people are strings that we never untie

- Nu er der snart kun fire måneder tilbage af 2021, og især august har haft fart på. Jeg har haft travlt på arbejde, men det har også været en god periode, hvor vi har fået en ny kollega i vores lille team. Det er altid lidt spændende, men vores nye svensker er heldigvis SÅ sød og dygtig til sit arbejde - og så har hun allerede været en flittig leverandør i svensk godis. Det skal nok blive godt. 

- I går var jeg til barnedåb på Falster, og selvom vi måtte kæmpe lidt for at komme derned (heftigt, heftigt regnvejr, dårlig sigtbarhed og kø på motorvejen), var det fedt at være på mini-roadtrip med min mand. Præsten i kirken var dejligt uhøjtidelig (måske en tand for meget, da hun til sin egen forfærdelse kom til at springe et par linjer over i fadervor), og efterfølgende fik vi afsindigt lækkert smørrebrød i Kongsnæs. 

- Invitationen kom fra min gode og nære veninde, som jeg især går ture og bader sammen med. Vi mødte hinanden hos Børn, Unge og Sorg for otte år siden - jeg havde mistet min mor, mens min veninde havde mistet begge sine forældre, og vi har været tætte lige siden. Men det er altså også et lidt akavet svar på samtalestarteren "hvor kender du værterne fra?"! Det er ikke et emne, jeg er bange for at tale om, men det behøver trods alt ikke være som det allerførste i mit møde med nye mennesker. Heldigvis kender alle de andre gæster jo også min veninde og hendes historie, så det blev slet ikke underligt - og det var en virkelig hyggelig dag. 

- Weekenden startede formidabelt ud med en AaB-sejr fredag aften over FC Nordsjælland, og jeg er simpelthen så imponeret af holdet i øjeblikket! Det er en fornøjelse at se dem spille, og det er så fortjent, at resultaterne endelig begynder at følge med. Jeg bliver mere og mere glad for Cífuentes, og podcasten Rød Aalborgs nyeste interview med ham bekræfter kun den følelse - han er virkelig en engageret og grundig træner. 

eyed the exit from the start

Stephen King er gysermesteren over dem alle, og i hovedparten af hans forfatterskab excellerer han i historier om hjemsøgte og besatte steder, mennesker, byer, dyr og objekter. Han har dog altid haft en svaghed for krimier, og i det sidste årti har han udgivet flere romaner næsten uden et overnaturligt touch - og med den nye Billy Summers har King overgivet sig helt til noir-genren. 

Billy Summers er krigsveteran og lejemorder - men med et moralkodeks der betyder, at han kun påtager sig opgaver, hvor han skal skyde ægte bad guys (hvilket jo er heldigt nok, når det tydeligvis er meningen, at man skal fatte sympati for ham - og det gør man). Han bliver tilbudt et sidste, ekstremt velbetalt job, og King forsøger på ingen måde at opfinde den dybe tallerken her, men tackler elegant klichéerne. Han siger "If noir is a genre, then 'one last job' is a subgenre" - men hans karakter Billy har heldigvis læst de samme bøger som King, og han er meget omhyggelig med alle aspekter af sit sidste job for ikke at smide det hele lige før målstregen. 

Til gengæld for de mange penge, er det nemlig nødvendigt for Billy at flytte til den lille by Midwood og falde til i lokalsamfundet under påskud af at være... forfatter! Listen over King-karakterer, der har været enten aspirerende eller succesfulde forfattere, er alenlang, men Billy Summers byder heldigvis på et ret forfriskende take på dén King-kliché. Det var meningen, at forfatterskabet blot skulle være en dækhistorie, men Billy bliver hurtigt grebet af at skrive (til sig selv) om barndommens traumatiske oplevelser og tiden i Fallujah, og så gør han sig utroligt mange tanker om selve skriveprocessen. Historien i historien fungerer overraskende godt, ligesom Billy nok også giver et interessant indblik i Kings egne tanker om det at skrive. 

Kings allerstørste styrke er hans karakterer, og beskrivelserne af Billys nye nabolag er lige i skabet. Godt nok tvivler jeg på, at der stadigvæk findes SÅ gode og venlige naboer, og endda så mange af dem(!), men det er en fornøjelse at læse om lejemorderen, der tæver naboens børn i Matador og vinder bamser til dem i skydeteltet til en byfest. Men lige som man tror, man har regnet plottet ud, sker kulminationen på Billys sidste job allerede en tredjedel inde i bogen, og resten af historien stikker af i flere forskellige retninger. Stephen King leger med strukturen, og resultatet er yderst vellykket. 

Jeg vil ikke spoile ret meget mere, men resten af bogen er virkelig en pageturner - og da Billy modvilligt får et uventet sidekick (på måske lidt usandsynlig vis, bevares), bliver historien kun endnu mere spændende.

Godt nok er Billy Summers en krimi og ikke en gyser, men der har trods alt sneget sig et enkelt uforklarligt element ind i historien, da Billy opdager noget besynderligt ved et maleri i en hytte, hvor han skriver på sit memoir - billedet forestiller nogle kunstfærdigt klippede buske i dyreformer (jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg ellers skal oversætte topiary animals? Det hedder det måske bare?), der straks får alarmklokkerne til at ringe, og hytten ligger ved en kløft, hvor der på den modsatte side er ruinerne af et nedbrændt hotel, hvor "bad stuff happened". Constant readers (og stort set alle andre med bare en knivspids kendskab til King) vil straks genkende The Overlook Hotel fra The Shining, og det er et ganske sjovt easter egg, der ikke er alt for forstyrrende for historien. 

Stephen King har sagt i et interview, at han godt kunne se Jake Gyllenhall i rollen som Billy Summers - det kunne jeg godt se fungere, selvom jeg selv forestillede mig Billy være ældre; men det er også svært ikke at tænke på Bill Haders fremragende Barry. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at vi nok skal få Billy Summers at se i enten en film eller tv-serie, for det er en fed historie, og King-udgivelser får efterhånden ikke lov til at eksistere ret længe, før nogen har købt rettighederne til dem. 

watched a blast from the past

Friends er en af de allerførste serier, jeg kan huske fra min barndom og ungdom, og selvom jeg nok ikke har helt det samme nostalgiske forhold til vennerne, som mange andre på min alder har, er det da helt klart noget af det jeg har set allermest i fjernsynet, dengang den stod på to kanaler og flow-TV. Og jeg husker tydeligt den dag, jeg pjækkede fra ridning (hvilket var helt uhørt) for at se en hel sæson i træk, som min veninde omhyggeligt havde optaget på gamle VHS-bånd. Under mit byggeri har jeg haft første sæson kørende på skærmen i baggrunden, og det er ret tydeligt, at den er fra 1994 - hvilket både er charmerende, men også medfører temmelig tåkrummende jokes, der set med 2021-briller i bedste fald er upassende. Sådan er det; tingene udvikler sig, og jeg vil ikke klandre en snart tredive år gammel serie, men jeg har samtidig heller ikke behov for at gense de resterende ni sæsoner. 

Efter for alvor at have genfundet min LEGO-begejstring og besluttet mig for at give efter og ikke udelukkende købe sæt fra Harry Potter-temaet, flyttede Central Perk fra 2019 ret hurtigt ind herhjemme. Jeg synes prisen på 649,- er særdeles rimelig, for der er gjort utrolig meget ud af både minifigurerne og alle caféens små detaljer. Vennernes påklædning er taget direkte fra flere ikoniske afsnit fra de tidlige sæsoner, hvilket er en ekstra gave til seriens mange fans - Joey har endda sin man-bag, som man desværre ikke kan se på mine billeder. Jeg er vild med minifiguren af Gunther, der ser blændende ud i sin grønne skjorte, og jeg er ret glad for at have dette sæt i min samling. 

I maj måned i år udkom The Friends Apartments til den nette sum af 1299,-, og jeg blev grebet lidt af stemningen og købte dét også. Det var et fedt sæt at bygge, og jeg var igen meget imponeret over alle de små detaljer, der kommer direkte fra serien - designerne er tydeligvis gået til opgaven med en grundig baggrundsviden og stor respekt, og resultatet er virkelig godt. Især pigernes lejlighed er utrolig vellykket - jeg er vild med den lille balkon med katten og stangen til at prikke til Ugly Naked Guy. Og så er Janice med! Hendes ansigtsudtryk og store hår er lige i skabet, og hun fuldender dette sæt, der ligesom caféen er ret sejt og sjovt at bygge - men som jeg med tiden nok godt kan finde på at sælge. Ét Friends-sæt må trods alt være nok.

the days were long, the weeks flew by

Jeg har haft en forlænget weekend efter mine ti arbejdsdage i træk (i morgen begynder jeg på ti mere), og vejret, selskabet og aktiviteterne mindede mig om, at det jo faktisk stadigvæk er sommer. Det har føltes en lille smule som ferie, selvom jeg egentlig har haft et fyldt program. 

- Torsdag sov jeg meget længe, og det var uhyggelig tiltrængt. Dernæst fik jeg vendt verdenssituationen med min gode veninde på Helgoland, hvor det klare vand også lokkede med en tur i bølgerne. Efter et par timer i solskinnet rykkede vi indenfor, og lidt spontant besluttede vi os for en tur i biografen - for mit vedkommende for første gang i næsten to år!

- Vi kørte en tur i Fields og satte/lagde os til rette i biografens virkeligt behagelige sæder, og så blev vi ellers blæst totalt bagover af The Suicide Squad. Den var helt utroligt underholdende, og selvom jeg normalt godt kan space lidt ud, hvis der er for meget action, kunne Harley Quinn og resten af det nye hold levere det i en så flot og blodig form, at det var umuligt at kigge væk. Forrygende bizar biografoplevelse.  

- Fredag viste jeg en anden veninde og kollega rundt i området, inden vi trak os tilbage til min altan, hvor vi delte en flaske vin og adskillige ganske udmærkede dåse-mojitos. Trods hendes svenske rødder kendte hun ikke rigtig The Knife, og det var jo en stor fejl, som vi fik udbedret i løbet af aftenen imens vi fik indhentet den sidste måneds tid, hvor vi begge har haft ferie. 

- Lørdag gjorde mine milde tømmermænd ikke ligefrem min vaccinehovedpine bedre (jeg har døjet lidt med ondt i hovedet siden mit andet stik, desværre), men intet kunne afholde mig fra at tage mod Tårnby og mine to gode veninder. Min cykel prøvede ellers - den var punkteret for anden gang på TO UGER, og jeg måtte knuge hænderne i frustration, da værkstedet sagde det ville tage "en halvanden uges tid". 

- Efter en lidt forsinket ankomst med bussen tilbød min søde veninde dog straks sin egen cykel til udlån, og det næste stykke tid cykler jeg derfor rundt med et barnesæde på bagagebæreren. Eftermiddagen i selskab med mine gymnasieveninder var dog lige som håbet; det var utrolig dejligt at have tid til at få snakket ordentligt med dem, og børnene passede stort set sig selv. Det var faktisk også rart at se dem - altså børnene - for efter at have været en fast bestanddel af deres liv siden deres fødsel, er der pludselig gået over et år, siden jeg så dem sidst, hvilket jo er en evighed i deres øjne. Jeg fik dog smigret mig ind på i hvert fald to ud af fire (den femte kom senere), så det var en ok succes, synes jeg. 

- I dag har jeg vasket op og vasket tøj - og lyttet til Rød Aalborg imens - og nu er det endelig blevet tid til et par timer i selskab med den helt nye Stephen King-udgivelse Billy Summers.  

I am right here but I wanna be there

- Jeg har nu arbejdet syv ud af ti dage i træk, og det har været liiiidt hårdt at komme i gang efter ferien. Min krop har ikke helt været indstillet på at cykle til Nørrebro hver morgen, ligesom mit andet vaccinestik i fredags har efterladt mig med en særdeles øm overarm, men jeg har nu alligevel fået kigget til musene i weekenden og haft tid til at hænge ud i en have med min mand, to tidligere kollegaer og en kat ved navn Eddie. 

- På vej hjem fra arbejde i dag stødte jeg ind i bagtroppen af FCK-tilhængernes march mod Parken, og blev øjeblikkeligt ramt af fodbold-på-stadion-længsel. På vej over Dronning Louises Bro kunne jeg høre kanonslag og se imponerende meget røg på vej imod mig, og så var det Brøndby-tilhængernes tur til at marchere forbi; objektivt set noget mere højlydte og glade. Decideret sympati for Brøndby får jeg nok aldrig, men jeg har faktisk ikke aktivt noget imod holdet eller folkene omkring klubben i øjeblikket. Det er naturligvis noget andet med FCK, FCM og AGF. 

- Den klart vigtigste kamp i dag var naturligvis hjemmekampen mod AGF, der også markerede åbningen af den nye fanzone foran stadion og hvor der blev givet gratis billetter ud for at sikre en fyldt arena og god stemning. Og dét var der! Jeg ville SÅ gerne have været på Aalborg Stadion i dag, for det var en forrygende fodboldkamp og en virkelig lækker 2-0 sejr over AGF, og jeg håber at det betyder, at Cifuentes' idéer endelig er blevet tilpasset de nordjyske knægte. Jeg ville faktisk have skrevet lidt om mine forventninger til den kommende sæson, men jeg synes næsten ikke det er passende nu, for jeg er i virkeligheden ret pessimistisk. Eller realistisk, vil jeg nærmere kalde det - jeg er glad for AaB, holdet og trænerstaben, men der er bare mange, mange andre hold, der lige er lidt bedre lige nu, og det er okay. Top 6 skal selvfølgelig være målet, men jeg bliver ikke voldsomt skuffet over endnu en syvendeplads. Min egen personlige målsætning for sæsonen er at få set minimum én AaB-kamp på stadion - det er pinligt længe siden og må altså kunne lade sig gøre. 

now put one foot in front of the other

Jeg skrev lidt om bloggens opstart til dens 10-års fødselsdag sidste år, og nu er det altså intet mindre end elleve år siden, jeg startede på denne noget rodede samling af lovprisninger af alt fra chips til Stephen King, personlige beretninger om OCD, min mors død og alt mulig andet, samt en støt stigende mængde memes, der udtrykker min sindsstemning bedre end jeg selv gør. Og billeder! Så utroligt mange billeder; relateret til førnævnte emner, men også ferie- og familiebilleder (sikkert for mange), kattebilleder (ikke nok) og alle de billeder jeg tog, da jeg havde investeret i et spejlreflekskamera i 2012. Indtil for et års tid siden lagde jeg billeder op igennem Photobucket, hvilket rammer mig bagi i dag, for resultatet af en laaang og ligegyldig historie er, at ingen af de links længere virker. Det er så ubeskriveligt frustrerende, at det er svært at sætte ord på - så det lader jeg være med. Dette er derfor mest en servicemeddelelse og forklaring på, at hele mit bagkatalog er ved at forsvinde, og jeg påtænker at rykke et andet sted hen og starte forfra - kun med et arkiv af det allermest vigtige (her tænker jeg naturligvis på King, chips og LEGO) - men der går lige lidt tid endnu før jeg er klar til dét.

De ledsagende billeder er af endnu en King t-shirt, der må fremvises ved enhver mulig lejlighed, samt den nyeste indflytter i lejligheden. R2D2 virkede noget ensom, og jeg tænkte at Grogu ville være den perfekte roommate. Han er ualmindeligt nuttet og et sjovt lille byg.