lørdag den 21. august 2021

watched a blast from the past

Friends er en af de allerførste serier, jeg kan huske fra min barndom og ungdom, og selvom jeg nok ikke har helt det samme nostalgiske forhold til vennerne, som mange andre på min alder har, er det da helt klart noget af det jeg har set allermest i fjernsynet, dengang den stod på to kanaler og flow-TV. Og jeg husker tydeligt den dag, jeg pjækkede fra ridning (hvilket var helt uhørt) for at se en hel sæson i træk, som min veninde omhyggeligt havde optaget på gamle VHS-bånd. Under mit byggeri har jeg haft første sæson kørende på skærmen i baggrunden, og det er ret tydeligt, at den er fra 1994 - hvilket både er charmerende, men også medfører temmelig tåkrummende jokes, der set med 2021-briller i bedste fald er upassende. Sådan er det; tingene udvikler sig, og jeg vil ikke klandre en snart tredive år gammel serie, men jeg har samtidig heller ikke behov for at gense de resterende ni sæsoner. 
Efter for alvor at have genfundet min LEGO-begejstring og besluttet mig for at give efter og ikke udelukkende købe sæt fra Harry Potter-temaet, flyttede Central Perk fra 2019 ret hurtigt ind herhjemme. Jeg synes prisen på 649,- er særdeles rimelig, for der er gjort utrolig meget ud af både minifigurerne og alle caféens små detaljer. Vennernes påklædning er taget direkte fra flere ikoniske afsnit fra de tidlige sæsoner, hvilket er en ekstra gave til seriens mange fans - Joey har endda sin man-bag, som man desværre ikke kan se på mine billeder. Jeg er vild med minifiguren af Gunther, der ser blændende ud i sin grønne skjorte, og jeg er ret glad for at have dette sæt i min samling. 
I maj måned i år udkom The Friends Apartments til den nette sum af 1299,-, og jeg blev grebet lidt af stemningen og købte dét også. Det var et fedt sæt at bygge, og jeg var igen meget imponeret over alle de små detaljer, der kommer direkte fra serien - designerne er tydeligvis gået til opgaven med en grundig baggrundsviden og stor respekt, og resultatet er virkelig godt. Især pigernes lejlighed er utrolig vellykket - jeg er vild med den lille balkon med katten og stangen til at prikke til Ugly Naked Guy. Og så er Janice med! Hendes ansigtsudtryk og store hår er lige i skabet, og hun fuldender dette sæt, der ligesom caféen er ret sejt og sjovt at bygge - men som jeg med tiden nok godt kan finde på at sælge. Ét Friends-sæt må trods alt være nok.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar