søndag den 31. marts 2019

you're just a product of loveliness

Jeg er blevet færdigudlært og har haft fødselsdag næsten oven i hinanden, så jeg er blevet overordentligt begavet. Allergladest er jeg for mine fantastiske rotte-lamper fra Seletti (ja, de hedder 'Mouse Lamp', men man skal vist ikke være uddannet dyrepasser for at se, at det er nuttede rotter, der holder pærerne) som jeg har fået i svendegave fra mit arbejde og min familie, og selvom jeg ikke kan tage et ordentligt billede af det lige nu, bader de stuen i det fineste skær. Man må i øvrigt gerne have en anden mening om dem end mig, ahem. 
Min søde far kunne også godt huske, at jeg stadig "manglede" Hogwarts-Ekspressen i LEGO, efter jeg fik Hogwarts-slottet i julegave, og det blev jeg SÅ glad for. Jeg elsker, at min familie bakker mig op i mit nørderi, og ikke synes det er (alt for) fjollet at bruge flere hundrede kroner på små stykker plastic. 
Min kæreste og Jimmy har også været på gavejagt, og havde produceret de fineste gavekurve til mig med spændende nye chips og lækre snacks, en fin plakat og nips-ting, hvilket jeg kun kan tolke som en invitation til at bringe endnu mere nips ind i stuen. Min søde veninde har fremskaffet en hel lille musefamilie til mig, og jeg sætter virkelig stor pris på mine arbejdsrelaterede gaver. Jeg troede slet ikke, at jeg ønskede mig noget - men alle mine gaver er helt perfekte. 

torsdag den 28. marts 2019

it asks no questions why

Som altid, når jeg har været ekstra travl i en periode, har jeg lidt overskydende strøtanker at dele med jer. Denne gang er de ledsaget af billeder af min nieces støt voksende Duplo-samling (genbrug er et fantastisk koncept), som min søster og jeg hyggede os enormt meget med i weekenden. Jeg ser ingen problemer i at kombinere forlystelsespark, bondegård, togbane og juletema, og jeg var især glad for de overdimensionerede flutes, der også ifølge pakken skulle ligge i vindueskarmen på togstationen (nederste billede). 
For et par uger siden modtog jeg mit livs første ansigtsbehandling. Jeg er generelt ikke glad for fremmede mennesker, der er alt for tæt på min krop, så diverse massager og behandlinger er ikke en luksus for mig, men derimod lettere grænseoverskridende (jeg er virkelig heller ikke glad for at gå til hverken frisør eller tandlæge af samme årsag). Mine søde veninder fik mig dog overtalt, da de forærede mig en ansigtsbehandling i fødselsdags- og uddannelsesgave, og fordi jeg havde én af dem liggende på en briks ved siden af mig, endte det faktisk med at blive en ret god og afslappende oplevelse. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine lidt af det absurde i at ligge under et tæppe på en behagelig briks i et rum med dæmpet belysning og rolig musik - imens to behandlere helt koncentreret fjernede hudorme på min gymnasieveninde og jeg. Dagens vigtigste oplevelse var et serum, som det lykkedes min behandler at sælge mig - for de tre dråber gør virkelig min hud rigtig blød og lækker.
Jeg er født og opvokset i Mariager, der trods byens beskedne størrelse alligevel ofte formår at komme i medierne. Denne gang har Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti - der sjovt nok bor lige ud til den eksisterende hovedvej - fået trumfet igennem, at der skal bygges en helt unødvendig omfartsvej uden om Mariager til 377 millioner kroner. Hverken de lokale eller trafikforskere kan se nødvendigheden i en ny vej, der kommer til at ødelægge flotte naturområder - men Kim Christiansen slipper for et par lastbiler foran sit hus, og regeringen har hørt noget om nogle brosten, og så er dén beslutning truffet. 
Der er kun tre faste dyrepassere på min nye afdeling - og den ene er fra Nordjylland og AaB-fan. En dag i sidste uge brugte vi halvanden time i træk på at skifte musekasser, imens vi talte om vores bedste AaB-minder, yndlingsspillere, talentudvikling, trænerfyring og håb for fremtiden, og jeg kunne igen mærke glæden over at holde med de bolchestribede. Kampen på Brøndby Stadion for nogle uger siden (der endte 3-3) var også et kærkomment boost, og det var en fornøjelse at se Lucas Andersen lege med bolden. 

Det var næsten ikke til at bære, at holdet i bogstaveligt talt sidste sekund ikke nåede i top 6 - og så på grund af så latterligt et mål! - men nu snupper vi pokalen. Det bliver enormt vemodigt at sige farvel til Kasper Risgård og Rasmus Würtz til sommer, for de har spillet i AaB næsten lige så længe, som jeg har fulgt med, og nu hvor Thomas Augustinussen synes han skal sælge forsikringer, håber jeg, at en af de andre bliver i klubben på en eller anden måde, for jeg kan slet ikke forestille mig et AaB uden en af de tre knægte tilknyttet. 

tirsdag den 26. marts 2019

we're bringing brighter days

Jeg har haft en virkelig dejlig fødselsdagsweekend i Nordjylland sammen med min familie, og for første gang måske nogensinde blev der hejst flag for mig (og min svoger, som jeg deler fødselsdag med). Det har plaget mig, at det er næsten to måneder siden jeg så dem sidst, men først da jeg var sammen med dem igen, forstod jeg, hvor meget jeg virkelig har manglet dem. Det er en lidt turbulent periode i mit (arbejds)liv, og det er bare ikke helt det samme at snakke i telefon, og det har været så rart at være i velkendte, trygge rammer. I weekenden fik vi snakket og hygget og spist kage og flæskesteg og gået ture og leget og nusset hunde og krammet, og det var næsten perfekt. Kun næsten, fordi min niece desværre var sløj hele weekenden - det er hjerteskærende at se sådan en lille størrelse kaste op - og hun har givet mig sygdommen med hjem til København. Jeg har det så skidt i dag, og det er første gang, jeg overhovedet har kunnet overskue at tænde computeren. 
Lørdag pakkede vi bilen med hunde og barnevogn og kørte til Løkken, hvor vi blev rusket godt igennem af vinden ved Vesterhavet, der var usandsynligt dragende på denne flotte forårsdag. Jeg havde ret meget lyst til at hoppe en tur i bølgerne, men det må blive næste gang, når jeg har husket et håndklæde. I stedet gik vi på eventyr på og i bunkerne, hvor vi stødte på et af Blair Witch'ens ofre. Jeg glemmer nogle gange, hvor meget jeg elsker Vesterhavet, men der er noget helt særligt over de barske bølger og de eroderende klitter, og jeg må huske at være bedre til at udnytte, at min søster bor så tæt derpå. 

tirsdag den 19. marts 2019

your feet can just lose track of time

Whoa - den sidste tid har været hektisk! Jeg er startet på min nye afdeling, der på trods af at være sygdoms- og ferieramt har taget virkelig godt imod mig - men vi løber stærkt. Det er noget af en omvæltning fra de sidste par måneders skolegang, der var hårde på en helt anden måde, og min krop har reageret ved at pådrage sig en forkølelse. Efter arbejde har jeg set flere af mine gode venner, som jeg forsømte lidt i eksamensperioden, og så går tiden pludselig hurtigt. I fredags blev jeg forresten fejret sammen med to andre færdiguddannede elever på mit arbejde, og der var arrangeret en virkelig god fest for os, men jeg var lidt for snottet til at kunne nyde det helt, desværre. Hvis man kender mig godt, ved man, at jeg ikke er stor fan af de helt generelle citat/dialekt-plakater, men selvom min gave nok ikke får lov at komme op på væggen, er jeg rigtig glad for den udgave, de andre elever har lavet til os.  Jeg håber at være frisk til weekenden, hvor jeg ENDELIG skal en tur til Jylland - det føles som en evighed siden jeg har set min familie. 

søndag den 10. marts 2019

it felt so good we wanted more of that

Puh, det har været en fuldstændig vild uge, hvor jeg har set verden igennem en tåge af knugende og kvalmefremkaldende nervøsitet, og derefter ubeskrivelig lettelse og helhjertet glæde og begejstring. Jeg var så nervøs for min eksamen onsdag, at jeg næsten ikke kunne stå på benene. Jeg er så træt af, at jeg skal have det sådan. Jeg VED jo godt, at det nok skal gå, men min krop reagerer alligevel helt uhensigtsmæssigt, og det er frygteligt irriterende. Min søde lærer og den meget behagelige censor fik mig dog hurtigt ned på jorden igen, og efter at have vrøvlet lidt i et minuts tid, kunne jeg endelig gå i gang med at uddybe min opgave. Vi endte med at have en virkelig fed diskussion, hvor jeg - næsten - glemte, at jeg var til eksamen, og jeg gik ud af lokalet med en god fornemmelse. Jeg fik 12, som jeg havde håbet på, men ikke turdet regne med, og jeg er SÅ glad, lettet og stolt. 
I fredags var der dimissionsfest, hvor vi fik overrakt eksamensbeviser og fejrede hinanden og vores kollegaer fra zoo-klassen. Vores überseje lærer holdt den bedste tale for os, hvor hun sammenlignede vores klasse med en dyregruppe i et adfærdsforsøg - og til det havde hun lavet ovenstående etogram, der var helt utroligt sjovt (og internt, selvfølgelig). Da vi havde spist frokost var der fest - jeg havde virkelig set frem til at danse, snakke, drikke og grine efter en intens eksamensperiode, og det havde de andre tilsyneladende også, for det blev en helt forrygende god aften. Jeg var ret beruset af både glæde og hvidvin, og jeg er så taknemmelig for at have lært så mange gode mennesker at kende. 

Jeg er lidt imponeret af min evne til at finde hjem til Amager fra udkanten af Roskilde i min fuldskab. Jeg har vist sovet lidt op ad et skilt på Hovedbanegården, da jeg skulle vente i 17 minutter på min bus, men ellers oplevede jeg ikke de store udfordringer. Dagen i går blev tilbragt på sofaen med tømmermænd, pizza og tv-serier, og i dag slutter jeg ugen af på Brøndby Stadion, hvor jeg håber på et lille mirakel i form af en AaB-sejr. 

lørdag den 2. marts 2019

there's a sequel to the things I've done

Fra Body Worlds-udstillingen på Experimentarium
Jeg afleverede min eksamensopgave i går eftermiddags, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvor hurtigt tiden er gået. Jeg er ikke god til store forandringer i mit liv, og for bare tre år siden vidste jeg stadig ikke helt, om jeg turde tage springet og starte helt forfra med uddannelse. Men så gik det faktisk ret hurtigt med både at starte i skole og finde en elevplads, og på onsdag skal jeg til den mundtlige del af min afsluttende eksamen, og så er jeg altså snart færdigudlært dyrepasser med speciale i forsøgsdyr. Det er jeg virkelig glad for og stolt af, selvom det stadig fylder en del, at jeg ikke har et job til juni, men jeg vil prøve at fokusere på at få det bedste ud af min afslutning. 

Jeg har haft en ret god uge med opgaveskrivning.  Især da jeg accepterede, at jeg gør det bedst på min egen måde - jeg har sovet til næsten middag, haft et par korte venindeaftaler, hygget med Jimmy, gået ture og set tv-serier, og ved fem-tiden åbnede jeg computeren og begyndte at arbejde. Jeg var mest effektiv mellem klokken ni om aftenen og tre om natten, hvor jeg blev totalt opslugt af processen, og det sværeste for mig var helt klart at holde mig inden for begrænsningen i anslag. (Det lyder super irriterende og stræber-agtigt; men virkeligheden er bare, at jeg går på en erhvervsuddannelse - opgaven må være 28.800 anslag (omkring 12 sider), og det er virkelig ikke ret meget, når min underbevidsthed stadig føler, at jeg skal uddybe og forklare alle aspekter i projektet, som var det et speciale på universitetet). 
Efter deadline i går cyklede jeg en tur på Helgoland og sprang i Øresund. Det var skønt at komme ud i det fantastiske vejr og lade det iskolde vand tømme mit hoved for tanker, og efterfølgende behøvede jeg ikke saunaen, men kunne lufttørre i solens stråler. Jeg havde en virkelig god følelse i kroppen, og jeg tænkte på det blogindlæg, jeg ville skrive senenere om netop aflevering af projekt, men også glæden over AaBs sejr over Hobro, der ville bringe dem meget tættere på top 6. Jeg ville drage en parallel mellem vores fælles kamp; at vi var kommet i mål med første etape, men i næste uge skulle til en helt bogstavelig eksamen og en mere figurativ én af slagsen på Brøndby Stadion, og jeg skrev en note i min telefon for at huske det. 

Det er derfor min skyld, at AaB måtte nøjes med 1-1 i går aftes. Jeg VED jo godt, at jeg ikke har nogen indflydelse på resultatet af en fodboldkamp spillet i den anden ende af landet, men samtidig føler jeg med hver en fiber i min krop, at jeg beseglede AaBs skæbne i det øjeblik, jeg tillod mig at gå ud fra en sejr, og noterede det ned på skrift. Sorry, guys.