søndag den 25. februar 2018

I'm hungry for some unrest

Selvom man godt kan argumentere for, at jeg fik set en del tv-serier i 2017 (forårets bedste og efterårets bedste), fik jeg enten ikke set eller skrevet om en række serier så interessante, at de fortjener lidt omtale nu. Mange af 'mine' serier holder pause nu, og det er egentlig et velkomment pusterum til at få læst nogle bøger - og se de serier, jeg ikke nåede sidste år, ikke mindst!

Senest har jeg set den meget omtalte Netflix-produktion Mindhunter på rekordtid.  Den handler om to FBI-agenter (den ene spillet af Jonathan Groff, som jeg kender og holder af fra serien 'Looking') og en psykolog (Anna Torv fra mit elskede Fringe), der i halvfjerdserne er blandt de første til at interviewe seriemordere i fængslerne for at lære mere om deres baggrund og motiv. David Fincher (Fight Club, Seven) har instrueret, og det kan ses - Mindhunter er flot, mørk og dyster. Det er en virkelig solid, intens og velspillet serie, men helt generelt vil jeg nok gerne have lidt mere blod og udpenslet vold i mine krimiserier. Jeg forstår dog den positive omtale, og jeg ser bestemt frem til anden sæson. 
Lige før jul var der hyggelig uhygge på Netflix med tyske Dark, der er en herlig blanding af Stranger Things, Fringe, Twin Peaks og flere andre serier jeg godt kan lide. Det hjælper en del på originaliteten at serien er tysk, og selvom den har fået kritik for at læne sig lidt for meget op af sine inspirationskilder, var jeg nu ret godt underholdt af denne til tider komplicerede tidsrejse-serie.  Omdrejningspunktet er det lille samfund Winden og dets beboere, der lever i skyggen af byens atomkraftværk. En dag begynder børn at forsvinde i skoven - præcis som det skete 33 år tidligere, og snart må man holde tungen lige i munden for at holde styr på alle karaktererne, der også optræder som yngre versioner af sig selv i flashbacks til 1986. Karaktererne er en af seriens forcer - de er enormt velskrevne, og måske mere relaterbare for os kølige danskere end mange af de farverige amerikanske roller, vi ofte må forsøge at spejle os i. I centrum er den unge Jonas, der forsøger at finde en mening med faderens selvmord, og hans udvikling og jagt på sandheden er både hæsblæsende spændende og hjerteskærende trist. Jeg kan kun anbefale Dark, og jeg glæder mig til en eventuel anden sæson - slutningen lægger i hvert fald op til én. 
Fjerde sæson af Black Mirror blev tilgængelig på Netflix lige før nytår, og derfor nåede den ikke med på min liste. Det er en skam, for den ville bestemt have fået en høj placering, og det er voldsomt ufortjent at jeg ikke har anbefalet denne dystopiske, britiske, sci-fi-antology-serie tidligere, for det er noget af det bedste tv jeg har set de sidste mange år. Der er forskellige instruktører og skuespillere i hvert afsnit, og selvom alle afsnit naturligvis ikke kan være lige gode, har de alle noget udefinerbart ubehageligt over sig - på den allerbedste måde, selvfølgelig. Black Mirrors tema er helt grundlæggende brugen af moderne teknologi i en ikke så fjern fremtid eller en alternativ nutid, og det har meget ofte nogle ret uheldige og mørke følger. Jeg har så mange favoritter, at Black Mirror burde få sit eget indlæg, men fra de tidligere sæsoner må jeg især fremhæve 'Playtest' om et lidt for realistisk augmented reality horror-spil; 'White Christmas' med en Jon Hamm i topform i et virkelig uhyggeligt scenarie; og 'Nosedive' om et altafgørende, altdominerende social media rating-system af mennesker. 

Fjerde sæson er ikke Black Mirrors stærkeste, men der er bestemt et par virkelig gode episoder blandt de seks. Allerbedst er det første, 'USS Callister', med min favorit Jesse Plemons i hovedrollen som en anonym og forsagt computernørd, der får oprejsning i et virtual reality-univers ala Star Trek, hvor han er kaptajn og overlord over en simuleret version af alle kollegaerne, der er efter ham i hverdagen. Det udvikler sig uventet og voldsomt, og det er et virkelig sjovt og skræmmende afsnit, der også rangerer som et af Black Mirrors bedste. Ellers må jeg fremhæve 'Crocodile', der viser et af mine tilbagevendende mareridt - at man kommer til at slå nogen ihjel, og derefter slipper uset fra det i første omgang. (Jeg må lige fastslå, at det ikke er noget jeg går rundt og tænker på til daglig, det er decideret et mareridt, jeg har om natten...) Black Mirror er stadig et virkelig godt bekendtskab. 
Lore er et underfundigt lille bekendtskab på seks afsnit på Amazon Prime, der ligesom podcasten af samme navn er lavet af Aaron Mahnke. Det er en dokumentarlignende antologiserie, der fortæller om oprindelsen af forskellige folkeeventyr og gyserhistorier, ved brug af både arkivmateriale og skuespillere. Jeg er klart størst fan af Mahnkes fortællerdel, og jeg foretrækker nok i virkeligheden bare podcasten, som jeg har lyttet til i et lille års tid efter anbefaling fra en god veninde. De uhyggelige folkeeventyr minder mig om at gå i skole i mørket og tage en omvej for at kunne lytte til afslutningen på en særligt spændende historie, og jeg kan i hvert fald sagtens sende anbefalingen videre. TV-serien er nu også ganske fin, og det er nogle spændende emner, Mahnke har udvalgt - og han er både grundig og saglig i sin overlevering af de gamle myter. 
Sidst, men ikke mindst, har jeg opdaget gyserperlen Channel Zero på Syfy via min yndlings Stephen King-podcast The Stephen King Cast, og det har været et overraskende positivt bekendtskab. Ligesom en anden af mine favoritter American Horror Story, er hver sæson af Channel Zero en afsluttet historie, og herhjemme har vi netop set de første to sæsoner, hvoraf den sidste altså er fra 2017. En tredje sæson kører faktisk over skærmen nu, og den virker indtil videre lige så god og mindblowing som sine forgængere, men mere om den en anden gang. 

Første sæson hedder Candle Cove og handler om børnepsykologen Mike (spillet af Paul Schneider, der for mig KUN er Mark Brendanawicz fra Parks and Recreation - det var voldsomt distraherende), der vender tilbage til sin barndomsby for at undersøge broderens mystiske forsvinden mange år tidligere. I perioden huserede en seriemorder, der bortførte og dræbte en række børn, men Mikes bror blev aldrig fundet - og nu er der begyndt at forsvinde børn igen. Både dengang og nu kører verdens mest bizarre børnefjernsyn over skærmen, når kun børnene kigger - en seriøst skræmmende fætter til 'Sørøver Sally', der fortæller om død og mord og traumatiserer ungerne, og Mike tænker ikke overraskende, at det måske kunne have noget med de forsvundne børn at gøre. 

Anden sæson hedder No-End House, og er indtil videre seriens bedste. Her besøger en gruppe venner et spøgelseshus af escape room-typen, og det er et yderst veludført ét af slagsen, der helt sikkert ville skræmme livet af mig længe inden jeg ville opdage, at der rent faktisk var noget helt galt. For det er der selvfølgelig, og det viser sig lidt vanskeligt at komme ud af huset igen - det har mange måder at holde på sine gæster, og sæsonen var en tour de force i absurditeter, ulækre og skræmmende momenter og underligt rørende øjeblikke - jeg er kæmpe fan.  

torsdag den 22. februar 2018

is it real or a fable

Okay, teknisk set er jeg ikke helt færdig med at fortælle om brylluppet endnu, for en overraskelse af den slags medfører åbenbart et væld af meget fornemme gaver. Helt særlig er tegningen fra min gode og dygtige veninde, der har portrætteret os i fineste Adventure Time-stil, og jeg blev simpelthen så glad og rørt over at modtage den. Begge vores arbejdspladser har også virkelig flottet sig, og nu skal vi både på kroophold og restaurantbesøg - og der bliver ved med at komme flere gaver strømmende. Selv vores kaktus fejrer brylluppet med et fint lille skud, og jeg kan i det hele taget ikke få armene ned over al den kærlighed. Det var en virkelig god idé at placere brylluppet tidligt i dødssyge februar - jeg har glædet mig i hele januar, og kan leve højt på det langt ind i foråret. 

mandag den 19. februar 2018

love is the place that you're drawn to

Ja, det er endnu en Stephen King t-shirt. Nej, jeg skammer mig ikke.
Her følger den sidste omgang billeder fra vores bryllup - godtnok fra dagen efter, for ligesom jeg er stor tilhænger af begrebet 'fødselsdagsuge', synes jeg også godt at vores bryllupsdag kunne udvides til minimum en bryllupsweekend, selvom vi tjekkede ud af hotellet lige inden middag, og derfor ikke tog på decideret bryllupsrejse. (4x bryllup i én sætning - det er vist aldrig sket for mig før!) bob hund havde i øvrigt lige spillet på vores hotel, og den piberygende hund var den første af dagens mange balloner, selvom Sverige ellers gjorde et ihærdigt forsøg på at forhindre dem. Jeg elsker skiltet, da jeg normalt virkelig ikke er fan af balloner, men det skulle snart ændre sig. 
Da vi kom hjem til lejligheden, havde to af mine bedste veninder været på spil, og havde pyntet op på trappen og ved døren i vores meget lidt kønne opgang. Der var balloner i massevis, men det gjorde ingenting - jeg var bare så glad og rørt over den fine gestus, og jeg er virkelig heldig med at have så gode mennesker i mit liv. Jimmy var også ret interesseret i oppyntningen, men virkede ellers ret upåvirket over vores nye ægteskabelige status. 
Lørdag aften - den anden aften som nygifte - blev tilbragt på sofaen med et par afsnit af Star Trek: Discovery og spændende, svenske chips. Imens prøvede Jimmy ihærdigt at æde de blomster, som vi havde fået af min barndomsveninde, og udover at skulle holde ham fra blomsterne, var det en ret perfekt aften efter et par dejlige, men lidt udmattende dage. 

lørdag den 17. februar 2018

now we'll be forever holding hands

Jeg havde egentlig købt en anden kjole til dagen, inden jeg faldt over den anden i Magasin.  Heldigvis kunne vi gøre præcis som vi havde lyst til, og helt selv bestemme dagen og påklædning, så vi slappede af på hotelværelset og skiftede tøj, inden vi tog ud at spise. Og så havde jeg altså to pæne kjoler på den samme dag. 
Vi spiste på Årstiderna, der var en enormt hyggelig restaurant i en kælder midt i Malmö. Vi fik en svensk menu med blandt andet Kalix löjrom og en umanerligt mør rensdyrfilet, og det var et par timer i madhimlen. Vinen var god, sød og dyr(!), men der var noget at fejre, så det betød ikke så meget. Vores hotel tog sig godt ud i den kolde nat, og vi kunne vinke til vores værelse på tredjeøverste etage, der ventede på os med et lækkert karbad og mere af den dejlige udsigt. Det var en helt perfekt afslutning på en helt perfekt bryllupsdag, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af glæde over, at jeg er blevet gift med mit livs kærlighed. 

onsdag den 14. februar 2018

put your face up to the window

Vi havde egentlig tænkt os at leje et hotelværelse i København for at fejre vielsen, men det føltes simpelthen så fjollet at skulle give mange penge for at sove i en seng et par kilometer fra vores egen. En oplagt løsning var derfor en lettere udvidet staycation i Malmø, der lokkede med en overnatning på et dejligt hotel og et luksusværelse på 23. etage med udsigt over byen og Øresund. 
Vi havde egentlig snakket om at gå en tur i Malmøs fine gader inden vi skulle på restaurant, men hotelværelset var simpelthen så lækkert, at vi faktisk bare blev hængende dér. Den eneste lille fejl ved det ellers perfekte værelse, var billedet af en saxofon over sengen - saxofonen er ubetinget mit hadeinstrument, og jeg kan ikke forestille mig noget værre end en omgang smooth jazz til at akkompagnere en romantisk aften. Det var dog kun et ubetydeligt skår i glæden, for glade var vi - selvom vi stadig ikke helt kunne begribe, at vi lige var blevet gift. 

mandag den 12. februar 2018

'cause there's no one like you in the universe

På trods af tømmermænd hos fotografen tog han os med en tur på Langebro for at tage et par billeder efter ceremonien på rådhuset. Det var isnende koldt, men jakken måtte af, for jeg var (og er) altså ret glad for min kjole, som jeg fandt dagen før på tilbud i Magasin (jeg havde selvfølgelig en anden i reserve). Fotografen blev sendt hjem på sofaen, imens min mand -never gets old - og jeg fejrede vores én time lange ægteskab med bryllupscheesecake i Strædet. Vi havde stedet næsten for os selv, og det var skønt at få varmen med te og varm chokolade, imens vi trippede lidt over at være blevet gift. Jeg havde faktisk været en anelse nervøs under vielsen, og det var rart at kunne puste helt ud og bare være sammen. Bagefter gik vi et smut forbi vores gamle arbejdsplads hvor vi mødtes for snart tretten år siden, og efter en hurtig tur hjemme til modtagelse af smukke blomster fra gode venner og pakning af kuffert, sprang vi igen på metroen med kurs mod lufthavnen og Malmø. 

søndag den 11. februar 2018

beating my heart's record for speeding

Sidste kæresteselfie

I fredags tog jeg min kæreste under armen, hoppede på en 2A, stod af ved Rådhuspladsen og gik op ad trappen til den smukke bryllupssal på Københavns Rådhus. Med en god bekendt som fotograf og vidne sagde vi ja til hinanden foran en enormt sympatisk giftefoged, og nu er min kæreste min mand! Det har været planlagt i et stykke tid, men jeg har med vilje ikke snakket om det eller nævnt det for ret mange, for min kæreste og jeg ville gerne tilbringe dagen kun med hinanden. En del af mig vil også meget gerne holde en stor fest for alle vores venner og familie, men til selve ceremonien var det helt perfekt, at vi kun var os. Giftefogeden fik det til at virke både højtideligt og afslappet på samme tid; han læste et digt af Tove Ditlevsen og var virkelig god til at skjule, at han havde læst det samme digt tusinde gange før. Det lyder helt sarkastisk, men det er ikke meningen - jeg mener virkelig, at det var en nærværende og dejlig oplevelse fyldt med kærlighed. 

Der er så meget mere at fortælle om, hvor glad jeg er for at være blevet gift med min kæreste. Det må komme senere - og jeg har naturligvis maaaange flere billeder at vise fra vores smuttur til Malmø - for nu skal jeg lige nyde en times tid sammen med min mand(!), inden han i et tilfælde af lidt dårlig planlægning rejser til Warszawa.

torsdag den 8. februar 2018

everything about you resonates happiness

Trods kuldegraderne har det faktisk føltes som forår i starten af denne uge, hvor jeg var på miniferie hos min søster og hendes kæreste i Nordjylland. Vejret var koldt og klart og indbød til lange gåture med barnevognen indeholdende min fantastiske lille niece, der er flyttet ind i mit hjerte. Hun er simpelthen en ubegribeligt skøn lille størrelse, og jeg har virkelig nydt et par dage med hendes selskab - samt hundekærlighed, god mad, fastelavnsboller (med chokomousse selvfølgelig), tiltrængt søstertid og andet godt. Til sidst må jeg lige understrege hvor meget jeg respekterer min søster for dagligt at navigere rundt med en barnevogn og to hunde, hvoraf den ene er en uregerlig teenager - det er sygt imponerende, og i samme situation måtte jeg hurtigt give op og overlade ballademageren til min søster. 

lørdag den 3. februar 2018

the planets spin and we watch space pass

Januar er i mit hoved ikke en rigtig måned. Der går altid lige et par uger, før jeg for alvor opdager at et nyt år er i gang; jeg skriver stadig det gamle år på alle mine papirer, og et helt års moralske tømmermænd skal bearbejdes og reflekteres over - og det er naturligvis ganske oplagt at gøre netop dét på nogle af årets koldeste, mørkeste og korteste dage. Månedens sidste uges tid går tit med planlægning af det nye års eventyr, og i år kan jeg se frem til så mange spændende begivenheder, at vi pludselig var i gang med februar måned uden jeg overhovedet havde opdaget det.
Og nu har jeg ferie! Jeg sidder i skrivende stund i toget på vej til Jylland, hvor jeg skal på en lille vinterferie hos min far og søster. Jeg har ikke været hjemme siden jul, og selvom det altid er hårdt at være væk fra min familie, trækker det lidt ekstra i mig at komme hjem til min niece på 11 uger. Hun er en RET sød baby, hvis jeg nu selv skal sige det, og jeg skal hjem og høre hendes holdning til Kasper Kusks tilbagevenden til AaB.
Udover selvransagelse, lange arbejdsdage og planlægning har jeg trods alt også haft tid til lidt andet her i januar, og billederne er fra en virkelig dejlig tur i Zoo i sidste uge med min veninde. Der var gråvejr, næsten ingen mennesker og afsindigt mange nuttede dyrebørn - girafkalven var kun et par dage gammel, men det var alligevel helt klart flodheste- og næsehornsungerne der stjal vores hjerter denne gang.

Jeg har også været et smut i biografen og se I, Tonya. Den er både sjov og trist og lidt for meget, og jeg kan bestemt anbefale denne biopic om skøjteprinsessen Tonya Harding, selvom deciderede Oscar-nomineringer måske er at tage munden lidt for fuld. Sufjan Stevens' nummer af samme navn - der nu ikke har noget med filmen at gøre - er i øvrigt også ret fin - selvom Tonya Harding selv er pissesur over, at han ikke spurgte hende først, hvilket kun giver en endnu bedre krølle på historien.