MusicIsMySecret
torsdag den 25. februar 2021
gotta get my hands on something new
fredag den 19. februar 2021
the world is a hundred to one again

DET FUNGEREDE MINDRE GODT I THE STAND
- Min allerstørste anke med serien er strukturen og kronologien, der bryder fuldstændig med romanens opbygning, og efter min mening fjerner det meste af spændingen fra historiens første halvdel. Min seneste genlæsning af The Stand efterlod mig med en følelse af, at den måske alligevel ikke er en af mine favoritter - men dens beskrivelse af samfundets sammenbrud efter en særdeles dødelig virus vil stadig være noget af det ypperste fra Kings hånd. I serien er vores hovedpersoner allerede nået til Boulder i allerførste afsnit, og så bliver vi i stedet nærmere introduceret for karaktererne i flashbacks til både tiden under og lige efter Captain Trips. Det er en ufatteligt dårlig beslutning, og jeg kan kun forestille mig, at det også må tage luften af ballonen for de seere, der ikke kendte historien på forhånd.
- Det næste hænger også lidt sammen med pacingen, men serien er simpelthen for kort. Ni afsnit til at fortælle en så episk saga som The Stand er ikke nok, og da det sidste afsnit endda hovedsageligt var en helt ny slutning skrevet af Stephen King selv, efterlod det endnu mindre tid til den egentlige historie. Skuespillerne gør for det meste, hvad de kan, og nogle gør det endda fremragende (mere om det på plus-siden), men jeg synes desværre ikke, at de får nok materiale at arbejde med, og der er aldrig rigtigt tid til at dvæle ved deres karakterer, fordi serien er så plot-drevet. Josh Boone og Benjamin Cavell kendte nok materialet lidt for godt, og så går noget altså tabt i oversættelsen - og jeg kan næsten ikke bære at tænke på, at skaberne selv sagde nej til flere sæsoner. Jeg tror på, at det kunne have været godt.
- Apropos slutningen, så gav King os et indblik i hvordan Frannie og Stu klarede turen op igennem USA, hvilket langt hen ad vejen fungerede ret godt. Her var der faktisk tid til mere hverdagspræget dialog og typiske King-vendinger, men det var næsten bittersødt først at opleve det til allersidst. Og selvom jeg faktisk er ret stor fan af Frannies konfrontation med Flagg, er jeg meget mindre tilfreds med det mystiske barn, der pludselig dukker op fra kornmarken og redder dagen. "Kid A", som The Loser's Club-podcasten vittigt har døbt hende, skal tydeligvis være en version/reinkarnation af Mother Abagail, og det er hovedrystende dumt. Really, King? Der har været ret meget kritik af hans tidligere brug af the magical negro (blandt andet med netop Mother Abagail), og Kid A er indbegrebet af netop dét.
- Og når vi snakker om Mother Abagail, så bliver jeg bare nødt til at sige, at Whoopi Goldberg slet, SLET ikke fungerer for mig. Meget af det er karakteren fra romanens skyld, men Mother A er ikke i nærheden af at have nok historie eller agenda, og Whoopi i rollen er bare forstyrrende. Jeg var forberedt på ikke at kunne lide Amber Heard som Nadine, men hun gjorde det faktisk så godt hun kunne - også hendes historie var bare groft underbelyst, og jeg følte intet for hendes karakter. Serien prøver hårdt på at introducere flere seje, kvindelige karakterer (hvilket bogen bestemt også mangler) - blandt andet er The Ratman nu The Ratwoman - men det lykkes ikke, for de har stort set ikke tre linjers meningsfyldt dialog.
- Horrorscenerne var klart nogle af de bedste, men der var alt, alt for få af dem. Især beslutningen om at springe over Larrys flugt gennem rådnende lig i den mørklagte Lincoln Tunnel gør ondt, for det er en af bogens allermest ikoniske scener.
- Jeg håber virkelig, at alle mennesker drømte om både Mother A og Flagg (selvom Nadine jo beviser det modsatte), for det virker enormt uretfærdigt, at valget bliver truffet for én på forhånd. Søger man mod det gode eller det onde? Det er alt for simplificeret, og selvom det også er en af bogens svagheder, er det trods alt noget mere nuanceret på skrift.
- Simplificeret er også fremstillingen af Las Vegas, der er helt ufatteligt overdrevet. Det burde være et sted, der potentielt kunne tiltrække alle, og det havde klædt serien med nogle gråzoner, men alle i dette nye Vegas er kategorisk onde. Bogens styrke var blandt andet, at de mennesker, der valgte at tage til Vegas kunne have været ens nabo, kollega eller familiemedlem, men her er der bare skruet for meget op. Ondt og syndigt er åbenbart også kvinder, der kysser hinanden og mænd med make-up, og var det ikke for de absurde gladiatorkampe med afrevne lemmer og utallige dødsfald, ville jeg nok i virkeligheden synes, at Flaggs tropper var mest interessante.
- Alexander Skarsgård kunne i virkeligheden godt optræde på begge lister, for jeg synes faktisk han som udgangspunkt var godt castet til at spille Kings superskurk nummer ét, Randall Flagg. I det sidste afsnit viste han sig endelig som den Flagg jeg forestiller mig - en drillende, flirtende, charmerende og opportunistisk joker, som vi så alt for lidt af i løbet af serien, hvor han mest af alt var vred og dyster (kudos til dansescenen, dog!). Jeg er også stærkt utilfreds med, at han i serien havde en tydelig finger (eller fod) med i spillet omkring udbredelsen af den dødelige virus, for det har aldrig været meningen.
DET FUNGEREDE RIGTIG GODT I THE STAND
- Jeg synes faktisk, at castingen langt hen af vejen var fremragende, og hos de karakterer, vi trods alt fik lov til at følge helt tæt, var skuespillet helt i top. Allerbedst var Owen Teague i rollen som den irriterende incel Harold Lauder, der på en måde også er denne versions egentlige hovedperson. Han er skræmmende spot-on i al sin ynk og selvretfærdighed, og hans følelse af ejerskab over Frannie er kuldegysfremkaldende. Scenen, hvor han øver sig på Tom Cruise-smilet i spejlet, er en af seriens bedste, ligesom hans død også er frydefuldt forfærdelig. Jeg kan godt lide, at han i serien slutter af med at skrive "I allowed myself to be mislead" frem for det mere ansvarsfraskrivende "I was mislead", og Owen Teague holdt et imponerende højt niveau hele serien igennem. Han er faktisk selv stor King-fan og er gået all-in til rollen som Harold, og det har virkelig givet pote.
- Brad William Henke, som jeg ellers kender bedst som den ubehagelige Piscatella i Orange is the New Black, leverede også en virkelig fin og respektfuld version af den mentalt handicappede Tom Cullen. I bogen hypnotiseres han(!) og tager til New Vegas som spion, men i serien får han heldigvis valget, og er tydeligvis i stand til at træffe sine egne beslutninger. Selvom hans venskab med den døve Nick Andros egentlig mest understreger Kings lettere problematiske og simplificerede fremstilling af mennesker med handicap, er deres kapitler stadig nogle af mine favoritter, og det kunne jeg godt have brugt mere af i serien, hvor Nick desværre næsten ikke blev brugt - hvorfor hans død også virkede underligt undervældende.
- Odessa Young formår faktisk at gøre Frannie til en sympatisk og levende karakter, og jeg synes endda hun gør det bedre end bogen selv. King gav oprindeligt ikke Frannie ret meget interessant materiale, og hun er mest af alt en medløber, der står på sidelinjen og hepper på Stu. Odessa Youngs Frannie er langt mere handlekraftig og selvkørende, og jeg er vild med, at hun i Kings nye slutning fik mulighed for selv at stå ansigt til ansigt med Flagg og alle hans fristelser - endda i en brønd, der så ofte før har spillet centrale roller i Kings historier. Hun er med afstand den bedste kvindelige karakter i serien, og kan fyre floskler af, så det næsten ikke får mig til at krumme tæer - men hun havde nogle gode refleksioner over den nye verden i det sidste afsnit - blandt andet, at mennesket altid vil finde tilbage til de gamle veje; eksemplificeret ved, at Boulders nyopstartede politistyrke blev bevæbnede efter hændelserne i Vegas.
- I New Vegas er jeg gladest for Nat Wolff og hans flamboyante Lloyd, der forguder og frygter Flagg. Det er langt fra alle, der er enige med mig, men jeg synes han er helt fantastisk - lige fra den første, ikoniske scene i fængslet, hvor han bliver så sulten, at han lige snupper en bid af sin døde cellekammerat. Jeg kan faktisk også godt lide, at Lloyd ender med at få lidt oprejsning og tvivle på Flagg til allersidst, selvom han var loyal til det sidste i bogen. Der er også noget delte meninger om Ezra Millers Trashcan Man, men jeg synes, at det helt overskruede skuespil fungerer. Det er dog en stor fejl, at Flagg selv sendte Trashy ud efter atombomben, for det var et af bogens allerstørste overraskelsesmomenter, der slet ikke havde samme chokeffekt i serien.
- De alt for få sekvenser vi fik fra sygdommens udbrud kom skræmmende tæt på, da der blandt andet var scener fra et overfyldt hospital. Horrorscenerne var faktisk overraskende brutale og voldsomme - især Nadines endeligt og efterfølgende knuste hoved på et fad (tænderne, siger jeg dig, TÆNDERNE!) sad lige i skabet, ligesom Flaggs fortæring af stakkels Bobby Terry i en glaselevator også var hårrejsende brutal. Der er også noget fundamentalt skrækkeligt over brækkede knogler; især i situationer, hvor ambulancen ikke venter lige om hjørnet, og både Stu og Harolds skader var forfærdelige.
- Jeg vil gerne rose soundtracket, selvom valget af flere sange nok helt ærligt forstyrrede mig mere end de burde; og flere af dem var da også liiidt for on the nose. Men hvor var det fedt, at Larry og Heather Grahams fine Rita havde sex til Sigur Ros i en mennesketom Central Park - for ikke at nævne scenerne med Beach House, Canned Heat, Black Sabbath, Lou Reed og Daniel Johnston i baggrunden.
- Der er stadig ufatteligt meget religion i The Stand, men det ER også en stor og vigtig del af bogen, så det er svært at komme udenom. Jeg synes egentlig, at der langt hen af vejen er nogle gode løsninger og forklaringer på folks blinde tro på Mother Abagail og Flagg; eksemplificeret i sympatiske - og ateistiske - Glen Batemans udtalelse "Don't you wanna follow the rabbit hole and see where it goes?" Han er ikke troende, men faktum er, at alle de nye indbyggere i Boulder har haft den samme drøm om Mother A, hvilket trods alt er noget spektakulært.
Det BLEV meget langt, men det er også en historie, der står mit hjerte nært, og jeg ville sådan ønske, at adaptionen bare havde siddet lige i skabet. Der er glimtvise øjeblikke, der virkelig rørte mig, men helt overordnet mangler serien både sjæl og dybde, og virker til tider som en tjekliste af romanens største hændelser uden de mellemliggende forklaringer. Kronologien fungerer kun, hvis man i forvejen kender historien, men det er tydeligt, at folkene bag har læst The Stand mange, mange gange. Jeg har lyttet til flere interviews med Benjamin Cavell og læst flere med Josh Boone, og de har virkelig haft en vision med deres fortolkning. Jeg synes desværre ikke, at de nåede helt i mål.
søndag den 14. februar 2021
the time has come for bitter things
- World Animal Protections helt vanvittige og grundløse kampagne mod Fjord og Bælt og deres forskning i marsvin. Det er utroligt nok lykkedes organisationen at overbevise flere politikere, deriblandt ovennævnte, om at forsøgene er ulovlige, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Det er et indlæg værd i sig selv, men det bliver det ikke, så jeg tillader mig lige at linke til denne artikel og (især) debat, der dækker sagen meget godt. Det blev samtidig enden på min årelange støtte til World Animal Protection - jeg hjælper gerne til med elefanter og bjørne i kæder, men helt forfejlede angreb på Fjord og Bælt kan jeg ikke acceptere. (Nu støtter jeg Børn, Unge og Sorg og World Population Balance i stedet).
Rant over og god søndag!
onsdag den 10. februar 2021
morning came and then came noon
mandag den 1. februar 2021
we came to breathe clean air
Da jeg cyklede hjem efter mere end fire timer udendørs, var min højre storetå ved at opgive ævred og klar til at brække af. Min planlagte gåtur i dag med en anden veninde blev af sikkerhedsmæssige årsager derfor omdannet til sofahygge og LEGO-bygning, hvilket heldigvis var mindst ligeså tilfredsstillende, og da jeg samtidig kunne introducere hende for mesterværket Children of the Corn, ville jubelen ingen ende tage.
torsdag den 28. januar 2021
I don't regret having left the place a mess
søndag den 24. januar 2021
among the garbage and the flowers

12. The Third Day
Jude Law optræder lidt overraskende flere gange på denne liste, og første gang skyldes det hans hovedrolle i den britiske miniserie The Third Day, der er en herligt foruroligende fortælling om et lille øsamfund, der tager tradition og skikke ret seriøst. Serien ville muligvis have endt højere på listen, hvis jeg havde researchet ordentligt, og ikke bare set alle seks afsnit i én køre - for mellem første del "Summer" og tredje del "Winter" kommer der sjovt nok også et "Autumn", der blev vist som et 12-timers liveevent fra øen, men det er totalt gået min næse forbi. Det forklarer meget godt hvorfor jeg fandt første del af serien klart mest interessant og seværdig, og hvorfor anden del var lige en anelse for mystisk og forvirrende, men alt i alt var jeg godt underholdt.

Jeg havde glædet mig ret meget til første sæson af HBOs Lovecraft Country, men sad helt overordnet tilbage med en lidt flad fornemmelse. Serien vil aaaalt for mange ting - meget af det lykkes, men fortællingen om den 22-årige (Korea)krigsveteran Atticus, der rejser ud for at finde sin forsvundne far, mudres til i monster-of-the-week-episoder og lidt for meget spoken word. Det er forfriskende at se sort fantasyhorror, og jeg er vild med, at det er med baggrund i racistiske - og dygtige - H.P. Lovecrafts univers, hvis monstre mange mente var et udtryk for hans fremmedfrygt. Enkelte afsnit står lysende klart i min erindring, og der var flere vanvittigt skønne horrorscener, men tonen var helt off, og alt i alt er jeg desværre lidt skuffet.
10. Vikings Sæson 6
De sidste par sæsoner af Vikings har været lidt hårde at komme igennem. (SPOILER) Efter Ragnar Lothbroks død i slutningen af sæson fire, var sæson fem og dens TYVE afsnit enormt langtrukne og ligegyldige, men selvom tyve afsnit også har været alt for meget til denne sjette og sidste sæson, har serien alligevel formået at binde en flot sløjfe om historien. Karaktererne - og især den tidligere uudholdelige Ivar The Boneless (spillet af danske Alex Høgh Andersen) - spilles lidt mere afdæmpet; der er skruet ned for den heftige accent, og dynamikken mellem dem virker meget mere ægte. Der var knald på de sidste afsnit, og jeg synes Vikings fik en værdig slutning efter et par famlende år.

Der er efterhånden et godt stykke fra det originale Star Trek til 2020s meget woke Discovery-serie, men universet er så kærligt og omfavnende, at jeg synes der er plads til det hele. I Discoverys faste crew findes ikke en eneste straight, white dude, og Bryan Fuller går all-in på at lære sit publikum om non-binære teenagere og stærke, kvindelige ledere. Det er nogle gange tæt på at kamme over, men for det meste fungerer det overraskende godt, og skygger kun enkelte gange for det egentlige sci-fi-eventyr, man forventer at se.
7. NOS4A2 Sæson 2
Jeg var noget hård ved første sæson af adaptionen af Joe Hills moderne vampyrdrama, men anden sæson ramte plet, og jeg ville egentlig gerne have set, hvad serieskaber Jami O'Brien havde fået ud af en sæson tre - men serien er desværre blevet cancelled. Heldigvis nåede vi at få afslutningen på Joe Hills storyline, og de mange scener fra det twistede Christmasland var både dragende og underholdende. Jeg vil dog til hver en tid anbefale bogen først - det har været en af mine bedste læseoplevelser -i hver fald inden for genren - de sidste mange år.
5. La Casa De Papel Del 1-4
I efteråret havde min søde kollega en periode, hvor hun så noget klatøjet ud på arbejdet. Jeg spurgte med sympati ind til, om hendes lille datter var begyndt at sove dårligt, men lidt skamfuldt fortalte hun om den serie, der holdt hende og hendes mand vågne til langt over deres sengetid. En spansk serie om et nøje planlagt heist lød ikke liiige som min kop te, men efter de første par afsnit var min mand og jeg lige så hooked som min kollega. Det er virkelig, virkelig hæsblæsende intenst; det er visuelt lækkert, dejligt at høre hurtigttalende spaniere folde sig ud, og selvom der er nogle lige lovligt karikerede medlemmer af banden, er det enormt god underholdning. Jeg er egentlig ikke så god til action og mister hurtigt interessen, men her glemte jeg flere gange at trække vejret. De første dele/sæsoner af serien er klart bedst, men der er også noget særligt over at se udviklingen i gruppen over tid, og jeg er spændt på at se, hvad femte og sidste del byder på.
Tredje sæson af dette aparte mesterværk er bestemt på højde med både første og anden sæson, som jeg tidligere har rost til skyerne, og jeg har faktisk lidt lyst til at placere den endnu højere på listen. Men det må blive til en meget flot tredjeplads for Cobra Kai, der må være det perfekte eksempel på en vellykket reboot/fortsættelse af en over tredive år gammel film. I denne sæson kommer vi endnu tættere på vores hovedpersoner, og sympatien ligger stadig mest hos antihelten Johnny, der er plaget af skyldfølelse og dårlig samvittighed efter den dramatiske ulykke i anden sæsons hjerteskærende cliffhanger. Et af højdepunkterne i tredje sæson er Daniel LaRussos besøg på Okinawa, hvor han støder ind i flere gamle kendinge - og jeg er virkelig imponeret over, hvordan serien kan samle SÅ mange originale skuespillere. DR har også hyldet Cobra Kai her, og jeg synes altså, at I skal give den en chance.
På min førsteplads er der hverken vikinger, spøgelser eller hæsblæsende action, for Normal People er egentlig et ganske stilfærdigt drama, der dog er så utrolig veludført, at den øjeblikkeligt kravlede under huden på mig. På samme måde, som jeg blev helt blæst bagover af SKAM, har jeg haft en upassende stor interesse for to fiktive unge mennesker og deres on-off-forhold, der udfolder sig over flere år; startende på gymnasiet i en lille, irsk by. Serien bygger på Sally Rooneys roman af samme navn, som jeg også skal have læst, og uden at spoile for meget, sker der aldrig noget for alvor chokerende eller banebrydende i historien - den er bare virkelig godt fortalt, og Connell og Marianne er nogle ufatteligt sympatiske, realistiske karakterer, som jeg virkelig heppede på. Lenny Abrahamson har instrueret, og jeg kan også anbefale hans besynderlige, men enormt rørende Frank fra 2014, der har Michael Fassbender og Maggie Gyllenhall i hovedrollerne.
onsdag den 20. januar 2021
all this relief, it's the oddest thing
Jeg håber, at jeg snart kan komme hjem og fejre det, for vi har alle trængt til at sænke skuldrene lidt og bare være sammen uden bekymringer. Min far skal heldigvis også til opfølgende undersøgelser om nogle måneder, hvilket giver mig lidt ekstra ro i sindet. Jeg kan godt mærke, at det har fyldt rigtig meget hos mig de sidste måneder, og nu er jeg så træt, at jeg kunne sove i hundrede år - og jeg starter med at gå tidligt i seng. Godnat!