mandag den 27. april 2020

until your chances are uncovered

Jeg er virkelig, virkelig ikke glad for at tale i telefon. Det har jeg vist nævnt et par gange, men det er simpelthen noget af det værste jeg ved. Det var derfor med noget blandede følelser, at jeg modtog indkaldelsen til en jobsamtale via Zoom - men det var i det mindste på mit  eget arbejde, så i formiddags loggede jeg mig på, viste min Amagerhylde og Jimmy frem for vores søde HR-medarbejder, imens vi ventede på en af lederne, og gennemførte dernæst en halv times lidt akavet samtale. Det gik dog MEGET bedre, end jeg havde frygtet - det hjælper mig helt klart, at der også var billede på, for så føltes det næsten som at sidde overfor hinanden. Og mest af alt er jeg bare lykkelig for, at der overhovedet ER samtaler - mit vikariat udløber om en måned.

Nu skal der bare krydses fingre imens jeg nyder min mini"ferie", der heldigvis ser ud til at holde. Mine kollegaer arbejder lidt ekstra, så jeg slipper for at komme ind, og det er virkelig sødt af dem. Efter samtalen fik jeg en sms om, at jeg (endelig) kunne hente min pakke med If It Bleeds, og resten af dagen har jeg ligget i sengen med en kold cola og en splinterny King, og så bliver det ikke meget bedre for mig. Livet er godt lige nu, hvilket måske er lidt absurd. 

torsdag den 23. april 2020

the mind turns an itch into a bruise

Det har været den mest travle uge på mit arbejde siden universitetet lukkede ned. Vi er stadig i nødberedskab og kun halvdelen på arbejde, men nu bliver der langsomt åbnet for forskningsaktiviteter igen, og det kan virkelig mærkes. Jeg er derfor lidt spændt på, om jeg stadig kan få et par dage hjemme på stand-by i næste uge som planlagt - jeg håber det, for jeg er efterhånden noget udmattet. Men i morgen er det weekend! Min plan er simpel - jeg skal hænge ud i Skyrim, læse bøger og drikke cola, og jeg glæder mig. 
Jeg har indimellem en lidt for veludviklet retfærdighedssans, og nogle gange også en tendens til at fiksere på den urimelighed jeg synes, jeg er blevet udsat for - selvom jeg virkelig øver mig i at trække vejret dybt og komme over det. Jeg tror det handler om, at jeg i mange år fandt mig i alt for meget uden at turde sige fra, men nu vil jeg simpelthen ikke finde mig i at blive snakket grimt til. Min blog er meget offentlig, men den episode, som jeg har tænkt på HVER dag i over en måned, er alligevel heller ikke specielt interessant, så uden at gå meget i detaljer, handlede det om hvorvidt jeg måtte parkere min cykel ved siden af tredive andre cykler, om hvordan den information blev leveret og om den efterfølgende ordveksling. Jeg har følt mig SÅ uretfærdigt behandlet, men i går fik jeg 100% oprejsning, og så er jeg næsten ligeglad med at have været smålig. Verden er i balance igen. 

I dag gik jeg også en tur med en god veninde, og vi drak en øl på Kløvermarken - med god afstand til hinanden, selvfølgelig. Den øl smagte for alvor af sommer - og af Open Air i Øster Hurup i sluthalvfemserne, hvor jeg drak min allerførste dåseøl. Det er et underligt specifikt minde, der næsten altid kommer tilbage til mig, når jeg får en kold øl i solen - men det er også et rart og hyggeligt et, og jeg håber sommeren trods omstændighederne kommer til at byde på flere kolde solskinsøl. 

lørdag den 18. april 2020

it takes all my will not to turn it off

Stephen King har endnu engang vist sig at være et menneske af stort format - han ved godt, at vi alle sammen keder os derhjemme, og han har derfor fremrykket udgivelsesdatoen for "If It Bleeds", så den udkommer allerede i næste uge. Jeg har glædet mig til denne samling af fire, lange noveller siden jeg læste, at en af dem omhandler en af mine favoritkarakterer Holly Gibney, hvilket han i øvrigt også nævner her, hvor han læser op fra en af historierne.  Jeg er vild med King i alle formater, men i dag skal det faktisk handle om en anden novelle og dens filmatisering, for jeg kunne slet ikke følge med i 2019 (der virkelig var The Year of King), så jeg mangler helt at snakke om In The Tall Grass. 
In The Tall Grass er en syleskarp, chokerende og syret novelle, som Stephen King skrev i 2012 sammen med sin søn Joe Hill. Den blev oprindeligt udgivet i Esquire Magazine, dernæst som e-bog og senest i Joe Hills fremragende novellesamling Full Throttle fra sidste år, som jeg i øvrigt også skylder en lovprisning. Historien er forholdsvis ligetil, men alligevel underligt dragende - søskendeparret Cal og Becky kører forbi en græsmark og hører en dreng råbe på hjælp et stykke inde i græsset, hvorefter Cal beredvilligt løber ind mellem det høje græs for at hjælpe; den gravide Becky følger efter på afstand, og lynhurtigt er de kommet væk fra hinanden. De kan heller ikke finde vejen ud af græsset igen, og det hjælper ikke at hoppe op for at orientere sig, for parkeringspladsen med deres bil - og flere andre, mistænkeligt forladte og forfaldne biler - synes hele tiden at flytte sig. 

Hvis det ikke var skræmmende nok i sig selv (og det er det virkelig - det lyder som en banal og lidt fjollet idé til en historie, men jeg finder det oprigtigt uhyggeligt at være fanget midt på en kæmpe mark med flere meter højt græs), kommer der snart endnu mere på spil, da den nødstedte dreng og hans forældre dukker op igen. Historien udvikler sig virkelig bizart og brutalt, men jeg vil ikke ødelægge oplevelsen for nogen, så spoilers følger til allersidst. Jeg tror ikke, at det er en novelle for alle, men jeg er ret glad for Joe Hill og hans til tider chokerende twists, der er noget grænseoverskridende at læse i dag, men som helt klart også trækker tråde til tidlige King-historier - og mon ikke King har nydt at være lidt makaber igen. Jeg kan i hvert fald anbefale den - også selvom man skulle være blevet skræmt væk af filmatiseringen, der desværre slet ikke er på samme niveau. 
Den canadiske filminstruktør Vincenzo Natali er manden bag en af mine yndlings-science fiction-film, den legendariske - og ret kitchede - Cube, og med Netflix i ryggen kastede han sig over In The Tall Grass, der udkom i oktober sidste år. På samme tid kørte første sæson af den nye omgang Creepshow over skærmen, hvilket jeg kort nævnte her, og det er virkelig en skam at In The Tall Grass ikke endte som et tyve minutters segment i et Creepshow-afsnit, for den kan slet, slet ikke bære en spillefilm. 

Det starter ellers rigtig godt ud. Det er en ganske flot film med gode vinkler og lækre billeder, og den første del følger novellen ret stringent. Søskendeparret farer vild i græsset og møder Tobin og hans familie; Patrick Wilson gør et sjældent dårligt stykke arbejde som den temmeligt maniske far, der insisterer på at alle skal røre den mystiske sten midt i græsset, men snart kører historien helt af sporet, da den introducerer noget tidsforskydning, der gør historien unødigt kompliceret. Halvanden time med græs som den eneste kulisse ville være i overkanten, så filmen introducerer en anden lokation; et forladt bowlingcenter, der trækker det sidste af den uhyggelige stemning ud af filmen. Filmen formår at ødelægge selv historiens mest chokerende twist, der virker helt unødvendigt i denne udgave, og jeg kan desværre virkelig ikke anbefale In The Tall Grass.

SPOILERS. Jeg MÅ lige nævne novellens oprigtigt chokerende øjeblik, fordi det er længe siden, jeg er blevet så overrasket over at læse om en fiktiv begivenhed (jeg havde lidt samme følelse, da jeg læste Joe Hills Loaded). Men at opleve den gravide Becky få tæv i en grad, så hun aborterer/føder alt for tidligt, hvorefter hun intetanende bliver fodret med sin egen døde baby, er... vildt. 

onsdag den 15. april 2020

rearranging minds and thoughts

Her går det godt. Højdepunkter fra den sidste tid: 

- Jeg kan for en gangs skyld vise et glimt fra min arbejdsplads. En af de forskergrupper, som mine kollegaer og jeg passer dyr for, er nemlig ved at forsøge at udvikle en coronavaccine, og det har DR lavet en spændende feature om. Det gør mig endnu mere stolt af at gå på arbejde i øjeblikket. 

- Jeg har opdaget Far Cry New Dawn, der udkom allerede sidste år. Efter over ti år med fingeren på pulsen hvad angår musik, film, tv-serier og spil, er jeg nu håbløst bagud med det meste, og så kan et spil i en af mine favoritserier altså nemt ryge under radaren. Jeg har hygget mig umådeligt med at rende rundt i et virkelig smukt, postapokalyptisk Hope County med mit vildsvin Horatio som følgesvend og bodyguard, og denne nyeste installation i Far Cry-serien skuffede bestemt ikke. 

- Jeg har genlæst Philip Pullmans His Dark Materials-trilogi som forberedelse til anden bog i The Book of Dust-trilogien, The Secret Commonwealth, som jeg nu endelig kan gå i gang med. Det var en særdeles god beslutning at starte fra begyndelsen, for jeg har haft en af de der helt særlige læseoplevelser, hvor jeg ikke har kunnet løsrive mig fra historien, men har læst i timer i træk - det minder mig om at være barn igen, hvor jeg ikke vidste noget bedre end at lade mig opsluge af en god bog. His Dark Materials er fremragende fantasy og har lige så stor plads i mit hjerte som Harry Potter-serien og Lord of the Rings, og det er ikke nogen lille bedrift. Især den tredje installation, The Amber Spyglass, er helt forrygende medrivende, rørende og uforudsigelig, og jeg kan ikke anbefale dem nok. 

- Jeg er ikke længere deprimeret. Efter en hård vinter følte jeg egentlig allerede i slut-februar at jeg var ved at komme op til overfladen igen, men så har jeg været lidt afventende den sidste tid, fordi jeg nok forventede, at disse vanvittige omstændigheder ville påvirke mig meget - og jeg var noget bekymret for min OCD. Paradoksalt nok har det næsten været stik modsat - jeg har talt med min læge om det absurde i, at en del af mig nærmest føler en lettelse over ikke at føle mig alene med bekymringer og usikkerhed, men hun hører det samme fra flere af sine patienter. Min OCD er baseret på overtænkning og katastrofetanker, men af en eller anden grund er der faktisk ro i mit hoved for tiden.

fredag den 10. april 2020

it's causin' confusion

I dag er det langfredag, og min familie spiser lammekølle og flødekartofler lige nu, imens min påskefrokost består af en solo-sandwich med æggesalat og - bevares - franske kartofler og en kold cola. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer til at se min familie igen, og som jeg har sagt et par gange, er det klart det hårdeste i alt det her. Jeg kan bare virkelig ikke se det smarte i, at jeg rejser med offentlig transport fra smittens danske højborg fem timer gennem landet lige nu. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud andre steder i landet, men i København er folk rystende dårlige til at overholde regler, råd og anbefalinger, og ude på cykelstierne, fortovene og i supermarkederne er de fleste bedøvende ligeglade og kigger mærkeligt på mig, når jeg går udenom dem. Mine cykelture til og fra Nørrebro er nødvendige, men jeg har langt fra fornemmelsen af at cykle igennem et forladt og lukket København - i hvert fald ikke, når der er godt vejr! 
Det lyder virkelig frelst, det ved jeg godt. Og jeg færdes jo også selv udenfor (men som billederne viser, lufter jeg min mand ved det ikke særligt idylliske Prøvestenen frem for overrendte Amager Strandpark, hvilket er den bedste løsning for alle parter). I virkeligheden er jeg nok bare ved at være lidt træt. Det har været mentalt hårdt at være så meget på arbejde, men fra næste uge bliver dén del af mit liv normaliseret en lille smule, da resten af mine kollegaer kommer tilbage på arbejde. Vi skal arbejde i hold og med afstand og tusind forholdsregler, men jeg glæder mig bare til at se dem - og til at give min trætte krop en lille pause.

Weekenden skal derfor gå med at spille Far Cry New Dawn til alt, ALT for sent om natten, 
sove helt ufatteligt længe, udbygge vores kunstværk af coladåser og få tæv i Risk, som jeg forærede min mand i fødselsdagsgave. Og selvfølgelig støtte endnu et par lokale restauranter - jeg fornemmer, at det i denne weekend særligt er det indiske og det tyrkiske køkken, der har brug for ekstra opmærksomhed. 

torsdag den 2. april 2020

you're not even sure what's in store

Der er ikke sket så meget nyt hos mig siden sidst - jeg arbejder stadig alle hverdage med de samme to kollegaer, og eftersom min arbejdsplads officielt har aflyst påsken, skal jeg også arbejde hele næste uge. Vi er begyndt at have lidt ondt i kroppen, men holder stadig modet oppe - og ind imellem dumper der også spændende opgaver ned i skødet på os. I dag skulle jeg pludselig tage lever, milt og lunger ud på en meget vigtig mus, hvilket både var lidt nervepirrende og rigtig fedt, og jeg tager gerne på arbejde for at medvirke til at (noget af) forskningen kan fortsætte. (Jeg bruger også ret meget tid på at fodre rotter med Nutella og kilde dem på maven - og den del er jeg endnu mere glad for.)
Herhjemme har jeg fordrevet tiden med et virkelig hyggeligt puslespil, som jeg fik af min far i fødselsdagsgave. Jeg er flere gange blevet tagget i det der helt sorte helvedespuslespil på facebook, men jeg laver ikke puslespil for at blive (meget) frustreret og opgivende, men for at hygge mig og kigge på fine motiver. Dette er lidt i den lette ende, men det var en befriende ny måde at lægge puslespil på, og med min nye puslespilsmåtte, som min far også forærede mig, holder brikkerne sig på bordet trods Jimmys ihærdige forsøg på destruktion. 
Og så har vi selvfølgelig også set Tiger King ligesom resten af verden. Jeg har ingen ord. Der er ingenting jeg kan sige, der kan beskrive det vanvid, der udfolder sig på skærmen, men jeg må - lidt imod min vilje - sende mine kraftigste anbefalinger efter den. Og så vil jeg slutte med en lille opfordring til at støtte Danmarks zoologiske haver, dyreparker og akvarier, når de engang åbner igen (eller allerede nu ved køb af årskort). Udgifterne til foder, pasning, berigelse, dyrlæger osv. forsvinder ikke, selvom dørene er lukkede for gæsterne, og de kæmper hårdt for overlevelse i disse tider. Herhjemme er vi heldigvis utrolig langt fra den ekstremt forskruede tilgang man har til eksotiske dyr i USA, og i hele Europa kan man tjekke, om den dyrepark man gerne vil besøge, er medlem af EAZA (European Association of Zoos and Aquaria), hvilket betyder ansvarlige avlsprogrammer, forskning i naturbevarelse og fokus på dyrevelfærd, og langt de fleste steder herhjemme er medlemmer. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at kunne bruge mit årskort til København Zoo igen!