torsdag den 25. april 2019

and the night when the wolves cry out

Den nye filmatisering af Pet Sematary havde dansk biografpremiere d. 4. april, og nu, hvor der er gået noget tid - og jeg har set den hele to gange (først i Imperial, senest i Palads) - vil jeg gerne dele mine tanker om den. Allerførst kommer mine helt overordnede betragtninger, men jeg vil hurtigt gå til spoiler-delen, så hvis du endnu ikke har set den nye Pet Semetary (og har planer om at gøre det), bliver det en kort fornøjelse i dag.

Pet Sematary af Dennis Widmyer og Kevin Kölsch er helt overordnet desværre ikke en særligt god film. Jeg havde haft ultralave forventninger - primært grundet min indbyggede pessimisme og en lunken trailer - og derfor blev jeg ikke skuffet, men snarere lidt overrasket over, at jeg faktisk kunne finde flere gode ting ved denne nyfortolkning. En stor anke er det hurtige tempo og det faktum, at det er en film drevet frem af plottet og ikke karaktererne, men der trods alt blevet truffet nogle gode beslutninger undervejs. Katten Church er filmens største stjerne, og katteskuespillerne er helt eminente, f.eks.

Det er svært ikke at sammenligne Pet Sematary med sidste års store overraskelse Hereditary - men det ville på samme tid ikke være helt fair. Hereditary har en helt anden tone og en kunstnerisk tilgang til historiefortællingen og fortolkningen af den dybeste horror, mens Pet Sematary er en noget mere straight-forward gyserhistorie, der spiller på jumpscares og visuel horror. Det lykkes den desværre heller ikke helt med, og selv om jeg godt ved, at det nok primært skyldes nostalgi, foretrækker jeg stadig 1989-udgaven. 
BEWARE! Here be SPOILERS!

Jeg kunne godt tænke mig at starte med at fremhæve det trods alt positive ved nyfortolkningen, for derefter at opridse nogle af de ting, der desværre ikke lykkedes. 

- Det er den ni-årige Ellie, og ikke den tre-årige Gage, der dør på vejen udenfor Creed-hjemmet. Det er simpelthen en helt eminent god ændring af historien, for det gør det muligt at få et meget mere nært forhold til det barn, man senere skal miste sammen med familien. Jeg er ikke kæmpefan af skuespilleren (det er jeg sjældent af børneskuespillere), men det fungerer godt - især, da hun vender tilbage, og rent faktisk kan forholde sig til, hvad der er sket. 

- Jeg er også vild med, at det først ser ud til, at det igen er Gage, der skal rammes af Orinco-lastbilen, indtil Louis hiver ham væk i sidste øjeblik, og Ellie i stedet rammes. Det er en effektiv og ganske rørende dødsscene, og jeg fik faktisk kortvarigt en klump i halsen, da jeg så Ellies livløse krop i græsset. Jeg ville dog virkelig ønske, at det ikke var blevet afsløret i traileren. 

- Det er oprigtigt skræmmende at se Ellie kæmpe desperat for at slå sine forældre ihjel, da hun er blevet full-on evil. Det var trods alt ikke så uhyggeligt i den oprindelige med en nuttet toddler med tophat, selvom han nu var skræmmende effektiv med skalpellen. 

- Apropos skalpellen er der et tydeligt callback i den nye film, og jeg ved ikke helt, om jeg elsker det eller hader det. Jeg hælder til det første, for det ER sjovt og lidt campy, at man først tror den stakkels nabo Jud Crandall slipper for at få akillessenen skåret over - indtil det sker alligevel. 

Desværre var der langt mere, der slet ikke fungerede, og jeg er så ærgerlig over, at min yndlingsroman ikke kunne have fået en mere værdig behandling (billedet er i øvrigt af min fars ældgamle paperback, der har virket sært tillokkende på mig hele min barndom). Jeg tvivler egentlig ikke på instruktørernes intentioner; jeg tror bare, at filmens fokus skulle have været et helt andet. Romanen Pet Sematary er en dyster fortælling om sorg og desperation - ikke et underholdende og flashy zombieeventyr. 

- Slutningen. Den skriger til himlen. Jeg kan slet, SLET ikke have, at Ellies mission var at lave sin egen lille zombiefamilie, og de sidste fem minutter af filmen er helt over the top. Ja ja, det er da meget sjovt at se hele den tilbagevendte familie gå imod stakkels Gage, der sidder i sit barnesæde i bilen, men det fjerner totalt fokus fra historiens egentlige tema, og i det samlede regnskab trækker slutningen i dén grad ned. 

- Zelda. En af de mest ikoniske scener fra den oprindelige film - og i horrorgenren generelt - er Rachels meningitisplagede søster Zelda. Det forsøger den nye film at lave sin egen fortolkning af, men det er en helt unødvendig distraktion fra historien, og det nye flashback gør så heftigt brug af jumpscares, at det hurtigt bliver trættende. 

- Jason Clarke. Ej, men sjældent har jeg set så energiforladt og uinspireret en optræden fra en i forvejen ikke særligt spændende skuespiller. Jeg føler ingenting for Louis, og det hjælper slet ikke, at den nye film ikke har venskabet mellem ham og Jud i fokus. John Lithgow som sidstnævnte er i øvrigt et lille lyspunkt i filmen, men han får slet ikke lov til at vise sit potentiale, desværre. 

mandag den 22. april 2019

this is the kind of magic you bring

Min søsters hund Silke er efterhånden ved at være en halvgammel dame - hun fylder ti til oktober, og selvom hun stadig kan løbe hylende rundt i cirkler helt overstadig af lykke, tilbringer hun efterhånden en del tid med at ligge i solen og dovne den. Hos min far skal det åbenbart helst foregå i purløgene, mens hun derhjemme kan ligge på bløde puder under en balkon - eller midt på den dejligt store græsplæne. Hun er verdens mest specielle og dejlige hund, og jeg nyder sådan at tilbringe tid sammen med hende. Det gør jeg i øvrigt også med min niece, der heldigvis er mindst lige så skøn. 
Min barndomsby har været genstand for en del opmærksomhed i medierne, hvilket jeg kort nævnte her. Fredag aften gik jeg en lang tur i byen sammen med min veninde helt tilbage fra børnehavetiden - vi har efterhånden kendt hinanden i over tredive år - og de velkendte skovstier og fjordens blikstille overflade var den perfekte baggrund til vores samtaler. Selvom vi ikke får talt sammen så ofte, som vi gerne ville, føles det altid så trygt og velkendt at snakke med hende, fordi vi er vokset op sammen. Vi udviklede os ret hurtigt i forskellige retninger, men det har aldrig været nogen hindring for et nært og dybt venskab, og det var et par tiltrængte timer med min gode veninde. 

Afslappende aktiviteter har fået en lidt anden betydning, efter den halvandetårige er kommet til, men jeg fik sneget mig til at læse Politiken i et par timer i en stille stund hos min far, der troligt plukker en buket blomster fra haven til min søster og jeg hver gang vi er hjemme, og det er en lille gestus, der betyder uendeligt meget for mig.

Efter jeg er kommet hjem til København, har jeg nydt de sidste feriedage. Jeg har gået ture, været i vandet, fejret min nevøs 11-års fødselsdag - og i dag har jeg gjort rent i hele lejligheden, men mest fordi jeg havde lyst. Det har været så tiltrængt og dejligt med ferie, og nu er jeg så klar til den sidste måneds tid som dyrepasserelev på Københavns Universitet. 

lørdag den 20. april 2019

something vague that we're not seeing

Meget taknemmelig for, at min frisør fik mig overtalt til pandehår - igen ...
Jeg sidder i en overfyldt FlixBus på vej hjem til København. På vej til Jylland i tirsdags sad jeg ved en mor og hendes to børn, der ’desværre havde glemt deres hovedtelefoner’, og lyttede til en høj lydbog hele vejen til Århus (hvor den mindste kastede op efter at have spillet for meget på sin iPad), og nu har jeg lige slået øjnene op, fordi der var en virkelig besynderlig lugt i luften, der viste sig at stamme fra min sovende sidemands åbne mund. DSB har sporarbejde i påsken, og selvom de bestemt også har deres fejl og mangler, drømmer jeg med længsel om min hjørneplads i stillezonen. Jeg er ALTID uheldig, når jeg tager bussen, og selvom vi kun lige er kørt ud af Odense, føles det som om jeg har siddet i denne bus i dagevis. Mine venner er store fortalere for bussen, men jeg er ikke begejstret. 
Heldigvis har jeg haft nogle skønne påskedage sammen med min familie, der gjorde dagsrejserne det hele værd. Med en halvandetårig i huset er mine ferier hjemme måske ikke helt så afslappende som de var engang, men ud over de hyppige nattevækninger (der er en papirstynd væg mellem min søsters og mit gamle værelse), gør det nu ikke så meget, for det er hyggeligt på en helt anden måde nu. Og selv nattevækningerne har en værdi (i en ultrakort periode), for det er lidt særligt og rørende at ligge og lytte til  min lillesøster synge ’Solen er så rød, mor’ og ’Pjerrot sagde til månen’ for trøste sin datter – men der skal selvfølgelig heller ikke så meget til at bevæge mig. 

En af dagene kørte vi en tur til Lille Vildmose for at lede efter elge. Dem fandt vi ingen af (og så heller ikke hjorte, urokser, vildsvin eller ræve – men et firben og en masse fugle), men vejret har også været forrygende i Himmerland, og det var en fornøjelse bare at gå rundt i højmosen og grine af min svoger, der havde sine udfordringer med barnevognen og de smalle brædder. Lille Vildmose er kæmpestor, og der er mange flere steder man kan udforske end lige Portlandsmosen, hvor vi gik rundt – og jeg kan bestemt anbefale en kombineret køre/gå-tur, der eventuelt kan startes på Lille Vildmosecentret, hvor man både kan få tips til egne oplevelser eller tage med på en guidet tur.

lørdag den 6. april 2019

follow Victor to the sacred place

Ligesom Pet Sematary altid har været en af mine yndlingsbøger, har filmatiseringen fra 1989 af instruktør Mary Lambert også altid været blandt mine favoritter. Det er den stadig, men det er efterhånden af de helt forkerte årsager, for ligesom flere andre King-adaptioner fra slut-firserne/start-halvfemserne (jeg kigger på jer, It og The Stand) har tiden ikke været god ved Pet Sematary, og man skal nok have en forkærlighed for halvdårlige gyserfilm (eller Stephen King) for at kunne nyde den som førstegangsseer i 2019. I morgen skal jeg i biografen og se den nye filmatisering, og jeg er meget spændt, selvom anmeldelserne ikke er særligt lovende. 
Det er underligt, hvordan nogle film kan tages helt ud af den tid, de er lavet i, imens andre er så gennemsyrede af at være produceret i en given tidsperiode - og Pet Sematary er helt afsindigt firser på alle måder. Stephen King har faktisk selv skrevet filmens manuskript, men han er nu engang bedst til at skrive romaner, for selvom filmen lægger sig ret tæt op af bogen, formår den slet ikke at formidle hverken sorgen eller uhyggen lige så effektivt. Det er også svært at komme med små, subtile hints i film af halvanden times varighed, og første gang en Orinco-lastbil blæser forbi på vejen er det ret åbenlyst for alle, at det vil ende galt senere i filmen. 
Skuespillet er et kapitel for sig selv, og denne gang kunne jeg slet ikke abstrahere fra, at Rachel Creed spilles af Denise Crosby, der om nogen er et firser-symbol, og som jeg i øjeblikket ser udfolde sig som Tasha Yar i Star Trek: The Next Generation, der også er så firser, som noget kan blive. Det var et lidt spøjst sammentræf, men det gjorde desværre ikke hendes skuespilpræstation meget bedre - hun var dog ikke ene om at overspille lidt. Mest mindeværdig er Fred Gwynne som naboen Jud Crandall, der ytrer filmens ikoniske tagline 'Sometimes dead is better' med dreven Maine-accent, og det er helt perfekt. Datteren Ellie er forfærdelig, men Gage spilles af en umanerlig nuttet lille knægt, og det er hjerteskærende at kende historien på forhånd, når man ser ham lege og rende rundt i græsset efter en drage. Han er også beviset på, at filmen er optaget i en lidt anden tid, hvor der måske ikke var de helt samme sikkerhedskrav på settet - den lille purk vælter rundt i filmens sidste scener, og det ser temmelig ægte ud. Katten Church får i øvrigt også et ægte skud bedøvelse i filmen - dog ikke af Louis, men af en dyrlæge - så på dén måde er virkemidlerne ret autentiske, ahem.
Scenen, hvor Rachel fortæller om sin traumatiske oplevelse med sin dødssyge (bogstaveligt talt) søster Zelda, gav mig mareridt det meste af min ungdom, men den har desværre slet ikke samme effekt i dag - i hvert fald ikke med Denise Crosbys elendige monolog henover. Jeg er ret spændt på at se, hvordan de tackler lige netop dén scene i den nye film, for det er klart et af historiens højdepunkter. 

Jeg er også stødt på nogle andre finurligheder i filmen, blandt andet belyst af et hav af de podcasts jeg lytter til, og som  rangerer fra det lidt fjollede til det decideret åndssvage, men som også er noget af dét, der trods alt gør filmen seværdig:

- Stephen King har en forrygende gæsterolle som præst til en begravelse på Mount Hope Cemetary i Bangor, som jeg besøgte på min Stephen King-tour sidste år. 

- Victor Pascow spilles af en hvid mand i filmen, hvilket tilsyneladende er problematisk, da han har indiansk oprindelse (eller stammer fra Amerikas originale befolkning - jeg ved helt ærligt snart ikke, hvad jeg skal sige). Filmen er 30 år gammel, så måske vi kan tilgive det; jeg kan se, at han spilles af en sort skuespiller i den nye filmatisering, så det skal nok blive interessant. 

- Louis Creed sover åbenbart i sine scrubs, selvom han ikke har dem på på arbejde.

- De tilbagevendte dyr er onde i filmen, men faktisk ikke i bogen. Jeg har igen utroligt ondt af katten Church, der jo altså ikke kan gøre for, at Louis valgte at begrave ham på Micmac-kirkegården og ikke dyrekirkegården . 

Pet Sematary vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og selvom jeg håber på at blive positivt overrasket i morgen, tror jeg stadig, at den gamle version vil forblive min favorit.