lørdag den 17. februar 2018

now we'll be forever holding hands

Jeg havde egentlig købt en anden kjole til dagen, inden jeg faldt over den anden i Magasin.  Heldigvis kunne vi gøre præcis som vi havde lyst til, og helt selv bestemme dagen og påklædning, så vi slappede af på hotelværelset og skiftede tøj, inden vi tog ud at spise. Og så havde jeg altså to pæne kjoler på den samme dag. 
Vi spiste på Årstiderna, der var en enormt hyggelig restaurant i en kælder midt i Malmö. Vi fik en svensk menu med blandt andet Kalix löjrom og en umanerligt mør rensdyrfilet, og det var et par timer i madhimlen. Vinen var god, sød og dyr(!), men der var noget at fejre, så det betød ikke så meget. Vores hotel tog sig godt ud i den kolde nat, og vi kunne vinke til vores værelse på tredjeøverste etage, der ventede på os med et lækkert karbad og mere af den dejlige udsigt. Det var en helt perfekt afslutning på en helt perfekt bryllupsdag, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af glæde over, at jeg er blevet gift med mit livs kærlighed. 

onsdag den 14. februar 2018

put your face up to the window

Vi havde egentlig tænkt os at leje et hotelværelse i København for at fejre vielsen, men det føltes simpelthen så fjollet at skulle give mange penge for at sove i en seng et par kilometer fra vores egen. En oplagt løsning var derfor en lettere udvidet staycation i Malmø, der lokkede med en overnatning på et dejligt hotel og et luksusværelse på 23. etage med udsigt over byen og Øresund. 
Vi havde egentlig snakket om at gå en tur i Malmøs fine gader inden vi skulle på restaurant, men hotelværelset var simpelthen så lækkert, at vi faktisk bare blev hængende dér. Den eneste lille fejl ved det ellers perfekte værelse, var billedet af en saxofon over sengen - saxofonen er ubetinget mit hadeinstrument, og jeg kan ikke forestille mig noget værre end en omgang smooth jazz til at akkompagnere en romantisk aften. Det var dog kun et ubetydeligt skår i glæden, for glade var vi - selvom vi stadig ikke helt kunne begribe, at vi lige var blevet gift. 

mandag den 12. februar 2018

'cause there's no one like you in the universe

På trods af tømmermænd hos fotografen tog han os med en tur på Langebro for at tage et par billeder efter ceremonien på rådhuset. Det var isnende koldt, men jakken måtte af, for jeg var (og er) altså ret glad for min kjole, som jeg fandt dagen før på tilbud i Magasin (jeg havde selvfølgelig en anden i reserve). Fotografen blev sendt hjem på sofaen, imens min mand -never gets old - og jeg fejrede vores én time lange ægteskab med bryllupscheesecake i Strædet. Vi havde stedet næsten for os selv, og det var skønt at få varmen med te og varm chokolade, imens vi trippede lidt over at være blevet gift. Jeg havde faktisk været en anelse nervøs under vielsen, og det var rart at kunne puste helt ud og bare være sammen. Bagefter gik vi et smut forbi vores gamle arbejdsplads hvor vi mødtes for snart tretten år siden, og efter en hurtig tur hjemme til modtagelse af smukke blomster fra gode venner og pakning af kuffert, sprang vi igen på metroen med kurs mod lufthavnen og Malmø. 

søndag den 11. februar 2018

beating my heart's record for speeding

Sidste kæresteselfie

I fredags tog jeg min kæreste under armen, hoppede på en 2A, stod af ved Rådhuspladsen og gik op ad trappen til den smukke bryllupssal på Københavns Rådhus. Med en god bekendt som fotograf og vidne sagde vi ja til hinanden foran en enormt sympatisk giftefoged, og nu er min kæreste min mand! Det har været planlagt i et stykke tid, men jeg har med vilje ikke snakket om det eller nævnt det for ret mange, for min kæreste og jeg ville gerne tilbringe dagen kun med hinanden. En del af mig vil også meget gerne holde en stor fest for alle vores venner og familie, men til selve ceremonien var det helt perfekt, at vi kun var os. Giftefogeden fik det til at virke både højtideligt og afslappet på samme tid; han læste et digt af Tove Ditlevsen og var virkelig god til at skjule, at han havde læst det samme digt tusinde gange før. Det lyder helt sarkastisk, men det er ikke meningen - jeg mener virkelig, at det var en nærværende og dejlig oplevelse fyldt med kærlighed. 

Der er så meget mere at fortælle om, hvor glad jeg er for at være blevet gift med min kæreste. Det må komme senere - og jeg har naturligvis maaaange flere billeder at vise fra vores smuttur til Malmø - for nu skal jeg lige nyde en times tid sammen med min mand(!), inden han i et tilfælde af lidt dårlig planlægning rejser til Warszawa.

torsdag den 8. februar 2018

everything about you resonates happiness

Trods kuldegraderne har det faktisk føltes som forår i starten af denne uge, hvor jeg var på miniferie hos min søster og hendes kæreste i Nordjylland. Vejret var koldt og klart og indbød til lange gåture med barnevognen indeholdende min fantastiske lille niece, der er flyttet ind i mit hjerte. Hun er simpelthen en ubegribeligt skøn lille størrelse, og jeg har virkelig nydt et par dage med hendes selskab - samt hundekærlighed, god mad, fastelavnsboller (med chokomousse selvfølgelig), tiltrængt søstertid og andet godt. Til sidst må jeg lige understrege hvor meget jeg respekterer min søster for dagligt at navigere rundt med en barnevogn og to hunde, hvoraf den ene er en uregerlig teenager - det er sygt imponerende, og i samme situation måtte jeg hurtigt give op og overlade ballademageren til min søster. 

lørdag den 3. februar 2018

the planets spin and we watch space pass

Januar er i mit hoved ikke en rigtig måned. Der går altid lige et par uger, før jeg for alvor opdager at et nyt år er i gang; jeg skriver stadig det gamle år på alle mine papirer, og et helt års moralske tømmermænd skal bearbejdes og reflekteres over - og det er naturligvis ganske oplagt at gøre netop dét på nogle af årets koldeste, mørkeste og korteste dage. Månedens sidste uges tid går tit med planlægning af det nye års eventyr, og i år kan jeg se frem til så mange spændende begivenheder, at vi pludselig var i gang med februar måned uden jeg overhovedet havde opdaget det.
Og nu har jeg ferie! Jeg sidder i skrivende stund i toget på vej til Jylland, hvor jeg skal på en lille vinterferie hos min far og søster. Jeg har ikke været hjemme siden jul, og selvom det altid er hårdt at være væk fra min familie, trækker det lidt ekstra i mig at komme hjem til min niece på 11 uger. Hun er en RET sød baby, hvis jeg nu selv skal sige det, og jeg skal hjem og høre hendes holdning til Kasper Kusks tilbagevenden til AaB.
Udover selvransagelse, lange arbejdsdage og planlægning har jeg trods alt også haft tid til lidt andet her i januar, og billederne er fra en virkelig dejlig tur i Zoo i sidste uge med min veninde. Der var gråvejr, næsten ingen mennesker og afsindigt mange nuttede dyrebørn - girafkalven var kun et par dage gammel, men det var alligevel helt klart flodheste- og næsehornsungerne der stjal vores hjerter denne gang.

Jeg har også været et smut i biografen og se I, Tonya. Den er både sjov og trist og lidt for meget, og jeg kan bestemt anbefale denne biopic om skøjteprinsessen Tonya Harding, selvom deciderede Oscar-nomineringer måske er at tage munden lidt for fuld. Sufjan Stevens' nummer af samme navn - der nu ikke har noget med filmen at gøre - er i øvrigt også ret fin - selvom Tonya Harding selv er pissesur over, at han ikke spurgte hende først, hvilket kun giver en endnu bedre krølle på historien. 

mandag den 29. januar 2018

it had momentum, it was gaining traction

Årets første indlæg om chips kommer til at handle om en række varianter fra vores naboland Sverige, der efterhånden er blevet en reel konkurrent til Danmark på chipsefronten, da de bliver ved med at sende lækre poser på markedet. 

Først på bordet til bedømmelse er tre nye, spændende varianter fra et af mine nye yndlingsmærker, Gårdschips. Jeg troede ikke, at noget ville kunne komme i nærheden af deres eminente parmesanchips og forrygende trøffelchips, men den hallandske cheddar-variant er lige så englene synger. Den får selvfølgelig et ti-tal fra både min kæreste og jeg, og selvom det ikke er så overraskende at jeg igen giver topkarakter til en ostechip, må jeg understrege denne variants kvaliteter. Selve chippen er af samme høje kvalitet, som jeg kender fra de andre poser; en tynd, sprød og ikke for olieret grovchip med mere pulver, end hvad man normalt forventer fra de grove varianter, og det var en lidt uvant - men ikke dårlig! - oplevelse at smage cheddar på en grovchip. Som de selv siger på hjemmesiden - 'Vad är godare än ost och potatis?'

Varianten med sourcream og sweet ginger smager rent faktisk af sødt ingefær, og er ikke så stærke at det ødelægger smagsoplevelsen. I længden bliver smagen alligevel lidt for dominerende for mig, men det er en ren subjektiv oplevelse, og jeg vil stadig give varianten et fint syv-tal. Min kæreste er større ingefær-fan end jeg, og kaster et ni-tal efter posen. Den sidste pose fra Gårdschips i denne omgang var noget så tilforladeligt som havsalt fra den chilenske ørken Atacama, men de var overraskende dårlige! Der er 35% mindre natrium i chipsene, og jeg ved ikke om det er det, jeg kan ikke-smage, men de smager i hvert fald ikke af nok. Der står godt nok på hjemmesiden at de er perfekte til dip, men en chip skal kunne bestå smagstesten uden hjælpemidler, og her fejler Atacama-varianten, som jeg kun kan give et lille fire-tal, utroligt nok. 
Cream cheese-varianten fra en anden god svensk fabrikant, OLW, kravler også højt op på karakterskalaen med deres cremede, tynde, sprøde og fine kartoffelchips. Chipsene havde en sart smag af flødeost, der naturligvis ikke var alt for dominerende, så jeg var lidt overrasket over hvor gode de alligevel var. De havde en god fråde-faktor, og den store pose blev hurtigt fortæret af min søster far og jeg, der giver posen henholdsvis et otte-tal og to ni-taller.
I sommer faldt jeg over to små, fine svenske poser i en Rema-butik i Århus under vores besøg hos vores venner. De var helt ærligt ikke mindeværdige, men jeg ser nok på dem med lidt mildere øjne af den simple årsag, at de blev indtaget i ualmindeligt godt selskab og under åben himmel i en dejlig have. De led lidt under grovchippens sædvanlige uheldige karaktertræk med at være lidt for olierede, og så smagte de ikke rigtigt af nok, men vi var alle gavmilde og har noteret et pænt fem-tal alligevel. I denne anmeldelsesrunde virker de dog totalt overflødige, så længe Gårdschips eksisterer. 
I Danmark er Estrella-fabrikkerne lukkede og flere af varianterne bliver sendt på markedet under Taffel-navnet i stedet for - et mærke, jeg oftest er ret begejstret for. Jeg ved ikke, om disse ranch-stjerner har været i de danske butikker, men vi er ikke gået glip af det helt store, da de mest af alt er lidt kedelige. De smager en anelse af den berygtede ranch/holiday-krydderiblanding, som jeg aldrig har været fan af, mens deres største forsonende kvalitet er deres konsistens, der minder en anelse om de danske Meny-chips. Det kan dog ikke blive til mere end et fem-tal fra mig, mens min kæreste også kun kan svinge sig op på et lille seks-tal. 
Meget bedre blev det med Estrellas grovchips med havsalt og eddike fra deres Västkust-serie, der også findes i andre spændende varianter. De er hårde, perfekt saltede og olierede, og de har en hjemmelavet vibe, der stemmer godt overens med den rustikke forside. Min kæreste og jeg er gavmilde og sender et otte-tal efter denne solide salt&vinegar-chip. 
I denne omgang har OLW ikke kun begejstret mig med deres cream cheese-variant - de får lov til at runde indlægget af med deres 'Cheez ballz', der trods det uheldige navn er en pose ualmindeligt lækre ostekugler. Sammenlignet med de danske Kanonkugler, som jeg ikke har anmeldt endnu, er de svenske cheez ballz mere cremede og finere i konsistensen, hvilket bestemt er et kompliment for denne type snack. De er også rullet i en solid mængde velsmagende ostepulver, der virkelig gør det svært ikke at inhalere hele posen øjeblikkeligt, og både min kæreste og jeg giver gavmildt to store ni-taller til kuglerne.

Det har været en god omgang, hvor jeg har kastet om mig med ni- og ti-taller, og jeg har måttet spørge mig selv om det har haft betydning for anmeldelserne, at chipsene stammer fra et land så eksotisk som Sverige? Gårdschips kan jeg heldigvis købe i Meny, men OLW kan jeg kun finde lidt for dyrt i en import-slikbutik, der har alt (deriblandt en bunke Kinder-produkter; blandt andet favoritterne Kinder Country og selvfølgelig Happy Hippos), og måske gør det chipsene lidt ekstra spændende. Jeg tror nu kun mine karakterer ville være faldet fra store ni-taller til små, så I kan stadigvæk roligt stole på mine anbefalinger - og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg langt fra vil være lige så gavmild i den næste runde anmeldelser. 

torsdag den 25. januar 2018

and I'm flying through your trees

Puslespil og podcasts er blevet en ny favorit herhjemme, da det er noget af det mest afstressende jeg kan forestille mig - altså lige bortset fra når Jimmy hjælper, hvilket før er gået galt. Totoro-motivet var en anelse skræmmende i den rækkefølge jeg lagde brikkerne, og jeg kunne virkelig godt have undværet det hvide stykke nederst, men ellers er det et af de bedre motiver, jeg har i min samling. Figurer fra Studio Ghibli gør mig generelt bare glad, og da jeg i efteråret fik en ny mobiltelefon, var det en selvfølge at udskifte det gamle Ghibli-cover med et Van Gogh-inspireret Totoro-cover. Legenden Hayao Miyazaki var egentlig gået på pension, men arbejder i øjeblikket på sin sidste film 'How Do You Live?', der er dedikeret til hans barnebarn og handler om en 15-årig dreng. Der går nok et par år før vi får den at se - men jeg er bare enormt taknemmelig for, at jeg ikke har set min sidste Miyazaki-film endnu. 

tirsdag den 23. januar 2018

I dreamed they knew the half of it

Stephen Kings nyeste mastodont af en roman, Sleeping Beauties på godt 700 sider, er skrevet i samarbejde med hans yngste søn Owen King. Begge hans sønner er forfattere (but of course), men det er oftest Joe Hill jeg støder på, da han skriver historier lidt i samme genre som sin far (Sleeping Beauties lå faktisk på bestsellerlisten sammen med Joe Hills nyeste udgivelse Strange Weather). Jeg har aldrig læst noget af Owen King, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men jeg kan i hvert fald godt mærke, at det ikke er en helt typisk King-roman. Jeg var dog ret hooked allerede fra de første sider, så på den front er der heldigvis ikke sket de store ændringer. 

Sleeping Beauties har et forrygende set-up - der sker noget mærkeligt med alle verdens kvinder, når de falder i søvn. De bliver i søvnen indhyllede i en klæbrig kokon, og bliver de revet ud af kokonen, vågner de op som frådende zombie-agtige monstre. Horror-elementet er dog forholdsvist underspillet i romanen, der helt overordnet handler om forholdet mellem mænd og kvinder, hvordan mændene reagerer på en verden (næsten) uden kvinder - og ikke mindst, hvordan kvinderne forholder sig til en verden uden mænd. Lille spoiler følger; imens kvinderne tilsyneladende sover tungt i deres kokoner, er de vågnet op i en ny , mennesketom dimension de kalder 'Our Place', hvor tiden går meget hurtigere end på den anden side, og hvor de når at opbygge et helt samfund i løbet af den uges tid, der forløber hos mændene. Man aner ikke, om kvinderne er døde, eller om de kan vågne op igen og vende tilbage, og det er en ganske spændende faktor historien igennem. 
De globale problemer bliver meget typisk for King taget ned på mindre by-niveau, og Sleeping Beauties udspiller sig primært i byen Dooling, West Virginia, der bliver et knudepunkt for Aurora-epidemien med ankomsten af den mystiske, overjordiske Evie. Hun er helt central for historien, og vi hører efter min mening alt for lidt om hende, men følger i stedet alt for mange lidt irrelevante byboere.  Romanens egentlige hovedpersoner er trods alt ikke irrelevante - byens sherif Lila og hendes mand, psykologen Clint, optræder som et godt (omend en anelse for tydeligt) billede på de fundamentale forskelle mellem mænd og kvinder, der er historiens omdrejningspunkt. Stephen King har tidligere skrevet virkeligt stærke kvindelige karakterer, og Lila er bestemt også en troværdig kvinde, der langsomt bliver mere og mere paranoid og virkelighedsfjern jo mere træt hun bliver. (Da det går op for kvinderne hvad der foregår omkring dem, kæmper de fleste selvfølgelig en brav kamp for ikke at falde i søvn.) Ægteskabets udfordringer kan (selvfølgelig) overføres til de globale problemer, og det viser sig - måske ikke så overraskende - at man kommer langt med ærlighed og tillid. 

Det er specielt at læse Sleeping Beauties lige nu i en tid, hvor kvinders rettigheder og #metoo fylder meget i medierne og vores fælles bevidsthed. Meget af romanen foregår i et kvindefængsel i byen, og her møder vi mange kvinder, der har fået nok - nok af at få mindre i løn, tæv af deres mænd og fordømmelse fra abortmodstandere. King og King skriver overbevisende om både mænd og kvinder, men det er kvinderne, der hyldes i denne historie. Mændene er de egentlige monstre, der på ingen tid er i gang med at fucke verden helt op, og karakterer som den ekstremt misogynistiske og sexistiske Don Peters gør ikke rigtigt forestillingen bedre - det er næsten lidt for meget. 

Historien mistede dog desværre noget momentum undervejs. Der var som nævnt lidt for mange karakterer vi kom lidt for tæt på, og noget af historien var lettere forudsigelig. Slutningen var også lidt et antiklimaks for mig, og jeg havde trods romanens længde nok håbet på lidt mere - og jeg vil til enhver tid foretrække Stephen King alene. Far og søn har snakket om en 'tredje fortællerstemme' som de udviklede under skriveprocessen, og jeg er ikke sikker på, at den helt fungerer for mig. Når det er sagt, var jeg dog helt overordnet ganske underholdt af Sleeping Beauties, der i øvrigt også mindede mig lidt om 'Y, The Last Man' - med omvendt fortegn, selvfølgelig. Jeg sender kun en forsigtig anbefaling efter bogen, for plus 700 sider er trods alt ikke at spøge med, og hvis man ikke kender så meget til Stephen King i forvejen, vil jeg ikke anbefale at starte her.