson David Drayton ikke forfatter, men han er grafiker og kunstner, og det kan vel godt siges at være i samme boldgade. Han bor med sin kone og søn i et dejligt hus ved en af de mange søer, og jeg får altid enormt meget lyst til at rejse en tur til Maine, når jeg læser Stephen King. Dog ikke mens The Mist ruller ind over byen Bridgton, for i historien er David snart fanget i byens supermarked med sin søn og andre skræmte byboere, der hjælpeløse må se til, mens uhyggelige monstre i tågen tilintetgør forsvarsløse ofre udenfor. Et par soldaters mærkværdige opførsel og visheden om et nærliggende militærprojekt øger mistanken om monstrenes oprindelse, og den religiøse Mrs. Carmody overbeviser mange om, at dommedag er kommet. Stephen King er eminent til at skrive om mennesker, der er under pres, og så betyder det ikke så meget om presset kommer fra overjordiske monstre eller mistillid og religiøsitet. The Mist er helt klart en af mine short story-favoritter. 

Filmen fra 2007 er med den måske ypperste Stephen King-instruktør Frank Darabont (The Green Mile, The Shawshank Redemption) bag roret, og den er faktisk sit kildemateriale ganske tro. Slutningen er dog markant anderledes, og der er bred enighed om (også fra Stephen King selv), at filmen gør det langt bedre - og jeg er helt enig; det er en chokerende og overvældende afslutning på en i forvejen voldsom historie. Ved dette gensyn må jeg desværre konstatere, at det er en af de eneste rigtig gode ting jeg kan sige om filmen, for den er slet ikke så fantastisk, som jeg husker den. Noget af det må jeg tilskrive den allerede forældede CGI, der leverer nogle ikke altid helt overbevisende monstre - de eneste, der virkelig fungerer, er de War of the Worlds-lignende mastodonter, der vandrer næsten fredfyldt hen over kaos, død og ødelæggelse.

Frank Darabont er også manden bag de første sæsoner af The Walking Dead, og filmen har også et par kendte ansigter med. Desværre var jeg kun glad for at se Melissa McBride (Carol), da de andre var blandt seriens mest irriterende karakterer, og førstepræmien går også her til Laurie Holden (Andrea), der i filmen overspiller og forstyrrer i en næsten uudholdelig grad. David Drayton spilles af Thomas Jane, som jeg nu bedst kender fra The Expanse, men han leverer heller ikke en overbevisende præstation, og det er ærgerligt, at den trykkede stemning fra novellen ikke bliver overført til det store lærred. Det er dog langt fra nogen dårlig film, og i Stephen King-regi er den nok stadig i top ti (der skal ikke såååå meget til for at komme på dén liste), men jeg kan ikke længere retfærdiggøre at kalde den et mesterværk, desværre. 

Ligesom mine forventninger til filmatiseringen af The Dark Tower var ekstremt lave, så jeg heller ikke for alvor frem til tv-serie-udgaven af The Mist - jeg forventede nok faktisk Under the Dome-lignende forfærdeligheder. Og måske har det hjulpet med disse absurd lave forventninger til danske instruktører, for Nikolaj Arcel gjorde et hæderligt forsøg med The Dark Tower, og selvom Christian Torpe ellers er bedst kendt for... Rita, var The Mist heller ikke helt så katastrofal, som den kunne have været. Serien startede ellers rigtig skidt ud med et forfærdeligt første afsnit, og den har i virkeligheden forsvindende lidt med novellen at gøre - de eneste fællestræk er tågen og den mystiske militæroperation - men den er bygget på Stephen Kings historie, så jeg måtte naturligvis se videre. 

Og det blev langsomt bedre. Min irritation over Alyssa Sutherland (beklager at dette indlæg fokuserer så meget på kvindelige skuespillere, jeg bestemt ikke kan lide), blev opvejet af en fin præstation af min elskede Frances Conroy, og selvom der blev brugt alt for lang tid på ligegyldige konflikter mellem karikerede karakterer spilledet af middelmådige skuespillere, blev jeg alligevel moderat interesseret i historiens udvikling. Monstrene var faktisk ganske skræmmende (shoutout til the Four Horsemen!), drabene ret brutale, handlingen var ikke alt for forudsigelig, og tempoet blev gradvist højere. Sæsonafslutningen var decideret spændende, og efterlod os med flere spørgsmål end svar - og det er lidt ærgerligt, for jeg tror sagtens hele historien kunne være presset ind i sæsonens ti afsnit, og det virker måske lidt overkill med en anden sæson. Lou Reeds Perfect Day akkompagnerede en nærmest episk slutscene, der på samme tid var totalt cliché og ret fantastisk, og lidt overraskende ender jeg med at kunne give The Mist en over middel-karakter. Jeg vil nu stadig ikke direkte anbefale den, men jeg endte med at være ret godt underholdt, og når jeg nu stadig mangler svar på de mange spørgsmål, vil jeg helt sikkert også komme til at se en eventuel anden sæson. 

torsdag den 24. august 2017

you must rely on love once in a while

Siden i mandags har jeg brugt al hjerneaktivitet og energi på de otte timer, jeg har været i skole i Roskilde hver dag. Mine morgener er et par tågede timer uden en sammenhængende tanke (der er åbenbart stor forskel på at SKULLE stå op kvart i seks og at KUNNE gøre det – jeg er klart størst fan af sidstnævnte), og selvom bussen er betalt, hurtigere og kører lige fra min hoveddør, har jeg faktisk overvejet at begynde at cykle frivilligt ind til banegården for at vågne lidt op. Ellers har undervisningen i min første uge tilbage i skole været ret ligeligt fordelt mellem at være totalt spild af tid og enormt spændende og relevant, så det udligner sig vel til noget, der er nogenlunde. Mere om det, når jeg kan igen kan formulere meningsfyldte helsætninger. (Har lige været nødt til at google meningsfyldt og meningsfuld. Jeg blev ikke klogere.)
I stedet spiser jeg jer af med en række billeder fra årets parade til Copenhagen Pride, der klædte hele København i regnbuefarver i lørdags. Min kæreste havde slæbt mig med til instrumentloppemarked (selvom han absolut ikke har brug for/råd til/plads til flere instrumenter - særligt dem med strenge), og bagefter nød vi en kold øl i solen og så på smukke mennesker. 
Jeg blev faktisk underligt rørt af al den kærlighed, der strømmede ud af både paradedeltagere og tilskuere. Jeg blev helt opløftet af det, og selvom jeg er dårlig til at give krammere selv til dem jeg kender bedst, tog jeg både gladeligt imod et glimmerknus fra en dansende fyr, og stak beredvilligt min runde kind frem, så en anden deltager kunne dekorere den med en regnbue. Sådan er det, når man står på første række. Jeg fik optur over at høre klassikeren Dragostea Din Tei bragende ud fra en vogn, og jeg sang højlydt med, grinede og afstandsdansede med en sød fyr på ladet - hvorefter jeg så det store 'Liberal Alliances Ungdom'-banner og fik lidt dårlig smag i munden, men hey - i lørdags havde jeg kærlighed nok til alle. 

søndag den 20. august 2017

I should've practiced my scales

I morgen har jeg min første skoledag nummer én million, når jeg vender tilbage til Roskilde Tekniske Skole for at gennemføre mit første og andet ud af fire hovedforløb, som jeg tager ind imellem min praktik. Det er næsten præcis et år siden jeg startede på grundforløbet - det var et par måneder jeg var rigtig glad for, men nu har jeg på ingen måde lyst til at vende tilbage. Jeg har altid været glad for at gå i skole, og jeg synes det er ret fantastisk at leve i et land, hvor jeg - efter at have gået i folkeskole, på efterskole, i gymnasiet og på universitetet - med en bachelor i hånden stadig kan (kunne) få lov til at starte helt forfra på en erhvervsuddannelse. Men jeg har også gået meget i skole. Det var så fedt at få lov til for alvor at komme igang med min nye tilværelse, da jeg startede på min elevplads i januar, og jeg har lært noget nyt hver eneste dag - jeg synes slet ikke, at jeg har tid til at komme tilbage i skole nu.

Selvfølgelig glæder jeg mig også til at få noget mere teoretisk viden om f.eks. avl og genetik. Jeg har bare hørt mange lettere uheldige historier fra tidligere elevers hovedforløb; først er man ikke inddelt efter område (zoologiske have-dyrepassere, forsøgsdyrepassere, dyrehandlere og hestemanagere), så i morgen skal jeg nok starte i en klasse med over fyrre andre. Ingen lærere kan overskue fyrre elever, så alt arbejde foregår i grupper (nooooo!) - både i klassen og til de større projekter - og det er svært at finde emner, der er relevante for alle, så meget af undervisningen virker irrelevant. Og det er dét, jeg har det svært med. Bevares, sidste år blev jeg interesseret i noget så bizart som dyrkningen af en græsmark, men nu har jeg fundet min elevplads, og det er ikke vigtigt for mig (selvom det er spændende) at lære om dynamikken i en ulveflok eller at kunne redegøre for hestes fordøjelsessystem.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nu ikke så meget undervisningens kvalitet, jeg er bekymret for. Det skal nok gå. Jeg har bare ikke helt mod på endnu en første skoledag, endnu en omgang endeløse præsentations- og socialiseringslege, navnerunder, skattejagt, kageordninger, gruppedannelser, akavet morgenpendling, frokostudfordringer og smalltalk. Der er dog heldigvis en meget lille del af mig, der også glæder mig lidt til at se, hvem jeg skal tilbringe de næste tre måneder med. Jeg føler, at jeg har tilstrækkeligt med gode venner i mit liv, men sådan havde jeg det også inden jeg startede sidste år, og jeg fik alligevel en virkelig god veninde ud af opholdet (hende, der så The Dark Tower med mig da min kæreste ikke gad). Nå, uanset om jeg vil det eller ej, ringer mit vækkeur i morgen tidlig klokken halv seks, og så snupper jeg endnu en første skoledag. 

torsdag den 17. august 2017

I don't wanna dream if it don't come true

I går var det endelig blevet tid til det øjeblik, jeg har ventet på i årevis - biografpremieren på filmatiseringen af mine elskede The Dark Tower-bøger af Stephen King. Som tidligere nævnt havde jeg virkelig prøvet at sætte mine forventninger ned til et absolut minimum, hvilket faktisk bevirkede, at jeg blev lidt positivt overrasket! Der var naturligvis rigtig mange ting galt med filmen, og de fleste af mine bekymringer var også velbegrundede, men det er trods alt en Stephen King-film med et ret højt budget, og det er jeg ikke så vant til at se. Min ledsagende veninde - der ikke er bekendt med universet - synes faktisk, at det var en decideret god film, omend noget forvirrende ind imellem. Det forstår jeg godt - der var ufatteligt mange henvisninger og forhistorier, man ikke havde en chance for at kende, hvis man ikke har læst bøgerne. 

Man kan sammenligne denne ultrakorte fortolkning af The Dark Tower med en udgave af Ringenes Herre, der starter med Frodo og Sam ved Mordors porte uden at gå i dybden med at fortælle hvorfor de er der, eller for den sags skyld nævne resten af The Fellowship og hele Middle-earth. Det kunne stadig blive en okay film, men der ville mangle både motivation og følelser - og det gjorde der også i The Dark Tower. Jeg synes dog godt jeg kunne mærke, at den danske instruktør Nikolaj Arcel også er fan og kender universet - jeg ville bare ønske, at han havde fået mere plads at udfolde sig på. Det gik alt, alt for stærkt.
Jeg har været meget skeptisk omkring castingen af Idris Elba som min elskede Roland. Min skepsis blev gjort til skamme, for han gjorde det faktisk ganske godt (selvom jeg stadig drømmer om at se Viggo Mortensen i rollen). Matthew McConaughey overspillede en anelse, og hans vanvittige ondskab forblev nærmest uforklaret, men han var også okay som The Man in Black. Vigtigst af alt var den unge Tom Taylor, der spiller Jake Chambers, ikke irriterende, men både sympatisk og relativt velspillende, hvilket ikke altid er tilfældet med børneskuespillere (okay, han er seksten, men i bøgerne er Jake altså kun elleve.)  

Jeg er ambivalent omkring mit håb om at filmen klarer sig nogenlunde. Den er blevet slagtet af anmelderne (der er en virkelig harsh anmeldelse fra Politiken her, som jeg desværre er ret enig i) og jeg har egentlig heller ikke behov for at se endnu en film efter samme opskrift, men der går rygter om en tv-serie, hvilket jeg finder meget mere lovende. Det kræver dog nok, at filmen ikke flopper totalt, men selv med det i baghovedet kan jeg ikke  for alvor forsvare en anbefaling om at se den i biografen, for man skal nok være særligt glad for Stephen King (eller trods alt ret flot action) for at få en rigtig god oplevelse med Nikolaj Arcels The Dark Tower.

tirsdag den 15. august 2017

when I look outside and these worlds collide

Sidste omgang Tysklandsbilleder bliver ledsaget af lidt strøtanker fra den sidste uges tid. Allerførst må jeg endnu engang nævne, at det er ualmindelig svært at være AaB-fan i øjeblikket. I går spillede de sæsonens femte kamp; det var på hjemmebane mod Hobro, og det burde have været en walkover. I stedet sad jeg med hjertet oppe i halsen i kampens døende minutter og håbede på, at vi i det mindste kunne holde 1 - 1 hjem, og så er det altså op ad bakke. Jeg ved snart ikke hvad der skal til, for stort set alle på holdet virker totalt idéforladte og uengagerede. 
Apropos fodbold fandt jeg i sidste uge ud af, at jeg har gået på efterskole med FCKs fankoordinator, der er kommet lidt i problemer efter at have liket nogle hooligan-billeder på instagram. Ifølge artiklen på ekstrabladet (ja, sorry, men informations artikel er bag en betalingsmur) har han også tætte forbindelser til toppen i København Hooligans, så han lyder bare som en rigtig hyggelig fyr. Jeg har ikke snakket med Daniello (det siger artiklen, at han også kaldes) siden efterskolen, men det virker måske også lidt som om vi har nogle ret forskellige interesser nu. 
Jeg gik også på efterskole med en anden meget fodboldinteresseret (og noget mere sympatisk) fyr. Han spillede på ungdomsholdet i AGF og var enormt vellidt, men i 2008 blev han brutalt stukket ned og dræbt på gaden i Aalborg, og det er lige gået op for mig, at det drab blev begået af bandelederen i LTF. Jeg kan ikke ligefrem påstå at have været stor beundrer af gadebanden (eller bander generelt) tidligere, men det gjorde dem lige lidt ekstra usympatiske i mine øjne. 
Men apropos bander havde jeg den dejligste eftermiddag på Nørrebro i går, hvor jeg tilbragte et par dejlige timer i solen på Blågårds Plads i selskab med et par gode veninder og en rabarberlimonade. DR var dukket op med et kamerahold og håbede på noget spændende at filme, men det var en helt og aldeles fredelig eftermiddag på Nørrebro med legende børn, sludrende veninder og skakspillende bedsteforældre. 

søndag den 13. august 2017

nothing makes sense when the waves roll through

Jeg har tilbragt min weekend på Refshaleøen til Haven Festival sammen med resten af København. I sidste uge købte vi lidt spontant billetter til festivalen, der har brødrene fra The National og Claus Meyer som bagmænd, og det var virkelig også det vildeste hipsterforetagende, jeg nogensinde har oplevet. Det er kærligt ment, men det var altså lidt sjovt at kunne vælge mellem økologiske hotdogs med torsk og musling og en enkelt japansk kødbolle til 75 kroner (lavet af Johnny Spero, ja ja) - og skylle det ned med enten en pale ale eller en pilsner, der smagte umiskendeligt af en pale ale. Køerne var for lange til både mad og toiletter, lyden fra scenerne var ikke fantastisk og vejret var skidt, men jeg har alligevel haft en virkelig dejlig weekend med gode venner; Meyer's flæskestegssandwich og den sydamerikanske anretning på billedet var værd at vente på, koncerterne holdt et ret højt niveau trods lydproblemer, og en regnjakke hjalp på den værste irritation over vejret.

Jeg var ikke for alvor oppe at ringe over programmet, men jeg endte alligevel med at få et par ret gode koncertoplevelser. Jeg havde glædet mig mest til Conor Oberst; min teenage-obsession jeg tidligere har skrevet om her, og han indfriede bestemt mine forventninger. Han spillede også adskillige Bright Eyes-numre, blandt andet 'Something Vague' som jeg elsker, og som resulterede i bølger af kuldegysninger hos mig hele sangen igennem. Han har haft et par hårde år, efter en forstyrret fan anklagede ham for voldtægt - hun trak senere alt tilbage, men det har ændret meget for ham, og han er tydeligt blevet ældre på de tre år der er gået, siden jeg så ham sidst. Det kan godt gøre mig lidt ked af det - jeg ved godt, at jeg overhovedet ikke kender manden, men jeg har virkelig obsesset over ham i mine unge år, og det er svært at slippe helt. Der er et helt nyt, dybdegående interview med Conor Oberst lige her.

Min første Ice Age-koncert var bedre end forventet, bagefter overraskede fine Lisa Hannigan mig positivt med sin flotte stemme, og så havde vi en fest med Iggy Pop, som jeg har været så heldig at se en gang før. I fredags var han endnu mere i topform, og det var fedt at skråle med på alle klassikerne, mens hovedpersonen spjættede rundt på scenen i bar overkrop og med mikrofonen i bukserne. Lørdag var Perfume Genius det klare højdepunkt, og måske også festivalens bedste koncert - Mike Hadreas leverede en sand pragtpræstation, der kulminerede med den formidable Queen. Resten af aftenen druknede desværre lidt i regnen, men Den Danske Strygekvartet var fine; Liss var... ikke lige mig, og The National nåede vi ikke, men det er ikke noget stort tab for mit vedkommende. Alt i alt er jeg ikke voldsomt imponeret af festivalens afvikling, men jeg havde alligevel et par gode dage i dejligt selskab, med lækker mad og fin musik. Og det er svært at sige nej til en festival, der ligger et kvarter væk på cykel, så mon ikke jeg vender tilbage næste år. 

torsdag den 10. august 2017

one day you find ten years have got behind you

Snart er det slut med stemningsbilleder fra Tyskland, men først lidt mere landlig idyl fra småbyerne ved Tauber og Main. En dag kørte vi en tur langs floderne, beundrede de smukke vinmarker (og de nuttede, bittesmå traktorer, der kørte rundt mellem de sirlige rækker) og købte vin fra de lokale. Aftensmaden bestod af Semmelknödel med de evigt populære kantareller i en flødesovs, og det var eminent godt. 
Det er stadig lidt hårdt at være tilbage på arbejde, fordi vi er så ferieramte. Musene driller og træskoene klemmer, men jeg prøver at nyde det alligevel, da jeg skal tilbage i skole efter næste uge, og jeg vil meget hellere blive. Og i denne uge blev jeg inviteret på date! Det sker så sjældent (har trods alt også været i et forhold i ti år) at jeg føler et behov for at nævne det - og min kæreste, der ikke er i stand til at føle jalousi, synes bare det er 'sejt'. Med rødt hårnet, arbejdstøj og sikkerhedstræsko har jeg simpelthen charmeret mig ind på en sydeuropæisk forsker, der lige ville gribe chancen inden jeg stoppede på afdelingen.

In other news var jeg i biografen i går og se Valerian and the City of a Thousand Planets af Luc Besson, som jeg er ret glad for. Den har fået halvlunkne anmeldelser og var bestemt heller ikke noget mesterværk, men den var i det mindste utroligt flot og moderat underholdende. Om en uge skal jeg i biografen igen og se The Dark Tower, der har fået endnu dårligere anmeldelser, men når jeg endelig har mulighed for at se en Stephen King-film på det store lærred, slår jeg til. Der må da være noget positivt ved fortolkningen. 


lørdag den 5. august 2017

they seem to know their stuff

Rothenburg er blevet en sand turistmagnet i løbet af de sidste år; byen er placeret på mange 'Europa-top-ti'-lister, og det vrimlede med især amerikanere og japanere. Jeg kan godt forstå det, for byen er virkelig enormt charmerende med brosten, bindingsværk og blomster overalt. Vi besøgte byen flere gange, fik god mad og slentrede rundt i gaderne, og selvom der er lidt overrendt, kan jeg bestemt anbefale et besøg hvis man er i området. Jeg kunne ikke lade være med at tage billeder af de mange smukke skilte, så her er en hyldest til originalitet og dedikation i skiltemageri. 
Min far forærede mig et puslespil fra Rothenburg, og efter jeg er kommet hjem, har jeg fundet ud af, at jeg har fotograferet samme motiv fra en lidt anden vinkel. Det er også ret idyllisk. Bamsen på nederste billede sad ovenpå en legetøjsbutik, blæste sæbebobler og begejstrede både børn og barnlige sjæle (min søster, hendes kæreste og mig). Byen bød på adskillige souvenirbutikker og excellerer især i julepynt; vi var i en butik så stor, at det faktisk var en udstilling. 
Jeg har fyldt de sidste par ugers eftermiddage og aftener ud med gode aftaler - jeg har været ved stranden (og i vandet) tre gange, gået tur i Botanisk Have, spist kage på café og været i Zoologisk Have, og de næste par uger bliver også travle. Min kæreste og jeg har lige spontant købt billetter til Haven Festival i næste weekend på Refshaleøen, og jeg glæder mig især til at gense Conor Oberst, Iggy Pop og Perfume Genius. Jeg har også planlagt to biografture, endnu en badetur og et venindebesøg, for allerede om to uger starter jeg i skole igen, og jeg kan tydeligt huske sidste års manglende overskud til ret mange aftaler efter lange dage i Roskilde.