I think I'll ride this winter out

Jeg har fået mig en ny bedste ven. Min gamle, trofaste cykel har været døende i løbet af hele det sidste år; cykelsmeden mumlede noget om kranken, og at det ikke kunne betale sig at få det lavet, så jeg har langsomt, men sikkert kørt den helt i døden. Da baghjulet begyndte at slingre faretruende i sidste uge turde jeg dog ikke køre på den mere, men bare tre dage med metroen i myldretiden overbeviste mig om, at nyindkøb af cykel var AKUT. (Jeg havde ellers tænkt mig at vente til marts. I mandags brugte jeg lige 13.000 hos tandlægen, og vi har lige booket rejse til Berlin, så pengene har siddet lidt løst den sidste tid!) Fredag aften kunne jeg derfor trille hjem på denne skønhed, som jeg allerede er meget forelsket i.

I går tog jeg cyklen rundt i byen og viste den mine yndlingssteder. Vi startede med en tur på arbejde, og jeg fik lidt sved på panden, da jeg opdagede, at cykelparkeringskælderen er lukket i weekenden. Jeg måtte derfor efterlade min skønhed udenfor(!) til frit skue for cykeltyve(!!) og overladt til vejr og vind(!!!). (Det har aldrig tidligere været et problem for mig, da jeg ikke var helt så loyal over for dens forgænger…) Jeg var kun ude at flytte cyklen en enkelt gang i løbet af de fire timer, jeg var på arbejde.

Bagefter gik turen over Langebro i lækkert vejr, hvor jeg stoppede op og viste cyklen det sted, hvor ovenstående billede af min mand og jeg blev taget, da vi blev gift for to år siden. (Ja, jeg har bryllupsdag i dag, men nu er det altså lige min nye cykel, det handler om). Vi trillede en tur langs Stadsgraven og blev gode venner med tyren, inden vi cyklede et godt stykke ud af Amagerbrogade og mødtes med en af mine veninder på Ingolfs Kaffebar til brunch. Her var jeg også kun ude og flytte cyklen en enkelt gang, så jeg kunne se den fra vinduet, og ja, i morgen skal jeg have købt en kædelås, så jeg ikke mistænker alle for at ville hapse mit fjerlette(-ish) vidunder.

Den store, flotte cykelkurv er perfekt til indkøb og fragt af f.eks. en ramme cola, og vi gjorde holdt hos slikbutikken på vej hjem. Min øjesten blev derefter puttet inde i gården, hvor jeg ellers ikke har parkeret det sidste års tid med den gamle cykel – som jeg nu har en lille snert af dårlig samvittighed over for. I dag har den nye tohjulede fragtet mig sikkert på arbejde og hjem igen i tiltagende blæsevejr, og i morgen skal den med mig en tur til Hellerup. Jeg er SÅ glad for min cykel!

it's a rope I've gotta climb

Jeg tænker meget på min mor i øjeblikket. Det skyldes ikke mindst podcasten "Jeg plejede at tro på for evigt", som jeg har lyttet trofast til siden allerførste afsnit, og som er en overraskende stor hjælp i min sorgproces. Min sorg over min mors død er dog efterhånden blevet mest til savn og længsel, og det er en bittersød erkendelse at folk har ret, når de siger, at det bliver lidt lettere med tiden. Podcastværterne Pernille Øster og Julie Schelhart har begge mistet en af deres nærmeste, og taler i hver episode med en gæst, der også har mistet, og det er nogle enormt rørende, voldsomme, ærlige og skønne historier, der kommer ud af deres samtaler. Der er plads til at fortælle om detaljerne om de mennesker, der engang var - men podcasten går også helt tæt på og taler om de øjeblikke, hvor gæsterne oplevede deres nærmeste dø; hvordan begravelsen forløb, og hvordan den efterfølgende tid var og stadig er. De snakker om sorgen, om de grimme tanker og svære billeder på nethinden, og det føles lidt som at gå i sorggruppe igen. (Det gjorde jeg i sommeren 2013 hos Børn, Unge og Sorg, og det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv - jeg fik i øvrigt også en rigtig god veninde ud af det).

Noget af det, der har ramt mig mest, har været de unge kvinders snak om at savne det, man aldrig får lov til at opleve. Jeg savner min mor for alt, hvad hun var og hvad vi har oplevet sammen - men jeg sørger især over, at jeg ikke har hende i mit liv nu; at hun ikke kan se, hvor godt det har været for mig at blive dyrepasser; at hun ikke får lov til at blive ældre sammen med min far - eller at være mormor til min niece. Det virker bare enormt uretfærdigt, og det er frustrerende, at det er så meningsløst. Men det hjælper altså at lytte til andre mennesker, der har prøvet noget af det samme - og jeg kan bestemt også anbefale podcasten til dem, der ikke har mistet nogen helt tæt på endnu, for den fortæller også, hvordan man bedst møder og forstår mennesker i sorg. 

yes this mess is mine

Det er svært for mig at skille mig af med ting. Jeg tillægger objekter en helt enorm betydning, og selvom det selvfølgelig er meget normalt at være samler, har det af og til taget lidt overhånd for mig i både antallet af forskellige samlinger (musik, film, bøger og spil, LEGO, Svampebob, Stephen King-relaterede ting og meget, meget andet), men også i min samling af ting, der kun har en følelsesmæssig værdi. Jeg var egentlig blevet ret god til at få ryddet ud, men jeg støder stadig på ting, som jeg helt rutinemæssigt bliver ved med at gemme på.

Min nye, velfungerende strategi, som jeg beskrev for snart et par år siden, går ud på at tage et billede af de ting, jeg ikke behøver at mærke fysisk for at kunne huske eller sætte pris på. Jeg har derfor lige kunnet sige farvel til endnu to, lidt specielle ting, som jeg er blevet træt af at flytte fra skuffe til skuffe. Den første er en candy ring, som to af mine bedste veninder  sammen med meget andet havde hængt på vores dør, da min mand og jeg kom hjem fra vores bryllupsovernatning i Malmø. Man kan faktisk se den her, og det er nok for mig, for jeg kan mærke de helt samme varme følelser strømme gennem kroppen, som når jeg havde posen liggende foran mig. 

Det er langt fra de samme, positive følelser jeg får, når jeg kigger på den næste ting, der har været helt tåbelig at gemme på i så mange år. I efteråret 2012 fik min mor ud af det blå en kræftdiagnose, og hun døde i december efter et par meget hårde måneder. Hun var ikke ved bevidsthed i de sidste ti dage før hun døde, og min far, søster og jeg forlod hende ikke længe ad gangen - hun lå på den palliative afdeling på Farsø Sygehus, og vores udflugter gik som regel bare til det meget beskedne bycenter. I Matas købte min søster og jeg en dag denne Nivea-stick med kølende, opkvikkende creme til hævede øjne, fordi vi bare græd så meget hele tiden. Og selvom det hele var forfærdeligt og sørgeligt, var der også ét eller andet bizart og næsten sjovt over at være nødt til at købe så specifikke remedier for at hjælpe vores trætte øjne, og den kom flittigt i brug de næste uger. Den sidste tid i Farsø var ikke så kaotisk, og da min mor trak vejret for sidste gang, havde vi fået sagt farvel, og Nivea-sticken minder mig mest af alt om tiden efter, hvor jeg mærkede så meget kærlighed fra min familie og mine venner.

Nu bor minderne i dette billede, der lidt forvirrende domineres af min julegave fra min kat Jimmy - et fint lille puslespil, der bestemt ikke skal smides ud. En slikpose og en gammel creme er dog ikke så fotogene alene, så det var en god anledning til også at få foreviget denne nye tilføjelse til en af mine andre samlinger - puslespil. 

no, I did not miss a plate

De sidste par måneder har fulgt den samme opskrift - en hel del arbejde, en ikke helt så fyldt fritidskalender og et par opladningsture til Jylland. Det har vist sig at være en helt okay måde at komme igennem den mørke vinter på, og weekendens besøg i Nordjylland var et ekstra dejligt ét af slagsen. Min søster og jeg har en ny tradition (to gange og intention om flere er vel også en slags tradition) med at besøge en ny Aalborg-café efter hun har hentet mig i lufthavnen, og denne gang fik vi en lækker brunch på Caféministeriet. Den forlængede weekend har i det hele taget stået i madens tegn, da vi også fik fastelavnsboller (adskillige), lækker indisk vegetarmad med ostebugles som en velkommen tilføjelse, og ikke mindst en helt perfekt omgang hummerhaler. Min søsters kat Fanny så også sit snit til at tage del i festlighederne, men hun er så nuttet, at hun hurtigt var tilgivet. 

Min niece er den mest fantastiske lille størrelse, og min kærlighed til hende er heldigvis gengældt - de sidste par dage har hun stolt vist mig frem for både dagplejemor, børn og deres forældre, og ikke mindst Brugsen(!), og vi har hygget os mere end nogensinde. Jeg nåede også et par lange ture ved vandet med hundeselskab, og forudsigelige som vi er, slugte min søster og jeg hele "Don't Fuck With Cats" på en aften (det var måske tredje gang jeg så den - men kun fordi jeg ville have, at min mand så den - og jeg ville også gerne snakke med min søster om den!) Jeg har ikke så meget mere at berette om i denne omgang, men jeg har helt generelt fået det lidt bedre, og det er jeg så taknemmelig for. 

one day we'll lose you all

På mine nyligt udgivne lister over sidste års bedste tv-serier fik tredje sæson af Mr. Mercedes og anden sæson af Castle Rock nogle fine placeringer, hvilket jeg vil prøve at retfærdiggøre med dette indlæg. Lige nu er jeg dog allermest optaget af HBOs The Outsider, der indtil videre virker som en forrygende adaption af en af Kings nyere storværker, men i dag skal det altså handle om to af de mere velkendte. 

Velkendt er måske så meget sagt, når det kommer til Castle Rock, der i anden sæson bestemt trækker tråde til den første, men også introducerer et helt nyt cast og en helt anden - og mere direkte - måde at bruge Kings univers på. Hovedpersonen er i denne omgang selveste Annie Wilkes; den sindsforstyrrede sygeplejerske fra Misery, som Kathy Bates udødeliggjorde i filmen af samme navn fra 1990 (og som jeg virkelig skylder en bedre anmeldelse af), hvilket er et meget modigt valg - men serieskaberne Dustin Thomason og Sam Shaw ved hvad de gør, og Lizzie Caplan spiller helt forrygende og rørende godt som en yngre Annie. Jeg er blevet langt mere tilgivende overfor nyfortolkninger, reboots og mix-ups, og det har været virkelig interessant at se et bud på, hvordan en alternativ Annie Wilkes kunne være. Annie Wilkes er i øvrigt både Thomason og Shaws yndlings King-karakter, og det kan mærkes. 

Annies historie fungerer rigtig, rigtig godt, og femte afsnit, der fortæller historien om hendes fortid, nærmer sig sidste sæsons ikoniske syvende afsnit - det er sublim historiefortælling, og det er umuligt ikke at blive rørt og fatte sympati for unge Annie. Desværre er Misery ikke den eneste roman, der bliver fortolket på i sæson to, for resten af historien har Marsten House fra 'Salem's Lot som omdrejningspunkt - men med et langt mindre vellykket resultat. Som et ekstra absurd twist er flere af seriens karakterer i øvrigt med somalisk baggrund, og selvom det er meget velkomment at se The Kid fra første sæson have stor betydning for begivenhederne (det tegner rigtig godt for en sæson tre), sker der simpelthen alt for meget på skærmen, og Annies historie drukner lidt i unødvendige distraktioner. 

Castle Rock er som sædvanligt fyldt med easter eggs, hvilket er en fryd for enhver Constant Reader (eller Viewer?), men Tim Robbins' tilbagevenden til Shawshank-fængslet var over dem alle - det var forløsende, episk og stadig ganske tro mod historien. Han vil nok altid være Andy Dufresne i mine øjne. Hans rolle som Pop Merrill - der i øvrigt også er en ganske ikonisk King-karakter fra primært The Sun Dog, hvor han også har butikken Emporium Galorium - er egentlig ganske solid, men han skal altså spille overfor en række genopståede, zombielignende landsbyboere, og det trækker som sagt noget ned. (Og come on - han har jo ikke adopteret to børn fra Somalia, vel?)

Der er sans for detaljen i Castle Rock, og der bliver også gjort lidt ekstra ud af blod og gore. Uden at spoile byder første afsnit på et af de mest brutale mord, jeg længe har set, og stemningen får mig til at tænke på både Hannibal og Fargo, omend Annies historie giver mig en noget større klump i halsen end de nævnte. Castle Rock viser en Annie Wilkes, der kæmper med psykisk sygdom - det gør hun tydeligvis også i Kings original, men her bliver det addresseret eksplicit, og Lizzie Caplan gør et eminent job af at portrættere Annies desperation. Det er så sørgerligt og rørende, og kun i glimt for meget, og den storyline alene er nok til at sætte Castle Rock på min femteplads (man skal dog nok være mere end almindeligt King-interesseret for at kunne retfærdiggøre den placering.)

Det er reelt umuligt at fortælle om tredje sæson af Mr. Mercedes uden at spoile noget fra de to første sæsoner, da tv-serien har byttet om på kronologien og har taget livet af superskurken Brady Hartsfield - Mr. Mercedes - allerede i slutningen af sæson to. Det giver mening på tv - og Harry Treadaway, der spiller Hartsfield, var nok heller ikke super interesseret i at blive hængende i en hel sæson, hvor han bare skulle ligge i koma - men det tager desværre spændingen noget ud af serien med nye karakterer og historier. 

Brendan Gleeson overstråler stadig alle i sin rolle som privatdetektiven Bill Hodges, der sammen med sit squad - bestående af den unge Jerome og min favorit, den OCD-ramte Holly - bliver sat på en ny opgave, hvor en prominent forfatter (så kender vi King igen) bliver myrdet under et hjemmerøveri. Ligesom de første sæsoner følger vi både efterforskningen, men også gerningsmanden tæt - denne gang er det dog en noget karikeret og overspillende skurk, vi stifter bekendtskab med. Mere overbevisende er hans noget ældre elskerinde Alma, der spilles af Kate Mulgrew, som jeg næsten kun kan se som russiske Red i Orange is the New Black. Historien er taget fra bog to i trilogien, Finder's Keepers, og det er ikke tv-seriens skyld, at den ikke er helt på niveau med den hæsblæsende jagt på Mr. Mercedes. 

Det bedste ved tredje sæson er faktisk de storylines, der ikke eksisterer i bogen; deriblandt Bradys tidligere veninde Lou, der får hævn over ham under retssagen mod ham med en hjemmelavet, 3D-printet pistol. I tredje sæson skal hun selv for retten, men hun er voldsomt traumatiseret og plaget af at høre Bradys stemme i sit hoved, og hun er en interessant karakter at følge. Det er rørende at se Holly prøve at hjælpe hende, og selvom Holly bliver lige sassy nok i denne sæson, er hun stadig en af mine favoritkarakterer i nyere tid. Nu dukker hun snart op på skærmen i The Outsider (spoiler, sorry), men denne gang ikke spillet af eminente Justine Lupe, og det er jeg virkelig ærgerlig over. (Jeg er dog helt sikker på, at Cynthia Erivo også kommer til at gøre det godt - det finder jeg ud af lige om lidt, for nu er tredje afsnit endelig kommet.)

Mr. Mercedes er ganske undervurderet og overset, og det er virkelig en skam, for serien har givet mig et helt nyt perspektiv på bøgerne, der ellers har været laaaangt nede på min liste. Brendan Gleeson ER min Bill Hodges nu, hvilket også gør at jeg ville være okay med en fjerde sæson fra David E. Kelley, selvom der ikke er mere King-materiale at tage fra. Tredje sæsons slutning kan dog også sagtens være slutningen på hele serien, der i så fald ender noget mere positivt end bøgerne, hvor Bill ender med at dø af kræft. Ahem. 

I'm so glad to grow older

Januar går egentlig nogenlunde, hvilket er en positiv overraskelse, og jeg har endda haft overskud til gode venneaftaler, der har givet anledning til refleksion og selvransagelse. I juleferien mødtes jeg som nævnt med min veninde, som jeg har kendt siden vi gik i børnehave sammen, i går spiste jeg brunch med to veninder fra gymnasiet, og i morgen får jeg besøg af min gode veninde, som jeg har kendt siden vi var pennevenner for tyve år siden. Det giver en helt særlig tryghed at have mennesker i sit liv, der kender ens historie på godt og ondt; som hepper på sidelinjen, som fejrer ens successer og som ved, hvornår man har brug for et ekstra kram. Men det er også meget berigende med nyere bekendtskaber, der kun kender den person, man er blevet som voksen - det er forfriskende at blive set med andre øjne. Jeg synes ofte man støder på præmissen om, at det her i Danmark kan være svært at finde nye venner, når man er fyldt tredive, men det har overhovedet ikke været tilfældet for mig. Jeg er så priviligeret, at jeg har en håndfuld tætte venner fra min barndom og ungdom, men trods min introverthed har jeg altså også fået mange meningsfulde relationer de sidste år, og de kender mig nogle gange på en lidt anden måde. 

På min afdeling på arbejdet er vi seks dyrepassere, og vi er et relativt nyt team, der stadig er ved at lære hinanden at kende. Til vores sidste møde sagde en af de andre, at jeg burde være vores ordstyrer til møder, da jeg har overblik, er god til at skære igennem og få samtalen tilbage på sporet - og snakker meget(!) - min første, umiddelbare reaktion var at føle mig lidt fornærmet, da jeg troede det var en spydig bemærkning, men det var udelukkende ment som en kompliment. Det var bare helt syret at opleve en anden have en så markant anderledes opfattelse af min personlighed, end den folk har haft tidligere, men hun har nok ret - når jeg er i et trygt miljø, kan jeg sagtens tage styringen, sige min mening og sætte nye projekter i gang (og ja, snakke meget), og det dræner mig ikke fuldstændig for energi. Det bekræfter bare, hvad jeg allerede vidste - jeg er virkelig glad for mit arbejde og især min afdeling, og jeg kan slet ikke overskue at tænke på, at mit vikariat udløber om under et halvt år. 

Blandt mine nyere venskaber er jeg stødt på ting, der ville have fået mit sortsynede og sarkastiske teenage-jeg til at rynke på næsen, men med alderen er jeg blevet meget, meget mere forstående over for folks forskellige interesser og valg i livet. Jeg er trods alt selv en voksen kvinde, der har et usundt forhold til Stephen King og chips, og hvorfor ikke? You do you, og alt det dér. Folks forskelligheder gør dem kun mere elskelige og interessante. Det er en accept og en ro, der også er kommet snigende de sidste par år, og det er enormt befriende. 

Det kan godt være, at det hele er lidt hårdt lige nu, men jeg har heldigvis (næsten uforskammet) mange gode venner, der møder mig med forståelse, cola, chips og solskinsgåture. 

you have to sleep late when you can

I disse dage er det bare tre måneder siden min smuttur til henrivende Athen, men det efterfølgende gråvejr og den medhørende tristesse har varet ved i evigheder nu. Min forsinkede juleferie har givet mig ro i både hoved og krop igen, men jeg befinder mig helt klart stadig i en art venteposition, selvom jeg prøver at være til stede her og nu. Det går den rigtige vej, men det går meget langsomt. Dagens billeder er et udpluk af det utroligt fine gadekunst, jeg kom forbi i Athen, og dagens tekst er et udpluk af de knapt så fine tanker, jeg får her i København. 

Jeg har sovet og sovet og sovet noget mere, og det er nødvendigt for at min hjerne kan reboote og blive bare lidt funktionel igen. Når jeg har det allerværst, sover jeg meget lidt om natten, hvilket naturligvis bliver starten på en ond spiral, hvor jeg heller ikke har det nødvendige overskud til at bruge mine strategier mod mine tvangstanker, hvilket ikke så overraskende medfører yderlige depressive tanker og en uro i kroppen, der altså vækker mig klokken tre. Min læge, der snart opnår helgenstatus i mine øjne, gav mig noget nyt medicin med hjem på ferie, og jeg blev et helt nyt menneske efter tre dage med næsten tolv timers søvn. 

I hverdagene kan jeg ikke tage medicinen, da jeg bliver lidt for groggy til at passe mit arbejde, men her går det også lidt bedre med at få sovet. Min kat får monstrøse mængder mad til natten, og ørepropperne har fået en fast plads ved siden af min seng, så det i hvert fald ikke er insisterende kattepoter eller overboens/naboens/den anden nabos grædende baby/sure toddler, der vækker mig. Da jeg vendte tilbage fra en uges stilhed i Jylland, var jeg klar til øjeblikkeligt at flytte ud af lejligheden og på landet, men nu har jeg igen næsten vænnet mig til at bo et helt åndssvagt lydt sted - jeg er dog noget mere opmærksom på, hvor stor en stressfaktor det egentlig er for mig. Hver dag krydser jeg fingre for, at mine overboere snart flytter, og jeg skammer mig ikke det mindste over det.

I stedet har jeg udpenslede og avancerede drømme om selv at rykke ind i lejligheden på øverste etage, hvilket medfører svære beslutninger og kompromiser - eksempelvis er vores badeværelse er det største i hele opgangen, men jeg kunne godt være villig til at ofre det til fordel for et mindre stressende liv. (I behøver ikke forestille jer jacuzzi og bidet - vi slipper bare for at bade over håndvasken.) Jeg tænker meget over praktikken i det; om man skulle beholde vores egen lejlighed i et par måneder, imens man i ro og mag satte i stand og flyttede ind; om væggen til ekstraværelset skulle rives ned, og om det ville give mening at flytte vores gaskomfur med derop. Igen - der er umiddelbart ingen indikationer på, at overboerne har tænkt sig at flytte, men jeg bruger altså relativt meget tankevirksomhed på mulige og umulige scenarier, og det gør det lidt nemmere at overskue, når der er grædende og skrigende børn overalt omkring mig. 

and they brought me their comfort

10.  American Horror Story: 1984 (sæson 9)

Jeg er mildt skuffet over niende installation i American Horror Story-sagaen, men Ryan Murphy og Brad Falchuck formår trods en lidt svag historie at strikke en hæderlig sæson sammen uden mange af de tidligere kerneskuespillere. Jeg mangler især Evan Peters, Jessica Lange og Sarah Paulson - uden dem er det næsten ikke AHS - men Emma Roberts, Billie Lourd og Leslie Grossman er perfekte i denne sæson, der (som titlen afslører) foregår i 1984. Det er en underholdende omgang campy og kitchet horror, der heldigvis er fyldt med callbacks til tidligere sæsoner, hvilket trækker en del op. Der går rygter om, at tiende sæson igen vil handle om heksene fra sæson tre, så der er heldigvis noget at se frem til i efteråret. 

9. Preacher sæson 4
Fjerde og sidste sæson af Preacher var en helt vanvittig afslutning på en bizar, hæsblæsende og enormt underholdende historie, og jeg synes det er en skam, at der ikke er flere, der kender og sætter pris på denne undervurderede perle. Den egentlige hovedperson, præsten Jesse, er efterhånden blevet så besat i sin søgen efter Gud, at han er blevet decideret usympatisk, men hans kæreste Tulip og vampyrvennen Cassidy, er alligevel sjovere og mere interessante karakterer, så det gør mig ikke så meget, at de får lidt mere skærmtid. Jeg har kun læst den første tegneserie, men jeg har hørt, at serien afviger meget fra originalen - men historien er opfindsom og slutningen tilfredsstillende, så det gør mig ikke noget. Preacher indeholder nogle af de bedste, flotteste og vildeste volds- og kampscener jeg har set på tv, og jeg er glad for, at serien sluttede på toppen.

8. Good Omens

Jeg har længe villet læse Neil Gaiman og Terry Pratchetts Good Omens, men jeg fik det desværre ikke gjort inden jeg så årets farverige adaption - den er dog heldigvis så god, at det ikke gør så meget. Den fortæller historien om englen Aziraphale og dæmonen Crowley - spillet fremragende af Michael Sheen og David Tennant  - der er blevet livslange venner og vant til bekvemmelighederne og fordelene hos de dødelige, så da de bliver informeret om fødslen af Antikrist, forsøger de aktivt at forhindre jordens undergang og kæmpe imod Apokalypsens fire ryttere. Det er en meget underholdende, kæk og flot miniserie på seks afsnit, som jeg kan anbefale alle at se over et par aftener. 

7. Maniac 

Cary Fukunagas Netflix-serie Maniac er fra 2018, men den gjorde så stort indtryk på mig, at den alligevel må nævnes her. I en verden meget lig vores møder vi de to fremmede Owen (Jonah Hill) og Annie (Emma Stone), der begge har meldt sig som prøvekaniner hos et stort medicinalfirma, ledet af Dr. Mantleray (Justin Theroux) der påstår at kunne kurere alle psykiske sygdomme og mentale udfordringer med en række piller. Sammen med ti andre begynder de på det tre dage lange eksperiment, der selvfølgelig hurtigt eskalerer helt ud af kontrol. Annie og Owen har en hel speciel forbindelse, og Maniac er både syret og rørende, spændende og frustrerende, og fyldt med gode skuespilpræstationer, og de ti afsnit er hurtigt væk. 

6. Barry sæson 1 + 2

Jeg har slet ikke set nok Saturday Night Live, men jeg ved godt, at der gemmer sig uendeligt meget guld - ikke mindst fra Bill Hader, der for alvor charmede sig ind på mig under sin præstation som voksne Richie i sidste års It Chapter Two. Derfor måtte jeg naturligvis også se Barry, som Hader selv har været med til at producere og spiller titelkarakteren i, og det var en endnu bedre oplevelse, end jeg havde turdet håbe på. Barry er en tidligere marinesoldat, der nu arbejder som (en utroligt dygtig og effektiv) lejemorder, der ender i Los Angeles pga. et job, og snart finder sig involveret i amatørteaterscenen med en skuespildrøm - og med en russisk mafiafamilie ledet af den fantastiske NoHo Hank i hælene. Barry formår at være både absurd sjovt og ganske seriøst på én og samme tid; Barry lider klart af PTSD, og han træffer stadig nogle dumme beslutninger ind imellem, og selvom han virkelig må siges at være en antihelt, hepper man selvfølgelig på ham. Det er en fremragende serie, der kan ses på HBO, hvilket jeg klart kan anbefale. 

5. Castle Rock sæson 2

Anden sæson af Dustin Thomason og Sam Shaws Stephen King-inspirerede Castle Rock er meget svær at sammenligne med den første - men den er god på en helt anden måde. Jeg har meget at sige om Lizzy Caplans version af Annie Wilkes (spoiler: primært gode ting), hvilket følger i et senere indlæg. Dog kan jeg ikke helt udelukke, at den høje placering har rod i min King-fiksering, men det er en god serie. 

4. Broad City sæson 5

Det er næsten utilgiveligt, men i sommer glemte jeg fuldstændig at nævne femte og sidste sæson af fremragende Broad City, der ellers har været en af mine klare favoritter de sidste år. De to veninder Ilana og Abbi (spillet af Ilana Glazer og Abbi Jacobson) startede deres eventyr i New York da de var i starten af tyverne, og det har været interessant, relatérbart, rørende og sjovt at følge deres rejse frem mod de voksne kvinder, vi møder i sidste afsnit. Portrætteringen af et meget tæt venskab er spot-on, og det er rart at se en serie, hvor traditionelle, romantiske forhold ikke er i fokus, men derimod et bevis på, at andre relationer kan være mindst lige så betydningsfulde.

 

3. Gösta sæson 1

Svenske Lukas Moodysson er min yndlingsfilminstruktør, så det er ikke så underligt at jeg forelskede mig totalt i hans HBO-serie Gösta. ALLE bør se den. Den handler om den ekstremt godhjertede 28-årige børnepsykolog Gösta, der får sit første job i en lille by i Småland, og flytter op i en dejlig lille hytte ved skoven. Gösta er det bedste menneske i verden. Han har en syrisk flygtning boende, køber mad til tiggeren hver gang han handler, cykler alle steder hen og er helt overdrevet lydhør og forstående for andres problemer - ikke kun de ulykkelige børn og unge, han møder i sit arbejde, men også for kollegaerne, vennerne, kæresten og familien. Det bliver helt absurd, så langt han strækker sig for at gøre andre mennesker glade, og det er interessant hvordan det også kan værre irriterende (dog slet ikke i nærheden af hans ufrivillige roommates, der langt overskrider alle rimelige grænser for god opførsel), for vi burde egentlig alle stræbe efter at være bare lidt mere som Gösta. Hovedrollen spilles af Vilhelm Blomgren, der også har en stor rolle i sidste års bedste film Midsommar, og der er generelt godt skuespil fra alle i denne forrygende serie, der er både sjov, tåkrummende pinlig og meget rørende. 

2. His Dark Materials sæson 1

Der findes tre helt store fantasyserier i min verden; Lord of the Rings, Harry Potter og Phillip Pullmans His Dark Materials, og alle tre har været relativt heldige med de tilhørende filmatiseringer. I sidstnævnte serie fik vi dog kun én film, nemlig The Golden Compass fra 2007, der var lidt en blandet oplevelse; det var en fantastisk flot film med godt skuespil, men den manglede bogens skarpe religionskritik (hvilket bestemt ikke var holdningen i religiøse kredse, der boycottede filmen), og der kom aldrig en toer. Det har BBC One og HBO heldigvis rettet op på nu; denne fremragende første sæson har fortalt historien fra første bog, men der er allerede bestilt en sæson to, og jeg kan slet ikke få armene ned. Det er fantasy med parallelverdener, når det er allerbedst - vores hovedperson  er den elleveårige Lyra, der lever i en version af Oxford, hvor alle mennesker har et dyr som ledsager; en såkaldt daimon, der er menneskets sjæl i dyreskikkelse. Allerede dér er jeg solgt, men historien byder på meget mere; isbjørnehære, luftskibe, nordlys og episke rejser - og serien fanger virkelig essensen af Pullmans bøger. Der er fremragende skuespil over hele linjen, effekterne er flotte, og der bliver ikke sparet på kritikken af (i hvert fald denne form for) organiseret religion. 

1. Mr Robot sæson 4

Det har været meget tæt i toppen denne gang, men fjerde og sidste sæson af Mr. Robot er lige en tand bedre end det meste andet. Første sæson var også fantastisk, men siden er min begejstring dalet en anelse - indtil nu, altså, hvor det viser sig, at der (selvfølgelig) har været en større mening med det hele. Jeg er dybt imponeret over, at serieskaber Sam Esmail kunne levere en afslutning, der både var helt mindblowing, men også helt rigtig. Rami Malek ER den unge, deprimerede hacker Elliot Alderson i mine øjne, og han spiller bedre end nogensinde - så godt, at jeg faktisk overvejer endelig at få set Bohemian Rhapsody. Mr. Robot er et utrolig intelligent og samfundskritisk kunstværk, og trods en lunken sæson tre, har den helt overordnet gjort et stort indtryk på mig. Det er en heftig omgang, der kræver koncentration og handler om noget helt andet, end man først regner med, og den får mine varmeste anbefalinger. 

Det har været et godt halvår på seriefronten, og 2020 ser ud til at fortsætte i samme stil. Lige nu kæmper vi os godt nok igennem Vikings, men december bød på en fremragende halvsæson af Rick and Morty, og vi har lige været godt underholdt af Dracula - og så er jeg endelig kommet i gang med Euphoria, der helt sikkert ender med en topplacering næste gang, selvom første sæson jo heller ikke er helt ny mere. Mangler jeg noget på min liste, og hvad er det bedste, I har set det sidste år? 

making the same mistakes again

Det er igen blevet tid til min halvårlige opsamling over periodens sete tv-serier, og i den forbindelse må jeg lige nævne, at det er blevet lidt svært for mig at følge med - og jeg har derfor slækket lidt på kravene og tilladt lidt ældre serier på listen, hvilket især gør sig gældende i toppen. Eftersom det også er slutningen på et helt årti, burde jeg lave alverdens tilbageskuende, episke lister med avancerede pointsystemer, men lige nu holder jeg mig til det vanlige format for mit mentale helbreds skyld. Her er linket til tidligere lister, og her kommer første del:      

23. Fear The Walking Dead sæson 5
Det er efterhånden blevet en selvfølge at placere bastardserien Fear The Walking Dead nederst på min liste, og jeg har flere gange truet med at holde op med at se den, men af uransagelige årsager bliver jeg ved. Denne sæson blev hundrede gange bedre, da Dwight fra hovedserien pludselig dukkede op, men jeg er godt nok ved at være træt af de tilbageværende karakterer og deres evige problemer - og jeg har besluttet mig for kun at give den kommende sjette sæson et par afsnit til at overbevise mig om at se videre. 

22. The Handmaid's Tale sæson 3

Jeg må desværre placere tredje sæson af denne ellers herligt dystopiske HBO-serie langt nede på min liste, for efter anden sæsons svage slutning, kører historien desværre helt af sporet i sæson tre. Jeg kan ikke forstå karakterernes motivation, og så begynder begivenhederne desuden at være noget urealistiske, hvilket ikke var tilfældet i de første sæsoner. Elisabeth Moss overspiller totalt, og seriens eneste lyspunkt er at se Alexis Bledels Emily finde fodfæste i Canada. 

21. The Terror sæson 2

Første sæson af The Terror tog fuldstændig fusen på mig, og det var en meget underholdende og skræmmende fortolkning af Sir John Franklins ekspedition med skibet af samme navn i søgen efter nordvestpassagen. Anden sæson med undertitlen Infamy kan desværre ikke helt leve op til den første, og er -selvfølgeligt nok- noget helt andet. Her udspiller handlingen sig under anden verdenskrig på USAs vestkyst, hvor mange tusinde japansk-amerikanere blev tvunget fra deres hjem og ind i beskedne lejre - og i denne fortolkning flytter en bakemono - en art spøgelse - altså med dem. Det er en fin historie, men der findes så meget andet godt derude, at jeg ikke for alvor kan anbefale den.  

20. Orange is the New Black sæson 7

Jeg har egentlig længe været gået lidt kold på Orange is the New Black, men da jeg hørte, at denne syvende sæson også var den sidste, så jeg igen på serien med friske øjne og nød dette sidste gensyn med kvinderne i fængslet. Det var en af de allerførste Netflix-serier, skabt til at bingewatche, og denne sidste sæson føltes også som én lang, uafbrudt fortælling. Den introducerer en ny række karakterer med immigrant-baggrund, og selvom det bestemt er prisværdigt, er det måske også at tage munden lidt for fuld, for der sker rigeligt i fængslet i forvejen. Der er lidt for mange dødsfald i denne sidste sæson, hvilket er en ret ærgerlig måde at afrunde karakterers fortællinger på, men den lidt vemodige stemning klæder serien, der slutter ganske pænt af. 

19. Dark sæson 2

Jeg var rigtig glad for første sæson af denne interessante, tyske sci-fi serie, og jeg er også godt tilfreds med anden installation, selvom man godt nok skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i de mange spring i tiden (hvilket vel ikke for alvor kan være en spoiler nu..?). Serien bliver vildere og vildere, og med kigget ind i fremtiden er historien kun blevet endnu mere spændende - og stadig overraskende realistisk. Selvom jeg egentlig synes jeg er både fornuftig og observant, har jeg dog været nødt til at google karakterernes tilhørsforhold og familiehistorier flere gange, og det trækker altså en lille smule ned. Jeg glæder mig til at se, hvad tredje og sidste sæson kan byde på - jeg skal bare lige have et ordentligt resumé af sæson et og to først. 

18. Big Little Lies sæson 2

Billedet siger nærmest det hele - med dét hold er det svært ikke at være bare lidt underholdt, og Big Little Lies kan mere end at underholde, for serien tør også blive rigtig grim og sørgelig. En plads som nummer atten synes måske ikke af meget, men det skyldes egentlig bare, at der har været så meget andet godt, for anden sæson af dette skarpe drama er virkelig god - og soundtracket trækker bestemt også op med både Sufjan Stevens og Sparklehorse i vigtige scener. Første sæson var måske lige en tand bedre, men denne fortsættelse kan bestemt også noget - Meryl Streep er en forrygende modbydelig svigermor, hvilket alene trækker flere pladser op, og så er det bare rart at se noget straight up drama ind imellem. 

17. South Park sæson 23

South Park bliver bare ved, men i modsætning til The Simpsons, som jeg faktisk slet ikke har set siden sidst, bliver jeg aldrig rigtig træt af det. Første del af sæson 23 handler primært om Randy Marsh og hans Tegridy Farm-projekt, hvor han har flyttet Stan og resten af familien på landet for at gro lovlig marihuana, hvilket både går rigtig godt og helt forfærdeligt. PC Babies gør også et comeback - South Park er ekstremt åndssvagt, ofte over stregen og virkelig sjovt, og helt bestemt stadig værd at se. 

16. Russian Doll sæson 1

Min absolutte favoritkarakter fra Orange is the New Black er Nicki, der spilles af Natasha Lyonne, der også har spillet med i hundrede andre ting. Hendes roller virker ofte som varianter af den samme karakter, og i Russian Doll, som hun selv har skrevet og instrueret (sammen med min heltinde Amy Poehler) føles den sarkastiske og afslappede Nadia mere end nogensinde som en udgave af Lyonne selv. Det er måske lidt ærgerligt, taget i betragtning at Nadia bruger hele sæsonen på at dø (det er ikke rigtigt en spoiler - efter et kvarter er hovedpersonen selv helt med på, at hun igen og igen vågner op på sin fødselsdag - og til en grusom død), men det føles også meget ægte. Det er en ret god, Groundhog Day-agtig historie, der utroligt nok ikke kommer til at føles gentagen eller kedelig, og jeg er spændt på at se, hvad anden sæson indeholder. 

15 . Creepshow sæson 1
Greg Nicotero (The Walking Dead) besluttede sig sidste år for at puste liv i George Romero og Stephen Kings Creepshow fra firserne, og det var en rigtig god idé, for de seks afsnit med i alt tolv historier er en hitparade af kendte horrorinstruktører og -skuespillere, flotte visuelle effekter og flere gange oprigtigt uhyggelige fortællinger. Stephen Kings 'Gray Matter' skyder ballet i gang, hvilket jeg går mere i dybden med i et senere indlæg, men ellers er 'The House of the Head' seriens klare højdepunkt. Creepshow er heldigvis også blevet fornyet, så jeg glæder mig til at se mere til The Creep og hans historier. 

14. Mr. Mercedes sæson 3
Tredje sæson af Mr. Mercedes med Brendan Gleeson i hovedrollen som betjenten Bill Hodges vender i allerhøjeste grad tilbage til Stephen Kings univers, og jeg har senere tænkt mig at skrive mere indgående om sæsonen, der ender på en pæn plads nummer 14.

13. Norsemen sæson 1 + 2 
Sjette og sidste sæson af Vikings løber over skærmen netop nu, og bliver derfor først anmeldt i næste omgang, men jeg kan allerede afsløre, at den vil ende langt lavere end denne spoofserie, hvilket egentlig er ret trist. Men den norske Netflix-komedieserie Norsemen/Vikingane (der i øvrigt også tager tykt pis på Game of Thrones) er helt forrygende sjovt, og udstiller på samme tid den noget højtidelige, pompøse tv-serie og historiens ægte, fjollede legender. Det virker, fordi vores temmeligt menneskelige vikinger naturligt nok stiller spørgsmålstegn ved absurde traditioner som f.eks. at kaste sig ud fra en klippeskrænt for at komme til Valhalla (no spoilers, men det ritual har jeg set grusomt udført i sidste års bedste film). Jeg har set flere anmeldelser nævne seriens klare Monty Python-inspiration - jeg er enig, og jeg har virkelig nydt en omgang fjollet, norsk humor.

12. After Life sæson 1 
Jeg har savnet Ricky Gervais. Det britiske The Office (2001 - 2003) og ikke mindst Extras (2005 - 2007) er stadig noget af det sjoveste fjernsyn, der nogensinde er produceret, og hans nyere solooptrædener er bestemt også skarpe, men nu er han for alvor tilbage med After Life, som han selv har skrevet, produceret og spiller hovedrollen i. Det er en meget, meget mørk komedieserie om Tony, der lige har mistet sin kone til brystkræft, og nu overvejer at følge efter hende. I mellemtiden lever han livet helt uden filter og hæmninger; fornærmer alt og alle omkring sig med sin brutale ærlighed og skaber generelt dårlig stemning, og det er hårdt arbejde for folkene omkring ham at ændre hans syn på livet. Serien er dybt rørende, og samtidig fyldt med sort humor, sarkasme og skarpe observationer, og selvom det ikke var strengt nødvendigt, kommer der heldigvis også en sæson to af After Life.
 

11. Sunday sæson 1 + 2
Noget uventet har der sneget sig en dansk komedieserie ind på min liste, men min søster fik mig overtalt til at give Sunday på XSee et skud, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg så begge sæsoner (de er korte) sammen med min mand og min far i julen, og det er længe siden jeg har grinet så meget af dansk comedy. Hovedpersonen Sunday spilles helt forrygende naivt af Melvin Kakooza, der også har været med til at udvikle serien, og den rammer virkelig plet. Sunday bliver hentet til FC Fredericia af klubbens træner, der desperat prøver at finde det næste, afrikanske talent - problemet er bare, at Sunday aldrig rigtig har spillet fodbold før. Alle seriens karakterer er spot on; Lars Hjortshøj er naturligt irriterende som klubbens direktør, holdets anfører Jonas er det perfekte røvhul, og stakkels Sunday bliver udsat for lidt af hvert i Fredericia. Jeg kan virkelig anbefale denne lille perle, der runder dagens indlæg af. 

and I know I should go but I'll probably stay

Det kan godt være, at det roder lidt mere end normalt i mit hoved, men i det mindste er jeg efterhånden blevet uendeligt ligeglad med andres forventninger til, hvordan jeg vælger at tilbringe min nytårsaften - ikke mindst fordi jeg har indset, at det egentlig ikke er et emne, som andre mennesker går ret meget op i. Derfor tilbragte jeg med ro i sindet min aften med min mand, min kat, portvin, puslespil og plader, og det var lige den afslutning på året, som jeg havde brug for. Uden at skulle gøre alt for meget status, har året mildest talt været lidt blandet, og selvom der bestemt er sket en lang række gode ting, sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af at have fået en helt uventet lussing af livet. Jeg har aldrig erklærede nytårsforsætter eller konkrete mål for det kommende år, men nytåret har stadig en positiv psykologisk effekt på mig, og jeg er indstillet på og motiveret for at få vendt skuden igen. 

August markerer mit 10-års jubilæum for bloggen, hvilket virker helt absurd. Jeg synes aldrig helt, at jeg har fundet det perfekte format; jeg tænker stadig over at flytte bloggen og ændre design mindst en gang om måneden, men helt overordnet er jeg ganske tilfreds med min sære samling af dagbogsindlæg, Stephen King-hyldest og anmeldelser af chips, så mon ikke opskriften forbliver den samme fremover. Jeg vil i hvert fald benytte denne årets første dag til at sige TAK fordi I læser med; tak for jeres kommentarer og jeres beskeder, og må I få et rigtig dejligt nytår, hvor livet behandler jer godt og solen skinner lidt oftere.