torsdag den 31. december 2020

who knows exactly what I'm after?

Hvilken bedre afslutning på året end endnu en længe ventet chipsanmeldelsesrunde? Det er vist på tide, for de første poser i denne omgang blev prøvesmagt helt tilbage da der stadig var grønne blade på træerne, hvilket virker som en evighed siden lige nu. Indholdet var også tre 'varme' varianter med forskellige former for chili, og da de var fra det solide mærke Herr's fra Pennsylvania, havde jeg ganske store forhåbninger til de store majssnacks.  

To af poserne var med de efterhånden velkendte cheese curls, og vi startede med Buffalo Blue Cheese-varianten, der får point for originalitet trods den lidt kiksede pose. Den tilsigtede smag er blåskimmelost kombineret med hot wing-sauce, hvilket amerikanerne lykkes ret godt med. I starten er smagen meget speciel og umiddelbart meget saltet, men efter lidt tyggetid kommer smagen af sourcream frem, der dominerer over smagen af blue cheese og chili. De kunne godt have skruet op for blåskimmelosten for min skyld, for de ender med at blive en anelse ensformige og næsten lidt for sprøde - jeg savner en lidt mere cremet konsistens i de store og porøse curls. De ender med at få et stort syv-tal af mig, for de er svære at stoppe med at spise, når man først kommer i gang - og min mand giver dem af samme årsag et otte-tal.

Rundens anden cheese-curl-variant er Carolina Reaper-flavored, og posen advarer om 'scorchin' hot'-ness, men de duftede ikke af noget særligt, da vi åbnede den luftige pose. Chilien kommer langsomt snigende, og man tænker først, at de ikke er så slemme - men det kommer! Doritos Roulette er nok stadig de stærkeste chips, jeg har smagt, men Carolina Reaper er lige i hælene på dem, for selvom der ikke er så meget pulver på majssnacksene, er chilien altdominerende. Jeg savner lidt mere ostesmag, for de smager kun af chili og paprika, men hvis man er på udkig efter en fest i munden, kan jeg sagtens anbefale dem. Jo flere man spiser, jo heftigere bliver det - også efter man er stoppet med at spise dem. Det trækker klart op, at de er så stærke, som de lover (1500000 Scoville Heat Units, åbenbart), men jeg kan ikke give dem mere end et stort syv-tal, da de helt subjektivt er for stærke for mig. Min mand ender igen på otte, og roser også, at man ikke kan fråde dem - man får helt naturligt brug for en pause, når man har spist en god håndfuld.

Den sidste Herr's-pose var Crunchy Cheestix med jalapeño-smag, og de ligner landschipsene Cheetos på en prik. De dufter ikke af meget, og ligesom ved Carolina Reaper-snacksene, kan man i første omgang kun smage jalapeño, men med en undertone af enten tomat eller paprika - ost er der desværre ikke meget af. Grundsnacken er god, men Cheetos er klart bedre, og for tredje gang ender jeg på et syv-tal, imens min mand kaster otte Pringlesrør efter posen, som han synes smager af en mexicansk pizza. 

Vi skal også en tur til Sverige i denne omgang, hvorfra rundens næste tre poser stammer. De første chips i den pæne blå pose smager af Ranch & Sourcream, hvilket ikke er så langt fra KiMs Holiday-variant, men heldigvis uden rød peber-elementet. Det trækker op for mig, at jeg kan smage både løg, tomat, ost og hvidløg, og det balanceres nærmest perfekt af den lækre sourcream. Det er en god kvalitetschip; relativt tyktskårede kartoffelskiver stadig med skræl, men uden at være hverken for rustikke eller olierede. Smagen er ganske interessant, og min mand og jeg kunne nemt blive enige om at give dem et stort otte-tal, ligesom vi også godt kunne tænke os at prøve smagen i en dip, frem for den overvurderede Holiday.

Den næste pose var straks mere spændende i mine øjne, der lynhurtigt spotter alt osterelateret. Chipsene duftede også af ost, og man kunne faktisk godt smage, at det var cheddarost - måske ikke en stærk, modnet én af slagsen, men stadig en cheddar. Mine ostehungrende smagsløg kunne godt have ønsket mig lidt mere pulver på de tykke, bredbølgede chips, men de er bestemt virkelig gode, og eftersmagen med sourcream er perfekt afbalanceret. Nogle gange er der ikke så meget at sige om en variant, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og den gule pose hiver to små ni-taller ud af min mand og jeg.   

Vi er ikke helt færdige med Sverige endnu, for jeg har også smagt på OWLs Hot Ranch-variant, der passer meget godt med dagens hidtidige tema; chilier og ranchdressing. Den bredbølgede chip er som altid af god kvalitet, og den smager faktisk af en lidt stærkere udgave af ranch-dressing, hvilket er en god idé til den slags chips. Det er ikke en variant, jeg normalt ville købe, men den barbecue/Holiday-hybrid, som jeg synes ranch-chips nogle gange kan være, er blevet meget bedre af at få lidt ekstra bid. Der er meget pulver på, hvilket også trækker op, og min mand ender på et solidt otte-tal, imens jeg ikke kan give mere end syv. 

Tyskland hopper med på bølgechippen med deres "Terrifying Jalapeño & Cream Cheese Inferno"-pose fra gode gamle Crunchips, som jeg efterhånden har været omkring mange gange (ja, jeg skylder stadig den oversigt - måske et nytårsforsæt?). Deres chip er den med de bredeste bølger i denne runde, hvilket skaber en anderledes, lækker tyggeoplevelse, og så er de lige så stærke som de lover. De smager af det, de skal - jalapeño med creme fraiche med en snert af ost, og de har en både salt, syrlig og stærk eftersmag. De stærke jalapeños er på grænsen til at smage for meget af grøn peber, og da flødeosten samtidig smager af pikantost, rammer smagsvarianten lidt forbi mål for mit vedkommende, men de holder hvad de lover, og fortjener mindst et syv-tal - min mand giver dem heldigvis otte, hvilket jeg tror er en mere objektiv korrekt bedømmelse. 

Jeg har ikke helt glemt Danmark i denne runde, for KiMs nyeste variant af snackchips er med OST, hvilket naturligvis øjeblikkeligt fangede min opmærksomhed. Jeg må sige det med det samme - der er intet overraskende overhovedet ved denne variant, men som før nævnt er det heller ikke altid nødvendigt. Det er den helt klassiske snackchip med ostepulver, der leder tankerne hen på ostepops - det er bestemt et kompliment, men jeg synes desværre ikke helt, at de smager af nok. Min mand synes de smager af rigeligt, og svinger sig faktisk helt op på et ni-tal, mens selv ostesmagen ikke er nok for mig til at jeg kan give en snackchips-variant mere end syv. 

Jeg tror aldrig, at jeg løber tør for chipsvarianter at anmelde. Jeg har længe haft et godt øje til Kettle Chips-varianterne på Nettos hylder, men jeg har indtil nu haft munden fuld af andre mærker - altså lige med undtagelse af min meget kortfattede anmeldelse af cheddar-posen for fem år siden (den er vokset meget i min anseelse siden). Men nu skulle det være, og jeg har glædet mig til at sætte tænderne i de engelske kartoffelchips.  

Den første pose var med soja, ingefær og chili, hvilket for mig ikke lyder videre tiltalende. De var dog meget bedre, end jeg havde frygtet - de var slet ikke så stærke, og soja og ingefær smager okay sammen. Smagene er godt afstemt i forhold til hinanden, selve chippen er lækker og kraftig, men selvom de bliver bedre og bedre, jo flere man spiser, bliver de aldrig mine favoritter, og jeg må nøjes med et syv-tal - min mand giver otte. 

Den sidste pose var indbydende med sin flotte, blå farve og løfter om salt&vinegar-lækkerier; det er nemlig intet mindre end Balsamic Vinegar of Modena der giver smag til disse lækre, crunchy kvalitetschips. Jeg var ret begejstret for dem og det strejf af sødme, der gjorde balsamicoeddiken helt perfekt, og både min mand og jeg slutter året af med karakteren ni ud af ti Pringlesrør. Godt nytår!    

tirsdag den 29. december 2020

don't dress it up but don't beat around the bush

Jeg synes det er lidt op ad bakke i øjeblikket. Jeg trænger til at trække vejret helt ned i maven og puste laaaangsomt ud, men min vejrtrækning forbliver nok lettere overfladisk lidt endnu – i hvert fald indtil min far har fået svar på alle undersøgelser, scanninger og biopsier. Jeg synes ellers at jeg er kommet relativt nemt igennem de sidste par måneder, og der er umiddelbart styr på den del af mit liv, der foregår i København, men lige nu føler jeg, at jeg burde være hjemme og støtte min familie. Jeg ved godt, at det er ganske normalt at luften går lidt ud af ballonen efter jul, men det rammer lidt ekstra hårdt i disse dage. 
Arbejdet går ellers strygende, og jeg er så glad for, at usikkerhed om fremtiden (lige på dét punkt, i hvert fald) ikke er en del af mine bekymringer. Det er dog noget trist i øjeblikket, hvor vi skal opholde os kortest muligst tid i samme rum, og hvor frokosten skal indtages helt alene. I det mindste kan jeg lytte til et hav af podcasts, og i dag har jeg tilfældigvis været omkring ”Jeg plejede at tro på for evigt”, der er en helt forrygende samtalepodcast om at miste og om sorg – jeg skrev noget mere om den i min anbefaling tilbage i februar. Det nyeste program er et interview med direktøren for Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt, der dermed også har med Børn, Unge & Sorg at gøre; et tilbud, der har gjort så uendelig meget godt for mig. I interviewet tales der særligt om jul og nytår som værende nogle svære mærkedage for de efterladte, og hvordan nytåret paradoksalt nok kan være meget værre end den jul, man var så nervøs for at skulle igennem, for nu skal der tages hul på endnu et år uden den man elsker. 
Jeg tror det er dét, der fylder lige nu - at et nyt år begynder lige om lidt, og at det bliver endnu et år uden min mor. Min far, søster og jeg er normalt ret gode til at få snakket om min mor, synes jeg, men denne jul blev det ikke til så meget. I podcasten snakkede de om, at det kan være svært at bringe på banen, fordi man ikke ønsker at gøre nogen kede af det, og selvom det nok også var en del af det, handler det også om, at savnet til min mor ikke fyldte så meget som det tidligere har gjort til jul. Siden hendes død har julen virkelig ikke sagt mig ret meget, men min nieces helt ufiltrerede og oprigtige glæde over jul og gaver smittede lidt af, og jeg kom endda lidt i julestemning på falderebet. Nu fylder savnet lidt igen, og disse dage er grå og triste, men nytårsaften bliver forhåbentlig et lille lyspunkt - efter en kort arbejdsdag og en middagslur skal jeg holde tomandsfest med min mand, god musik, lækker mad og drinks, og det ser jeg frem til. 

fredag den 25. december 2020

competing feelings so disparate

 
Glædelig jul! Det lykkedes mig at blive frikendt med en negativ coronatest, og i går morges fløj jeg til Aalborg i et fly med midterrækken tom, mundbind og masser af afspritning. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg alligevel nåede hjem i år, selvom det også har medført en heftig mængde corona-skam, for jeg synes egentlig det er lidt ufornuftigt af mig at rejse herover. Men jeg trængte virkelig, virkelig til at give min far et knus, hvilket bestemt ikke er en undskyldning, men en forklaring. 
Det er efterhånden mange år siden jeg har holdt jul med små børn (sidste år holdt jeg kun jul med min mand og min far), og det er sådan set heller ikke noget, jeg har et ønske om - overhovedet - med mindre barnet altså er min niece. Rent subjektivt set er hun en helt fantastisk lille størrelse, og der er GODT nok knald på juleaften, når en ivrig tre-årig slår sig løs. Der var dog stadig plads til god mad, portvin og gaveudpakning, og det var lige hvad jeg trængte til. I dag kunne vi også alle sove længe, da min niece overhovedet ikke var til at få i seng i går, og i dag har vi været ude og gå en tur i det gode vejr sammen med resten af byen/regionen/landet. 

onsdag den 23. december 2020

well, I jumped in the water and started to drown

 (Allerførst - jeg er testet negativ og rejser hjem til jul i morgen!) Årets afslutning inviterer ofte til en form for opgørelse over både de forgangne og de kommende måneder, og selvom det ikke er så længe siden sidst, er det derfor oplagt med en status på Stephen King. Synes jeg. 


Jeg startede 2020 med at snakke om anden sæson af Castle Rock og tredje sæson af Mr. Mercedes; førstnævnte er siden blevet droppet, imens fremtiden stadig er usikker for Mr. Mercedes, der dog sagtens kan slutte med værdighed efter disse tre solide sæsoner. I februar tog jeg et sidespring og snakkede om Locke & Key, der nu stadig må siges at være yderst King-relevant, da historien er skrevet af hans søn Joe Hill. Anden sæson af tv-serien siges at være undervejs, men intet er sikkert i skrivende stund. I marts var det tid til at snakke om endnu en tv-serie, nemlig den solide The Outsider med Ben Mendelsohn og Jason Bateman i hovedrollerne, mens jeg i april igen var en tur forbi Joe Hill og hans samarbejde med King, der resulterede i novellen In The Tall Grass, der sidste år fik en lunken adaption på Netflix. Maj bød på årets King-højdepunkt, da novellesamlingen If It Bleeds ramte hylderne og gav os fire gode historier midt i en svær tid. 

I juni startede jeg endelig fra begyndelsen med The Dark Tower og hyldede seriens første udgivelse The Gunslinger. Det var virkelig på tide; for selvom jeg allerede har skrevet om bog fem, seks og syv i serien, er de fire første noget helt specielt. Jeg genlæste seriens anden bog, The Drawing of the Three i august, hvor jeg også snakkede lidt om kommende King-projekter, og i september viste jeg min pinligt store samling af ka-tet19-designs frem. Mit udgangspunkt var egentlig en kronologisk genlæsning af King, og den målsætning vendte jeg tilbage til i oktober med Christine, ligesom jeg indhentede noget af det forsømte i november med at snakke om Children of the Corn.

Utroligt nok er jeg på ingen måder færdig med at snakke om Stephen King, og jeg har en løs plan for de næste King-indlæg på bloggen: 

- Det er ENDELIG blevet tid til Josh Boones The Stand, og jeg var relativt tilfreds efter det første afsnit på HBO. Uden at spoile for meget må jeg nævne, at det er en kæmpe ændring at kronologien brydes, og jeg er spændt på at se, om det kommer til at have betydning for karakterudviklingen. På den anden side kender mange efterhånden grundpræmissen i historien, så det giver god mening at gå til den fra en anden vinkel. Når alle ti afsnit er løbet over skærmen, laver jeg et opsamlingsindlæg, og jeg kan allerede nu mærke, at det bliver langt.

- Jeg arbejder i skrivende stund på mit indlæg om tredje bog i The Dark Tower-serien, nemlig The Waste Lands, der nok er min favorit (det er svært at vælge!). Det kommer inden længe, men det er så svært at yde historien den retfærdighed, den fortjener, så jeg skal lige samle mod til mig. 

- Jeg har også et hængeparti med at få set samtlige Children of the Corn-film, men det har været tvingende nødvendigt at holde en pause undervejs, hvis jeg ikke helt skulle miste livsgnisten. Jeg satser dog stadig stærkt på at få bakset et indlæg sammen med vigtige og absurde nedslag fra de enkelte film, og jeg er heldigvis for det meste godt underholdt. 

- Derefter vender jeg tilbage til min kronologiske læsning og kaster mig over den forrygende samling Different Seasons fra 1982, der byder på de ikoniske og fremragende fortællinger om Rita Hayworth & The Shawshank Redemption og The Body (Stand By Me), samt de kuldegysfremkaldende Apt Pupil og The Breathing Method. 

- Om nogle måneder ser endnu en King-udgivelse dagens lys, og mon ikke der også dukker noget andet op i løbet af 2021, så nu må vi se, hvor langt jeg når med planerne. Gode intentioner har jeg i hvert fald masser af! 


tirsdag den 22. december 2020

and I sweep up my dreams

Hvis jeg skal se positivt på de sidste par dage, må jeg fremhæve en god weekendvagt og rigeligt med sofahygge med min mand og min kat, der begge har givet mig lidt ekstra omsorg og opmærksomhed. Det bliver dog lidt overskygget af det faktum, at jeg egentlig burde hygge mig med min familie i Nordjylland lige nu, men en besked om at jeg er nær kontakt til en coronasmittet, væltede lige min verden i et par timer i søndags. Så i stedet for at blive vækket af min niece og duften af hjemmebag i morges, cyklede jeg gennem regnen til det yderste Nørrebro for at blive testet, og jeg havde meget ondt af mig selv.  

Men jeg har en plan! Når jeg får et negativt svar på min test i morgen -og det gør jeg! - har jeg fået grønt lys til at fejre jul med min familie - jeg snupper bare lige en ekstra test torsdag. Det går overraskende godt med ikke at tænke på alternativerne, og jeg prøver at få det bedste ud af at have et par dages juleferie i København. Jeg har overhovedet ikke pyntet op til jul i år, men i dag snød jeg foran med Harry Potter-kalenderen, som jeg har haft lige så meget glæde af som den fra sidste år. På arbejdet har vi også haft en pakkekalender, og jeg ejer nu mit livs første par hyggesko, som jeg ikke ville kunne forsvare at købe selv, men som jeg elsker. 

Jeg har virkelig, virkelig købt og fået meget LEGO i år, og jeg mangler at vise langt det meste frem. Jeg havde egentlig planer om at lave en episk opsætning af det hele, men eftersom der kun er omkring fire minutters dagslys om dagen i øjeblikket, må det vente til lysere tider. Min mand har alligevel ikke RET meget imod, at enhver overflade i stuen er fyldt med hele den aktuelle LEGO Harry Potter-kollektion, og Jimmy er vild med det. De fire minutters dagslys i dag blev i stedet brugt på at fotografere resten af årets julepynt, der er flere fine LEGO-sæt, som jeg har fået gratis med mine seneste køb. Det nærmer sig en besættelse. 

lørdag den 19. december 2020

all of these people making all these faces

 

I dag og i morgen har jeg min sidste weekendvagt på arbejdet i år, og det er helt rart at få lidt alenetid med dyrene efter nogle travle uger. Jeg brugte lidt ekstra tid med mine små kælerotter, der er blevet næsten helt tamme - og samværet med dem gør det meget nemmere for mig at håndtere de store, gamle hanrotter, der vejer 600-700 gram. Jeg vil virkelig gerne have rotter herhjemme nu, men det går desværre ikke, når jeg arbejder med dem til daglig, så jeg må nøjes med at lave banan/peanutbuttersnacks til mine små venner på arbejdet. 

Når jeg har beundret museunger og fodret græshopper i morgen, kan jeg gå på en tiltrængt juleferie, der efter planen skal tilbringes i Nordjylland. Min fars operation blev heldigvis rykket frem til i går, så nu ligger han på sofaen hos min søster og bliver plejet af den allerbedste, treårige sygepasser. Det hele er heldigvis gået godt, og i går aftes fik han flæskesteg med det hele på sygehuset - og i Aalborg indebærer det naturligvis også franske kartofler, hvilket er både indlysende og helt forrygende. Vi kan snart ånde lettede op, håber vi - nu skal nyren undersøges, og så må vi se, hvad de siger. Jeg er bare så glad og taknemmelig for, at det ser ud til at vi alligevel får en nogenlunde normal jul i år - så normalt, som det da kan blive i disse tider. 

Alle mine aftaler er aflyste nu, men i torsdags havde jeg en virtuel sushidate med min veninde i Nordsjælland. Vi indkøbte hver vores portion, og de næste par timer gik med sushispisning på video, tiltrængte samtaler og fælles puslespilsbyggeri lige her - selvom jeg stadig kan synes det er lidt akavet ind imellem, er videoopkald trods alt et noget bedre alternativ end ingenting, og jeg bliver bedre til det for hver gang jeg gør det. Af en eller anden grund er det lidt nemmere end bare at snakke almindeligt i telefon.  

lørdag den 12. december 2020

one eye filled with night

Jeg har weekend! Hele sidste uge har jeg arbejdet minimum en time over hver dag, og jeg har haft tre aftaler (med gode venner fra min boble), der heldigvis alle var både overskuelige og hyggelige - men det har betydet et søvnunderskud af dimensioner, og i nat sov jeg i næsten elleve timer. Jeg var ikke så bekymret for at gå glip af dagslyset, for der har jo slet ikke været noget dagslys i ugevis nu; jeg blev ikke engang overrasket da jeg læste, at vi kun har fået 72 minutters solskin de sidste 13 dage - og de 72 minutter har helt klart været imens jeg har været på arbejde. Det begynder at tære på mig, men jeg kan mærke en vis opløftethed ved tanken om min snarlige juleferie, der dog af flere årsager også bekymrer mig noget. 

Allerførst har min far nemlig fået sin operationsdato, og han skal måske fejre jul på sygehuset. Det i sig selv er meget irriterende, men jeg er samtidig lettet over, at de rent faktisk når operationen inden jul, for hvem ved hvor mange operationer der må aflyses og udskydes i det nye år? De stigende smittetal bekymrer mig selvfølgelig også, og jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg skal navigere i anbefalinger og overvejelser - for burde jeg overhovedet rejse hjem til jul? Som det ser ud lige nu, er det slet ikke en mulighed for mig ikke at gøre det, men jeg ved jo også godt, at alle andre også har deres egne gode undskyldninger for at rejse tværs over landet midt i en pandemi. Jeg har heller ikke haft held med at bestille en test, selvom jeg har opdateret og klikket mig frem og tilbage i evigheder. Uvisheden skræmmer mig, men jeg prøver at tage en dag af gangen - og i morgen vil jeg prøve at nyde min sidste fridag inden min slutspurt på arbejdet, der ender med en weekendvagt. Det er nok meget godt, at jeg lige skal et smut forbi min læge på mandag. 

mandag den 7. december 2020

my star in the sky

I dag er det otte år siden jeg mistede min mor. Jeg prøver på ikke at tillægge datoen en særlig betydning, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg har et aktivt valg, for den syvende december vil nok altid stå bøjet i neon på min nethinde. Det er ok. Jeg har ikke noget imod at have nogle dage, hvor hun fylder lidt ekstra i min bevidsthed på både godt og ondt, og jeg kan efterhånden godt udsætte mine mor-tårer til et mere passende tidspunkt - i hvert fald for det meste. Hendes sygdom og død fylder naturligvis ikke så meget i min hverdag nu, som den gjorde dengang, men hele forløbet har haft stor betydning for mig som menneske. 

Da vi fik diagnosen ud af det blå i september måned 2012, var jeg et helt andet sted i mit liv. Jeg var 27 år gammel, og jeg havde lige færdiggjort min bachelor i tysk og film-og medievidenskab kun et par uger inden. Sommeren havde jeg brugt på at skrive den bedste opgave, jeg fik skrevet i hele min tid på universitetet – jeg undersøgte brugen af naturreligion i Miyazakis tre fantastiske mesterværker Princess Mononoke, My Neighbor Totoro og Spirited Away, og jeg har aldrig før eller siden været så grebet af et projekt. Det gav også udslag i karakteren, og jeg var flyvende i de dage – for resten af universitetstiden havde ikke været en dans på roser. Jeg ville meget gerne have fortsat på kandidaten på film- og medievidenskab, men med tysk som mit primære fag, var mine muligheder ret begrænsede, og dér i september var jeg i stedet startet på kandidaten i sprogpsykologi. Jeg kan svagt erindre de første forelæsninger, hvor vi blandt andet brugte to hele timer på at diskutere sætningen: ”Må jeg komme ind til min hoveddør?”, og det var virkelig dejligt nørdet og spændende. Jeg haltede dog gevaldigt bagefter med det metodiske, og var i øvrigt også en af de eneste, der ikke havde læst dansk, så jeg kunne godt mærke, at det ville kræve lidt ekstra af mig – ligesom jeg heller ikke kendte et øje.

Min mor fik sin dødsdom i midten af september, og derfra tror jeg faktisk ikke, at jeg var mere på universitetet dét år. Jeg besluttede mig ret hurtigt for at udskyde kandidatstarten til foråret – jeg havde egentlig en forventning om, at min mor også ville være i live til den tid, men uanset hvad, havde jeg brug for at være mere hjemme og komme mig oven på chokket, og København føltes SÅ langt væk fra min familie. I stedet vendte jeg tilbage til de trygge rammer i musik- og filmafdelingen i FONA på Strøget, hvor jeg havde arbejdet siden julen 2005 - siden studiestart dog kun med få timer om ugen. Min nærmeste chef derinde har altid gjort ALT hvad han kunne, for at hjælpe og støtte mig, og i perioden med min mors sygdom og død, kunne jeg komme og gå som jeg ville. Jeg har grædt mange, mange gange på arbejde, og selvom det vel nok også var trættende for nogen, blev jeg kun mødt med åbne arme og tålmodighed. 

I marts prøvede jeg igen at starte på sprogpsykologi, men jeg troede nok aldrig for alvor på projektet, og jeg droppede hurtigt ud. Jeg skammede mig enormt meget over ikke at have fuldført min universitetsuddannelse, men samtidig virkede det meste alligevel ligegyldigt og helt meningsløst. Jeg blev igen fuldtidsansat i FONA, og i årene efter blev jeg ligesom... bare hængende. Jeg synes jeg brugte mange kræfter på at komme mig over min mors død, og måske havde jeg også for høje forventninger til mig selv - sorgen ramte mig i hvert fald uventet igen og igen. Det hjalp mig ubeskrivelig meget at gå i sorggruppe hos Børn, Unge og Sorg, og i dag er en af mine tætteste veninder en af de piger, jeg mødte i gruppen. Jeg prøvede at være lidt god ved mig selv, og jeg prøvede at være i, at jeg ikke anede hvad jeg skulle med mit liv. 

Jeg har ikke haft en drøm om at blive dyrepasser siden jeg var barn. Jeg tror slet ikke, at jeg tænkte i de baner, og en uddannelse fra teknisk skole har bestemt ikke ligget først for. Men tre år efter min mors død begyndte jeg alligevel at trænge til luftforandringer - jeg blev på en måde fastlåst i sorgen ved at blive ved med at arbejde samme sted og se de samme mennesker, og min chef havde også givet mit et kærligt lille skub og insinueret, at der måske var andre ting i livet for mig end at stå på et lager. Jeg endte med at sige op blot en uge inden FONAs konkurs blev annonceret, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg selv nåede at træffe beslutningen. Min mors død har helt sikkert også haft indflydelse på min vilje til at prøve kræfter med noget, jeg virkelig havde lyst til - og ikke noget jeg følte jeg burde (jeg havde nu altså også lyst til at starte på tyskstudiet - jeg havde bare ikke tænkt tanken til ende).

Det har været godt for mig at starte på en uddannelse og en arbejdsplads, hvor ingen kendte historien om min mor - jeg har haft mulighed for selv at bestemme, hvornår og hvor meget jeg vil fortælle om hende. Det kan nogle gange føles helt absurd at genfortælle forløbet helt nøgternt og uden tårer, for jeg har været så vant til at det har fyldt det hele. Min mor fylder ikke det hele mere. Hun fylder præcis så meget, som hun skal - og det er helt okay, at jeg stadig bliver ked af det en gang imellem. Det ER uretfærdigt, at hun ikke fik lov til at leve noget længere, og at hun aldrig kommer til at møde min niece - og i løbet af de seneste par år har jeg endelig rigtig forstået, at hun ikke kommer tilbage igen, hvilket på én gang er utrolig hårdt og umuligt at forklare. 

lørdag den 5. december 2020

we'll suspend the storms and clouds in sight

 

Sikke en uge! Den startede i Nordjylland, og i to dejlige døgn havde jeg fri adgang til hunde- og niecehygge. Fantastiske Esther flyttede ind hos min søster og hendes kæreste for et par uger siden, og hun er simpelthen så dejlig en hund. Quark kan godt leve med at have fået en lillesøster - så længe der stadig er mad, mavenus og opmærksomhed til ham også. Jeg så mit snit til at bygge mere LEGO, og købte et Toy Story-sæt til min niece i lufthavnen, og vi fik også slappet af på sofaen til Toy Story 4, som jeg ikke havde set før. Ellers gik meget af tiden mandag med nervøsitet og bange anelser, men det var rart at jeg i det mindste kunne dele det med min familie.  

Grunden til det lidt spontane besøg var nemlig min fars samtale på Aalborg Sygehus i tirsdags, som jeg tog med til. Heldigvis fik vi - situationen taget i betragtning - ret gode nyheder, og vi håber, at min far slipper med at aflevere sin ene nyre. Vi kan ikke ånde helt lettede op endnu; der er stadig undersøgelser, scanninger og en operation, men det var alligevel en kæmpe sten, der faldt fra vores hjerter. Min pessimisme og mine katastrofetanker var kommet helt ud af kontrol, og jeg har endelig kunnet sove om natten siden vi fik besked.

Resten af ugen har budt på barselsbesøg og mere LEGO-bygning, og i går var min mand og jeg inviteret til middag hos vores gode venner på Nørrebro. Vi har kendt den ene halvdel af parret i tretten år, da vi har arbejdet sammen i en lang årrække, ligesom vi også har rejst til musikfestivaler i Polen og Spanien sammen. Men tiden flyver, og det er længe siden vi har set hinanden - så der var ekstra mange emner at få vendt over den lækre mad. Min mand og jeg gik hjem gennem byen omkring klokken et, og det var en helt syret oplevelse at have festgaden Gothersgade næsten for sig selv en fredag nat.   

lørdag den 28. november 2020

hold your hands up to your eyes again



Nå, tiden går stadigvæk umenneskeligt langsomt, men nu har vi i det mindste fået en dato på min fars opfølgende samtale på sygehuset efter hans sidste undersøgelse. Det er i næste uge, og jeg satser stærkt på, at jeg skal være med - men lige nu afventer jeg svar på en coronatest, da en af forskerne på mit arbejde er testet positiv, og jeg har selvfølgelig været tæt på hende. Det er bare lige den ironiske krølle på halen jeg havde brug for på en uge, der i forvejen har været lidt op ad bakke. Jeg prøver dog at se positivt på det, og i dag havde jeg jo pludselig en ekstra fridag hjemme, hvor jeg har lavet absolut ingenting. Jeg købte Diagon Alley-LEGO-sættet i sidste weekend, og nu er det endelig kommet med posten, men jeg har højt og helligt lovet min veninde, at vi skal lave det sammen, så jeg har i stedet læst Stephen King og set Babylon Berlin. Min mand accepterer min LEGO-obsession, og er begyndt at lave mash-ups rundt om i lejligheden, og Jimmy sover som sædvanligt fra det hele. Jeg synes egentlig, at jeg har et hav af andre ting på hjerte, men min tankevirksomhed rækker simpelthen ikke til mere lige nu. God weekend!

lørdag den 21. november 2020

death lies in the little hands of children

Sidste sommer kastede jeg mig over Stephen Kings første novellesamling; Night Shift fra 1978. Det er en samling med virkeligt mange gode, bizarre og helt over-the-top historier, og det er da også herfra at en stor bunke King-filmatiseringer stammer. De historier gemte jeg til en anden god gang - og nu er tiden så kommet, for efteråret, mørket og vindens susen indbyder i den grad til sofahygge med rigtigt dårlige horrorfilm, og jeg starter med en af de allermest ikoniske historier; Children of the Corn. Den får sit helt eget indlæg, for selvom den er på bare fyrre sider, har den alligevel givet materiale til elleve(!) film, og selvom jeg ikke har set dem alle, har jeg set mange. For mange. Desværre har jeg endnu ikke en Children of the Corn-t-shirt, så motivet i dag er fra The Stand, der også indeholder endeløse rækker af majsmarker.  Den er også ganske aktuel, for d. 17. december kommer den nye The Stand på CBS All Access, og jeg glæder mig ustyrligt meget.

Jeg har lige genlæst Children of the Corn i dagens anledning, for jeg har set filmen så mange gange, at den overskygger alt andet i min erindring. Men historien alene kan bestemt også noget, og er noget anderledes end filmen, der naturligvis udbygger karaktererne en del - især de famøse børn, der på skrift faktisk ikke er med på mere end ti sider. 

Vi møder i begyndelsen ægteparret Vicky og Burt, der er på roadtrip for at redde deres ægteskab, hvilket mildest talt ikke går så godt. De skændes konstant, og de er også faret vild - og som om det ikke er nok, påkører de også en ung dreng, der pludselig kommer farende ud fra den enorme majsmark ved siden af vejen. De finder hurtigt ud af, at drengen allerede var død, da de ramte ham, og efter at have bugseret ham op i bagagerummet, kører de mod den lille by Gatlin for at finde hjælp. Det viser sig dog hurtigt, at der er noget helt galt i byen, der umiddelbart er helt mennesketom, men i kirken opdager Burt, hvad der skete med byens indbyggere tolv år tidligere. Imens bliver Vicky overfaldet af en gruppe herligt ondsindede børn, der har deres helt eget take på kristendommen, og novellens slutning er dejligt brutal, omend alt for kort. Den grundlæggende præmis med et samfund, hvor alle de voksne er blevet slået ihjel af børnene, er en fed idé, og jeg havde gerne set, at historien var lidt længere. 
Filmatiseringen fra 1984 instrueret af Fritz Kiersch er legendarisk. Det er en af de klassiske firserhorrorfilm, som rigtig mange mennesker har set - men det betyder ikke, at den er noget mesterværk. Jeg har dog selv set den flere gange, end jeg kan huske, for jeg elsker det dårlige skuespil, de cheesy effekter og den generelle stemning. Jeg har naturligvis også genset filmen til dette formål, og den er noget anderledes end den korte novelle, hvilket klæder den. Novellen kunne også sagtens have været meget længere og have udbygget mytologien bag "He Who Walks Behind The Rows" lidt mere, for det er et potentielt episk monster, der dog ikke lever helt op til sit potentiale i filmen. Og nu kommer der altså spoilers - men det er måske okay, for en film der er ældre end mig selv. 

Filmen starter helt anderledes og fortæller indledningsvis ret underholdende om den dag, børnene tog magten i Gatlin. Åbningsscenen fra caféen er helt fantastisk; det er vores første introduktion til det rødhårede vidunder Malachai og hjernen bag det hele - den velformulerede, unge Isaac, der står veltilfreds bag caféens vinduer og ser kaosset udfolde sig. Den unge pige Sarah er tilfældigvis en ret habil drømmetegner, og gennem hendes farverige illustrationer får vi en montage af, hvordan børnene glædesstrålende slog deres forældre ihjel og indrettede sig i det lille bysamfund helt uden voksne; hvordan de brændte al elektronik og plantede majs i lange baner, og det er en perfekt viden at have, når vi møder filmens hovedpersoner Vicky og Burt i en kærlighedsfyldt fødselsdagsfejring på et motel i Nebraska. I filmen er de nemlig noget mere glade for hinanden, hvilket er en velkommen ændring der betyder, at der er lidt mere på spil - i novellen ser Burt nærmest frem til udsigten for at kunne slippe for Vicky.

Vicky bliver spillet af Linda Hamilton, der samme år havde en endnu større rolle i The Terminator, og hun spiller rollen meget godt, selvom det er underligt at se hende så passiv. De støder -bogstaveligt talt- hurtigt på Joseph, som vi nu ved flygtede fra Isaacs regime og fik skåret halsen over af Malachai, før han blev skubbet ud foran bilen. Historien fortælles af et søskendepar, der meget belejligt er opfundet til filmen; og nu skal Vicky og Burt ikke blot selv forsøge at slippe levende fra børnebanden, men også redde Sarah og  Job. De to er desværre også filmens klart dårligste skuespillere, men i en film fyldt med børneskuespillere er det næsten en del af charmen. Det hjælper nok lidt, hvis man - ligesom mig - i forvejen synes, at børn godt kan være meget uhyggelige. 

En anden forrygende tilføjelse til filmen er tankpasseren, der fører lange samtaler med hunden Sarge og i det hele taget er et eksempel på en karakter, som Stephen King sagtens kunne have skrevet - omend han er liiige i den karikerede ende. Han advarer parret om at køre til Gatlin, og de forsøger faktisk også at køre til Hemingford i stedet (der var endnu en The Stand-reference), men alle veje fører tilsyneladende til Gatlin, og snart bryder helvede løs. Alene Courtney Gains med sit karakteristiske udseende og sin absurde overspilning af Malachai er værd at se filmen for, men John Franklin, der faktisk var midt i tyverne da han spillede rollen som den karismatiske og overbevisende leder Isaac, giver bestemt også historien et ekstra pift. 
Stakkels Vicky finder snart sig selv hængende som et fugleskræmsel på et kors midt inde i majsmarken (der dog godt kunne være noget højere), omringet af børn, der messer "kill, kill, kill". Imens bliver Burt jagtet rundt i byen af uhyggelige børn, og her får vi en af filmens mest ikoniske scener med Malachai, der råber "OUTLANDER, WE HAVE YOUR WOMAN!" - også udødeliggjort af South Park. Snart vender stemningen dog, da Malachai i et legendarisk kup får væltet Isaac af tronen, og det er i stedet Isaac, der bliver ofret til "He Who Walks Behind The Rows" i filmens KLART dårligste øjeblik med verdenshistoriens ringeste effekter. I endnu et bizart turn of events ender Burt med at holde en inspirerende tale om positiv religion for resten af børnene, der er nok til at få dem over på sin side, da Malachai hurtigt derefter angriber ham. Han bliver dog også taget af majsen (her i skikkelse af en besat, hvidhåret Isaac); hvorefter de overlevende børn, Vicky og Burt arbejder sammen i en heroisk indsats og får sat ild til majsmarken, der skriger lidt til sidst i endnu et inferno af dårlige effekter. Det er SÅ dumt og dejligt, og en måske(?) bedre skæbne for vores hovedpersoner end i novellen, hvor de ender deres dage udstoppede med majskolber - filmen ender med en noget spontan adoption af de to tydeligt skadede søskende, som Vicky og Burt har kendt i meget kort tid. 

Children of the Corn har fået et lidt dårligt ry, men jeg tror især det skyldes det faktum, at den udkom lige efter en række gode King-film af store navne som Kubrick, Cronenberg og Carpenter, og sammenlignet med dem, kommer den også lidt til kort. Men det er egentlig lidt synd, for den er ganske hæderlig, og jeg kan sagtens anbefale den til en horroraften, hvor der gerne må grines lidt. Det samme kan ikke siges om de mange håbløse efterfølgere, men jeg har som sagt taget én for holdet og set de fleste - mere om det i anden del af min dækning af Children of the Corn.

fredag den 20. november 2020

a year is just a drop in time

Mens jeg stadig befinder mig i en eller anden venteposition, fortsætter verden omkring mig med at gå sin gang i et afsindigt tempo. 2020 har været et absurd år indtil videre, og især i oktober og november er tiden gået helt vanvittigt stærkt - imens ventetiden på svar om min fars eventuelle sygdom føles uendelig. Der har dog også været plads til enkelte andre strøtanker, hvoraf der kommer et par stykker her: 

- Jeg er ganske fodboldoptimistisk i øjeblikket. Jeg kan rigtig godt lide Peter Feher, der har fået chancen som midlertidig cheftræner i AaB, og hvis der ikke bliver fundet en anden træner, er det også okay for mig. Jeg gyser lidt ved rygtet om Erik Hamrén, for jeg vil ikke kunne bære, hvis det ikke er et godt match i denne omgang  - jeg vil helst mindes alt det gode fra sidste gang han bragte os til tops. Lidt i samme tråd må jeg også indrømme, at jeg har en snert af sympati for Ståle Solbakken, for det må virkelig ikke være fedt at blive fyret fra sit livsværk på den måde, og jeg kommer til at savne ham i Superligaen - på samme måde som jeg savner en Glen Riddersholm på toppen, hvilket er meget svært for mig at indrømme. 

- Jeg er blevet straffet hårdt for ikke at børste tænder en morgen på vej til arbejde. Jeg har en tandbørste i mit skab derinde, så jeg havde ingen planer om at udsætte mine stakkels kollegaer for min morgenånde, men jeg havde ikke lige overvejet, at turen fra parkeringskælderen op til omklædningen skulle foretages iført mundbind. Jeg har været hyperopmærksom på min ånde lige siden. 

- Mange af mine aftener foregår i øjeblikket på sofaen med min mand på den ene side, min kat på den anden, og Netflix eller HBO på skærmen. Vi er i gang med flere hæderlige serier; Fargo, Star Trek Discovery og The New Pope, men jeg har ikke ventet i åndeløs spænding på nye afsnit som jeg har gjort det tidligere med f.eks. Game of Thrones eller Breaking Bad. Men nu er anden sæson af His Dark Materials endelig gået i gang, og dét er noget, jeg tæller dage til - men jeg er nok også lidt farvet af lige at have læst hele serien og dens efterfølger. 

- Det er fint med lidt aftenafslapning, for jeg har nogle halvlange dage på arbejde i øjeblikket, så jeg kan få lidt ekstra timer på afspadseringskontoen. Min mand har sagt sit arbejde op, hvilket er godt for ham, og han har gang i flere projekter herhjemme. Vi har haft en maler til at fikse vores ødelagte væg i soveværelset, og nu kan vi endelig komme i gang med at male og lægge nyt gulv. Det har gået noget langsomt med vores renoveringsprojekt, men nu kommer der forhåbentlig skub i sagerne - og så må stuen vente til næste år. 

- Jeg er alene hjemme i weekenden, og udover udflugt og venindebesøg ser jeg frem til at forsvinde ind i Skyrim, lytte til podcasts og sove rigtig længe. Jeg har haft de mest syrede drømme på det sidste, men de eneste jeg tydeligt kan huske, er stressdrømme om at gå i skole og skulle uforberedt til eksamen, så intet nyt under solen dér. 

mandag den 16. november 2020

you light up my darkest skies

 

I dag har verdens allerbedste lille menneske fødselsdag, og min niece har nu beriget vores liv i hele tre år. Det lå ikke lige i kortene at jeg skulle være moster for bare fem år siden, men det har vist sig at være helt rigtigt, og Vibchen er den perfekte tilføjelse til vores lille familie. Jeg har desværre ikke kunnet være med til at fejre hende i denne omgang, men en af hendes fødselsdagsgaver var et årskort til Aalborg Zoo, så jeg forudser flere gode udflugter i den forhåbentligt nærmeste fremtid. Jeg fik kun lov til at stjæle hendes opmærksomhed i et par minutter på et videoopkald, men hun har heldigvis haft den bedste fødselsdag, og min manglende tilstedeværelse giver jo blot anledning til endnu en fejring når vi ses igen.