lørdag den 31. marts 2018

well you were talking soda pop

Denne omgang chipsanmeldelser er mildest talt en blandet landhandel med varianter fra mange lande og kun få kendte mærker. Vi starter med de allerbedste - Jalapeño Flavored Cheese Curls var et mirakel sendt fra himlen og en klokkeklar tier på skalaen. Herr's er oprindeligt fra Pennsylvania, men min trofaste bland-selv-kioskmand er ind imellem leveringsdygtig i ualmindeligt spændende chipsvarianter, og denne er blandt de bedste overraskelser nogensinde. Disse bastante, ostepop-lignende majssnacks er kæmpestore og lækre, og udformningen gør dem særligt spændende at indtage. Smagen er forrygende og overraskende stærk - der skal godt med cola til efter en pose af Herr's Cheese Curls. 
Egentlig anmelder jeg jo ikke popcorn her på bloggen (majssnacks er - tydeligvis - noget andet), men serien fra Portlebay Popcorn havde sådan en fin indpakning, at jeg ikke kunne lade være med at købe dem alligevel - og nu, da jeg har smagt dem, finder jeg det egentlig på sin plads med en advarsel i stedet. Den første variant med Crispy Bacon & Maple Syrup smagte decideret harske - hvorfor jeg alligevel har givet dem et to-tal, undrer også mig. Chilli & Lime var også klamme, og jeg fandt slet ikke smagen forenelig med popcorn, men det er nok en smagssag - jeg kan dog kun give dem et lille tre-tal. Noget bedre går det med bandens flotteste pose, Sweet & Salty, der vækkede minder om mine egne kreationer i teenageårene, hvor jeg flere gange ugentligt spiste en pose popcorn med krymmel på. Jeg har altid været fan af det søde og salte i skøn forening, og den sidste pose ender derfor med et flot syv-tal, selvom færdiglavede popcorn aldrig bliver et hit i min verden.  
fakta har været helt i Kuwait for at skaffe rundens seks næste varianter hjem fra mærket Kitco. De havde umiddelbart ikke behøvet at gøre sig besværet, for det var en relativt forglemmelig omgang. De tynde Stix vandt klart på deres alternative udformning - nogle gange har man bare lyst til at kværne små kartoffelpinde i stedet for den klassisk udformede chip. Hot & Spicy lagde dog ret dårligt ud med at have en ubestemmelig bismag, der bestemt ikke gjorde noget godt, og de kan kun få et fire-tal fra både min kæreste og jeg. Bedre gik det med de neutrale 'saltstænger', der skraber et hæderligt seks-tal hjem, mens vinderen ikke overraskende var sourcream & onion-varianten, der på en god dag får et otte-tal. 

Noget mere anonyme var Kitcos forsøg på mere traditionelle kartoffelchips, og de bedste var faktisk de mest almindelige med havsalt, for de smagte rent faktisk af havsalt - eller i hvert fald af salt med et tvist. Jeg synes alle varianterne var en anelse for olierede, men første pose får alligevel et pænt seks-tal herfra. Den grønne pose bød på French Cheese-smag, og de var faktisk udmærkede, men smagte slet ikke af nok. Det kan også kun blive til et lille seks-tal. Allerværst var varianten med Honey & Barbecue - de var decideret klamme, og får kun et to-tal af mig - min kæreste var noget gladere for dem, og endte faktisk på et syv-tal; hvilket endnu engang understreger subjektiviteten i mine anmeldelser. 

På vej hjem fra vores ultrakorte bryllupsrejse for et par måneder siden fyldte vi kufferten med fire gigantiske chipsposer fra svenske OLW, som jeg som tidligere nævnt er blevet meget glad for. OLW vinder ikke prisen for det mest æstetisk behagelige design, men jeg kan faktisk ret godt lide deres poser i klare farver og tydelige billeder. Jeg har efterhånden anmeldt en del OLW-varianter her på bloggen (nu må jeg også snart få lavet den oversigt), men vi formåede alligevel at finde fire 'nye' i Malmö. 

Vi ligger højt på skalaen med alle fire poser. Kartoflerne brugt til chipsene er tydeligvis af en god kvalitet, og selve chippen er tyktskåret, perfekt bølget og knækker ikke nemt i posen. Smagspulveret er rigeligt og holder som oftest, hvad det lover, og OLW-chips har generelt en høj frådefaktor. Min kæreste (mand, bevares!) og jeg var rørende enige - det blev et otte-tal til både 3xLök og Sour Cream & Chives, mens både Sourcream & Onion- og Grilled Cheese & Onion-varianterne får et ni-tal. Sourcream & Onion-varianten minder noget om Lay's udgave af samme, med en smag der går i en lidt anden og mere cremet retning end KiMs. 
Der er også blevet plads til en enkelt pose Lay's i denne anmeldelsesrunde; denne gang fra deres 'Sensations'-serie med varianten Mexican Peppers & Cream. Jeg er ikke imponeret af selve posen, der mest af alt minder mig om et discountdesign til en kropsplejeserie for mænd, men chipsene var der bestemt ikke noget i vejen med. Jeg har ikke belæg for at sige det, men jeg tror de var en anelse tykkere end Lay's normale chips - for de havde det helt rigtige crunch. Smagen lå lige lovlig tæt på en almindelig barbecue, men jeg ender alligevel på et otte-tal for et godt forsøg.
Sidste chipspose i denne omgang er slet ikke en pose, men derimod et Pringlesrør, der jo er hele inspirationen for mit pointgivningssystem. Jeg har nævnt det før, men det er lidt paradoksalt at bruge Pringles som målestok, da det helt generelt ikke er chips ud over det sædvanelige, og jeg havde derfor ikke de store forventninger til det flotte blå rør med Salt & Vinegar-smag. Jeg blev heldigvis positivt overrasket, for de smagte faktisk af meget, og min kæreste synes faktisk, at det er den bedste Pringles-variant nogensinde og giver dem et otte-tal. Jeg nøjes med et stort syv-tal, men salt & vinegar-chips skal også sidde lige i skabet for at få topkarakterer af mig. 

tirsdag den 27. marts 2018

to move away from those younger years

I lørdags havde jeg fødselsdag - nu er jeg officielt 33 år gammel, og vel ikke rigtigt i starttrediverne mere. Det gør nu ingenting, for det sidste år har været et af mine bedste meget længe - jeg er kommet rigtig godt i gang med mit 'brancheskift', jeg er blevet moster - og jeg er blevet gift! Efter barnedåben i forrige weekend passede det mig helt fint med en rolig fødselsdag, og dagen gik med en overdådig brunch på Luna's, en lang middagslur og beundring af gaver. Vi var et smut i IKEA dagen efter og købte min fødselsdagsgave fra min far - en reol til alle vores vinyler, men det er desværre ikke muligt for mig at vise et ordentligt billede af den endnu. Efter en lang arbejdsdag købte jeg nemlig endnu en gave til mig selv i dag - Far Cry 5, og solen forsvandt lynhurtigt (tiden går i hvert fald dobbelt så hurtigt, når man spiller Xbox). Nu ser jeg frem til påskeferien - der skal skydes religiøse fanatikere og drikkes cola i store mængder. 

fredag den 23. marts 2018

willful suspension of disbelief

Jeg tilbragte sidste weekend i Nordjylland hos min søster, da min niece blev døbt i søndags. Lørdagen brugte vi på forberedelser til festen; hovedpersonen valgte sine yndlingsblomster i Aalborg, og min dygtige søster pyntede bordene på allerfineste vis. Under oppyntningen blev vi frygteligt sultne, men heldigvis var vi i et lokale på kroen, så de fiksede hurtigt et par stjerneskud til os - og hvilke stjerneskud!

Dåben i kirken var en virkelig fin oplevelse, og Vibe var så nuttet i den gamle dåbskjole, som min søster også blev døbt i for snart tredive år siden. Præsten var en sød, ung kvinde, der var helt ked af at måtte hælde vand over Vibes flotte krøller, og hun var god til at kigge opfordrende på mig, når jeg skulle svare ja på Vibes vegne. Jeg har nemlig fået det ærefulde hverv at være Vibes gudmor (det kan man åbenbart godt, selvom man ikke længere er medlem af folkekirken), og selvom jeg havde været lidt nervøs over at skulle bære hende i kirken, opførte hun sig ganske eksemplarisk og var glad under hele ceremonien. Og under festen, for den sags skyld - hun er virkelig en nem og tilfreds baby, der uden problemer blev båret rundt på af mange betagede gæster. Hun blev begavet i en næsten uhyggelig grad, solen skinnede, og det var en helt perfekt dag. 

Ud på eftermiddagen blev jeg samlet op af min veninde, og så gik turen tilbage til København. Jeg fulgtes også med hende til Nordjylland om fredagen, da hun tilfældigvis skulle befinde sig ti kilometer fra mig hele weekenden. Det var et herligt roadtrip, og cirka hundrede gange bedre end toget - og det må gerne gentage sig snart. 

torsdag den 15. marts 2018

a whole new town with a whole new way

Efter små tre uger på min nye afdeling kan jeg så småt komme med en status, og her følger en liste over de bedste og værste ting ved afsnittet (billederne er tydeligvis ikke fra mit arbejde, men fra min nieces fine værelse): 

PLUSLISTEN:
Jeg er startet i en såkaldt barrierestald, hvilket indebærer, at jeg skal i bad hver gang jeg går ind. Det betyder, at jeg nu kan sove meget længere om morgenen, fordi jeg står op ti minutter inden jeg skal ud af døren - der er ingen grund til at spilde kostbar søvn, når jeg bare kan vaske hår på arbejdet. 


- Jeg behøver heller ikke møde helt så tidligt som før. Vi er otte dyrepassere på den nye afdeling, og ingen ser skævt til mig, hvis jeg kommer dalrende klokken otte - flere af dem møder først klokken ni. Jeg elsker flextid.

- Der er ingen forskere; kun os dyrepassere. Det betyder, at jeg ikke hele tiden bliver afbrudt i mit arbejde eller skal bruge tid på at rydde op efter andre. Jeg kan også rode lidt mere selv og efterlade et kaotisk staldrum når jeg går til frokost.

- Jeg har mit eget lille staldrum og mine egne mus, hvilket er så fedt. Jeg får lov til at være rimeligt selvkørende, og jeg hygger mig med at stå i mit rum, lytte til P6 Beat og fodre museungerne med peanuts. 


MINUSLISTEN
- ...Men jeg skal i bad HVER gang jeg går ind. SÅ glad er jeg heller ikke for at gå i bad. 
Især ikke i sidste uge, hvor der var frostsprængninger i den gamle bygning, og jeg trådte fra badet ud i iskold ventilationsluft. Godt nok er jeg halvhjertet vinterbader, men det var ren tortur. 


- Der er ingen forskere. Ligesom badesituationen er dette også på både plus- og minuslisten, for jeg kan faktisk godt lide at snakke med forskere og blive klogere på deres forsøg. Lige nu er jeg på et afsnit, hvor der kun foregår avl af mus, og jeg tror måske det kan blive lidt trivielt i længden. 

- Mine nye kollegaer har taget godt imod mig, og jeg snakker godt med dem alle, men de refererer ret ofte til mig som 'eleven'. Bevares, jeg er selvfølgelig eleven, men jeg har faktisk også et navn, og det er lidt stenet at høre dem snakke om 'elevens dyr' eller at 'eleven skal til møde'. 

- Lidt i forlængelse af ovenstående så jeg i dag i fælleskalenderen en lidt bekymrende opgave, nemlig 'aflive elev'. Jeg ved ikke, om de har tænkt sig at give mig en indsprøjtning eller nakketrække mig, og jeg tør ikke helt stole på deres forklaring om, at der skulle have været et kolon mellem ordene 'aflive' og 'elev', og at det dermed bare var mig, der skulle tage ugens aflivning. 

Alt i alt har jeg fået en god start, selvom jeg nu stadig savner min gamle afdeling lidt. Der var måske lidt flere udfordringer, men nu kan jeg koncentrere mig om at lære mere om teorien bag avl og genetik - hvilket jeg faktisk også synes er ret spændende. Det skal nok blive fire gode måneder. 

torsdag den 8. marts 2018

oh, and I know this of myself


Endnu engang er billederne fra min sidste smuttur til Jylland, for jeg har ligget vandret siden jeg skiftede afdeling sidste mandag, og billeder har jeg ikke taget nogen af. Denne elevtilværelse er en anelse stressende - det føles lidt som at starte på et helt nyt arbejde hver tredje-fjerde måned, og for en tryghedsnarkoman som mig, er det ind imellem lidt udfordrende. Det bliver dog nemmere og nemmere for hver gang, og jeg synes allerede at jeg er faldet godt til det nye sted - men jeg savner mine gamle kollegaer på min gamle afdeling. 

Dem har jeg til gengæld besøgt i dag, da de har haft et par ualmindeligt travle uger, og da jeg var på forkant med mine opgaver på min nye afdeling, kunne jeg kigge forbi og give 'mine' rotter nogle rene kasser. Jeg hilste også på forbrydermusen fra sidst - jeg kalder ham Mr. Jingles (fra The Green Mile, selvfølgelig)- og overvejede lidt om jeg skulle lære ham nogle cirkustricks - men forskerne ville nok undre sig lidt, hvis han pludselig kom trillende med en lille bold. 

Jeg har haft nogle dejlige aftaler i denne uge med et par veninder med store maver, men ellers er mine aftener gået med Far Cry Primal på min Xbox. Jeg har ikke spillet noget i over et år, men af og til kommer der en periode på en måned eller to, hvor jeg går all-in på et spil, og derfor løber jeg lige nu rundt og tæmmer sabeltigre og nedlægger mammutter. Det er fantastisk! Senere på måneden udkommer Far Cry 5, og jeg forudser derfor, at min spilleperiode denne gang bliver lidt længere. 

søndag den 4. marts 2018

I want to go to bed every second

Jeg havde egentlig sat mig for at genlæse Stephen Kings værker i kronologisk rækkefølge, men med udsigten til sidste års filmatisering af The Dark Tower kunne jeg ikke lade være med at snuppe endnu en tur mod tårnet sammen med Roland og resten af hans ka-tet. Denne gang har jeg dog grebet det lidt anderledes an, for der er flere af Kings mellemliggende udgivelser der i høj grad relaterer sig til The Dark Tower-universet, og dem har jeg ikke tidligere læst med DT-brillerne på. Der var en lang pause mellem bog fire og fem som King blandt andet brugte på at skrive Insomnia og Hearts In Atlantis, der begge er enormt relevante for The Dark Tower-oplevelsen, og jeg bryder nu kronologien ved at anbefale netop Insomnia fra 1994.

Insomnia er ubetinget en af Stephen Kings mest forhadte romaner, med kritikere der mener den er både kedelig og uforståelig. Det er længe siden jeg læste den første gang, men jeg huskede den egentlig som værende ret god, så jeg var spændt på denne genlæsning, også fordi jeg denne gang kunne sætte den i et større perspektiv. Den skuffede bestemt ikke, og jeg er stadig meget begejstret for historien om Ralph Roberts, der ikke kan sove.

Insomnia udspiller sig i Derry; en by vi lærte at kende i It, hvor vi fulgte The Loser's Club som både børn og voksne. (Bogen byder da også på et skønt gensyn med Mike Hanlon, der er blevet bibliotekar i byen.) Derfor er det meget passende, at denne roman handler om alderdommen, og at de fleste vigtige karakterer er et godt stykke over pensionsalderen, og hovedpersonen er den halvfjerdsårige Ralph Roberts, der prøver at komme sig over tabet af sin kone. Han får sværere ved at sove om natten, og han bliver ved med at vågne tidligere og tidligere indtil han kun får et par timers søvn hver nat. Han er altid træt, men aldrig søvnig (det lyder forfærdeligt!). 
King beskriver desperationen ved søvnløsheden helt eminent - jeg har gudskelov aldrig været helt så hårdt ramt, men jeg havde en periode, hvor jeg vågnede klokken halv fire hver nat, og det var vanvittigt frustrerende. 

Hos Ralph har søvnløsheden også den effekt, at han begynder at se verden i et helt andet lys; den eksploderer af og til i farver og lader ham se auraer på alt fra naboer til babyer og gadehunden Rosalie. Efter en periode med både forundring og frustration finder han heldigvis ud af, at naboen Lois også lider af søvnløshed og også kan se auraer, og det viser sig snart, at de er helt særligt udvalgte til at gøre en forskel i historien om The Dark Tower - og på et lidt mere jordnært plan til at redde byen fra rabiate abortmodstandere. Herfra eskalerer historien med små, skaldede doktorer, et andet stadie af bevidsthed og et opgør med fjenden med det fantastiske navn The Crimson King, der altså er Stephen Kings allerstørste skurk nogensinde. 

Henvisningerne til The Dark Tower-serien gjorde denne gang en kæmpe forskel for læsningen for mig. Uden baggrundsviden var superskurken The Crimson King alligevel et ganske ubehageligt bekendtskab, men det gør det så meget værre, når man ved hvad han ellers er i stand til. Insomnia kan sagtens læses uden kendskab til The Dark Tower, men en af de små, skaldede doktorer giver en virkelig smuk beskrivelse af tårnet, og da en hændelse i Insomnia havde direkte indflydelse på Roland og hans venner i serien, fik jeg nærmest kuldegysninger. Det giver virkelig historien en ekstra dimension, og jeg er kun blevet endnu gladere for Insomnia siden sidst.

Romanen er en af de forsvindende få King-historier, der ikke er blevet filmatiseret. Det finder jeg helt uforståeligt - Insomnia er med sit farverige og flotte univers SÅ oplagt at lave til en film - eller måske endda en tv-serie. Bevares, den kan sagtens tåle at blive moderniseret lidt, og med dens fokus på kvinders rettigheder kunne Lois også nemt være hovedperson i stedet for Ralph, men uanset hvad er der så meget godt at finde i denne historie, som jeg gerne sender en stor anbefaling efter - selvom jeg til sidst må nævne, at den er på knap 900 sider. 

torsdag den 1. marts 2018

someone will say what is lost can never be saved

Dagens billeder er desværre ikke helt aktuelle, men fra mit besøg hos min søster for en måned siden - jeg kunne ellers godt bruge en lille vinterferie i Jylland lige nu. Jeg fik en tiltrængt dosis hundekærlighed fra både Silke og Quark;  min skønne niece er allerede blevet meget større siden dengang, og jeg glæder mig sådan til at se dem alle om et par uger, når den lille skal døbes og fejres. 
I fredags havde jeg sidste dag på min gamle afdeling på mit arbejde, og det var helt vemodigt at sige farvel, selvom jeg 'kun' nåede at være der i tre måneder - jeg var rigtig glad for både arbejdet og kollegaerne. Nævneværdige øjeblikke fra den sidste uge med mine yndlingsdyr:

- Jeg lytter til P6 Beat i min stald, hvilket er langt fra optimalt, men bedre end alternativerne. Da jeg skiftede rotterne en sidste gang, spillede radioen passende nok Bullet With Butterfly Wings med Smashing Pumpkins, indeholdende den famøse sætning 'despite all my rage, I am still just a rat in a cage'. Mine rotter var nu ikke særligt rasende, men derimod ret dovne, nuttede og glade for peanuts. 

- På min allersidste dag var der en mus, der slap fra mig. Han var lynhurtig, løb op ad min arm og forsvandt sporløst. Det sker ind imellem, men vi fanger som regel forbryderen med det samme (eller efter en hæsblæsende jagt kravlende på alle fire) - men denne lille fætter var som sunket i jorden. Jeg var lidt ærgerlig over at skulle fortælle det til min kollega på min sidste dag, så jeg trak pinen ud og skiftede lidt flere kasser. Efter en halv time(!) mærker jeg noget i nakken, rækker hånden om og får fat på den lille mus, der havde gemt sig i hætten på min dragt. Jeg føler et særligt bånd til ham nu, og jeg er helt ked af, at jeg har skiftet afdeling og ikke kommer til at se ham igen.