mandag den 16. oktober 2017

and I will color in the meaning

Jeg har haft en helt fantastisk hyggelig weekend med besøg af min far og min søster, men i morges måtte jeg sende dem retur til Jylland, da begrebet 'efterårsferie' desværre ikke eksisterer i min verden. I dag startede jeg nemlig på anden del af mit første hovedforløb på Roskilde Tekniske Skole, og i dag startede også tolv nye mennesker i min klasse. Nu er vi 46(!) elever i klassen, hvilket allerede er ganske ulideligt, så jeg er lidt spændt på hvordan de næste seks uger bliver. Undervisningen lyder heldigvis ret spændende; vi har blandt andet adfærdsbiologi og dyrevelfærd på skemaet.

I sidste uge afsluttede vi en række fag, og i zoologi og biodiversitet skulle vi som tidligere nævnt blandt andet aflevere en planche om en truet dyreart. Det virkede helt ærligt lidt fjollet, men hele klassen endte faktisk med at gå mere eller mindre all-in, og det var et ret hyggeligt afbræk fra prøver og fremlæggelser. Min gruppe skrev om den syriske guldhamster, hvis levested er lige omkring Aleppo, så selvom den ikke er klassificeret som direkte truet på IUCNs Redlist, kunne vi godt retfærdiggøre at beskæftige os med den nuttede gnaver. Vi var især stolte af tegningen, vores brug af et cute meme, og vores lille folderholder, som alle de andre grupper straks kopierede. Der var mange kreative og fine projekter, og jeg er blevet klogere på alt fra tapirer til zebrahajer og ål. 

fredag den 13. oktober 2017

my actions are orchestrated from above

Efteråret har været pænt den sidste uges tid, selv om det har rusket og revet i træerne udenfor. Mine morgener er kolde og mørke, men når jeg når Roskilde og begynder min gåtur fra stationen, er solen stået op og har også kigget frem bag skyerne af og til. Jeg har ikke haft tid til at være i vandet i denne uge, og nu frygter jeg, at løbet er kørt for i år - med mindre min veninde snarest lokker mig med igen. 
Dagen i går var relativt hektisk. Vi fik afleveret vores projekt til zoologi og biodiversitet - det var en nydelig planche om den syriske guldhamster, som jeg selvfølgelig viser jer senere - og hvis I ikke kan leve i åndeløs spænding indtil mit næste indlæg, kan I tjekke min instagram. Derefter fik vi også en prøve (skal trods alt ikke kun bedømmes på en planche), og så måtte jeg skynde mig tilbage til København for at nå Jimmys første dyrlægetid. Han er fem år gammel, og han har aldrig været uden for lejligheden (andet end når han er stukket af ud i opgangen), så det var helt ærligt en ret nervepirrende oplevelse. Især fordi jeg bare spændte ham bagpå cyklen - som jeg dog bare trak. Men han klarede det hele SÅ flot, han er sund og rask og kun tæt på at være lidt for tyk.
En hurtig vaccination og en godbid senere var vi på vej tilbage igen, så jeg kunne nå at sidde klar ved computeren for at tage en prøve i virksomhedskultur hjemmefra, fordi jeg ikke kunne overskue at flytte dyrlægetiden tredje gang. Det var hektisk! Efter lidt lynrengøring i lejligheden blev jeg samlet op af min veninde, og så gik vi på Spiseloppen og spiste en lækker tre-retters menu. Jeg er efterhånden så sjældent på restaurant at jeg føler et behov for at vise jer min forret med gedeost, men den var også ret god. Derefter hjem og læse op til en prøve i smittebeskyttelse i dag, og så på hovedet i seng. I dag har vi afsluttet første del af dette skoleforløb; ugen har som sagt været fyldt med prøver og fremlæggelser, og allerede på mandag starter vi nye fag. Om lidt kommer min far og søster kørende fra Jylland, og jeg ser frem til en FED weekend, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde tid til lidt afslapning også. 

tirsdag den 10. oktober 2017

it's a dream you'll soon deny

I slutningen af september ramte endnu en Stephen King-adaption tv-skærmene, og jeg VED godt, at det har handlet meget om Stephen King på det sidste, men jeg kan lige så godt advare jer - som jeg skrev her, er der stadig flere projekter i støbeskeen. Denne gang har Mike Flanagan og Netflix instrueret og produceret filmatiseringen af thrilleren 'Gerald's Game', som jeg genlæste for et par år siden og havde lidt blandede følelser for. Historien er faktisk rigtig god, men bogen var for langtrukken, selvom det måske er meningen - jeg spoiler ikke ret meget ved at fortælle, at det meste af handlingen foregår med hovedpersonen Jesse lænket til en seng i håndjern i et øde sommerhus med sin døde mand ved foden af sengen - og romanen er langt hen af vejen uden dialog. Derfor er det egentlig et ganske modigt valg at filmatisere den, og selvom jeg måske også har lidt blandede følelser denne gang, er Gerald's Game bestemt ikke nogen dårlig film, og helt sikkert det bedste man kunne få ud af det lidt lunkne forlæg. 

Jesses mand Gerald vil gerne spice deres sexliv lidt op. Han lænker hende fast til sengen, tager en Viagra, får et hjertestop og dør oven på hende. Det er en mildest talt uheldig situation, og selvom jeg ikke er ubetinget glad for Carla Guigno, gør hun det virkelig godt i den altdominerende hovedrolle. De kommer godt omkring problemet med, at Jesse er den eneste person i rummet - hun begynder at hallucinere og  have samtaler med  både Gerald (Bruce Greenwood) og en stærkere, no-nonsense version af hende selv - samt at have flashbacks til en traumatisk episode fra en solformørkelse hun overværede som tolvårig. Hendes tolvårige jeg spilles i øvrigt meget overbevisende af Chiara Aurelia, og hun er klart filmens bedste indslag. Derudover er jeg glad for de utallige King- referencer - ligesom i bogen spiller historien om en stærk kvinde, Dolores Claiborne, en ret stor rolle; Gerald henviser til Cujo, Bag of Bones og The Shining - og bedst af alt siger han 'all things serve the beam', hvilket stammer direkte fra The Dark Tower-serien. Det er nemme tricks, men det går rent ind hos mig. 

Fra at starte lidt langsomt ud, udvikler filmen sig faktisk til at blive ret medrivende og rørende - og lidt senere også ganske voldsom og blodig. Mike Flanagan ER trods alt også manden bag klassikere (ahem...) som Oculus, Hush og Ouija: Origin of Evil, men jeg havde alligevel ikke forventet så drastisk en udvikling, selvom jeg jo godt kendte historien fra bogen. Det var en dejlig overraskelse. Filmens sidste ti minutter trækker desværre ned igen; det er en underlig, overforklarende og utilfredsstillende slutning på en hæderlig historie, men den er taget næsten direkte fra romanen, så det kan jeg ikke klandre instruktøren for. Jeg har faktisk læst, at Flanagan, der også er stor King-fan, godt vidste at epilogen ville dele vandene, men at han havde besluttet sig for at gå hele vejen, da han startede projektet. Alt i alt er Gerald's Game et hæderligt match mellem en kvinde og hendes indre dæmoner - og måske også en ægte en af slagsen. 

fredag den 6. oktober 2017

above our heads it swung

Onsdag aften var der en heftig aktivitet på gruppechatten omhandlende vores store rotteprojekt. De sidste detaljer blev finpudset, begreber blev vendt en sidste gang, og opgaven blev printet i to eksemplarer med de dertil indkøbte farvepatroner og sirligt placeret i  ligeledes nyindkøbte mapper. Torsdag over middag kunne vi derfor trygt aflevere til vores lærer, og følte egentlig at det havde været besværet værd, selvom alle de andre i sidste øjeblik fik lov til at aflevere elektronisk. Oh well. I morges møder jeg op i klassen som en af de første og finder et rædselslagent gruppemedlem med vores opgaver i hånden - de lå på kateteret, for vores lærer havde glemt at aflevere dem videre til den lærer, der rent faktisk skulle have dem... Efter lidt hysteri, et telefonopkald med en skuffende skeptisk lærer, der ville høre om vi nu havde afleveret til tiden (hun kender os tydeligvis ikke) og en opklarende mail fra flov, glemsom lærer løste det hele sig, men det var en... anstrengende start på dagen. Skoledagen sluttede i øvrigt med en biologiprøve, og denne fredag har i det hele taget været ret mandagsagtig. Men NU er det weekend!

tirsdag den 3. oktober 2017

there was a band playing in my head

Imens jeg har travlt med gruppeprojekter om avl af rotter og guldhamsterens oprindelse, ligger min kæreste ikke på den lade side. Han har gang i projekter med både Own Road og Big Dust, og jeg glæder mig meget til at høre de færdige plader og se ham spille koncerter igen. Og det kan godt være, at jeg er samler - men jeg synes efterhånden godt jeg kan tillade mig at sige at han er ved at have indhentet mig. De seneste år har han anskaffet sig en imponerende mængde strengeinstrumenter (de to i baggrunden på nederste billede var min morfars), og jeg er taknemmelig for hans øvelokale, for vi har på ingen måde plads til dem i lejligheden - selvom de bestemt er flotte. 
Underligt nok har han ikke spurgt mig om jeg vil bidrage med lidt blokfløjte på et par af numrene. Han har ellers været så sød at købe ikke bare en, men TO blokfløjter til mig; den ene på et instrumentloppemarked ved Rundetårn. Jeg spillede lidt blokfløjte da jeg var barn, men kan helt ærligt ikke huske, om jeg var god til det - det er jeg i hvert fald ikke nu, selvom det er virkelig sjovt. Jeg kan spille én sang perfekt, men den er også virkelig nem; jeg snakker selvfølgelig om den med spillemanden, der tilsyneladende hedder 'Kasketten'. Sangen, ikke spillemanden. Blokfløjten skal heller ikke med hjem i lejligheden, da jeg tænker den vil være en ret oplagt årsag til dårligt over-, under- og naboskab, men jeg vil fremover gå fløjte-amok når jeg besøger min kæreste i hans øvelokale.