søndag den 29. oktober 2017

I walk around in some kind of altered state

Det begynder at lyde trivielt,  men jeg har haft endnu en hektisk uge, der ikke er slut endnu. Ligesom de sidste par uger skyldes travlheden dog heldigvis gode planer, og jeg har haft gang i alt for mange ting til at føle den normale efterårstristesse. Skolen har været spændende, og i onsdags var jeg med en klassekammerat på Novo Nordisk og lave adfærdsobservationer på deres minigrise. De var SÅ nuttede, og det var meget svært ikke at påvirke vores resultater, når de smed sig foran os og krævede bellyrubs. 
Samme aften tog jeg med en veninde i Tivoli og kiggede på Halloween-udstillingen. Vi besøgte også 'Det Hjemsøgte Børnehjem' (don't even get me started med den overdrevne politiske korrekthed, der har omdøbt oplevelsen til 'Det Hjemsøgte'), og det var rigtig fint, men jeg havde måske håbet på lidt mere. Skuespillerne var klart højdepunktet, og selvom jeg nok er lidt for hærdet til at finde det decideret uhyggeligt, var det da lidt sjovt, da en crazy dame blev ved med at følge grinende efter os. 
Torsdag brugte jeg det meste af dagen i Dyrehaven sammen med min klasse, hvor vi kiggede på hjorte i brunst. Det var enormt givende at gå sammen med vores underviser, der begejstret udpegede detaljer, jeg aldrig selv ville have set og fortalte røverhistorier om Hollænderen - en kæmpe kronhjort, der for nogle år siden havde udkonkurreret alle modstandere og spankulerede rundt med et enormt harem. Det var rart med et lille afbræk fra skolebænken, og Dyrehaven var virkelig smuk på trods af de overhængende skyer. 
Aftenen brugte jeg i Planetariet sammen med en god veninde til lyttesession på det nye album med Carpark North. Det er en historie, jeg aldrig har fortalt på bloggen, og det bliver heller ikke i dag, men jeg har faktisk været til over tredive koncerter med drengene siden min første i 2002. De har en helt særlig plads i mit hjerte, og det var en helt fantastisk oplevelse at få lov til at høre deres overvejelser om hver enkelt sang på pladen - især fordi mange af dem handler om forsanger Lau Højens mor, der døde af kræft juleaften sidste år. Jeg blev lidt teenager igen, da vi fik lov til at hilse på dem bagefter, men de fyldte altså også meget i mit liv, da jeg gik i gymnasiet. Min musiksmag har siden udviklet sig i en ganske anden retning, men jeg vil altid have en plads til Carpark North på listen over det musik jeg hører mest

mandag den 23. oktober 2017

I ain't gonna start liking it for you

Det er dejligt at se, at de danske producenter ikke ligger på den lade side i forhold til at introducere nye chipsvarianter til markedet (selvom jeg stresser lidt for at følge med - har lige opdaget KiMs fire nye slow cooked-varianter, og har allerede endnu et indlæg liggende i mine kladder.) Denne gang har markedet tilsyneladende besluttet sig for at køre et rødt tema, og jeg startede med at smage på 'Chipotle Cheddar' fra Taffel. Selve chippen er Taffels karakteristiske, tykke bølgechips, som jeg er ret glad for, men smagen var desværre ikke helt som jeg havde håbet på. Som nogen ved, er jeg måske lidt for overbegejstret for alt der smager af ost, men det kan i hvert fald forklare min milde skuffelse over disse chips, der klart smager mere af chipotle end af cheddar. Det er jeg ikke helt tilfreds med, selvom det da er nogle udmærkede chilichips, og jeg kan derfor ikke give posen mere end syv pringlesrør. Min kæreste er noget mere gavmild og kaster gladeligt hele ni rør efter chilichipsene. 
Lidt bedre er Hurraaa-chipsene fra KiMs, selvom jeg helt ærligt ikke forstår hverken tema eller indpakning. Jeg forstår godt, at vi har haft 20 år med Jørgen, men kommer ikke til at forstå hvorfor det fordrer en helt almindelig ny pose bølgechips. Jeg forventede noget kunstigt klassefest-fremkaldende barbecue-tema, men blev heldigvis virkelig positivt overrasket over selve chipsens smag, der ganske rigtigt var 'italiensk inspireret', som bagsiden diskret antydede. Mere konkret var det noget tomat, paprika og persille (og 'krydderiblanding', der i hvert fald indeholdt oregano), og det var faktisk ret lækkert. Selve chippen virkede tykkere end de normale bølgechips i familien, men det kan være indbildning. Jeg synes virkelig, at denne variant er markedsført helt forkert, men jeg er stadig villig til at kaste otte pringlesrør efter den, mens min kæreste ender på syv. 
For at bryde det røde hav af kartoffelchips kaster jeg lige disse to discount-poser med majssnacks købt i Rema1000 på bordet. Jeg blev helt klart tiltrukket af posen, der måske ikke er noget æstetisk mesterværk, men i det mindste fangende og farverig på en ikke alt for discount-in-your-face-måde. Selve snacksene var identiske, så snart man havde tygget på dem to gange, men de var faktisk overraskende lidt pap-agtige. Det kan ellers godt være en udfordring for majssnacks, ligesom underdosering af ostepulver kan være det, og på dette punkt faldt oho!s snacks desværre igennem. De var ikke dårlige, men fortjener heller ikke mere end seks pringlesrør. 
KiMs har også sendt en anden, relativt ny rød variant på markedet. Når jeg ikke anmelder chips, går jeg faktisk meget sjældent efter de røde poser, da de som regel indeholder varianter af barbecue, paprika, chili og lignende, og jeg er meget gladere for de grønne og gule poser - jeg foretrækker generelt løg og ost i alle afskygninger. Denne nye udgave af de gode Crunch Cut-chips smager også af netop paprika og krydret tomat, og selvom de bestemt ikke var dårlige, fik de mig mest af alt til at sukke efter den grønne variant, som jeg i sin tid måske lidt generøst gav topkarakteren på hele ti pringlesrør. Den røde pose halter altså noget bagefter, og selvom det helt sikkert bare er en smagssag, kan den kun med nød og næppe hive syv små pringlesrør hjem. 
Vi slutter hvor vi startede med en rød(orange) Taffel-pose. Dette barbecue-mix indeholder både skruer, rør og nogle runde ringe, der pepper mixet en anelse op fra at være en totalt kedelig, standard blandingspose. Taffel er ligesom KiMs ofte liiiige kække nok i deres produktbeskrivelser, der er mere irriterende end informative, men denne gang er det gået helt galt og bliver næsten pinligt. Chipsene selv er heller ikke specielt interessante, og fortjener ikke mere opmærksomhed - det bliver et sekstal fra mig for posens høje fråde-kvaliteter, og af samme grund giver min kæreste posen syv. 

lørdag den 21. oktober 2017

one more time on the beach for me

Det har været endnu en heftig uge, og denne weekend bliver brugt på total afslapning og udsplatning på sofaen. Sidste weekend bød også på så mange dejlige aktiviteter med min familie, at jeg godt kan fede den lidt nu med god samvittighed, selvom jeg allerede har bitterligt fortrudt at jeg sagde nej til en gratis Nick Cave-billet i går aftes. På Kulturnatten trodsede min far, søster og jeg de voldsomme menneskemængder og begav os mod København Zoo for at sige godnat til dyrene. Vi ville egentlig gerne have oplevet flere forskellige arrangementer, men min søster er efterhånden højgravid, så det gav mest mening at blive på ét sted. Og det er jeg glad for at vi gjorde. Der var en helt anden aktivitet hos dyrene end hvad jeg før har set - jeg har aldrig set løverne så legesyge og vågne - og dem, der var gået til ro, lod sig ikke mærke med vores tilstedeværelse. 
Jeg havde spurgt ind til, hvad min familie kunne tænke sig at opleve, mens de var i København, men det var i virkeligheden vigtigst for os alle bare at være sammen, så hele lørdag eftermiddag gik med noget så eksotisk som besøg i Plantorama og Maxi Zoo - vi har ikke adgang til en bil i hverdagen, og jeg har længe tænkt på at forære min kat et kæmpe 'kradsemiljø', og min søster drømte om at se Plantoramas... juleudstilling. Billedet af min kæreste og jeg illustrerer meget godt det rush, man får af at bruge små to tusinde kroner på kaktus, pottemuld og kattetræ på under en halv time, men heldigvis har Jimmy været ovenud begejstret for det lige siden, så selvom det virkelig ikke er kønt, har det været alle pengene værd. Om aftenen brugte vi lidt flere penge, da vi fejrede min fars fødselsdag med en fem-retters menu på 'Il Gambero Rosso'. Det var rigtig lækkert, og jeg var især glad for fiskesuppen, der fik mig til at overveje mine udtalelser om, at al suppe er kedelig. 
Jeg har også været travl i løbet af ugen; jeg har gået lange ture, præsenteret 'Gremlins' for en ny generation (må man kalde sin veninde på 22 en ny generation?), besøgt god veninde og hendes kat - og truffet en endelig, nødvendig beslutning om min piercing, der kaldes en labret. På min næste afdeling på arbejdet skal jeg være i et sterilt miljø, og må ikke have min piercing i. Jeg fik den lavet da jeg gik i 2. G, havde postkasserødt hår og et knust hjerte, og da den blev ved med at falde ud, fik jeg en skummel tatovør på Roskilde Festival til at klemme sammen på kuglen, så jeg ikke kunne tage piercingen ud. Og der har den så siddet i tretten år... Det har ikke været noget problem - der har aldrig været en infektion, og jeg har været rigtig glad for den, men der var jo ikke så meget at gøre - den skulle ud. Jeg snakkede med en flink fyr hos Copenhagen Body Extremes og fik en tid til at få den fjernet i går, og jeg var rystende nervøs. Min tandlæge havde afslået at prøve, og jeg forestillede mig skrækscenarier med en vildtfaren boltsaks og en blodig, iturevet læbe. I virkeligheden kunne pierceren nemt skrue kuglen af; det tog omkring fire sekunder, og jeg følte mig lidt dum. Jeg har fået piercingen med hjem i en pose, men hullet har allerede lukket sig meget i løbet af natten, og jeg tror jeg lader det hele for nu. Jeg kan jo altid få prikket hul igen.
Jeg fejrede det ikke-dramatiske indgreb med en tur til Amager Strandpark, hvor en veninde og jeg igen var usandsynligt seje og hoppede i vandet. Det er efterhånden blevet noget koldt, og vi svømmer ikke rundt helt så længe som vi plejer, men det er stadig en virkelig skøn, forfriskende oplevelse, og jeg har det så godt i kroppen bagefter. Jeg ved ikke hvor længe vi bliver ved, men det er ikke slut endnu. Nu vil jeg læne mig tilbage med den nye Stephen King-roman og en pose chips, regnen trommer på ruden og Jimmy snorker i vindueskarmen. Jeg elsker weekend. 

mandag den 16. oktober 2017

and I will color in the meaning

Jeg har haft en helt fantastisk hyggelig weekend med besøg af min far og min søster, men i morges måtte jeg sende dem retur til Jylland, da begrebet 'efterårsferie' desværre ikke eksisterer i min verden. I dag startede jeg nemlig på anden del af mit første hovedforløb på Roskilde Tekniske Skole, og i dag startede også tolv nye mennesker i min klasse. Nu er vi 46(!) elever i klassen, hvilket allerede er ganske ulideligt, så jeg er lidt spændt på hvordan de næste seks uger bliver. Undervisningen lyder heldigvis ret spændende; vi har blandt andet adfærdsbiologi og dyrevelfærd på skemaet.

I sidste uge afsluttede vi en række fag, og i zoologi og biodiversitet skulle vi som tidligere nævnt blandt andet aflevere en planche om en truet dyreart. Det virkede helt ærligt lidt fjollet, men hele klassen endte faktisk med at gå mere eller mindre all-in, og det var et ret hyggeligt afbræk fra prøver og fremlæggelser. Min gruppe skrev om den syriske guldhamster, hvis levested er lige omkring Aleppo, så selvom den ikke er klassificeret som direkte truet på IUCNs Redlist, kunne vi godt retfærdiggøre at beskæftige os med den nuttede gnaver. Vi var især stolte af tegningen, vores brug af et cute meme, og vores lille folderholder, som alle de andre grupper straks kopierede. Der var mange kreative og fine projekter, og jeg er blevet klogere på alt fra tapirer til zebrahajer og ål. 

fredag den 13. oktober 2017

my actions are orchestrated from above

Efteråret har været pænt den sidste uges tid, selv om det har rusket og revet i træerne udenfor. Mine morgener er kolde og mørke, men når jeg når Roskilde og begynder min gåtur fra stationen, er solen stået op og har også kigget frem bag skyerne af og til. Jeg har ikke haft tid til at være i vandet i denne uge, og nu frygter jeg, at løbet er kørt for i år - med mindre min veninde snarest lokker mig med igen. 
Dagen i går var relativt hektisk. Vi fik afleveret vores projekt til zoologi og biodiversitet - det var en nydelig planche om den syriske guldhamster, som jeg selvfølgelig viser jer senere - og hvis I ikke kan leve i åndeløs spænding indtil mit næste indlæg, kan I tjekke min instagram. Derefter fik vi også en prøve (skal trods alt ikke kun bedømmes på en planche), og så måtte jeg skynde mig tilbage til København for at nå Jimmys første dyrlægetid. Han er fem år gammel, og han har aldrig været uden for lejligheden (andet end når han er stukket af ud i opgangen), så det var helt ærligt en ret nervepirrende oplevelse. Især fordi jeg bare spændte ham bagpå cyklen - som jeg dog bare trak. Men han klarede det hele SÅ flot, han er sund og rask og kun tæt på at være lidt for tyk.
En hurtig vaccination og en godbid senere var vi på vej tilbage igen, så jeg kunne nå at sidde klar ved computeren for at tage en prøve i virksomhedskultur hjemmefra, fordi jeg ikke kunne overskue at flytte dyrlægetiden tredje gang. Det var hektisk! Efter lidt lynrengøring i lejligheden blev jeg samlet op af min veninde, og så gik vi på Spiseloppen og spiste en lækker tre-retters menu. Jeg er efterhånden så sjældent på restaurant at jeg føler et behov for at vise jer min forret med gedeost, men den var også ret god. Derefter hjem og læse op til en prøve i smittebeskyttelse i dag, og så på hovedet i seng. I dag har vi afsluttet første del af dette skoleforløb; ugen har som sagt været fyldt med prøver og fremlæggelser, og allerede på mandag starter vi nye fag. Om lidt kommer min far og søster kørende fra Jylland, og jeg ser frem til en FED weekend, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde tid til lidt afslapning også. 

tirsdag den 10. oktober 2017

it's a dream you'll soon deny

I slutningen af september ramte endnu en Stephen King-adaption tv-skærmene, og jeg VED godt, at det har handlet meget om Stephen King på det sidste, men jeg kan lige så godt advare jer - som jeg skrev her, er der stadig flere projekter i støbeskeen. Denne gang har Mike Flanagan og Netflix instrueret og produceret filmatiseringen af thrilleren 'Gerald's Game', som jeg genlæste for et par år siden og havde lidt blandede følelser for. Historien er faktisk rigtig god, men bogen var for langtrukken, selvom det måske er meningen - jeg spoiler ikke ret meget ved at fortælle, at det meste af handlingen foregår med hovedpersonen Jesse lænket til en seng i håndjern i et øde sommerhus med sin døde mand ved foden af sengen - og romanen er langt hen af vejen uden dialog. Derfor er det egentlig et ganske modigt valg at filmatisere den, og selvom jeg måske også har lidt blandede følelser denne gang, er Gerald's Game bestemt ikke nogen dårlig film, og helt sikkert det bedste man kunne få ud af det lidt lunkne forlæg. 

Jesses mand Gerald vil gerne spice deres sexliv lidt op. Han lænker hende fast til sengen, tager en Viagra, får et hjertestop og dør oven på hende. Det er en mildest talt uheldig situation, og selvom jeg ikke er ubetinget glad for Carla Guigno, gør hun det virkelig godt i den altdominerende hovedrolle. De kommer godt omkring problemet med, at Jesse er den eneste person i rummet - hun begynder at hallucinere og  have samtaler med  både Gerald (Bruce Greenwood) og en stærkere, no-nonsense version af hende selv - samt at have flashbacks til en traumatisk episode fra en solformørkelse hun overværede som tolvårig. Hendes tolvårige jeg spilles i øvrigt meget overbevisende af Chiara Aurelia, og hun er klart filmens bedste indslag. Derudover er jeg glad for de utallige King- referencer - ligesom i bogen spiller historien om en stærk kvinde, Dolores Claiborne, en ret stor rolle; Gerald henviser til Cujo, Bag of Bones og The Shining - og bedst af alt siger han 'all things serve the beam', hvilket stammer direkte fra The Dark Tower-serien. Det er nemme tricks, men det går rent ind hos mig. 

Fra at starte lidt langsomt ud, udvikler filmen sig faktisk til at blive ret medrivende og rørende - og lidt senere også ganske voldsom og blodig. Mike Flanagan ER trods alt også manden bag klassikere (ahem...) som Oculus, Hush og Ouija: Origin of Evil, men jeg havde alligevel ikke forventet så drastisk en udvikling, selvom jeg jo godt kendte historien fra bogen. Det var en dejlig overraskelse. Filmens sidste ti minutter trækker desværre ned igen; det er en underlig, overforklarende og utilfredsstillende slutning på en hæderlig historie, men den er taget næsten direkte fra romanen, så det kan jeg ikke klandre instruktøren for. Jeg har faktisk læst, at Flanagan, der også er stor King-fan, godt vidste at epilogen ville dele vandene, men at han havde besluttet sig for at gå hele vejen, da han startede projektet. Alt i alt er Gerald's Game et hæderligt match mellem en kvinde og hendes indre dæmoner - og måske også en ægte en af slagsen. 

fredag den 6. oktober 2017

above our heads it swung

Onsdag aften var der en heftig aktivitet på gruppechatten omhandlende vores store rotteprojekt. De sidste detaljer blev finpudset, begreber blev vendt en sidste gang, og opgaven blev printet i to eksemplarer med de dertil indkøbte farvepatroner og sirligt placeret i  ligeledes nyindkøbte mapper. Torsdag over middag kunne vi derfor trygt aflevere til vores lærer, og følte egentlig at det havde været besværet værd, selvom alle de andre i sidste øjeblik fik lov til at aflevere elektronisk. Oh well. I morges møder jeg op i klassen som en af de første og finder et rædselslagent gruppemedlem med vores opgaver i hånden - de lå på kateteret, for vores lærer havde glemt at aflevere dem videre til den lærer, der rent faktisk skulle have dem... Efter lidt hysteri, et telefonopkald med en skuffende skeptisk lærer, der ville høre om vi nu havde afleveret til tiden (hun kender os tydeligvis ikke) og en opklarende mail fra flov, glemsom lærer løste det hele sig, men det var en... anstrengende start på dagen. Skoledagen sluttede i øvrigt med en biologiprøve, og denne fredag har i det hele taget været ret mandagsagtig. Men NU er det weekend!

tirsdag den 3. oktober 2017

there was a band playing in my head

Imens jeg har travlt med gruppeprojekter om avl af rotter og guldhamsterens oprindelse, ligger min kæreste ikke på den lade side. Han har gang i projekter med både Own Road og Big Dust, og jeg glæder mig meget til at høre de færdige plader og se ham spille koncerter igen. Og det kan godt være, at jeg er samler - men jeg synes efterhånden godt jeg kan tillade mig at sige at han er ved at have indhentet mig. De seneste år har han anskaffet sig en imponerende mængde strengeinstrumenter (de to i baggrunden på nederste billede var min morfars), og jeg er taknemmelig for hans øvelokale, for vi har på ingen måde plads til dem i lejligheden - selvom de bestemt er flotte. 
Underligt nok har han ikke spurgt mig om jeg vil bidrage med lidt blokfløjte på et par af numrene. Han har ellers været så sød at købe ikke bare en, men TO blokfløjter til mig; den ene på et instrumentloppemarked ved Rundetårn. Jeg spillede lidt blokfløjte da jeg var barn, men kan helt ærligt ikke huske, om jeg var god til det - det er jeg i hvert fald ikke nu, selvom det er virkelig sjovt. Jeg kan spille én sang perfekt, men den er også virkelig nem; jeg snakker selvfølgelig om den med spillemanden, der tilsyneladende hedder 'Kasketten'. Sangen, ikke spillemanden. Blokfløjten skal heller ikke med hjem i lejligheden, da jeg tænker den vil være en ret oplagt årsag til dårligt over-, under- og naboskab, men jeg vil fremover gå fløjte-amok når jeg besøger min kæreste i hans øvelokale.