mandag den 29. januar 2018

it had momentum, it was gaining traction

Årets første indlæg om chips kommer til at handle om en række varianter fra vores naboland Sverige, der efterhånden er blevet en reel konkurrent til Danmark på chipsefronten, da de bliver ved med at sende lækre poser på markedet. 

Først på bordet til bedømmelse er tre nye, spændende varianter fra et af mine nye yndlingsmærker, Gårdschips. Jeg troede ikke, at noget ville kunne komme i nærheden af deres eminente parmesanchips og forrygende trøffelchips, men den hallandske cheddar-variant er lige så englene synger. Den får selvfølgelig et ti-tal fra både min kæreste og jeg, og selvom det ikke er så overraskende at jeg igen giver topkarakter til en ostechip, må jeg understrege denne variants kvaliteter. Selve chippen er af samme høje kvalitet, som jeg kender fra de andre poser; en tynd, sprød og ikke for olieret grovchip med mere pulver, end hvad man normalt forventer fra de grove varianter, og det var en lidt uvant - men ikke dårlig! - oplevelse at smage cheddar på en grovchip. Som de selv siger på hjemmesiden - 'Vad är godare än ost och potatis?'

Varianten med sourcream og sweet ginger smager rent faktisk af sødt ingefær, og er ikke så stærke at det ødelægger smagsoplevelsen. I længden bliver smagen alligevel lidt for dominerende for mig, men det er en ren subjektiv oplevelse, og jeg vil stadig give varianten et fint syv-tal. Min kæreste er større ingefær-fan end jeg, og kaster et ni-tal efter posen. Den sidste pose fra Gårdschips i denne omgang var noget så tilforladeligt som havsalt fra den chilenske ørken Atacama, men de var overraskende dårlige! Der er 35% mindre natrium i chipsene, og jeg ved ikke om det er det, jeg kan ikke-smage, men de smager i hvert fald ikke af nok. Der står godt nok på hjemmesiden at de er perfekte til dip, men en chip skal kunne bestå smagstesten uden hjælpemidler, og her fejler Atacama-varianten, som jeg kun kan give et lille fire-tal, utroligt nok. 
Cream cheese-varianten fra en anden god svensk fabrikant, OLW, kravler også højt op på karakterskalaen med deres cremede, tynde, sprøde og fine kartoffelchips. Chipsene havde en sart smag af flødeost, der naturligvis ikke var alt for dominerende, så jeg var lidt overrasket over hvor gode de alligevel var. De havde en god fråde-faktor, og den store pose blev hurtigt fortæret af min søster far og jeg, der giver posen henholdsvis et otte-tal og to ni-taller.
I sommer faldt jeg over to små, fine svenske poser i en Rema-butik i Århus under vores besøg hos vores venner. De var helt ærligt ikke mindeværdige, men jeg ser nok på dem med lidt mildere øjne af den simple årsag, at de blev indtaget i ualmindeligt godt selskab og under åben himmel i en dejlig have. De led lidt under grovchippens sædvanlige uheldige karaktertræk med at være lidt for olierede, og så smagte de ikke rigtigt af nok, men vi var alle gavmilde og har noteret et pænt fem-tal alligevel. I denne anmeldelsesrunde virker de dog totalt overflødige, så længe Gårdschips eksisterer. 
I Danmark er Estrella-fabrikkerne lukkede og flere af varianterne bliver sendt på markedet under Taffel-navnet i stedet for - et mærke, jeg oftest er ret begejstret for. Jeg ved ikke, om disse ranch-stjerner har været i de danske butikker, men vi er ikke gået glip af det helt store, da de mest af alt er lidt kedelige. De smager en anelse af den berygtede ranch/holiday-krydderiblanding, som jeg aldrig har været fan af, mens deres største forsonende kvalitet er deres konsistens, der minder en anelse om de danske Meny-chips. Det kan dog ikke blive til mere end et fem-tal fra mig, mens min kæreste også kun kan svinge sig op på et lille seks-tal. 
Meget bedre blev det med Estrellas grovchips med havsalt og eddike fra deres Västkust-serie, der også findes i andre spændende varianter. De er hårde, perfekt saltede og olierede, og de har en hjemmelavet vibe, der stemmer godt overens med den rustikke forside. Min kæreste og jeg er gavmilde og sender et otte-tal efter denne solide salt&vinegar-chip. 
I denne omgang har OLW ikke kun begejstret mig med deres cream cheese-variant - de får lov til at runde indlægget af med deres 'Cheez ballz', der trods det uheldige navn er en pose ualmindeligt lækre ostekugler. Sammenlignet med de danske Kanonkugler, som jeg ikke har anmeldt endnu, er de svenske cheez ballz mere cremede og finere i konsistensen, hvilket bestemt er et kompliment for denne type snack. De er også rullet i en solid mængde velsmagende ostepulver, der virkelig gør det svært ikke at inhalere hele posen øjeblikkeligt, og både min kæreste og jeg giver gavmildt to store ni-taller til kuglerne.

Det har været en god omgang, hvor jeg har kastet om mig med ni- og ti-taller, og jeg har måttet spørge mig selv om det har haft betydning for anmeldelserne, at chipsene stammer fra et land så eksotisk som Sverige? Gårdschips kan jeg heldigvis købe i Meny, men OLW kan jeg kun finde lidt for dyrt i en import-slikbutik, der har alt (deriblandt en bunke Kinder-produkter; blandt andet favoritterne Kinder Country og selvfølgelig Happy Hippos), og måske gør det chipsene lidt ekstra spændende. Jeg tror nu kun mine karakterer ville være faldet fra store ni-taller til små, så I kan stadigvæk roligt stole på mine anbefalinger - og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg langt fra vil være lige så gavmild i den næste runde anmeldelser. 

torsdag den 25. januar 2018

and I'm flying through your trees

Puslespil og podcasts er blevet en ny favorit herhjemme, da det er noget af det mest afstressende jeg kan forestille mig - altså lige bortset fra når Jimmy hjælper, hvilket før er gået galt. Totoro-motivet var en anelse skræmmende i den rækkefølge jeg lagde brikkerne, og jeg kunne virkelig godt have undværet det hvide stykke nederst, men ellers er det et af de bedre motiver, jeg har i min samling. Figurer fra Studio Ghibli gør mig generelt bare glad, og da jeg i efteråret fik en ny mobiltelefon, var det en selvfølge at udskifte det gamle Ghibli-cover med et Van Gogh-inspireret Totoro-cover. Legenden Hayao Miyazaki var egentlig gået på pension, men arbejder i øjeblikket på sin sidste film 'How Do You Live?', der er dedikeret til hans barnebarn og handler om en 15-årig dreng. Der går nok et par år før vi får den at se - men jeg er bare enormt taknemmelig for, at jeg ikke har set min sidste Miyazaki-film endnu. 

tirsdag den 23. januar 2018

I dreamed they knew the half of it

Stephen Kings nyeste mastodont af en roman, Sleeping Beauties på godt 700 sider, er skrevet i samarbejde med hans yngste søn Owen King. Begge hans sønner er forfattere (but of course), men det er oftest Joe Hill jeg støder på, da han skriver historier lidt i samme genre som sin far (Sleeping Beauties lå faktisk på bestsellerlisten sammen med Joe Hills nyeste udgivelse Strange Weather). Jeg har aldrig læst noget af Owen King, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men jeg kan i hvert fald godt mærke, at det ikke er en helt typisk King-roman. Jeg var dog ret hooked allerede fra de første sider, så på den front er der heldigvis ikke sket de store ændringer. 

Sleeping Beauties har et forrygende set-up - der sker noget mærkeligt med alle verdens kvinder, når de falder i søvn. De bliver i søvnen indhyllede i en klæbrig kokon, og bliver de revet ud af kokonen, vågner de op som frådende zombie-agtige monstre. Horror-elementet er dog forholdsvist underspillet i romanen, der helt overordnet handler om forholdet mellem mænd og kvinder, hvordan mændene reagerer på en verden (næsten) uden kvinder - og ikke mindst, hvordan kvinderne forholder sig til en verden uden mænd. Lille spoiler følger; imens kvinderne tilsyneladende sover tungt i deres kokoner, er de vågnet op i en ny , mennesketom dimension de kalder 'Our Place', hvor tiden går meget hurtigere end på den anden side, og hvor de når at opbygge et helt samfund i løbet af den uges tid, der forløber hos mændene. Man aner ikke, om kvinderne er døde, eller om de kan vågne op igen og vende tilbage, og det er en ganske spændende faktor historien igennem. 
De globale problemer bliver meget typisk for King taget ned på mindre by-niveau, og Sleeping Beauties udspiller sig primært i byen Dooling, West Virginia, der bliver et knudepunkt for Aurora-epidemien med ankomsten af den mystiske, overjordiske Evie. Hun er helt central for historien, og vi hører efter min mening alt for lidt om hende, men følger i stedet alt for mange lidt irrelevante byboere.  Romanens egentlige hovedpersoner er trods alt ikke irrelevante - byens sherif Lila og hendes mand, psykologen Clint, optræder som et godt (omend en anelse for tydeligt) billede på de fundamentale forskelle mellem mænd og kvinder, der er historiens omdrejningspunkt. Stephen King har tidligere skrevet virkeligt stærke kvindelige karakterer, og Lila er bestemt også en troværdig kvinde, der langsomt bliver mere og mere paranoid og virkelighedsfjern jo mere træt hun bliver. (Da det går op for kvinderne hvad der foregår omkring dem, kæmper de fleste selvfølgelig en brav kamp for ikke at falde i søvn.) Ægteskabets udfordringer kan (selvfølgelig) overføres til de globale problemer, og det viser sig - måske ikke så overraskende - at man kommer langt med ærlighed og tillid. 

Det er specielt at læse Sleeping Beauties lige nu i en tid, hvor kvinders rettigheder og #metoo fylder meget i medierne og vores fælles bevidsthed. Meget af romanen foregår i et kvindefængsel i byen, og her møder vi mange kvinder, der har fået nok - nok af at få mindre i løn, tæv af deres mænd og fordømmelse fra abortmodstandere. King og King skriver overbevisende om både mænd og kvinder, men det er kvinderne, der hyldes i denne historie. Mændene er de egentlige monstre, der på ingen tid er i gang med at fucke verden helt op, og karakterer som den ekstremt misogynistiske og sexistiske Don Peters gør ikke rigtigt forestillingen bedre - det er næsten lidt for meget. 

Historien mistede dog desværre noget momentum undervejs. Der var som nævnt lidt for mange karakterer vi kom lidt for tæt på, og noget af historien var lettere forudsigelig. Slutningen var også lidt et antiklimaks for mig, og jeg havde trods romanens længde nok håbet på lidt mere - og jeg vil til enhver tid foretrække Stephen King alene. Far og søn har snakket om en 'tredje fortællerstemme' som de udviklede under skriveprocessen, og jeg er ikke sikker på, at den helt fungerer for mig. Når det er sagt, var jeg dog helt overordnet ganske underholdt af Sleeping Beauties, der i øvrigt også mindede mig lidt om 'Y, The Last Man' - med omvendt fortegn, selvfølgelig. Jeg sender kun en forsigtig anbefaling efter bogen, for plus 700 sider er trods alt ikke at spøge med, og hvis man ikke kender så meget til Stephen King i forvejen, vil jeg ikke anbefale at starte her. 

lørdag den 20. januar 2018

tomorrow comes we'll do the same thing

Jeg har lige overstået min arbejdsdag nummer seks ud af ti i træk. Det er selvfølgelig helt normalt for mange mennesker at have en weekendvagt nu og da, men jeg har været ret priviligeret de sidste mange år med en 30-timers arbejdsuge og fri i weekenden, så det er et relativt ukendt fænomen for mig. Jeg har ikke decideret ondt af mig selv, for jeg bliver kompenseret rigeligt i den anden ende, men jeg snakker alligevel meget om (siger min kæreste), at jeg skal op før klokken seks i ti dage i træk. På torsdag skal jeg sove hele dagen. 
Det var nu meget hyggeligt at være på arbejde alene. Jeg legede lidt med rotterne, læste teori om kejsersnit og fik vejet fyrre mus, og frokoststuen delte jeg kun med en hø-kollega (der har givet mig adskillige chok de sidste par uger) og en sød hund, hvis ejer også var på arbejde. På vej hjem gik broen selvfølgelig op, men det har egentlig også været dagens eneste minus.

Nu vil jeg hente min kat, min dyne og min bog, placere mig i sofaen og nyde, at det trods alt er lørdag. I morgen tidlig skal rotterne nusses og musene vejes igen, og jeg gyser allerede ved tanken om at cykle igennem Gothersgade en søndag morgen lidt i syv, men glæder mig til at kigge ud over byen fra et mennesketomt Mærsk Tårn. Håber I har en god - og måske lidt mere begivenhedsrig - weekend. 

tirsdag den 16. januar 2018

now I won't settle for less

6. Broad City sæson 4
Abbi og Ilana, pigerne fra Broad City , føles lidt som et par gode veninder jeg gerne vil hænge ud med hele tiden, og fjerde sæson er ingen undtagelse. Pigerne har begge fået nye jobs og nye problemer, og især Ilana kæmper med at finde sig selv og sin orgasme efter Trump er blevet præsident. Det er både komisk og trist ligesom de fleste af de særdeles aktuelle tematikker, der behandles ganske forfriskende - og når det hele bliver lidt for alvorligt, dukker Steve Buscemi eller Shania Twain op og løfter stemningen lidt. Nogle gange kammer begivenhederne fuldstændigt over, men det føles alligevel velkendt og ikke fuldstændig uden for rimelighedernes grænser, og Broad City er bedre end nogensinde. 

5. American Horror Story sæson 7
Efter en lidt lunken sjette sæson, som jeg aldrig fik skrevet om på bloggen (men jeg har skrevet om første, anden, tredje og fjerde sæson her), er American Horror Story tilbage på sporet med syvende sæson, der har undertitlen Cult. Ikke alle er lige så begejstrede som jeg, men Ryan Murphy og Brad Falchucks univers tiltaler mig virkelig - jeg er kæmpefan af både den underspillede og udpenslede humor, de overdrevne karakterer og den vanvittige vold, og Cult indeholder det hele i overflod. Det har nok også betydning, at Evan Peters, som jeg virkelig elsker (det siger jeg tit - denne gang mener jeg det) har sin(e) største rolle(r) endnu; primært som den forskruede alt-right Trump-tilhænger Kai Anderson, hvis udvikling er sjov at følge - og selvfølgelig helt overdrevet.

En anden AHS-regular, Sarah Paulson, leverer som altid i rollen som den virkeligt fobi-plagede Ally Mayfair-Richards, der er gift med den prestigefyldte kok Ivy, med hvem hun har sønnen Oz. De er full-blown democrats på den irriterende måde, og scenen, hvor Trump bliver annonceret som vinder af præsidentvalget, er helt hysterisk morsom - og gør egentlig ligeligt grin med begge ender af det politiske spektrum (selvom det serien igennem nok er relativt tydeligt, hvilken politisk orientering serieskaberne selv har). Jeg er som sagt stadig fan, men jeg kan godt forstå, at American Horror Story ikke er for alle. 

4. Mr. Mercedes sæson 1
Jeg har været lidt i tvivl om jeg egentlig skulle placere Mr. Mercedes så højt på min liste, men det kom virkelig bag på mig hvor glad jeg var for den, og selvom jeg naturligvis var forudindtaget, da serien er baseret på Stephen King-romanen af samme navn, tror jeg bestemt også at andre kan have glæde af denne krimi-thriller. Jeg har allerede skrevet udførligt om serien her, så ingen grund til at gentage mig selv. 


3. Game of Thrones sæson 7
Og således nåede vi listens tredjeplads, der indtages af syvende sæson af Game of Thrones. Jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg var tæt på at dumpe den et stykke ned af listen alene af den grund, at Ed Sheeran fik lov til at have en grotesk lang og overflødig gæsteoptræden, der spildte livsvigtige minutter af skærmtid. Ellers var jeg godt underholdt af syvende sæson, og selvom jeg synes det nu går liiige lovligt stærkt til tider, var det også en rigtig god fornemmelse ikke at vide, hvad der ville komme til at ske. SPOILER. Jeg græd, da Viserion døde. Jeg elsker de drager, og jeg kan slet ikke klare tanken om, at de skal slås mod hinanden i den sidste sæson. Jeg jublede også over Jon og Daenerys, og jeg er lidt ligeglad med, at det åbenbart var både forudsigeligt og utroværdigt ifølge kritikere. Jeg glæder mig meget til afslutningen på denne mastodont af en tv-serie, men jeg glæder mig endnu mere til de bøger, som jeg stadig har et naivt håb om at George R.R. Martin får skrevet færdige engang. 

2. Twin Peaks The Return
Jeg havde frygtet Twin Peaks genkomst, men min frygt viste sig hurtigt at være ubegrundet, for The Return er et studie udi weird, grænsesøgende, ufatteligt sjovt, rørende og spændende tv. Jeg var så heldig at se flere af afsnittene i selskab med nogle af mine rigtig gode venner, der er endnu gladere for David Lynch end jeg, og jeg har vist et par billeder fra premiereaftenen lige her.  Igen føler jeg at det er omsomst at begynde at beskrive begivenhederne i Twin Peaks, men jeg var alt i alt meget tilfreds med denne 'tredje' sæson, der var noget mere bizar end sine forgængere og til tider syrede helt ud i deciderede kunstinstallationer (jeg kigger på dig, afsnit otte). Det var dejligt at se alle skuespillerne igen, og bedst af alle var Kyle MacLachan, der var helt eminent i alle sine roller (spoiler, sorry), men allerbedst som stakkels Dougie, der medvirkede i de fleste af sæsonens mest absurde scener. 


1. Rick And Morty sæson 3
Allerøverst på min liste er den helt forrygende tredje sæson af animationsmesterværket Rick & Morty. Samtidig må jeg dog understrege, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne en serie som Rick and Morty med en fantasyværk som Game of Thrones eller westerndramaet Godless, hvilket er grunden til at jeg ikke længere har en komplet liste over alle mine yndlingsserier på min TV-serie-side. Rick & Morty endte øverst på denne liste af den simple årsag, at det var den serie, jeg glædede mig mest til at se nye afsnit af, og min ventetid var bestemt ikke forgæves. 


Serien følger den vanvittige videnskabsmand Rick Sanchez og resten af hans familie; særligt barnebarnet Morty, der ofte bliver slæbt med på diverse sindssyge eventyr. Familien lever lidt udenfor Seattle, men de rejser ganske ofte gennem portaler til andre planeter og dimensioner mellem et uendeligt antal virkeligheder. Helt standard. Serien er skabt af Dan Harmon (Community) og Justin Roiland, og sidstnævnte lægger ganske imponerende også stemme til begge titelkarakterer. Tredje sæson var endnu mere mørk og uforudsigelig end de foregående, hvilket er en præstation i sig selv, og jeg er stadig kæmpe fan af Rick & Morty.

fredag den 12. januar 2018

they're not supposed to mean a thing

Jeg ved godt, at I næsten ikke kan vente længere på mit sidste indlæg om tv-serier fra 2017, men I må klare jer lidt endnu, for i dag vil jeg i stedet berige jer med snapshots fra den sidste tid. Jeg har fået en god start på året - januars første to uger har været travle både på arbejdet og med gode aftaler; i søndags gik jeg f.eks. elleve kilometer med min veninde i det flotte vejr.
Jeg besøgte min anden veninde i hendes kollektiv, hvor de havde den mest fantastiske paraply-knagerække, som vi dog heldigvis ikke måtte benytte os af. I stedet pakkede vi håndklæder i tasken og hoppede i Øresund. Okay, hoppede er måske så meget sagt, vi gik i vandet, og gik lige så hurtigt op igen, men det var virkelig skønt!
Jimmy har startet året med at være ubeskriveligt nuttet. Det er ikke så overraskende. 
Knap så skønt var det at smide tre af mine planter ud. Den ene har fået for meget vand, den anden for lidt, og den sidste blev syg og døde. Jeg har sagt det før, men det er nok meget heldigt, at jeg fik en elevplads som dyrepasser, eftersom min plan B var at blive gartner...
Jeg slutter af med rundens smukkeste billede; nemlig en vabel på min pegefinger, der har generet mig i ugevis. Den opstod lillejuleaften, da jeg skulle tage en tallerken ud af ovnen. Min far sagde formanende, at jeg skulle passe på, hvortil jeg svarede, at jeg er 32 år gammel og godt kan finde ud af at håndtere varme ting. Og brændte mig selvfølgelig noget så eftertrykkeligt. Ikke mit stolteste øjeblik. 

mandag den 8. januar 2018

they make me dream your dreams

Her følger anden del min liste over andet halvår af 2017s bedste tv-serier. Nu begynder det for alvor at blive godt. 

12. Preacher sæson 2 
Preacher har af flere årsager længe været en af mine dårlige samvittigheder. Jeg fik tegneserien forærende af en god ven, men havde den stående på hylden i årevis, før jeg endelig fik taget mig sammen til at få den læst - og jeg elskede den selvfølgelig. Sidste år løb første sæson af tv-serien over skærmen, og den var jeg såmænd også ret begejstret for, så jeg skammer mig lidt over ikke at have sendt anbefalingen videre noget før.

Det er ærlig talt lidt svært kort at forklare Preachers præmis, men here goes - serien handler om den fallerede præst Jesse, hans eks-kæreste og en irsk vampyr (spillet af Joseph Gilgun, som jeg elsker). Jesse bliver besat af en overjordisk kraft, der gør ham i stand til at kontrollere folk med sin stemme. Nåja, kraften er i øvrigt resultatet af et møde mellem en engel og en djævel, og dens blotte eksistens har startet en krig mellem himmel og helvede. Preacher er bizar, mørk, sjov og voldelig, og egentlig fortjener den sit eget indlæg. Det må blive efter tredje sæson, som jeg ser meget frem til. 



11. Transparent sæson 4
Transparent er et andet eksempel på en serie, jeg helt sikkert burde have anbefalet tidligere. Nu har serien fire fabelagtige sæsoner bag sig, og måske kommer der heller ikke flere, da Jeffrey Tambor, der spiller seriens karismatiske hovedrolle Maura, er blevet anklaget for krænkende opførsel af to transkvinder, der også arbejder på serien. Det har jeg overhovedet ikke belæg for at kunne udtale mig fornuftigt om, og vil helst ikke ud i at gradbøje upassende adfærd, men det er virkelig en skam, hvis serien ikke kan fortsætte - og måske burde den ikke fortsætte uden Tambor. 


Serien handler om den dybt dysfunktionelle Pfefferman-familie fra Los Angeles med transkvinden Maura som familiens overhoved. Normal har familien aldrig været, men de tre voksne børn voksede op med Maura som værende deres far Mort, og den nylige omstilling har ikke været problemfri. Samtlige af seriens karakterer er egentlig nogle selvoptagede røvhuller, men de er samtidig så ufatteligt menneskelige og sært sympatiske alligevel, og jeg er virkelig imponeret over både manuskript og skuespillernes præstation. Sæson fire har mere end tidligere indeholdt rørende flashbacks til karakterernes opvækst, og det gør kun historien endnu mere levende. Transparent har bestemt ikke tabt pusten i fjerde sæson, og den får mine varmeste anbefalinger. 


10. Lady Dynamite sæson 2
Anden sæson af Lady Dynamite fortsætter i samme hæsblæsende og farverige spor som den første, men nu er Maria flyttet sammen med sin søde kæreste, og det skaber en god grobund for nye udfordringer og skøre forviklinger. Ellers har jeg ikke så meget at tilføje min kun et år gamle anbefaling, men jeg er stadig rigtig godt underholdt af denne komedieserie om psykisk sygdom, og jeg gad virkelig godt give Maria Bamford et kram (jeg er ellers ikke krammetypen). 



9. BoJack Horseman sæson 4
Jeg anbefalede BoJack Horseman efter at have set de første to sæsoner, og serien har bestemt ikke mistet momentum siden da, men er om muligt kun blevet endnu mere hjerteskærende, grænseoverskridende og bizar. Hvor de tre første sæsoner havde en tydelig storyline og mission for den fallerede skuespiller BoJack, der fik et lidt uventet comeback, er hans fremtid i fjerde sæson noget mere uklar. BoJack gennemgår en eksistentiel krise af dimensioner, og hans mere eller mindre sympatiske venner (jeg elsker stadig Todd mest af alle - og hvor er det fint, at han er aseksuel) har det heller ikke for nemt, og det er i det hele taget ikke altid særlig sjovt at være vidne til. Men i modsætning til de sidste par sæsoner er der en undertone af optimisme under al elendigheden, en samhørighed i smerten og en forsigtig tro på fremtiden, og jeg er spændt på at se hvad sæson fem byder på senere i år. (Zach Braff lægger i øvrigt stemme til en hysterisk irriterende version af sig selv, hvilket naturligvis også trækker op.)



8. Stranger Things sæson 2
Åh, Stranger Things. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give sæson to af dette fine nostalgitrip en højere placering, men jeg synes desværre ikke helt at den lever op til sin forrygende forgænger. Når det er sagt, er en ottendeplads stadig en rigtig flot placering, og jeg har bestemt også nydt at se fortsættelsen på historien om Hawkins og The Upside Down. Børnene er stadigvæk ubeskriveligt nuttede, stemningen er tilpas hygge-uhyggelig, og monstrene er fede, men sæsonen mangler en anelse fokus, synes jeg. Der er måske lidt for mange ligegyldige sidehistorier; Elevens soloafsnit var sååå irriterende (selvom hun stadig er min klare favorit), og det var bare dumt, at Dustin blev så glad for øglemonsteret (selvom det var lidt sjovt at han kaldte den D'Artagnan). Stranger Things er blevet fornyet med en sæson tre, og jeg er spændt på at se, om jeg stadig synes 'børnene' er søde til den tid. 

7. Mr. Robot sæson 3
Efter en til tider lige i overkanten filosoferende anden sæson, er tredje sæson af Mr. Robot tilbage på sporet med højintense og næsten uudholdeligt spændende afsnit. Jeg har kort anbefalet denne drama-thriller tidligere, og ligesom dengang finder jeg det svært at fortælle ret meget uden at storspoile. Der er virkelig sket meget siden Elliot arbejdede for Allsafe og var småhacker i sin fritid, og Rami Malek leverer noget af det mest overbevisende skuespil, jeg har set i år. Man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med, men det er det hele værd, og Mr. Robot får mig til at sætte pris på en genre, jeg ellers ikke troede jeg kunne lide.

Det var anden del af min liste, og der er nu kun de seks bedste tilbage. Der vil helt sikkert være flere af jer, der har gættet nogle af titlerne - men jeg tror ikke, at I har gættet dem alle. 

lørdag den 6. januar 2018

we were all drowsing in cruise control

Det er blevet tid til anden omgang af min liste over 2017s bedste tv-serier. I sommer præsenterede jeg i tre indlæg (her, her og her) mine favoritter fra årets første halve år, og nu følger en rangeret liste over alle de tv-serier jeg har set fra det sidste halve år. Kriteriet denne gang er at serien skal have afsluttet en sæson i årets sidste seks måneder - derfor er  en serie som The Walking Dead f.eks. ikke på listen igen, da vi i december blot var vidne til afslutningen på halvsæsonen. Jeg har set mange nye serier i løbet af 2017, men har ikke nået alle dem jeg gerne ville - den tyske Dark og fjerde sæson af Black Mirror ville helt sikkert have fået en høj placering på listen, hvis jeg havde haft mere tid, men ind imellem bliver jeg desværre nødt til at fylde min dag med irrelevante aktiviteter som at gå på arbejde eller socialisere med venner. Det er blevet til tyve serier dette efterår, hvilket vel også må siges at være et relativt højt antal, og her følger min prioriterede liste med de dårligste først. 

20. The Mist sæson 1
Allersidst på listen er første og eneste sæson af katastrofen The Mist, som jeg kun så færdig på grund af Stephen King-forbindelsen. Jeg har allerede beskrevet forfærdelighederne her, så der er ingen grund til at spilde mere tid på dette makværk.  

19. Fear The Walking Dead sæson 3
Jeg har aldrig været god til at opgive en tv-serie selvom jeg virkelig ikke er glad for den (host, Under The Dome, host). Fear The Walking Dead er ingen undtagelse, og derfor har jeg nu set hele tre sæsoner af denne spin-off serie, der aldrig kommer i nærheden af at nå niveauet fra The Walking Dead. Jeg forstår ikke, hvorfor de historier skal foregå i samme univers, når de er så forskellige i tone, opbygning og mytologi, og jeg tror egentlig jeg ville synes bedre om serien, hvis den bare var sin egen. Nu er det mest af alt en omgang overdrevet action udført af middelmådige skuespillere, der er udvalgt til at udgøre en lidt for tydelig politisk korrekt smeltedigel af mennesker fra alle kulturer og med alle baggrunde, og selv efter tre sæsoner er jeg stadig ret uinteresseret i alle hovedpersonernes skæbne. Jeg burde virkelig stoppe med at se serien nu, men nu sker der åbenbart et crossover med TWD, når Morgan tilsyneladende snart dukker op i Mexico. I'm not happy about that, men bliver naturligvis nødt til at se videre.  


18. South Park sæson 21
21 sæsoner er det blevet til indtil videre for Trey Parker og Matt Stone siden første sæson af South Park løb over skærmen for tyve år siden, og de har efter sigende tænkt sig at blive ved, så længe Comedy Central vil have dem. Det er både godt og skidt, for selvom South Park stadig af og til rammer plet med dens satiriske samfundskritik, er der efterhånden lidt for langt mellem de rigtigt gode afsnit. South Park var blandt pioneerne, men vi har vænnet os til chokerende tematikker, vulgært sprogbrug og grænseoverskridende opførsel fra andre animationsserier rettet mod voksne, og her bliver de desværre ofte overhalet indenom - som det også er sket på denne liste. Bedste afsnit var sæsonfinalen 'Splatty Tomato', der parodierede både Stranger Things og It, men South Park er ikke længere spændende nok til at jeg for alvor ser frem til sæson 22, desværre. 

17. Stan Against Evil sæson 2
Jeg ville egentlig gerne have givet Stan Against Evil en lidt højere placering på listen, men jeg kan samtidig ikke retfærdiggøre det, da det virkelig ikke er en traditionelt god serie - og man skal nok være gjort af et særligt stof for at sætte pris på dette freakshow. Stan Against Evil er den lidt dårligere fætter til Ash Vs. Evil Dead, endnu omgang langt ude comedy horror fyldt med dæmoner, sære monstre og en gnaven gammel mand til at holde styr på det hele. I Stan Against Evil  er det John C. McGinley der udfylder rollen som sidstnævnte - en rolle, der ikke ligger langt fra hans eminente hovedværk Dr. Cox fra Scrubs, hvilket naturligvis kun trækker op i min verden. Stan Against Evil står stærkere og skarpere i anden sæson, lidt mere sikker på sig selv og med monstre som den afbildede Werepony, og det var plat, overdrevet og virkelig underholdende at være vidne til. 



16. American Dad sæson 14
American Dad var en af de allerførste tv-serier, jeg skrev om på bloggen, og den kan bestemt stadig underholde mig - på denne liste lider den kun under at være i selskab med så mange andre gode serier. Måske holder den ikke helt samme niveau som i de første par sæsoner,  men American Dad har efter min mening klaret de mange, mange afsnit bedre end South Park. 

15. Top of the Lake sæson 2
Ligesom i det virkelige liv er der i anden sæson af Top of the Lake gået fire år efter begivenhederne i første sæson, der handlede om en gravid 12-årigs forsvinden i New Zealand. Detektiven Robin Griffin (spillet af en altid dygtig Elisabeth Moss) er nu i Sydney for at opklare endnu en sag - denne gang om en myrdet, asiatisk pige. Hun bliver teamet op med den australske politibetjent Miranda (spillet virkelig godt af Gwendoline Christie, der såmænd også spiller Brienne i Game of Thrones), og med Nicole Kidman i en af de andre vigtige roller, kan man i hvert fald ikke klage over castingen. Måske netop derfor føles sæsonen en anelse uforløst - jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad der mangler, men anden sæson er et godt stykke fra sin forgænger i niveau. Den er dog bestemt stadig værd at se; ikke mindst på grund af  det stærke, sjove og rørende samspil mellem Moss og Christie. 

14. Godless
Et af årets bedste overraskelser var den amerikanske Netflix-serie Godless, der er en western i syv afsnit. Jeg har i Politiken læst den sammenlignet med Cormac McCarthys roman 'Blood Meridan', der foregår i samme periode og område - Colorado 1884 - og det kan jeg sagtens se, da den også er desperat og ultravoldelig. Godless overraskede med sin grafiske og udpenslede død og vold, men jeg klager bestemt ikke, for det gjorde kun serien mere interessant for mig. I en af hovedrollerne er britiske Jack O'Connell, som jeg har været småforelsket i siden Skins - og superskurken Frank Griffin spilles til perfektion af Jeff Daniels, så castingen er der heller ikke noget galt med. Godless er en rigtig flot serie fyldt med billeder af smukke heste, men måske den dvæler lige længe nok ved fantastiske landskabsbilleder og eftertænksomme karakterer - jeg manglede i hvert fald lige det sidste til at serien kunne kravle længere op ad min liste.  

13. Search Party sæson 2
Jeg fik ikke skrevet om første sæson af Search Party sidste år, men det er en solid lille mystery/dark comedy-serie med Alia Shawkat (den fantastiske skuespillerinde med det ultraseje navn portrætterede også fantastiske Maeby i Arrested Development) i hovedrollen som Dory Sief; en ung kvinde med en uforløst tilværelse, der i første sæson blev besat af tanken om at opstøve en tidligere bekendt fra college, der tilsyneladende er forsvundet op i den blå luft. Første sæson var god og finurlig, mens anden sæson er endnu bedre, klaustrofobisk og paranoia-fremkaldende. Kæmpe spoiler for første sæson følger: Dory ender sæsonen med at 'komme til' at slå en mand ihjel, og gemmer ham sammen med sine venner. Det mærker hun sjovt nok eftervirkningerne af i anden sæson, og jeg synes faktisk, at det er både realistisk, interessant og meget veludført. 

onsdag den 3. januar 2018

no, I'm not a go-getter

I går var det allerede et år siden jeg begyndte på min elevplads efter at have taget grundforløbet som dyrepasser på Roskilde Tekniske Skole. Jeg skal nok spare jer for floskler omkring tiden, der flyver afsted (men seriøst!) - jeg kan kun konstatere, at jeg tog den helt rigtige beslutning dengang, for jeg er gladere for min hverdag end jeg har været det i mange år. I går var også dagen hvor min skole havde ovenstående annonce i metroxpress - umiddelbart ganske tilforladeligt, men i avisen var billedet ledsaget af teksten: "Jannie ... drømmer om at uddanne sig til en af Danmarks fremtidige forskere...", og det gjorde mig både sur og ked af det. Hvis Jannie allerede nu drømmer om at blive forsker, virker det som en klodset omvej at uddanne sig til forsøgsdyrepasser først - og det eneste, jeg derfor reelt får ud af annoncen, er en nedvurdering af skolens egen uddannelse. Er det ikke fint nok at 'nøjes' med at blive dyrepasser? Skal vi alle have ambitioner om at gøre karriere og/eller redde verden? Hvem skal assistere alle de forskere, hvis der ikke er dyrepassere? (OK, lige dér er Jannies plan selvfølgelig ikke så dum, men jeg tænker ikke, at det er intentionen med fremtidens forskere at de selv skal passe deres dyr.) 

Jeg har i forvejen kæmpet lidt med mit selvbillede, efter jeg er blevet 'sådan én, der går på teknisk skole', men jeg har måttet erfare, at mit udbytte selvfølgelig også her afhænger af min egen interesse og engagement. På mit arbejde er der plads til, at jeg interesserer mig for de forskningsprojekter, 'mine' forskere er en del af, og i dag har jeg blandt andet udtaget bitestikler på en mus (de er små!) og set hvordan en tumor ser ud indeni. Jeg har også brugt et par timer på at fylde og vaske vandflasker, skifte en reol med tunge rottekasser og vasket gulv, for det er ikke glamourøst at være dyrepasser; en stor del af vores dag går med hårdt, manuelt og repetitivt arbejde. Det passer mig ret godt at have en hverdag med elementer af begge dele, og jeg drømmer ikke om at udvikle en vaccine mod kræft - det er der andre, der er meget bedre egnede til, og det er sådan det skal være. (Jeg ville dog ikke sige nej til at passe musene i sådan et projekt...)