mandag den 24. februar 2020

don't you judge of my composure

Jeg har sjældent foretaget mig så lidt, som jeg har gjort i denne weekend. Jeg havde egentlig overvejet at købe en skridttæller, efter især Lindas rosende ord, men jeg har nok ikke brug for flere tal, jeg dagligt kan obsesse over - og efter et par dage som disse, ville den vise så pinligt få skridt, at jeg tror jeg sparer mig selv den ydmygelse. Det har dog været særdeles tiltrængt - selvom jeg har fundet en god formel med at arbejde ti dage i streg og derefter snuppe fire dage i Jylland, betyder det også tre uger uden en fridag herhjemme, og det har jeg kunnet mærke denne gang. Derfor er dagene gået med ingenting - eller næsten, for meget lidt har jeg fået lavet: 
- Jeg har først og fremmest hygget mig uendeligt meget med denne lille elskelige pelsklump. Han fylder snart otte, og han har faktisk forandret sig meget det sidste års tid - han er blevet noget mere rolig (doven), meget mere tilbøjelig til at ligge hos os i sofaen/ i sengen, og endnu mere snakkende. Listen over hans kælenavne er alenlang og bliver hele tiden udvidet - favoritterne i øjeblikket er (selvfølgelig) kjælemousch, nullerbuks og brumbasse, og jeg skammer mig ikke det mindste. 
- I lørdags skulle jeg have set fastelavnsoptoget til hest slå katten af tønden 500 meter fra min lejlighed, men himlen åbnede sig en halv time før, og jeg kunne lægge mig tilbage i sofaen med næsten god samvittighed. I stedet spillede min mand og jeg brætspillet Quacks of Quedlinburg, som jeg fik af min far i julegave, og jeg vandt stort. 

- Jeg tabte til gengæld lige så stort i samtlige spil 500, vi har taget i denne weekend. Min mand og jeg har snart været kærester i tretten år, og for tolv år siden i Benicássim i Spanien begyndte vi for alvor at spille 500. Jeg har trukket mig sejrrigt ud af omkring 80 procent af dysterne siden da, men i denne weekend besluttede vi os for at starte på et evighedsspil, og først nu afslører min mand, at han i virkeligheden er en fremragende kortspiller. 

- Jeg har også bestilt en tapetprøve. Vi overvejer et fototapet i stuen - det har vi efterhånden snakket om i flere år, så denne bestilling er faktisk et overraskende stort skridt mod målet.

- Søndag bevægede jeg mig udenfor længe nok til at hente fastelavnsboller i Lagkagehuset, men en egentlig nævneværdig præstation er det vel ikke. 

- Weekenden toppede i går aftes, da AaB vandt 3-2 over Brøndby hjemme på Aalborg Stadion, hvor Vesttribunen fejrede 25-års jubilæum og fik sit officielle navn. Jeg gad virkelig godt have oplevet den kamp fra lægterne, eller som minimum i selskab med andre AaB-fans, for herhjemme var stemningen ikke udelukkende positiv (af uforklarlige årsager hævder min mand jo at være Brøndbyfan). Det var en forrygende kamp, fantastisk underholdning og første AaB-sejr over Brøndby i fire år, og nu tør jeg for alvor tro på top 6. 

- Sidst, men ikke mindst har jeg fået set Parasite, der var en syret og fremragende oplevelse. Jeg har også fået genlæst "The Subtle Knife" i His Dark Materials-trilogien, samt indhentet en række podcasts. Jeg har lavet ingenting, men nået en masse, og det har været helt perfekt. 

lørdag den 22. februar 2020

I believe my head is on straight

Jeg ejer ikke nogen Locke & Key-t-shirt, men Hills historie byder også på en gruppe weirdos, der bliver gode venner, så 'It'-motivet kan retfærdiggøres, synes jeg.

Jeg har egentlig længe set bort fra, at resten af Stephen Kings familie også er forfattere i større eller mindre grad; konen Tabitha og sønnen Owen King har jeg ikke behov for at stifte nærmere bekendtskab med lige nu (sidstnævnte var medforfatter på den ikke overbevisende Sleeping Beauties), men storebror Joseph Hillstrom King kan jeg ikke længere ignorere. Han skriver horrorhistorier ligesom sin far, men ville bevise sin egen kunnen uden King-navnet, og udgiver derfor under navnet Joe Hill. Hans dække er selvfølgelig for længst afsløret (ikke mindst fordi han ligner sin far på en prik) - men han nåede at få en rigtig god modtagelse for de første par udgivelser inden da, og han har bestemt vist sit værd på egen hånd. Jeg har slugt alle hans udgivelser i løbet af de sidste par år, og de fortjener bestemt også en mere grundig gennemgang, men først vil jeg kaste mig over et helt andet projekt fra hans hånd, der kun gør ham mere interessant i mine øjne - nemlig tegneserien Locke & Key, som han har lavet sammen med tegneren Gabriel Rodriguez, og som nu er kommet som tv-serie på Netflix. 


Locke and Key består af seks navngivne værker, der hver indeholder seks mindre udgivelser, og da det var lige voldsomt nok at investere i, har jeg lånt serien på biblioteket - helt uden ventetid. Det var selvfølgelig også før tv-serien blev annonceret, så der er måske lidt større efterspørgsel på dem nu, men mon ikke de stadig er til at få fingrene i på den måde. Der var også noget ved den lidt naivistiske, "barnlige" tegnestil (jeg har ikke den rette terminologi til overhovedet at prøve at udtale mig om det, beklager), som det tog mig et stykke tid at blive rigtig glad for, så Locke & Key bliver nok ved med at være den eneste King-relaterede udgivelse, der ikke står på min egen reol. Det betyder dog ikke, at jeg ikke er meget glad for især historiedelen af tegneserien, der er lidt mere young adult-orienteret end hvad jeg ellers plejer at læse, men den glimtvise brutalitet er spot-on, og Joe Hills kække karakterinteraktioner kommer godt til udtryk i tegneseriens kortere, direkte format. Hver udgivelse har desuden meget læseværdige introduktioner skrevet af bl.a. Warren Ellis og Brian K. Vaughan, og jeg kan godt forstå, at serien blev samlet op til TV. 

Historien følger de tre Locke-børn Tyler, Kinsey og Bode, der flytter fra Seattle med deres mor Nina til det lille samfund Matheson i Massachusetts efter deres far er blevet brutalt myrdet. Locke-familien har ejet det enorme Keyhouse i generationer, og børnene begynder snart at opdage husets mange hemmeligheder, der hænger sammen med de mange gådefulde nøgler, som de finder gemt rundt omkring i huset. Hver nøgle har en ny, unik egenskab, og børnene eksperimenterer ivrigt med at forvandle sig til dyr, det modsatte køn eller et spøgelse, åbne døre til hvor som helst med The Anywhere Key - eller få kontrol over et egern. De finder dog hurtigt ud af, at nøglerne ikke kun er harmløse, og deres forsøg på at kontakte deres afdøde far går heller ikke som planlagt - og hvem er den uhyggelige pige, der bor ude i brønden? Kunne det have noget at gøre med den tragedie, der ramte byen for snart 30 år siden, da deres far gik på gymnasiet? Jeg måtte næsten tvinge mig selv til at nyde tegningerne på hver side, da historien var så spændende, at jeg mest af alt bare havde lyst til at læse tegneserien færdigt så hurtigt som muligt. 

Jeg var dog ikke helt overbevist om historiens kvaliteter i de første udgivelser, der virkede lidt for uambitiøse, for selvom det var sjovt at læse om nøglernes mange kvaliteter, gik der lidt for meget "Key-of-the-week" i den, og jeg kunne ikke helt se den dybere mening. Mytologien bag nøglerne bliver dog heldigvis udforsket senere, og jeg blev oprigtigt, glædeligt overrasket over flere uventede twists i historien, der også udviklede sig meget mere voldsomt og uhyggeligt, end jeg havde forventet. Jeg endte også med at holde af den klassiske tegnestil, der passede godt med voldsomhed og uhygge, og efter at have læst mange små, sort/hvide graphic novels på det seneste, var det rart med en historie med smæk på farverne.

Jeg endte altså med at være rigtig glad for Locke & Key, og det er bestemt en historie, jeg godt kunne finde på at vende tilbage til - især med den viden, man har fået ved at læse historien til slut. Det var et vildt og underholdende ridt (da historien lige kom op i fart), og jeg nød virkelig at læse noget helt andet, end jeg plejer. Jeg færdiggjorde den sidste år, og kort efter annoncerede Netflix, at de ville adaptere tegneserien til TV, så jeg har ventet med min anbefaling til nu - TV-serien udkom nemlig for et par uger siden. 

Og dét projekt er de sluppet ganske godt afsted med, hvis man accepterer, at serien er lavet til et lidt yngre publikum. De tre børn spilles af skuespillere, der er lidt ældre end deres karakterer, men det synes jeg kun er en god ting, og de har fundet tre ganske fine unge mennesker til rollerne (Bode spilles af samme skuespiller der var George Denbrough i It). Deres intriger og problemer med venner og kærester i skolen får måske lov til at fylde lidt for meget i serien, men de er heldigvis nogle ganske sympatiske karakterer, så det gør mig ikke så meget. (Der er dog stadig langt, langt op til de fremragende børnepræstationer i 'It' og 'Stranger Things', og hvis jeg skal sammenligne med dem, føler jeg kun halvt så meget  for Kinsey, Tyler og Bode.) Jeg blev alligevel helt grebet af historien og slugte sæsonen på en weekend, hvilket ikke mindst skyldtes at serien har lavet relativt store ændringer i historien, så jeg aldrig helt vidste, hvad der ville ske. Det var ikke alle forandringer, der var til det bedre, men flere af dem var nødvendige for at tilpasse tv-formatet - og enkelte fandt endnu bedre løsninger til at vise nøglernes egenskaber, som f.eks. The Head Key, der bød på visuelle lækkerier.

Serien er ikke bange for at vise trauma, sorg og voldsomhed, men ellers lægges der meget mere vægt på fantasy-delen end på horror-delen, og det er virkelig en skam, for når serien ville være uhyggelig, lykkedes den faktisk ret godt med det - det var f.eks. oprigtigt skræmmende at se moderens forsvinden ind bag spejlet, og de senere afsnit bød også på kuldegysfremkaldende scener. Det trækker også lidt ned, at sæsonen tydeligvis er indspillet i håbet om at få en sæson to til at færdiggøre historien, for begivenhederne trækkes lidt i langdrag, ligegyldige subplots introduceres, og der dykkes slet ikke nok ned i nøglernes oprindelse. Jeg lyder måske lidt skuffet, men alt i alt er Netflix' Locke & Key ret meget som jeg havde regnet med - hverken værre eller bedre - og jeg var som sagt ret godt underholdt. Ligesom med tegneserien er det dog vigtigt, at man lige giver historien en chance for at udfolde sig lidt, for det første kvarter var virkelig ikke ret overbevisende. 

torsdag den 20. februar 2020

I like the taste of the cola on ice

Vi har taget hul på et nyt årti, og jeg fortsætter ufortrødent med mine anmeldelser af chips, eftersom strømmen af nye snacks heldigvis ikke er blevet mindre gennem årene. (Senest har jeg fået fingrene i de tre nye "dobbelt"-varianter fra KiMs, men den anmeldelse følger først i næste runde, så stay tuned) Til at skyde 2020 i gang har jeg smagt på KiMs festlige blå og røde franske kartoffelchips, der var ganske interessante.

Min mand fik lov til at vælge først, så vi startede med de røde franske kartofler med salt & vinegar-smag. Det var en spændende kartoffelsort, der havde en dejlig form og størrelse og smagte meget af kartoffel - det lille hint af vinegar var ikke dominerende, men meget passende til denne variant. De var en anelse porøse, men heldigvis ikke alt for olierede, hvilket ellers godt kan være tilfældet med den type - der var dog ikke så meget bid i dem. Min mand og jeg giver dem et otte-tal; havde jeg spist dem med lukkede øjne havde de nok kun fået en syver, men den flotte, røde farve trækker op. 

De blå franske kartofler med havsalt er meget blålilla og utroligt flotte. De ligner næsten rødbedechips, men det er kartofler - der dog som posen lover smager lidt mere cremede og søde end normale kartofler. De er hårdere i konsistensen end de røde chips, men stadigt mere porøse end de almindelige. De smager helt ærligt ikke af ret meget, og de er lidt kedelige, men farven gør dem ekstra interessante og lægger igen en karakter til bedømmelsen, der ender med et otte-tal fra min mand, men kun et syv-tal fra mig. 

Som tidligere nævnt er min mand gået all-in på mit anmeldelsesprojekt, og han bringer ivrigt nye varianter hjem - nogle gange lidt for ivrigt. Jeg prøver som udgangspunkt at holde mig til kartoffelsnacks (og flere og flere med majs), men som følge af min kærestes velmenende handling, kommer her en bedømmelse af tre varianter med 23% rismel. Der er også både kartoffel- og majsmel i blandingen, og grundchippen adskiller sig i virkeligheden ikke ret meget fra de normale Pringles - bortset fra en anelse mere porøs konsistens, der åbenbart er et tema denne gang.

Det røde rør var med Malaysian Red Curry, og selvom karrysmag på chips nok aldrig bliver en rigtig god idé, giver det i det mindste lidt mere mening på en risvariant, og de smagte faktisk af det, de skulle. Uden at have ret stor viden om asiatisk mad, smagte varianten malaysisk og sød, og den får et syv-tal fra os begge. Den grønne variant var med Peking Duck & Hoisin Sauce-smag, og fik mine tanker hen på kinesisk mad, men på den lidt uheldige måde. Det er en interessant smag i små mængder, men de var desværre bare ikke ret gode, og den sødlige smag trækker helt ned på et fem-tal. Den orange og sidste variant holder også hvad den lover, og duftede kraftigt af Indian Chicken Tikka Masala. Det virkede tillokkende, men smagen var ikke god på denne rismels/kartoffel/majs-blanding, og de når kun akkurat op på et lille seks-tal i vores bedømmelse. Det var et spændende eksperiment, der må få pluspoint for at leve op til deres navne, men jeg ville nok ikke købe nogle af varianterne igen. 
Jeg glemte helt denne grønne, græske pose i sidste anmeldelsesrunde, men i Athen faldt vi over Taco-Doritos, og selvom det ikke var et vanvittigt interessant bekendtskab, skal de trekantede majschips stadig have et par ord med på vejen. Men et par ord er alt, det kan blive til, for jeg vil aldrig komme til at forstå folk, der frivilligt vælger denne variant frem for den orange Nacho Cheese-udgave, der er uendeligt meget bedre. Doritos bud på taco-smag er en halvkedelig omgang, der lige slæber sig op på et seks-tal. 
Min mand rettede op på ris-fadæsen ved at bringe to "Dinner Party Edition"-Pringlesrør med hjem, for jeg ER glad for Pringles, og jeg elsker at smage meget specifikke smagsvarianter, hvilket disse to må siges at være. Chipsene i det flotte, lilla rør smager præcis, som billedet antyder - som om de har ligget sammen med en honningglaseret skinke.  Billedet er i øvrigt totalt over the top, men jeg er vild med chipsenes placering, der leder tankerne hen på spareribs eller en steg. Smagen er noget speciel, men den er ret godt afbalanceret mellem det søde og salte, og den er hverken for røget eller smager for meget af kød. Det bliver aldrig en af mine favoritter, men jeg giver den alligevel et pænt syv-tal, hvorimod min mand, der egentlig ikke er stor Pringles-fan, smider et begejstret ni-tal efter den. 

Den næste smagsvariant er endnu mere avanceret; alene duften af "Cheese Fondue with Garlic & White Wine Flavour" må være en af de mest varierede jeg er stødt på, og jeg var ikke overraskende ret vild med den. Det er også en ret interessant smag, hvor den kraftige, lidt "gamle" ostesmag træder mest tydeligt frem, hvorefter hvidvinen med et lille touch af hvidløg dukker op. Jeg kunne forestille mig, at det er en variant, der deler vandene - men jeg er som sagt særligt glad for nye og uprøvede smagssammensætninger, og jeg giver dem gavmildt et ni-tal. Min mand nøjes med otte, men var også glad for dem. 
Nu, hvor jeg alligevel har anmeldt tre risvarianter, kan jeg lige så godt kaste mig over en af de mest traditionelle majssnacks; nemlig Bugles fra Chicago. Ligesom alle andre, har jeg også leget heks med Bugles på fingrene som barn, og jeg kan ikke udelukke, at nostalgifaktoren gør mig lidt venligere stemt end jeg ellers ville være.

Jeg var i hvert fald overrasket over min begejstring for de helt originale Bugles, som jeg ikke havde smagt i hundrede år og ikke havde forventet at synes særligt godt om. De var slet ikke så kedelige, som jeg huskede dem, og jeg synes sagtens de kan spises uden dip. De får et solidt otte-tal fra min søster og jeg, der med glæde åbnede den næste pose med nacho cheese-smag. De var ikke overraskende vores favoritter, og det lækre crunch var i perfekt samspil med ostesmagen, der dog godt kunne være en anelse kraftigere. Denne lille detalje trækker dem ned på et (stort) otte-tal for mig, mens min søster gladeligt giver dem ni. Den sidste variant var med roasted paprika-smag, hvilket jeg ikke normalt er så glad for, så mit seks-tal er egentlig ganske pænt. Min søster giver dem syv, men vi er begge enige om, at man aldrig behøver at købe andre end ostevarianten. Selvfølgelig. 
Denne årets første runde er blevet lidt atypisk, og for at slutte af i samme ånd, bliver den sidste variant en noget forsinket julepose fra svenske Estrella. Grundchippen er mere eller mindre en skamløs kopi af Bugles-hornet, men selvom jeg er ked af at indrømme det, har de faktisk et endnu bedre crunch end originalen. Der er ikke meget jul over smagen, men den milde Jalapeño er overraskende god, og det lille touch af hvidløg trækker for anden gang i dag en smagsvariant op. Min mand mener dog, at netop denne detalje trækker ned, da han af uforklarlige årsager ikke mener, at hvidløg hører hjemme på chips(?), men vi ender begge på et pænt otte-tal. 

mandag den 17. februar 2020

sunny days seem far away

Efter ti arbejdsdage i træk kunne jeg i torsdags endelig sætte kursen mod Aalborg, hvor min forlængede weekend startede med en brunch på Café Peace med min far og min søster. Der var aaalt for meget kød til mig, men hver enkelt del var i sig selv ret lækker, så en anden gang skal jeg nok bare bestille noget fra kortet, der lokkede med indbydende småretter. Det har været fire dage dedikeret til afslapning, og selvom det sjældent bliver helt roligt med en to-årig i huset, er jeg virkelig kommet ned i gear og har fået sovet ud.
Der har været helt afsindigt dårligt vejr i Nordjylland i weekenden, men i fredags nåede vi lige en tur til Bulbjerg imellem regnbygerne. Det er Jyllands eneste klippe, og fra toppen er en imponerende udsigt i alle retninger - også i gråvejr. Engang lå der et badehotel ved Bulbjerg, men tyskerne sprængte det i luften i slutningen af besættelsen, da de havde indrettet en radarstation på hotellet, der nemt kunne bruges som pejlemærke fra havet. Nu får naturen lov at herske, og det var en oplevelse at bevæge sig rundt på klippen i det kraftige blæsevejr. (Og ja, jeg tog min jakke af, så jeg kunne fremvise endnu en tilføjelse til min ka-tet19-samling)

Denne uge er startet med en ekstralang dag på arbejdet og modvind på cykelstien, og da jeg kæmpede mig langs Kløvermarken, var der en fugl, der sked på min jakke. En brat tilbagevenden til hverdagen, der nu heldigvis også byder på gode ting - som i morgen, hvor jeg efter arbejde hopper en tur i det kolde vand ved Helgoland sammen med en god veninde.  

søndag den 9. februar 2020

I think I'll ride this winter out


Jeg har fået mig en ny bedste ven. Min gamle, trofaste cykel har været døende i løbet af hele det sidste år; cykelsmeden mumlede noget om kranken, og at det ikke kunne betale sig at få det lavet, så jeg har langsomt, men sikkert kørt den helt i døden. Da baghjulet begyndte at slingre faretruende i sidste uge turde jeg dog ikke køre på den mere, men bare tre dage med metroen i myldretiden overbeviste mig om, at nyindkøb af cykel var AKUT. (Jeg havde ellers tænkt mig at vente til marts. I mandags brugte jeg lige 13.000 hos tandlægen, og vi har lige booket rejse til Berlin, så pengene har siddet lidt løst den sidste tid!) Fredag aften kunne jeg derfor trille hjem på denne skønhed, som jeg allerede er meget forelsket i.
I går tog jeg cyklen rundt i byen og viste den mine yndlingssteder. Vi startede med en tur på arbejde, og jeg fik lidt sved på panden, da jeg opdagede, at cykelparkeringskælderen er lukket i weekenden. Jeg måtte derfor efterlade min skønhed udenfor(!) til frit skue for cykeltyve(!!) og overladt til vejr og vind(!!!). (Det har aldrig tidligere været et problem for mig, da jeg ikke var helt så loyal over for dens forgænger…) Jeg var kun ude at flytte cyklen en enkelt gang i løbet af de fire timer, jeg var på arbejde.
Bagefter gik turen over Langebro i lækkert vejr, hvor jeg stoppede op og viste cyklen det sted, hvor ovenstående billede af min mand og jeg blev taget, da vi blev gift for to år siden. (Ja, jeg har bryllupsdag i dag, men nu er det altså lige min nye cykel, det handler om). Vi trillede en tur langs Stadsgraven og blev gode venner med tyren, inden vi cyklede et godt stykke ud af Amagerbrogade og mødtes med en af mine veninder på Ingolfs Kaffebar til brunch. Her var jeg også kun ude og flytte cyklen en enkelt gang, så jeg kunne se den fra vinduet, og ja, i morgen skal jeg have købt en kædelås, så jeg ikke mistænker alle for at ville hapse mit fjerlette(-ish) vidunder.
Den store, flotte cykelkurv er perfekt til indkøb og fragt af f.eks. en ramme cola, og vi gjorde holdt hos slikbutikken på vej hjem. Min øjesten blev derefter puttet inde i gården, hvor jeg ellers ikke har parkeret det sidste års tid med den gamle cykel – som jeg nu har en lille snert af dårlig samvittighed over for. I dag har den nye tohjulede fragtet mig sikkert på arbejde og hjem igen i tiltagende blæsevejr, og i morgen skal den med mig en tur til Hellerup. Jeg er SÅ glad for min cykel!

onsdag den 5. februar 2020

it's a rope I've gotta climb


Jeg tænker meget på min mor i øjeblikket. Det skyldes ikke mindst podcasten "Jeg plejede at tro på for evigt", som jeg har lyttet trofast til siden allerførste afsnit, og som er en overraskende stor hjælp i min sorgproces. Min sorg over min mors død er dog efterhånden blevet mest til savn og længsel, og det er en bittersød erkendelse at folk har ret, når de siger, at det bliver lidt lettere med tiden. Podcastværterne Pernille Øster og Julie Schelhart har begge mistet en af deres nærmeste, og taler i hver episode med en gæst, der også har mistet, og det er nogle enormt rørende, voldsomme, ærlige og skønne historier, der kommer ud af deres samtaler. Der er plads til at fortælle om detaljerne om de mennesker, der engang var - men podcasten går også helt tæt på og taler om de øjeblikke, hvor gæsterne oplevede deres nærmeste dø; hvordan begravelsen forløb, og hvordan den efterfølgende tid var og stadig er. De snakker om sorgen, om de grimme tanker og svære billeder på nethinden, og det føles lidt som at gå i sorggruppe igen. (Det gjorde jeg i sommeren 2013 hos Børn, Unge og Sorg, og det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv - jeg fik i øvrigt også en rigtig god veninde ud af det).

Noget af det, der har ramt mig mest, har været de unge kvinders snak om at savne det, man aldrig får lov til at opleve. Jeg savner min mor for alt, hvad hun var og hvad vi har oplevet sammen - men jeg sørger især over, at jeg ikke har hende i mit liv nu; at hun ikke kan se, hvor godt det har været for mig at blive dyrepasser; at hun ikke får lov til at blive ældre sammen med min far - eller at være mormor til min niece. Det virker bare enormt uretfærdigt, og det er frustrerende, at det er så meningsløst. Men det hjælper altså at lytte til andre mennesker, der har prøvet noget af det samme - og jeg kan bestemt også anbefale podcasten til dem, der ikke har mistet nogen helt tæt på endnu, for den fortæller også, hvordan man bedst møder og forstår mennesker i sorg.