fredag den 28. juni 2019

I am the agony inside the dying head

Jeg er ikke overraskende glad for det meste Stephen King har skrevet, men jeg har en forkærlighed for hans mange forrygende noveller, hvoraf nogle af de allerbedste er samlet i hans første samling Night Shift fra 1978. Jeg var egentlig i gang med endnu en tur mod The Dark Tower, men jeg fik sådan en lyst til at genlæse nogle korte, sjove horrornoveller - og jeg kan til dels retfærdiggøre det ved at sige, at jeg samtidig også er i gang med en kronologisk genlæsning af Kings værker. Nå, all that being said, så er samlingens 20 noveller blandt nogle af Kings mest ikoniske, og det er uden sammenligning herfra, de fleste filmatiseringer stammer. Night Shift byder på oplægget til både Children of the Corn-serien, Sometimes They Come Back-serien, The Mangler-serien, Graveyard Shift, Maximum Overdrive og Cat's Eye, men for ikke at give jer en overdosis på ekstremt dårlige B-film, får filmatiseringerne og de dertilhørende historier deres eget indlæg. Jeg kan i øvrigt heller ikke selv overskue at skulle se alle femten-tyve film på én gang. 

I dag skal det derfor handle om de historier fra Night Shift, der endnu ikke er blevet adapteret. Jeg laver naturligvis ikke en slavisk gennemgang, men der er et par honorable mentions, for det er en herligt makaber samling med korte, effektive historier, der i de fleste tilfælde er ganske gory og ulækre. Det er King i starten af hans karriere, og det er SÅ underholdende. Allerede i forordet er King spot on i sin beskrivelse af hvordan horror giver os mulighed for at blive eksponeret for døden; at stå ansigt til ansigt med noget så fundamentalt skræmmende og uforståeligt. Han taler om vigtigheden af forfattere som J.R.R. Tolkien og Edgar Allan Poe, som han helt åbent er meget inspireret af, men for mig vil Stephen King selv altid være den største. 
NIGHT SURF fortjener at blive nævnt alene fordi den fungerer som en slags prøveklud for det episke hovedværk The Stand - det er et kort nedslag i nogle unge menneskers liv efter epidemien Captain Tripps har udryddet det meste af jordens befolkning. Det postapokalyptiske aspekt er ikke overraskende dét, der umiddelbart tiltaler mig ved den korte historie, men jeg er også glad for den, fordi den - måske ikke så underligt - er enormt dyster og deprimerende. Der er ikke meget empati tilbage blandt de overlevende, der tyr til desperate metoder for at overleve. Night Surf er faktisk blevet filmatiseret i 2001, men jeg har ikke fået fingrene i kortfilmen endnu. Min t-shirt er i øvrigt en obskur The Stand-reference. 

I AM THE DOORWAY er en af mine yndlingsnoveller, og samtidig den historie i samlingen, der creeper mig allermest ud, for den er SUPER klam. Den handler om den stakkels tidligere astronaut Arthur, der efter en ekspedition til Venus er blevet udsat for et mutagent stof, der nu har fået ham til at høre stemmer og gro små øjenæbler på hænderne. Aliens betragter vores verden igennem Arthurs hænder, og de kan ikke lide, hvad de ser; og snart har de overtaget Arthurs krop og tvinger ham til at begå forfærdelige mord. Han afprøver forskellige desperate metoder for at slippe af med parasitterne, hvilket er herligt grusomt udpenslet, og jeg er i det hele taget meget begejstret for denne fortælling med den fantastiske titel. Den skulle i øvrigt være blevet filmatiseret flere gange, hvilket jeg må have undersøgt nærmere. 

THE MAN WHO LOVED FLOWERS er en af samlingens korteste (på bare seks sider), men også mørkeste historier. Det meste af novellen er en lys og opløftende beskrivelse af forelskelsens finesser og fine blomster, men afslutningen er brutal og totalt overraskende. Den er oprigtigt skræmmende, fordi den virker ganske realistisk, og den har siddet fast på min nethinde siden jeg læste den. 

GREY MATTER.  En ung knægt kommer ind på den lokale bar i en snestorm og henter øl til sin far, som ingen har set i månedsvis. Naboerne i den lille by er efterhånden blevet noget nysgerrige, og sønnen må frygtsomt fortælle om den besynderlige udvikling faderen har været igennem, siden han tyllede en åbenbart dårlig øl. Han har kort sagt forvandlet sig til en inhuman blob, der lever af varm øl og døde katte. De lokale er ikke så underligt ganske forfærdede, og konfrontationen er herligt ulækker og overdrevet. Jeg har set beskrevet at monsteret i historien kan opfattes som en direkte fysisk manifestation af alkoholisme og tømmermænd, hvilket er klogt og sørgeligt, når man tænker på Kings senere afhængighed. 
THE LAST RUNG ON THE LADDER er en virkeligt smuk, men også meget sørgelig lille perle, der udspiller sig i den fiktive by Hemingford Home i Nebraska, der også er hjemsted for Mother Abigail i The Stand, nabobyen til Gaitlin i Children of the Corn, og stedet for begivenhederne i 1922. Det er nu egentlig ganske underordnet for historien, der handler om Larry, der lige har mistet sin lillesøster, efter hun sprang ud fra en høj bygning. I novellen husker han tilbage på en af barndommens sommerdage, hvor de legede den forbudte leg i laden med at kravle op ad en høj stige og springe ned i en stor høstak på jorden, og hvordan stigen pludselig gik i stykker, så lillesøsteren hang og dinglede i armene faretruende højt over jorden. Hendes blinde tiltro til broderen er rørende, og det er hjerteskærende, at han ikke var der for hende som voksen, hvilket virker som en ikke-irriterende påmindelse om at holde kontakt med ens nærmeste. 

ONE FOR THE ROAD. Night Shift både starter og slutter (næsten) med en historie med relation til 'Salem's Lot. Den første - blot kaldt Jerusalem's Lot - er en lettere prætentiøs omgang, der foregik før begivenhederne i romanen, mens One for the Road foregår efter, og har en noget stærkere forbindelse til den. Hovedpersonen er Booth, en ældre herre bosat i Falmouth, der er nabo til den nu udbrændte og forladte Jerusalem's Lot. Ingen i Falmouth snakker højt om vampyrer, men alle bærer alligevel kristne symboler og ingen kommer for tæt på bygrænsen - før Booth må rykke ud for at redde en familie, der er blevet fanget i et uvejr liiidt for tæt på arnestedet for den store ødelæggelse. Det er en fed lille historie, som vist også er lavet til en kortfilm, men den har jeg ikke tjekket ud endnu. 


THE WOMAN IN THE ROOM er en stilfærdig og temmeligt deprimerende historie om en mand, der er dybt plaget af skyld og fortrydelse efter at have givet sin dødssyge og smerteplagede mor en overdosis af smertestillende medicin. Novellen er noget helt specielt af en ganske særlig årsag - det var nemlig det allerførste Dollar Baby-projekt i 1983; et koncept, hvor King solgte rettighederne til sine noveller for bare én dollar til studerende på filmskoler og uafhængige filmskabere. Og det var ingen ringere end Frank Darabont, der bad om lov til at adaptere The Woman in the Room - man må sige, at han siden har betalt rigeligt tilbage med sine forrygende filmatiseringer af The Shawshank Redemption, The Green Mile og The Mist. Det er... ret meget en debutfilm, og den kan man altså godt springe over, med mindre man er completist ligesom mig.

Night Shift som helhed må man dog endelig ikke snyde sig selv for, og det var et herligt gensyn med mange af mine favorithistorier. Kings skrivestil har ikke så overraskende ændret sig en del siden han startede for over halvtreds år siden(!), og selvom han skriver karakterer bedre end nogensinde nu, er der nu noget helt særligt over den tidlige horror. 


mandag den 24. juni 2019

eagerly we filled the waves with enemies

Copenhell er ret hurtigt blevet en af mine to favoritfestivaler - den anden værende Primavera Festival i Barcelona, som min kæreste og jeg har givet håndslag på at vi vender tilbage til inden for de næste tre år. Men hvad Copenhell mangler i indiemusik og strandtema, har den til gengæld i vanvittigt underholdende koncerter og en helt unik stemning blandt gæsterne. Det er efterhånden noget trættende at læse mediernes dækning af festivalen, hvor de påtaget overraskede må konstatere, at gæsterne faktisk er meget søde og rare, selvom de har sort tøj og veste på, og at musikken faktisk ikke bare er larm, for selvfølgelig er det ikke tilfældet. I år var jeg alt for sent ude, og fik kun fingrene i en lørdagsbillet, så jeg gik desværre glip af meget - men det kom jeg hurtigt over i lørdags. 
For tre år siden på Copenhell blev jeg totalt overrumplet af et vikingemetalband fra Sverige, der havde skibe, sværd og ild med på scenen. Det var selvfølgelig Amon Amarth, som jeg siden er begyndt at lytte rigtig meget til, og lørdag vendte de tilbage til Helveti-scenen med en ny plade i bagagen - og en kæmpestor, oppustelig midgårdsorm, endnu mere ild og en dødcharmerende forsanger i den smilende Johan Hegg. Jeg er KÆMPE fan af det set-up, og jeg blev undervejs helt ked af, at jeg ikke stod oppe i mosh-pittet og headbangede. Men det bringer mig også lidt videre til næste punkt. 

Hvis man havde fortalt mig for femten - eller bare ti - år siden, at jeg som 34-årig ville være en ganske casual koncertgænger, ville jeg grine hånligt og afvise det blankt, men faktum er, at jeg ikke længere har behov for at stå allerforrest til alle koncerter, og jeg følger helt ærligt overhovedet ikke med i ny musik. Jeg føler mig helt pinlig over at skrive det, og føler, at jeg bør undskylde for det, men det er jo nok en helt naturlig udvikling, der dog bare kom meget brat for mig. Da jeg var yngre, skulle musik være seriøst. Hele tiden. Jeg brød mig ikke om alt for meget interaktion fra kunstnerne med publikum til koncerterne, og jeg synes det var dybt kikset, når der blev spurgt om man havde det sjovt eller ville høre mere. Klip til i lørdags, hvor jeg står med armene om en veninde med en fadøl i hånden og skråler med på 'Raise Your Horns' - en drikkevise med vikingetema spillet af fem ret voksne mænd med fuldskæg og vikingetatoveringer - og råber begejstret tilbage, når forsangeren forsøger sig på dansk. 

Copenhell behandlede mig godt. Dimmu Borgir var underholdende, og Scorpions skulle vist være stoppet for femten år siden. Næste år skal jeg afsted alle dage. 


fredag den 21. juni 2019

we've got rainbows yet to find

Jeg afspadserer et par dage op til weekenden - og på mandag afspadserer jeg forud for min weekendvagt, så pludselig har jeg lidt uventet en miniferie på fem dage. Det er helt ærligt også noget tiltrængt, for det har været lidt hårdere at overgå fra min status som elev til "rigtig" dyrepasser end jeg havde forventet. Det er også spændende og lærerigt, men mit hoved er godt fyldt op i øjeblikket, når jeg cykler hjem fra Nørrebro, og om natten drømmer jeg om mus. Derfor er det som sagt nok meget sundt at jeg lige trækker stikket et par dage, og da min kæreste samtidig har ferie i denne uge, har vi udnyttet det gode vejr til fulde. 
Eller - i går startede vi faktisk dagen indenfor, da vi besøgte Medicinsk Museion i Bredgade. Det piner mig, at jeg er så dårlig til at udnytte byens mange spændende tilbud, og især Medicinsk Museion har jeg villet besøge i årevis. Jeg blev heldigvis heller ikke skuffet - det helt overordnede koncept med udstilling af den medicinske historie i Danmark er (for mig, i hvert fald) helt vanvittigt interessant, og især gjorde fremvisningen af "Det Indsamlede Menneske" stort indtryk på mig. (Okay, okay, det vidste jeg godt, at den ville. Jeg vil ikke lade som om, at jeg ikke blev lokket af tanken om bizarre misfostre i glas. Jeg har nogle sære interesser.) Ved indgangen til rummet bliver man advaret mod at gå til højre, hvis man ikke har lyst til at se fostre og babyer med diverse misdannelser, men for mig var det klart hovedattraktionen. Jeg havde dog slet ikke forventet at se så velbevarede og "hele" eksemplarer, og det var svært ikke at få lidt ondt i maven ved tanken om de kvinder, der fødte siamesiske tvillinger eller babyer med havfruesyndrom. Det var et virkelig fedt besøg, og jeg kan anbefale alle at tage et smut forbi. 

Jeg har mange, mange(!) billeder derfra, men jeg synes også det er lidt voldsomt at smide billeder af døde babyer i hovedet på nogen, der ikke lige har bedt om det. Billedet er i stedet fra Kastellet, hvor vi gik forbi bagefter ned mod vandet og en vanvittigt dyr is. 
Vi gik ind forbi Christiania på vejen hjem, hvor Thomas Dambo lige har opstillet Green George - endnu en kæmpe trold bygget i genbrugstræ, og nok også en af mine favoritter. Han er simpelthen så flot og udtryksfuld, og sammen med det imponerende vægmaleri og 3D-kunst, har han gjort Christiania endnu mere spændende at udforske. Jeg har tidligere fundet flere af Dambos trolde, og det er også en udflugt, jeg gerne vil anbefale. 

søndag den 16. juni 2019

in strange ideas we live apart

Endnu en uge er gået, og denne bød på min første, meget tiltrængte fridag siden starten af juni. Efter en morgendukkert tog jeg i Fields og kiggede mig ikke tilbage; jeg er virkelig ikke fan af at købe tøj eller shoppe i det hele taget, men når jeg endelig gør det, går jeg all-in. Jeg kunne undlade overhovedet at kommentere det, for jeg er ikke stolt af, at jeg ikke køber tøj i genbrug, men der er en årsag til det, hvor dum den undskyldning så end måtte være. Mine tvangstanker går HELT amok, hvis jeg skal gå i genbrugstøj. Jeg har ikke angst for bakterier (heldigvis - dét må være ganske ulideligt), så det er noget helt andet, der er på spil - jeg kan bare ikke forklare hvad. Den eneste undtagelse er alt det tøj, jeg har arvet fra min mor - men det er desværre snart så slidt, at det skal pensioneres det hele. I det mindste skifter jeg som sagt ret sjældent garderoben ud, og jeg har besluttet mig for, at det ikke skal være endnu en ting jeg skammer mig over. Jimmy var ikke tilfreds med at jeg kom hjem med fyldte poser uden en eneste snack til ham, og dét skammer jeg mig til gengæld lidt over. 
Jeg har også været til børnefødselsdag, der grundet heftigt tordenvejr blev nedgraderet fra havefest til carporthygge - men det var enormt hyggeligt. I takt med at flere og flere af mine veninder får børn, bliver vi også inviteret til en god bunke arrangementer, der måske især henvender sig til andre forældre og deres børn, men jeg føler mig aldrig forpligtet til at deltage. Jeg er så taknemmelig for, at der stadig er plads til mig i mine veninders nye liv - men også en forståelse for, at det ikke er alle aspekter, jeg har behov for at være en del af. Min veninde har allerede nu sagt, at hun virkelig godt kan forstå, hvis vi ikke kan overskue en barnedåb i et bowlingcenter med fritløbende unger i alle aldre, og det gør mig så glad, haha! I går var skøn; der blev snakket en del om middagslure og børnehavestart blandt de mange forældre, men der blev også snakket sommerferieplaner og folketingsvalg og byudviklingen i Aalborg, og vi nåede hjem på sofaen før det begyndte at regne igen. 
Min veninde er fløjet tilbage til Boston for en stund, men inden da nåede vi en sidste hyggeaften med burgere, cola og Cobra Kai på skærmen. Hun forærede mig en smuk buket i AaB-farver fra den legendariske Blomster Jannie på Holmbladsgade og ønskede mig tillykke med uddannelsen og jobbet, og jeg blev igen helt underligt rørt. Arbejdet behandler mig også godt; i fredags var vi til sommerfest i Fælledparken med øl og Breezers i lind strøm og lidt for mange 'sjove lege' som sækkeløb og tovtrækning, og det var som altid en sjov og lidt heftig omgang. 

søndag den 9. juni 2019

can't decide what words to wear

Det kommer hurtigt til at virke banalt at nævne, hvordan tiden flyver - men jeg har helt oprigtigt svært ved at huske, hvornår dagene, ugerne og månederne sidst gik så hurtigt. Jeg har det rigtig godt, men det er ikke for alvor gået op for mig, at der nu er gået tre år siden min sidste dag i FONA, og jeg havde aldrig forudset, at mit liv ville se så anderledes ud nu. At starte på min uddannelse gav mig muligheden for at starte forfra og møde nye kollegaer, lærere og ikke mindst gode venner under helt andre forudsætninger, end jeg var vant til, og det har været så positivt for mig at blive presset lidt på nogle områder, hvor jeg helt ærligt bare skulle tage mig lidt sammen. 
Jeg får bare ikke snakket nok om det, der virkelig rører sig hos mig. Det er blevet meget nemmere for mig at have mange aftaler med mine venner; for nogle år siden var min kalender fyldt, hvis jeg skulle ses med bare én eller to venner på en uge, men i øjeblikket har jeg overskud til at arrangere badeture, restaurantbesøg, barselsbesøg, zooture, familiefødselsdage, øldrikning og besøg fra Jylland i et hæsblæsende tempo, og så daler kvaliteten på mine feriealbum-agtige indlæg. Det kan godt være, at det er sådan det må være i en periode, men jeg vil i det mindste forsøge at krydre mine billeder af ellers ualmindeligt nuttet niece og zoodyr med et lidt andet fokus. 

Jeg havde blandt andet lovet at snakke lidt mere om, hvordan det er for mig at leve med OCD. Jeg har overhovedet ikke kunnet overskue at nærme mig emnet; ikke fordi jeg ikke har lyst til at dele mine tanker og erfaringer, men tværtimod fordi jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle, at det virker helt uoverskueligt at finde ud af, hvordan jeg bedst griber det an. Jeg VED jo godt, at jeg ikke har en voldsomt stor læserskare (men jeg sætter pris på hver og én af jer!), men det føles enormt vigtigt at få skrevet det.perfekte.blogindlæg om OCD, for ellers føler jeg, at jeg slet ikke må snakke om det. Jeg har haft en kladde liggende i årevis, der udførligt beskriver mekanismen bag OCD, fortæller om de mange usynlige symptomer på især den obsessive del, som jeg primært lider under, men den bliver aldrig god nok.

Og nu bliver det lidt meta, men eksponering er en af mine strategier til at bekæmpe mine tvangstanker - så nu har jeg besluttet mig for at gøre noget helt andet, og bryde isen med en lille historie: 
I onsdags tog jeg et billede af mit kryds på sedlen i stemmeboksen. Det må man slet ikke, og jeg kunne heller aldrig drømme om at vise det nogen steder, men det var simpelthen nødvendigt. En sjælden gang imellem handler mine tvangstanker ikke om død og ødelæggelse, men er så absurde, at jeg bliver nødt til at grine af dem - og det har været tilfældet den sidste måneds tid. Jeg blev simpelthen så bange for, at jeg ville komme til at stemme på Rasmus Paludan. Så bange, at jeg tænkte på det hele tiden op til valget, og så blev jeg altså nødt til at tage et billede efter jeg havde sat mit kryds, selvom det egentlig bare gør min OCD en tjeneste. Afslutningsvis kan jeg tilføje, at jeg ikke stemte på Rasmus Paludan, at jeg havde i hvert fald fire-fem andre tanker og ritualer forbundet med afstemningen, og at min magiske tænkning utroligt nok ikke havde indflydelse på resultatet. 

Til allersidst - nogle gange er min hverdag og mine gode aftaler lidt ud over det sædvanlige. Jeg har været i Zoologisk Have to gange på en uge; første gang med min familie, og anden gang backstage med min seje dyrepasserven, der lod mig fodre den flotte tukan igen. Endnu en klar fordel ved min nye tilværelse! 

onsdag den 5. juni 2019

seems that the world's got a role for me

Jeg vil gerne starte med at undskylde min alt for lange svartid på de meget, meget søde kommentarer til mit sidste indlæg om Silke. Det gør mig glad, at der blandt både mine venner, kollegaer og bloglæsere er plads til at sørge over tabet af et elsket kæledyr. I weekenden havde jeg besøg af min familie, og det var enormt rart at kunne snakke om allerbedste Silke med de mennesker, der elskede hende højest. 

I dag er første gang i en uge, at jeg rigtigt har tid til at sætte mig med computeren i sofaen (jeg har stadig til gode at blogge fra min telefon). Om lidt vil jeg hente en cola, tænde for valgaften og sortere billeder fra den sidste uges tid. Jeg har haft travlt, men som det heldigvis oftest er tilfældet i øjeblikket, har det udelukkende været med gode aftaler og søde mennesker. Mere om det en anden gang, for i dag vil jeg egentlig bare dele en god nyhed med jer:

I lørdags blev jeg færdigudlært som dyrepasser, og det sidste halve år har jeg haft helt ondt i maven over fremtiden - men i mandags cyklede jeg ind til Københavns Universitet som jeg plejer, for jeg har heldigvis fået et vikariat på et år i den afdeling, hvor jeg har været den sidste måned. Det er jeg simpelthen så glad og lettet over, og hvis jeg ikke lyder entusiastisk nok, er det bare fordi jeg faktisk har vidst det i et godt stykke tid uden at måtte sige noget. Det har været en lidt hård proces for mig, men det hele er heldigvis endt lykkeligt, og jeg er utroligt taknemmelig over at have mindst et år mere sammen med mine mus og gode kollegaer - og nu til en noget bedre løn.