søndag den 30. august 2020

and I heard from the hills a band was made

For et par måneder siden fik jeg endelig givet en lille introduktion til The Gunslinger; den første roman i Stephen Kings The Dark Tower-saga, og i dag skal det handle om bog nummer to - The Drawing of The Three. The Gunslinger er svær at elske, og jeg vil gerne medgive at to'eren også til tider kan være et anstrengende bekendtskab, men jeg er vild med den! Især i 2020 kan flere elementer i historien opfattes som direkte krænkende, men mit fokus vil ikke ligge på Kings til tider problematiske beskrivelse af en sort kvinde, for det er meningen, at hun skal være karikeret, hvilket virker lidt overvældende her 33 år efter udgivelsen. 

Hvor The Gunslinger nærmest fungerede som en slags prolog, begynder historien for alvor at tage fart med The Drawing of The Three, der på én gang er hæsblæsende action og grundig karakteropbygning, for nu møder Roland endelig resten af sin ka-tet (næsten). En ka-tet er en gruppe af mennesker (og billy bumblers), der er knyttet sammen af skæbnen, og som står sammen i tykt og tyndt - gerne for at opnå et fælles mål. Frivillighedsgraden er varierende, og Rolands udvælgelse af sit squad er både foruroligende og meget underholdende - via tre magiske, fritstående døre på den forladte fantasy-strand kan Roland træde ind i andre menneskers bevidsthed og se verden med deres øjne, hvilket bringer ham til vores New York i firserne og et alternativt New York i tresserne. Phil Hales illustrationer i bøgerne er ret specielle, men de medførte, at jeg allerede fra jeg var barn, drømte om alternative universer man kunne tilgå via magiske, fritstående døre i landskabet. 
Det allerførste møde med en af mine yndlingskarakterer Eddie Dean er næsten for spændende; da Roland træder ind i hans bevidsthed sidder han storsvedende i et fly med flere kilo heroin spændt fast på kroppen, og Roland må tage over og bringe Eddie forbi skeptiske stewardesser og gennem paskontrollen - men før man kan ånde lettet op, befinder de sig midt i et gigantisk shoot-out med New Yorks største narkobaron og hans mænd. Det lyder overhovedet ikke om noget, jeg normalt ville finde interessant, men Rolands første møde med nutidens (altså firsernes...) New York er eminent godt beskrevet og siger meget om hans karakter - han danner sig hurtigt et overblik og formår at udnytte uventede situationer til hans egen fordel. Det fungerer overraskende godt, at Roland ser med Eddies øjne - det bliver sammenlignet med at se verden med det lidt dovne blik, man bruger til at se 3D-billeder med. 

Han trækker Eddie med tilbage på stranden i Mid-World, og herefter følger rammende beskrivelser af to mænd, der har det virkelig dårligt. Eddie er på en brutal kold tyrker fra stofferne, imens Roland er ved at dø af en infektion han fik, da en lobstrosity tidligere klippede et par af hans fingre af. The lobstrisities er nogle af mine yndlingsmonstre - gigantiske hummerlignende væsener, hvis klikken med kløerne lyder som insisterende spørgsmål. Det er i øvrigt helt genialt, at Roland aldrig har været tættere på at dø end nu - han har været gunslinger siden han var helt ung, og har jaget The Man in Black i årevis, men det var alligevel en oversize hummer, der skulle bringe ham næsten ud over grænsen. Og de klipper flere af hans fingre af - som gunslinger er det hans levebrød at være hurtig på aftrækkeren, og da det sker på bogens første sider, er der altså stadig ret lang vej til tårnet uden fingre. 
Det holder hårdt for de to mænd, og det bliver ikke nemmere for dem, da de bliver introduceret for Odetta og Detta. Hun er en sort kvinde med en psykisk sygdom, der dog bliver manifesteret noget mere ekstremt end normalt, for hun har to personligheder, der ikke kender til hinandens eksistens. Odetta kommer fra en velhavende familie, hun er dannet, rolig og er medfølende, og så sidder hun i kørestol efter hun blev skubbet ud foran et tog som ung. Detta er hendes diametrale modsætning, og det er hér, at fremstillingen kan blive lidt problematisk, for hun er en karikatur på en rasende, bandende og svovlende, vulgær sort kvinde, der hader hvide mænd som Roland. Men det fungerer altså også. Alene i skrivestilen skaber King en tydelig distinktion mellem de to kvinder; Odettas tanker og handlinger beskrives i nydelige, stringente sætninger, mens første introduktion til Detta foregår gennem tre siders non-stop, vanvittig stream of consciousness. Og det er sjovt at læse om de to mænds strabadser med at skubbe kørestolen med en modvillig Detta langs stranden. 

Bogen er inddelt i tre sektioner, så da de tre aparte rejsende møder en sidste fritstående dør på stranden, ved man som læser godt, hvad der skal ske. Denne gang går Roland ind i bevidstheden på Jack Mort, der er en enormt ubehagelig fyr, der bliver refereret til som "The Pusher". Det var ham, der tilbage i tresserne tilfældigt skubbede Odetta ud foran et tog, og nu har han intentioner om at skubbe Jake ud foran en bil (den handling der førte til hans optræden i The Gunslinger, hvilket heller ikke endte godt for ham.) Nu må Roland vælge, om han vil lade Jake dø endnu engang, og samtidig tvinger han Odetta og Detta til at anerkende hinanden - det hele foregår på en ganske spektakulær måde, som jeg ville have svært ved at redegøre for, selvom jeg forsøgte - men der er jo heller ingen grund til at spoile hele historien her. Odetta/Detta-paradokset bliver løst, og den lille gruppe rejser videre mod tårnet i tredje bog, "The Waste Lands", der nok er min favorit. 

The Drawing of The Three var meget bedre end jeg huskede den. Jeg bryder mig som sagt sjældent om deciderede actionsekvenser, men historien var spækket med dem, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig. Samtidig bliver de første spadestik taget til den dybe og meningsfulde relation mellem medlemmerne i Rolands ka-tet, og Stephen Kings fremragende karakterbeskrivelser skaber (i hvert fald hos mig) en spirende kærlighed til især Eddie Dean, som jeg for evigt og altid vil se som en ung Aaron Paul. Det er en blid overgang til det fantasyunivers, der for alvor folder sig ud på siderne af de næste bøger i serien, for det meste af handlingen udspiller sig på enten en forladt strand i Mid-World eller i en af de mange forskellige versioner af New York, der dog alle ligner "vores" New York meget. King tackler igen svære emner som psykisk sygdom og stofmisbrug - og sidstnævnte havde han selv researchet i lidt for voldsom grad på dette tidspunkt, så han vidste godt, hvor ringe Eddie havde det under sin kolde tyrker. 
(SPOILERS! For HELE The Dark Tower! SPOILERS!)
Det er også helt særligt at genlæse The Drawing of The Three, når man kender karakterernes skæbne. Stephen King får lynhurtigt skabt en parallel mellem Eddie og Cuthbert, der var medlem af Rolands første ka-tet, og som vi hører meget mere til i seriens fjerde bog - og ligeledes fungerer Roland som en erstatning for den storebror, som Eddie mister hurtigt efter vi møder ham første gang. Allermest påfaldende er selvfølgeligt mødet med Odetta/Detta, for når man når længere hen i serien er det i følgeskab med Susannah, som er resultatet af de to personligheders forsøg på at udligne hinanden, og som bliver et helstøbt medlem af Rolands ka-tet. Det lyder forvirrende, men King er heldigvis noget bedre til at forklare og fortælle end jeg er. 

Susannah og Eddie bliver næsten for hurtigt forelskede i hinanden, men ligesom Roland og Jake også følte sig unaturligt knyttede til hinanden helt fra starten, giver det mening, når man tænker på, at de har mødt hinanden for første gang mange, mange gange før. Jeg er også vild med, at det skal være så forfærdelig og usympatisk en karakter som Jack Mort, der skal bringe medlemmerne fra vores ka-tet sammen - han har haft en stor negativ indflydelse på Odettas liv, og slår tyve år senere Jake ihjel, så han er et ualmindeligt dumt svin, der fortjener sin straf. Det er meget symbolsk, at han ender sine dage under selvsamme tog, som han ville have skubbet Odetta ud foran - og King formår at gøre springene i tid ganske plausible. 
Og ja, jeg elsker virkelig the lobstrosities. Jeg købte min egen lille lobstrosity i Boston, og der flashede jeg også min lobstrosities-t-shirt på en meget varm dag - ligesom jeg naturligvis havde den på, da vi spiste hummer. 

fredag den 28. august 2020

yes is my favourite answer

 

For et par uger siden havde min barndomsveninde fødselsdag, og inden da havde hendes mand og jeg aftalt, at hun skulle have en tur til København i gave. Jeg har set alt for lidt til hende de sidste par år; det har været svært at presse et rigtigt besøg ind i vores travle kalendere, og jeg har savnet vores gode snakke. Jeg nåede alligevel at blive lidt nervøs for, om hun overhovedet ville synes det var en god idé, men flybilletten var forlængst bestilt, og hun var heldigvis helt med på den. 

Der er kun to uger til jeg tager den korte tur ud i lufthavnen og henter hende, og jeg glæder mig SÅ meget. Der er noget helt særligt over at være sammen med mennesker, der har kendt én siden man var helt lille, og jeg er så taknemmelig for, at hun stadig er i mit liv. Jeg glæder mig også til en afslappende weekend i hendes selskab, for i denne weekend skal jeg igen arbejde - lidt før planlagt, men min stakkels kollega er influenzaramt. 

søndag den 23. august 2020

everything beautiful is far away

 

En forlænget weekend i det nordjyske er noget af det bedste, jeg kan gøre for mig selv, og de sidste dages besøg hos min familie har været særligt hyggeligt og afslappende. Det står højt på min bucket list at få besøgt så mange som muligt af Thomas Dambos trolde - eller i hvert fald dem i Danmark, da jeg formodentligt ikke kommer forbi Kina, Miami, Belgien og mange andre steder lige med det første. Så var nyeste trold i familien, Pil Tusindtunge, heldigvis lidt nemmere at komme til - selvom hun stadig kræver en færgeoverfart og en pæn gåtur på små fire kilometer. Hun er - ligesom sine venner - imponerende godt lavet, og i hendes hænder kan man lægge en sten med et ønske, hvilket gjorde hende lidt ekstra interessant. Af de nye trolde kan jeg nu stadig bedst lide Bjarke Cirkelsten, for jeg er stor fan af, når troldene har hår og skæg. 

Pil Tusindtunge er flyttet ind på Egholm; den lille ø i Limfjorden lige vest for Aalborg, som man kun kan komme til med en fin lille færge, der sejler hver halve time lige ved siden af det indbydende friluftsbad Vestre Fjordpark. Overfarten tager ikke mere end fem minutter, men det giver lige udflugten lidt ekstra, og min snart tre-årige niece var ret begejstret. De små fire kilometer (syv en halv frem og tilbage) går ad grusveje langs marker og gårde, og det er en ganske idyllisk tur, der dog til tider kan føles lidt lang, og som også ville være fin på cykel. Det kan også hænge sammen med det utroligt omskiftelige vejr, der sendte ikke mindre end tre heftige byger i vores retning imellem det ellers fine solskinsvejr - for der var ikke meget ly at finde langs de sparsomt bevoksede veje. Det kunne dog ikke sætte en dæmper på humøret, for det var en virkelig god udflugt, som jeg kan anbefale alle at tage, hvis man har en halv dag til overs i Aalborg. 
Vi nåede også en tur til Gateway Blokhus, der er et virkelig dejligt naturområde med en kæmpestor naturlegeplads, mountainbike-spor, bålpladser og picnicområder, og min niece havde en fest på svævebanen og balancesporet. Vi har også hygget os hjemme i haven med selskab af både høns, hund og kat, og så kan jeg ikke bede om meget mere. Jeg nyder virkelig at se min niece udvikle sig, og i øjeblikket foregår det med lynets hast - der er sket meget med både udtryk og ordforråd siden vi var på ferie sammen for en måned siden.

Og til sidst et billede af min aftensmad i går, fordi det var ubeskriveligt lækkert. Jeg er blevet forkælet med hummerhaler, flæskesteg og frikadeller i løbet af de sidste dage, og det bliver en brat tilbagevenden til rugbrød og min mangelfulde madlavning. Heldigvis har vi allerede sat kryds i kalenderen til mit næste besøg, og så må jeg forsøge at overleve på pasta og take-away indtil da.   

torsdag den 20. august 2020

swift and sudden fall from grace

 

 - En hurtig indtjekning fra det noget regnvåde Nordjylland, som jeg næsten uden skam fløj til i morges. Jeg kan ikke overskue mere DSB og Flixbus lige nu eller i nærmeste fremtid, og jeg var overordentlig tilfreds med at kunne forlade min lejlighed klokken 07.30 og lande i Aalborg 09.15. Det plejer jeg overhovedet ikke at være i stand til - jeg er altid i overdrevet god tid når jeg skal flyve, men nu har jeg efterhånden taget turen nogle gange (og har især siddet aaaaalt for længe i den ikke specielt ophidsende Aalborg Lufthavn), og jeg havde desuden heller ikke behov for at have mundbind på i længere tid end nødvendigt, så jeg udfordrede mig selv lidt i dag med stor succes.

 - Min søsters og min nye(ish) cafétradition bragte os i dag til Helmuth på Boulevarden, der bød på en virkelig lækker kryds-af-brunch, der var en anelse dyrere end de andre steder, vi har prøvet (198,- for fire retter), men til gengæld var drikkevarer ad libitum inkluderet, og selvom jeg hverken drikker te eller kaffe, kunne det stadig godt betale sig - og det var lækkert med friskpresset appelsinjuice og havtorn/hyldeblomstsaft. 
Det er en emotionel rutsjetur at være AaB-tilhænger i år, og transfervinduet er ingen undtagelse. Jeg har ikke kunnet få armene ned over signingen af Tim Prica; jeg kender absolut intet til mandens kvaliteter på fodboldbanen, men signalværdien og historien bag sidder lige i skabet. Det var så smukt, så smukt, og jeg begyndte for alvor at tro på næste sæson - men så solgte vi Patrick Olsen til AGF..! HVAD FANDEN I HELVEDE SKER DER?!? Nu har chokket lagt sig, og jeg har set første interview med ham i den grimme, hvide trøje og har allerede afskrevet ham, men det er kun et par måneder siden jeg fortalte, at han var blevet en af mine nye favoritter med sin kække attitude. AaB skal selvfølgelig først og fremmest spille på deres nordjyske beskedenhed, men de plejer at nyde godt af at have en flabet sjællænder på holdet, der kan råbe lidt af de andre og svare journalisterne igen. Den rolle må vel falde tilbage til Rasmus Thelander nu. 

lørdag den 15. august 2020

a possibility of more to come

Den verdensomspændende pandemi og medfølgende mere eller mindre totale nedlukning af mange stater og lande har allerede nu haft uoverskuelige og vidtrækkende konsekvenser, men jeg tror jeg taler for alle, når jeg peger på udskydelsen eller aflysningen af flere Stephen King-relaterede projekter som en af de allerværste. Filmatiseringer eller tv-serier over Kings materiale er poppet op som ukrudt i løbet af de sidste tre års tid, og tendensen så ud til at fortsætte - i hvert fald indtil virussen ramte. I dag vil jeg derfor snakke lidt om, hvad der rører på sig i Kings univers, og hvad der desværre er stendødt. 

THE KINGCAST, PODCAST Først på listen er en relativt ny King-podcast, der med bare seksten afsnit allerede er blevet en af de helt store spillere på et ellers godt fyldt marked. Jeg har skrevet om Stephen King-podcasts både her og her, men "The Kingcast - A Stephen King Podcast for Stephen King Obsessives" ligger helt i toppen, så den fortjener en introduktion før en eventuel tredje podcast-anbefalingsrunde dukker op. Værterne er Scott Wambler og Eric Vespe, og de adskiller sig fra de fleste andre nørdede shows ved at have en gæst med i hver episode. Og hvilke gæster! Der er interessante navne som Elijah Wood og Rob Sheridan - men de allerbedste interviews er klart med Mike Flanagan og Glen Mazzara. Det er en fornøjelse at høre talentfulde og vidende mennesker fortælle om deres visioner om at overføre Kings historier til det store lærred, og det er blevet en af de podcasts, jeg ivrigt venter på nye episoder fra. 

THE DARK TOWER, TV-SERIE Interviewet med Glen Mazzara var ekstremt bittersødt at lytte til. Den talentfulde producent og forfatter arbejdede på The Walking Dead i seriens storhedstid, men de sidste TRE ÅR har han brugt alt sin energi på én ting - The Dark Tower. Det nævnte jeg allerede sidste år, hvor jeg dog var en anelse skuffet over at opdage, at serien ville tage udgangspunkt i fjerde bog - men efter at have hørt Mazzaras vision, er jeg SÅ MEGET PÅ! Han er über-nørdet og har - hvis man spørger mig - truffet alle de rigtige beslutninger i fortællingen om den unge Roland; kender karaktererne og deres motivation til bunds, og ved, hvordan den kringlede historie bedst kan formidles. Men vi får det ikke at se, for Amazon har skrottet serien efter pilotafsnittet, og det kan mit hjerte næsten ikke bære. Jeg var så skuffet over Nicolaj Arcels filmversion fra 2017, og det er så urimeligt uretfærdigt, at historien heller ikke denne gang får det publikum, den fortjener. 

CASTLE ROCK, TV-SERIE Der er ikke officielt blevet meldt noget ud, men der er bred konsensus om, at Castle Rock ikke vender tilbage med en tredje sæson. Det er virkelig en skam, for selvom serien var lidt hit-and-miss, var grundidéen med at sammenflette historier og karakterer fra Kings univers rigtig god. 

THE STAND, TV-SERIE Mere sikker er Josh Boones kommende adaption af The Stand, der får premiere på CBS All Access... på et tidspunkt. Det glæder jeg mig virkelig meget til, for selvom romanen er raslet lidt ned af listen over mine favoritter de sidste år, er det stadig en episk og storladen fortælling om jordens undergang - og opgøret mellem det gode og det onde. Rollelisten byder på ret imponerende navne, og jeg er især begejstret for at se Alexander Skarsgård, Owen Teague og James Marsden på den (og selvfølgelig Marilyn Manson, men han optræder vist kun i en lille rolle - og genindspiller The End med The Doors til seriens finale). Meget, meget mindre begejstret er jeg ved udsigten til Whoppi Goldberg som Mother Abagail og Amber Heard som Nadine, men helt overordnet er jeg temmelig spændt.

REVIVAL, FILM I The Kingcasts interview med Mike Flanagan fortæller han naturligvis også om sine filmatiseringer af Gerald's Game og Doctor Sleep, der begge var enormt vanskelige at omsætte til film. Og nu har han kastet sig over en tredje af slagsen - han har overtaget Revival-projektet fra netop Josh Boone, og han siger, at det bliver en virkeligt 'bleak and mean' film, hvis han altså får lov til at lave den. Jeg har aldrig fået skrevet om Revival herinde - en voldsomt mørk roman fra 2014, der ramte mig ekstra hårdt efter min mors død, og jeg må snarest få rettet op på denne forseelse, for den er enormt god. 


LATER, ROMAN Det er heldigvis sjældent, at man skal gå i længere perioder uden at have en ny King-udgivelse at se frem til, og den næste i rækken er netop blevet annonceret. Til marts næste år udkommer 'Later', der er hans tredje udgivelse på forlaget Hard Case Crime (de første var The Colorado Kid og Joyland), der genskaber feelingen af 1940'ernes krimiromaner. King er selv ret vild med formatet og idéen om, at kunne proppe en paperback i baglommen og tage bogen med ud i verden, og selvom det nok ikke bliver et nyt hovedværk, glæder jeg mig til at læse om den unge Jamie Conklin og hans uforklarlige evner.


Der er også meget mere på tegnebrættet - det mest konkrete af de projekter er en reboot af Children of the Corn, og selvom jeg ved, at jeg nok bliver frygtelig skuffet, kan jeg ikke lade være med at glæde mig lidt. Lisey's Story med Julianne Moore er forhåbentlig også stadig på vej, og derudover går der rygter om The Bone Church, The Boogeyman, The Dark Half, The Eyes of the Dragon, From A Buick 8, Jerusalem's Lot, Firestarter, The Girl Who Loved Tom Gordon, The Institute, The Jaunt, Joyland, Mile 81, N. og flere andre, og selvom kun en brøkdel af disse projekter bliver realiserede, løber vi heldigvis ikke tør for King-materiale lige med det samme.

mandag den 10. august 2020

let tomorrow be your friend


I weekenden drømte jeg om en strand som denne her. Om det er ved Blokhus eller Løkken kan jeg ikke lige huske, men det er i hvert fald ved Vesterhavet, og der er plads. Normalt er jeg nærmest lykkelig for at bo fem minutter fra Amager Strandpark, men de sidste par dage har det næsten føltes mere som en hån, for det har på ingen måde været forsvarligt at betræde hverken stier, badebroer eller sandet, for den sags skyld - jeg har aldrig set så mange mennesker på stranden i de over ti år, jeg har boet på Amager. Jeg har i stedet taget et par aftensvømmeture, hvilket nu også har været lækkert - det føles bare paradoksalt at bo ved vandet uden rigtig at kunne udnytte det.

I stedet har vi hygget på altanen, hvor Jimmy endelig føler sig tryg nok til at ligge i skyggen og hænge ud med os. Og om to uger skal jeg igen et smut til Nordjylland og deres brede og laaaaaange lækre strande, og der tænker jeg, at der nok skal være plads til os alle sammen. Det glæder jeg mig til, for ligesom resten af København har jeg fået akut by-kuller af kombinationen af sommervarme og coronanedlukning, og jeg drømmer nu endnu mere heftigt om det perfekte nedlagte landbrug tæt på skov og strand og København - og det skal helst ikke koste mere end halvanden million. Det kan vel ikke være så svært at finde?

Jeg brugte dog langt over en time med metro og tog på at besøge min veninde i Smørum i sidste weekend, og så var udflytterdrømmene pludselig ikke så påtrængende mere. Fantasien krævede i hvert fald også en bil eller to, kunne jeg mærke. Men hyggeligt var det - hos min veninde kunne jeg hilse på både slanger, edderkopper, fugle, et pindsvin og en gravhund, og så er jeg jo i gode omgivelser. Blandt mine dyrepasserkollegaer er jeg håbløst bagud ved kun at have Jimmy boende, men jeg synes nu at han kan være krævende nok, så jeg venter lige et par år med at udvide familien med leopardgekkoer og snegle.

Arbejdet er overraskende hyggeligt og stimulerende i øjeblikket. Vi har god tid til både at fjolle lidt rundt, nusse med rotterne og øve tekniske procedurer, og jeg kan virkelig mærke, hvordan min fastansættelse har givet mig ro i maven. Jeg har overskud til både arbejde og aftaler for tiden, og udover min smuttur til Smørum har jeg også drukket cocktails ved søerne, været til endnu en fire-års-fødselsdag, været i vandet flere gange, drukket øl med gode kollegaer i Fælledparken og været en tur på Vesterbro til kagehygge. Det er kun om sommeren, at jeg kan mobilisere et sådant overskud, så det er med at udnytte det - og jeg har det virkelig godt for tiden.

søndag den 2. august 2020

let's make things easy and let time pass

Igår var det International Childfree Day, hvilket jeg ville have fejret med en markering på facebook - men det er kun et par uger siden at det var World Population Day, og der delte jeg et small family selfie af min mand og jeg. Det er helt uhørt for mig at poste regelmæssigt på facebook, og så har jeg samtidig heller ikke lyst til kun at dele min holdning til én slags emner, for jeg er jo trods alt defineret af så meget mere end at være selvvalgt børnefri. Det er dog dét, det skal handle om i dag, og jeg er godt klar over, at det kan være et følsomt emne, så det er helt i orden at springe over. 
Det fylder nemlig stadig en del i mit liv, og andet ville også være underligt, min alder taget i betragtning - men jeg er heldigvis endelig sluppet af med følelsen af at jeg skyldte folk en forklaring. Jeg har ikke noget imod at tale om emnet med venner og bekendte, men når en perifær kollega spørger højt i en fyldt frokoststue, om jeg ikke er bange for at fortryde mit valg, kan jeg kun vende den om og spørge, om hun ikke er bange for at fortryde sit. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg skulle være enig med Nikita Klæstrup om noget som helst, men hun har helt ret i, at børnespørgsmålet kan være ret grænseoverskridende og upassende at stille af mange årsager - der er jo f.eks. også stor forskel på at være barnløs og frivilligt børnefri, og det er nok endnu mindre sjovt for førstnævnte gruppe at blive spurgt i tide og utide. Og hey, de fleste spørger jo heldigvis helt uden bagtanke og accepterer med det samme mit svar - det er kun når svaret ikke godtages, at det kan blive anstrengt. Flere gange har jeg endda oplevet folk sige, at de håber, jeg alligevel bliver gravid - det er mange år siden, da jeg havde noget sværere ved at sige fra; skulle jeg få den bemærkning i dag, ville jeg uden at tøve gøre samtalen akavet og ubehagelig ved at fortælle, hvad der ville komme ud af dén situation. Og det er fair nok at kalde mig egoistisk - men det er mindst lige så egoistisk at få børn, hvilket nu ikke betyder, at der er noget galt med det. 


Hvis jeg alligevel skal begrunde det lidt, kan jeg helt enkelt sige, at det for mig handler om at børn burde være et tilvalg snarere end et fravalg, og jeg kan slet ikke forstå, at det ikke er den generelle holdning. Jeg har aldrig nogensinde haft lyst til at få børn, og så behøver jeg vel egentlig ikke flere grunde. Der er dog rigeligt at tage af, men de fleste er kommet til med tiden, og det er vigtigt for mig at understrege, at den primære årsag er manglende lyst. Den næststørste årsag handler om, at jeg er af den klare overbevisning at jorden er overbefolket. Det er også et følsomt emne, der af nogle kritikere endda kaldes en konspirationsteori, men jeg synes ikke der er så meget at tage fejl af, når man kigger på befolkningstælleren. Det hænger uløseligt sammen med klimaforandringerne, og jeg har svært ved at tage miljøaktivister som Greta Thunberg seriøst, når de ikke vil italesætte elefanten i rummet. 


Det betyder ikke, at jeg på nogen måde ønsker en indgriben i folks personlige frihed og ret til at vælge, hvor mange børn de gerne vil have. Det kunne jeg aldrig drømme om! Der findes mange succeshistorier og positive eksempler på, at fertilitetsraten er naturligt faldende i lande, der ellers har haft en kraftig befolkningstilvækst - Thailand er gået fra over syv børn pr. kvinde i 1970'erne til under to i dag, alene gennem øget oplysning, tilbud om familieplanlægning, prævention og sundhedstilbud. I mange tredjeverdenslande er en stor del af graviditeterne uønskede, og det er en ulykkelig situation for både kvinderne og børnene, men flere afrikanske lande, som f.eks.  Etiopien og Senegal, har fået støtte til at uddanne mere sundhedspersonale og øge adgangen til prævention, og den stejle kurve er knækket lidt. 
Folk med interesse for overbefolkning bliver af og til beskyldt for at være racister, - blandt andet er det sket for David Attenborough, hvilket er så langt ude, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal sige til det, men en af mine nye helte, Dave Gardner, sætter ret præcist ord på det her.  Og for lige at runde den af, så har vi naturligvis også et ansvar i vores del af verden - jeg ønsker jo netop en øget levestandard for alle, og så kan vi altså ikke blive ved med at forbruge som vi gør. I hvert fald ikke, når vi er mange mennesker, der gerne vil forbruge. 



Det kunne jeg skrive meget mere om, men det må blive en anden gang, for jeg må igen understrege, at mit fravalg af børn ikke er af ideologiske årsager. Jeg synes, at overbefolkning er et enormt vigtigt og overset emne, men det kan man altså også godt synes, selvom man har børn, så jeg gider ikke sidde på en piedestal og pudse glorien. Børn fylder og larmer og kan ikke leveres tilbage - så lad dem endelig blive født og vokse op som ønskebørn hos kærlige og nærværende forældre. Dem kender jeg heldigvis mange af, og lige netop deres børn er tilfældigvis alle sammen ret søde, heldigvis. Happy Childfree Day!