onsdag den 29. juli 2020

what if there's no hidden track

Mine sidste Tysklandsbilleder i denne omgang er fra kirkegården i Bensheim, hvor min søster og jeg havde en sjælden stund alene blandt de utroligt flotte gravsteder. Jeg håber ikke, at min interesse i kirkegårde bliver opfattet forkert, for jeg er bestemt ikke ude på at støde nogen - jeg finder det bare fascinerende og rørende at opleve, hvordan forskellige kulturer og lande begraver og ærer deres døde. En tur på kirkegården inviterer også ofte til en lidt anden slags samtale - og jeg synes bestemt ikke det er en dårlig ting at kunne tale åbent om døden. Vi snakkede selvfølgelig meget om vores mor, for vi kan begge tydeligt mærke hende, når vi er på ferie, og især i Tyskland er der mange ting, som vi "plejede at gøre da vi var små". Den eftermiddag var det helt ufatteligt for os, at vi snart har levet uden vores mor i otte år, for hun føltes så tæt på - meget tættere, end hun gør til hverdag herhjemme i København. 

Vi spurgte også ind til hinandens forestillinger og helt lavpraktiske ønsker i forhold til hvad der skal ske, når vi selv dør - måske virker det morbidt, men jeg synes at det er virkelig vigtigt at få snakket om! Jeg fik endelig meldt mig ud af folkekirken for nogle år siden, så jeg tænker ikke, at jeg skal have en kirkelig begravelse, og nok heller ikke ligge på en kirkegård. Men udover det har jeg ikke så mange holdninger til det - jeg regner ikke med at have en bevidsthed, når jeg er død, så det betyder i teorien ikke så meget for mig. I praksis kan jeg dog godt lide tanken om en skovbegravelse - især fordi der snart åbner én på et sted, der har en helt særlig betydning for min familie. (Jeg er lige gået tilbage i mine indlæg og har opdaget, at jeg faktisk skrev noget af det samme sidste år, hvilket er lidt pudsigt.)

Efter min mor døde, har nye medlemmer af familien overtaget hendes plads på vores Tysklandsture, og den mindste i flokken er heldigvis noget gladere for at udforske forladte steder end min mor var. Min søster og jeg var dog ikke heeeelt sikre på, at dette hus reelt var ubeboet, så vi blev udenfor denne gang. Og apropos både Tyskland og forladte steder vil jeg slutte dette miskmask af et indlæg med en anbefaling af den nye sæson af Nul Stjerner, hvor Jan Elhøj og Morten Kirckhoff blandt andet besøger Sydtyskland, hvilket er enormt underholdende. 

søndag den 26. juli 2020

touch me and I feel on fire

Lidt før tid kommer årets første omgang sommerchips, for jeg har smagt helt overvældende mange nye varianter på det sidste, der alle fortjener at få et par ord med på vejen, og min tur til Tyskland bød også på et par gode overraskelser - men de må vente til næste gang. 

Første Pringles-rør i denne pulje var med pizzasmag, og de var faktisk overraskende gode. Igen skal man jo nok også være glad for den sammenpressede grundchip af kartoffel, ris-, majs- og hvedemel samt en masse stivelse, men det er jeg åbenbart (#noshame), og pizza-varianten komplimenterede Pringles-chippen godt. De smagte af en god, italiensk Margheritapizza; af tomat, ost og måske basilikum - jeg kunne i hvert fald ikke smage den nogle gange altoverskyggende oregano, og det var et klart plus. Jeg giver dem otte store Pringlesrør som kompensation for min kærestes fedtede seks - han er helt generelt af den underlige opfattelse at chips ikke skal smage af pizza. 

Førsteudfordreren til KiMs trone af chips og snacks er Taffel, der denne gang har tre varianter i puljen. Den første er en nyhed med smag af Mixed Chillies & Sourcream, der på posen fortæller om en styrke på 2/3 chilier, hvilket ikke er forkert, men måske i den høje ende, da de kun lige bider lidt. De smager godt og præcis som de skal - af tomat og chili - og af sourcream, der udligner den stærke smag. Der er både sød og stærk chili i posen, der ender med en karakter på syv Pringlesrør, for havde de været mindre stærke, ville de hurtigt blive lidt kedelige. 

Den næste - ret grimme - pose bød på Peanut Rings, der smager af min barndoms ferier i Tyskland. Det er et simpelt koncept, som Taffel udfører til punkt og prikke - deres ringe er måske en anelse tyndere, konsistensen lidt tungere og grovere, men ellers er det bare en fråderen snack, der smager af peanuts. Man skal selvfølgelig være i humør til dem, og jeg har personligt sjældent lyst til ret mange af gangen, men derfor giver jeg dem stadig et syv-tal.

Den sidste pose bød på intet mindre end 'Southern Tasty Spare Ribs With A Brush of Sweet Marinade"-chips, og de duftede indbydende af søde spareribs. Selve chippen er af den sædvanlige gode Taffel-kvalitet; en tyk, bredbølget kartoffelchip med rigeligt pulver, der i dette tilfælde måske smagte lidt mere af sweet marinade end af spareribs. Jeg er ikke kæmpe fan af dem; primært fordi kødsmagen trods alt skinner igennem, men de er interessante nok til også at få et syv-tal af både min mand og jeg.   

En ny Bugles-variant fandt hurtigt vej til bloggen, men der er helt ærligt ikke så meget interessant at sige om dem. Bugles ER bare gode, og denne udgave med sød chili er ikke nogen undtagelse - de får et stort syv-tal, da jeg kun har lyst til nacho cheese-varianten hver gang jeg spiser Bugles, men det er jo ikke den gule poses skyld. Min mand svinger sig op på et otte-tal, fordi han deler min overbevisning om grundbuglens kvaliteter og godt kan lide chili. 

Nu bliver det rigtig slemt. De næste fem(!) poser er skrækeksemplet på, hvor meget man må ofre sig som chipsanmelder, for vores madkonto har modvilligt givet hele hundrede kroner til projektet, selvom jeg egentlig godt vidste at de nordmakedonske kartoffelsticks købt hos vores importkioskmand ikke ville gå over i historien som verdens bedste snacks. Jeg havde dog ikke forventet, hvor dårlige de ville være, og jeg må med skam melde, at vi langt fra fik spist indholdet i alle poser.

De første sticks med red hot chili lugtede af de klamme, lune baconchips man kan købe i snuskede boder i omrejsende tivolier, og jeg syntes også, at de smagte lidt derhenad. Konsistensen var egentlig god nok; luftig og en anelse klistret, men de efterlod en klam bismag og var aaalt for salte - det gjorde sig i øvrigt desværre gældende for alle varianterne. Jeg kan ikke give dem mere end fire Pringlesrør, imens min mand lidt storsindet giver dem fem.

Noget uventet var den næste pose desværre også den bedste - ketchup-varianten var uden den skarpe vinegar-smag, vi ellers har vænnet os til fra andre mærker, og smagen fik snarere tankerne hen på en billig, sød discoutketchup, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. På en god dag giver jeg dem et fem-tal, og min mand - der altid er glad for ketchupvarianter - svinger sig helt op på seks rør. 

Den tredje pose virkede uskadelig nok med sin lovning om salty classic-sticks, men de var en forfærdelig overraskelse. De smagte og lugtede også af billige bacopchips, hvilket er ualmindelig klamt, når de bare burde være salte. Det er fair, hvis de gerne vil smage af noget andet, men det bør i så fald tydeliggøres på posen. Jeg synes bare de er ulækre og giver sammen med min mand to små Pringles-rør til den salte variant.

Alle sticksene lignede hinanden i både udseende og smag, så jeg havde med rette ikke de store forventninger til de to sidste poser. Pizza-varianten var modsat dagens første Pringles-rør fyldt med oregano, hvilket jeg aldrig er glad for, og da de samtidig manglede ostesmag, fandt jeg dem mest af alt lidt kedelige. Noget af det eneste tilnærmelsesvis positive jeg kan sige om dem, er deres evne til at få specifikke minder frem i min hukommelse - de smager nemlig lidt som de foccaciaboller, jeg nogle gange købte til frokost i Irma overfor FONA, men det er også et meget subjektivt vurderingsgrundlag, så de ender på et lille fire-tal.

Endelig var vi nået til vejs ende, men jeg var efterhånden noget bekymret for, hvad chicken-varianten ville udsætte os for. Og hvis chilivarianten smagte lidt af baconchips, smagte kyllingevarianten præcis som baconchips, og jeg kan kun give dem et meget lille tre-tal. Min mand var ikke enig - han kan godt lide baconchips og syntes, at disse sticks smagte for meget af kylling, ligesom fisk også kan smage for meget af fisk. Han ender også med tre Pringles-rør til kyllingesticksene, og så var vi gudskelov igennem denne rundes største prøvelse. 

I forbindelse med vores renovering-af-lejlighedsprojekt har vi været i IKEA flere gange, og jeg opdagede til min lidt for store begejstring, at de nu også har lavet chips!!! Vi åbnede fluks den første pose med salt, og min mand kunne konstatere, at de også lugtede lidt af IKEA - men på den gode måde, hvad det så end skal betyde. De har en god konsistens; de er tynde, sprøde og tilpas olierede, men en anelse for letsaltede for mig, der stadig vil foretrække franske kartofler fra Taffel, hvis jeg skal have saltede chips. De er ganske fredelige og ender med et syv-tal fra os begge.

Jeg havde ikke overraskende lidt større forhåbninger til sour cream & onion-varianten, der  bød på samme gode, sprøde kartoffelchip, og nu med overraskende meget, lækkert cremet smagspulver. Min mand går så vidt til at erklære dem bedre end selveste KiMs og giver dem otte store Pringles-rør - det er blasfemi i mine ører, men selvom IKEA-udgaven  ikke er helt så festlige som posen lover, er de gode, og får derfor også otte rør af mig. 

Det er næsten en fornærmelse at kalde Taffels mixed chilies for stærke, når de bliver anmeldt i samme omgang som rundens næste pose; 'Flamin' Hot Nacho Cheese' fra Doritos - for de trekantede majssnacks er virkeligt stærke. Det er næsten svært at smage osten, men den er der, og de smager som de skal - som ostedoritos med masser af chili. Jeg kan ikke spise mere end et par stykker, før der er ild i min mund, men de har også en rigtig god eftersmag, der alligevel giver lyst til mere. På posen står der, at man skal vaske hænderne grundigt efter håndtering, og no kidding - de er altså afsindigt stærke. De får et flot otte-tal fra min mand og jeg, for det er godt, at de findes - vores smagsløg er bare lidt for sarte. 

Rundens sidste chips er to fodboldvarianter fra Pringles, der tydeligvis også havde glædet sig til EM - heldigvis skød de ikke lanceringen af rørene til det udsatte EMs start, så jeg kan slutte hvor jeg startede - med Pringlesrør.  Det første rør, 'Sweet Chili Kicker', var lidt en skuffelse, men nu har vi også smagt mange gode varianter med chili på det sidste. Der var ganske meget pulver på dem, og selvom de var søde, havde de også et lille bid i sig, men de smagte lidt for kunstigt. For mig er de stadigvæk bedre end Taffels chilivariant, men de kan ikke få mere end et syv-tal, og min mand kan kun svinge sig op på et lille seks-tal.

Jeg lever for de sjove varianter, og jeg elsker, at der findes Pringles med smag af Döner Kebab. Og det er præcis, hvad de smagte af - krydret kebab - og af at være en kødvariant, fandt jeg dem faktisk både interessante og overraskende gode, hvilket skyldes at de primært smagte af kebabkrydderiet; kanel, karry osv. Vi kan ikke give mere end et syv-tal, men det er 'nice at de findes', som jeg har griflet ned i mine noter. 

lørdag den 25. juli 2020

we've come from ugliness to find some refuge here


I skrivende stund er det præcis en uge siden jeg kom hjem fra Tyskland og de smukke, grønne skove. De mange skovture var noget af det allerbedste ved årets ferie, og Odenwald lykkedes næsten med at få mig overbevist om, at jorden alligevel ikke er overbefolket, for vi gik laaaange strækninger uden at møde en sjæl. Skoven er enorm, og vi nåede ikke at se mere end en lille brøkdel af den, men det var nok til kortvarigt at give mig lyst til at lave en 'Doppler'; flytte ud i skoven, droppe civilisationen og blive ven med en elg. 
Min mand og jeg tog turens sidste skovtur alene - vi havde egentlig planlagt at have flere soloture i løbet af ugen, men vi hyggede os så meget i de andres selskab, at tiden slet ikke blev til det. Det var nu rart nok at have nogle timer alene - jeg synes altid, at man får snakket om nogle lidt andre ting og kigget på hinanden lidt anderledes, når man er ude og rejse. Vi har stadig ikke planlagt vores næste, fælles tur - han skal spille et par koncerter i Berlin til efteråret, men vi må se om det flasker sig, så jeg kan komme med. Jeg trænger i hvert fald til at få ét eller andet i kalenderen efter hjemkomsten til grå og triste Danmark. 
Som jeg nævnte i går, er området omkring Bensheim, som vi boede i, spækket med hyggelige byer, og vi fik også besøgt flotte Worms med den episke domkirke. Jeg var der dog af en helt anden årsag; på en tidligere cykeltur var min far stødt på 'Heiliger Sand', der er den ældste, jødiske kirkegård i hele Europa, og derfor en stor attraktion i min bog. Vi blev til min store ærgelse mødt af låste porte, men fandt senere ud af, at det skyldtes hærværk, så det er selvfølgelig meget forståeligt. I stedet spiste vi en typisk ferie-frokost og legede ved Luther-monumentet, og så må kirkegården vente til en anden gang. 

fredag den 24. juli 2020

even if it rains, dear


Der ligger et hav af idylliske små og mellemstore byer langs både Rhinen og Neckar-floderne, og på en ualmindeligt grå og regnfuld dag kørte vi mod universitetsbyen Heidelberg. Vi tog den gamle kabelbane helt op på toppen til Königstuhl, hvor der normalt er en blændende udsigt over både by og land - bare ikke under vores besøg, hvor vi befandt os midt i en regulær sky, der gjorde det umuligt at se mere end ti meter frem for sig. Det regnede absurd meget, og de tyve minutters ventetid før vi kunne komme ned igen, føltes meget lange. 
Halvvejs nede af bakken stod vi af kabelbanen og gik på vandring i Heidelberg Slot. Vejret var en anelse bedre i de lavere luftlag, og selvom himlen stadig var grå og skyerne hang lavt, fik vi et rigtig fint kig ud over Heidelberg. Det er en virkelig smuk, gammel by, og jeg forstår godt, hvorfor den er blevet en turistmagnet for især japanere og amerikanere på flodcruises - i disse tider var vi dog helt forskånede for de store turistgrupper, hvilket var en lettelse. Jeg er helt med på, at jeg også selv er turist - men en af mine favoritbyer i Tyskland, Rothenburg, er blevet helt overrendt og turistet i løbet af de sidste femten år, hvilket blandt andet skyldes de store cruisebåde og Europa-Top-Ti-lister. (Heldigvis har vi stadig vores nærliggende Bettwar med 155 indbyggere og verdens bedste schnitzel). 
Aben har været på broen i flere hundrede år - den nuværende bronzestatue er dog fra 1979, men jeg synes det er episk, at der har siddet en abe og hånet forbipasserende det samme sted så længe. Jeg missede en oplagt mulighed for at blive rig, da jeg ikke rørte ved abens spejl - og gudskelov missede jeg også øget fertilitet ved at berøre en gylden bronzemus ved siden af -  men berøringen af dens gyldne fingre sørger for, at jeg en dag vender tilbage til Heidelberg. Det har jeg det helt okay med - men vejret må gerne være lidt bedre. 

torsdag den 23. juli 2020

her mind is filled with joy and wonder


Ingen Tysklandstur uden mindst ét besøg på et slot, og i år frekventerede vi hele tre af slagsen. Det første var Auerbach-slottet, der lå placeret højt på en bakke med kig til både Auerbach og Bensheim, og det var en skøn slotsruin med tårne, fangekældre og dybe brønde. Det højeste tårn var lukket af, hvilket nok var lidt held i uheld, da jeg muligvis var kommet til at fortælle min niece, at der lå en prinsesse og sov øverst oppe, og nu insisterede hun på at vække hende. "Ligesom mig vækker moster", sagde hun, og det var svært at argumentere imod, for hun var ganske trofast i sin morgenvækning af mig under hele ferien. Stadig en af mine foretrukne metoder at blive vækket på, dog. 
Slotsruinen lå placeret i udkanten af skoven, og bagefter gik vi en laaaang tur af både snørklede, ufremkommelige stier, der gjorde min nieces middagslur i klapvognen ekstra bumpy, men også af brede stier i smukke lysninger, der førte os ned for foden af bakken. Måske var det et bjerg - det føltes sådan. I skoven kunne vi trække vejret frit uden masken, som vi ellers skulle have på i butikker, på restauranter og på visse andre offentlige steder, men det var helt ærligt mest af alt en lettelse, og det gav en måske falsk følelse af tryghed, som jeg gerne ville se i Danmark også - det øjeblik, jeg var mest udsat for smitte på min tur, var i togbussen fra Korsør til Ringsted på vejen hjem. 
Vejret var især med os først på ugen, hvor vi nemt blev lokket til badesøen i Bensheim, der var et virkelig fint område med både græsarealer, store træer og en lang, kunstig sandstrand. Vi havde en helt klassisk familie-ved-stranden-dag med masser af badning, bygning af sandslotte, medbragt frokost og juicebrikker og efterfølgende dasen i skyggen. (Sådan nogle dage havde jeg håbet på at få lidt flere af herhjemme, men det ser ikke umiddelbart ud til at det kommer til at ske.) Vi kørte til den enormt idylliske og instagram-venlige Michelstadt for at spise aftensmad, og de Käsespätzle jeg fik serveret på Michelstädter Rathausbräu var uden sammenligning turens bedste måltid. Tyskland, altså! <3