gotta get my hands on something new

Jeg synes godt nok, at hverdagen trækker tænder ud i øjeblikket, og det hele er lidt småtræls. De fleste af mine udfordringer er ganske trivielle og for udenforstående særdeles uinteressante, men de er medvirkende til, at jeg ikke kan mobilisere overskud til andet end at smække en film på om aftenen, og af samme årsag er vores Marvel-maraton nu gledet over i et DC Comics-maraton. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive en person, der havde en holdning til hvilket univers, der er bedst/stærkest/sjovest/mest interessant. 

Hjernekapaciteten rækker lige til at beskrive og præsentere flere dele af min støt voksende LEGO-samling, og jeg fortsætter med Harry Potter-sættene, der udgør en stor del af den. I dag kigger jeg på fire af de lidt mindre sæt, og jeg starter med min favorit; Beauxbaton's Carriage. Den tilhørende Hagrid-figur havde desværre forvildet sig ud i skoven, og det er en skam, for han var uhyrligt velklædt i sit outfit fra The Yule Ball. Madame Maxine samt Fleur Delacour og hendes søster Gabrielle er vellignende og detaljerede, og så er jeg selvfølgelig en sucker for de bevingede heste; Abraxans. Selve vognen minder i opbygningen meget om andre, lignende LEGO-køretøjer; jeg har endda selv en fed dragetransport fra et gammelt middelaldersæt, jeg ikke har vist endnu, og jeg forstår bestemt tiltrækningen, for det er en fin model. Jeg er også helt vild med, at den kan åbnes og udvides - selvom det alt andet lige nok stadigvæk vil være svært at få hele Beuxbatons udsendte elevhold til at finde en plads derinde. 

Det næste sæt er The Rise of Voldemort, der viser den ikoniske scene fra både bog og film nummer fire i serien, hvor Cedric bliver slået ihjel, hvor Harry Potter er fanget på en kirkegård, og hvor Voldemort-babyen kommer til kræfter. Jeg tror ikke, at sættet er særligt indbydende for ikke-fans af serien, men jeg er begejstret for alle de små detaljer  - især Voldemort-babyen i gryden, der er episk. Jeg er desværre kommet til at slette de billeder, der viste Voldemorts opstandelse fra graven, og det irriterer mig SÅ meget, at jeg overvejer at gå på loftet, grave sættet frem igen og samle det - men det kommer altså ikke til at ske. (Hvis man ikke kan leve uden at have set det, kan man blandt andet gøre det her.)  

Jeg gik længe udenom Quidditch Match-sættet, da jeg ikke syntes det så særlig interessant ud, men det var faktisk en fornøjelse at samle. Igen er der fine detaljer; blandt andet kan man sætte ild til Snape i Slytherins udkigstårn, og de dystende hold flyver på banen gennem en lem i Gryffindors tårn. Og hvis jeg nu finder min barnlige sjæl frem, så inviterer dette sæt også til reel leg, da Oliver Wood på målmandsposten kan flyttes mellem ringene og blokere skud. Jeg er stadig ikke helt oppe at ringe over sættet, men det passer godt ind i samlingen. 

Det sidste sæt (i denne omgang) er Room of Requirement, og jeg synes også det er det mindst interessante. Skydedøren ind til det hemmelige rum er en fin detalje, og jeg ville nok have købt sættet for Luna og Hermiones patronuser alene, men ellers er det altså lidt kedeligt. Det kan sættes sammen med Astronomy Tower, som jeg ikke har fremvist endnu, og så bliver det straks lidt mere interessant, men jeg synes det burde kunne stå bedre alene. 

the world is a hundred to one again

Det niende og sidste afsnit af The Stand er for længst løbet over skærmen, men jeg har virkelig haft svært ved at få konkretiseret mine tanker om serien, og jeg havde nok håbet på at lidt distance til oplevelsen ville gøre mig mindre kritisk. Men selvom jeg så gerne ville elske denne nyfortolkning af et af Stephen Kings episke hovedværker, er der simpelthen for mange elementer, der ikke fungerer for mig. Der er heldigvis også adskillige lysglimt i mørket, men helt overordnet ville jeg aldrig kunne svinge mig op på mere end en middelkarakter - og jeg har faktisk heller ikke lyst til decideret at anbefale den, hvilket næsten gør ondt at indrømme. 

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte eller slutte, så jeg vil prøve at lave et par lister over de gode og mindre gode ting ved serien. Jeg vil gerne slutte af med noget positivt, men har desværre nok mest negativt at sige, så det giver også mening at starte dér. Det virker måske overflødigt at nævne, men der vil være bunkevis af spoilers i det kommende. Og det bliver nok lidt langt. 

                      

DET FUNGEREDE MINDRE GODT I THE STAND
- Min allerstørste anke med serien er strukturen og kronologien, der bryder fuldstændig med romanens opbygning, og efter min mening fjerner det meste af spændingen fra historiens første halvdel. Min seneste genlæsning af The Stand efterlod mig med en følelse af, at den måske alligevel ikke er en af mine favoritter - men dens beskrivelse af samfundets sammenbrud efter en særdeles dødelig virus vil stadig være noget af det ypperste fra Kings hånd. I serien er vores hovedpersoner allerede nået til Boulder i allerførste afsnit, og så bliver vi i stedet nærmere introduceret for karaktererne i flashbacks til både tiden under og lige efter Captain Trips. Det er en ufatteligt dårlig beslutning, og jeg kan kun forestille mig, at det også må tage luften af ballonen for de seere, der ikke kendte historien på forhånd. 

- Det næste hænger også lidt sammen med pacingen, men serien er simpelthen for kort. Ni afsnit til at fortælle en så episk saga som The Stand er ikke nok, og da det sidste afsnit endda hovedsageligt var en helt ny slutning skrevet af Stephen King selv, efterlod det endnu mindre tid til den egentlige historie. Skuespillerne gør for det meste, hvad de kan, og nogle gør det endda fremragende (mere om det på plus-siden), men jeg synes desværre ikke, at de får nok materiale at arbejde med, og der er aldrig rigtigt tid til at dvæle ved deres karakterer, fordi serien er så plot-drevet. Josh Boone og Benjamin Cavell kendte nok materialet lidt for godt, og så går noget altså tabt i oversættelsen - og jeg kan næsten ikke bære at tænke på, at skaberne selv sagde nej til flere sæsoner. Jeg tror på, at det kunne have været godt.

- Apropos slutningen, så gav King os et indblik i hvordan Frannie og Stu klarede turen op igennem USA, hvilket langt hen ad vejen fungerede ret godt. Her var der faktisk tid til mere hverdagspræget dialog og typiske King-vendinger, men det var næsten bittersødt først at opleve det til allersidst. Og selvom jeg faktisk er ret stor fan af Frannies konfrontation med Flagg, er jeg meget mindre tilfreds med det mystiske barn, der pludselig dukker op fra kornmarken  og redder dagen. "Kid A", som The Loser's Club-podcasten vittigt har døbt hende, skal tydeligvis være en version/reinkarnation af Mother Abagail, og det er hovedrystende dumt. Really, King? Der har været ret meget kritik af hans tidligere brug af the magical negro (blandt andet med netop Mother Abagail), og Kid A er indbegrebet af netop dét.

- Og når vi snakker om Mother Abagail, så bliver jeg bare nødt til at sige, at Whoopi Goldberg slet, SLET ikke fungerer for mig. Meget af det er karakteren fra romanens skyld, men Mother A er ikke i nærheden af at have nok historie eller agenda, og Whoopi i rollen er bare forstyrrende. Jeg var forberedt på ikke at kunne lide Amber Heard som Nadine, men hun gjorde det faktisk så godt hun kunne - også hendes historie var bare groft underbelyst, og jeg følte intet for hendes karakter. Serien prøver hårdt på at introducere flere seje, kvindelige karakterer (hvilket bogen bestemt også mangler) - blandt andet er The Ratman nu The Ratwoman - men det lykkes ikke, for de har stort set ikke tre linjers meningsfyldt dialog. 

- Horrorscenerne var klart nogle af de bedste, men der var alt, alt for få af dem. Især beslutningen om at springe over Larrys flugt gennem rådnende lig i den mørklagte Lincoln Tunnel gør ondt, for det er en af bogens allermest ikoniske scener.  

- Jeg håber virkelig, at alle mennesker drømte om både Mother A og Flagg (selvom Nadine jo beviser det modsatte), for det virker enormt uretfærdigt, at valget bliver truffet for én på forhånd. Søger man mod det gode eller det onde? Det er alt for simplificeret, og selvom det også er en af bogens svagheder, er det trods alt noget mere nuanceret på skrift.

- Simplificeret er også fremstillingen af Las Vegas, der er helt ufatteligt overdrevet. Det burde være et sted, der potentielt kunne tiltrække alle, og det havde klædt serien med nogle gråzoner, men alle i dette nye Vegas er kategorisk onde. Bogens styrke var blandt andet, at de mennesker, der valgte at tage til Vegas kunne have været ens nabo, kollega eller familiemedlem, men her er der bare skruet for meget op. Ondt og syndigt er åbenbart også kvinder, der kysser hinanden og mænd med make-up, og var det ikke for de absurde gladiatorkampe med afrevne lemmer og utallige dødsfald, ville jeg nok i virkeligheden synes, at Flaggs tropper var mest interessante. 

- Alexander Skarsgård kunne i virkeligheden godt optræde på begge lister, for jeg synes faktisk han som udgangspunkt var godt castet til at spille Kings superskurk nummer ét, Randall Flagg. I det sidste afsnit viste han sig endelig som den Flagg jeg forestiller mig - en drillende, flirtende, charmerende og opportunistisk joker, som vi så alt for lidt af i løbet af serien, hvor han mest af alt var vred og dyster (kudos til dansescenen, dog!). Jeg er også stærkt utilfreds med, at han i serien havde en tydelig finger (eller fod) med i spillet omkring udbredelsen af den dødelige virus, for det har aldrig været meningen.  

DET FUNGEREDE RIGTIG GODT I THE STAND
- Jeg synes faktisk, at castingen langt hen af vejen var fremragende, og hos de karakterer, vi trods alt fik lov til at følge helt tæt, var skuespillet helt i top. Allerbedst var Owen Teague i rollen som den irriterende incel Harold Lauder, der på en måde også er denne versions egentlige hovedperson. Han er skræmmende spot-on i al sin ynk og selvretfærdighed, og hans følelse af ejerskab over Frannie er kuldegysfremkaldende. Scenen, hvor han øver sig på Tom Cruise-smilet i spejlet, er en af seriens bedste, ligesom hans død også er frydefuldt forfærdelig. Jeg kan godt lide, at han i serien slutter af med at skrive "I allowed myself to be mislead" frem for det mere ansvarsfraskrivende "I was mislead", og Owen Teague holdt et imponerende højt niveau hele serien igennem. Han er faktisk selv stor King-fan og er gået all-in til rollen som Harold, og det har virkelig givet pote. 

- Brad William Henke, som jeg ellers kender bedst som den ubehagelige Piscatella i Orange is the New Black, leverede også en virkelig fin og respektfuld version af den mentalt handicappede Tom Cullen. I bogen hypnotiseres han(!) og tager til New Vegas som spion, men i serien får han heldigvis valget, og er tydeligvis i stand til at træffe sine egne beslutninger. Selvom hans venskab med den døve Nick Andros egentlig mest understreger Kings lettere problematiske og simplificerede fremstilling af mennesker med handicap, er deres kapitler stadig nogle af mine favoritter, og det kunne jeg godt have brugt mere af i serien, hvor Nick desværre næsten ikke blev brugt - hvorfor hans død også virkede underligt undervældende. 

- Odessa Young formår faktisk at gøre Frannie til en sympatisk og levende karakter, og jeg synes endda hun gør det bedre end bogen selv. King gav oprindeligt ikke Frannie ret meget interessant materiale, og hun er mest af alt en medløber, der står på sidelinjen og hepper på Stu. Odessa Youngs Frannie er langt mere handlekraftig og selvkørende, og jeg er vild med, at hun i Kings nye slutning fik mulighed for selv at stå ansigt til ansigt med Flagg og alle hans fristelser - endda i en brønd, der så ofte før har spillet centrale roller i Kings historier. Hun er med afstand den bedste kvindelige karakter i serien, og kan fyre floskler af, så det næsten ikke får mig til at krumme tæer - men hun havde nogle gode refleksioner over den nye verden i det sidste afsnit - blandt andet, at mennesket altid vil finde tilbage til de gamle veje; eksemplificeret ved, at Boulders nyopstartede politistyrke blev bevæbnede efter hændelserne i Vegas. 

- I New Vegas er jeg gladest for Nat Wolff og hans flamboyante Lloyd, der forguder og frygter Flagg. Det er langt fra alle, der er enige med mig, men jeg synes han er helt fantastisk - lige fra den første, ikoniske scene i fængslet, hvor han bliver så sulten, at han lige snupper en bid af sin døde cellekammerat. Jeg kan faktisk også godt lide, at Lloyd ender med at få lidt oprejsning og tvivle på Flagg til allersidst, selvom han var loyal til det sidste i bogen. Der er også noget delte meninger om Ezra Millers Trashcan Man, men jeg synes, at det helt overskruede skuespil fungerer. Det er dog en stor fejl, at Flagg selv sendte Trashy ud efter atombomben, for det var et af bogens allerstørste overraskelsesmomenter, der slet ikke havde samme chokeffekt i serien.

- De alt for få sekvenser vi fik fra sygdommens udbrud kom skræmmende tæt på, da der blandt andet var scener fra et overfyldt hospital. Horrorscenerne var faktisk overraskende brutale og voldsomme - især Nadines endeligt og efterfølgende knuste hoved på et fad (tænderne, siger jeg dig, TÆNDERNE!) sad lige i skabet, ligesom Flaggs fortæring af stakkels Bobby Terry i en glaselevator også var hårrejsende brutal. Der er også noget fundamentalt skrækkeligt over brækkede knogler; især i situationer, hvor ambulancen ikke venter lige om hjørnet, og både Stu og Harolds skader var forfærdelige. 

- Jeg vil gerne rose soundtracket, selvom valget af flere sange nok helt ærligt forstyrrede mig mere end de burde; og flere af dem var da også liiidt for on the nose. Men hvor var det fedt, at Larry og Heather Grahams fine Rita havde sex til Sigur Ros i en mennesketom Central Park  - for ikke at nævne scenerne med Beach House, Canned Heat, Black Sabbath, Lou Reed og Daniel Johnston i baggrunden.

- Der er stadig ufatteligt meget religion i The Stand, men det ER også en stor og vigtig del af bogen, så det er svært at komme udenom. Jeg synes egentlig, at der langt hen af vejen er nogle gode løsninger og forklaringer på folks blinde tro på Mother Abagail og Flagg; eksemplificeret i sympatiske - og ateistiske - Glen Batemans udtalelse "Don't you wanna follow the rabbit hole and see where it goes?" Han er ikke troende, men faktum er, at alle de nye indbyggere i Boulder har haft den samme drøm om Mother A, hvilket trods alt er noget spektakulært. 

Det BLEV meget langt, men det er også en historie, der står mit hjerte nært, og jeg ville sådan ønske, at adaptionen bare havde siddet lige i skabet. Der er glimtvise øjeblikke, der virkelig rørte mig, men helt overordnet mangler serien både sjæl og dybde, og virker til tider som en tjekliste af romanens største hændelser uden de mellemliggende forklaringer. Kronologien fungerer kun, hvis man i forvejen kender historien, men det er tydeligt, at folkene bag har læst The Stand mange, mange gange. Jeg har lyttet til flere interviews med Benjamin Cavell og læst flere med Josh Boone, og de har virkelig haft en vision med deres fortolkning. Jeg synes desværre ikke, at de nåede helt i mål.    

the time has come for bitter things

Dagens tekst bliver ledsaget af et par billeder af København fra smukke vinkler, for som altid efter en tur (hjem) til Jylland, har jeg fået en anelse storbylede efter min tilbagevenden, og jeg har brug for at blive mindet om alt det gode. Der er også et billede af Esther på den nordjyske is, men det er mest et symbol på at jeg helt overordnet mangler godt hundeselskab i København. Årstiden taget i betragtning er jeg faktisk overraskende positivt indstillet, men jeg kan ikke helt se mig fri for at være småirriteret/unødigt påvirket af verden omkring mig. Her er lidt af, hvad der har givet flest rynker på panden den sidste tid: 

- Allerførst må jeg lige slå fast, at jeg jo er udmærket klar over, at jeg ikke er noget specielt eller har særlig ret til Amagers veje og stier og Øresunds kolde vand, men det gør i virkeligheden bare min irritation over trængslen endnu større, for jeg er en del af den. Men der er GODT nok mange mennesker ude i øjeblikket, og alle er begyndt at vinterbade! Det er forståeligt, for jeg kan selv mærke en øget frustration over nedlukningen og en trang til, at der skal ske noget - det tog næsten et år, men nu er jeg faktisk ved at have et behov for en rigtig fest. 

- Det hjælper ikke på sagen, at min nabo holder fester fire-fem gange om ugen - og der er mange mennesker, sagde den sure, gamle nabo. Højdepunktet må stadig være dengang han sendte en sms, der helt køligt informerede os om, at han skulle øve sit DJ-sæt sammen med sine venner, og at det nok ville vare hele natten. I går var der piger på besøg, og der var Disney sing-a-long til klokken fire. Det havde været til at leve med, hvis dem ovenpå altså ikke stod op klokken halv syv i morges og gav sig til at løbe runder i lejligheden. 

- Folk skal lade være med at holde fest. Og de skal tage deres mundbind på og holde afstand. Jeg bakker stadig fuldt op om regeringens håndtering af nedlukningen, men udover dén del er jeg desværre ramt af en heftig omgang politikerlede hele vejen rundt. Jeg kan næsten ikke være i mig selv over, at minkavlerne blev belønnet med 18 milliarder for deres vedvarende dyremishandling, når nu den oplagte mulighed for at nedlægge erhvervet totalt var til stede. Og så har mit tidligere parti (jeg har behov for at understrege, at det er lææænge siden) SF håndteret Amager Fælled-sagen helt grotesk, ligesom de fleste andre på Rådhuset, i øvrigt. Samme partis Carl Valentin er i øvrigt også involveret i mit næste punkt:

- World Animal Protections helt vanvittige og grundløse kampagne mod Fjord og Bælt og deres forskning i marsvin. Det er utroligt nok lykkedes organisationen at overbevise flere politikere, deriblandt ovennævnte, om at forsøgene er ulovlige, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Det er et indlæg værd i sig selv, men det bliver det ikke, så jeg tillader mig lige at linke til denne artikel og (især) debat, der dækker sagen meget godt. Det blev samtidig enden på min årelange støtte til World Animal Protection - jeg hjælper gerne til med elefanter og bjørne i kæder, men helt forfejlede angreb på Fjord og Bælt kan jeg ikke acceptere. (Nu støtter jeg Børn, Unge og Sorg og World Population Balance i stedet). 

- Det sidste punkt er et lidt betændt ét af slagsen, men I'm on a roll, og jeg indrømmer desuden blankt, at jeg har meget modstridende følelser omkring det hele. Det er blevet Marilyn Mansons tur til at komme en tur i mediernes søgelys efter hans tidligere forlovede Evan Rachel Wood er stået frem og har beskyldt ham for både fysisk og psykisk vold i deres tre år lange forhold. Det er forfærdeligt, og jeg betvivler slet ikke, at det er dén oplevelse hun har haft, men med fare for at blive beskyldt for at komme med en knee-jerk-reaction, må jeg alligevel sige, at det ikke kommer som en overraskelse for mig. Manson har selv fortalt om det dysfunktionelle forhold i et flere år gammelt interview, og hans selvbiografi også mere end antyder, at han kan være et ekstremt dumt svin - især over for kvinder. Det retfærdiggør ingenting, det ved jeg godt, og jeg er mere end bare lidt ærgerlig over det - men det betyder heller ikke at jeg stopper med at lytte til Marilyn Manson, der har været min trøst og go-to i årevis. Jeg tror ikke på cancel culture, og jeg mener godt, at man kan adskille mennesket og kunsten - og så er jeg i øvrigt stadig meget glad for J. K. Rowling, Isaac Brock, Michael Jackson og Billy Corgan, der også har tvivlsomme holdninger til mange ting. (Men  Ariel Pink og John Maus får altså lige en pause fra pladespilleren - selv jeg har en grænse!)

Rant over og god søndag!

morning came and then came noon

I torsdags fløj jeg til Aalborg for at tilbringe fire døgn sammen med min familie. Det har været en ret hektisk tid på arbejde - og er det stadig - og jeg trængte til kolde gåture, hundeselskab og hygge med de fleste af mine yndlingsmennesker. Fredag tilbragte jeg et par timer alene med Esther, min søsters nye hund, og jeg kunne næsten fysisk mærke, hvordan jeg blev ladet op af solskin, stilhed og smuk natur. Der var bidende koldt og is på Limfjorden, men trods alt ikke nok til at kunne spadsere en tur til Aalborg på den anden side. 

Lørdag pakkede vi bilen med hunde og klapvogn og kørte en tur til Fosdalen, der er et virkelig smukt naturområde, som jeg helt klart også skal besøge til sommer - og så vil jeg have min søster med. I virvarret med at få pakket alt til to hunde og min niece, havde hun nemlig glemt sin jakke, så hun måtte blive i bilen og lytte til en podcast - for der var virkelig koldt. Vi andre nåede dog ikke mere end et par hundrede meter ind i skoven før min treårige niece annoncerede, at hun havde kolde fødder og ville hjem, og jeg kunne næsten ikke bære udsigten til at droppe turen. Hvis jeg skal være helt ærlig, græd jeg faktisk et par salte tårer af ærgrelse på vej op til bilen, men det hele endte godt, da min søster, svoger og niece kørte på eventyr i den varme bil, imens min far og jeg alligevel fik gået en god, lang tur på gangbroer, trapper og glatte stier. Vi blev venner med en lille rødkælk, der fulgtes med os langs en lille bæk, og jeg smed jakken i bedste influencer-stil for at fremvise min nye yndlings-Ka-tet19-shirt, der (selvfølgelig) har Oy som motiv.   

Ellers er dagene gået i laveste gear. Min søster forkælede mig som altid med utrolig lækker mad, og Lagkagehusets ellers flotte og lækre fastelavnsboller blegnede i sammenligning med hendes eminente frugtsalat. Hun fremtryllede også en forrygende flæskesteg, og jeg blev ekstra glad for beslutningen om at spise (stort set) vegetarisk i København, men tillade mig selv en frilandsgris hos min søster. (Oooog en hurtig tur på McD - på min opfordring.) 

I Nordjylland behøver man heldigvis heller ikke bekymre sig om isens tykkelse på søerne i København, for der ligger massevis af frossent vand på markerne. Her var min niece til gengæld ikke til at hive med hjem igen, og hundene havde også en fest på isen, imens jeg var lidt mere usikker på benene. Afslutningsvis må jeg også nævne, at det lykkedes mig at læse en hel bog, der ikke har noget med Stephen King at gøre, og jeg må sende mine varmeste anbefalinger efter Stefan Spjuts moderne troldefortælling 'Stallo'. Det har været den bedste forlængede weekend meget, meget længe. 

we came to breathe clean air

I dag har jeg arbejdet for ottende dag i træk, og jeg har stadig to tilbage inden jeg kan sætte mig på flyveren og aflægge min familie et tiltrængt visit. Heldigvis er arbejdsdagenes monotoni blevet brudt af gode aftaler og fremragende vejr - jeg har ikke noget imod vinter, når der er klart og koldt frem for blæsende og vådt. I lørdags cyklede jeg en tur til Valbyparken efter en kort arbejdsdag, og her gik jeg en flere timer lang tur med en god veninde og verdens bedste rottweiler; Sparta på syv måneder. Jeg har boet i København i snart seksten år, men jeg har kun været i Valbyparken én(!) gang for næsten lige så længe siden, hvilket jeg nu kan se er en klar fejl, for der var virkelig dejligt. I lørdags blev jeg også opmærksom på, at disc golf åbenbart er en stor ting i Sydhavnen, og jeg fik også selv en sær lyst til at prøve kræfter med en frisbee. Måske til sommer. 

Da jeg cyklede hjem efter mere end fire timer udendørs, var min højre storetå ved at opgive ævred og klar til at brække af. Min planlagte gåtur i dag med en anden veninde blev af sikkerhedsmæssige årsager derfor omdannet til sofahygge og LEGO-bygning, hvilket heldigvis var mindst ligeså tilfredsstillende, og da jeg samtidig kunne introducere hende for mesterværket Children of the Corn, ville jubelen ingen ende tage. 

I don't regret having left the place a mess

For en måneds tid siden delte jeg mine planer om at fotografere og derefter pakke alt mit Harry Potter-LEGO ned, og eftersom januar har budt på overraskende meget solskin - eller i hvert fald lige, da jeg skulle tage billeder - har jeg kunnet føre dem ud i livet. Det var virkelig en fed oplevelse at stille det hele op sammen, og selvom jeg nok skal lade være med at gå helt bersærk i LEGO-snak, kommer der nok liiige et indlæg eller to mere om min samling. I dag skal det primært handle om den største nytilføjelse; nemlig det kæmpestore Diagon Alley-sæt, som jeg er meget imponeret af. 

Jeg synes det er en fantastisk god idé til et LEGO-sæt, og selvom slutresultatet af det andet store Harry Potter-sæt Hogwarts måske er en anelse flottere, var dette klart sjovest at bygge. Jeg fik igen selskab af både min veninde og min mand, og endnu engang var det nemt at være fælles om, da der var et instruktionshæfte til hver af de fire bygninger, der til sidst kan samles på adskillige måder, og som sagtens kunne være et set hver især. Samlet er det LEGOs fjerdestørste sæt nogensinde, og der er 5544 flotte brikker at lege med, hvilket naturligvis også sender prisen i vejret - det koster 3199 kroner på LEGOs egen hjemmeside. Det er mange penge, men det er en ganske rimelig pris, hvis man kigger på antallet af brikker, sværhedsgraden og byggetiden, der var overraskende lang. 

Jeg er allermest begejstret for Ollivander's butik, der har både en utrolig flot facade og et spændende interiør med de ikoniske reoler med tryllestave. Et par af kasserne kan trækkes ud, og tryllestave i flere forskellige nuancer kan købes af den dygtige sælger, der dog ikke er så god til at støve gelænderet af i sin shop. 

Min anden favorit er (selvfølgelig) Weasley's Wizarding Wheezes, hvor der også er fuld knald på farverne og indretningen. Minifigurerne af Fred og George er også nogle af de bedste i sættet, for de yngre børn har desværre de trælse, stive ben, der ikke kan bøjes, og det er lidt en skam i så dyrt et sæt. Min favoritfigur er dog klart Gilderoy Lockhart, der har et helt fantastisk udtryk i hovedet, og sidder klar til at signere sin nyeste selvbiografi i Flourish and Blotts. 

Jeg er virkelig glad for sættet, og jeg har allerede fortrudt, at det er pakket ned. Jeg synes at jeg mangler at fotografere cirka hundrede små detaljer, og så har jeg også lige opdaget endnu flere måder at samle det på. Men det betyder bare, at jeg har noget nyt at glæde mig til, næste gang jeg samler det. Der går nok liiiige et år eller to før dét sker. 

among the garbage and the flowers

I sommer lavede jeg som vanligt min prioriterede liste over halvårets bedste tv-serier (link til lister her), men uden den normale tilhørende forklaring, hvilket skyldtes manglende overskud og et lille opgør med min OCD. Men i dag har jeg lyst til at sætte ord på min nye liste, for der er så meget godt at anbefale i disse triste coronatider - og så snyder jeg lidt, og snakker ikke udelukkende om serier, der har været vist i det andet halvår af 2020 (men næsten). De sidste måneder har jeg dog også været god til at få læst flere bøger og set en stor bunke film, så der mangler et par oplagte kandidater på tv-serie-listen, der er lidt kortere end normalt. Undskyldninger aside, her kommer den:    

13. Fargo sæson 4

Nederst på listen har jeg placeret fjerde sæson af Fargo, der trods et hold af solide skuespillere som Chris Rock, Jason Schwartzman og Timothy Olyphant ikke formåede at fange min opmærksomhed. Begivenhederne udspiller sig i 1950'ernes Kansas City, hvor to familier har bekriget hinanden i årevis. Det er én lang hævnaktion i loop, men uden den nødvendige interesse i karaktererne, var det desværre også noget ligegyldigt. Første og anden sæson af Fargo var helt særlige, men siden er det gået ned ad bakke. 

12. The Third Day
Jude Law optræder lidt overraskende flere gange på denne liste, og første gang skyldes det hans hovedrolle i den britiske miniserie The Third Day, der er en herligt foruroligende fortælling om et lille øsamfund, der tager tradition og skikke ret seriøst. Serien ville muligvis have endt højere på listen, hvis jeg havde researchet ordentligt, og ikke bare set alle seks afsnit i én køre - for mellem første del "Summer" og tredje del "Winter" kommer der sjovt nok også et "Autumn", der blev vist som et 12-timers liveevent fra øen, men det er totalt gået min næse forbi. Det forklarer meget godt hvorfor jeg fandt første del af serien klart mest interessant og seværdig, og hvorfor anden del var lige en anelse for mystisk og forvirrende, men alt i alt var jeg godt underholdt. 

11. Lovecraft Country sæson 1
Jeg havde glædet mig ret meget til første sæson af HBOs Lovecraft Country, men sad helt overordnet tilbage med en lidt flad fornemmelse. Serien vil aaaalt for mange ting - meget af det lykkes, men fortællingen om den 22-årige (Korea)krigsveteran Atticus, der rejser ud for at finde sin forsvundne far, mudres til i monster-of-the-week-episoder og lidt for meget spoken word. Det er forfriskende at se sort fantasyhorror, og jeg er vild med, at det er med baggrund i racistiske - og dygtige - H.P. Lovecrafts univers, hvis monstre mange mente var et udtryk for hans fremmedfrygt. Enkelte afsnit står lysende klart i min erindring, og der var flere vanvittigt skønne horrorscener, men tonen var helt off, og alt i alt er jeg desværre lidt skuffet. 

10. Vikings Sæson 6
De sidste par sæsoner af Vikings har været lidt hårde at komme igennem. (SPOILER) Efter Ragnar Lothbroks død i slutningen af sæson fire, var sæson fem og dens TYVE afsnit enormt langtrukne og ligegyldige, men selvom tyve afsnit også har været alt for meget til denne sjette og sidste sæson, har serien alligevel formået at binde en flot sløjfe om historien. Karaktererne - og især den tidligere uudholdelige Ivar The Boneless (spillet af danske Alex Høgh Andersen) - spilles lidt mere afdæmpet; der er skruet ned for den heftige accent, og dynamikken mellem dem virker meget mere ægte. Der var knald på de sidste afsnit, og jeg synes Vikings fik en værdig slutning efter et par famlende år.  

9. The Haunting of Bly Manor

For to år siden skræmte Mike Flanagan livet af mange med sin "The Haunting of Hill House" -serie på Netflix, og i år har han instrueret tvillingen "The Haunting of Bly Manor", der i sin historie ikke har noget med forgængeren at gøre, men som genbruger de samme skuespillere i nye roller. Denne gang er fortællingen noget mere afdæmpet; den bygger på Henry James' klassisker The Turn of the Screw og handler om den velhavende Wingrave-familie og deres ansatte - og de mange spøgelser, der holder dem selskab på den flotte herregård. Ligesom sin forgænger er serien virkelig flot, og jeg er altid godt underholdt af en old-school spøgelseshistorie.  

8. Star Trek: Discovery Sæson 3
Der er efterhånden et godt stykke fra det originale Star Trek til 2020s meget woke Discovery-serie, men universet er så kærligt og omfavnende, at jeg synes der er plads til det hele. I Discoverys faste crew findes ikke en eneste straight, white dude, og Bryan Fuller går all-in på at lære sit publikum om non-binære teenagere og stærke, kvindelige ledere. Det er nogle gange tæt på at kamme over, men for det meste fungerer det overraskende godt, og skygger kun enkelte gange for det egentlige sci-fi-eventyr, man forventer at se.  

7. NOS4A2 Sæson 2
Jeg var noget hård ved første sæson af adaptionen af Joe Hills moderne vampyrdrama, men anden sæson ramte plet, og jeg ville egentlig gerne have set, hvad serieskaber Jami O'Brien havde fået ud af en sæson tre - men serien er desværre blevet cancelled. Heldigvis nåede vi at få afslutningen på Joe Hills storyline, og de mange scener fra det twistede Christmasland var både dragende og underholdende. Jeg vil dog til hver en tid anbefale bogen først - det har været en af mine bedste læseoplevelser -i hver fald inden for genren - de sidste mange år. 

6. Ratched

I 2020 måtte vi undvære American Horror Story, hvilket jeg først var stærkt utilfreds med. Men da jeg hørte, at Ryan Murphy i stedet havde skabt en serie om Nurse Ratched fra Gøgereden med yndlings-Sarah Paulson i hovedrollen, var alt tilgivet. Historien udspiller sig i 1947, hvor en noget yngre Mildred Ratched bliver ansat på et psykiatrisk hospital i North Carolina og viser et uhyggeligt flair for tvivlsomme og skadelige behandlingsmetoder, der indebærer alt fra det hvide snit (selv jeg blev helt squirmish ved de scener!) til nedsænkning i næsten kogende vand for at kurere "lesbianisme". Ratched er en visuelt flot og ganske underholdende lækkerbisken, og et udmærket tidsfordriv i ventetiden på sæson 10 af AHS.

5. La Casa De Papel Del 1-4
I efteråret havde min søde kollega en periode, hvor hun så noget klatøjet ud på arbejdet. Jeg spurgte med sympati ind til, om hendes lille datter var begyndt at sove dårligt, men lidt skamfuldt fortalte hun om den serie, der holdt hende og hendes mand vågne til langt over deres sengetid. En spansk serie om et nøje planlagt heist lød ikke liiige som min kop te, men efter de første par afsnit var min mand og jeg lige så hooked som min kollega. Det er virkelig, virkelig hæsblæsende intenst; det er visuelt lækkert, dejligt at høre hurtigttalende spaniere folde sig ud, og selvom der er nogle lige lovligt karikerede medlemmer af banden, er det enormt god underholdning. Jeg er egentlig ikke så god til action og mister hurtigt interessen, men her glemte jeg flere gange at trække vejret. De første dele/sæsoner af serien er klart bedst, men der er også noget særligt over at se udviklingen i gruppen over tid, og jeg er spændt på at se, hvad femte og sidste del byder på.

4. The Young Pope og The New Pope

Det må være en udfordring at få en nyskabende idé til en tv-serie i disse tider, hvor det meste efterhånden er prøvet af, men med henholdsvis The Young Pope og The New Pope er det lykkes Paolo Sorrentino at skabe noget tv, der føles helt anderledes end det vante. Eminent dygtige Jude Law spiller den unge, forstyrrede pave Pius XIII, der prøver at finde sig til rette i Vatikanet, der er domineret af skandaler og intriger. The New Pope insinuerer et skifte, men tilføjelsen af John Malkovich gør bestemt ikke ensemblet eller historien dårligere, og der er generelt godt skuespil over hele linjen. Jeg kunne skrive meget mere om disse to installationer, der ikke entydigt er sæson et og to, for tilgangen til historiefortællingen er helt unik. Det er en af de flotteste serier, jeg længe har set, og den svære, udflydende grænse mellem virkelighed og fantasi fungerer til perfektion. 

3. Cobra Kai sæson 3
Tredje sæson af dette aparte mesterværk er bestemt på højde med både første og anden sæson, som jeg tidligere har rost til skyerne, og jeg har faktisk lidt lyst til at placere den endnu højere på listen. Men det må blive til en meget flot tredjeplads for Cobra Kai, der må være det perfekte eksempel på en vellykket reboot/fortsættelse af en over tredive år gammel film. I denne sæson kommer vi endnu tættere på vores hovedpersoner, og sympatien ligger stadig mest hos antihelten Johnny, der er plaget af skyldfølelse og dårlig samvittighed efter den dramatiske ulykke i anden sæsons hjerteskærende cliffhanger. Et af højdepunkterne i tredje sæson er Daniel LaRussos besøg på Okinawa, hvor han støder ind i flere gamle kendinge - og jeg er virkelig imponeret over, hvordan serien kan samle SÅ mange originale skuespillere. DR har også hyldet Cobra Kai her, og jeg synes altså, at I skal give den en chance.

2. His Dark Materials Sæson 2

Jeg var meget begejstret for første sæson af His Dark Materials, og anden sæson fortsætter heldigvis i samme forrygende spor. I løbet af foråret genlæste jeg trilogien af Philip Pullman samt de to tilgængelige bøger i den efterfølgende Book of Dust-trilogi, og min begejstring ville ingen ende tage. Det var lidt specielt at se anden sæson med hele Pullmans univers så tydeligt i min erindring, men det gjorde faktisk kun oplevelsen endnu bedre. Jeg synes, at alle karakterer er castet til perfektion, og jeg ville gerne se en spin-off med ballonskipperen Lee Scoresby (Lin-Manuel Miranda) og shamanen Grumman (Andrew Scott), for de er nogle umådeligt elskværdige og interessante mænd. Serien fungerer også fremragende som eskapisme fra januars grå monotoni, og jeg ville ønske jeg ikke skulle vente så længe på tredje sæson, der forhåbentligt adapterer min yndlingsbog i trilogien, The Amber Spyglass. 

1. Normal People
På min førsteplads er der hverken vikinger, spøgelser eller hæsblæsende action, for Normal People er egentlig et ganske stilfærdigt drama, der dog er så utrolig veludført, at den øjeblikkeligt kravlede under huden på mig. På samme måde, som jeg blev helt blæst bagover af SKAM, har jeg haft en upassende stor interesse for to fiktive unge mennesker og deres on-off-forhold, der udfolder sig over flere år; startende på gymnasiet i en lille, irsk by. Serien bygger på Sally Rooneys roman af samme navn, som jeg også skal have læst, og uden at spoile for meget, sker der aldrig noget for alvor chokerende eller banebrydende i historien - den er bare virkelig godt fortalt, og Connell og Marianne er nogle ufatteligt sympatiske, realistiske karakterer, som jeg virkelig heppede på. Lenny Abrahamson har instrueret, og jeg kan også anbefale hans besynderlige, men enormt rørende Frank fra 2014, der har Michael Fassbender og Maggie Gyllenhall i hovedrollerne. 

all this relief, it's the oddest thing

 

I går var min far og min søster til opfølgende samtale på sygehuset. Det er en måned siden, min far fik fjernet den ene nyre, og heldigvis var beskeden, at det dermed også lykkedes at fjerne kræften, der forsøgte at komme snigende. Jeg er så ubeskriveligt lettet og taknemmelig, for selvom man ikke kan skære al kræft over én kam, har vi ikke så gode erfaringer med nogle af varianterne i min familie. Det har også været noget af en omgang for min far, men jeg er glad for, at han gik til lægen med det samme han fornemmede, at noget var galt - men min søster og jeg har selvfølgelig også indskærpet vigtigheden af netop dét (især) siden vores mors død, så frygten for repressalier fra os var nok større end modviljen mod at aflægge lægen et visit. 

Jeg håber, at jeg snart kan komme hjem og fejre det, for vi har alle trængt til at sænke skuldrene lidt og bare være sammen uden bekymringer. Min far skal heldigvis også til opfølgende undersøgelser om nogle måneder, hvilket giver mig lidt ekstra ro i sindet. Jeg kan godt mærke, at det har fyldt rigtig meget hos mig de sidste måneder, og nu er jeg så træt, at jeg kunne sove i hundrede år - og jeg starter med at gå tidligt i seng. Godnat! 

got to keep on going like it ain't the end

I går fik jeg endelig krydset endnu en Thomas Dambo-trold af på min liste, da min veninde og jeg besøgte fine Ivan Evigvår på vores meget tiltrængte - for både krop og sind - gåtur i det kolde, klare vejr. Jeg har ikke haft nogle aftaler siden nytår udover en enkelt varm kakao-date med en kollega, og jeg savner sådan at se mine veninder. Heldigvis kunne det løses med en fridag for mit vedkommende og en pause fra eksamenslæsningen for min faste trolde-makker, og så gik vi en tur i Sydhavnen ved Stejlepladsen - et virkelig dejligt område, der lige straks forsvinder, når der skal bygges boliger, som ingen almindelige mennesker har råd til at betale. Ivan var en sød, tyk lille trold, og jeg ville gerne have taget mange flere billeder af ham og de skønne omgivelser, men som man måske kan fornemme på disse tre, var det kun mit frontkamera på telefonen der virkede. Jeg må vende tilbage en anden gang - jeg får i hvert fald brug for flere gåture i solskin og godt selskab, hvis jeg skal bevare optimismen i hverdagens elendighed.   

hold on tight beginner's mind

Siden sidst:

- har vi færdiggjort mit nyeste puslespil, der var en af julegaverne fra min far. Jimmy har som altid været voldsomt interesseret i at hjælpe med sorteringen af brikker, og han har virkelig haft blik for at se, når brikkerne ikke passede sammen - han har i hvert fald bidt og kradset i adskillige af dem. 

- er jeg blevet endnu mere taknemmelig for mine nærmeste kollegaer. Normalt møder jeg adskillige folk fra mit arbejde dagligt - vi ses til frokost, fællesmøder og fester - men i øjeblikket ser jeg næsten udelukkende de fem andre dyrepassere, der er på min afdeling. De sidste par uger har jeg tilmed ikke haft ret mange aftaler i min fritid, så det er virkelig fedt, at vi har det så godt sammen på arbejdet. Det giver mig en ro og tryghed at have så gode kollegaer,  og sammen med dem synes jeg ikke det er pinligt at lave en fejl eller at bede om hjælp, hvilket er ret stort for mig. 

- har min mand og jeg måtte konstatere, at vi ikke har evnerne til at lægge et klik-gulv i vores lille soveværelse. Apropos sidste emne synes jeg, at det er ret pinligt. Men nu har vi altså bedt en handy ven om hjælp, og så kan vi forhåbentlig snart rykke sengen derind igen. Det var enormt tilfredsstillende at få malet paneler, vindueskarm og radiator i sidste weekend, selvom Jimmy var dybt ulykkelig over, at han ikke måtte være med, hvilket medførte et skrabende-på-døren og mjavende soundtrack til mit foretagende.

- er vi af uransagelige årsager gået i gang med et Marvel-maraton herhjemme. Jeg har set et par stykker af filmene tidligere, og har altid været opmærksom på deres eksistens (med mit  tidligere arbejde i musik- og filmafdelingen i Fona på Strøget ville andet også være underligt), men først nu er tiden blevet moden til for alvor at dykke ned i universet. Jeg har været aaaalt for snobbet til at ville spilde min tid på blockbusters om superhelte, men nu er jeg klar til at lade mig underholde - og med de fem første film bare lørdag og søndag, må missionen siges at være lykkedes.