onsdag den 20. april 2016

each day there are hours I skip like a stone

Det har været en ret hård start på ugen - der er vilde tilbud på arbejdet, så vi har meget travlt. Jeg fik heldigvis presset tre skønne venindeaftaler ind i slutningen af sidste uge, så jeg er ladet godt op på den front, og derfor har jeg med god samvittighed set tv-serier de sidste par aftener efter laaaange arbejdsdage. 

Jeg har opdaget den forrygende BoJack Horseman lidt sent, men det betød bare, at jeg kunne bingewatche de første to sæsoner - og så skal jeg kun vente et par måneder på sæson tre. Denne genrekrydsende animationsserie handler om den fallerede skuespiller, hesten BoJack, der ikke rigtig kan få sit liv til at hænge sammen, og nu svælger i alkohol og dårlige beslutninger. Han lever side om side med andre dyr og mennesker, og alle indgår temmelig uproblematisk i både venskabelige og intime relationer. Det fungerer overraskende godt, og de små detaljer om dyrenes særheder er SÅ sjove - hos hunden Mr. Peanutbutter hænger et kunstnerisk udført billede af tennisbolde, og BoJacks ekskæreste og agent, katten Princess Carolyn, har et kradsetræ på sit kontor. Helt fantastisk er afsnittet, der tager fat i den etiske problemstilling om at spise kød i et samfund, hvor man godt kan være bedste ven med en ko - besøget på en kyllingefarm er både sjovt og tankevækkende. 

Den overordnede fortælling i BoJack Horseman er faktisk både sørgelig og rørende. Bojack føler sig ensom og mislykket, og det går ærligt talt heller ikke forrygende for hans venner. Den unge Todd er min favorit - han er virkelig ikke ret intelligent, men han er loyal og velmenende, og Aaron Paul (som jeg også elsker) gør det fantastisk job med at lægge stemme til. Det gør de andre i øvrigt også - især Alison Brie er sød som Mr. Peanutbutters kæreste. Titelmelodien er ualmindeligt catchy, og jeg får den på hjernen i dagevis bare af at tænke på den; og resten af soundtracket er også fedt - første sæson slutter f.eks. af med Tegan and Saras 'Closer'! Som det måske skinner igennem, er jeg hurtigt blevet meget glad for BoJack Horseman, og den får en stor anbefaling med herfra. 
Jeg har også endelig fået tid til at se Aziz Anzaris komediedrama Master of None, hvis første sæson kørte over skærmen sidste efterår. Jeg elsker ubetinget alt ved Parks and Recreation - også Anzaris rolle som Tom Haverford, og jeg havde ret store forventninger til hans egen serie. De blev heldigvis indfriet, for Master of None er ikke bare sjov, men også rørende, skarp og intelligent. Anzari spiller Dev; endnu en skuespiller, der kæmper lidt med at slå igennem i New York, og serien følger hans dagligdag på jobs, på bar med vennerne og på dates  Den er ikke bange for at trække scenerne ud - f.eks. kan man til min store glæde finde en halvanden minut lang dialog om Eminems 8 Mile, og i et andet afsnit snakker de om feminisme i måske et kvarter. Aziz selv er klart stjernen af showet, men Noël Wells, der spiller hans flirt Rachel, er også rigtig god. 

I en af de bedste - og lange - introer nogensinde ser vi hvilke strabadser, som fædrene til Dev (Anzari) og hans ven Brian måtte gå igennem i deres barndom i henholdsvis Indien og Taiwan - hvor fattige de var, og hvordan de måtte arbejde hårdt på fabrikker for at spare op til rejsen til USA, hvor de arbejdede sig op fra bunden for at skabe det bedste liv for deres familier. Tilbage i nutiden har drengene ikke tid til at hænge ud med dem, fordi de skal nå i biografen for at se trailers inden den nye X-men-film ... Historien bliver kun bedre af, at det faktisk er Aziz Anzaris rigtige forældre, der spiller Devs far og mor i serien - for Aziz kunne ikke finde nogen skuespillere, der var lige så overbevisende i rollerne. 

Master of None er jeg altså også rigtig glad for. Afsnittene i begge serier holder sig under en halv time, så man kan sagtens give dem et skud - jeg synes i hvert fald, at de begge kan noget særligt. 

torsdag den 14. april 2016

so much on my mind that it spills outside

Jeg havde den mest sindssyge dag i går. Denne reportage bliver lang, og jeg har ikke fotodokumentation fra dagens hændelser, så indlægget er i stedet er illustreret med katte fra Marrakech. Let's break it up:

07.30: Vågnede, gik i bad og spiste morgenmad. Ingen indikationer på, at det skulle blive en dag ud over det sædvanlige. 
08.30: Lod cyklen stå, fordi jeg skulle følges med min kæreste hjem senere. Skulle heldigvis kun vente et par minutter på bussen.
08.38: ...der så til gengæld kørte en cyklist ned på Christianshavn. Det var voldsomt ubehageligt, og jeg var nødt til at blive ved stedet for at snakke med politiet. Jeg håber, at pigen er okay - jeg tjekkede nyhederne hele dagen, men der stod ikke noget om ulykken, så det har forhåbentlig ikke været så slemt. Det så lidt slemt ud.
09.10 - 18.15: Kom lidt for sent på arbejde, og havde en laaang og travl dag. Der er rigtig mange kunder i butikken i de her dage, og de vil alle sammen snakke om vores lukning. Jeg skulle også hjælpe en ung fyr fra Finland med at finde sjove danske film og tv-serier, hvilket jo er umuligt. 
14.40: Jeg købte min frokost i Irma i Illum og skyndte mig mod udgangen, da jeg kun havde tyve minutter tilbage af min selvbetalte pause. Der blev jeg simpelthen stoppet af en vagt(!), der ikke kunne forstå, hvorfor jeg havde så travlt, og da jeg ikke kunne vise ham en kvittering, beskyldte han mig for at stjæle. Hvor dum tror han jeg er? Jeg havde mit arbejdstøj på og maden i hånden, og jeg blev rasende. Han gad da heller ikke tjekke med ekspedienten, men lod mig bare gå. Idiot.
17.50: Min far sendte en sms og ønskede mig god kamp. AaB og AGF skulle mødes i pokalsemifinalen, og jeg glemte det lige så snart jeg lagde telefonen i lommen. 
18.50 - 20.00: Aftensmad på simpleRAW. Vi opdagede pludselig, at aftenens koncert på Jazzhouse ville starte allerede 20.15, og der var ingen opvarmning.
20.10: Heldigvis var vi lige ved siden af Jazzhouse og nåede hele koncerten. Inden den startede, spottede jeg pludselig min ekskæreste! Min allerførste kæreste (og vel egentlig den eneste udover min nuværende, der nogensinde har haft dén titel) som jeg var sammen med i fire måneder da jeg var fjorten, men ikke har set i mindst ti år. Og så står han der til Xiu Xiu-koncert. Super syret. Koncerten gik i gang, og bagefter var han væk, men det var lige endnu et skud absurditet på en vanvittig dag. 
20.20 - 21.20: Forrygende koncert med Xiu Xiu, der denne aften fortolkede musikken fra Twin Peaks. Det var smukt, rørende, uhyggeligt, vildt og fedt, og jeg bliver aldrig træt af at kigge på Jamie Stewart.
21.30 - 22.45: Der var SÅ mange af mine venner og bekendte med til koncerten i går, og mange af dem har jeg ikke set længe, så vi kunne slet ikke få os selv til at gå hjem bagefter. Vi blev stående udenfor og snakkede om rejser, bøger, Game of Thrones og selvfølgelig koncerten, men til sidst kunne jeg næsten ikke stå på mine ben.
22.45 - 23.30: På trods af mine ømme ben, gik vi de tre kilometer hjem. Vi fulgtes med min nygifte veninde og hendes mand, der fejrede to-måneders bryllupsdag i går, og det var også virkelig rart at få snakket med dem igen. 
23.45: Vel hjemme kom jeg pludselig i tanke om fodboldkampen. Jeg havde en dårlig fornemmelse da jeg tændte computeren, og AaB havde da også ganske katastrofalt tabt 2-0. Nu kan jeg ikke slå ud af hovedet, at AaB tabte fordi jeg glemte at tænke på kampen, men jeg er altså også lidt overtroisk når det kommer til fodbold. 
23.59: Lidt i midnat kunne jeg endelig gå i seng, efter at have leget lidt med Jimmy, der heldigvis var helt normal. Sikke en dag!

torsdag den 7. april 2016

we've all got hungry bellies

Marokko havde faktisk et overraskende stort udvalg i chips, og de fleste kom heldigvis i så små poser, at jeg sagtens kunne nå at smage en del forskellige. Vi fik lov til at betale alt fra et par kroner pr. pose til sindssyge overpriser for blandt andet den pose på øverste billede, men de var også rejsens bedste, så det var ydmygelsen værd. Disse Fun-chips med pizza-smag smagte faktisk overraskende nok af pizza, og ikke på en klam, kød-agtig måde. De smagte af tomat, basilikum og ost, og de var perfekte som siesta-snack på vores tagterrasse. Otte ud af ti pringlesrør. 
Disse tre varianter af mærket Leader var den første indikation på, at noget var anderledes i det marrokanske chips-univers. De var lidt mærkelige i smagen - de var ikke for gamle, konsistensen var god nok, men de havde alligevel en udefinerbar eftersmag. Den blå variant med løg og ost var meget overvældende i smagen, hvor løget klart dominerede og var intens på den dårlige ånde-måde, og kebab-varianten var ikke meget bedre. De får et lille femtal hver, mens ostevarianten (der næsten altid står stærkt hos mig) lige kan snige sig op på en sekser - mest fordi det var rart med en mere anonym smag efter to insisterende smagsoplevelser. 
Jeg havde svært ved at skjule min begejstring, da vi i et spændende supermarked i den nye bydel fandt intet mindre end Gangnam Style-chips. Det var nyt og spændende, og rent guf for en anmelder som mig, der nogle gange er fanget i en endeløs strøm af forskellige bølgechips med sour cream & onion-smag. Jeg var villig til at være lidt large med min anmeldelse, bare fordi posen var så fantastisk. Desværre var de små, luftige majskugler måske de dårligste chips, jeg nogensinde har smagt. De skulle tilsyneladende smage af ketchup, men de smagte kun af meget luftigt pap. Jeg kan ikke med god samvittighed give dem mere end ét pringlesrør, og det får de udelukkende på grund af posens design.   
Lidt bedre gik det med de fire mikrosopiske poser af mærket Chipsy D'Or, som vi købte for ingen penge i samme supermarked som de forfærdelige Gangnam-snacks. De gyldne chips havde dog samme mærkelige grundsmag som Leader-chipsene, så det passede mig egentlig fint nok, at der ikke var 200 gram i hver pose. Den bedste af bunken var også den sikre - nemlig Sour Cream & Onion-varianten, der ender med syv pringlesrør, mens både Mexican Chili og Ketchup-varianterne er helt nede på et femtal. Især sidstnævnte skuffede ved ikke at smage nævneværdigt af hverken ketchup eller eddike. De stadigt relativt høje karakterer skyldes selve chipsenes udformning, og de skønne omgivelser de blev indtaget i. Solskin og en miniaturecola kunne dog ikke redde den sidste, sølle pose med en omgang mærkeligt krydderi, der smagte decideret ulækkert. De får et to-tal, fordi de stadig var klasser bedre end PSYs katastrofe. 
Hvis jeg blev glad for at se Gangnam snacksene, der allerede har fået alt for meget taletid, blev jeg decideret euforisk, da jeg så de marokkanske Lays med Cheese flavor. Jeg var helt sikker på, at jeg endelig havde fundet de legendariske Queso Blanco-chips fra Den Dominikanske Republik, og på gåturen hjem fortrød jeg allerede, at jeg ikke havde købt flere. Det skulle dog vise sig at være en god beslutning, for det var ikke de samme chips. De gør altså et eller andet underligt ved deres chips i Marokko, for selv Lays smagte off, og denne variant var ikke god. Den fortjener måske seks pringlesrør, men jeg giver den kun fem, fordi jeg blev så skuffet.   
Testens sidste omgang chipsposer var også nogle af de dyre af slagsen - vi købte dem i en café ved en busholdeplads, der var første stop efter vores overnatning i ørkenen, og de fungerede derfor også som vores morgenmad, da tørt brød serveret klokken halv syv om morgenen ikke var helt så fristende. Det kan derfor ikke helt udelukkes at disse Chio-varianter får en lidt højere karakter end de egentlig fortjener, for de var altså ret gode efter tre timer i en bus på tom og rumlende mave. Egentlig var de begge bare ganske hæderlige, omend oste-varianten blev en anelse kvalm i længden. De får begge syv pringlesrør af mig.

Marokkos chips tog mig altså ikke helt med storm, men jeg giver stadig point for deres store udvalg, der på kartoffelsnack-fronten var bedre end de fleste andre lande, jeg har besøgt, og det havde jeg ikke regnet med. 

tirsdag den 5. april 2016

open the curtain and let in some sky

Da jeg gik med dette indlæg i tankerne, var det egentlig for henkastet at fortælle, at jeg endelig har meldt mig ud af folkekirken - men så glemte jeg at nævne det, da jeg skrev om min dødsangst for de københavnske cykelstier. Udmeldelsen har ellers været sytten år undervejs, eftersom jeg allerede i 1999 valgte ikke at blive konfirmeret, men det har altid virket så besværligt rent faktisk at gøre det. Langfredag, af alle dage, fandt jeg dog tilfældigt ud af, at jeg bare kunne sende en e-mail, og så meldte jeg mig altså ud. På en eller anden måde føles det lettere blasfemisk at have meldt mig ud på så hellig en dag, og jeg har næsten haft lidt dårlig samvittighed siden - hvilket vel er det mest kristne, jeg har følt mig i årevis. Oh well. 

Billederne er fra endnu et palads i Marrakech, men jeg har alligevel forlængst brudt mit løfte om ikke at fortælle om hver.eneste.seværdighed i Marokko, så jeg kan lige så godt vise jer en af de pæneste. Vi besøgte Bahia-paladset en tidlig morgen i strålende solskin; der var endnu ikke så mange gæster, og så var det endda også åbningsdag for kunstudstillingen 'Not New Now', der havde værker ved flere gamle steder i byen. De moderne værker passede virkelig godt ind i de normalt tomme rum, hvor det ellers var de imponerende udsmykninger af loftet, der tiltrak sig mest opmærksomhed. Jeg matchede endda med en af udstillingerne!  

søndag den 3. april 2016

don't be frightened of turning the page

Der sker ting og sager i Stephen King-universet for tiden. Miniserien 22.11.63 efter bogen af samme navn kører over skærmen netop nu med James Franco i hovedrollen, og Matthew McConaughey og Idris Elba er blevet castet i The Dark Tower-filmatiseringen, som jeg er utroligt spændt på. Dette indlæg skal dog handle om en af de helt gamle klassikere - nemlig Stephen Kings anden roman; den forrygende vampyrfortælling 'Salem's Lot fra 1975. Den uhyggelige vampyr på bogens omslag fangede min interesse, da jeg var helt lille og så den på reolen i stuen, og jeg glædede mig så meget til at fylde ti år, så jeg endelig måtte læse den. Jeg blev ikke skuffet, og det er en af de bøger, jeg oftest vender tilbage til, for den kan altså noget helt særligt. 

I 'Salem's Lot har Stephen King for første gang - men langt fra sidste! - en forfatter i hovedrollen. Ben Mears er et par og tredive, og er flyttet tilbage til sin barndomsby for at skrive en roman om egnens spøgelseshus, The Marsten House, hvor han havde nogle rædselsvækkende oplevelser i sin barndom. Huset er nu beboet af de mystiske europæere Kurt Barlow og Richard Straker, og efter deres ankomst i den lille by, er der begyndt at ske underlige ting og sager. Sammen med en lærer fra den lokale high school, en sød pige, den lokale præst og en tweenager forsøger Ben Mears at løse mysteriet og redde byens beboere, og det er forrygende underholdning på en old school og ganske brutal måde. Bogen er ualmindeligt velskrevet, og fortællerstemmen, der vel nærmest er byens stemme, beskriver malerisk det lille samfunds totale destruktion.
I 1979 nåede 'Salem's Lot tv-skærmene med den tre timer lange miniserie af samme navn - minus den første apostrof - instrueret af selveste Tobe Hooper (ham med Texas Chainsaw Massacre og Poltergeist) og med David Soul som en lidt douchy og lidt for gammel og halvfjerdseragtig Ben Mears, der på TV slet ikke connecter nok med hverken kæresten Susan eller drengen Mark. Miniserien virker noget dateret i dag; den mangler noget baggrundshistorie og den førnævnte alvidende fortællerstemme, og så er den enten for kort eller for lang - jeg hælder til det sidste, selvom bogens store persongalleri også var en af dens forcer. Kurt Barlow er i bogen baseret på den Dracula-agtige, veltalende vampyrskikkelse, mens han i serien er en noget anderledes Nosferatu-lignende vampyr, der faktisk fungerer meget godt, når det nu skal være. Alt i alt er miniserien langt fra noget mesterværk, men det lader til at være internettets favorit frem for adaptionen fra 2004.
TV-filmen fra 2004 kan jeg nu meget bedre lide - den er nemlig med Rob Lowe i hovedrollen som en i mine øjne mere rigtig Ben Mears, og den altid dygtige James Cromwell som Father Callahan, der også er en vigtig karakter i Dark Tower-universet (selvom hans skæbne er noget anderledes i denne adaption). Donald Sutherland og Rutger Hauer er det charmerende europæiske vampyrpar, selvom sidstnævnte godt nok ikke leverer sin bedste præstation. Drengen Mark bliver spillet af en så irriterende skuespiller, at jeg ikke gider slå ham op for at finde hans navn, og han ødelægger alle scener, han er med i. 

Til gengæld er jeg begyndt at holde uironisk meget af Rob Lowe. Jeg ELSKER ham som Chris i Parks and Recreation; han er virkelig sjov som Eddie Nero i Californication, og lige nu ser min kæreste og jeg Lowes nye serie The Grinder, der godt nok er noget langt fra de andre i kvalitet, men som stadig er passende let underholdning efter et hjerteskærende afsnit af The Walking Dead. I denne udgave af Salem's Lot er Rob Lowe som Ben Mears stadig forfatter, men denne gang er historien moderniseret en anelse, og Mears har nu skrevet kritiske bøger om krigen i Afghanistan i stedet for klassiske coming-of-age-romaner. Det er lidt plat. Mere elegant håndteret er beslutningen om at give Mears byens fortællerstemme i form af en række indre monologer, hvilket introducerer en langt bedre forhistorie og medfører en større investering i karaktererne. Filmen får nok ikke en plads i historiebøgerne, og jeg er også lidt varsom med decideret at anbefale den, men den har altså en særlig plads i mit hjerte.