we've got rainbows yet to find

Jeg afspadserer et par dage op til weekenden - og på mandag afspadserer jeg forud for min weekendvagt, så pludselig har jeg lidt uventet en miniferie på fem dage. Det er helt ærligt også noget tiltrængt, for det har været lidt hårdere at overgå fra min status som elev til "rigtig" dyrepasser end jeg havde forventet. Det er også spændende og lærerigt, men mit hoved er godt fyldt op i øjeblikket, når jeg cykler hjem fra Nørrebro, og om natten drømmer jeg om mus. Derfor er det som sagt nok meget sundt at jeg lige trækker stikket et par dage, og da min kæreste samtidig har ferie i denne uge, har vi udnyttet det gode vejr til fulde. 

Eller - i går startede vi faktisk dagen indenfor, da vi besøgte Medicinsk Museion i Bredgade. Det piner mig, at jeg er så dårlig til at udnytte byens mange spændende tilbud, og især Medicinsk Museion har jeg villet besøge i årevis. Jeg blev heldigvis heller ikke skuffet - det helt overordnede koncept med udstilling af den medicinske historie i Danmark er (for mig, i hvert fald) helt vanvittigt interessant, og især gjorde fremvisningen af "Det Indsamlede Menneske" stort indtryk på mig. (Okay, okay, det vidste jeg godt, at den ville. Jeg vil ikke lade som om, at jeg ikke blev lokket af tanken om bizarre misfostre i glas. Jeg har nogle sære interesser.) Ved indgangen til rummet bliver man advaret mod at gå til højre, hvis man ikke har lyst til at se fostre og babyer med diverse misdannelser, men for mig var det klart hovedattraktionen. Jeg havde dog slet ikke forventet at se så velbevarede og "hele" eksemplarer, og det var svært ikke at få lidt ondt i maven ved tanken om de kvinder, der fødte siamesiske tvillinger eller babyer med havfruesyndrom. Det var et virkelig fedt besøg, og jeg kan anbefale alle at tage et smut forbi. 

Jeg har mange, mange(!) billeder derfra, men jeg synes også det er lidt voldsomt at smide billeder af døde babyer i hovedet på nogen, der ikke lige har bedt om det. Billedet er i stedet fra Kastellet, hvor vi gik forbi bagefter ned mod vandet og en vanvittigt dyr is. 

Vi gik ind forbi Christiania på vejen hjem, hvor Thomas Dambo lige har opstillet Green George - endnu en kæmpe trold bygget i genbrugstræ, og nok også en af mine favoritter. Han er simpelthen så flot og udtryksfuld, og sammen med det imponerende vægmaleri og 3D-kunst, har han gjort Christiania endnu mere spændende at udforske. Jeg har tidligere fundet flere af Dambos trolde, og det er også en udflugt, jeg gerne vil anbefale. 

in strange ideas we live apart

Endnu en uge er gået, og denne bød på min første, meget tiltrængte fridag siden starten af juni. Efter en morgendukkert tog jeg i Fields og kiggede mig ikke tilbage; jeg er virkelig ikke fan af at købe tøj eller shoppe i det hele taget, men når jeg endelig gør det, går jeg all-in. Jeg kunne undlade overhovedet at kommentere det, for jeg er ikke stolt af, at jeg ikke køber tøj i genbrug, men der er en årsag til det, hvor dum den undskyldning så end måtte være. Mine tvangstanker går HELT amok, hvis jeg skal gå i genbrugstøj. Jeg har ikke angst for bakterier (heldigvis - dét må være ganske ulideligt), så det er noget helt andet, der er på spil - jeg kan bare ikke forklare hvad. Den eneste undtagelse er alt det tøj, jeg har arvet fra min mor - men det er desværre snart så slidt, at det skal pensioneres det hele. I det mindste skifter jeg som sagt ret sjældent garderoben ud, og jeg har besluttet mig for, at det ikke skal være endnu en ting jeg skammer mig over. Jimmy var ikke tilfreds med at jeg kom hjem med fyldte poser uden en eneste snack til ham, og dét skammer jeg mig til gengæld lidt over. 

Jeg har også været til børnefødselsdag, der grundet heftigt tordenvejr blev nedgraderet fra havefest til carporthygge - men det var enormt hyggeligt. I takt med at flere og flere af mine veninder får børn, bliver vi også inviteret til en god bunke arrangementer, der måske især henvender sig til andre forældre og deres børn, men jeg føler mig aldrig forpligtet til at deltage. Jeg er så taknemmelig for, at der stadig er plads til mig i mine veninders nye liv - men også en forståelse for, at det ikke er alle aspekter, jeg har behov for at være en del af. Min veninde har allerede nu sagt, at hun virkelig godt kan forstå, hvis vi ikke kan overskue en barnedåb i et bowlingcenter med fritløbende unger i alle aldre, og det gør mig så glad, haha! I går var skøn; der blev snakket en del om middagslure og børnehavestart blandt de mange forældre, men der blev også snakket sommerferieplaner og folketingsvalg og byudviklingen i Aalborg, og vi nåede hjem på sofaen før det begyndte at regne igen. 

Min veninde er fløjet tilbage til Boston for en stund, men inden da nåede vi en sidste hyggeaften med burgere, cola og Cobra Kai på skærmen. Hun forærede mig en smuk buket i AaB-farver fra den legendariske Blomster Jannie på Holmbladsgade og ønskede mig tillykke med uddannelsen og jobbet, og jeg blev igen helt underligt rørt. Arbejdet behandler mig også godt; i fredags var vi til sommerfest i Fælledparken med øl og Breezers i lind strøm og lidt for mange 'sjove lege' som sækkeløb og tovtrækning, og det var som altid en sjov og lidt heftig omgang. 

can't decide what words to wear

Det kommer hurtigt til at virke banalt at nævne, hvordan tiden flyver - men jeg har helt oprigtigt svært ved at huske, hvornår dagene, ugerne og månederne sidst gik så hurtigt. Jeg har det rigtig godt, men det er ikke for alvor gået op for mig, at der nu er gået tre år siden min sidste dag i FONA, og jeg havde aldrig forudset, at mit liv ville se så anderledes ud nu. At starte på min uddannelse gav mig muligheden for at starte forfra og møde nye kollegaer, lærere og ikke mindst gode venner under helt andre forudsætninger, end jeg var vant til, og det har været så positivt for mig at blive presset lidt på nogle områder, hvor jeg helt ærligt bare skulle tage mig lidt sammen. 

Jeg får bare ikke snakket nok om det, der virkelig rører sig hos mig. Det er blevet meget nemmere for mig at have mange aftaler med mine venner; for nogle år siden var min kalender fyldt, hvis jeg skulle ses med bare én eller to venner på en uge, men i øjeblikket har jeg overskud til at arrangere badeture, restaurantbesøg, barselsbesøg, zooture, familiefødselsdage, øldrikning og besøg fra Jylland i et hæsblæsende tempo, og så daler kvaliteten på mine feriealbum-agtige indlæg. Det kan godt være, at det er sådan det må være i en periode, men jeg vil i det mindste forsøge at krydre mine billeder af ellers ualmindeligt nuttet niece og zoodyr med et lidt andet fokus. 

Jeg havde blandt andet lovet at snakke lidt mere om, hvordan det er for mig at leve med OCD. Jeg har overhovedet ikke kunnet overskue at nærme mig emnet; ikke fordi jeg ikke har lyst til at dele mine tanker og erfaringer, men tværtimod fordi jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle, at det virker helt uoverskueligt at finde ud af, hvordan jeg bedst griber det an. Jeg VED jo godt, at jeg ikke har en voldsomt stor læserskare (men jeg sætter pris på hver og én af jer!), men det føles enormt vigtigt at få skrevet det.perfekte.blogindlæg om OCD, for ellers føler jeg, at jeg slet ikke må snakke om det. Jeg har haft en kladde liggende i årevis, der udførligt beskriver mekanismen bag OCD, fortæller om de mange usynlige symptomer på især den obsessive del, som jeg primært lider under, men den bliver aldrig god nok.

Og nu bliver det lidt meta, men eksponering er en af mine strategier til at bekæmpe mine tvangstanker - så nu har jeg besluttet mig for at gøre noget helt andet, og bryde isen med en lille historie: 

I onsdags tog jeg et billede af mit kryds på sedlen i stemmeboksen. Det må man slet ikke, og jeg kunne heller aldrig drømme om at vise det nogen steder, men det var simpelthen nødvendigt. En sjælden gang imellem handler mine tvangstanker ikke om død og ødelæggelse, men er så absurde, at jeg bliver nødt til at grine af dem - og det har været tilfældet den sidste måneds tid. Jeg blev simpelthen så bange for, at jeg ville komme til at stemme på Rasmus Paludan. Så bange, at jeg tænkte på det hele tiden op til valget, og så blev jeg altså nødt til at tage et billede efter jeg havde sat mit kryds, selvom det egentlig bare gør min OCD en tjeneste. Afslutningsvis kan jeg tilføje, at jeg ikke stemte på Rasmus Paludan, at jeg havde i hvert fald fire-fem andre tanker og ritualer forbundet med afstemningen, og at min magiske tænkning utroligt nok ikke havde indflydelse på resultatet. 

Til allersidst - nogle gange er min hverdag og mine gode aftaler lidt ud over det sædvanlige. Jeg har været i Zoologisk Have to gange på en uge; første gang med min familie, og anden gang backstage med min seje dyrepasserven, der lod mig fodre den flotte tukan igen. Endnu en klar fordel ved min nye tilværelse! 

seems that the world's got a role for me

Jeg vil gerne starte med at undskylde min alt for lange svartid på de meget, meget søde kommentarer til mit sidste indlæg om Silke. Det gør mig glad, at der blandt både mine venner, kollegaer og bloglæsere er plads til at sørge over tabet af et elsket kæledyr. I weekenden havde jeg besøg af min familie, og det var enormt rart at kunne snakke om allerbedste Silke med de mennesker, der elskede hende højest. 

I dag er første gang i en uge, at jeg rigtigt har tid til at sætte mig med computeren i sofaen (jeg har stadig til gode at blogge fra min telefon). Om lidt vil jeg hente en cola, tænde for valgaften og sortere billeder fra den sidste uges tid. Jeg har haft travlt, men som det heldigvis oftest er tilfældet i øjeblikket, har det udelukkende været med gode aftaler og søde mennesker. Mere om det en anden gang, for i dag vil jeg egentlig bare dele en god nyhed med jer:

I lørdags blev jeg færdigudlært som dyrepasser, og det sidste halve år har jeg haft helt ondt i maven over fremtiden - men i mandags cyklede jeg ind til Københavns Universitet som jeg plejer, for jeg har heldigvis fået et vikariat på et år i den afdeling, hvor jeg har været den sidste måned. Det er jeg simpelthen så glad og lettet over, og hvis jeg ikke lyder entusiastisk nok, er det bare fordi jeg faktisk har vidst det i et godt stykke tid uden at måtte sige noget. Det har været en lidt hård proces for mig, men det hele er heldigvis endt lykkeligt, og jeg er utroligt taknemmelig over at have mindst et år mere sammen med mine mus og gode kollegaer - og nu til en noget bedre løn. 

the brightest light is the first to go

Tirsdag morgen døde Silke. Min søster hørte hende pibe ude i haven og så, at hun var faldet om. Min søster nåede heldigvis at komme ud til hende og være hos hende imens hendes hale bevægede sig en sidste gang før hun døde. Til oktober ville hun være fyldt ti, så vi havde håbet på mange gode år endnu, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Jeg har grædt og grædt siden min søster ringede og gav mig besked, for Silke var noget helt, helt specielt. Det er et vilkår, at vores elskede kæledyr ikke lever lige så længe som vi selv gør, men det er voldsomt brutalt at få revet et elsket medlem af familien bort uden varsel. Det var heller ikke nemt at sige farvel til vores 16 år gamle kat Froy, men hun var gammel, træt og dement, og det føltes godt at give hende fred. Den følelse har jeg ikke lige nu, men når jeg er kommet mig over chokket, er jeg sikker på at alle de gode minder med Silke vil overskygge sorgen og savnet. 

Silke kom ind i vores liv, da min søster havde allermest brug for det. Jeg skal ikke fortælle min søsters historie, men uden at være dramatisk, har Silke reddet min søster ud af mørket og tilbage til livet. Senere, da min mor døde, hjalp hun os alle sammen. Hun var en uofficiel servicehund, der har hjulpet min søster ud af døren hver dag, og så var hun også bare vores alle sammens Muddi, vores lille fjollehoved og kjælemousch, og jeg kan ikke forstå, at jeg aldrig mere skal have en timelang nusseseance med hende på en solplet ude i haven. 

Silke var den skønneste og mærkeligste blanding af en Husky og en Dansk-svensk gårdhund, og sammen med hendes smukke øjne og heterokromi, var det næsten umuligt at gå tur med hende uden at blive stoppet af nysgerrige hundeelskere. Især i Tyskland har hun været et hit, og det har været så hyggeligt at have hende med på alle vores ferier; på restauranter, bjergvandringer og i dyreparker. Hun kunne løbe hurtigere end nogen anden hund - og nogle gange glemte hun lige, at hun skulle komme tilbage igen. Hun kunne ikke rigtig gø, men hun kunne hyle af glæde - noget hun blandt andet altid gjorde ved synet af mit tog, når jeg blev hentet på banegården. Hun elskede langt fra alle mennesker, og var egentlig ikke interesseret i alt for meget opmærksomhed fra fremmede, hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i - og det gjorde det bare ekstra specielt at føle sig udvalgt til hendes hengivenhed og ubetingede kærlighed. 

Jeg har virkelig aldrig mødt en hund - eller et dyr i det hele taget - der var så speciel som Silke. Det lyder søgt, men hun så mig. Jeg følte mig forbundet med hende i en særlig grad, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at hun ikke er der, når jeg kommer til Jylland næste gang. Hvil i fred, elskede Muddi. 

Silke 2009 - 2019. 

into each life some rain falls

Billederne er fra den sidste uges tid, der har været endnu en god en af slagsen. Sammen med min kæreste fik jeg endelig smagt en pimpet vaffel fra Munchies Copenhagen, og vi nåede også en tur forbi Sundby Idrætspark sidste søndag, hvor det pludselig var blevet ret spændende for Fremad Amager, der med en sejr over Silkeborg kunne være næsten sikre på en tredjeplads og oprykningskampe til Superligaen. Sådan gik det desværre ikke; tre mål var ikke nok mod Ronnie Schwarz og resten af førerholdet, og i går blev nedturen total, da Amager tabte til Viborg og ender på en femteplads. De har dog stadig haft en rigtig flot sæson, og det var meget tæt til sidst, så de kan sagtens være stolte - og jeg glæder mig til at se flere kampe på Sundby Idrætspark i næste sæson. 

Jeg var også en tur på Bindia på Østerbro sammen med min veninde, der introducerede mig for Paneer-ost og andre ukendte retter og ingredienser. Jeg plejer bare at snuppe en Butter Chicken - måske en Lamb Korma, hvis jeg er særligt vovet - men jeg er tydeligvis ikke ret velbevandret i det indiske køkken. Det var lækkert!

Jeg har ingen billeder fra denne weekend, der har været ret forfærdelig - og det følgende er en langt, kedeligt rant, jeg bare lige må have ud. I går brugte vi det meste af dagen på at researche nyt gaskomfur og køleskab, hvilket ikke er det allermest ophidsende at bruge sin lørdag på, men vi endte med at finde nogle gode modeller og havde også accepteret, at det åbenbart kræver en VVS'er at til-og frakoble et gaskomfur, hvilket lige gør dén løsning temmeligt meget dyrere. Inden vi nåede at trykke køb, bankede det dog på døren - det var underboen, der bekymret kunne fortælle om dryppende vand fra badeværelsesloftet. Den næste halve time brugte vi på desperat at opsamle vand fra et lækket rør ved toilettet, men hverken skåle eller håndklæder kunne stoppe vandet fra at løbe ned til underboen. Vi måtte lukke for vandet i hele opgangen, før der kom en venlig VVS'er, der dog ikke kunne gøre så meget andet end at sætte en prop i - det skal vi nok betale i omegnen af 3500 kroner for, så det er jo fantastisk. Lige nu skyller vi ud i toilettet ved at hælde en spand med vand i - TMI, beklager, men jeg er bare så ufatteligt bitter over, at de penge vi skulle have brugt på køkkenet, nu skal bruges på denne regning og et nyt toilet. 

trudging back over pebbles and sand

Det er allerede en uge siden jeg vendte tilbage til København efter min ferie i Jylland, og på den fem timer lange bustur hjem, fejrede min mand og jeg at det var tolv år siden vi blev kærester. Det er helt vildt at tænke på, men det føles samtidig helt naturligt - selvom det da var noget syret at møde hans venners børn igen på ferien; sidst jeg så dem, gik de i skovbørnehave og fægtede med træsværd, og nu er de teenagere, der havde komplicerede teorier om Game of Thrones. 

Vi sluttede vores ferie af med to dejlige overnatninger på Gjøl hos min søster, hendes kæreste, min niece og deres to hunde. Min niece kom glad stavrende mig i møde, da hun så mig i dagplejen, og det smeltede mit mosterhjerte totalt. Så meget, at jeg faktisk indvilligede i at tage til jordbærfest (et koncept, jeg aldrig helt forstod, men vi sang en sang, spiste jordbærtærte og kiggede på børn i jordbærkostumer) i dagplejen, hvor jeg sad ved siden af en tre-årig, så jeg har virkelig strukket mig langt. 

Vi kørte til Vesterhavet flere gange i løbet af vores besøg, og jeg får stadig en helt særlig, opløftet følelse i kroppen, når jeg lader mig blæse igennem af den stærke vind. Vi var glubende sultne efter en tur ved stranden i Lønstrup, og vi spiste en virkeligt lækker brunch på den enormt hyggelige Blå Café, der er placeret i byens gamle biograf. Om aftenen spiste vi all you can eat i Hjørring, så på den måde nåede vi også madmæssigt hele vejen rundt på vores ferie. 

Den sidste uge har behandlet mig godt. Jeg er faldet godt til på min nye, gamle afdeling, og selvom vi har travlt, har jeg stadig haft tid til flere gode aftaler. Jeg har været i vandet igen, besøgt en god ven i Husum og gået tur ved mosen, og set det næstsidste, vanvittige afsnit af Game of Thrones, som jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal sige til (sådan har jeg det i øvrigt også med Alabamas nye abortlovgivning, der fortjener meget, MEGET mere opmærksomhed herfra end bare en parentes, men det bliver ikke nu). 

the world's an inventor

Vores sommerferie og mini-Tour de Jylland i sidste uge bragte os fra Østjylland mod vest. Min kæreste er fra Skive, så vi havde et par hyggelige dage i svigerfamiliens selskab (der blandt andet bød på korkoncert i Glyngøre Kirke med min svigermors kor - den tredje 'koncert', jeg har været til i år, hvilket er lidt trist), inden vi kørte lidt  nordpå og tog færgen til Fur. Vi har begge tidligere besøgt denne lille perle i Limfjorden, men det er godt nok længe siden - for mit vedkommende hele 22 år, da mit sidste visit var med min sjetteklasse på lejrskole. 

Naturen på Fur er helt unik. Der er tydelige spor fra den sidste istid; stejle skrænter, bakket landskab og masser af kalk og ler - og så var øen også beboet i oldtiden, hvilket adskillige flotte gravhøje vidner om. Man må kun køre 50 km/t på hele øen, og de fleste steder er vejene mere eller mindre fremkommelige grusveje, men det gør kun oplevelsen endnu mere hyggelig. Der er overraskende mange seværdige steder på den lille ø, og jeg er helt ked af, at vi ikke havde mere tid til at opleve flere af dem. 

Vi spiste en sen frokost (så sen, at vi ikke nåede Fur Bryghus) på Fur Færgekro, hvor jeg fik et ganske hæderligt stjerneskud, og min kæreste fik den største schnitzel, jeg nogensinde har set (det var måske lidt kvantitet over kvalitet, dog). Jeg vender meget gerne tilbage til den fine, lille ø engang i fremtiden, og der behøver ikke at gå 22 år igen. 

electric eyes are everywhere

Mine sommerferieplaner er mildest talt lidt usikre i år, men i sidste uge holdt jeg i det mindste sæsonens første ferie sammen med min kæreste, da vi rejste rundt mellem vores familier i Jylland. Ugen startede i Mariager hos min far, og første dag besøgte vi Randers Regnskov, der var så god en oplevelse, at stedet fortjener sin egen anbefaling. 

Bemærk dovendyret i baggrunden

Jeg har gået på gymnasiet i Randers og derfor haft min daglige gang i byen i årevis, så det er lidt absurd at jeg ikke har været mere i Randers Regnskov end jeg har. Sidste gang var for seksten år siden med mit biologihold fra netop Statsskolen, og jeg kan huske de mange mennesker og den klamme fugtighed, hvilket måske har afskrækket mig lidt siden. Denne søvnige mandag eftermiddag var der dog ikke ret mange gæster, og vi var fornuftige nok til at anvende garderobeskabene, der kostede den nette sum af to kroner at benytte, og det førte til et virkelig dejligt besøg, hvor vi gav os god tid til at møde alle dyrene. 

Randers Regnskov er bygget op under tre store kupler, hvor dyrene for det meste går frit rundt. Det fungerer virkelig godt; dyrene har rigeligt med plads at boltre sig på, og gæsterne får mulighed for at komme helt tæt på - uden at måtte røre, selvfølgelig. Siden sidst (hvilket som sagt er meget længe siden) er Danmarksparken kommet til - et kæmpestort udeområde med en stor naturlegeplads og en bondegård med alle de klassiske bondegårdsdyr. Det er en virkeligt god idé, for jeg kunne godt forestille mig, at mange børn generelt kan blive lidt anstrengende at være sammen med efter flere timer i et fugtigt indelukke - og jeg var bare glad for at kunne klappe en gris. 

Til sidst må jeg også lige fremhæve regnskovens fremragende formidling, der var lige tilpas informativ uden at kede med detaljer, man alligevel kan google på et splitsekund, og i stedet fokuserede på særlige kendetegn ved arterne. Jeg var utroligt glad for nøgenrotten, som jeg også lige har hørt biolog Anders Kofoed fortælle om til et arrangement med mit arbejde. Rotterne er SÅ seje; deres fortænder bruges også til at grave med, så de er placeret foran læberne, de er vekselvarme, og så lever de i kolonier ligesom myrer og bier med én dronning og en hær af arbejdere. Det er kun dronningen der yngler, og hun er så dominerende, at hun undertrykker de andre hunners hormonproduktion, hvilket er helt vanvittigt! Man kan læse meget mere om dette skøre dyr hos Randers Regnskov, hvorfra jeg også har fået ovenstående information. 

Jeg lod mig vist rive med, men der var så meget spændende at opleve. Jeg kan klart anbefale et besøg uden for peak hours, og der går helt sikkert ikke seksten år mere, før jeg vender tilbage.