tirsdag den 14. august 2018

I went out into the night

Sidste uges feriefestligheder fortsatte torsdag, da min kæreste og jeg havde et halvt års bryllupsdag. Kroopholdet tidligere på ugen var en bryllupsgave fra mit arbejde, og min kærestes arbejde havde flottet sig med et gavekort på 1500 kr til Restaurant SILO i Nordhavn. Som navnet antyder, er den placeret øverst på 17. etage i den ældste silo i mit gamle hood (hvor der godt nok er sket ekstremt meget siden jeg flyttede derfra for tolv år siden), men trods den meget prominente placering, har den fået lidt halvlunkne anmeldelser rundt omkring - lidt svingende madpræstationer og uopmærksomt personale, åbenbart. Men det sker aldrig, at jeg lige har 1500 kroner at fyre af på en restaurant med dug på bordene, så vi glædede os rigtig meget alligevel. 
Og det var en helt fantastisk oplevelse. Virkelig - vi havde en helt perfekt aften lige fra vi steg ud af elevatoren og blev mødt af en overdådig udsigt over hele København. Vores tjener var enormt sød - næsten lidt for sød, da han satte sig på hug ved siden af os og lagde hånden på vores skuldre under præsentationen af forretten - men hellere dét end arrogance og ligegyldighed. Gavekortet gjorde plads til flere lækre cocktails; både til maden og på tagterrassen, og maden var helt eminent. Jeg fik en menu med fisk; min kæreste med kød, og der var ikke en finger at sætte på noget af det. Meget, meget god oplevelse, og egentlig også til at betale for almindelige mennesker - en 4-retters menu koster små 500 kr, så jeg vender gerne tilbage til SILOen engang. 
No rest for the wicked (or very privileged) - fredag og lørdag var vi på Haven Festival på Refshaleøen. Det var en virkelig god oplevelse sidste år, så vi købte billetter allerede i februar (en lille bryllupsgave til os selv, om man vil); i år var der måske ikke helt så meget på programmet, jeg bare måtte se, men beliggenheden og den gode stemning lokkede nok i sig selv. Lige som sidste år var hipsterfaktoren lige i overkanten, men køerne var nærmest ikke-eksisterende i år; lyden fra scenerne var (lidt) bedre, og Arcade Fire startede (næsten) deres koncert med tre numre i træk fra Funeral-pladen. Maden var igen noget bedre end normal festival-mad, og fordi jeg brugte SÅ mange penge på det, føler jeg et behov for at vise jer en collage med det hele. Det var et par gode dage på trods af et heftigt regnvejr lørdag, og selvom jeg stadig ikke har armene helt i vejret, kommer jeg også meget gerne til en eventuel tredje udgave af Haven Festival. 

torsdag den 9. august 2018

a world of empty streets

Jeg nyder stadig min ferie, og i weekenden var jeg for vist første gang i mit liv i Næstved, hvor jeg besøgte en god veninde, spiste en afsindig lækker brunch (en klar opgradering fra Café 8Tallet!) og var på krybdyrsmesse. Det er så fedt at have fået venner i dyrepasserbranchen, for de gider altid godt med på nogle lidt mere nørdede udflugter - og det er ikke engang mig, der skal foreslå det! Jeg blev forelsket i især kamæleonerne, men der var også nogle imponerende flotte slanger, og jeg mødte selvfølgelig hele tre krybdyrs-entusiaster fra mit arbejde, der alle havde dele af deres store, flotte samlinger med. Det var en god dag i Næstved, der overraskede mig ganske positivt. 
Mandag fortsatte jeg med Tour de Sjælland, for selvom jeg har boet i København i snart tretten år, kommer jeg sjældent rundt på resten af øen - og det skal der rettes op på. Min kæreste og jeg brugte derfor endnu et bryllupsgavekort på en overnatning på Gerlev Kro i Jægerspris, og det var et par skønne dage, der dog måske afveg en anelse fra et traditionelt kroophold. Vi startede opholdet med en frokost - et virkelig lækkert stjerneskud med et helt unødvendigt, bastant stykke laks, og vi skulle kun vente 25 minutter på at få lov at betale. Det var i øvrigt efter kromutter havde budt os velkommen med at opkræve os et ekstrabeløb, som dog gjaldt en helt anden type ophold, hvorefter der blev vrisset lidt over den gavekortsordning. Look, I get it. Det er irriterende. Også for caféer. Men nu har I sagt ja til at være en del af GoDream, Smartbox eller whatever, og jeg har altså ikke valgt at få et gavekort forærende bare for at irritere jer. 
Nå, men stedet var virkelig hyggeligt og omkranset af marker, og efter frokosten gik vi på opdagelse. Vi ville egentlig have haft vores cykler med, men der kører togbusser til Frederikssund i øjeblikket, og tanken om at leje cykler strejfede mig slet ikke. Derfor endte vi faktisk med at gå sytten kilometer, men det var en dejlig sommerdag, der var lettere overskyet, og isboden var et kærkomment stop på vores vej. Vi besøgte Jægerspris Slot, der var ekstremt undervældende, og ellers nød vi bare naturen. Da vi kom hjem var vi dog godt brugte, og vi havde egentlig ikke lyst til at spise på kroen igen - så min kæreste hentede pomfritter og cola på byens ensomme grill, der sammen med en lille kiosk og kirken udgjorde downtown Gerlev. Så lagde vi os på sengen  med fritter og cola, tændte fjernsynet og så AaB vinde over Vendsyssel i et smukt lokalopgør imens solen gik ned over markerne udenfor, og det er noget af det mest romantiske, jeg kan forestille mig. I dag har min kæreste, der jo også er min mand, et halvt års bryllupsdag, og i aften skal vi ud og spise for endnu et gavekort. Dette første års ægteskab har slet ikke været så dumt indtil videre! 

tirsdag den 7. august 2018

make a point to make no sense

Fire skønne sommerdage i mit barndomshjem var den helt perfekte start på min ferie, og jeg har virkelig fået slappet af sammen med min far, søster og niece. Vi har været på korte, dejlige ture, grillet burgere, pizza og stegt flæsk på grillen, og vi har snakket og hygget os - og jeg mærker endnu engang et lille stik i hjertet over at bo så langt væk fra dem i hverdagen. 
Efter at have besøgt min veninde og hendes yngste, der allerede er indgået i et arrangeret ægteskab med min niece, kørte vi mod Verdenskortet ved Klejtrup Sø uden for Hobro. Det var et af mine yndlingsudflugtsmål da jeg var barn, og jeg fik pludselig helt lyst til at genopleve det. Jeg havde forberedt mig på, at en bunke sten placeret i tilnærmelsesvis korrekt målestok som alle verdens lande ville virke undervældende på en voksen, men jeg synes stadigvæk, at det er et enormt charmerende projekt. 
Min niece var selvfølgelig liiiige lille nok til at nyde alt det andet, Verdenskortet havde at byde på. Det er et virkelig fint sted for børnefamilier med alt fra store trampoliner til æselture, legeplads, hængekøjer og stylter, og vi sluttede af med en gang minigolf i skygge fra den bagende sol. Min far vandt selvfølgelig, mens Vibe løb med al opmærksomheden. 
Vi nåede også en tur til Randers og indløste et gavekort til Bistroteket. Jeg fik Læsøtarteletter, der var enormt gode, men ellers var jeg mest bare lidt misundelig på min søsters chokoladekage, der langt trumfede min lidt kedelige kiksekage. Ellers var der for varmt til at foretage sig ret meget andet, og vi så ikke mindre end tre markbrande på vejen hjem. 
Min familie har været på ferie i Tyskland - i år desværre uden mig, men jeg satser stærkt på at komme med igen næste år. Fordi de er verdens bedste, har jeg kunnet tage den fineste omsorgspakke med tilbage til København, og heldigvis skulle jeg også have familien med - kassen havde nok været lidt besværlig at slæbe med hjem i toget. I lørdags besøgte vi nemlig min onkel og hans kone i Værløse, og mødte min kusines lille søn for første gang - det var endnu en hyggelig dag med lækker mad fra Meyers og dessert på terrassen. Silke kunne jeg desværre ikke tage med til København, men det var et kærkomment gensyn med min yndlingshund. 

tirsdag den 31. juli 2018

walk through the fields and feel nature's glow

I går startede min ferie rigtigt, og min kæreste og jeg har sat os et mål om i denne ferie at bruge alle de gavekort, vi fik forærende til vores bryllup. Næste torsdag har vi et halvt års bryllupsdag, hvilket skal fejres med både kroophold og middag, men i går startede vi roligt ud med en 'luksusbrunch' på Café 8Tallet i Ørestaden - jeg har været der før, men vil nok helt ærligt mest anbefale den for placeringen. Det er helt enestående at kigge ud over Kalvebod Fælled, og selvom maden bestemt ikke er dårlig, er den ret standard. (Og så kommer jeg ALDRIG til at forstå, at fem fedtede skiver købe-chorizo (som vi i øvrigt kun købte, fordi stedet 12 minutter efter åbning 'desværre ikke kan byde på' grillet pølse) eller en tallerken med to skiver ost kan koste det samme som en ret lækker avokado-servering eller en avanceret yoghurt med granola.) Det er vist et gennemgående tema hos de caféer, der er tilmeldt gavekort-ordningerne - men igen; det var bestemt ikke dårligt. Jeg tror jeg skal prøve deres smørrebrød, hvis jeg vender tilbage igen - de så ret lækre ud. 
Bagefter gik vi en lang tur på Kalvebod Fælled omkring Naturcenter Amager, som jeg altid gerne sender en anbefaling efter. På 8Tallet blev vi omringet af forkælede, skrigende børn, og vi flygtede før min kæreste nåede sin morgenkaffe, fordi jeg havde lokket med Naturcenterets café (hvor jeg meget hellere ville have brugt mit gavekort), der serverer god kaffe og lækre is. Desværre har de lukket om mandagen, men da vi fandt Skraldetorsken Torben i stedet, hjalp det lidt på humøret. 
Vi fandt også fåreflokken, der var ualmindeligt sløv i den bagende middagshede. De ville gerne lige nusses lidt i panden og gumle lidt på min nederdel, og det var ret hyggeligt at tage en slapper med dem i skyggen. Jeg tror ikke, at Naturcenter Amager har en dyrepasser ansat, men ellers ville det også være et job, jeg sagtens kunne se mig selv i - også selvom jeg ville skulle tackle en hel del forkælede og skrigende unger. 


Nu sidder jeg i toget på vej til Jylland, hvor jeg skal holde et par dages ferie hos min far, der lige er kommet hjem fra den årlige Tysklandsferie. Jeg er stadig noget trist over, at jeg ikke kunne komme med i år, men et par dage i barndomsbyen bliver nu heller ikke så dumt.

fredag den 27. juli 2018

that's the time the teardrops start

Jeg har haft en seriøst dårlig morgen. Jeg er ellers blevet ret glad for mine morgener - i hvert fald her om sommeren, hvor jeg ikke føler, at jeg står op midt om natten - men min ellers rolige morgencykeltur blev lige noget mere dramatisk i dag, da der løb en rotte lige ud foran min cykel ved Kløvermarken. Dengang jeg kørte bil, havde jeg decideret angst for at gøre skade på andre, men den følelse forsvandt heldigvis, da jeg skiftede til den tohjulede - og så er det bare helt ekstremt ufedt at cykle over en rotte, så den brækker ryggen. Jeg ved ikke, om I har hørt rotter skrige, men det er heller ikke ligefrem min yndlingslyd, og jeg fik den heldigvis aflivet hurtigt.

Jeg ved godt, at døende rotter er et lidt underligt emne at tage op, men jeg har tænkt over det lige siden, og det har påvirket mig ret meget. Jeg er dyrepasser, og jeg arbejder med forsøgsdyr - og måske netop derfor er det vigtigt for mig at understrege, at jeg elsker dyr mindst lige så meget som jeg hele tiden har gjort; ligesom alle mine kollegaer i øvrigt gør det. De var også helt kede af at høre om min oplevelse (især fordi jeg er helt sikker på, at jeg fik aflivet en sulten rottemor med unger et sted - kan næsten ikke bære at tænke på det); næsten alle har minimum ét kæledyr (jeg er i den lave ende med kun Jimmy), og jeg arbejder også sammen med veganere, der ikke spiser kød af dyrevelfærdsmæssige årsager. Der er nok en tendens til at tænke, at mennesker, der arbejder med forsøgsdyr, må være både afstumpede og følelseskolde, men det er så langt fra virkeligheden, som man overhovedet kan komme. Vi elsker 'vores' dyr, og det er os, der beskytter dem mod unødig lidelse - og når vi af og til skal aflive dyr, bliver det gjort med den største respekt for dyret og så hurtigt og skånsomt som muligt. 

Og ja, jeg har efterhånden aflivet en del rotter - også manuelt, og også nogle, der var dobbelt så store som rottemor i dag. Men en kontrolleret aflivning med de rette redskaber er noget helt, helt andet end at komme til at skade et dyr, og det behøver jeg ikke at opleve igen. Når det er sagt, er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg kunne aflive den - havde det været for to år siden, havde jeg nok bare stået hjælpeløs ved siden af og grædt ukontrolleret. (Husker stadig dengang for ikke sååååå mange år siden, da min søster og jeg ringede efter min far for at få ham til at aflive en fugleunge, der var faldet ud af en rede...)

Det har også medført, at min sidste arbejdsdag på denne adresse blev lidt mærkelig - da jeg rørte ved rotten fik jeg automatisk karantæne fra vores dyrestalde, eftersom det ikke ville være optimalt at smitte hele universitetet med kloaksygdomme. Nu er jeg gået på ferie, bagefter skal jeg starte et helt andet sted (og lege med grise!!!), og så er det blevet skoletid igen. Derfor skal jeg først arbejde med mus og rotter igen til november, og det var en lidt ærgerlig måde at starte dén pause på. 

tirsdag den 24. juli 2018

watching the flashbacks intertwine

Da jeg første gang læste samlingen Hearts in Atlantis fra 1999, gjorde den ikke det store indtryk på mig, men med denne gennemlæsning har jeg læst den som en del af The Dark Tower-universet, hvilket straks gør historierne noget mere interessante - men jeg synes godt jeg alligevel kan tillade mig at sige, at den stadig ikke er blandt mine favoritter. Historierne er en hyldest til tresserne; den periode, Stephen King selv voksede op i, og som han her har et både rosenrødt og problematisk forhold til; her er både studenteroprør og Vietnamkrig, og det er tydeligt at mærke, at King skriver om emner han har et nært forhold til.

Samlingen består af hvad jeg vil kalde to korte romaner og tre noveller, og den starter med den længste, Low Men in Yellow Coats, der også er forlæg til filmen Hearts in Atlantis fra 2001. Her er hovedpersonen den 11-årige Bobby Garfield, og selvom det langt fra er første gang Stephen King skriver om børn, er det en af mest naturlige; måske fordi King selv var barn dengang og voksede op uden en far. Der er elementer af både It, The Talisman, The Gunslinger og Insomnia i denne historie, men udover de stærke karakterer, virker det hele for mig desværre lidt som en lettere fortyndet blanding af dem alle.   

Bobbys far er død, og han vokser op med en mildest talt anstrengende mor, der dog heller ikke selv har et særlig nemt liv. Hun er selvcentreret og dømmende, men prøver alligevel så godt hun kan - og det er med til at gøre deres forhold noget mere komplekst. Temaet synes at være, at verden ikke er fair, men vi må prøve at få det bedste ud af livet alligevel. Den lidt forsømte Bobby får et tæt forhold til bygningens nye lejer, Ted Brautigan, der har en mystisk fortid og er på flugt fra de såkaldte low men. Historien udvikler sig ganske dramatisk, og det er klart samlingens bedste - især med The Dark Tower-elementet, der er et stort plus. Det er først med Ted Brautigan, at vi stifter bekendtskab med det ultraseje begreb 'breakers', der også omfatter karakterer som Carrie, Charlie fra Firestarter og Danny Torrance, og som spiller en afgørende rolle i universets fremtid. 

De efterfølgende historier har alle referencer, callbacks eller karakterer fra Low Men in Yellow Coats, og den opsætning fungerer virkelig godt for mig. Den første foregår i 1960, og den sidste slutter i samme lille by næsten fyrre år senere, og selvom historierne for mig ikke er de allerstærkeste, er jeg ret glad for denne kronologi. Den næste historie hedder faktisk Heart in Atlantis og foregår på University of Maine i 1966, hvor hovedpersonen sammen med resten af kollegiet bliver helt opslugte af kortspillet 'Hearts' (jeg kender det ikke, hvilket faktisk var lidt forstyrrende). Det er en fin historie om universitetsliv i tresserne og starten af studenteroprøret.

De sidste historier har også relationer til Low Men in Yellow Coats - vi finder ud af, hvad der er sket med Bobbys bedste ven Sully John og hans barndomskæreste Carol, der viser sig at være den røde tråd igennem alle historierne. Det er nogle ret eksplicitte og ubehagelige krigshistorier, der er både opfindsomme og gruopvækkende,  men det er desværre tydeligt at læse at en historie som 'Blind Willie' er skrevet langt før de andre og blot er blevet tilpasset samlingens tema.
Filmatiseringen fra 2001 af Low Men in Yellow Coats hedder forvirrende nok Hearts in Atlantis, men det er forståeligt nok at instruktør Scott Hicks har valgt den bedste fortælling - og én, der indeholder børnevenskaber; et gennemgående, succesfuldt tema i Stephen King-filmatiseringer. Jeg må desværre sige med det samme, at jeg var ganske undervældet af denne film, der uden Dark Tower-referencerne virker ganske overflødig og uden et egentligt mål. Det er en skam, for King-gengangeren David Morse (The Green Mile OG The Langoliers) spiller ganske udmærket, ligesom Anthony Hopkins som Ted Brautigan er helt forrygende - deres velleverede replikker falder bare lidt til jorden, når man ikke er investeret i historien. Anton Yelchin spiller den egentlige hovedrolle Bobby, og man kan heller ikke for alvor sætte en finger på hans præstation - det hele er igen bare lidt fladt, og virker som en sloppy blanding af tidligere og bedre King-filmatiseringer. 
Et af mine yndlingsøjeblikke fra både bog og film, er da Ted Brautigan snakker om glæden ved at læse bøger. Han beskriver, hvordan man nogle gange skal læse en bog for historiens skyld, uden at være snobbet eller have fordomme over for genren - mens man andre gange skal læse en bog for sprogets skyld, for begge dele er en gave. Jeg er meget enig, og jeg har for længe siden lært ikke at skamme mig det mindste over at elske Stephen King, selvom han mildest talt ikke indgår under kategorien finkultur.
Det er lidt pudsigt, at jeg læste lige netop Hearts in Atlantis inden min tur til USA og Stephen Kings hjemby Bangor. Som allerede vist måtte jeg tage en signeret bog med hjem, og lidt tilfældigt (+prismæssige hensyn) faldt valget på en samling af essays netop relateret til den tid, Stephen King gik på college. Der er fortællinger fra medstuderende og venner - og ikke mindst fra mesteren selv - og jeg glæder mig til at læse den. Den ligger dog ikke øverst i bunken lige nu, da jeg stadig har næsten hele Joe Hills forfatterskab til gode, hvilket altså trækker en del mere. I morgen starter Castle Rock- serien på Hulu (på HBO Nordic i overmorgen), og den har jeg virkelig også set frem til. Det er gode tider at være Stephen King-fan!