søndag den 1. august 2021

now put one foot in front of the other

Jeg skrev lidt om bloggens opstart til dens 10-års fødselsdag sidste år, og nu er det altså intet mindre end elleve år siden, jeg startede på denne noget rodede samling af lovprisninger af alt fra chips til Stephen King, personlige beretninger om OCD, min mors død og alt mulig andet, samt en støt stigende mængde memes, der udtrykker min sindsstemning bedre end jeg selv gør. Og billeder! Så utroligt mange billeder; relateret til førnævnte emner, men også ferie- og familiebilleder (sikkert for mange), kattebilleder (ikke nok) og alle de billeder jeg tog, da jeg havde investeret i et spejlreflekskamera i 2012. Indtil for et års tid siden lagde jeg billeder op igennem Photobucket, hvilket rammer mig bagi i dag, for resultatet af en laaang og ligegyldig historie er, at ingen af de links længere virker. Det er så ubeskriveligt frustrerende, at det er svært at sætte ord på - så det lader jeg være med. Dette er derfor mest en servicemeddelelse og forklaring på, at hele mit bagkatalog er ved at forsvinde, og jeg påtænker at rykke et andet sted hen og starte forfra - kun med et arkiv af det allermest vigtige (her tænker jeg naturligvis på King, chips og LEGO) - men der går lige lidt tid endnu før jeg er klar til dét.

De ledsagende billeder er af endnu en King t-shirt, der må fremvises ved enhver mulig lejlighed, samt den nyeste indflytter i lejligheden. R2D2 virkede noget ensom, og jeg tænkte at Grogu ville være den perfekte roommate. Han er ualmindeligt nuttet og et sjovt lille byg.   

lørdag den 31. juli 2021

walking around in our summertime clothes

 

I morgen slutter min dejligt lange sommerferie, og jeg er (lige nu) glad for, at jeg endnu engang valgte at tage alle tre uger på én gang, for det er virkelig lykkedes mig at komme i feriestemning og helt ned i gear. Den første uge blev spenderet i sommerhus, og de sidste to uger har jeg tilbragt på cykel, i vandet, i sofaen eller på altanen, hvor der er flyttet et oliventræ, blomster og et hav af krydderurter ind. Det gør det cirka hundrede gange mere hyggeligt at være derude, og jeg bruger en del tid på at nusse om planterne og sætte pris på insektbesøgene. 

Jeg har også slæbt min mand med ud på adskillige cykelture - en dag besøgte vi Amager Bakke, hvor vi nød en iskold øl på toppen inden vi cyklede videre ud på Christiania, hvor toiletterne var fine og farverige. Dagen efter blev turen noget længere, da vi først cyklede til Nokken og langs kysten til motorvejsbroen, hvor vi tog et smut over på Skrædderholmen og besøgte Lange Liv. Turen hjem gik gennem skoven og over Amager Fælled, og det var en dejlig påmindelse om, at jeg faktisk ikke har så langt ud i naturen.  
Jeg har også prøvet at spille paintball for første gang i mit liv - med adskillige fascinerende blå mærker til følge. Det var overraskende sjovt, og jeg var meget mere modig end jeg havde troet - jeg er ellers altid sniper-typen i computerspil. Jeg var i selskab med ti kollegaer, og vi havde en virkelig sjov - og varm - eftermiddag sammen.  
I går kom jeg hjem fra et par overnatninger hos min søster. Den kommende måned bliver travl for mig, og der bliver nok ikke tid til Jyllandsbesøg før september, så selvom jeg næsten lige har været sammen med min familie i en hel uge, greb jeg straks chancen for et par dage mere. Vejret var mildest talt ikke til udendørs aktiviteter, så jeg har i stedet kravlet rundt på gulvet i timevis og leget med Playmobil, LEGO og Schleich-dyr med min niece, imens min søster forberedte et sandt flæskestegs-festmåltid i køkkenet. Det har været ferie som ferie skal være; i morgen slutter den med en AaB-sejr over Silkeborg, og så er august skudt i gang. Jeg er klar! 

onsdag den 28. juli 2021

all of my dreams are memories

 

Jeg har en klar målsætning om at få besøgt alle Thomas Dambos danske trolde, men så sent som i april troede jeg ikke, at jeg ville få krydset flere af på min liste lige foreløbigt. Men da ferien blev bestilt og vores sommerhus kun lå en halv time fra færgen til Fanø, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og jeg fik slæbt min stakkels far med på udflugt på måske årets varmeste dag. Vi besluttede os for at tage færgen over uden bil og gå til fods på jagt efter trolden, og det skulle vise sig at være en rigtig klog beslutning, da der var næsten tre timers bilkø da vi skulle hjem. 
Der var næsten ulideligt varmt, men jeg klager som udgangspunkt ikke over varme og solskin, og der var heldigvis ikke alt for langt fra færgen ud til Anker Drømmefanger, som den fine, tykke trold på Fanø hedder. Hele rundturen var på omkring fem kilometer, og der var vi også lige en tur i charmerende Nordby og spise en forfriskende is. Anker havde vi - lidt overraskende - næsten for os selv; og han var oplagt at chille sammen med - så vi pakkede kolde colaer og ostestænger frem fra tasken og gjorde netop dét. Anker Drømmefanger er klart blevet en af mine favoritter, og jeg er især vild med hans store kinder og - selvfølgelig - den flotte drømmefanger; og så har han en fornem placering med udsigt ud mod Fanøs vestkyst. Det er også muligt at køre i bil og parkere ret tæt på Anker, hvis formen eller selskabet ikke lige er til den store vandretur, og jeg vil bestemt anbefale alle Fanø-besøgende at hilse på Anker. 

lørdag den 24. juli 2021

ain't no other way to make a reason

Turen i LEGOLAND blev erstattet med et mindre ambitiøst besøg i Blåvand Zoo, der dog på dagen også var så velbesøgt, at en omkringliggende springbane lige blev inddraget til et ekstra parkeringsareal. Det var egentlig meget sigende for den lille, charmerende, hands-on dyrepark, der særligt excellerede i klappedyr, så jeg fik min nusselyst stillet af både gedekid, minigrise, køer og heste i alle størrelser - og mindre hensigtsmæssigt også af vaskebjørne og hjorte. Jeg kunne godt ønske mig en bedre indhegning til de dyr, der ikke skal klappes - og endnu bedre skiltning om fodring forbudt, så den halvtamme Gibbondrengen (jamen, det hedder han) ikke får ti-femten bananer om dagen. Min begejstring for vaskebjørnene overdøvede dog mine moralske principper (men vi blev på den rigtige side af hegnet!), og min niece og jeg var lige begejstrede over at blive nusset i hånden af de små bøller. 
Vi spiste aftensmad på en fiskerestaurant i det ekstremt overrendte Blåvand, og selvom det var sjovt at være vidne til al aktiviteten imens vi spiste vores fisk, er jeg nu glad for, at vores sommerhus ikke lå midt inde i en strandby. På vejen hjem kørte min far og jeg forbi Tirpitz-museet, der holder til i en ombygget bunker designet af Bjarke Ingels, men vi nåede ikke indenfor i denne omgang. Det var nu også et par fine udstillinger udenfor, ligesom det flotte klitlandskab var en fornøjelse at klatre rundt i. Billedet er mest for at vise, at jeg ikke udelukkende går rundt i Stephen King-t-shirts. 
Vi besøgte også charmerende Varde, der var langt mere hyggelig end nogen af os lige havde set komme - og et loppemarked på torvet forsynede desuden min niece og jeg med ferie-LEGO, hvilket selvfølgelig også bidrager til mit positive indtryk. Vi var lidt tidspressede, så vi havde ikke tid til at udforske hele Varde, og derfor var det helt perfekt, at vi kunne få et overblik i den fine miniudgave af byen. Jeg er ret vild med miniature-ting generelt, og min niece var også begejstret - selvom hun helt ærligt var mere optaget af de to robotstøvsugere, der slog græsset omkring minibyen, men dem er hun også underligt besat af. Der er i det hele taget mange oplagte udflugtsmål i den del af Danmark, og selvom de måske ikke har den største wow-faktor ved første blik, har jeg virkelig hygget mig med at være turist i mit eget land. 

onsdag den 21. juli 2021

a land of happy hours

 
Denne sommer gik turen med min familie for første gang i mange år ikke sydpå til Tyskland, men i stedet vestpå, hvor vi havde lejet et sommerhus i en uge. Min søster bor i Nordjylland, så dén kyststrækning af Vesterhavet kender jeg efterhånden godt, ligesom jeg også er glad for Nørre Vorupør, hvor mine svigerforældre havde sommerhus indtil for få år siden - men decideret vestpå har jeg ikke været i mange år. Det var vidunderligt! Vi badede stort set hver eneste dag fra Vejers Strand - på den ene side er det lidt vulgært med alle de biler parkeret på stranden, men på den anden side er det bare så praktisk at kunne have alle sine ting med helt ned til vandet; især når man har en tre-årig og to hunde med. Jeg har mange billeder fra vores strandture, men min niece er nøgen på stort set alle sammen, så I må nøjes med et af en usædvanlig mørk himmel - for der var SÅ varmt og solrigt hele ugen.  
Jeg var selv den første til at droppe den planlagte tur til LEGO-mekkaet, for selvom jeg virkelig gerne ville, var det alligevel for uoverskueligt med uge 28-menneskemængde og næsten tredive grader. Det betyder ikke, at vi ikke oplevede noget i løbet af ugen (del to og tre af min spændende sommerferiedækning kommer snart), men helt overordnet hyggede vi os mest på stranden og i sommerhuset. Man bliver træt -på den gode måde- af at holde ferie med en energisk og fantastisk tre-årig, og jeg var også på overarbejde for at forblive hendes favorit, da både min mand og min fætter kiggede forbi og periodevis stjal al opmærksomheden. 
Min far og jeg nåede det næsten obligatoriske kirkegårdsbesøg, men denne gang var det et lidt anderledes et af slagsen. Ved Oksbøl ligger flygtningekirkegården, der blev oprettet til soldater og flygtninge der døde i Oksbøllejren - en flygtningelejr oprettet ved 2. Verdenskrigs afslutning. En overgang husede den over tredive tusind mennesker; primært svækkede tyske soldater, kvinder og børn drevet på flugt, og de levede bestemt ikke under de bedste betingelser i lejren i Danmark. Der var SÅ mange børnegrave. Det er et kapitel af historien, jeg ikke kender ret meget til, hvilket jeg må få rettet op på. 
Jeg havde glædet mig allermest til at opleve en masse skøn natur, og jeg slæbte især min stakkels far og svoger - og hundene! - med rundt på tur. Det havde de heldigvis ikke så meget imod, og jeg kunne næsten ikke høre dem sukke, når jeg for femte gang på ti minutter lagde mig på knæ for at fotografere en særligt flot edderkop. Vi har spist flere pomfritter og mere rugbrød end jeg før har gjort på en ferie, men med så mange lækre fisk i nærheden var det helt på sin plads - og vi fik da også tændt op i grillen en enkelt gang. Alt er godt. 

mandag den 19. juli 2021

all that's constant is that change

8. The Walking Dead sæson 10B

Ligesom mange andre produktioner har The Walking Dead været hårdt ramt af coronavirussen, hvilket har medført at den planlagte sæson 11 er blevet udskudt - men i foråret fik vi i stedet seks bonusepisoder i sæson ti, der endte med svimlende 22 episoder. Serien kunne med fordel være afsluttet for et par sæsoner siden, men selvom det ikke lykkedes at stoppe på toppen, er jeg stadig relativt godt underholdt af zombieapokalypsen. Der er efterhånden kun to karakterer tilbage, der har været med helt fra første sæson (no spoilers), og de helt nye føler jeg absolut intet for - men der er heldigvis kommet et par særdeles interessante til undervejs, og også i denne sæson er Jeffrey Dean Morgans Negan klart mest underholdende. De seks bonusepisoder er tydeligvis lavet under restriktioner, men giver samtidig mulighed for at komme helt tæt på vores hovedpersoner igen - og her er det altså Negans historie, der gør størst indtryk. (Spoiler - at jeg overhovedet kan overveje at være på Negans side i konflikten med Maggie er jo helt vanvittigt, men serien har formået at overbevise mig om hans gode kvaliteter). Nu må vi se, hvad sæson 11 har at byde på, men jeg ligger ikke vågen om natten og venter i spænding. 

7. American Gods sæson 3
Tredje sæson af American Gods blev også den sidste, og serien over Neil Gaimans roman af samme navn var da også bedst i den første sæson, hvor Bryan Fuller stod bag roret. Jeg havde faktisk forudset seriens endeligt, men denne tredje installation fulgte Shadow Moons flugt til det lille samfund Lakeside i Wisconsin, og det var faktisk ganske rørende at se ham forsøge at få en normal tilværelse på benene i skjul fra The New Gods. En ekstra bonus var selvfølgelig Marilyn Mansons gæsteoptræden i rollen som forsanger for vikingdødsmetalbandet Blood Death. 

6. Welcome to Utmark sæson 1
Og nu bliver det vildt - der er kun én engelsksproget serie blandt listens top seks; og hele tre af de andre er fra Norge. Jeg er nemlig hoppet i det hypede, norske underholdningshav med hovedet først, og selvom besøget i Utmark måske får én til at tænke liiiidt for meget på Fargo, var jeg stadig ret optaget af dette vanvittige bysamfund i Nordnorge - og så får det en ekstra karakter alene på grund af sproget. Rammen om fortællingen er et ganske klassisk trekantsdrama med to meget forskellige mænd og den kvinde, de begge vil have; tilsat en fåreflok og en glubsk hund ved navn Horagallis - og så gør det ikke så meget, at karaktererne er lige lovligt karikerede ind imellem. Serien skriver sig ikke ind i historien, dog, og jeg vil hellere anbefale resten af min top fem. 

5. Babylon Berlin sæson 1-3
For det ikke skal være løgn, kommer der nu to tyske serier i træk - og så bryder jeg igen formatet og snyder helt vildt ved at medbringe alle tre sæsoner i bedømmelsen, men sådan bliver det. Babylon Berlin er jo et enormt ambitiøst værk i sig selv - den dyreste tysksprogede tv-produktion nogensinde - og det er noget strengt af mig at reducere min anbefaling til et par linjer på en liste. Men serien om en kriminalenhed hos politiet i 1920'ernes dekadente Berlin er heldigvis så forrygende flot, velskrevet og i det hele taget vellykket, at den heldigvis sagtens kan tale for sig selv - så hop endelig ind på DR TV og giv den et skud. 

4. Dark sæson 3 
Listens andet tyske indslag er nok lidt sværere at sælge til den gennemsnitlige tv-seer, men afslutningen på fortællingen om indbyggerne i den lille by Winden var lige i skabet - selvom (og fordi) man stadigvæk skal have tungen lige i munden for at kunne følge med. Jeg var ret begejstret for første sæson, som jeg fortalte om lige her, og her i tredje sæson er historien om muligt kun blevet mere kompliceret, da hovedpersonerne ud over at kunne rejse i tid nu også oplever andre dimensioner og versioner af deres virkelighed. Det lyder enormt spacey, men serien formår at gøre en absurd fortælling ganske realistisk og til tider helt hverdagsagtig, hvilket er en af dens største forcer - sammen med det tyske sprog, selvfølgelig.   
3. Exit sæson 1 + 2
Nu vi er i gang med at snyde, ryger begge sæsoner af Exit også lige på listen. Jeg er ligeglad med at det ikke er stor filmkunst - jeg har været helt ufatteligt godt underholdt af dette chokerende, karikerede, hysterisk morsomme og rørende "indblik" i fire norske rigmænds liv, der skræmmende nok bygger på faktiske udsagn fra anonyme, superrige forretningsmænd. Hvor mange af historierne der egentlig er sande, betyder egentlig ikke så meget, for det er helt umuligt at kigge væk, når Jeppe, William, Henrik og Adam folder sig ud. 

2. Mare of Easttown (miniserie)
Miniserien Mare of Easttown skabt af Brad Ingelsby er utroligt tæt på at indtage førstepladsen, for den er helt forrygende, hvilket ikke mindst skyldes fantastiske Kate Winslet i titelrollen som en hærget detektiv (forfriskende med en kvinde på dén post for en gangs skyld), der forsøger at opklare mordet på en ung pige i lokalsamfundet. Imens er hendes privatliv ved at falde fra hinanden på stort set alle fronter, og serien er knivskarp i sin formidling af en både handlekraftig og sårbar kvinde, hvis fortid langsomt og tålmodigt åbner sig for os. Der bliver kaldt assistance ind til opklaringsarbejdet omkring mordsagen, og Mare må modvilligt arbejde sammen med den friske og sympatiske Colin Zabel, der spilles af min øjesten Evan Peters. Kate Winslet kommer utvivlsomt og fortjent til at vinde priser for den her. Se den! 


1. Rådebank (Benzin i Blodet) sæson 1 + 2 
Jeg ved det godt. Jeg har én gang tidligere været pinligt betaget af et norsk teenagedrama (SKAM, selvfølgelig), og nu er det sket igen med den fremragende og forfriskende Rådebank, der har taget mit hjerte med storm. Stedet er Bø, en meget lille by i den norske provins, hvor den unge bilmekaniker Glenn-Tore i seriens første afsnit bliver dumpet af sin kæreste, der er flyttet til storbyen for at studere til sygeplejerske. Glenn-Tore bliver rigtig, rigtig ked af det, men er ikke meget for at vise sine følelser over for de herligt bøvede, men ellers utroligt varme og sympatiske venner han har i bilmiljøet, der optager al hans tid. 

SKAMs gymnasieliv blandt storbyens (øvre) middelklasse var genkendeligt på mange måder, men Rådebank rammer plet og tager mig direkte tilbage til min ungdom i en lille provinsby. Jeg var én af dem, der rejste væk - og det var nødvendigt for mig på dét tidspunkt, men jeg genkender følelsen af at prøve at få tiden til at gå et sted, hvor det føles som om alt står stille. Serien giver sig tid til at være langsom og lade karaktererne udfolde sig helt uden ord, og det er f.eks. sært afslappende at se Glenn-Tore arbejde på en bil. Og selvom det lyder voldsomt banalt, så har serien faktisk fået mig til at reflektere noget over min ungdom, hvor jeg i perioder følte mig så anderledes og alene. Jeg var så sikker på, at ingen havde det ligesom mig - og da mindst af alle de utallige bonderøve, der kun gik op i deres biler; hvordan skulle de kunne forstå knuste hjerter og desperation? Rådebank sætter en stor, fed streg over alle mine fordomme, og jeg har flere gange grædt i sympati med de norske, unge knægte - og sæson to er decideret hjerteskærende. Jeg ved ikke, om serien er for alle, men prøv at giv den en chance - den ligger på DR lige her.