onsdag den 30. maj 2018

it's not heaven I'm pining for

Noget af det allerbedste ved turen til USA var vores roadtrip til Maine. Vi lejede en bil og kørte nordpå, og vi nåede hurtigt turens første destination; Salem. Jeg er vokset op med en historieglad far, der heldigvis altid har været særligt glad for hekse, og den interesse har han givet videre til mig - så at besøge USAs heksemekka var jo helt perfekt. Jeg havde læst, at der stadig bor og arbejder 'hekse' i byen, og at man derfor skulle opføre sig respektfuldt, men byen gik all-in på kosteskafter, spidse hatte og sorte katte, og det var ret underholdende. Det gjorde dog også, at jeg ikke følte det nødvendigt at besøge byens mange 'museer' (yeah right), men nøjedes med en tur til dommer Corwins hus, der var den eneste reelle lokation fra hekseprocessernes tid. Mine hyppige besøg på Tysklands torturmuseer gjorde dog denne oplevelse en anelse undervældende, men det var fedt at lære noget mere om USAs tidlige historie - og vi formåede at afholde os fra stone rubbing(?) på kirkegården.
Det var SÅ fedt at køre rundt i USA. Der var plads på de brede veje (når vi da ikke kørte forbi et helt HUS), vi snackede på både Taco Bell og Wendy's på rastepladserne, og radioen spillede sange så ærkeamerikanske, at det næsten føltes ironisk. (Lyt evt. selv til  nyklassikerne Most People Are Good eller It All Started With A Beer). Der var spøjse restauranter og små dinere; og der var store trucks og amerikanske flag overalt. Det var alt for meget og samtidig helt perfekt. Der går lidt feriealbum i den her på bloggen i øjeblikket, jeg ved det godt; men jeg har haft sådan en god tur, at jeg ikke kan lade være med at dele - og min hverdag er mildest talt ikke særligt spændende i øjeblikket. 

søndag den 27. maj 2018

I guess we'll have to move

Somerville var så dejlig en by, at det langt fra var hver dag vi nåede ind til Boston. Den allerførste dag blev brugt i baghaven hos vores venner med en kold øl og planlægning af de kommende roadtrips (plus en meget tidlig morgengåtur ind til Boston, da vores hjerner ikke kunne acceptere, at det stadig var midt om natten), og så en lille ekskursion til Somerville Public Library, der meget belejligt bød på deres allerførste Comix Con. Det var et virkelig fint lille arrangement, hvor jeg blev lokket til at bruge alt for mange penge på håbefulde, unge kunstnere, der fremviste deres enormt seje ting med bedende øjne og tilbud om prisnedslag, og det kunne jeg ikke stå imod. Min veninde og hendes mand modstod presset og brugte i stedet tiden på at lave et par meget flotte tryllestave a la Harry Potter, og senere lyttede vi til en overbevisende og sjov cosplayer, Mink the Satyr, der fortalte om miljøet. 
I byen lå også den fineste antikforretning, Memory Hole Vintage, der bød på mindst lige så meget spændende ragelse og skrald som reelt værdifulde dimser, og det er sådan jeg bedst kan lide det; et rigtigt skattekammer. Jeg fik mig en god lille snak med den noget excentriske, men meget rare indehaver, da jeg spurgte om jeg måtte tage et par billeder, og en dag vender jeg tilbage og køber boksebjørnen. 
Et par huse længere nede ligger 'Boston's Best Graphic Novel and Comic Book Shop', Hub Comics, og uden at have tjekket hele Bostons udvalg ud, kan jeg godt tilslutte mig det udsagn; jeg har aldrig set så stort og godt et udvalg af graphic novels. Jeg besøgte først butikken på min sidste dag, og det var måske held i uheld, for jeg havde brugt så mange penge på det tidspunkt, at jeg kun kunne retfærdiggøre købet af en enkelt tegneserie (men hvilken én - mere om den senere). 
Somerville bød på mange, mange andre gode ting - og til sidst må hurtigt lige nævnes tre af dem. Først er All Star Sandwich Bar på 1245 Cambridge Street (så teknisk set i Cambridge, men kun fem minutter fra vores hus); de lavede helt eminent gode burgere med groteske mængder cheese fries serveret af et enormt sødt personale - og vi nåede også forbi en lille Holy Ghost Festival og nogle uhyggelige og nuttede Red Sox-fans. 

fredag den 25. maj 2018

the days get longer and the nights smell green

Der har været knald på siden jeg kom hjem mandag eftermiddag, og set i bakspejlet var det måske ikke verdens bedste idé ikke at have en enkelt fridag inden jeg startede på arbejde, men nu er det weekend, og jeg er kommet til at drikke mig småfuld med mine gode kollegaer til Københavns Universitets forårsfestival. Et perfekt udgangspunkt for at starte beretningen fra Boston, som jeg savner mere end jeg troede muligt. 
En af mine bedste veninder er flyttet til Boston sammen med sin italienske mand, og det var naturligvis en af grundene til, at vi valgte lige dén destination (den korte afstand til Stephen King-staten Maine var selvfølgelig en anden). Vi var så priviligerede at vi kunne bo i deres stue under hele vores besøg, og udover at have sparet penge på et hotel (de blev brugt rigeligt andre steder, ahem), var det også enormt hyggeligt med dejligt selskab og en sød kat. Det var også lidt som at bo ved siden af en italiensk restaurant, for vores vært lavede pizza og pastaretter til os i stor stil. Som en ekstra bonus boede de også tæt på byens bedste donutsted; Union Square Donuts. 
De bor i forstaden Somerville, der ligger små fire kilometer fra det centrale Boston og tæt på Harvard og MIT, og det var simpelthen sådan et hyggeligt kvarter. Vi gik rundt det meste af ferien - omkring 25 kilometer om dagen - og det er klart den bedste måde at opleve en ny by på. Foråret var også nået til USAs østkyst, og de farverige huse gjorde det helt eventyrligt. Somerville er lidt en hipsterby med enormt mange kunstnere, veluddannede mennesker og smarte caféer - ment på den allerkærligste måde - og indbyggerne er ikke bange for at skilte (bogstaveligt talt) med deres holdninger, hvoraf jeg kunne tilslutte mig de fleste. 

tirsdag den 22. maj 2018

one time out of ten everything is perfect for us all

I går kom jeg hjem fra mit livs måske bedste ferie, der foregik  i New England (+ en smuttur til New York), og jeg er fuldstændig overvældet af indtryk, gode minder og en gennemsyrende træthed. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men et fornuftigt sted ville nok være med sorteringen af mine 2314 billeder. Allerførst skal jeg dog lige igennem en halvhård arbejdsuge, hvor min hjerne skal forstå, at jeg ikke beder den om at cykle på arbejde klokken et om natten. Jeg efterlader jer med et par ikke så diskrete hints til tre af turens bedste oplevelser, og hvor har der dog været mange! 

fredag den 4. maj 2018

then we'll push off once again

Det er tid til nye strømper og behagelige sko (de blå døde i regnen i sidste uge) - i dag rejser min kæreste og jeg til Boston! Vi skal besøge min gode veninde og hendes mand. Det har jeg ikke rigtig snakket om, men planlægningsfasen har også været en anelse udfordrende, og det er først for en uge siden at vi blev helt sikre på, at ferien blev til noget. Men det gør den! Sytten dage i New England, baby! Jeg skal nørde SÅ meget Stephen King og Fallout, spiste lobster rolls, donuts og diner-måltider på alle tidspunkter af døgnet, gå the Freedom Trail og måske et smut til New York, og jeg glæder mig så meget. Min computer bliver hjemme hos Jimmy, men mon ikke jeg poster et billede eller to på min instagram

tirsdag den 1. maj 2018

you're the loud sound of fun when I'm trying to sleep

I dag fylder min mindstemand hele seks år, og Jimmy er slet ikke så lille mere. Han er faktisk kun blevet større og stærkere i løbet af de sidste par år, og han er nu en stor, flot voksen kat. (I menneskeår er han lige blevet fyrre - ligesom min kæreste). I løbet af det sidste år har han for alvor indtaget lejligheden - han har sit helt eget, meget lidt kønne, palads i hjørnet, og han har flere gange terroriseret mine planter. Han vækker mig også af og til om natten med en pote i mit ansigt, men jeg tilgiver det hele, for den lille fyr  beriger mit liv hver eneste dag. Tillykke, Jimmy - verdens bedste eksempel på adopt don't shop!