lørdag den 30. december 2017

my hands are in the air

Jeg plejer at være ret heldig med mine gaver til både jul og fødselsdage, og i år var ingen undtagelse. På grund af store rejseplaner sprang min kæreste og jeg gaverne over, men selv uden hans bidrag var der alligevel en ganske pæn bunke gaver til mig under træet -  fyldt med bøger fra min ønskeseddel og ting jeg ikke anede, at jeg manglede. Jeg er allerede gået i krig med Nutellaen og har læst tre af mine nyerhvervede graphic novels, og jeg regner med at kaste mig over puslespillet første januar. 
Jeg havde også selv været på gaveindkøb, og da jeg heldigvis er fra en Stephen King-elskende familie, var det ikke svært at vælge en lille nuttet sag til min niece med nogle af de værste skurke fra Kings univers. Dertil fik hun et par AaB-sko, da det aldrig er for tidligt at præge et barn, og det er naturligvis helt essentielt at hun vokser op som AaB-tilhænger. Min far fik også fornøjelsen af Stephen King-relateret tøj (ok, han fik én t-shirt. De andre var gaver fra mig til mig...); denne gang i en helt anden og lækker kvalitet fra webshoppen ka-tet19, som jeg kun kan anbefale, selvom målgruppen godt nok må siges at være noget smal...
Jimmy er også glad for de nye tilføjelser til min garderobe, som han flittigt har testet og hjulpet med at fotografere. Han skal fejre nytår alene i aften, men det tager han i stiv pote og udviser mest af alt nysgerrighed over for fyrværkeriet. Min kæreste og jeg tager lidt længere ud på Amager og kan se frem til en hyggelig nytårsaften i godt selskab med god mad, alkohol i moderate mængder, chips og ost i vulgært store mængder - og tre halvandetårige piger. Jeg er virkelig ikke fan af vilde nytårsfester og fyrværkeri, så det er en helt perfekt løsning for mig. Håber I får en dejlig aften - godt nytår, og tak fordi I læser med!

fredag den 29. december 2017

but every one of our dozed faces is lit

I dag har det lige været hverdag for en stund - jeg har haft min eneste arbejdsdag mellem jul og nytår, og juleaften virker allerede underligt langt væk. Mine juledage var dejlige, og det var enormt tiltrængt at være sammen med min lille familie igen; især var det fantastisk at se min lillebitte niece, der efterhånden er blevet halvanden måned. Både min søster og jeg selv blev lidt overraskede over hvor nemt jeg havde det omkring den lille størrelse; jeg havde lyst til at løfte hende op og sidde med hende hele tiden - og jeg har også skiftet mit livs første ble! Julemanden kiggede forbi (selvom Vibe var det eneste barn - og nok liiige lille nok til at forstå konceptet), og jeg vandt TO mandelgaver, hvilket var med til at gøre det okay, at vi ikke fejrede jul hjemme hos min far. 
Det ville være nemmere at lade som om, at julen foregik helt problemfrit, men jeg vil jo egentlig også gerne fortælle om når tingene ikke går helt som de skal. Og det er jo ikke så underligt, at julen er blevet en følsom tid for mig - min mor døde trods alt i december for bare fem år siden. Derudover glemmer jeg nogle gange (hvilket er fantastisk) at jeg trods alt har OCD, og når jeg bliver lidt presset, kommer det virkelig til udtryk. Det var lidt svært for mig at holde jul et andet sted end hos min far med nogle mennesker, jeg slet ikke kendte, og uden mulighed for at besøge mor mellem and og risalamande. Heldigvis gik det over al forventning og jeg har haft nogle enormt hyggelige dage. Mest af alt er jeg taknemmelig for min familie, der kender mig godt nok til at vide, at de ikke skal tage det så tungt når min hjerne koger over. Jeg savner dem allerede, så jeg må snart et smut til det jyske igen. 

lørdag den 23. december 2017

oh tomorrow, well I'll wait for you

Selvom jeg egentlig er mere i julestemning i år, end jeg har været det meget længe, har jeg ikke haft tid eller overskud til at pynte op i lejligheden. Min kæreste vil i virkeligheden helst være fri, så han har ikke ligefrem plaget om at få nisserne på bordet, og jeg tænkte, at det jo nok ville blive jul alligevel selv uden mit bidrag. Når jeg alligevel fik fabrikeret tolv julestjerner skyldes det faktisk mest min stædighed - jeg mødtes til noget julepyntsproduktion med en veninde, men var elendig til at lave de åndssvage stjerner at jeg følte et behov for at tage revanche aftenen efter. Nu glemmer jeg aldrig, hvordan man laver en julestjerne igen. Jeg fik også købt en lille kaninagtig fætter til Christianias julemarked og havde egentlig tænkt at forære ham til min søster - men jeg blev så glad for ham, at han fik lov til at blive hængende hos mig på Amager. 
I år skal jeg fejre jul hos min søster nord for Limfjorden. Hun er heldigvis ualmindeligt ferm når det kommer til oppyntning og hygge generelt, så jeg skal nok få opfyldt min kvote for julepynt alligevel. Jeg skal også fejre jul med den fem uger gamle lille nissepige på billedet, min skønne niece; jeg har tilbragt hele dagen i dag med hende, og er om muligt kun endnu mere forelsket end da jeg mødte hende første gang. Med en lille ny i familien er der grobund for at skabe nogle nye juletraditioner, og selvom det bliver mærkeligt ikke at kunne gå på kirkegården og besøge mor efter julemiddagen, må vi sende hende en venlig tanke fra Nordjylland i stedet. Jeg håber I får nogle dejlige, rolige dage hvad enten I fejrer jul eller ej. 

lørdag den 16. december 2017

this infection grows stronger every year

I år har jeg ikke fået pyntet op til jul i lejligheden, men det betyder ikke at det har skortet på julehygge, og de mange arrangementer i løbet af december har fået mig mere i julestemning end jeg har været i mange år. Jeg har været til julefrokost med mine veninder, deres mænd, børn og en kæmpe julemand; på arbejdet har mine kollegaer pyntet op til jul, og i sidste uge vandt jeg næsten en and til julebanko i frokoststuen. I går var der julefrokost for hele Københavns Universitet, og vores afdeling startede tidligt med god mad og et stort udvalg af drikkevarer. Jeg har nu været på den nye afdeling i tre uger, hvor jeg er blevet taget enormt godt imod, men jeg havde stadig været lidt nervøs for festen med bordplan og kun få kendte ansigter. Heldigvis  fik jeg snakket med rigtig mange søde mennesker i løbet af eftermiddagen og aftenen, og det blev også til en enkelt dans eller to med et par af de andre elever. 
Min cykeltur er også ret flot i øjeblikket. Der er ualmindeligt mørkt, koldt og blæsende på cykelstierne, men byen er så fint udsmykket, og især er D'Angleterre gået all-in på julestemning med en overdådig julekalender, der bag hver låge gemmer på et eventyr af H.C. Andersen.
Sidste torsdag på femårsdagen for min mors død, var jeg for at aflede tankerne lidt med min kæreste en tur på Papirøen og Copenhagen Street Food, der desværre lukker i næste weekend. Jeg er ret glad for stedet - især på en hverdagsaften som denne, hvor der ikke er fuldstændigt overfyldt som på en lørdag eftermiddag i sommerferien. Vi prøvesmagte noget lækker and med rødkål, hvilket passede godt ind med stedets juletema, men jeg endte dog med en afsindigt god spaghetti carbonara, som jeg stadig drømmer om.  

tirsdag den 12. december 2017

too long trying to resist it

Jeg tror snart jeg må holde KiMs og Taffel ansvarlige for mine ekstra efterårshyggekilo, for de bliver ved med at sende nye, gode varianter på markedet, som jeg naturligvis må anmelde så hurtigt efter lancering som muligt. Dagens første fire poser er KiMs fortolkning af slow cooked-chipsen, der for alvor er slået igennem de seneste år, og KiMs satser med hele fire smagsvarianter, der alle var ganske hæderlige. Poserne er flotte i både design og farver, og selve chippen er tilpas sprød og knasende. 

Min veninde og jeg havde brug for noget distraherende til et afsnit af The Walking Dead, så vi begyndte smagsfesten med en nyfortolkning af en klassiker - sour cream, forårsløg og sort peber. Forårsløg er en lille og ubetydelig afvigelse fra de sædvanlige løg, mens det sorte peber også er en kærkommen tilføjelse, og alt i alt er smagen knap så sød som den originale sour cream & onion. Den var stadig rigtig god, og den indkasserer et otte-tal fra både min meddommer og jeg. Næste variant til anmeldelse var den mørkeblå pose med havsalt og balsamico, og til min store glæde var det en ret sød en af slagsen. Jeg kan godt lide salt&vinegar-chips, men er klart gladest for dem i den søde ende. De får også et otte-tal - denne gang fra min kæreste og jeg. 

Ved den lilla pose bevægede vi os ind på ukendt territorium med smagsvarianten sour cream, ramsløg og timian. Jeg er faktisk ikke den store fan af timian, og jeg er helt sikker på, at en pose chips med timian alene ville være alt for meget - men det spiller faktisk rigtig godt sammen med ramsløg, og den nye smagsoplevelse giver lyst til mere. Jeg er tilbøjelig til at kaste et otte-tal efter denne pose også, men for at bryde monotonien må de nøjes med et syv-tal, der også er min kærestes karakter. Den sidste pose var også samlingens kedeligste - efter at have smagt en variant med både balsamico og havsalt, virker en pose med havsalt alene noget trist. Den fejler dog ingenting, men må altså nøjes med et syv-tal.
Vi startede ret solidt ud med de fire KiMs-varianter, men det gik hurtigt ned ad bakke, da jeg nåede til Taffels Super Snacks med American Ranch-smag. Jeg havde ikke regnet med at kunne lide dem, da jeg kun kunne smide et fem-tal efter en tilsvarende pose Super Snacks med sour cream and onion-smag, og mine forventninger blev desværre også indfriet af de sødligt duftende kartoffelmassechips. Jeg er simpelthen bare ikke glad for snackchips uanset smagsvariant - heller ikke selvom Taffels chips er en anelse tyndere end KiMs. Posen er blevet noget mere tjekket på de to år der er gået, siden jeg anmeldte fætteren, men det ser stadig helt fjollet ud med de overhovedet ikke tilfældigt placerede chips på en ellers flot, blå baggrund. Super Snacks med American Ranch vinder hverken på smag eller indpakning, og jeg kan ikke forsvare at give posen mere end et fire-tal - mens min kæreste er noget mere gavmild og helt uforståeligt kaster et syvtal efter chipsene. 
Midt i det hele støder vi pludselig på en variant fra svenske Estrella - og det til trods for, at jeg faktisk har et helt indlæg om svenske chips i støbeskeen. Det er dog allerede fyldt med i forvejen alt for mange varianter, så nu får de bølgede grill-chips lov til at snige sig med i denne anmeldelsesrunde. På posen ses et grillet løg - simpelt, men effektivt, og chipsene smager da også ganske kraftigt af løg, hvilket kun er et plus. De er saltede, sprøde og lækre, og de får et stort otte-tal med herfra - de ville måske have fået et ni-tal indtil jeg opdagede, at der også findes en variant med grill og cheddar, som jeg nu har tårnhøje forventninger til. 
Næste pose til eksamen var en pose meget bølgede og tykke kartoffelchips fra Lay's med smag af American BBQ. Jeg er normalt ikke ret glad for barbecue-smagen, men denne gang blev mine forventninger gjort til skamme, da smagen var markant sødere og mindre røget end hos andre varianter. Følelsen af at knase de bredbølgede chips trækker også klart op, og noget overraskende ender jeg faktisk med at give posen et otte-tal. 
Der ligger en enorm bland-selv-biks ikke så langt fra hvor vi bor, og i deres sortiment finder man af og til særligt spændende chipsvarianter fra det store udland. Min kæreste har heldigvis indset alvoren af mit chipseprojekt, og han er god til at tage en pose med hjem i ny og næ, selvom de ikke ligefrem er billige. Denne gang havde han en spændende spand crunchy Cheetos med til mig, og selvom vi kun fik tre gram chips for en krone, er jeg tilbøjelig til at synes, at det var det hele værd. De var SÅ lækre. De var ekstremt crunchy, og der var vulgært meget ostepulver på, hvilket naturligvis trækker meget op. Min kæreste ender med at give dåsen 10/10, imens jeg holder mig på et stort nital. 

fredag den 8. december 2017

use my hands to use my heart

I går nat var det fem år siden min mor døde. Min far, søster og jeg sad ved hendes seng imens hun trak vejret langsommere og langsommere, indtil hun ikke gjorde det mere. Det var underligt udramatisk, men på samme tid helt ufatteligt - og jeg har stadig svært ved at forstå hvad der skete. Jeg tænker meget på min mor, og som jeg nævnte her er hun også stadig en stor del af historien om mig, men jeg har af og til dårlig samvittighed over min aftagende deciderede sorg.  Det er virkelig dumt, det ved jeg godt, og jeg har jo også stadig dage hvor jeg græder over den voldsomme og korte, intense tid hvor min mors sygdom og død fyldte det hele - men de bliver færre og færre, og jeg bliver efterhånden meget sjældent helt overvældet af sorg. Det er en god ting, men jeg føler alligevel nogle gange skyld over ikke at være mere ked af det. Skyldfølelsen er min trofaste følgesvend og et produkt af min OCD, men det er heldigvis med tiden blevet noget lettere at leve med den. 
I løbet af dagen på arbejde tænkte jeg lidt på min mor, men jeg snakkede ikke om hende, da mine nye kollegaer trods alt ikke ved alt om mig efter to uger. Det gjorde ikke så meget, for efter arbejde tog min kæreste og jeg på Papirøen, spiste god mad og snakkede - også om min mor. Og da jeg kom hjem efter en laaang dag, stod den fineste buket blomster foran min dør - en af mine gode veninder havde tænkt, at jeg nok godt kunne trænge til lidt opmuntring på dagen. Det var SÅ sødt af hende, og hendes betænksomhed var faktisk dét, der alligevel fik mig til at fælde en tåre i går - men det var gode tårer. 
Og nu er min mor jo også blevet mormor - min sødeste niece var i går præcis tre uger gammel, og hendes ankomst er faktisk lige nu det, der fylder mest når jeg savner min mor. Det er SÅ uretfærdigt at min mor ikke får lov til at møde sit barnebarn, og selvom jeg har lyst til at afslutte indlægget positivt, fordi det meste heldigvis ER positivt, kommer det bare aldrig til at være okay, at min mor døde før hun vidste at hun skulle være mormor. Til gengæld vil jeg bestræbe mig på at være ekstra meget moster, for jeg kan slet ikke stå for min nieces bette fjæs, og jeg glæder mig til at kysse hendes nuttede kinder igen til jul (og så endte jeg alligevel med at slutte af med noget godt.)

mandag den 4. december 2017

strangely the sun still shone

Med min tilbagevenden til arbejdet har jeg også genoptaget mine cykelture, og selvom det er en gave i sig selv at undgå den offentlige transport i myldretiden, er det dog helt ærligt noget skønnere at cykle om sommeren. Billederne er fra en tidlig augustmorgen, for i øjeblikket cykler jeg til arbejde i et natsort mørke - heldigvis oplyst af julelys i massevis i både Nyhavn og på Kongens Nytorv. Jeg er begyndt at kunne sætte (lidt) pris på julen igen efter min mors død i december for fem år siden (og mine ti år i detailhandlen) - den er blevet et hyggeligt lyspunkt i nogle laaaange og mørke måneder. Jeg tror dog nok, at jeg skal holde hovedet oven vande igen i år - min elevtid på min nye afdeling er lige blevet forlænget, så jeg skal blive der til marts, hvilket har stor betydning for både min læringsproces og mit generelle velbefindende. Jeg er blevet taget så godt imod det nye sted, og det er nogle enormt søde mennesker jeg arbejder sammen med nu - og så sker der bare lidt mere i frokoststuen her med tres mennesker frem for seks på min tidligere afdeling (jeg er vist nok kommet til at melde mig til julebanko på fredag). Jeg er så lettet over at have fået en god start!

fredag den 1. december 2017

they make me scream your screams

I princippet har jeg faktisk allerede skrevet om Stephen Kings novellesamling Full Dark, No Stars fra 2011, eftersom det var den allerførste King-udgivelse jeg nævnte på bloggen for snart syv år siden. Hvis man klikker sig ind på indlægget fortæller det dog ikke så meget om novellesamlingens historier end om Stephen King generelt, så nu hvor hele tre af samlingens fire fortællinger er blevet filmatiserede, tænkte jeg at det var tid til et ordentligt gensyn. Derudover var jeg ikke specielt begejstret for samlingen dengang, hvilket jeg overhovedet ikke kan forstå efter denne gennemlæsning, for det er - som titlen antyder - en ualmindelig mørk og brutal række af eksempler på menneskelig ondskab. 
Den første historie i Full Dark, No Stars er også den længste - 1922 er på 131 sider, og er en ganske underholdende horror-thriller, der foregår i - you guessed it - 1922 i Hemingford Home, Nebraska (hjemsted for også Mother Abigail i The Stand samt Ben Hanscom fra It). Hele novellen er én lang tilståelse fra bonden og hovedpersonen Wilfred James, så jeg spoiler ikke noget ved at fortælle at den handler om en frustreret mand, der sammen med sin modvillige søn slår sin kone ihjel og begraver hende i en brønd. Wilfred er et usandsynligt dumt svin, som det er svært at have sympati for, men det er til gengæld enormt tilfredsstillende at se ulykkerne regne ned over ham efter ugerningen. Historien handler rigtig meget om skyld, og det er en interessant rejse ind i et plaget sind. 

I oktober blev vi beriget med filmatiseringen af 1922 med Thomas Jane i hovedrollen som Wilfred. Thomas Jane er et kendt ansigt i Stephen King-adaptioner, da han også havde hovedrollen i The Mist og spillede Henry i Dreamcatcher, og måske er det fordi jeg kender ham så godt at filmens klart største minus er Wilfreds tykke accent. Thomas Jane går ellers all-in, og jeg tror egentlig ikke, at han bruger accenten forkert, men det lyder alt for underligt i mine ører når jeg er vant til at høre ham uden. Filmen halter også lidt, da meget af det gode ved novellen kommer fra Wilfreds indre monologer, og hans karakter virker unødvendigt flad på skærmen. Ellers er 1922 egentlig ganske udmærket og enormt flot - den er bare alt for lang, og havde fungeret bedre som et kortere segment i en antologi-film; f.eks. sammen med den sidste novelle i Full Dark, No Stars; A Good Marriage. 

Spoilers i følgende afsnit: Ligesom i september måneds Gerald's Game er der ikke ret meget decideret gore i 1922, hvilket forstærker effekten når der rent faktisk sker noget ulækkert. I Gerald's Game var vi vidne til Jesse, der måtte trække huden af sin hånd for at komme fri af håndjernene, og i 1922 møder vi Wilfreds døde kone Arlette, der er gået i forrådnelse og bliver holdt oppe af rotter. Det er meget effektivt og virkelig ulækkert. 
Næste historie i samlingen er rape-and-revenge-fortællingen Big Driver om forfatteren (selvfølgelig - det ville ikke være en rigtig Stephen King-udgivelse uden mindst én forfatter) Tess, der bliver brutalt overfaldet og voldtaget af en uhyggeligt stor mand efter et foredrag på et bibliotek. Hun overlever mirakuløst og beslutter sig for at hævne sig - og det er hæsblæsende intenst og underholdende at følge hendes hævntogt. 

Big Driver blev i 2014 til en TV-film instrueret af Mikael Salomon med Maria Bello i den altdominerende hovedrolle som Tess. Mikael Salomon er også manden bag 2004s udgave af 'Salem's Lot, som jeg har et blødt punkt for, og Big Driver er egentlig også et ganske hæderligt forsøg på at filmatisere noget rigtig ubehageligt, men jeg synes desværre den fejler til sidst. Ligesom i 1922 har filmen den udfordring, at historien primært udgøres af hovedpersonens tanker og solitære handlinger, og selvom det i starten fungerer okay at Tess snakker med sig selv, bliver det hurtigt trivielt og kunstigt. Som en detalje kan nævnes at Tess lejer den ultimative rape-and-revenge-film Last House on the Left som forberedelse på sit hævntogt - og selvom det er et sjovt shout-out til en af mine favoritter, understreger det samtidig min følelse af, at det hele er set før og med bedre resultater. Big Driver er ikke helt blodig og brutal nok til at tilfredsstille horror-segmentet, men der er heller ikke kød nok på drama-delen til at tilfredsstille de Lifetime-seere, den er lavet til, og den ender med at falde mellem to stole. 

Fair Extension er samlingens korteste novelle med kun tredive intense sider - men hvilke sider! Først og fremmest foregår historien i Derry, Maine, der er en af Kings mest ikoniske, fiktive byer med indbyggere som The Loser's Club fra It og Insomnias Ralph Roberts, og så handler den til dels om en gadesælger ved navn Elvid (selv jeg kunne regne dét anagram ud). Hovedpersonen er den kræftramte og døende Dave Streeter, der bliver tilbudt femten års ekstra levetid af djævelen selv - han skal bare betale 15% af sin løn i samme periode, samt overføre sin ulykke til en person, Streeter kender og hader. Streeter er skeptisk, men har ikke noget at tabe, så han sælger sin sygdom og lidt af sin sjæl. Herefter går det hastigt ned ad bakke for Streeters bedste ven siden barndommen, og det er ikke småting, den stakkels mand bliver udsat for. Tiden bliver målt særdeles distanceret med referencer til populærkulturen, og jeg elsker novellen alene for at indeholde sætningen 'Chris Brown and Rihanna became nuzzle-bunnies.' Det er en velskrevet, ond lille historie, der passer godt ind mellem de andre i samlingen. 
A Good Marriage er den sidste novelle i Full Dark, No Stars, og det er nok også min favorit. Den er inspireret af den virkelige historie om seriemorderen Dennis Rader, der igennem tredive år på grusomste vis torturerede og slog børn og kvinder ihjel - imens han sideløbende levede et helt normalt liv med en kone, der tilsyneladende ikke vidste noget om hans forbrydelser. Det virker helt usandsynligt, men King formår at skrive en historie hvor hans karakterer Darcy og Bob Anderson virker enormt troværdige, og den forstærker den ubehagelige følelse af at man aldrig helt kender et andet menneske. Her opdager Darcy tilfældigt en myrdet kvindes ID-kort gemt i garagen, og herfra er novellen et fremragende indblik i en på en gang panikramt og handlingslammet kvindes tanker. Den er oprigtigt uhyggelig; Bob Anderson er en skræmmende god skurk, og den pensionerede betjent, der snuser rundt omkring parrets hus, er klart Kings første bud på detektiven Bill Hodges fra Mr. Mercedes-trilogien.  

Ligeså forrygende novellen er, ligeså forfærdelig er filmatiseringen fra 2014, hvor Stephen King endda selv har skrevet screenplayet. Det var en kedelig opdagelse jeg først gjorde mig efter at have set dette makværk, men det burde ikke komme bag på mig, da King generelt ikke har stor succes med at pille ved adaptionerne af bøgerne. I hovedrollerne som Bob og Darcy ses Anthony LaPaglia og Joan Allen, og de overspiller begge i en grad jeg sjældent før har set. Det eneste forsonende ved Bobs karakter er hans uhygge og overlegenhed, der understreges i filmen hvor han i glimt er ganske overbevisende og meget bedre end den lidt svage Bob fra novellen. I det følgende spoiler jeg slutningen, men I skal ikke spilde jeres tid på filmen, så måske gør det ikke så meget - Darcy ender med at slå Bob ihjel ved at skubbe ham ned af trappen, men hvor det i novellen er et rørende og ambivalent øjeblik, virker Darcy i filmen på hævntogt og lidt for tilfreds med at slå sin mand ihjel. Det er en ærgerlig slutning på en ærgerlig film, som jeg gerne ser genfortolket i den antologi-film, jeg drømte om i starten.