mandag den 31. december 2018

eerie whispers trapped beneath my pillow

Allerførst: Her burde have været et langt og reflekterende indlæg over året der er gået, men jeg har sovet hele eftermiddagen væk, og nu vil jeg gå ud til min kæreste i køkkenet og hjælpe til med vores beskedne nytårsmiddag. Vi fejrer nytåret sammen med Jimmy - men det havde vi nok helt ærligt også gjort, hvis jeg ikke var syg. Og et eller andet sted er det også meget passende, at årets sidste blogindlæg kommer til at handle om Stephen King, der har fyldt mere i mit liv i 2018 end nogensinde før. Rigtig godt nytår, og tak for at I læser med!
Jeg var totalt last-mover med podcast-fænomenet og vidste i pinligt lang tid ikke rigtigt, hvad det var - indtil det gik op for mig, at det jo bare var en slags radio. Mine veninder fik sparket mig i gang for et par år siden (jeg startede solidt ud med de stadigt forrygende gode 'Kvinden med den Tunge Kuffert' og 'Serial'), og siden da har jeg stort set skiftet al musiklytning ud med podcastlytning (hvilket vel egentlig er lidt trist). Ikke overraskende søgte jeg snart efter Stephen King-podcasts, og den første jeg faldt over, elskede jeg øjeblikkeligt. Jeg har efterhånden lyttet til en del forskellige, og der er mange flere derude (jeg mangler blandt andet de 'store' 'The Loser's Club' og 'Dark Tower Radio'), men de podcasts jeg anbefaler i dag, har alle en del episoder bag sig og holder et højt niveau. Flere af dem er dog desværre nedadgående i deres udgivningsfrekvens, så der kommer nok en del to til dette indlæg, når jeg engang får kastet mig over de (mange!) resterende. Dagens podcasts følger i nogenlunde prioriteret rækkefølge: 
Stephen King Cast
Stephen King Cast var den første King-podcast jeg begyndte at lytte til, og det er stadig min favorit. Der er kun én vært; den semi-anonyme Cooper O'Connor, der giver nogle virkeligt grundige og indsigtsfulde analyser i Kings værker. Han har læst engelsk på universitetet og tilgår historierne med en grundig analytisk indstilling, og jeg elsker at høre nogen nørde King på et lidt højere niveau. Han har udgivet næsten 200 episoder og har imponerende nok været igennem alle bogudgivelser, så der har naturligt nok været lidt længere mellem udgivelserne på det sidste. 

PLUS: Værten kender virkelig sit stof. Hans research før hver episode er imponerende; han læser ikke bare bogen, men opstøver diverse trivia omkring udgivelsen, hvilket er et stort plus. Han inddrager også lytterne og er (lidt for) god til at læse e-mails op med forskellige synspunkter, og så har han nogle gode interviews med relativt vigtige mennesker i King-kredsene. Hans valg af musik til de forskellige episoder er gennemtænkt og altid en god overraskelse, og så har han to ekstremt søde hunde, der ofte snorker i baggrunden, og selvom han er anonym, er en af hans store forcer i det hele taget, at han deler så meget af sit privatliv. Han har i øvrigt også været på tour med Stu Tinker i Bangor ligesom mig. 

MINUS: Det virker heldigvis for det meste, men nogle gange er det en anelse trivielt, at podcasten hostes af kun én mand. Der kan mangle en anelse ping-pong, og når værten er træt, er det lidt for tydeligt, at han læser op af et manuskript. Til tider kan han også være lidt for politisk korrekt - det er alligevel tydeligt, hvor han sætter sit kryds, så jeg ville ønske han var lidt mere direkte i sin kritik - her tænker jeg særligt på The Dead Zone, hvor Stephen King i 1979 formåede at skrive en roman om Donald Trump. (OK. Edit siden første kladde - i Elevation-anmeldelsen lægger han ikke fingrene imellem!)
King Me - The Stephen King Movie Podcast
Podcasten hostet af de to drengerøve Rob Avon og Dan Gagliardi er meget tæt på at være min favorit, men det ville ikke være helt fair, da udgangspunktet for podcasten ikke var en decideret kærlighed til King, men snarere et vanvidsprojekt om at se samtlige elendige King-relaterede film. Det er SÅ sjovt at høre dem kæmpe sig igennem de virkeligt forfærdelige filmatiseringer, og jeg har flere gange grinet højt, hvilket er lidt af en bedrift for en podcast. Rob har læst en del Stephen King, så han har noget baggrundsviden, men udgangspunktet er at de ikke må snakke om bøgerne i podcasten. I starten var den grove humor lige i overkanten, men jeg lærte snart at elske dem, og de har også løbende lært at elske Stephen King, og behandler ham med stor kærlighed og respekt, selvom de virkelig tager pis på ham. De har desværre ikke udgivet ret meget siden maj måned, hvor Rob flyttede tværs over landet. 

PLUS: De er SÅ sjove, og har  som sagt flere gange fået mig til at grine højt. De har tit gæster i studiet, og de er ofte - ligesom dem selv - amatørkomikere, der optræder på diverse små scener rundt omkring i New Jersey. Deres fokus på åndssvage detaljer i filmene er imponerende, og de gør det noget sjovere for mig at kæmpe mig igennem f.eks. syv Children of the Corn-film. De har forskellige faste segmenter i hver episode, der trods alt skaber en vis struktur i anarkien. 


MINUS: Det krævede lige et par afsnit eller tre før jeg lurede jargonen og humoren, der i de første par episoder var lige plat nok. De starter (som de fleste) kronologisk, og der er SÅÅÅÅ mange menstruationsjokes i det første Carrie-afsnit. Men det bliver lynhurtigt bedre, og King Me er en af mine ultimative yndlingspodcasts. 

The Stephen King Podcast
Canadiske Lou Sytsma og svenske Hans Lilja (manden bag Lilja's Library; en af de vigtigste Stephen King-hjemmesider gennem de sidste tyve år) har lavet en nogle gange lidt tør, men meget saglig og informativ Stephen King-podcast, hvor de udnytter deres forbindelser, der er liiiidt bedre end dem, de andre podcasts kan trække. Hans og Lou snakker om både de originale King-værker, men også om andre King-relaterede projekter, og det er for det meste ret interessant. Efter 93 afsnit har Hans desværre valgt at stoppe, men Lou fortsætter alene.

PLUS: Hans og Lou har - for King-fans - virkeligt interessante gæster med på telefonen, blandt andet Bev Vincent og George Beahm. De har også en god dynamik - hvor Lou altid er saglig og seriøs, er Hans noget mere umiddelbar, og (heldigvis) noget mere ærlig, når der er noget, han ikke kan lide. Det er også her, jeg bedst får opsamlet alle vigtige (og ikke-vigtige; de er meget grundige) Stephen King-nyheder. 


MINUS: Det kan godt blive liiidt for tørt nogle gange - nogle gange er det helt ærligt lidt svært ikke at space ud. De har også en del ekstraepisoder med interviews med upcoming forfattere, og selvom det bestemt er sympatisk, springer jeg altid over dem. 
Castle Rock Critical
Konceptet bag denne podcast fangede mig ikke umiddelbart - der findes et hav af podcast, der kun omhandler Castle Rock-serien, og selvom det bestemt er interessant, har jeg haft nok i at lytte til mine faste podcasts behandle serien. Derudover er Castle Rock Critical en podcast under den større paraply FanCritical, der udgiver podcasts om alle de store tv-serier, så jeg troede ikke, at det ville være særligt grundigt. Men jeg tog fejl, og podcasten er hurtigt blevet en favorit hos mig. Efter det blev bekræftet, at Castle Rock blev fornyet med en anden sæson, besluttede værterne sig for at fortsætte og se og diskutere flere værker af King frem til udgivelsen af næste sæson, og det er virkelig godt. 


PLUS: Jeg troede, at det ville være et KLART minus, at der er hele fem mennesker tilknyttet podcasten. Oftest er de dog kun max fire i studiet af gangen, og de er overraskende gode til ikke at snakke i munden på hinanden - i det hele taget er det tydeligvis nogle lidt mere podcast-vante værter end jeg er vant til. Der er en virkelig god dynamik, og de er sjove og tilpas fjollede - og så er de fra England (og Australien). Jeg er faktisk blevet så glad for dem, at jeg også er begyndt at lytte til deres Walking Dead-podcast. Og så er det også et klart plus, at en af værterne, Emma, er ivrig King-læser og kan sætte filmene i kontekst i det store King-univers. 

MINUS: Umiddelbart ikke noget. Det er ikke fair at kritisere værterne for at være FOR grundige, for jeg nyder virkelig nørderiet, og det er ikke deres skyld, at det er femte gang jeg lytter til en scene-for-scene analyse af hele Castle Rock-serien. Nogle af episoderne er lange, men de er klippet godt, og det hele er interessant og King-relevant. Jeg kan anbefale at springe Castle Rock-afsnittene over og bare lytte til deres analyser af filmene, da det er en af de bedste podcasts til netop dét. 

Castle Rock Radio - A Stephen King Podcast
Denne podcast er hostet af Lori Michelle og Max Booth III, der er et par enormt sympatiske mennesker med god dynamik og humor. De danner par privat, men det er bestemt ikke noget, der fylder meget i podcasten - vigtigere for deres baggrund er deres funktion som redaktører af horrorbladet Dark Moon Digest, hvor blandt andre Cooper O'Connor fra The Stephen King Cast har fået historier udgivet. 

PLUS - Til forskel fra sådan cirka alle andre starter Castle Rock Radio ikke i kronologisk rækkefølge med Carrie, hvilket er et stort plus, for selvom jeg normalt er fan af orden og struktur, kan det blive lidt trættende efter femten podcasts. Derudover tager de fat i de mere ukendte King-historier og dedikerer et helt afsnit til en enkelt novelle - selvfølgelig med diverse sidetracks, men det er et format, jeg sætter pris på. De er på ingen måde politisk korrekte, hvilket også er et stort plus i min bog. 

MINUS - Især Lori ved ikke sååå meget om Stephen King. Det gør ikke så meget for anmeldelsen af den enkelte historie, men det er et problem, når de skal referere til det større billede. De har også ofte gæster med, der skal promovere egne bøger på parrets forlag, men de ved heller ikke ret meget om King, og det kan gøre det en anelse unuanceret. Generelt kunne de godt være lidt grovere i redigeringen, men jeg er for det meste ret godt underholdt.
The Cast of Ka - Stephen King's The Dark Tower Fan Podcast
The Cast of Ka er en podcast fra Deejay og Rachel Shatto fra Zombie Grrlz, og som navnet antyder, er den dedikeret 100% til The Dark Tower. Der er indtil videre kun udgivet 22 episoder, men de to værter går til gengæld virkelig grundigt til værks og dækker kun et par kapitler i hver episode. De har netop startet turen gennem bog nummer tre, The Waste Lands, og jeg nyder virkelig at nørde med de to værter, der interessant nok læser historien ret forskelligt. Jeg har siden opdaget andre podcasts, der også går i dybden med netop Dark Tower, men dem gemmer jeg altså lige lidt endnu. 

PLUS - Det er VIRKELIG nørdet. Jeg ved godt, at jeg i forvejen har en ret smal målgruppe, og at en post omkring Stephen King-podcasts ikke kan bruges af mange - og denne podcast er til et endnu mindre publikum. Den kan dog bestemt anbefales at lytte til imens man selv rejser mod tårnet - de forsøger at være spoiler-free, og selvom det er svært for mig at vurdere, fordi jeg kender historien så godt, tror jeg bestemt, at de overholder det. De anerkender de problematiske aspekter ved historien, men er også gode til at se historien i konteksten af den tid, den blev skrevet i, og det sætter jeg stor pris på. 

MINUS - Den ene vært, der bare omtales som Deejay, er nogle gange lidt for negativ i sine betragtninger. Jeg forstår godt dynamikken imellem de to, der fungerer langt det meste af tiden, men nogle gange er han lidt for ærlig omkring at have læst lidt hurtigt over detaljerne - hvilket virker dumt, når formålet er at gå helt i dybden. Medværten Rachel er dog god til at sætte en stopklods i, når han springer over noget vigtigt. 
Pennywise Dreadful - The Journal of Stephen King Studies
Pennywise Dreadful er et interessant projekt, for det er mere end blot en podcast, men også en peer-reviewed online journal, der samler nyere forskning i Stephen Kings værker. Man kan læse mere her, og det er også meget nørdet - og selvfølgelig lige noget for mig. V
ærterne Dawn Stobbart og Alan Gregory gør et kæmpe stykke arbejde, og derfor bliver Pennywise Dreadful også nævnt her, selvom der kun er udgivet 20 episoder af podcasten indtil nu. 

PLUS - Det er endnu en podcast, der går grundigt til værks. Værterne har deres teori i orden og kan sætte Kings værker i en større kontekst - og så er de britiske, hvilket er en kærkommen afveksling fra alle amerikanerne (og svenskeren og canadieren, selvfølgelig).

MINUS - Der er ELENDIG lyd i flere episoder. Det går især helt galt, når de har andre gæster med - enten i studiet eller pr. telefon - og det er en skam, for deres diskussioner er enormt interessante. Desværre er flere episoder næsten uudholdelige at lytte til. Efter jeg har opdaget, hvor mange andre gode King-podcasts der findes, kan jeg desværre ikke give Pennywise Dreadful en højere placering, men eftersom udgivelsesfrekvensen er så lav, bliver jeg gerne ved med at lytte. 

søndag den 30. december 2018

we stick to our slow motion memories

Det var dén jul. I går vendte jeg tilbage til København efter en hel uge i Jylland hos min far. Jeg havde sådan glædet mig til en tiltrængt, lang ferie, og det var også enormt dejligt at være sammen med min familie så længe, men denne jul har desværre stået i sygdommens tegn. Det startede juleaftensdag, da min far blev ramt og tog verdens længste eftermiddagslur - han gik glip af udskæringen af ænderne, hvilket er uhørt, og da min søster selv foreslog, at vi bare stillede julemiddagen på bordet i gryder og pander frem for i det fine porcelæn, vidste jeg, at den også var gal med hende. Min svoger, min niece, hundene og jeg spiste rigeligt af den gode julemad, risalamanden og mandelgaver gemte vi til senere, og jeg tror faktisk ikke, at tanken om sang og dans om juletræet strejfede nogen af os. Vibe hjalp mig med at dele den grotesk store mængde gaver ud, og igen i år blev jeg helt overdrevet begavet - også med fine ting, jeg slet ikke vidste, at jeg ønskede mig. De fortjener deres eget indlæg, men fælles for de fleste var, at jeg først har kunnet tage dem i brug når jeg kom hjem igen, selvom mine fingre har kriblet efter at bygge LEGO, spille Xbox og lave puslespil. 
Jeg nåede en hyggelig julefrokost i Skive hos min svigerfamilie 1. juledag, inden det blev min tur til at kaste sild og tarteletter op igen. Og så har jeg faktisk haft det halvskidt siden. I forgårs begyndte jeg at spise lidt igen, men nu er jeg til gengæld blevet hamrende forkølet, og togturen hjem i går var nærmest uudholdelig (sikkert også for mine medpassagerer, undskyld). Nu kan jeg næsten ikke overskue at gå i gang med gaverne, lejligheden sejler, og jeg har slet ikke nået det, jeg gerne ville i ferien. Jeg er helt ærligt lidt træt af det, men jeg prøver at fokusere på alle de gode ting, og der har heldigvis været mange. Det har især været helt fantastisk at være så meget sammen med min niece - selv når hun er halvsløj, er hun verdens allerbedste lille menneske. 

mandag den 24. december 2018

this fit like clothes made out of wasps

Rigtig glædelig jul til jer alle fra en meget begejstret jule-Silke og jeg. 

torsdag den 20. december 2018

and I got bad nostalgia for what came before

Jeg føler at jeg gentager mig selv, men jeg har travlt. Heldigvis primært med gode og spændende ting, men jeg glæder mig meget til ikke længere at skulle stå op før klokken fem om morgenen. Jeg har dog haft tid til at pakke julekassen ud og pynte op sammen med Jimmy, der var så interesseret i hunde/katte/lama-julepynten, at han væltede planten tre gange i træk. På pladehylden er min Lichterengel blevet genforenet med sin Bergmann, der var dette års adventsgave fra min far, og det er en dejlig tilføjelse til min samling af tysk træjulepynt. Jeg er teknisk set ikke rigtig i julestemning, men jeg er heller ikke IKKE i julestemning, og det stiller jeg mig tilfreds med i år. 
Nederst fremviser Jimmy min samling af helt ærligt enormt grimt elge/rensdyr-julepynt, som jeg alt sammen har fået forærende af min mor. Jeg har troligt stillet det frem hvert eneste år, men det er jo bare noget fjollet julepynt, hun har fundet på tilbudshylden i Netto - det er ikke nostalgifremkaldende klenodier fra min barndom eller meningsfyldte kærlighedserklæringer, og nu er det sendt til genbrug. Jeg har vist nævnt det før, men jeg har fået meget lettere ved at skille mig af med ting (vidste I forresten godt, at hoarding tidligere blev anset som en afart af OCD? Jeg har aldrig beholdt tomme mælkekartoner eller brugt sølvpapir, men jeg har gemt alt fra gavemærker til biografbilletter, og jeg har MANGE bøger, film, spil, tøj - og ting generelt - ikke at jeg i øvrigt overhovedet prøver at antyde at jeg kan sætte mig ind i, hvordan det må være at leve med så forfærdelig en sygdom). Jeg er efterhånden nået dertil, hvor det er nok for mig at tage et billede af nogle af de ting, der reelt ikke har nogen værdi for mig - og så kan jeg gemme dét i stedet. Det er dog lidt ekstra svært med ting fra min mor - og julen vil jeg nok altid forbinde med min mor på godt og ondt; heldigvis har vi mange skønne juleminder, men det fylder selvfølgelig også en del, at jeg mistede hende i december måned. Men nu er de grimme elge altså røget ud! :) 

mandag den 17. december 2018

I want to eat it and I will not wait

Det har stået lidt sløjt til på chipsefronten på det seneste. Jeg har selvfølgelig stadig spist enormt mange chips, men de fleste har været de lækre Cheetos-efterligninger fra OWL eller en solid omgang Sour Cream & Onion fra KiMs, og jeg har ikke haft mod på så mange nye varianter. Jeg har dog fået samlet lidt sammen over de sidste måneder, og I skal ikke snydes for dem, jeg trods alt har fået afprøvet (hvor der var flere fine overraskelser undervejs). Utroligt nok optræder hverken Lays, Taffel eller KiMs i dagens indlæg, og vi starter med en mystisk sort pose fra Spanien.

Faktisk er den fine, sorte pose måske fra Sardinien - det var i hvert fald dér, min kæreste købte posen til mig, men teksten bagpå er spansk. Det er dog 'bare' saltede kartoffelchips, men en ret god udgave af den gammelkendte variant. De havde en god tykkelse, var ikke knækkede på rejsen, og havde en helt tilpas mængde af lidt større saltkorn. De undgik også den klassiske oliefælde, og jeg giver dem syv solide Pringles-rør (som altid ud af ti.)
I vores trofaste slikimport-biks fandt jeg disse majschips fra intet mindre end Syrien. Hvorfor de Bugles-lignende tornadochips skal præsenteres af en lidt bistert udseende mexikaner ved jeg ikke; men ellers giver jeg point til posens faverige og detaljerede illustrationer. På plussiden var snacksenes kompakthed og deres rigelige mængder pulver; især pizzasmagen var god i den lidt utraditionelle kombination med majschips, men jeg fandt dem også lidt trættende i længden. Som en lille snack var de dog en god afveksling fra kartoffelchipsene, og både min kæreste og jeg giver dem syv Pringles-rør. Ostevarianten blev noget hurtigere kvalm, og selvom det ikke ligner mig, må jeg nøjes med at give den et femtal. 
Det er på tide med en anmeldelse af endnu en variant fra engelske Tyrrell's, for jeg er en letpåvirkelig forbruger, der er faldet totalt for deres charmerende posedesign og heldigvis også lækre chips. På trods af min grundige oversigt over mine anmeldelser (der kommer på bloggen med links, når jeg lige har en hel dag i overskud til dét projekt - måske forståeligt nok ikke en førsteprioritet lige nu), mister jeg af og til overblikket, så da min far havde købt to poser til mig, tog jeg et nydeligt fælles-foto. Jeg har dog allerede givet cheddar-posen et ni-tal i en noget kortfattet anmeldelse fra 2016, så i dag skal det handle om varianten med pesto og parmesan; to ting, jeg holder meget af. Og ligesom Tyrrell's andre smagsvarianter holder posen faktisk hvad den lover - det er en meget lækker grundchip med tydelig smag af begge ingredienser, og modsat forventningen bliver de ikke trættende i længden. De er ikke helt lige så gode som cheddar-varianten, men de får otte store Pringles-rør af mig. 
Crusti Croc er Lidls eget snack-mærke, og jeg har tidligere givet Sour Cream&Onion-varianten et seks-tal. Men Lidl kan mere, end man umiddelbart skulle tro, og ligesom jeg bliver mere og mere begejstret for butikken generelt (de har SÅ.MANGE.GODE.TING!), vinder Crusti Croc også ind på mig. Den lave karakter til SC&O kan skyldes mine høje forventninger til en klassiker og min all-time yndlings-smagsvariant, men deres bølgechips med smag af 'Grilled Steak' var overraskende lækre. De havde en god konsistens og en kraftig smag, der kom ret tæt på min forventning til 'grilled steak' (uden at jeg dog kan definere det nærmere), og jeg giver dem gavmildt otte Pringles-rør. 
Sidste pose i denne omgang er også den flotteste; en yndig, mintgrøn pose fra 'Sal de Ibiza' med smag af 'White Truffle'. Chipsene er tyndtskårede og måske lidt rigeligt olierede, men posen holder hvad den lover, for smagen af trøffel er meget dominerende. Det kan man naturligvis ikke klandre dem for; i en objektiv anmeldelse ville det være et klart plus, men smagen er lidt for overvældende til mig, og jeg får hurtigt nok af dem. Jeg kan derfor kun give dem seks Pringles-rør, men heldigvis ville min kæreste hellere end gerne udrydde posen, og kaster et stort otte-tal efter dem. Jeg kunne godt tænke mig at opstøve Salt&Vinegar-varianten, da jeg som sagt er en sucker for godt posedesign (den var i øvrigt guldfarvet indeni) , og så var selve chippen også ganske god, hvilket trods alt er vigtigst. 

lørdag den 15. december 2018

you electrify my life

I dag har været den bedste dag længe. Det er efterhånden blevet en fast juletradition at besøge Christianias julemarked, så der kiggede jeg forbi sammen med to gode venner, inden vi drog videre mod Zoologisk Have. Jeg kender dem begge fra dyrepasser-grundforløbet, og den ene har været så heldig og dygtig at have fået drømmepladsen i Zoo, så han kunne give os en ekstra god tur med backstage-besøg, fodring af en sød tukan og slangenusning. Vi spiste fish&chips og drak glögg i skæret af intet mindre end 200.000 julelys, og det var helt enormt hyggeligt. 
Vi har tilbragt hele dagen sammen, og det var endnu et tiltrængt venne-boost på en uge, der også har budt på julehygge i min venindes nye hus, vinterbadning med anden god veninde og burger-spisning med en tredje veninde. Det har været nogle gode afbræk fra en lidt hård uge på arbejdet, hvor jeg ikke blev kaldt til samtale til de opslåede stillinger. Det skyldes såmænd bare min restpraktik - jeg er trods alt først færdig til juni - men det har stadig været lidt svært at se de andre elever - både dem fra mit arbejde og fra min klasse - blive indkaldt. Heldigvis har jeg også haft en oplevelse, der gjorde mig helt høj, da jeg måtte overtage en række injektioner i halevenen på mus (er I klar over, hvor LILLE den er?!) fra en kollega, der var blevet syg. Det var lidt skræmmende at være ansvarlig for en forskers forsøg, men det gik SÅ godt, og jeg var flyvende resten af dagen. Derfor blev gårsdagens julefrokost heldigvis også en god oplevelse; der var sækkepibeorkester, Filur-slush ice og dans i Mærsk Tårnet. 

søndag den 9. december 2018

light only shines from those who share

Sidst i oktober udkom 'Elevation' af Stephen King - en udgivelse af den størrelse, jeg aldrig helt ved, hvad jeg skal kalde på dansk; en lang novelle eller en kort roman? Elevation er en lille bog med stor skrift på de 146 sider, og det tager kun en eftermiddag at genbesøge Kings fiktive by Castle Rock, der i år er blevet kendt af et større publikum efter Hulus serie af samme navn. Efter første, hurtige gennemlæsning var jeg mest af alt lidt undervældet, og jeg følte egentlig, at historien skulle have været inkluderet i en fremtidig novellesamling i stedet, men efter en grundigere læsning forstår jeg godt beslutningen om at lade historien stå alene. (Så fik man også lejlighed til at lave en virkelig flot forside og smække tegninger af nuttede hunde forrest i bogen, samt fine illustrationer til hvert kapitel af Mark Edward Geyer.) Det er en jordnær fortælling, der handler om en (medgivet, meget bizar) terminal sygdom, om accept af døden og om at gøre verden til et lidt bedre sted, inden man skal herfra, og jeg er glad for at jeg snuppede den anden gennemlæsning med det samme, for dér gjorde historien for alvor indtryk på mig. 
Hovedpersonen i Elevation er den midaldrende Scott Carey, der er begyndt at tabe sig - dog uden at gennemgå de synlige, fysiske forandringer, der oftest følger med et vægttab. Der er også andre mystiske omstændigheder omkring vægttabet - det går virkelig stærkt, og så vejer Scott det samme både med og uden sit tøj på. Han ved godt, at den er gal, og han betror sig til sin ven og læge, Bob Ellis, der selvfølgelig straks vil henvise ham til yderligere undersøgelser, men Scott ønsker ikke at bruge resten af sit liv som forsøgskanin, så han lever med sin bizarre lidelse i stilhed. Bob stiller mange af de spørgsmål, man sidder med som læser, og hans tilstedeværelse og skepsis gør fortællingen både realistisk og vedkommende. Elevation kan ses som en spejlfortælling af Kings tidligere roman 'Thinner', der på samme måde handler om et uforklarligt vægttab - men hos en mand, der i modsætning til Scott bestemt ikke accepterer sin skæbne. (Den vil jeg også gerne snart genlæse og anmelde - men next up er min all-time favorit Pet Sematary.)

Til at starte med er Scott faktisk ikke så påvirket af sin sygdom, og historiens første lille konflikt udspiller sig i stedet mellem Scott og hans naboer; et lesbisk par med et par hunde, der lidt for ofte skider i Scotts have. Efter et indledende skænderi med den noget usympatiske Deidre, går det dog op for Scott, at parret er i større problemer - byen Castle Rock er IKKE klar til et gift, homoseksuelt par og deres nyåbnede vegetarrestaurant. Scott vil ikke finde sig i fordomme og forskelsbehandling, og han dedikerer resten af sit liv til at hjælpe parret. Her kommer 71-årige King faretruende tæt på noget white male-privilege, men jeg vil stædigt holde fast i, at han skriver ud fra den verden, han kender - og så håber jeg, at der bliver kigget på intentionen bag. Han slipper godt fra det i mine øjne; Deidre vil overhovedet ikke ynkes eller have hjælp, og det er en ganske nuanceret beskrivelse af et helt almindeligt, gift par - hun er ikke et glorificeret symbol på den perfekte, likeable homo. Scott er respektfuld, men tålmodigt insisterende i sit forslag om et væddemål, der udmønter sig i en middag og et tæt venskab. 
Jeg vil ikke afsløre, hvordan historien udvikler sig, men den sidste del af den lille bog er noget af det smukkeste, jeg længe har læst. Det er store, tunge emner om accept og erkendelse af døden, men i en let og opløftende (ikke overfladisk) tone, der står i direkte modsætning til bogens anden søsterfortælling - Revival fra 2014, der havde nogle meget dystre og skræmmende beskrivelser af døden og efterlivet. I mine King-facebook-grupper spøger folk lidt nervøst med, om King måske selv er blevet ramt af sygdom, og om Elevation er et slags tidligt farvel, men det håber jeg virkelig ikke, for han skriver bedre end nogensinde. 

King er på de 146 sider mere politisk, end han har været meget længe. Der er stikpiller til det aktuelle, forfærdelige politiske klima i USA og til den globale opvarmning, og historien føles skræmmende vedkommende. King skriver om USA anno 2018, og i denne fortælling er konteksten mere relevant end nogensinde. Han har constant readers med alle mulige forskellige politiske præferencer - vores kære rundviser Stu fra Bangor er Trump-voter - men han lefler bestemt ikke for nogen i Elevation. Det hjælper selvfølgelig nok at være enig med manden, men er man det, kan jeg også virkelig anbefale at følge Kings Twitter, hvor han ret ofte langer ud efter Trump. 
Til sidst et par afsluttende kommentarer (og endnu en t-shirt med King-motiv - jeg må virkelig snart få lavet det indlæg med hele min pinligt store samling):

- Det bliver nørdet nu, men jeg forstår ikke rigtigt mytologien om Castle Rock. Serien af samme navn slipper ret godt afsted med at forklare, at der findes flere planer og parallelverdener, hvorfor byen godt kan eksistere efter dens totale ødelæggelse i Needful Things, men jeg forstår ikke, hvordan der i Elevation kan optræde et punkband ved navn "Pennywise & The Clowns", hvis Castle Rock befinder sig i samme univers som Derry og hændelserne i "It" - så virker det i hvert fald som et lidt for makabert navn. (Men okay. Marilyn Manson er en af mine yndlingskunstnere.)

- Hver gang jeg tænker på Elevation, har jeg U2-nummeret af samme navn på hjernen i flere timer efter. Det er virkelig ikke rart. 

fredag den 7. december 2018

I wish for waking up unaware

I dag er det seks år siden min mor døde. På instagram skrev jeg det her: "Hej Mor. Jeg ville gøre alt for at kunne kramme dig igen. Jeg savner sådan at snakke med dig, og en lille del af mig venter nok stadig på, at du kommer tilbage til os. Jeg har sagt det før, men du har været væk længe nok nu! Jeg har IKKE sluttet fred med din død. Jeg har utroligt nok lært at leve mit liv uden dig, og jeg har det heldigvis - for det meste - rigtig godt, men det kommer aldrig til at blive okay, at du skulle dø fra os. I dag er hård. I morgen bliver bedre."

søndag den 2. december 2018

don't stop thinking of today

Det har været en vild uge. Jeg troede, at jeg var forberedt på, hvor overvældende det ville blive at vende tilbage til arbejdet og starte på en helt ny afdeling SAMTIDIG med jeg startede mit eksamensprojekt op - men det var jeg ikke. Efter en emotionel og fysisk drænende uge, kunne jeg dog cykle hjem fredag eftermiddag med (relativt) ro i sindet og et smil på læben, for nu ER jeg i gang, og jeg har allerede fået nogle gode og brugbare resultater. Det gør det forhåbentlig lidt nemmere, når vækkeuret ringer klokken 04.30 i morgen tidlig. (I nat, er det jo. Jeg står op midt om natten indtil jul, og jeg har utroligt ondt af mig selv, som I nok kan fornemme.)
Heldigvis har Jimmy klistret til mig lige siden jeg kom hjem fra studietur, og hans monotone spinderi har været dejligt afstressende. Jeg har også spist store mængder slik, som min veninde havde med til mig fra England, jeg har været i vandet et par gange mere, og i fredags havde jeg den perfekte venindedate, der kulminerede med Fantastic Beasts II i biografen. 
Før jeg fik rigtig travlt, nåede jeg dog lige at lave en lille pakkekalender fra min søster og jeg til vores tante. Vi har en ret lille familie, og efter vores mor døde, har min morbrors kone virkelig været en stor hjælp og støtte for min søster og jeg. Hvert år køber hun også troligt julegaver og fødselsdagsgaver til sine efterhånden ret voksne niecer - trods vores store protester - så i år ville vi give lidt tilbage.
Der var ingen bagtanke bag, men pakken medførte en spontan invitation til et døgns intensiv julehygge i Sønderjylland hos min onkel og tante. Jeg har virkelig haft lyst til en Jyllands-tur længe, for sidst jeg så min søster og niece var i september, men jeg har bare ikke haft tiden eller overskuddet til det. Derfor var det helt perfekt, at vi i går alle kunne mødes  (næsten) på halvvejen, og det var en helt ubeskrivelig hyggelig dag. Jeg slog min tante og fætter i 500; de lærte mig at spille Rummikub, og jeg fik charmet mig ind på min dejlige niece igen. Hun er lige fyldt et år, og hun er stadig det mest bedårende væsen, jeg nogensinde har set. 

lørdag den 24. november 2018

I'll confess my weakness to you

Mit hoved er stadig lidt i Holland, men i går var det allerede tid til sidste tur til Roskilde og skolen i denne omgang. Eftersom jeg skal tilbage på skolebænken om bare to måneder, var det ikke den store tårevædede afsked, men vi havde en hyggelig dag med dimissionsfest for nyuddannede dyrehandlere. Jeg kan dog langt fra ligge på den lade side nu, for på mandag starter jeg både på en ny afdeling på mit arbejde OG på mit eksamensprojekt, hvor jeg dagligt skal observere og håndtere 60 mus, samt undersøge om de bliver gladere for at blive flyttet i en tunnel frem for i halen (det tror jeg de gør). Derudover er der også lige blevet slået dyrepasserstillinger op på mit arbejde, og det er så spændende, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Det er nok bare for tidligt, desværre, for jeg skal først til eksamen til marts, og er endelig færdig til juni, men jeg bliver nødt til at prøve alligevel. Sammen med ALLE de andre fra min klasse. FML. 
Det er dog aaaalt for fremtidsafgørende for sådan en lørdag aften, og i stedet overspringshandler jeg for groft - jeg har blandt andet lige slugt fem afsnit af YouTube-serien Cobra Kai, der - som navnet antyder - er en fortsættelse til en af mine ultimative yndlingsfilm; en af de film, jeg har set allerflest gange, og den film, der ganske forudsigeligt var grunden til, at jeg startede til karate som ung teenager - nemlig Karate Kid fra 1984, med en bedårende Ralph Macchio i hovedrollen. Han er vendt tilbage i rollen som Daniel LaRusso, ligesom the ultimate bad guy Johnny Lawrence også er tilbage, spillet af en overraskende god William Zabka. Stor TV-kunst er det ikke, men jeg må med skam indrømme, at jeg faktisk er virkelig godt underholdt af denne drama/comedy-serie, og så er det bare et virkelig lækkert, nostalgisk gensyn med mange af scenerne fra den første film.
Det har været en god uge. Jeg har stadig overskud fra studieturen, men jeg er samtidig ret opmærksom på, at jeg ikke skal have alt for mange planer i næste uge. Jeg er lidt nervøs for at starte på noget helt nyt igen på mandag, så mit overskud skal lige kunne strækkes lidt ud - gerne indtil jul, tak. Jeg har dog fået endnu mere plus på kontoen efter en forrygende Carpark North-koncert med en god veninde i torsdags, og i dag var jeg for første gang en tur alene på Helgoland og i det 3.9 grader kolde vand, hvilket var helt fantastisk. Jeg kommer bestemt ikke til at fortryde, at jeg meldte mig ind i Det Kolde Gys - nu skal jeg for alvor være vinterbader! (Et lille minus i regnskabet var AaBs 1-1-kamp mod Vejle. Helt ærligt, venner...)

onsdag den 21. november 2018

it freaks you up like ghouls from the dead

Min studietur var mildest talt ikke så faglig ... Det kom jeg dog over, og i stedet nød jeg, at vi havde to fridage i Amsterdam. Nogle af de allerførste indlæg jeg skrev herinde, var faktisk om en tur til Amsterdam med en veninde i august 2010 - men de er forlængst blevet slettet, og de eneste indlæg jeg har gemt fra kæresteturen to år senere, er åbenbart fra vores hotel. (Det var nu også lækkert). Jeg prøver vist bare at sige, at jeg heldigvis HAR været i Amsterdam før, så jeg kunne tage den helt med ro - og desuden fungere som tourguide for min lille gruppe. Vi fik presset en kanalrundfart, byvandring og pandekager ind i programmet, og vi var også et smut i Red Light District, hvor vi besøgte 'Red Light Secrets' - noget så specifikt som et museum for prostitution. Jeg blev faktisk ret positivt overrasket over udstillingen, der var rigtig fedt bygget op, og som behandlede et meget komplekst emne med både humor og seriøsitet fra alle vinkler. 
Vi mødte de fleste andre fra klassen i Red Light District på rundfart mellem forskellige coffeeshops, og jeg ville helt ærligt gerne have været med dem inde og ryge en pind, men jeg kan ryge herhjemme - i modsætning til at besøge en husbåd fyldt med katte, der kun findes i Amsterdam. Det var en god beslutning, for nogle af mine unge klassekammerater kunne ikke nøjes med at ryge, så efter indtagelse af lidt for meget spændende kage, blev der ringet efter både vores lærer og en læge, da paranoiaen bredte sig blandt et par i flokken. Det er SÅ SJOVT! Man skulle nok have været der, men jeg kan slet ikke komme mig over, at vores lærer skulle inddrages i voksne menneskers lidt for overmodige tilgang til Amsterdams fristelser. Alt endte godt, selvfølgelig - de skulle bare lige have en pizza og en lur. 
Imens var vi andre som sagt på kattebåden. Det var verdens bedste besøg! De Poezenboot er et katteshelter, hvorfra man kan adoptere herreløse katte - eller bare få sig en snak med de faste beboere, der tydeligvis slapper helt af i selskab med begejstrede turister, der også kun har adgang et par timer hver dag. Det er gratis at kigge ind, men donationer er velkomne - og de har adskillige kattesouvenirs i den lille butik, som jeg selvfølgelig støttede alt for generøst. 
Fredag aften skulle vi flyve hjem, og vores ellers meget tolerante lærer holdt os forståeligt nok i lidt kortere snor om dagen. Vi fulgtes til Amsterdam (med én taxa, der skulle køre tyve mennesker frem og tilbage fra stationen, og så med et overfyldt tog - men jeg kunne grine af det!) og gik sammen på udstillingen Body Worlds, der er en samling af donerede, ægte menneskekroppe og organer, og en fuldstændig vild oplevelse. Der er lige åbnet en udstilling på Experimentariet, hvor jeg også så Body Worlds sidst det var i Danmark i 2011, men denne gang i Amsterdam var meget mere overvældende for mig - måske fordi jeg har lært rigtig meget om biologi og anatomi i mellemtiden. Jeg ville gerne vise billeder, men det er vist ikke så god stil - men jeg vil bestemt anbefale alle at tjekke det ud. Min lille gruppe brugte flere timer hos de døde kroppe, og derfor nåede jeg bagefter ikke meget andet end en hurtig smuttur i min yndlingsboghandel; American Book Center
Det var altså endnu et godt besøg i Amsterdam, selvom det var alt for kort. Jeg synes, at vi fik det bedste ud af timerne, og selvom det heller ikke er nemt at gå rundt fem mennesker sammen, var det en meget taknemmelig flok, der satte pris på at jeg viste dem hvad Amsterdam også er. Vi havde nogle gode snakke over pandekager og varm chokolade, og vi var lige ved at sætte os udenfor til frokost, fordi vejret var så dejligt, og vi følte os tusind år gamle. Jeg har fået ladet mine soldepoter helt op, og selv efter en forfærdelig morgen, hvor jeg ventede i over en time på aflyste tog blandt en milliard mennesker på Hovedbanegården, har jeg stadig overskud tilbage. Hurra!