mandag den 29. juni 2020

I could claim that it all would go great

Dette indlæg er dedikeret til en af mine allerbedste faste læsere Carina, der selv lige har læst The Gunslinger som sin allerførste Stephen King-bog(?), hvilket er SÅ vildt. Det motiverede mig til endelig at færdiggøre min anbefaling, så tak for det! 

Jeg føler at jeg gentager mig selv, men de sidste par år har det været helt vildt at være Constant Reader. Alene sidste år udkom den solide The Institute-roman; vi fik hele fire filmatiseringer i den lunkne Pet Sematary, den gode It: Chapter 2, den besynderlige In The Tall Grass og den fremragende Doctor Sleep, og såmænd også anden sæson af Castle Rocktredje sæson af Mr. Mercedes og en episode i den nye Creepshow-installation. 2020 har budt på den solide tv-serie over The Outsider, og novellesamlingen 'If It Bleeds' var også virkeligt god. Og som om det ikke var nok, har jeg sideløbende været på endnu en tur mod det mørke tårn med Roland og resten af hans ka-tet. Jeg har tidligere - for NI år siden - skrevet (kort) om The Dark Tower her, ligesom links til mere dybdegående anmeldelser af bog V, VI og VII kan findes her, men jeg har længe følt, at jeg skylder en ordentlig introduktion til Stephen Kings episke fantasy-saga, der startede i 1982 med den - i sideantal - beskedne The Gunslinger.
Min fars udgaver af de forskellige bøger i The Dark Tower har fanget mit blik på mine forældres omfattende bogreol siden jeg var helt lille. Jeg har kigget på - og gyst over - Michael Whelans illustrationer længe inden jeg første gang læste The Gunslinger, og de ikoniske billeder er printet på min nethinde nu - også fordi jeg nu har fået motiverne på et par t-shirts fra altid awesome ka-tet19Det enorme værk begynder med den ikoniske åbningslinje: "The man in black fled across the desert, and the gunslinger followed", der alene er nok til at give mig lyst til at genlæse serien, og de første par sider er en spændende og dragende åbning, der straks giver lyst til mere. 

... men herfra bliver det virkelig svært at anbefale The Gunslinger. Det er efterhånden blevet en af de King-udgivelser, jeg holder allermest af, men den allerførste gang var vores antihelt Roland Deschain et noget krævende bekendtskab, og romanens 300 sider kan helt ærligt godt være lidt svære at komme igennem. Teksten er tydeligvis skrevet af en ung, lettere prætentiøs King, der syrer ud med kunstneriske beskrivelser af postapokalyptiske ødemarker (yes!), spring i tid og en noget abstrakt fortællestil. Ved første gennemlæsning kan det være en udfordring overhovedet at finde hoved og hale i handlingen, og jeg er lidt ærgerlig over, at King sætter sine læsere på sådan en prøve allerede i introduktionen til The Dark Tower-universet. 
Det er på den ene side helt umuligt, men samtidig helt simpelt at koge The Dark Tower ned til få linjers resumé - alle syv (en halv) installationer handler om Roland Deschain og hans besættelse om at nå The Dark Tower; en mytisk konstruktion, der er samlingspunktet for alle universer og holder dem på plads i forhold til hinanden. Rolands verden er meget lig vores - hvis vi da levede i en postapokalyptisk western med magiske elementer, og i The Gunslinger foregår det meste af handlingen i en ørken. Roland er på vej mod tårnet, men også på jagt efter sin ærkefjende The Man in Black (aka. Randall Flagg, Walter o'Dim og flere andre) der også er en gammel kending for constant readers. 

Unge Jake Chambers har også sin første optræden i bøgerne, og selvom han og Rolands forhold i den første bog er så underligt distanceret, bliver jeg stadig lige varm om hjertet hver gang de mødes. Jake er det første medlem af Rolands ka-tet, og den eneste der bliver introduceret allerede i The Gunslinger. Deres historie udvikler sig dramatisk, og uanset hvor svært det kan være at følge med i handlingen, er det næsten umuligt ikke at blive påvirket af romanens klimaks. Jeg kan forestille mig, at man ikke nødvendigvis har mod på at læse videre i serien, men det bliver kun bedre herfra (man skal dog lige igennem The Drawing of the Three, der også kan være lidt af en udfordring) - og hvis man nu allerede har kæmpet sig igennem The Gunslinger, må man ikke snyde sig selv for resten af fortællingen, der er det hele værd. Jeg synes den er fremragende, men jeg er også noget farvet. 
(SPOILERS - for hele The Dark Tower-serien - SPOILERS)
Det er selvfølgelig en helt anden oplevelse at læse The Gunslinger anden gang, når man har været vidne til Rolands helt forfærdelige skæbne i toppen af tårnet, hvor han ender med at blive trukket ind af en dør, der fører ham tilbage til ørkenen på jagt efter The Man in Black. For mig er det kuldegysfremkaldende, at serien slutter på samme måde som den starter, og jeg formår alligevel at håbe på et andet udfald, hver gang jeg læser bøgerne. Det er hjerteskærende at se Roland lade Jake falde i døden, for udover det åbenlyst forfærdelige ved situationen, ved man, hvor stor betydning det får senere hen. Og så er det interessant at læse de nøgterne første beskrivelser af Roland, når man er kommet til at kende ham så meget bedre igennem de otte bøger - og jeg holder mere og mere af ham for hver gang. Hvis du har læst så langt, har du ikke brug for min anbefaling, men jeg kommer med den alligevel; anden gennemlæsning af The Gunslinger efterlader et helt andet indtryk end den første. 

lørdag den 27. juni 2020

life aint so bad at all


Jeg har ladet lejlighed være lejlighed og har haft et par helt forrygende sommeraftener i selskab med nogle af mine allerbedste venner. I torsdags kørte jeg til Kongelunden sammen med min veninde og gik på jagt efter Bjarke Cirkelsten, der er en af Thomas Dambos nyeste trolde, og efter en eventyrlig gåtur i den mennesketomme skov, fandt vi ham siddende trukket lidt tilbage fra en solbeskinnet lysning. Han er en af de flotteste endnu, og vi hang ud med ham i en times tid; drak en cola og spiste en pose chips til forret inden hovedretten - mandarinsorbet og after eight-is - blev indtaget ved havnen i Dragør. Aftenen sluttede på vores altan, hvor næste udflugt blev planlagt, for vi skal selvfølgelig også have fundet Lange Liv og Kaptajn Nalle. 
Jeg tilbragte også hele aftenen udenfor i går, da jeg endelig mødtes med en af mine gode venner, som jeg ikke har set alt for længe. Vi drak cola og spiste Pringles i Fælledparken, og indtog en alt for varm, men lækker ramen-suppe ved Folkets Park, inden vi så på mennesker og hilste på hunde i Hans Tavsens Park. Imens vandt AaB måske lidt overraskende 4-1 over AGF, hvilket vi begge var glade for (min ven er jo desværre Brøndby-fan, og det ser ud til at han også i år vinder vores væddemål om højeste placering i tabellen, så jeg igen må give en middag), men jeg tilskriver det en ny Augo-effekt, der også gerne må slå igennem på onsdag i pokalfinalen. 
Ellers ser mit liv mest bare sådan her ud i øjeblikket. I dag er jeg gået i gang med at male CD-reolen, hvilket er et helt ufatteligt uoverskueligt projekt - som billedet måske antyder, er alle hylderne rillede, og nej, de kan ikke tages ud. Nu har jeg givet første gang grunder, og så mangler jeg jo bare at grunde igen OG male to gange, ahem. 

torsdag den 18. juni 2020

come on and spread a sense of urgency

I dag er det en uge siden vi fik den nye altan, men vi har haft alt for travlt til at bruge den til andet end opbevaring og luftgennemstrømning, for vi er i fuld gang med at sætte værelset i stand. Vi maler vægge og loft på livet løs, og det er på samme tid utroligt tilfredsstillende og lidt grænseoverskridende, for jeg bliver nødt til at acceptere, at det ikke bliver perfekt, når vi gør det selv. Næste skridt er maling af paneler og hylder; så skal der et pænt  klik-gulv ovenpå det gamle, og så skal ALLE vores møbler flyttes derind, da vinduerne i stuen og soveværelset skal skiftes om et par uger. Det er en forholdsvis stram tidsplan, og jeg er lidt træt af, at vi ikke kan gøre det i vores eget tempo, for jeg hygger mig faktisk med at nusse rundt og male. Ellers er mit hoved på konstant overarbejde; det ER svært for mig med alle de forandringer i mit eget hjem, og selv de gode forestillinger om nyindretning og omarrangering af møbler kommer til at køre i loop i mine tanker. 



Jeg vil meget nødig misbruge stress-begrebet, men jeg føler mig i hvert fald noget presset i øjeblikket. Jeg har været nødt til at udskyde et par aftaler med mine venner, fordi vi lige skulle presse en ekstra omgang maling ind i ugeplanen, og selvom der selvfølgelig er fuld forståelse for, at jeg lige nu har travlt med lejligheden, føler jeg, at jeg svigter dem. Det er udmattende at tænke så meget, og det bliver hurtigt en ond spiral for mig, der forstærkes yderligere af min skam over overhovedet at have det sådan her - altså, jeg er jo for fanden bare ved at sætte lejligheden i stand; det er en GOD ting, og jeg burde tage mig sammen og tænke mere på Black Lives Matter og coronavirus. 

På den anden side ved jeg godt, at det ikke hjælper noget at slå mig selv oven i hovedet, og jeg prøver på at være lidt sød ved mig selv i stedet for. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt for mig at få rodet rundt i alle mine rutiner og systemer, og min lejlighed ER bare det sted, jeg føler mig mest tryg. Jeg har brug for den tryghed og ro for at kunne lade op, og den har jeg ikke haft i en periode med håndværkere uden for vinduerne (og i lejligheden), og så bliver det sværere for mig at kunne bruge mine redskaber mod min OCD og overtænkning. Vi skal også liiiige finde ud af det der med altankultur, for lige nu snakker vores nabo til os HVER gang vi er ude på altanen, og med fare for at lyde som en arrogant idiot, kan jeg helt ærligt ikke overskue det. Det er nok bare lige her i starten. 
Men det bliver så godt, når det står færdigt. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at skulle sætte mine bøger op på de nye reoler; hænge billeder og plakater op, og ikke mindst nyde altanen sammen med min mand og Jimmy, der heller ikke har det så nemt i øjeblikket. Han har været forvist fra værelset når vi har malet, hvilket han har været meget ulykkelig over, så det har været begrænset med hans altaneventyr indtil nu. Han har dog vænnet sig til selen, og tog i går en grundig rundtur på altanen før han flygtede tilbage i sikkerhed, så vi skal nok få en dejlig sommer derude. 

torsdag den 11. juni 2020

may you never fall


Det er en virkelig god dag i dag. Vi har endelig fået vores altan - og den er gigantisk! Jeg vidste jo godt, at den ville være stor (seks meter lang), og jeg havde jo også set naboens udefra, men det er noget helt andet, når den rent faktisk hænger ud for vores lejlighed. Det føles så godt, selvom vi nok først kan tage den i brug i næste uge, men nu kan vi komme i gang med at male uden at skulle frygte byggestøv. 
Det har også været en god dag på arbejde. Jeg synes det er SÅ sejt, at en af forskergrupperne har udviklet en coronavaccine, der virker på mus! Lidt mere lavpraktisk var dagen også god, fordi min lille afdeling blev belønnet flere gange for vores hjælpsomhed under nedlukningen; først fik vi morgenkage for at hjælpe med at fodre grise og marsvin (hvilket var belønning nok i sig selv), og senere fik vi overleveret en kæmpe snackkurv fra en af vores tidligere elever, som vi har hjulpet med hans afsluttende skoleprojekt. Det er altid rart at kunne pudse glorien lidt. 
Og så var det jo også en helt utrolig god aften i går, hvor AaB kvalificerede sig til pokalfinalen ved at slå AGF i en enormt underholdende fodboldkamp, hvor de 252 AaB-tilhængere og 28 AGF-tilhængere skrålede, jublede og råbte i imponerende grad. Det blev alt for spændende til sidst, og det var ikke lige kønt hele tiden, men sejren var helt fortjent. Jeg er i øvrigt begyndt at holde mere og mere af Patrick Olsen (selvom vi ikke snakker om hans mørke fortid), der er den type spiller man elsker at hade, hvis han spiller for modstanderen. Jeg er vild med hans noget provokerende udtalelser - blandt andet dén med ikke at have respekt for Brøndby og spise dem som små dyr - og så er han selvfølgelig også en god fodboldspiller. Men OK, blandt mine tidligere yndlingsspillere finder vi Martin P. og Kenneth Emil Petersen, så måske er min betagelse af Patrick Olsen ikke så overraskende igen. 

lørdag den 6. juni 2020

the normal world seems far away

Mit forbrug har ikke ændret sig synderligt siden jeg blev udlært for et års tid siden, så jeg har haft en del penge tilbage på kontoen ved udgangen af hver måned. Det bliver kun endnu bedre nu, hvor jeg er blevet fastansat med et lille tillæg, og selvom man aldrig bliver specielt velhavende af at være dyrepasser i det offentlige, har jeg i hele mit arbejdsliv været vant til meget mindre. Jeg er stadig ved at overbevise mig selv om, at eftersom jeg nu både kan betale mine regninger OG sætte penge ind på opsparingen, må jeg godt fyre nogle penge af efter ting, jeg virkelig gerne vil have - også selvom det kan virke helt tåbeligt i andres øjne. (Det smarteste ville uden tvivl være at investere nogle penge, men der bliver jeg ramt af min ekstremt pessimistiske tilgang til fremtiden, der også gør det svært at betale mere til min pension end det absolutte minimum- men mere om det en anden gang.)
Da jeg endelig faldt over det fantastiske Stranger Things-sæt fra LEGO i en fysisk butik, kunne jeg ikke længere modstå fristelsen, og jeg købte det sidste år som en tidlig julegave til mig selv. Det er uden sammenligning det mest krævende sæt, jeg nogensinde har samlet, og min veninde og jeg brugte en hel dag på byggeriet. Vi kunne heldigvis synkronsamle, da instruktionerne var delt i to, og det var en af de hyggeligste dage jeg havde hele vinteren (kun med enkelte frustrationsudbrud, når vi igen havde samlet noget forkert. )
Selve sættet er utroligt flot og detaljerigt, og det imponerende design gør det muligt at vende det store, tunge sæt helt på hovedet. så man lettere kan betragte The Upside Down. Minifigurerne er spot on - måske lige bortset fra Eleven, der optræder i sin lyserøde kjole og med paryk - og selvom hun faktisk har en Eggo i hånden (SÅ fedt), ville jeg hellere have haft hende kronraget (jeg er med på, at det er en lidt mere avanceret udfordring for LEGO-designerne...). 

Jeg beklager de lidt mørke billeder, der efterhånden har ligget i min kladde i månedsvis - men sådan må det være lige nu, for i skrivende stund er sættet dækket af et tykt lag byggestøv fra altanprojektet. Det bliver nok endnu et dagsprojekt at få det rent igen, for jeg nænner ikke at skille det ad endnu.