fredag den 27. maj 2016

nothing in the past or future ever will feel like today

Lidt strøtanker bliver i dag ledsaget af streetart fra Wien. Jeg har allerede vist noget her, men der var så meget flot graffiti i den pæne by, at det var svært at holde kameraet i ro. 
Min veninde og jeg var i Tivoli i går - vi skulle både hygge, snakke og spadsere lidt rundt i den fine have, men primært skulle vi prøve alle de vilde forlystelser, som vi aldrig kan lokke andre med op i. Det er længe siden jeg har grinet så meget på en dag, og et par sekunders dødsangst i Vertigo blev hurtigt vendt til vild eufori. Med hovedet nedad og benene i luften fandt vi alligevel tid til at kommentere på Københavns smukke aftenhimmel, og så måtte vi nok erkende, at vi er blevet et par halvgamle damer. Aftenen sluttede med en softice og en sidste tur i Himmelskibet, og det var en skøn, skøn dag. 
Min tur i Tivoli betød også, at jeg ikke fik set AaBs sidste hjemmekamp i sæsonen. I går tog de også afsked med denne generations Mr. AaB, Thomas Augustinussen, og jeg havde nok alligevel småtudet lidt, hvis jeg skulle have set det. Det var også blevet tid til et farvel til min nuværende yndlingsspiller Kenneth Emil Petersen, men jeg er stadig så skuffet over at han svigter os til fordel for OB, at jeg næsten ikke er trist over det. Vores topscorer Lukas Spalvis sluttede også ret uheldigt af med et par svinestreger og et rødt kort, og ham kan jeg egentlig godt undvære. Vores femteplads kan jeg heller ikke hidse mig op over - vi har alligevel ikke noget at lave i Europa - men jeg kunne godt håbe på lidt mere i næste sæson. Vi mangler Allan Kuhn, men måske kan Thomas Augustinussens kommende trænertjans afføde en ny Augo-effekt. 
Vi har fået varer i butikken igen, og har derfor alligevel ikke solgt vores sidste cd endnu. De andre butikker, der lukkede i lørdags, har sendt deres restlager til os. Altså alt det, de ikke har kunnet sælge selv med 70% (så der er en chance for, at Absalons Hemmelighed alligevel bliver den sidst solgte cd, for den har de andre afdelinger heller ikke kunnet sælge...) Det er lidt op ad bakke, synes jeg. 
Menstruationsdebatten? Jeg vidste ikke rigtigt, at menstruation var noget jeg skammede mig over, men det er der tilsyneladende andre der gør. Det har faktisk fået mig til for første gang nogensinde at kunne erklære mig næsten enig med Pia Kjærsgaard, og selvom jeg aldrig havde troet det skulle ske, linker jeg lige til hendes debatindlæg i Politiken. (Vi er nok ret uenige om, hvad Danmark ellers har af store problemer, må jeg hellere lige understrege.) Derudover synes jeg bare pigerne skal give den gas og bløde som de vil - tamponer, bind, menstruationskop, freebleeding, you name it. 
Det sidste stykke streetart er faktisk ikke fra Wien, men fra Marrakech. En ugle med fez fortjener dog en plads på bloggen, så han ryger på, inden jeg finder flere flotte ting at fotografere i Barcelona. På onsdag snupper jeg nemlig min tredje ud af fire rejser dette år, og jeg føler mig temmeligt priviligeret. Jeg kan retfærdiggøre det lidt med, at jeg jo ikke ved hvornår jeg kan holde ferie, efter jeg er startet i skole til august, så det er med at fyre den af nu! :) 

mandag den 23. maj 2016

there's beauty in every stumble

So much great TV, so little time... Jeg bliver STADIG forkælet med fremragende sæsoner af mine yndlingsserier, og nye, spændende serier løber over skærmen i et tempo, der gør det umuligt at bevare overblikket. Det har betydet, at der nu er gået hele tre år uden jeg har fået fortalt om en af de allerbedste aktuelle komedieserier; nemlig den forrygende Broad City, der er skrevet, skabt og spillet af Ilana Glazer og Abbi Jacobsen. Den handler om de to twenty-something piger Ilana og Abbi (dog med andre efternavne) og deres mere eller mindre usandsynlige dagligdag i New York. Parks and Recreations Amy Poehler er en af producerne på Broad City, der også gør brug af den samme type overdrevne og alligevel rørende komik, som PaR gjorde, og selvom de ellers er milevidt fra hinanden, har jeg fundet en værdig udfordrer til min komedielistes topplacering. Jeg ELSKER Ilana og Abbi, og selvom tingene naturligvis er sat noget på spidsen, kan jeg meget nemt genkende meget fra mine egne tyvere (well, meget af det kan jeg stadig nikke genkendende til, men det er en helt anden historie.)

Jeg sympatiserer især med den lidt opgivende Abbi, der har et seriøst lortejob som rengøringsassistent i et fitnesscenter, hvor hun meget hellere vil træne hold. I virkeligheden er hun kunstner, men der skal penge på bordet til weed og husleje, og så må man jo skure toiletter. Hun kæmper lidt med at finde balancen mellem at være en ansvarlig voksen og have det sjovt, hvor Ilana er noget mere impulsiv og ubekymret - og næsten lidt for meget ind imellem. Hun har godt nok også et arbejde, men hun dukker sjældent op; holder timelange pauser og udnytter groft, at den ekstremt konfliktsky chef ikke tør fyre hende. Ilana får dem begge involveret i alle mulige og umulige situationer, og det er næsten altid Abbi, der skal løse problemerne for dem. 

De er virkelig et par søde, charmerende og sjove piger, der trods alt det stærkt overdrevne virker ganske ægte. De 'rigtige' Ilana og Abbi er begge lige omkring de tredive nu, og selvom de i serien skal være lidt yngre, kan jeg sagtens forestille mig, at Broad City er en forstærket udgave af deres egne tyvere i New York. Jeg er hverken for ung eller gammel til alle referencerne, pigerne har fremragende smag i alt, og det er sjældent jeg oplever, at en serie taler så direkte til mig. Jeg er stadig umanerligt glad for den trods alt noget mere realistiske Girls med dens mangefacetterede (og dermed til tider usympatiske) kvinderoller, men Broad City er den endnu bedre, frække og joint-rygende lillesøster, der totalt har taget fusen på mig. 

(Jeg kunne godt have undværet Hilary Clinton's cameo i sæson tre. De kreative kvinder i New York forguder åbenbart Hilary, for Lena Dunhams instagram har også været én lang valgkampagne de sidste måneder.)
Og pludselig har New Girl med søde Zooey Deschanel også kørt i hele fem sæsoner uden jeg har nævnt det med mere end en sidebemærkning her på bloggen, selvom jeg har fulgt trofast med fra starten i 2011. Det har været a bumpy ride - når New Girl er godt, er det virkelig godt, men højt at flyve, dybt at falde, for der har også været ret mange næsten pinligt dårlige og helt ligegyldige afsnit (det meste af sæson tre, jeg kigger på dig!), og jeg håber for seriens eftermæle, at den bliver afsluttet efter sjette sæson, der kommer næste år. Hver sæson er på over tyve afsnit, og hvis det antal blev skåret ned til halvdelen, ville serien være helt spot-on. For det meste er jeg dog virkelig godt underholdt af New Girl, og jeg holder underligt meget af alle karaktererne.

Udskejelserne begyndte, da Deschanels karakter Jess efter et dårligt break-up flyttede ind i en lejlighed hos de tre fantastiske knægte Schmidt, Winston og Nick. Opskriften er set før og egentlig ret simpel, og det er helt klart karaktererne, der er seriens største force. Når historien ind imellem halter, kan de fire hovedpersoner næsten altid redde den hjem - for de har hver især nogle helt vanvittige personlighedstræk, der løfter serien langt over 'How I Met Your Mother', 'Big Bang Theory' og mange af de andre, mere traditionelle komedieserier i genren. Serien fungerer faktisk allerbedst, når den flipper helt ud, og lader karaktererne folde sig ud i total sindssyge med alle deres neuroser, underlige præferencer og pinlige situationer. 

New Girl var rigtig godt, da det først løb over skærmen for fem år siden. Det er stadig ganske hæderligt (og afslutningen på sæson fem var fin og helt perfekt), og bedre end langt det meste skrammel derude, men hvis jeg kun skal anbefale én af dagens to serier, vinder Broad City med flere længder. 

(Og et lille ps, der ikke decideret SPOILER dagens afsnit af Game of Thrones, men måske alligevel lidt. Jeg bliver bare nødt til at sige, at det var en rigtig dårlig idé at se det inden jeg tog på arbejde i morges, for jeg græd og græd og græd og har haft hovedpine hele dagen. For mig var det klart seriens mest sørgelige og chokerende øjeblik, og faktisk langt værre end f.eks. The Red Wedding, men det hænger nok også sammen med, at jeg denne gang var helt uforberedt. Jeg tør ikke se mere Game of Thrones før bøgerne er færdigskrevne!)

torsdag den 19. maj 2016

just a few things are related to the old times

Jeg er et smut hjemme hos min far i denne weekend, men der er sandt at sige heller ikke meget at give sig til på mit arbejde, hvor tiden går med at udsmykke plakater og spille kort. Fremtiden er stadig helt uvis for mine kollegaer og jeg; vi ved intet, selvom vores afdeling er totalt drænet. For et par uger siden blev den sidste vinyl solgt; i dag røg den allersidste cd (soundtracket til Absalons Hemmelighed til seks kroner), og vi har kun omkring femten filmtitler tilbage (som vi havde en kæmpe lagerbeholdning af). Det lyder så klichéfyldt at sige at det er enden på en æra, men det ER det virkelig - vi har ingen steder at sende vores triste kunder hen; og vores sandsynligvis kommende arbejdsplads Elgiganten har ikke musik i sortimentet  (og så få film, at det nærmest kan være lige meget). 

De fleste af mine jævnaldrende kunne aldrig drømme om at købe en cd eller en dvd, og mange har dømt de fysiske medier ude for længe siden. Men det er for tidligt! Der er bestemt stadig et marked for musik og film; vi har kunder i alle aldersgrupper og fra alle samfundslag - og alle genrer var populære. F.eks. har en ældgammel film som Casablanca (lagde I mærke til, hvor elegant jeg lige fik flettet mit Marokko-foto ind?) kunnet sælge støt og pænt i samtlige ti år, jeg har arbejdet i butikken - og jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om, at der snart ikke længere findes et sted i Danmark med plads til alle de film, der ikke er spritnye blockbustere. 

Den anden dag indsamlede jeg skilte, og det var særligt vemodigt at fjerne 'indie'-skiltet. I dag har indie-begrebet måske en lidt udvandet og fesen klang, men da jeg startede i butikken i 2005 var genren på sit højeste, og jeg var SÅ stolt, da jeg efter et par måneders plageri endelig fik lov til at lave min egen afdeling med alt mit yndlingsmusik. (For sådan blev det - jeg udvidede begrebet til at inkludere de bands, jeg godt kunne lide, så i vores butik har blandt andet Blood Brothers og ...And You Will Know Us By The Trail Of Dead stået i indieafdelingen, hvilket nok ikke helt kunne forsvares. Måske er det i virkeligheden min skyld, at butikken må lukke, heh.) Jeg har egentlig været ret afklaret med butikkens lukning længe, men nu hvor vi for alvor nærmer os, synes jeg det er frygtelig trist.

fredag den 13. maj 2016

I tried walking backwards to get less confused

Jeg anmeldte Stephen Kings tidsrejse-roman 11/22/63 da den udkom i 2011, og nu har den fundet vej til skærmen i form af miniserien 11.22.63 på otte afsnit med James Franco i hovedrollen. Jeg har altid en sund skepsis over for King-adaptioner, men denne er faktisk ganske hæderlig og til tider virkelig spændende - måske fordi J.J. Abrams (Lost, Fringe) og Bridget Carpenter (Friday Night Lights) har produceret. Der er en del meget heldige, 'tilfældige' plotudviklinger, og man skal nok enten være glad for Stephen King, sentimentalt periodedrama eller amerikansk historie (eller James Franco) for virkelig at kunne sætte pris på serien, men den ligger bestemt i den høje ende af skalaen af King-fortolkninger. Hele writer-teamet er kæmpestore fans af Stephen King, og det kan mærkes.

I serien følger vi den unge high school teacher Jake Epping, der en dag opdager eksistensen af et ormehul, der leder tilbage til 1960. Den gamle og døende diner-ejer, der fortalte Jake om hullet, videregiver en opgave til Jake - i fortiden skal han prøve at forhindre mordet på JFK tre år senere. Jake rejser frem og tilbage i tiden et par gange - uanset hvor længe, han bliver i fortiden, er der kun gået to minutter i nutiden, og hver gang han rejser tilbage, bliver hans tidligere gerninger i fortiden nulstillet, og han ankommer på det præcis samme tidspunkt -  en sommerdag i 1960. Efter at have besluttet sig for at påtage sig opgaven og blive i fortiden (Jake har, meget belejligt, hverken familie, en kæreste eller tætte venner han skal undvære), går de følgende år med at udspionere og aflytte Lee Harvey Oswald, for at finde ud af, om det overhovedet var ham der skød, og hvorvidt han arbejdede alene. 

I bogen arbejder Jake selv alene - med et hav af fremragende indre monologer til følge - men i serien introduceres den unge, uregerlige knægt Bill, der pepper scenerne lidt op med noget dialog. Ham kunne jeg godt have undværet - også fordi han konstant sætter missionen på spil med sin skødesløshed og sit temperament - men jeg forstår godt nødvendigheden af hans karakter. Bedre går det med Jakes uundgåelige love-interest Sadie, der er en ret perfekt karakter. Sarah Gadon er virkelig en klassisk, pæn pige, der passer som fod i hose ind i seriens tresser-univers med fine kjoler og lækre biler, og hende og James Franco er virkelig godt castet sammen. Jeg kom flere gange til at tænke på den overdrevent romantiske (men faktisk enormt gode) The Notebook med Ryan Gosling og Rachel McAdams - perfekte og søde er Franco og Gadon sammen, og kærlighedshistorien fylder faktisk noget mere, end jeg havde regnet med. 

Som Stephen King-fan er serien ekstra interessant, fordi den er spækket med easter-eggs og henvisninger til andre King-værker. Der er faktisk så mange, og de er så åbenlyse, at det næsten er forstyrrende for handlingen, men det gjorde mig ikke noget, for jeg elsker easter eggs. Det gør Stephen King også selv - hans bøger er fyldt med henvisninger til andres og egne værker, og writer-teamet på 11.22.63 har også sagt, at alle seriens henvisninger er en lille hyldest til Kings univers. De fleste er som sagt så åbenlyse at jeg spottede dem selv, men der var også et par stykker på denne liste, jeg lige måtte eftertjekke. Et af de fedeste easter eggs var, da Sadies (selvfølgeligt onde) eksmand dukkede op i selveste Christine-bilen - og der var faktisk også et par shoutouts til Carpenters tidligere serie, Friday Night Lights (som jeg vist ikke behøver at nævne igen, hvor meget jeg elsker).

Alt i alt er jeg ret godt tilfreds med adaptionen af 11.22.63, og den gav mig også lyst til en hurtig lille genlæsning af dens litterære forlæg på knap nihundrede sider. Jeg bliver aldrig træt af Stephen King. 

tirsdag den 10. maj 2016

take down your hair and wind up your grin

Wien var en perfekt by for min søster og jeg. Masser af plads, en fantastisk zoologisk have, smuk natur, skønne slotte - og Wien har også Prater, en forlystelsespark, der er næsten lige så gammel som vores egen Dyrehavsbakken, der også minder meget om den. Det koster ikke noget at gå rundt og mærke stemningen, og jeg har læst, at det (forståeligt nok) også er et populært mødested for ungdommen i Wien. 

Den med afstand mest populære forlystelse, er 'Wiener Riesenrad' - et kæmpestort, ikonisk pariserhjul, der blev bygget i 1897. Fra toppen af pariserhjulet kan man se hele Wien - jeg synes udsigten mod Donau var sjovest, da man her kunne se den største kontrast mellem de ældgamle bygninger og den topmoderne skyline. 
Vel nede på jorden igen kastede vi straks tre euro efter en tur i et spøgelseshus, som vi havde hørt meget godt om. Det var overraskende undervældende - bortset fra den unge knægt, der skræmte os lige ved udgangen - og vi fandt hurtigt ud af, at der var intet mindre end fire(!) spøgelseshuse i forlystelsesparken, hvoraf vi tydeligvis havde valgt et af de... mere beskedne. Pengene var dog ikke liiiige til at prøve de tre andre også, for vi skulle også have en tur i Praters svar på Himmelskibet - det var endnu højere end Tivolis, og det var en fed, fed oplevelse. Desværre var min søster ellers ikke helt så modig som i gamle dage, hvor det ikke kunne blive vildt nok, når vi var i eksempelvis Gardaland i Italien - så de allervildeste rutschebaner sprang vi over denne gang. Stemningen var dog stadig intakt - lækker/kvalmende candyfloss-duft, kække forlystelsesbestyrere, larmende musik og høj solskin, og jeg blev lige mindet om, hvor meget jeg holder af forlystelsesparker. 

lørdag den 7. maj 2016

your eyes won't open wide enough

Det er ikke helt det samme at fortælle om skønne solskinsdage i Wien, når der nu er næsten lige så skønt herhjemme, men da vi tog afsted, havde det altså lige sneet. De varme dage og den strålende sol var derfor særdeles velkomne, og Wien havde imponerende mange smukke parker og slotte at slentre rundt om. Belvedere bød på et stykke kage i en gammel fløj af slottet, og statuen udenfor nærmest opfordrede til berøring. 
Efter vores tur i Tiergarten Schönbrunn gik vi videre til slottet af samme navn og den voldsomt imponerende park omkring det. Alting stod knivskarpt - buske, træer og blomster, og selvom jeg mest af alt elsker den vilde natur, er der noget utroligt tilfredsstillende over at se noget så symmetrisk. Selvom parken her var ekstraordinært velplejet, var der generelt virkelig rent og pænt i Wien, og efter min tur til hektiske Marrakech, satte jeg også stor pris på, hvor meget plads der var over det hele. 

torsdag den 5. maj 2016

what's the best place that you have seen?

I Wien ligger verdens ældste zoologiske have, Tiergarten Schönbrunn, der blev grundlagt helt tilbage i 1752 som en del af parkanlægget omkring det overdådige Schönbrunn-slot. Det skulle være en af verdens smukkeste zoologiske haver - og samtidig en af de bedste inden for avlssamarbejde og beskyttelse af truede dyrearter, så den stod højt på min to-do-liste. Jeg blev bestemt heller ikke skuffet, for der var virkelig smukt, grønt og dejligt, og dyrene havde godt med plads og slappede af i solen. I midten af den gamle have lå en pavilion, hvorfra man havde udsyn til de dengang bittesmå indhegninger og bure, og her indtog vi vores frokost i solskinnet. Jeg fik rejsens obligatoriske, kæmpestore og fladbankede schnitzel, og det var storartet. 
Næste år kommer der også pandabjørne til København, men Wien har dem allerede - som en af de meget få zoologiske haver i verden. Jeg synes altid det er en speciel og ærefrygtindgydende oplevelse at se en dyreart for første gang - især når den er så stor og imponerende som pandabjørnen. Jeg holdt også lidt øje med dyrepasserne, der helt seriøst har mit drømmejob - jeg vil SÅ gerne i praktik i Tiergarten Schönbrunn nu! (også selvom der er TO dyrepassere, der er blevet slået ihjel af henholdsvis en jaguar og en elefant i løbet af de sidste femten år...)

mandag den 2. maj 2016

and the world's got me dizzy again

Jeg er hjemme igen efter en ekstremt vellykket tur med min søster til Wien, der er strøget direkte ind på top 5 over mine yndlingsbyer. Wien er ikke den billigste by at besøge, men jeg synes nu alligevel vi fik meget for pengene alle steder - på restauranter, ved attraktioner, i den meget velfungerende offentlige transport og ikke mindst på vores hotel, der var over al forventning. Jeg havde godt nok smidt et par ekstra hundrede kroner efter det, men vi havde ikke regnet med at bo så fint eller centralt. Vi havde udsigt fra en balkon til den travle gågade Mariahilfer Strasse, men der var ingen larm fra gaden om natten - og morgenmadsbuffeten var fremragende. 
Vi ankom onsdag over middag, og det var også den eneste dag, der bød på lidt dårligt vejr. Torsdag var allerede meget bedre, omend lidt overskyet - men fredag og lørdag var full-blown forårsdage med høje temperaturer og solskin fra en klar, blå himmel, og det var så skønt og tiltrængt. Vores eventyr fra de solrige dage fortjener deres helt egne indlæg, og jeg er desuden slet ikke færdig med at sortere billeder endnu, så disse glimt er kun fra de første dage. Vi besøgte blandt andet Stephansdom og nød den velfortjente smukke udsigt efter en hårrejsende og bare hård tur op ad trapperne i det smalle klokketårn, og hestepiger som vi er (min søster mere end jeg, dog), skulle den smukke Spanske Rideskole naturligvis også besøges. Ridehallen var meget imponerende, og hestene i stalden flotte og søde - og forståeligt nok forskånet for kameraer, så det er altså ikke de ikoniske lippizanerheste, der på det nederste billede kører hunden rundt i hestevogn.