tirsdag den 16. oktober 2018

the sky doesn't ever end

I weekenden havde vi besøg af min far, og det var et par gode dage med det bedste selskab, lækker mad og spændende oplevelser. Lørdag var udflugtsmålet Sagnlandet Lejre, som jeg besøgte sidste år i silende regnvejr sammen med min klasse. Denne gang kunne vi ikke have ønsket os bedre vejr; og det var sådan en god tur rundt i det kæmpestore område, der bød på bopladser og huse fra både jernalder, stenalder og vikingetid. Min far var god at have med - han er ret historieinteresseret og kunne bidrage med flere spændende fortællinger og detaljer. Højdepunkterne for mig var offermosen og alle dyrene, så på den måde var jeg ret forudsigelig.
Vi var blevet godt sultne af at vandre gennem historien, og jeg foreslog restaurant WHY Food and Cocktails i Roskilde, hvor jeg spiste i forsommeren sammen med et par veninder. Det er et vietnamesisk/dansk fusionskøkken, og ligesom sidst var maden lige i skabet - og virkelig flot. De laver også enormt gode cocktails, betjeningen er smilende og oprigtig, og jeg sender gerne en stor anbefaling efter stedet. 
Billederne er tydeligvis stadig fra Lejre, for jeg har ingen billeder fra fredag aften, hvor der var kulturnat i København. Den tilbragte vi det meste af på Veterinærskolen på Frederiksberg, hvor jeg både kunne vise min far og kæreste hvor jeg lige har arbejdet (udefra, i hvert fald), hvor vi kunne kigge på parasitter gennem mikroskoper, se og røre ved en opskåret gris og overvære et foredrag om de danske landbrugsdyrs udvikling gennem historien. Det var et virkelig godt arrangement, og vi var næsten helt mættede efter foredraget, men satte dog alligevel kursen mod Bakkehuset ved Søndermarken. Her kom vi tilfældigvis til at overvære endnu et foredrag, men det gjorde absolut ingenting, for det var en meget engageret Bo Tao Michaëlis der fortalte om gys i 1800-tallets litteratur. Vi havde en rigtig god kulturnat, og selvom det virker totalt uoverskueligt at begive sig ud i menneskemængden, kan det som regel betale sig denne aften. 

lørdag den 13. oktober 2018

don't lick your fingers when you turn the page

Det sidste års tid har jeg været på endnu en tur til The Dark Tower - jeg læste de første fire i forbindelse med udgivelsen af den forfærdelige film sidste år, og så holdt jeg (ligesom Stephen King) en lang pause, før jeg slugte de sidste tre hen over sommeren. Jeg har egentlig skrevet om The Dark Tower før, men det er så stor og vigtig en serie, at jeg nu synes at hver bog fortjener sit eget indlæg ligesom alle de andre King-bøger, jeg genlæser, og min syv år gamle notits yder bestemt ikke bøgerne retfærdighed (og med flere anmeldelser får jeg også lejlighed til at flashe flere King t-shirts.) De første fire bøger i serien får en anbefaling på min næste tur til tårnet, for i dag skal det handle om nummer fem; Wolves of the Calla fra 2003. Bøgerne i serien er udgivet fra 1982 til 2004, men de sidste tre er tydeligvis skrevet på samme tid, hvilket den næste i rækken, Song of Susannah, måske lider en anelse under. Wolves of the Calla er derimod en stærk tilbagevenden til universet efter seks års pause, og det er en af mine favoritter - ikke bare i denne serie, men blandt King-udgivelser generelt. 
Ved udgivelsen af Wolves of the Calla havde min far endelig fået mulighed for at købe hardbacks frem for paperbacks, og de sidste tre bøger i Dark Tower-serien er flotte. De er fyldt med fantastiske og farverige illustrationer af Bernie Wrightson og Michael Whelan, og de har været med til at forme mit billede af Roland og hans ka-tet (a group bound together by fate to achieve a common goal). Jeg har dog løbende lavet nogle tilpasninger i mit hoved, og denne gang har mit hold set således ud; Viggo Mortensen er en dyster Roland (Sorry, Idris Elba), Ruth Negga er Susannah, Aaron Paul er en selvskreven Eddie, og min Jake er en ti år yngre Alexander Gould.

Forgængeren Wizard & Glass fra 1997 var ét langt flashback til Rolands teenageår, hans store kærlighed Susan og hans første ka-tet, og det er også en af mine yndlingshistorier. King havde en nogenlunde færdig plan for resten af DT-serien, men 19. juni 1999 blev King kørt ned af en bil, da han var ude på en gåtur i nærheden af sit hjem, og nærdødsoplevelsen og den forfærdelige genoptræning fik ham til at overveje at trække sig tilbage fra skriveriet. Men The Dark Tower-serien skulle færdiggøres (mange constant readers havde frygtet, at ulykken ville få tårnet til at styrte) -  og som før nævnt føles de sidste tre bøger også næsten som én - og så må vi ellers bare konstatere, at King heldigvis ikke trak sig tilbage efter udgivelsen af den sidste Dark Tower-bog i 2004. Ulykken ændrede tydeligvis meget for King - og også for resten af The Dark Tower-fortællingen, der nu fik et noget andet forløb end først planlagt. Og man kan virkelig mærke, at King havde mere på hjerte med Roland, for Wolves of the Calla er en vild tour-de-force i alt det, der gør DT-universet så fedt - her er vampyrer, robotter, talende dyr, Harry Potter-referencer og krystalkugle-magi i en helt old-school setting blandt hårdtarbejdende bønder i et primitivt samfund, og jeg elsker det. 
Roland og hans ka-tet er (obviously) på vej mod The Dark Tower, og efter at være rejst gennem The Waste Lands, når de grænsen til The Borderlands og landsbyen Calla Bryn Sturgis, hvis indbyggere har brug for hjælp. En gang i hver generation bliver landsbyen angrebet af  kappeklædte ulve på hesteryg, der bortfører et barn fra hvert tvillingepar i byen; og eftersom tvillinger er normalen, går det ud over stort set alle familier. Børnene vender senere tilbage, men bliver aldrig helt rigtige i hovedet - de er roont, og når de vokser op, er det med sådan en kraft og hurtighed, at de ender med at dø af det. Roland har en mistanke om, at de kræfter, der ønsker at styrte tårnet, står bag disse bortførelser, og de beslutter sig for at hjælpe landsbyen. Det er et virkelig godt set-up til en spændende historie, som jeg selvfølgelig ikke vil spoile mere af. 

Jeg må dog nævne én ting - så læs ikke videre, hvis du slet ikke vil have ødelagt din oplevelse; men historien byder på et virkelig velkomment gensyn med Father Callahan fra Salem's Lot, og det kan jeg slet ikke få armene ned over. Vi finder ud af, hvad der skete med ham efter han forlod Jerusalem's Lot i skam, hvordan han kunne identificere vampyrer i New York, og hvordan han blev forfulgt af The Low Men, som vi kender fra Hearts in Atlantis. Han ender i Midworld tæt på Calla Bryn Sturgis og bliver hurtigt accepteret af landsbyen, og jeg er SÅ glad for, at King valgte at gøre ham til det femte medlem af Rolands ka-tet og så stor en del af Dark Tower-historien. 
Og så finder jeg det enormt interessant med alle de intertekstuelle referencer og hentydninger til andre værker af litteratur og musik. Det er mere end namedropping, for Shardik the Bear, Emerald City, Hey Jude, Dr. Doom, Magnificent 7 og ZZ Top spiller vigtige roller i historien, der efter min mening kun bliver endnu bedre af det. Jeg synes ikke, at det virker forceret, når der pludselig optræder sneetches (det kalder King dem) fra Harry Potter i universet, for det bliver forklaret med en stigende sammenblanding af de forskellige verdener - og det er vigtigt, at der ikke pludselig er lyssværd og Star Wars-robotter i Midworld - de har pludselig altid været der, og der er stor forskel. 

Alt i alt er jeg virkelig glad for Wolves of the Calla, der til tider er hæsblæsende intens, men som også giver plads til en hel del karakterudvikling. Vi får lov til at se Jake som den 12-årige dreng han er, men også hvordan omstændighederne kræver, at han vokser hurtigt op; vi ser nye, mere afslappede sider af den ellers så bistre Roland, og beskrivelsen af landsbyboerne er så god og præcis, at man hurtigt bliver investeret i deres skæbne. Wolves of the Calla er en god start på slutspurten mod det mørke tårn, en spurt, der dog kommer lidt ned i gear i efterfølgeren Song of Susannah. 

onsdag den 10. oktober 2018

I move on to another day

Jeg ville gerne kunne sige, at det har været en dans på roser at starte i skole igen, men det har været svært. De sidste par år har været så gode, at jeg nogle gange godt kan glemme hvor svært jeg havde det tidligere - men så rammer det mig til gengæld ekstra hårdt, når jeg møder lidt modstand. Jeg er ikke så god til forandringer, og jeg kan tydeligt mærke min OCD røre på sig, når jeg bliver lidt presset - og det bliver jeg, når jeg skal tilbage på skolen. Der er flere ting i det, men den kommende studietur bliver især en udfordring for mig, og det er irriterende, at jeg ikke bare kan glæde mig til en uge i Holland med nogle søde mennesker. I mandags var jeg ked af det, men de sidste par dage har allerede været meget bedre - og det er heldigvis den primære forskel fra før til nu; jeg får stadig nedture, men mismodet og modløsheden forsvinder som regel hurtigt igen. Jeg er ikke på toppen, men jeg skal nok komme igennem de næste syv uger på skolen. Jeg vil bare gerne lige lave en aftale med nogen om, at min tilbagevendende vinterdepression bliver væk for tredje (eller fjerde?) år i træk, tak. 

fredag den 5. oktober 2018

someone please cut the lights

Siden sidst:

- er Daryl fra The Walking Dead flyttet ind i stuen. Vi har omrokeret i lejligheden, og han blev lidt for fremtrædende i soveværelset og skal faktisk en tur på loftet med en sort sæk over hovedet (sorry, dude!), men jeg er for doven til at gå derop. Så nu bor han i stuen. Hvilket kun gør ham endnu mere synlig end før.

- er Kim Larsen død. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg gennem tiden mest af alt haft mild irritation til overs for manden og hans musik. Jeg anerkender selvfølgelig hans enormt store betydning for de fleste danskere, og jeg kan også sagtens se, hvad han kan - men jeg gider ikke lytte til ham. Jeg er heller ikke vokset op med musikken, men ligesom alle andre, har jeg alligevel én Larsen-sang, der bringer mig direkte tilbage til barndommen. For mit vedkommende er det Joanna, der kun minder mig om min morfar og lange sommerdage ved stranden på campingpladsen, og for de minder alene er jeg Kim Larsen meget taknemmelig.

- er min tid på Frederiksberg-afdelingen af mit arbejde desværre slut. På mandag skal jeg tilbage på skolebænken i Roskilde, men jeg ville langt hellere være blevet et par måneder længere hos grise i alle størrelser, marsvin, kaniner, høns og gode kollegaer, som jeg kommer til at savne. Det har været nogle af de bedste måneder i min elevtid - jeg synes, at det gik langt hurtigere med at falde til denne gang, og så er jeg virkelig blevet udfordret i arbejdet med dyrearter, som jeg slet ikke er vant til at håndtere - tænk, at jeg skulle blive 33 år, før jeg prøvede at holde en høne? 

mandag den 1. oktober 2018

let's go for a drive and see the town tonight

I weekenden havde vi besøg af mine svigerforældre, og endnu engang fik jeg fornøjelsen af at opleve 'min' by gennem andres øjne. Vi tog på Zoologisk Museum, fordi jeg synes det er et fantastisk sted, der tilgodeser både nørder, børnefamilier, gennemsnitlige museumsgæster og mere visuelt orienterede voksne. Præsentationen af de mange flotte samlinger er helt i top, og jeg elsker at læse om, hvordan de forskellige objekter er kommet til museet; både fra de flere hundrede år gamle til de nye, som hvalskelettet fra Henne Strand. 
Jeg overtalte vagten i Mærsk Tårnet til at lade mig vise mine svigerforældre udsigten fra toppen af mit arbejde, og det var en virkelig god idé, for de var - ligesom jeg - helt bjergtagede over det flotte kig ud over søerne og København. Vi gik over Dronning Louises Bro og en tur i Torvehallerne, hvor det var svært ikke at falde for de mange fristelser - men senere skulle vi endnu en tur på restaurant Silo, så vi holdt ud nogle timer endnu. Mine svigerforældre forærede os nemlig en middag i bryllupsgave, og vi tænkte, at de også skulle have en oplevelse - så vi vendte tilbage til restauranten på 17. etage af siloen i Nordhavn. Maden var virkelig god (men desværre ikke helt lige så god som sidste gang), og eftersom vi fik et bord ved vinduet, kunne jeg næsten leve med at sidde i en våd plet i sofaen fra en tjeners ikke helt succesfulde stearin-rensning. Det var en virkelig hyggelig aften, og turen hjem i S-tog og metro en sen lørdag aften var en oplevelse i sig selv for mine svigerforældre. Igen - det har været sjovt at se København med lidt andre øjne, og jeg er glad for, at vi kan blive ved med at vise folk så mange forskellige og inspirerende steder i byen. 

mandag den 24. september 2018

shadows they fear the sun

Tiden flyver som vanligt afsted, men jeg lever stadig højt på forrige uges miniferie i Jylland, hvor jeg først besøgte min søsters lille familie i Nordjylland, og siden min far i Mariager. Det var dejligt at komme væk fra København og komme helt ned i gear efter en travl periode, vejret artede sig (for det meste) og det samme gjorde alle dyrene (for det meste), så det kunne ikke have været en bedre start på efteråret. I stalden hos min søsters hest havde katten Mille fået killinger, der var så ubeskriveligt nuttede, at jeg øjeblikkeligt blev katteskruk. Mille fangede en mus til sine killinger, men hun slog den ikke ihjel, hvilket ødelagde lidt af idyllen - så jeg udøvede et barmhjertighedsdrab på den stakkels, brune mus, der efter sin død blev udforsket ivrigt af de små katte. Min niece hvinede begejstret og virkede heldigvis ret cool med naturens barske realiteter og opportunistiske dyr - derhjemme sidder begge hunde på vagt ved højstolen (når de ikke er forvist til køkkenet) i håb om nedfaldne madrester, og min niece udnytter muligheden til at klappe et ellers undvigende hundehoved.
Hos min far samlede vi kastanjer i bunkevis - jeg fandt den P-E-R-F-E-K-T-E numsekastanje-  og efterårspyntede hos mor på kirkegården. Det var SÅ skøn en efterårsdag (lige tidligt nok med kastanjer dog, eller hvad?), og det var igen virkelig underligt og forkert, at min mor ikke kunne være der sammen med os. Hun skulle have gået dér sammen med os i Klosterhaven, have grint af efterhånden halvgamle Silke, der legede med et æble, have kigget op mod solen og misset med øjnene, og hun skulle ikke mindst have mødt sit barnebarn. Da hun døde, lå det ikke lige i kortene, at hun skulle blive mormor, og jeg finder det så voldsomt uretfærdigt at den oplevelse blev frataget hende, og at min niece aldrig kommer til at møde sin mormor. Det føles lidt trivielt at sige, at vi trods alt alligevel havde en virkelig god eftermiddag, men det havde vi, og det gør mig glad - vores lille familie har efterhånden fået en helt anden konstellation, og selvom der bestemt mangler nogen, er jeg meget glad for de nytilkomne.
Min niece kommer heller ikke til at møde sin oldemor, som vi besøgte senere på dagen. Vi havde stadigvæk kastanjer i overflod, vi plantede lyng og placerede græskar, og snakkede om min bedstemors gamle gård hvor vi har de bedste minder fra. Savnet til min bedstemor er naturligt nok et helt andet end sorgen over at have mistet min mor, men min bedstemor nåede altså også at fejre sin 90-års fødselsdag, før hun døde (lidt pludseligt, dog.) 
Vi nåede også en tur ud forbi Mosely, hvor der var virkelig fin motorsavskunst gemt i skoven, og hvor der går en flok søde køer på græs. Min far kigger til dem af og til, og senere på året får han en kvart ko hjem i fryseren. Det er virkelig en god måde at gøre det på, og jeg gad godt selv at kunne passe det kød jeg spiser. Jeg prøvede at charme mig ind på køerne, men de virkede ikke interesserede i at snakke med mig, så jeg må vente til jeg starter på skolen igen om et par uger - for der skal jeg vist undervises i kvæghåndtering. For ti år siden startede jeg på tysk på universitetet, og det var mildest talt nogle andre fag, jeg blev undervist i dengang! Om et par uger hedder mine fag bioteknologi,  lovgivning og etik og træning af dyr - og så skal jeg på studietur til Amsterdam til november. Teknisk skole og universitetet er to forskellige verdener, og jeg synes helt bestemt at jeg har fået meget ud af at opleve begge dele. 

fredag den 21. september 2018

you know time can't be trusted

Sidste år blev udråbt til at være Stephen Kings år. Han fyldte halvfjerds, udgav Gwendy's Button Box og Sleeping Beauties - og så var 2017 også året, hvor adaptioner af The MistMr. MercedesThe Dark TowerItGerald's Game og 1922 så dagens lys. Det var helt vanvittigt, og jeg havde ikke turdet håbe, at det fortsatte i år - men nu er det igen blevet Stephen Kings fødselsdag (tillykke med de 71!); vi har allerede fået den solide The Outsider, Mr. Mercedes er i gang med sin anden sæson, og nu er vi også blevet berigede med tv-serien Castle Rock fra Hulu.  Teknisk set er hovedfortællingen i serien slet ikke en King-historie, men jeg har nærmest aldrig set den særlige King-stemning afbilledet så godt som her, så jeg betragter den i allerhøjeste grad som et King-værk. Den er skabt af Dustin Thomason og Sam Shaw, J.J. Abrams er executive producer - ligesom King himself i øvrigt, men han har vist bare godkendt det meste de sendte i hans retning (forståeligt nok). 

Castle Rock er tænkt som en antologiserie, hvor hver sæson har fokus på en enkelt historie i byen af samme navn, der i Kings fiktion er hjemstedet for The Mist, Cujo, The Dead Zone, The Dark Half, Needful Things  og mange flere, og fra de to sidstnævnte har vi lært at elske sheriffen Alan Pangborn, der som den eneste deciderede King-karakter dukker op i den nye serie. Det var i øvrigt et underligt rørende øjeblik for mig at se Alan Pangborn portrætteret så forrygende af Scott Glenn, og han var en af seriens klare højdepunkter i et ellers virkeligt stærkt cast, der også består af blandt andre André Holland, Bill Skarsgård (Pennywise himself!), Sissy Spacek og Frances Conroy. Serien er i det hele taget så spækket med referencer til Kings univers, at det nogle gange går fra det geniale og meget subtile til det decideret forstyrrende, men serien lykkedes virkelig med at binde trådene sammen og operere med hele Kings multiverse, og det gør mig meget, meget glad. Jeg har lyttet til og læst flere interviews med serieskaberne Dustin Thomason og Sam Shaw, og de har et enormt stort kendskab og en ligeså stor kærlighed til Kings værker, og det har også været vigtigt for dem at være tro mod Kings ånd. 
Kort fortalt handler første sæson om Henry Deaver, der som voksen vender tilbage til sin adoptivmor (Spacek) og sin barndomsby Castle Rock, hvor han som 11-årig var forsvundet i et par uger i 1991. Nu er han advokat og er vendt hjem pga. et mystisk opkald fra Shawshank Prison (yep), hvor en endnu mere mystisk ung mand (Skarsgård) er blevet fundet isoleret i et bur dybt nede under fængslet. Herfra udvikler historien sig i flere forskellige retninger; oveni udfordringerne med The Kid prøver Henry at acceptere moderens alzheimersygdom - og hendes forhold til Alan Pangborn; i nabohuset sidder Henrys barndomsveninde; den deprimerede ejendomsmælger Molly, der tilsyneladende har telepatiske evner, og så har jeg slet ikke nævnt Odin i skoven og The Schisma, der er en KLAR reference til The Dark Towers thinnys (thinnies?). Der sker meget, men jeg synes næsten, at alle historier bliver ført helt til dørs. 

Helt op til afsnit ni (af ti) var jeg blæst helt bagover, og kunne næsten ikke være i mig selv af glæde over så god en King-relateret serie. De første tre afsnit blev udgivet samtidig og var bestemt en god og lovende start, men først efter afsnit fires vanvittige slutning var jeg helt solgt. Stemningen er trykkende, mørk og knugende, og når serien var bedst, så jeg elementer af både The Leftovers og Twin Peaks. Og det syvende afsnit alene burde vinde en tv-pris. Det er en sand tour-de-force af Sissy Spacek, der på fornemste vis giver et indblik i livet med alzheimers - og hvad der nu ellers måtte være på spil for hende - og man skal holde tungen lige i munden, når sindet og serien hopper i tid og rum. 


Desværre har J.J. Abrams haft sine fedtede fingre over projektet, hvilket betyder, at der er SÅ mange løse tråde, uopklarede spørgsmål og forklaringer, der er meget åbne for fri fortolkning. (Jeg aner ingenting om, hvilken indflydelse den stakkels mand har haft på Castle Rock - jeg får bare Lost-vibes, når jeg støder på uopklaret mystik, og gode gamle Terry O'Quinn har da også en rolle i Castle Rock). Det er dog mest det sidste afsnit, der irriterer mig på den front, og selvom det er rigtig ærgerligt at sæsonen skulle ende så åbent, ødelægger det ikke hele oplevelsen for mig. Jeg kan også godt leve med de få andre irritationsmomenter - blandt andet den helt malplacerede Jackie Torrence (really?), der er en ret unødvendig "sjov" karakter, og serien lægger desværre lidt op til, at hun får en større rolle i næste sæson. Jeg håber bare, at det var en ikke særlig subtil reference til The Shining.

Alt i alt er jeg dog virkelig begejstret for Castle Rock, og jeg er helt euforisk over at se King-materiale behandlet med så stor respekt. (Det var sådan, The Dark Tower-filmatiseringen fra sidste år skulle have været - og der var alle muligheder for det, for instruktør (danske) Nikolaj Arcel er faktisk også stor King-fan, men nej.) Jeg er lidt i tvivl om Castle Rocks appel til den helt neutrale seer, der slet ikke kender noget til Stephen King, men jeg har hørt fra flere der synes den er rigtig god - i hvert fald ind til det sidste afsnit. Min far, som jeg har arvet min King-mani fra, var ikke ubetinget begejstret og synes bedre om tyske Dark - og jeg kan sagtens se lighederne i de to serier, men er KLART mest på Castle Rock. Overordnet set er jeg positivt stemt, irriteret over slutningen og fuld af håb for en kick-ass anden sæson. 

tirsdag den 18. september 2018

you're a beautiful and violent work


Jeg har haft en dejlig miniferie i Jylland hos min familie, men inden jeg deler løs af landlig idyl, har jeg lige et par andre ting på hjerte:

 - For præcis en uge siden var jeg endelig til min første Why?-koncert på Ideal Bar. Jeg missede dem på Roskilde i 2006 og på Loppen i 2008 og har måttet vente i frustrerende lang tid på en ny koncert, og jeg er ikke blevet mindre begejstret for bandet i mellemtiden. I tirsdags spillede de hele den fremragende Alopecia-plade fra 2008, og de var endnu bedre live end jeg havde turdet håbe på. Jeg fangirlede lidt bagefter, og de var SÅ sympatiske, søde og rare, og det kunne næsten ikke have været en bedre aften. Jeg var kun ærgerlig over, at den oprindelige opvarmning Serengeti alligevel nåede frem i tide med et fly fra Berlin - for i et par timer stod min kæreste stand-by, og blev endda skrevet på facebook-eventet, og det ville have været så fantastisk, hvis han havde fået lov til at varme op for et af mine yndlingsbands.

 - Ligesom resten af befolkningen har jeg set Ku' Godt - Må Godt på DR, og ligesom resten af befolkningen forstår jeg heller ikke helt, hvad der foregår. Folk må hjertens gerne leve i åbne forhold, men Malou og Alex virker til at praktisere en helt særlig udgave deraf, og det virker mest bare som en meget ulige konkurrence. Det er sært underholdende TV, som jeg vel sender en eller anden form for anbefaling efter, selvom parret har været ude og sige, at de føler sig uretfærdigt behandlet af DR, der skulle have klippet lige lovligt meget i deres udtalelser. (Der er dog mange samtaler og situationer, der er ret ekstreme uanset hvilken kontekst de bliver taget fra, så jeg synes de klynker.)

 - Og så er det virkelig ikke særligt sjovt at være AaB-tilhænger i øjeblikket. I går skrabede drengene 1-1 hjem mod Vejle på hjemmebane, og det betyder svimlende 3 point i fire kampe mod klubber så frygtindgydende som Horsens, Esbjerg, Randers og Vejle. Suk. Jeg har ikke opgivet alt håbet endnu, jeg synes AaB har handlet fornuftigt på transfermarkedet, og jeg tror det kan blive rigtig godt, når holdet bliver mere sammenspillet og fyrer Wieghorst. 

lørdag den 15. september 2018

cursing racing horses on church steps

Jeg er feriebarn i Jylland i de her dage, og vi samler kastanjer, bliver regnvåde, leger i nedfaldne blade og får varmen med simremad. Efteråret er kommet, og lige nu er det helt okay, men jeg ved, at jeg snart kommer til at savne sommeren. Dagens billeder er tydeligvis også en måned gamle - den knastørre Kløvermarken på nederste billede fortæller om sol og tørke, og fodboldbanerne er forlængst blevet grønne igen. Men fremvises skal de - for i min ferie fik jeg endelig gjort noget, jeg har snakket om at gøre i alle de ti år, jeg har boet på Amager - nemlig at klatre op i tårnet med det snoede spir på Vor Frelser Kirke på Christianshavn. 
Jeg stod i kø med en bunke turister, og opstigningen var ikke ulig mit Bunker Hill-maraton i Boston, men udsigten var det hele værd. Jeg elsker at få et nyt perspektiv på København, og på Christianshavn kan jeg endda kigge hjem, hvilket jeg ikke kan fra Mærsk Tårnet eller Rundetårn. Jeg har faktisk købt et sæsonkort nu, for jeg vil også gerne se hvordan min del af byen tager sig ud i efterårs- og vinterklæder. Min kæreste får jeg nok aldrig lokket med - han er højdeskræk, og jeg fik da også en lille smule hjertebanken, da jeg klatrede helt op ad de smalle trin i toppen af spiret - men som man lige kan ane på nederste billede, er der en hånd klar til at gribe, hvis man falder. 

mandag den 10. september 2018

down to my minimum wage routine

Nedslag fra de sidste par uger:

 - Jeg har spist virkelig god mad fra havet på Hooked på Nørrebrogade. De har lobster rolls og lakseburgere til ganske rimelige priser, og selvom der gik lidt tid inden vi fik vores mad, var det ventetiden værd, og jeg smider gerne en anbefaling efter Hooked.

- Maden på Hooked var god, selskabet endnu bedre. Vi var en bunke tidligere kollegaer fra FONA, og ingen af os fattede helt, at det er over to år siden butikken lukkede. Det var så syret at kigge på mine venner - som jeg for de flestes vedkommende har kendt i næsten alle de ti år, jeg var i butikken - nu sad jeg til bords med en socialrådgiver, en gymnasielærer og en kommunikationsmedarbejder, og jeg kan stadig ikke finde ud af, at folk bliver voksne. 

- Jeg har genset 'Hereditary' sammen med min kæreste, og det er stadig uden sammenligning den bedste gyser, jeg har set i år. Og sidste år. Og året før. Min krop var igen i konstant alarmberedskab, og kuldegysningerne bølgede ind over mig næsten konstant i de to timer, filmen varede. Det var (selvfølgelig) klart fedest at se den i biografen, men hvis man slukker lyset og lægger mobilen fra sig, går den også på en mindre skærm. Den er grusom og ubehagelig, og virkelig, virkelig god. 

- Jeg har fundet ud af, at en af dyrlægerne på mit arbejde er fra min hjemegn. Og er igen blevet mindet om, hvor meget alder betød, da man var barn (i hvert fald for mig). Dyrlægen har skrevet speciale med en pige, der i folkeskolen gik en klasse under mig, og i mit hoved er hun stadig 13 år gammel (for hun var jo 86'er, det lille skind). Nu er jeg venner med en fyr, der ikke var født, da jeg selv var 13 år gammel. 

- I det hele taget fylder arbejdet lidt meget i øjeblikket, men på den absolut bedste måde. Min krop og mit hoved bliver udfordret positivt i en grad jeg ikke har prøvet længe, for det er selvsagt noget helt andet at arbejde med store dyr end med mus og rotter. Der er selvfølgelig både større mængder lort at skovle og hø at fragte rundt, men der er bestemt også helt andre udfordringer med blodprøvetagninger, bedøvelse, operationer og lignende, og det er så spændende.

torsdag den 6. september 2018

they build it up just to burn it back down

7. Star Trek Discovery sæson 1
Før jeg mødte min kæreste, var jeg ikke ret interesseret i sci-fi. Jeg havde heller ikke som sådan noget imod det; jeg havde bare så travlt med næsten alle andre genrer, at jeg ikke havde overskud til at dykke aktivt ned i endnu et meget omfattende univers. Vi startede blødt ud med at se Star Wars, og siden er jeg egentlig blevet ret glad for sci-fi i film og tv-serier. Star Trek har dog virket liiige nørdet og uoverskueligt nok, men da endnu en gren af familien brød frem sidste år, var den alligevel for lovende til at jeg kunne lade den være. Den er skabt af Alex Kurtzman og Bryan Fuller, hvor sidstnævnte også står bag Dead Like Me, Pushing Daisies, Hannibal og American Gods, hvilket gør ham til en af mine klare favoritter. Derudover ses Sonequa Martin-Green (Sasha fra The Walking Dead) i en af hovedrollerne, ligesom serien også byder på et gensyn med Doug Jones, der er den vildeste skuespiller når det kommer til creature-roller; det er ham fra The Shape of Water, Pan's Labyrinth og Hellboy, og her er han meget overbevisende som Commander Saru. Det har været en fed første sæson, og mens vi venter på den næste, har vi faktisk kastet os over Star Trek: TNG herhjemme... Resistance is futile!
6. Ash vs. Evil Dead sæson 3
Bruce Campbell fyrer den af i en hidtil uhørt grad i tredje sæson af Ash vs. Evil Dead, der desværre også bliver den sidste, da serien er blevet cancelled efter et brag af en afslutning og en frustrerende cliffhanger. Efter tre Evil Dead-film, adskillige videospil og tre sæsoner er det åbenbart blevet tid til at pensionere Ash Williams, og selvom jeg er noget ærgerlig over ikke at få mere Ash, er jeg glad for, at serien stopper på toppen. Det har været et forrygende ridt med Ash, Pablo og Kelly og deres kamp mod utallige, utænkelige dæmoner, og det skyldes kun det ellers stærke felt, at den ikke ender længere oppe på listen. 

5. Portlandia sæson 8
Den næste serie på listen er også kørt over skærmen for sidste gang, men Portlandia nåede at få hele otte, flotte sæsoner inden det var slut. Den sketch-agtige tilgang gjorde, at jeg aldrig blev træt af Portlandia, for jeg var hele tiden nysgerrig efter at se, hvordan det gik med de forskellige karakterer. Det kræver selvfølgelig, at man er glad for Carrie Brownstein og Fred Armisen, eftersom de er på skærmen nærmest konstant - men det er jeg, og ottende sæson har været lige så stærk som sine forgængere. Der har været nogle virkeligt gode episoder; blandt højdepunkterne kan nævnes nogle true-crime podcasters og Fred Armisens aldrende punk band Riot Spray, der også består af Henry Rollins, Krist Novoselic fra Nirvana og Brendan Canby fra Fugazi, der nu er mere interesserede i antikforretninger end at skabe ravage. Det har været et værdigt farvel til Portlandia, der stoppede (næsten) på toppen.

4. The Walking Dead sæson 8
Åh, Walking Dead. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, og selvom jeg havde regnet med, at zombiedramaet igen ville blive nummer et, burde jeg nok i virkeligheden placere den endnu længere nede af listen denne gang - men det kan jeg næsten ikke bære. Denne serie har været banebrydende brutal, hjerteskærende og rørende og helt utroligt underholdende så længe, men i år har jeg set en af mine all-time favoritter køre totalt i tomgang. Selv med en efterhånden loooong overdue udvikling i denne sæson, vender karaktererne alligevel tilbage til de samme problemstillinger igen og igen, og det er så ærgerligt. Næste sæson bliver tilsyneladende også den sidste for to af de allerstørste skuespillere i serien, Andrew Lincoln og Lauren Cohan, og !SPOILER! med Carls død i denne sæson, skal der virkelig ske noget drastisk for at The Walking Dead ikke ender helt katastrofalt. Desværre. 
3. The Last Man on Earth sæson 4
Straks bedre var fjerde og desværre også sidste sæson af The Last Man on Earth. Serien blev cancelled efter noget af en cliffhanger (det er et uheldigt tema denne gang), og jeg er virkelig ærgerlig over både at gå glip af den nye, altafgørende udvikling og flere gode stunder med mit yndlings-postapokalyptiske crew, der bliver ved med at underholde efter snart flere år som de eneste mennesker på jorden. De er naturligt nok begyndt at reproducere, men selvom der faktisk er et sandt babyboom i den lille flok, flytter det ikke rigtigt fokus fra de vanlige udfordringer og eskapader, der kun er blevet sjovere med tiden i takt med at man lærer karaktererne bedre at kende. De sidste minutter af sæsonafslutningen var (for serien) ret mindblowing, og jeg er som sagt virkelig træt af, at jeg aldrig finder ud af hvad der skete med gruppen.
2. Waco
Årets indtil videre bedste overraskelse har været miniserien Waco, der kørte over skærmen i seks afsnit i januar og er baseret på Waco-belejringen fra 1993. Det var et 53 dage langt stand-off mellem FBI og kultlederen David Koresh og hans Branch Davidians, der endte med en voldsom dødsbrand, og i miniserien kommer vi helt tæt på begge sider af sagen. I hovedrollerne er Michael Shannon som FBIs forhandler og Taylor Kitsch som den karismatiske kultleder, og jeg kan næsten ikke få armene ned over dén casting. Jeg er SÅ glad for begge skuespillere, og de skuffer bestemt heller ikke i denne 'lille' og medrivende serie, der dog bliver kritiseret for at have et lidt for positivt syn på Koresh. Det forstår jeg egentlig godt, men det er i det mindste godt for underholdningsværdien, og jeg er ret glad for Paramounts miniserie. 
1. High Maintenance sæson 2
Øverst på listen er anden sæson af den forrygende High Maintenance, som jeg egentlig har beskrevet ret præcist her. Anden sæson fortsætter i samme afslappede, underfundige og virkeligt sjove spor, og i sæsonens ti afsnit møder vi en lang række af skæve, karikerede og helt almindelige mennesker. The Guy cykler stadig rundt med weed til sine mange kunder i New York, og skuespillerne i hvert afsnit er så troværdige, at man helt glemmer at det er fiktion. Nogle af sæsonens højdepunkter har været en løssluppen slange til et feministisk debatmøde og The Guys trafikulykke, der førte til en hospitalsindlæggelse og en dopet, glad og åbenmundet hovedperson, der ellers ofte forholder sig observerende. Jeg er helt vild med High Maintenance, og jeg er glad for, at den allerede er blevet fornyet med en tredje sæson.