onsdag den 15. november 2017

I have put away my pride for you

I lørdags var jeg til en helt forrygende Carpark North-koncert (min nr. 32) i Royal Arena sammen med min gymnasieveninde, der også var min faste makker til koncerterne for femten år siden. Det var simpelthen så god en oplevelse, og noget HELT andet at stå til en koncert med fyrværkeri, kæmpeballoner, konfetti og mange tusinde mennesker frem for at se dem spille i kælderen på Von Hatten i Randers for ti betalende gæster. Det bedste var at se drengene så glade! Jeg har sagt det før, men historien om Carpark North bliver heller ikke i dag, for de fortjener min udelte opmærksomhed.
Jeg er lige et par dage hos min far hvor tempoet er skruet ned, og hvor jeg har god tid til at læse tegneserier ved morgenbordet. Det bilder jeg mig i hvert fald ind, selvom min skole nok vil argumentere for, at mine 'hjemmearbejdsdage' burde prioriteres lidt anderledes. F.eks. burde jeg skrive min opgave om bæredygtighed på min elevplads, men jeg er da også nået så langt, at jeg har tænkt på den - jeg tog et tyve minutter langt, dejligt varmt bad (min fars bruser er den bedste) imens jeg tænkte på energibesparende løsninger for hele Københavns Universitet. No biggie. 

Min søster spurgte mig engang, om det ikke var en udfordring for mig at bo i København, når jeg er så introvert og menneskesky som jeg er. I dag fik jeg bekræftet, hvorfor det er den helt rigtige løsning for mig, da jeg på en ultrakort tur i Brugsen mødte både en fra min gamle folkeskoleklasse, en tidligere lærer og nogle af min fars gode venner. Det er jo helt fint at småsludre af og til, forstå mig ret, men det er faktisk ikke en måde jeg har lyst til at leve på - selvom det selvfølgelig også har noget at gøre med, at jeg ikke havde det ret godt i tiden inden jeg flyttede hjemmefra. Jeg føler mig meget, meget mere synlig når jeg går rundt i min barndomsby, end når jeg går rundt i myldretiden i København. 

Ellers er jeg også blevet lidt for glad for min fars TV-boks. Vi har ikke nogle kanaler i lejligheden, så da jeg faldt over et afsnit af Luksusfælden blev jeg pinligt begejstret - og det stak helt af, da min far viste mig alle de gamle afsnit af programmet i arkivet. Jeg er åbenbart et meget sølle menneske, der elsker at svælge i folks dårlige beslutninger, og jeg tror faktisk godt lige, at jeg kan nå et afsnit inden min far kommer hjem fra arbejde. 

lørdag den 11. november 2017

its scent has been blowing in my direction

I denne uge har jeg besøgt en række forsøgsvirksomheder i Nordsjælland, og det har været en udelukkende positiv oplevelse med nogle helt fantastiske steder og søde mennesker. Personligt kunne jeg godt tænke mig mere åbenhed i forsøgsdyrsbranchen for at få aflivet nogle af alle fordommene, men det er en udfordring at oplyse bredt om noget så komplekst. Jeg må i hvert fald bare sige, at jeg sjældent har set så sunde og tilfredse dyr som i denne uge, og jeg har fået skrevet et par steder mere på min liste over drømmevirksomheder, som jeg meget gerne vil arbejde hos, når jeg er færdiguddannet.
Herhjemme har det også gået lidt langsomt i denne uge. Jeg er ikke helt ovre forkølelsen endnu, så mine aftener har stået på puslespil og podcasts. Jeg er endnu ikke nået dertil, hvor jeg limer alle brikkerne sammen og hænger puslespillet op på væggen, men jeg kan godt lide at tage et billede af det, når jeg er færdig. Puslespil og vild katteleg er dog ikke den bedste kombination, og efter at have 'hjulpet' i hele processen, sluttede Jimmy af med at skubbe halvdelen på gulvet. Oh well.

søndag den 5. november 2017

pieces of things that we can't figure out

Jeg har været frygtelig forkølelsesramt og har ligget under dynen de sidste par dage. En LEGO-ridderborg kan heldigvis sagtens bygges liggende, og jeg har virkelig nydt at nørkle lidt med mit gamle legetøj, som min far havde med til mig sidst han besøgte mig. Jimmy var en meget ivrig hjælper, og jeg har ham mistænkt for at tro, at han faktisk selv har bygget slottet - han ser i hvert fald ualmindelig stolt ud. 
Jeg nåede dog ugens vigtigste undervisning på skolen inden jeg måtte overgive mig til dynen. Her MÅTTE jeg forevige min undervisers meget smukke tegning af spækhuggere og en pukkelhval (det er da SÅ tydeligt), også selvom han truede med at ændre min karakter, hvis jeg viste det frem. Jeg tager chancen, det er det hele værd. 
Inden min sygdom nåede jeg også en dejlig 3-retters menu på ferment med en god ven - deres bao var helt fantastisk, deres ramen var god, og desserten var meget nydelig og lidt bizar. 
Her til aften trodsede jeg forkølelsen og overværede en forrygende koncert med Liars på Jazzhouse. Det var ren hitparade, og jeg er virkelig glad for at jeg fik snøvlet mig afsted, selvom jeg nok burde være blevet hjemme. 

onsdag den 1. november 2017

we've got a knack for fucked up history

Jeg havde advaret jer, og nu er det allerede tid til mere Stephen King. I dag skal det handle om første sæson af tv-serien Mr. Mercedes, der i oktober blev afsluttet på Audience Network, og nok er at finde på en af de mere gængse streamingtjenester inden længe. Jeg var ikke ubetinget begejstret for Stephen Kings krimi Mr. Mercedes da jeg læste den første gang, men efter at have læst de sidste to bøger i trilogien: 'Finder's Keepers' og 'End of Watch' er jeg noget mere positivt stemt over for den pensionerede politibetjent Bill Hodges og hans jagt på en virkelig ubehagelig fyr. Nu er Mr. Mercedes blevet endnu en af Stephen Kings historier, der har nået tv-skærmene i år, og selvom jeg også regner filmene med, er den på mange måder faktisk også den bedste - og et af de få tilfælde, hvor adaptionen er langt bedre end romanen. 

Castingen er den primære årsag til, at Mr. Mercedes er en overraskende god serie - den er simpelthen lige i skabet. Hovedpersonen Bill Hodges - den i bogen noget flade og egentlig ret uinteressante pensionerede detektiv - vækkes eminent til live af Brendan Gleeson, som jeg ELSKER. (For mine HP-glade læsere; det er Mad-Eye Moody! Og real-life far til Domhnall Gleeson, der spiller Bill Weasley.) Han er en fantastisk vrissen, alkoholiseret og desillusioneret bamsefar med tyk, irsk accent, og hans præstation alene gør serien værd at se. Mary-Louise Parker er en af mine yndlingsskuespillerinder, og her er hun virkelig god i samspillet med Gleeson. Harry Treadaway, som jeg lige har set spille Dr. Frankenstein i Penny Dreadful, er den gennemført ubehagelige Brady Hartsfield/Mr. Mercedes, der i seriens første, brutale sekvens pløjer en menneskemængde ned med... ja, en stjålet Mercedes. 

Det leder mig videre til seriens næste positive element - den er ikke bange for at illustrere romanens seriøst twistede passager med voldsomme, brutale mord og et modbydeligt, incestuøst forhold mellem Brady og hans mor, der spilles meget overbevisende og underligt hjerteskærende af Kelly Lynch. Det er virkelig godt tv, og i de få tilfælde, hvor begivenhederne på skærmen kammer en anelse over, skyldes det en afvigelse fra bogen. Nogle af valgene er naturlige nok; det er f.eks. svært at skabe spænding i en tv-serie ved at lade seeren læse en masse chats frem for at have mere direkte videokontakt, mens det andre gange desværre er lidt unødvendigt. Det er dog også noget nær min eneste kritik, for Mr. Mercedes var som sagt en helt utroligt god overraskelse.
Serien har ellers været ramt af et par alvorlige set-backs undervejs. Det første var ved at stoppe produktionen helt - oprindeligt skulle Mr. Mercedes have været spillet af Anton Yelchin, men han døde i juni 2016, da hans bil uden fører trillede ned ad indkørslen og maste ham mod en mur. Jeg prøver ikke at være sjov på bekostning af et tragisk dødsfald, men det er simpelthen for skørt, at Mr. Mercedes - der i serien slår mennesker ihjel ved at køre dem ned med en bil - dør, fordi han bliver kørt ned af en bil. Jeg er sikker på, at han ville have gjort det udmærket, men Harry Treadaway er heldigvis perfekt til rollen. 

I foråret følte serieskaberne sig også tvunget til at ændre slutningen på tv-serien, da der var et selvmordsangreb ved en Ariana Grande-koncert i Manchester. Romanen kulminerer ved netop en koncert for store børn og unge teenagere, men seriens slutning er nu ganske anderledes, og det fungerer heldigvis rigtig godt. Alt i alt har jeg ikke meget dårligt at sige om Mr. Mercedes, og jeg kan kun anbefale alle at se første sæson, når den engang bliver tilgængelig på HBO eller Netflix.