søndag den 29. marts 2020

facts are facts and fiction's fiction

Vi er blevet forkælet med adskillige Stephen King-adaptioner til både filmlærredet og tv-skærmen de sidste par år, og hans nye udgivelser bliver i øjeblikket samlet op med det samme af de forskellige produktionsselskaber. Det var også tilfældet med The Outsider fra 2018 - som jeg i øvrigt mener er en af hans bedste i mange år- der nærmest øjeblikkeligt blev sikret af HBO, og nu er første sæson kommet med Richard Price og - måske lidt overraskende - Jason Bateman bag roret. Jeg kender primært sidstnævnte fra Arrested Development, men han har fået meget ros for Ozark, og her beviser han også, at han sagtens kan tackle de mere seriøse roller. 

Castingen af Ben Mendelsohn i en af hovedrollerne som politimanden Ralph Anderson og seriens placering på HBO er den helt rette kombination til en mørk og til tider langsom historie som The Outsider. Resultatet blev også helt, som jeg havde regnet med, og måske endda endnu mere grå og deprimerende - på den fængslende og gode måde, altså. (Et eksempel herpå er Ralphs søn, der i bogen blot er væk på sommerlejr, men i serien død af kræft, hvilket naturligvis fylder meget hos den fåmælte mand.) Det er næsten umuligt ikke at tænke på den fremragende første sæson af True Detective, men The Outsider er samtidig helt sin egen, og en række af overbevisende skuespilpræstationer får denne overnaturlige fortælling til at virke helt hverdagsagtig og plausibel. 
Jason Bateman selv spiller den elskede baseballtræner Terry Maitland, der højst overraskende bliver anholdt og anklaget for overgreb og mord på en ung dreng fra lokalsamfundet. DNA-beviserne er klokkeklare, og politimanden Ralph, spillet af en perfekt skumlende Ben Mendelsohn, har ikke andet valg end at stole på dem og opretholde sigtelsen mod Terry. Og så er det faktisk svært at sige ret meget mere uden at afsløre en stor del af plottet, men uden at spoile må jeg nævne Cynthia Erivos præstation som Holly Gibney. Jeg har tidligere nævnt hvor glad jeg er for netop dén karakter i Kings univers, og Justine Lupe gør det perfekt som Holly i Mr. Mercedes-serien, hvilket gjorde mig lidt skeptisk over for denne nyfortolkning. Men det er netop det hun er - Cynthias Holly er skabt fra bunden af seriens forfattere, og kun navnet er blevet tilbage, efter Kings insisteren. Og hun er fremragende. En af grundene til, at jeg elsker Kings Holly, er beskrivelsen af hendes udfordringer med OCD, og det har HBO's version ikke - hun har dog tydeligvis autistiske træk, og efter min mening spiller Erivo sin karakter til perfektion. Hun er en af seriens klare højdepunkter. 
Træerne vokser ikke ind i himlen, og undervejs går historien lidt rigeligt ned i tempo. De ti afsnit kunne med fordel skæres ned til seks skarpe timer, hvilket stadig ville efterlade plads til den gode karakterudvikling, for selvom bogen er langsom, bliver det i overkanten på skærmen. Vi bliver introduceret for lidt for mange karakterer, og dvæler lidt for meget ved Ralphs sorg og skepsis for det overnaturlige, og det tager desværre luften af ballonen. Finaleafsnittet retter dog op på et par haltende episoder med et forrygende brutalt shoot-out og en - synes jeg - fin kulmination på historien. 

Jeg kan ikke give The Outsider topkarakter, men den er deroppe af, og det er bestemt en seværdig og solid serie, som man ikke nødvendigvis behøver at være King-fan for at holde af (i modsætning til Castle Rock, der er King fan-service galore), og især i disse tider kan jeg sagtens forsvare at sende en anbefaling efter den. Jeg er dog noget skeptisk ved udsigterne til en sæson 2, men Richard Price afviser det ikke, og andet ville selvfølgelig også være fjollet, når man har folk som Cynthia Erivo og Ben Mendelsohn til rådighed. Har du allerede set The Outsider, kan du læse denne virkeligt interessante, dybdegående artikel, som Sofisten linkede til i sidste indlægs kommentarfelt - og tak for det! 

fredag den 27. marts 2020

the opinions I ain't got

I tirsdags havde jeg fødselsdag! Det er ikke noget, jeg normalt går så meget op i - og det er nok meget heldigt, for det var en noget alternativ én af slagsen med arbejde, inde-hygge og videosamtaler med min familie, frem for egentligt samvær og tiltrængte kram. Jeg savner min familie mere og mere, kan jeg mærke - nok fordi jeg var kommet ind i en god rytme med ofte at tage til Jylland. Men det må vente - også til efter påske - for som udgangspunkt skal jeg arbejde de næste par uger med i stedet for at holde ferie. Da jeg alligevel ikke ville rejse tværs over landet lige nu, passer det mig faktisk helt fint, selvom jeg efterhånden godt kan mærke i kroppen, at jeg arbejder lidt hårdere end normalt. 

Min mand havde sendt Jimmy i byen for at købe gaver til mig, og min far havde sendt en en stor pakke med posten, så de sidste par dage har min Xbox fået en pause (jeg har befriet Kyrat) til fordel for LEGO-bygning og puslespilslægning. Igen - ud over det store afsavn til venner og familie (og den mere eller mindre konstante bekymring over alting), er min hverdag ikke blevet sååå meget anderledes de sidste par uger...

søndag den 22. marts 2020

how you gonna lift it with your arms folded tight?

Det er ikke ret længe siden min sidste anmeldelsesrunde, men i disse undergangstider, hvor chips, slik og junkfood udgør en lang større bestanddel af danskernes kost end normalt - fornemmer jeg - tænkte jeg det kunne være passende med en lille guide til nye varianter man kan trøstespise, imens man bladrer Netflix igennem for tyvende gang.

Rundens første pose er endnu en variant, der bevæger sig lige på kanten af hvad jeg kan retfærdiggøre at anmelde. Kommentarfeltet til sidste indlæg afslørede dog, at jeg ikke er den eneste, der har forelsket mig hovedkulds i Smash! fra KiMs, og med dem kan jeg starte denne omgang med en stor omgang positivitet. For jeg ELSKER dem. Det er selvfølgelig ikke ligefrem en original præference at kunne lide salt og sødt sammen, men kombinationen bliver ofte overladt til forbrugeren, der derfor er henstillet til selv at måtte eksperimentere med diverse chokolader og chipsposer. Her er det klaret for én, og de lækreste, sprødeste Bugles-kopier er overtrukket med et perfekt lag af chokolade, der sætter mig i øjeblikkelig ekstase i det sekund, jeg bider ned på dem. Nogen vil mene, at de klart er over-the-top - jeg mener, at de er helt perfekte, og kvitterer med topkarakteren 10. 
De næste tre poser er også fra KiMs, og er nyfortolkninger af deres grundchips; skruer, snackchips og de riflede. For at skille sig yderligere ud fra mængderne på snackhylderne, er de alle "dobbeltkrydrede", hvilket tilsyneladende bare indebærer, at de har fået et ekstra lag olie før krydderierne kom på. Det er ikke min mening at lyde negativ, for jeg sætter altid pris på nye, spændende varianter, men nu er jeg snart så gammel og garvet i det her game, at jeg godt kan spotte deres små tricks. (Jeg skal snart til at opdatere mit CV, og jeg tænker, at det er en kvalitet, der bliver sat stor pris på i erhvervslivet). Jeg giver dog point for poserne, der er enormt flotte og iøjnefaldende, med skarpt design og flotte billeder af lækre ingredienser, og det er ikke deres skyld, at jeg ikke kunne tage et ordentligt billede af dem. 

Ved første øjekast troede jeg, at jeg ville være gladest for den gule pose. Jeg kan godt lide skruer, og jeg kan godt lide ost - og disse "Hot Cheese"-skruer skulle smage af lagret cheddar og chiliolie, så den burde sidde lige i skabet. Min begejstring steg yderligere, da jeg så skruernes størrelse - de var dobbelt så store som normalt, og så meget mere luftige ud, men det viste sig hurtigt, at det skyldes deres hovedbestanddel; skruerne var ikke kartoffelskruer, men LINSEskruer! Det reklamerer posen ikke ret meget med - det er kun det høje proteinindhold, der afslører, at der er noget på færde. Konsistensen var uhyggeligt lækker, og det var svært ikke at fråde dem, og det er uden sammenligning de bedste linsechips, jeg nogensinde har smagt - men de havde også lidt uforklarligt en bismag af baconchips (de der ulækre, lune klamheder, man kan købe til suspekte byfester), hvilket trak ned for mig. Jeg ender på syv, mens min mand begejstret giver ni Pringlesrør til posen. 
Den grønne pose indeholdt en ny variant af snackchips, og jeg havde derfor på forhånd dømt dem ude. Men smagsvarianten "Mexifiesta" med basilikumolie, jalapenos og hvidløg var overraskende god, og klart den bedste af sin slags, og især basilikumsmagen var dominerende. De er gode at fråde, og kan sagtens være tilbehør til (eller helt erstatte) et måltid i disse tider, og det er også nødvendigt at spise mange af dem på én gang for at få chili-smagen frem. Min mand synes den smagte som en stærk hvidløgsudgave af sourcream & onion, og eftersom han er glad for grundchippen, giver han også denne pose ni Pringlesrør. Jeg holder mig på otte, hvilket nu også er en ualmindeligt flot karakter for en snackchip-variant. 

Den sidste dobbeltkrydrede pose i denne omgang var "Margherita" med tomat, ost og basilikumolie på riflede kartoffelchips, og dermed også den mest "sikre" variant. Der er mange chips, der smager af pizza, men denne kommer tættere på en lækker, simpel, italiensk pizza end en vulgær kødpizza fra den tyrkiske på hjørnet, og det er selvfølgelig et klart plus. For mig trækker det op, at de ikke har en dominerende oregano-smag, men derimod blot et hint af basilikum i den lækre tomat- og ostesmag. Her er altså endnu en variant, der snildt kan bruges som substitut for et måltid mad, og det får de et otte-tal for - min mand er helt ustyrlig, og giver også denne sidste KiMs-pose et ni-tal. 
Rundens Pringles-variant er med forårsløg, der bliver vist meget kunstfærdigt frem på det ikke så kønne, lysegrønne rør. De holder, hvad de lover og smager kraftigt af forårsløg - jeg har efterhånden lært, at "forårsløg" betyder smag af løg, og "løg" betyder grillsmag, når det kommer til chips, og det passer også denne gang. Smagen var dog lidt kedelig i sig selv, og jeg blev træt af dem i længden - selvom jeg er utroligt glad for Pringles-chips, skal de helst smage af noget, jeg virkelig godt kan lide, og denne variant ender med et lille syv-tal. 
Min søster er blevet en ivrig aktør i mit foretagende, og hun bragte betænksomt tre norske poser chips med hjem til mig fra deres skiferie. De første to poser er Sørlandschips, og jeg bliver simpelthen nødt til at rose posedesignet mere end normalt; allerførst er det uendeligt sejt at lade chipsene stå på ski og dase på stranden, men endnu sejere er deres miljøbevidsthed, der gør det nemt både at spore kartoflerne til gården, de kommer fra, at bruge posen som chipsskål, og nemt at affaldssortere den bagefter. Derudover er der utroligt mange fine, lidt unødvendige informationer, blandt andet ovenstående, der klart får point fra mig. 

Det er heldigt, at chipsene er pakket ind i verdens sejeste poser, for selve chipsene er desværre ikke noget at råbe hurra for. Vi spiste først varianten med tang, der - måske ikke så overraskende - smager meget af tang. På den dårlige måde. De smager anderledes end de lugter, og smagen ændrer sig også, når man har tygget lidt på dem - eftersmagen er en mere fredelig salt og peber-smag. Grundchippen er lækker og har et godt crunch, men det kan alligevel ikke blive til mere end et fem-tal fra mig - mest på grund af posen - og min søster kan kun give fire. Den anden pose med havsalt var noget bedre - her kom selve chippen til sin ret, selvom de som så mange andre grovchips også smagte lidt rigeligt af olie. De får et pænt syv-tal, og så håber jeg, at jeg får lejlighed til at smage på nogle flere af Sørlandschips' varianter engang. 
Den sidste norske pose var fra mærket med det episke navn Totenflak, der nu bare hentyder til det område, de kommer fra, og som ellers ikke gjorde det store væsen af sig på designsiden. Det var endnu en grovchip, hvor der bliver gjort meget ud af håndarbejdet og langsommeligheden, og også disse kartofler kunne spores tilbage til oprindelsesgården - en kombination, der fik mig til at længes efter en norsk bondegårdsferie. Selve chipsene var ultratynde af grovchips at være, meget mørke, og måske stegt lige rigeligt, og der var godt med smag i dem. Rømme smager af (og er nærmest) sourcream, og urterne og krydderierne smager af, ja, onion, så det er en gammel kending i forklædning, synes jeg. Det gør dem nu ikke dårligere, og de fik et pænt syv-tal fra min far og jeg, mens min strenge søster nøjes med et seks-tal. 

Selvom ikke alle varianter er lige lette at få fat i i disse karantæne-tider, er KiMs altid en trofast leverandør, og jeg håber I kan bruge denne gennemgang som inspiration til madlavning i denne periode, hvor vi har al tid i verden, men ikke overskud til noget som helst. 

onsdag den 18. marts 2020

go face the worries of the day



Jeg har jo ikke noget klogt at sige om den situation, vi alle befinder os i, så jeg vil undlade at gå alt for meget i detaljer om min irritation over både hamstring og smittespredning. Opskriften på min hverdag lige nu er simpel - jeg cykler på arbejde om morgenen, hænger ud med mine to kollegaer på behørig afstand, cykler lidt tidligt hjem og så spiller jeg Far Cry resten af dagen. Selvom jeg er introvert plejer jeg nu alligevel at have en del aftaler i kalenderen, men selvom jeg selvfølgelig gerne vil se mine venner, er det ikke noget problem for mig ikke at gøre det i en periode. Vi kommunikerer ivrigt på sociale medier, og herhjemme hænger jeg ud med min mand og min kat, og hvis der da ikke hang en altoverskyggende bekymring over alles hoveder, ville det egentlig være en ganske tålelig situation. Jeg prøver også at komme over den dårlige samvittighed over at "spilde min tid" på at spille Xbox, men det er nu engang dét, der allerbedst får tankerne væk, og om en uge eller to får den en lang pause igen, så lige nu nyder jeg mine eventyr på elefantryg. 

I morges mødte jeg to egern og en ræv på vej på arbejde - det er ellers længe siden. Forureningen er også lettet over storbyerne, og det er da lidt paradoksalt, at der åbenbart skal så direkte trusler til, før vi kollektivt ændrer adfærd. Jeg er selvfølgelig bekendt med situationens kompleksitet, og forsøger ikke at hævde, at klimakrisen er løst, men det er måske et lille lyspunkt i mørket. 

fredag den 6. marts 2020

we need a coat for their eyes


- Det har været en ret mærkelig uge, og jeg har faktisk haft det virkelig dårligt i et par dage, hvilket endda resulterede i mit første angstanfald i flere år. Jeg har gerne villet skrive om det, men jeg kan mærke, at overskuddet ikke helt er til det, så en lille punktforms-opdatering er alt, det bliver til i dag - men helt kort er der kommet lidt ro på nogle ting, og jeg har det næsten overraskende meget bedre nu. 

- Allerførst en forklaring på billedvalget til dagens indlæg; jeg besøgte i løbet af ugen en veninde, hendes dreng og dennes enormt uhyggelige dukke (ikke afbilledet her), men vi kunne ikke se det samme i dukkens sjæleløse øjne og bedende, udstrakte arme, så jeg måtte hjem og finde et par billeder frem, der beviser min pointe - dukker ER freaky og ude på at slå dig ihjel. Øverst og nederst et par pragteksemplarer fra min bedstemors gemmer, og den midterste fra DDR-museet i Tyskland. 
- Samme veninde flytter snart til Jylland i et lækkert hus med en stor have fyldt med frugttræer. Jeg fik øjeblikkeligt husmisundelse, og min tilbagevendende trang til at flytte på landet blussede op igen, for jeg er lidt træt af byen i øjeblikket. Det er svært at finde ro, og mine naboer larmer mere end normalt, så jeg sover stadig med ørepropper. 

- Trods manglende overskud, dog mest fra min side, har min mand og jeg formået at lave god, hjemmelavet aftensmad tre dage i træk i denne uge. Det lyder ikke af meget, og er det heller ikke, men det er vores længste streak i 2020, og det var tre velsmagende retter. Jeg har før skrevet om min manglende lyst til at lave mad
- Det er et helt år siden jeg fik overrakt mit eksamensbevis som færdigudlært dyrepasser, og i dag skulle jeg have været i Roskilde og sige tillykke til det nye hold, som jeg jo faktisk startede sammen med - jeg blev bare færdig et år før dem, fordi jeg pga. min fremskredne alder åbenbart ikke behøvede så meget praktisk erfaring som dem, der jo også skulle lære at stå op om morgenen og passe et arbejde (lød argumentet). Mit tog valgte dog at ændre retning mod Køge pga. en personpåkørsel, så jeg nåede det ikke, og det var simpelthen sådan en irriterende start på dagen.

- Den er dog kun blevet bedre siden. Jeg trøsteshoppede en ny, flot regnjakke, spiste en lækker frokost og gik oprydningsamok i lejligheden, der (relativt) snart får nye vinduer og får tilføjet en stor altan. Det gør den lidt sjovere at bo i igen, og jeg larmede nok også en del, da jeg flyttede rundt på senge og kommoder.  

- Nu står min Xbox og opdaterer, og jeg trænger også til at flade totalt ud på sofaen. I aften bestiller vi nok noget mad - og det er okay - og så nyder jeg, at det stadig kun er fredag, og at jeg ingen planer har i resten af weekenden. Det trænger jeg til. 

søndag den 1. marts 2020

and keep all the animals warm

Det har været en travl uge. Der er en lidt underlig stemning på mit arbejde i øjeblikket, og det påvirker mig meget. Fredag var dog en rigtig god dag, da jeg kunne vise syv uger gamle, brogede og ekstremt nuttede rotter frem for  min veninde, der besøgte mig på arbejdet, og det var en lidt syret oplevelse at vise hende rundt; jeg havde (lidt uventet) ret travlt, og det var specielt at skulle oplære vores elever i en teknisk procedure imens hun stod ved siden af. Jeg har været på arbejde igen i denne weekend, og jeg har tænkt meget over, hvor utroligt glad jeg er for mit job. Forhåbentlig løser tingene sig snart - og forhåbentlig får jeg også snart en afklaring på min fremtid, for det er hårdt for mig at blive ved med at være ansat i en vikarstilling. 
I går aftes var jeg til lysfest i Zoologisk Have med en anden god veninde. Det var koldt og blæsende, men også en hyggelig aften, hvor vi travede haven rundt tre-fire gange, hilste på de skumringsaktive dyr og beundrede de flotte lys. Aftenen sluttede med en voldsomt stor omgang sushi, og det var en god afslutning på det, der i hvert fald ifølge kalenderen har været vinter. Nu er det marts, og dét alene har en positiv effekt på mit humør - og på onsdag eftermiddag kan jeg gå på forlænget weekend. Jeg satser på godt vejr, og så planlægger jeg en laaaang cykeltur i solen på mit nye vidunder, afsluttet med en frisk svømmetur i Øresund. (Det sidste er løgn. Jeg er ikke vintersvømmer, men vinterbader, og der er ret stor forskel - om vinteren er jeg sjældent i så længe, at jeg ligefrem kan svømme baner...)