onsdag den 27. november 2019

this heart of mine is just some sort of map

I weekenden var min kæreste og jeg på familierundtur i Jylland - et hektisk program efter en hektisk periode, men det endte heldigvis med at være rigtig hyggeligt og rart. Min onkel og tante i Sønderjylland åbnede deres hjem for os, hvilket efterhånden er blevet en god tradition på denne tid af året, og det var et tiltrængt døgn med dejligt selskab, lækker mad, en gåtur ned til naboens flodsvin og beundring af min niece, der lige er fyldt to. Hun er heldigvis stadig meget glad for sin moster, selvom det er alt for sjældent vi ses - men nu har jeg lige bestilt billetter til en forlænget weekend hos min søster, så vi kan rette op på det alt for korte møde. 

Allerede dagen efter drog vi nemlig nordpå til min mands familie, hvor vi var budt på en overdådig middag med oceaner af lækker og hjemmelavet julefrokostmad. Jeg skal arbejde i julen, og min mand holder mig med selskab, så vi tager lidt forskud på løjerne i år. Jeg imponerede min nevø på seksten fordi jeg vidste, hvad "OK, Boomer" betød, og endda kunne identificere mig selv som millennial - og han faldt næsten ned af stolen af benovelse, da han hørte, at jeg var på reddit. (Jeg svælger lidt mere i det end jeg burde, hvilket gør mig øjeblikkeligt uncool igen, men det er et af ugens - måske månedens - højdepunkter, so shoot me.) Hans lillebror er begyndt til keyboard-undervisning, og han har derfor været behjælpelig med en lille huskeseddel om dur og mol, hvilket jeg måtte forevige. 

Jeg er dog stadig ikke på toppen, hvilket blandt andet viser sig ved, at de to øverste billeder i indlægget er de eneste, jeg har taget i en uge. Jeg lover, at jeg snart holder op med at poste memes, men jeg skal liiiige arbejde de næste syv dage også - og disse fire illustrerer meget godt, hvad jeg ellers har brugt min uge på. 

fredag den 22. november 2019

a momentary loss of muscular coordination

Stephen Kings Doctor Sleep udkom i 2013, og jeg skrev en ret kortfattet anbefaling af romanen samme år - siden dengang har mine King-skriverier udviklet sig en del, og det kribler lidt i mig  for at uddybe mine tanker, men det kan jeg jo passende gøre i dag, hvor det skal handle om Mike Flanagans nye filmatisering af opfølgeren til The Shining. Det er umuligt at sige noget meningsfyldt om Doctor Sleep uden at spoile The Shining - både bog og film - men det må være okay med værker, der har fyrre år på bagen. Det er vigtigt for denne nye filmatisering, for Kings The Shining endte markant anderledes end Kubricks, da hotellet eksploderer og brænder ned til jorden i romanen - og det gør det immervæk svært at lade The Overlook være en vigtig lokation i den nye film. Mike Flanagan er stor King-fan og er gået til materialet med den største respekt, og han har på fineste vis formået at flette de to historier sammen; The Overlook eksisterer i allerhøjeste grad i den nye Doctor Sleep, og filmen kan derfor ses som en fortsættelse af Kubricks version, men karaktererne er meget mere tro mod King. Jeg var skeptisk over for den heftige markedsføring af filmen, der næsten udelukkende har fokuseret på The Overlook, men Doctor Sleep er helt overordnet en vellykket filmatisering af en ikke helt fantastisk roman (det er altså også vildt at skrive en fortsættelse til så ikonisk en historie). 

Filmen har dog fået en noget blandet modtagelse, og jeg tror, at den fejler på netop sin markedsføring. Jeg forstår godt, hvorfor der skal lægges vægt på The Overlook-vinklen, men det er faktisk ikke en særligt stor del af selve historien - og da slet ikke i bogen. Uden at spoile (endnu) er slutningen markant anderledes end Kings - men i modsætning til Kubricks The Shining, er Flanagans Doctor Sleep meget mere i Kings ånd. Flanagan viser også glimtvis, at han sagtens ville kunne lave en fremragende horrorfilm, men det er ganske enkelt ikke dét, Doctor Sleep er. Markedsføringen er dog gået galt lige fra starten, da King ved bogens udgivelse proklamerede, at det var hans mest uhyggelige i årevis - hvilket er helt forkert, og i øvrigt også unødvendigt, da historien er spændende nok uden at være en horrorfortsættelse til The Shining. 
Det er som sagt svært at sætte en genre på denne horror/drama/thriller/adventure-film, der helt kort fortalt handler om den nu voksne Danny Torrance, der ligesom sin far har udviklet et massivt alkoholmisbrug. Han flytter til New Hampshire og starter på en frisk, får nogle gode venner og et arbejde på et hospice, hvor han bruger sine evner til at sende folk godt afsted på deres sidste rejse. Han møder Abra, en ung pige med de samme evner til the shining som ham selv, og må snart beskytte hende mod filmens skurke; en gruppe af omrejsende, moderne vampyrer kaldet The True Knot. 

Castingen af Ewan McGregor i hovedrollen som den nu voksne Danny Torrance var nok til at gøre filmen interessant for mig, og han spiller både rørende og overbevisende rollen som (tidligere) alkoholiker. I romanen er de fleste karakterer straight, white dudes, men filmen er noget mere inkluderende og har navne som Cliff Curtis, Zach McClarnon og Zackary Momoh på rollelisten, og Abra spilles fænomenalt godt af Kyliegh Curran. I The Dark Tower fandt jeg det (udelukkende pga. historien) helt ærligt lidt mærkeligt, at Idris Elba spillede Roland the Gunslinger, men i stort set alle andre King-historier betyder race absolut ingenting, og det er kun godt, at filmskaberne er lidt mere up-to-date end King selv. 

Inden jeg går til spoilers, vil jeg slutte af med at sige, at jeg sagtens kan anbefale Doctor Sleep. Man behøver ikke nødvendigvis ofre en biografbillet på den (selvom det er fedt at se hotellet på den store skærm og høre soundtracket blive blæst ud i mørket), men det er bestemt en seværdig film - forvent dog ikke en direkte opfølger til The Shining. 
SPOILERS ON for Doctor Sleep - og jeg starter denne spoilersektion med slutningen, der er umulig ikke at fokusere på. Filmen er to-en-halv time lang og er meget tro mod bogen det meste af tiden - lige indtil de episke slutscener, der foregår på The Overlook. Jeg har helt ærligt stadig ikke besluttet mig for, om jeg synes det er en ærgerlig og unødvendig leflen for publikum, eller om det er en sand genistreg af Flanagan at bruge Kubricks slutning til Kings nye historie. Jeg ender nok et sted midt imellem, for jeg var ikke fan af den hitparade af gamle spøgelser, der gjorde det af med Rose The Hat (Mrs. Massey fra badekarret er RIGELIGT), men det var ubeskriveligt frydefuldt at høre det velkendte soundtrack og se de genkendelige mønstre i gulvtæpperne på hotellet.

Det fungerede rigtig godt i Doctor Sleep:

 - Jeg har nævnt det allerede, men castingen til filmen sidder lige i skabet. Det var også en klog beslutning at skære nogle karakterer fra; i bogen spiller både Abras forældre og Dans AA-sponsor en langt større rolle, men filmen kan sagtens undvære dem - og har i øvrigt rigeligt med historie at få afdækket på to-en-halv time. 

 - Baseballdrengen Trevors tortur- og dødsscene. Der er ikke helt tid nok til at vise The True Knot som den ret interessante gruppe af bad guys de faktisk er, men at pine et barn langsomt til døde i en grusom og velfungerende scene, satte en streg under, at de er en reel trussel. Det er også vigtigt, fordi Abra ærligt talt virker ret overlegen i forhold til dem. 

- Enkelte af hotelscenerne. Selvom jeg stadig er skeptisk over for hotellets tilstedeværelse i det hele taget (se ovenfor), var det SÅ fedt at se Danny gå rundt på gangene på det gamle hotel, og se lysene tænde ét efter ét. Det gav også Danny mulighed for at konfrontere fortiden og bruge sine traumer til at overkomme nye udfordringer, og dén storyline kunne sagtens være skrevet af King selv. 

- Easter eggs galore! Mike Flanagan er stor Stephen King-fan, og han har drysset lækre, subtile Dark Tower-referencer over hele Doctor Sleep. Den mest åbenlyse er Dick Halloran, der siger "Ka is a wheel", men Trevors baseballnummer 19 burde også vække genklang hos constant readers. På Abras værelse ses ordet Ka i baggrunden, og Trevor bliver myrdet hos LaMerk Industries, der spiller en mindre rolle i Dark Tower-universet, og det er en fornøjelse med easter eggs, der ikke er forstyrrende for handlingen. 

Det fungerede ikke helt så godt i Doctor Sleep:

- The True Knot. De er stadig en ret interessant gruppe af skurke, men der er ikke helt tid nok til at lære dem rigtigt at kende, og der er meget, der går tabt i farten. De er dog helt overordnet en lidt sejere flok end i bogen, og derfor er det endnu mere ærgerligt, at de har så tåbelige navne som Rose The Hat og Crow Daddy (sidstnævnte i øvrigt oversat til Kragefar på dansk - jeg ved heller ikke, hvad det ellers skulle være, men det lyder SÅ dumt!).

- Dans død. I bogen er slutningen som nævnt helt anderledes, og uden mange helt ærligt unødvendige dødsfald. Tematisk er det helt genialt at lade Dan Torrance få den død, som hans far fik i The Shining-romanen, da han reelt set endte med at ofre sig for sin familie og lod hotellet brænde ned til grunden, men jeg synes bare ikke, at det var nødvendigt at lade Danny dø. (Eller Billy. Eller Abras far.)

 - Lidt i samme boldgade er inkluderingen af de mange beboere på Overlook. King har gjort meget ud af at humanisere sine skurke de sidste mange år, og i romanversionen af Doctor Sleep bliver Mrs. Massey meget symbolsk uskadeliggjort i løbet af første kapitel, og derfor er det lidt ærgerligt, at filmen bliver en greatest hits af monstre og spøgelser.

- Udeladelsen af det faktum, at Danny Torrance er Abras ONKEL!!! Det forstår jeg absolut ingenting af, da det for mig er en stor del af historien. Det bliver afsløret sent i romanen, så jeg regnede heller ikke med, at filmen ville spoile det med det samme, men jeg synes det er ærgerligt, at det er skrevet helt ud.

 - Inkluderingen af genindspillede scener fra The Shining. Jeg kunne godt lide Dannys konfrontation med sin far i hotelbaren, der også var en sekvens skrevet til filmen, men jeg var mindre glad for at se ikoniske scener med nye skuespillere i rollerne. Det er et bevidst valg fra Flanagans side ikke at bruge CGI eller de-aging-teknologi, men jeg synes mest af alt, at det var forstyrrende.

Alt i alt ånder jeg dog lettet op, og jeg nød mit gensyn med Danny. Nu står der Mr. Mercedes og Castle Rock på programmet, inden The Outsider rammer HBO til januar - det er virkelig fantastisk at være Stephen King-fan i øjeblikket. 

søndag den 17. november 2019

light up your face with gladness

Jeg snakker meget om at prøve at gøre de ting, der skaber glæde hos mig, og mine chipsanmeldelser og dertilhørende indtag af store mængder chips hører klart til i dén pulje, så i dag deler jeg mine nyeste erfaringer. Jeg prøver løbende at rette op på den åbenlyse fejltagelse det er, at jeg indtil nu kun har anmeldt fem forskellige Pringles-varianter på bloggen, så dagens runde starter med en limited edition med smag af Spicy BBQ Ribs. Billedet illustrerer smagen meget godt; det er en blanding af tomat, hvidløg og kød dyppet i BBQ-sauce. Der er meget pulver på dem, og de smager ikke kunstigt, men bare meget af en kraftig marinade, og dén smagt er måske ikke lige så meget mig. Som Pringles-variant fungerer de dog som de skal, og jeg sætter pris på det lille touch af sukker, der bringer dem op på et lille syv-tal, hvilket min kæreste også giver dem. 
For snart fire år siden gav jeg begejstret topkarakter til en ny Taffel-variant med skovsvampe, urter og creme fraiche, og en af dagens to Taffel-poser fik derfor for alvor forventningens glæde frem i mig. Begge poser er flotte og sommerlige, men hvis jeg skal starte med efteraberen, kunne den desværre ikke helt leve op til sin episke forgænger. Den var god og smagte umiskendeligt af svampe - men den smagte ikke rigtig af nok, og den kan kun få et lille otte-tal af mig. Varianten med karamelliserede rødløg smagte heller ikke af meget, men trods alt af nok - der er mere en antydning af søde rødløg end en dominerende smag, hvilket passer udmærket til chipsen. Jeg tror ikke, at man kan lave en rødløgsvariant, der er bedre end denne, og den får et pænt otte-tal. Begge poser vinder på at have en meget lækker kartoffelchip som hovedingrediens, for her er Taffel stadig blandt de førende på markedet, og så er jeg åbenbart så hungrende efter blå himmel i øjeblikket, at jeg også synes poserne er flotte. 
Jeg elsker, når KiMs sender nye varianter på gaden, og selvom jeg foretrækker at anmelde forskellige udgaver af kartoffelchips, er det ind imellem også meget sjovt med noget helt andet - som denne omgangs Fest-mix og Sour Power Bomber. Det samme synes min kæreste, der prompte gav kuglerne topkarakter og fremhæver deres luftige konsistens og spændende smag. Jeg er ikke helt så begejstret og kan kun svinge mig op på et syvtal, da smagskombinationen af sour cream og sød chili ikke lige var mig. Andre vil mene, at det sure og søde netop komplimenterer hinanden godt, og jeg tror jeg står alene med min lidt-over-middelkarakter.  

Jeg havde ikke de store forventninger til nogen af poserne, men festblandingen var en overvældende positiv overraskelse! Det er sjældent, at blandingsposerne er særligt spændende, men denne sammensætning var helt perfekt, og de enkelte elementer forskellige nok til at gøre hver mundfuld interessant. Jeg var overbevist om, at stjernerne, stængerne, skallerne og spiralerne smagte af sour cream & onion, men ifølge posen er de bare 'krydrede'. Jeg vil kalde det en pikant løgsmag, og der er utroligt meget af pulveret - så jeg giver gavmildt et stort ni-tal til posen. Min kæreste nøjes med et otte-tal, og jeg var tæt på at gøre det samme, da jeg læste beskrivelsen bagpå, hvor der (blandt meget andet) står: "Er der noget sjovere end at invitere sig selv til verdens fedeste fest? KiMs Festmix indbyder dig til at dele det gode selskab. Stemningen er frisk og varm. Den får dine smagsløg til at danse i det grønne, det gule og det røde, cremede lys(...) Det, de unge vil have." Helt ærligt, KiMs. 
Som tidligere nævnt er min kæreste blevet en trofast leverandør i nye chipsvarianter til anmeldelse, og senest havde han tre svenske poser med hjem fra et af yndlingsmærkerne i nabolandet. De helt almindeligt saltede franske kartofler var et solidt bud på en klassiker - de er ikke helt på siden af Taffel og KiMs, men stadig langt over discountmærkerne, og jeg tror også, at de er en anelse tykkere. Vi giver begge den gule pose et pænt otte-tal.

Bølgechipsene med grillsmag er den perfekte snack, hvis man er lidt småsulten og godt kan lide en god, røget løgsmag. Jeg synes normalt, at grill- og barbecuechips kan blive lidt for røgede og kraftige i smagen, men det var slet ikke tilfældet her, og de får et lidt overraskende stort otte-tal fra os begge. Den sidste pose er naturligt nok grøn, da indholdet gerne skulle smage af dild og purløg - og det gør de lækre, bølgede kartoffelchips heldigvis også. Jeg er generelt ret glad for dildchips, og disse var sprøde, pulveret var rigeligt, og purløgene gav et ekstra pift, så i min bog er de et godt bud på en nyklassiker. De får et flot ni-tal af mig, og et pænt otte-tal af min kæreste, der synes at man godt kunne eksperimentere med flere varianter med forskellige urter. 
Vores tur til Grækenland bød heldigvis også på nye smagsoplevelser, og dagens sidste syv poser er købt i Athen. Lays er et populært mærke over hele verden, så jeg kan ind imellem finde nye varianter, når jeg besøger nye steder, og Athen var ikke nogen undtagelse med hele tre lækre poser. Den første med oregano smagte præcist som forventet - en simpel, men ganske velsmagende kartoffelchip med en god mængde af oreganopulver. Den får et otte-tal fra min kæreste og jeg, og det er værd at bemærke, at det er en god variant til når man er rigtig sulten. 

Den lyslilla sommervariant med Prawn Cocktail lokkede med en dejlig duft, men selve chipsene smagte desværre ikke af ret meget. Kartoffelsmagen overdøver det udefinerbare hint af noget andet, der i hvert fald ikke er rejecocktail, men mest af alt bare eddike, og det var noget af en skuffelse fra et ellers solidt mærke. Min kæreste var hård i sin dom og tildeler et fem-tal, imens jeg kaster et ekstra rør i puljen og giver seks - men ikke fordi de lever op til beskrivelsen.

Jeg havde glædet mig mest til den sidste pose, der lokkede med en flot, blå farve og lovning om smag af tzatziki. Smagen sad heldigvis lige i skabet og var stort set som forventet; og selvom de nok mest af alt smagte af hvidløg, bilder jeg mig også ind, at jeg kunne smage noget agurk. Jeg er klar over, at det er noget af en bedrift at få en kartoffelchip til at smage af agurk, men med billedet af en portion tzatziki på nethinden, er det en oplagt association. Både min kæreste og jeg giver dem et stort otte-tal, og selvom det er inderligt ligegyldigt, har jeg overvejet i dagevis, om jeg burde give dem ni i stedet. De er i hvert fald gode. 
Det sjoveste er dog altid at smage landenes egne mærker, selvom de sjældent opnår de højeste karakterer. Det gør sig også gældende for græske Tsipers, der nu ellers som udgangspunkt er nogle udmærkede discountbølgechips. Udgaven med salt smager nærmest af KiMs havsalt-variant; den er ikke for olieret og knaser godt, og den får et ottetal fra os begge. Den grønne oregano-pose kommer dog ikke i nærheden af førnævnte udgave fra Lays, og oregano-smagen overdøves af salt og andre krydderier. Den får et seks-tal, men helt skidt bliver det først med barbeque-posen, der smager fladt og brændt. Jeg giver dagens laveste karakter på fire Pringlesrør, imens min kæreste svinger sig op på fem. 
Dagens sidste pose kommer fra det græske mærke Ohonos, og det idylliske, tegnede landbrug skruede for alvor mine forventninger op - selvfølgelig sammen med udsigten til chips med cheddar cheese & parmesan-smag. Jeg ved ikke, om det skyldes deres glutenfri eller kogte egenskaber, men konsistensen er utroligt lækker, og lidt mere 'tør' end normalt. De er tyndtskårede og krøllede, og selvom de umiddelbart ikke ser ud til at have meget pulver på sig, smager de ret kraftigt - det er næsten som om smagen sidder i kartoflen. Jeg giver gavmildt et ni-tal, men min kæreste ødelægger den gode stemning og slutter af med et lille syv-tal og kommentaren om, at de er for krøllede og smager unaturligt og ikke af kartoffel. Oh well. 

torsdag den 14. november 2019

nothing you can know that isn't known


Jeg har brugt mit overskud på at være på kursus, så i dag spiser jeg jer af med en række memes, der sammen med uendeligt mange andre er med til at gøre mine dage lidt bedre. Jeg har nævnt det før, men internettet i almindelighed og memes og reddit i særdeleshed er en kæmpe hjælp, når mine tanker går amok. Identifikation og genkendelse er utroligt vigtigt for mig, og når jeg desværre er slem til både at skamme mig over alt- og ingenting og føle mig helt forkert, hjælper det meget at vide, at jeg ikke er alene med mine tanker - heller ikke dem, der er helt bizarre. Jeg anser også sarkasme og sort humor som vigtige elementer i min personlighed, og selvom det selvfølgelig heller ikke altid er sundt at gemme sig bag morbide jokes, er det lige nu en noget bedre overlevelsesstrategi for mig frem for at stille mig i et hjørne og græde. 
Det går nu meget godt. Det var meget tiltrængt og spændende at være på kursus og lytte til en række inspirerende foredrag, og nu har jeg lyst til at øve indkald og klikkertræne med mine mus. (Ej, men tænk, at man kan få mus til at komme, når man kalder!!!)  I morgen eftermiddag er det weekend, og jeg har planer om at sove helt grotesk længe både lørdag og søndag. 

søndag den 10. november 2019

like the loss of sunlight on a cloudy afternoon

Det er allerede en måned siden jeg rejste til Athen for at spare lidt solskin sammen til vinteren - at det så ikke helt lykkedes efter planen er en anden sag, men det var i hvert fald en midlertidig pause fra den nagende fornemmelse af, at de mørke måneder ville blive hårde i år. Jeg vil prøve at få arrangeret endnu en tur sydpå snarest, for der er simpelthen for lang tid til at solen igen står højt nok på himlen på vores breddegrader til at kunne have en reel effekt og hjælpe mig. Vi producerer nemlig serotonin, når dagslyset rammer vores nethinder - serotonin er en såkaldt neurotransmitter, der virker mellem vores hjerneceller, og som blandt andet har indflydelse på vores følelse af lykke og glæde - og på hukommelsen. Om vinteren kan det være svært at få nok dagslys her i Danmark, men de fleste kan heldigvis kompensere for det og tilpasse sig årstiderne ved automatisk at skrue lidt op for transporterne i hjernen. 
Jeg er formodentlig genetisk disponeret for at være dårlig til både at producere og transportere serotonin, og det giver mig faktisk en vis ro at vide, at jeg egentlig ikke kan gøre for, at jeg bliver deprimeret. Det er langt fra en ansvarsfraskrivelse, men som übersproglig student, der aldrig tidligere har været synderligt interesseret i biologi, har det paradoksalt nok også hjulpet mig i dén henseende at uddanne mig til dyrepasser. Jeg har lært langt mere om gener, hormoner og signalstoffer, og det har været enormt spændende at lære om, hvad min medicin egentlig gør ved mig. Det giver mig også en større forståelse for samspillet mellem mine tanker og min krop, og det gør det nemmere for mig at acceptere, at min medicindosis nok skal sættes lidt op igen. Hvis man spørger mig, er der også en verden til forskel på de lidt mildere vinterdepressioner og de ofte invaliderende depressioner, der kan ramme når som helst, og lige nu håber jeg, at jeg kan blive i første kategori. 
Jeg er stadig lidt ærgerlig over, at Athens idylliske, solbeskinnede gader ikke var nok til at holde mig oppe i længere tid, men der har nok også været lidt flere ting i mit liv, der har været udfordrende de sidste par måneder. Mine smil på feriebillederne var dog helt ægte - jeg er lidt imponeret over, hvor godt det lykkedes os at flygte fra hverdagen i nogle dage. Jeg holder tungen lige i munden og prøver at lægge den helt rette mængde af gode planer ind i min kalender - men mine stille-dage herhjemme er også blevet endnu vigtigere for mig. I sidste uge fik jeg tiltrængt luft for mange af mine frustrationer i samtaler med gode veninder; i fredags så jeg min kæreste spille koncert for første gang længe, men her i weekenden har jeg bare haft brug for ikke at have nogen planer overhovedet. Min overvældende træthed og manglende overskud til rengøring i hverdagene påvirker lejlighedens generelle beboelighed, men med en god podcast og udsigten til en middagslur fik jeg taget den enorme opvask i formiddags, og jeg hyggede mig næsten med det. 
I næste uge skal jeg på et kursus, som jeg har glædet mig til i virkelig lang tid. Vi skal høre en række spændende foredrag, spise lækker mad og snakke med andre dyrepassere, forskere og dyrlæger, og selvom jeg stadig ser frem til det, er jeg også begyndt at være en smule nervøs for alle de mennesker, for det er altid sværere for mig at smalltalke, når det støjer i mit hoved. Jeg er træt af, at det skal påvirke min hverdag i så høj grad, men jeg er trods alt taknemmelig for, at jeg denne gang stadig kan gå på arbejde og endda videreuddanne mig, - selvom jeg skal skrabe mig selv op fra gulvet engang imellem. 

fredag den 8. november 2019

when you shoot the stars away

TRYING TO STAY POSITIVE - men det er lidt op ad bakke i øjeblikket:

- Da vi lånte min fars bil i forrige weekend, kørte vi i Plantorama og hamstrede grønne planter for femhundrede kroner. Lejligheden skulle have et frisk pust og vi skulle have noget rart at kigge på, og de ER flotte - dem, der ikke er visnet eller rådnet væk, altså. Hvad sker der for, at TO af planterne vælger at dø, under halvanden uge efter de flyttede ind? Igen må jeg understrege, at det nok var meget heldigt, at jeg blev dyrepasser og ikke gartner. 

- I mandags blev jeg influenza-vaccineret på mit arbejde, because why not. Efterfølgende blev min overarm rød og varm præcis som et farligt flåt-bid, hvilket jeg slet ikke kunne overskue. Jeg vidste godt, at jeg burde ringe til lægen, men jeg udsatte det til torsdag morgen, hvor det heldigvis var gået i sig selv. Det er en oplagt lejlighed til at give et indblik i min krøllede hjerne, der egentlig ikke er synderligt bekymret for at skulle miste en arm til koldbrand, men som ville skamme sig voldsomt over ikke at have reageret i tide - det ville være så pinligt. Det lyder helt åndssvagt, men jeg har faktisk nogle gange lidt svært ved at finde ud af, hvornår jeg skal gå til lægen - og derfor voksede cysten på min æggestok til gigantstørrelse, inden jeg fik den fjernet. 

- I onsdags havde jeg en kage med til min afdeling, fordi det er lidt synd for os alle sammen, og fordi jeg havde lyst til browniebund med hindbærmousse. Vi efterlod en afsindigt lækker kvart kage, som min kollega og jeg snakkede om hele formiddagen i dag, og jeg spiste mine makrelmadder med glæde, for jeg vidste, hvad der ventede. Bortset fra, at nogen havde spist næsten hele kagen og havde efterladt et symbolsk stykke, der mest bare var en stor krumme. Vores kage. Jeg er helt sikker på, at vi har set ret sjove ud i hovedet - men SERIOUSLY?!? Hvem stjæler KAGE?

søndag den 3. november 2019

when your spirit's on the ground

Jeg har det faktisk ikke ret godt i øjeblikket. Når det bliver efterår og mørkt og koldt, vakler mit fundament, og der skal desværre ikke ret meget til at vælte mig. Jeg er helt overbevist om at jeg igen har fået en depression - trods en ellers ihærdig indsats for at forhindre det -  og jeg er træt af det, og jeg synes det er pinligt, at jeg ikke har kunnet styre udenom - men ellers er jeg mest af alt ramt af en sær blanding af heftigt tankemylder, der vækker mig alt for tidligt om natten, og en overvældende følelse af ligegyldighed og resignation. 
Det føles som et nederlag at dele det - især når jeg de senere år har smidt så meget af anonymiteten herinde - og det føles også lidt absurd at vise billeder af bedårende katte fra Athen samtidig med jeg fortæller om det. Men jeg vil gerne snakke om både mine egne og psykiske udfordringer generelt, jeg vil gerne efterleve mine egne  budskaber om at der ikke er noget at skamme sig over, og jeg prøver virkelig at øve mig i ikke kun at snakke om det, når jeg er kommet ud på den anden side igen, for det er nemt nok at fortælle om spontane tudeture under bruseren, når det er længe siden de sidst dukkede op. Og selvom det lyder som om, jeg har givet op, har jeg nok i hvert fald nået den erkendelse, at jeg formodentlig altid vil gå igennem perioder i mit liv, der er lidt sværere end de burde være - og det er netop i dé perioder, at jeg skal holde fast i de ting, der gør mig glad, og som kan bryde mit afsindigt påtrængende tankemylder. 
Det er egentlig også en af mine pointer med dagens lidt rodede tekst - ja, det er noget rigtigt lort, at mit hoved driller i øjeblikket. Det er dog ikke en uvant situation for mig, og der er forskel på depressioner. Jeg prøver ikke at negligere min øjeblikkelige situation, men jeg kan desværre godt huske, hvordan en svær depression føles, og det er jeg slet ikke i nærheden af. Jeg føler, at der er en hårfin balance mellem ikke at gøre mine nærmeste kede af det, og samtidig ikke underspille mine følelser, og det er lidt det samme herinde - jeg har ikke lyst til at underdrive mine ubeskrivelige lortedage, men jeg vil samtidig stadig gerne holde fast i anmeldelser af chips og Stephen King-anbefalinger, for jeg har det jo altså ikke kun forfærdeligt - der er bare totalt lukket og slukket for overskud og optimisme i en periode. Jeg ville gerne beskrive det meget bedre, og synes egentlig, at jeg normalt kan lidt mere med mine ord - men det bliver ikke til mere i dag, og nu vil jeg forsvinde ind i Castle Rock.