lørdag den 28. november 2020

hold your hands up to your eyes again



Nå, tiden går stadigvæk umenneskeligt langsomt, men nu har vi i det mindste fået en dato på min fars opfølgende samtale på sygehuset efter hans sidste undersøgelse. Det er i næste uge, og jeg satser stærkt på, at jeg skal være med - men lige nu afventer jeg svar på en coronatest, da en af forskerne på mit arbejde er testet positiv, og jeg har selvfølgelig været tæt på hende. Det er bare lige den ironiske krølle på halen jeg havde brug for på en uge, der i forvejen har været lidt op ad bakke. Jeg prøver dog at se positivt på det, og i dag havde jeg jo pludselig en ekstra fridag hjemme, hvor jeg har lavet absolut ingenting. Jeg købte Diagon Alley-LEGO-sættet i sidste weekend, og nu er det endelig kommet med posten, men jeg har højt og helligt lovet min veninde, at vi skal lave det sammen, så jeg har i stedet læst Stephen King og set Babylon Berlin. Min mand accepterer min LEGO-obsession, og er begyndt at lave mash-ups rundt om i lejligheden, og Jimmy sover som sædvanligt fra det hele. Jeg synes egentlig, at jeg har et hav af andre ting på hjerte, men min tankevirksomhed rækker simpelthen ikke til mere lige nu. God weekend!

lørdag den 21. november 2020

death lies in the little hands of children

Sidste sommer kastede jeg mig over Stephen Kings første novellesamling; Night Shift fra 1978. Det er en samling med virkeligt mange gode, bizarre og helt over-the-top historier, og det er da også herfra at en stor bunke King-filmatiseringer stammer. De historier gemte jeg til en anden god gang - og nu er tiden så kommet, for efteråret, mørket og vindens susen indbyder i den grad til sofahygge med rigtigt dårlige horrorfilm, og jeg starter med en af de allermest ikoniske historier; Children of the Corn. Den får sit helt eget indlæg, for selvom den er på bare fyrre sider, har den alligevel givet materiale til elleve(!) film, og selvom jeg ikke har set dem alle, har jeg set mange. For mange. Desværre har jeg endnu ikke en Children of the Corn-t-shirt, så motivet i dag er fra The Stand, der også indeholder endeløse rækker af majsmarker.  Den er også ganske aktuel, for d. 17. december kommer den nye The Stand på CBS All Access, og jeg glæder mig ustyrligt meget.

Jeg har lige genlæst Children of the Corn i dagens anledning, for jeg har set filmen så mange gange, at den overskygger alt andet i min erindring. Men historien alene kan bestemt også noget, og er noget anderledes end filmen, der naturligvis udbygger karaktererne en del - især de famøse børn, der på skrift faktisk ikke er med på mere end ti sider. 

Vi møder i begyndelsen ægteparret Vicky og Burt, der er på roadtrip for at redde deres ægteskab, hvilket mildest talt ikke går så godt. De skændes konstant, og de er også faret vild - og som om det ikke er nok, påkører de også en ung dreng, der pludselig kommer farende ud fra den enorme majsmark ved siden af vejen. De finder hurtigt ud af, at drengen allerede var død, da de ramte ham, og efter at have bugseret ham op i bagagerummet, kører de mod den lille by Gatlin for at finde hjælp. Det viser sig dog hurtigt, at der er noget helt galt i byen, der umiddelbart er helt mennesketom, men i kirken opdager Burt, hvad der skete med byens indbyggere tolv år tidligere. Imens bliver Vicky overfaldet af en gruppe herligt ondsindede børn, der har deres helt eget take på kristendommen, og novellens slutning er dejligt brutal, omend alt for kort. Den grundlæggende præmis med et samfund, hvor alle de voksne er blevet slået ihjel af børnene, er en fed idé, og jeg havde gerne set, at historien var lidt længere. 
Filmatiseringen fra 1984 instrueret af Fritz Kiersch er legendarisk. Det er en af de klassiske firserhorrorfilm, som rigtig mange mennesker har set - men det betyder ikke, at den er noget mesterværk. Jeg har dog selv set den flere gange, end jeg kan huske, for jeg elsker det dårlige skuespil, de cheesy effekter og den generelle stemning. Jeg har naturligvis også genset filmen til dette formål, og den er noget anderledes end den korte novelle, hvilket klæder den. Novellen kunne også sagtens have været meget længere og have udbygget mytologien bag "He Who Walks Behind The Rows" lidt mere, for det er et potentielt episk monster, der dog ikke lever helt op til sit potentiale i filmen. Og nu kommer der altså spoilers - men det er måske okay, for en film der er ældre end mig selv. 

Filmen starter helt anderledes og fortæller indledningsvis ret underholdende om den dag, børnene tog magten i Gatlin. Åbningsscenen fra caféen er helt fantastisk; det er vores første introduktion til det rødhårede vidunder Malachai og hjernen bag det hele - den velformulerede, unge Isaac, der står veltilfreds bag caféens vinduer og ser kaosset udfolde sig. Den unge pige Sarah er tilfældigvis en ret habil drømmetegner, og gennem hendes farverige illustrationer får vi en montage af, hvordan børnene glædesstrålende slog deres forældre ihjel og indrettede sig i det lille bysamfund helt uden voksne; hvordan de brændte al elektronik og plantede majs i lange baner, og det er en perfekt viden at have, når vi møder filmens hovedpersoner Vicky og Burt i en kærlighedsfyldt fødselsdagsfejring på et motel i Nebraska. I filmen er de nemlig noget mere glade for hinanden, hvilket er en velkommen ændring der betyder, at der er lidt mere på spil - i novellen ser Burt nærmest frem til udsigten for at kunne slippe for Vicky.

Vicky bliver spillet af Linda Hamilton, der samme år havde en endnu større rolle i The Terminator, og hun spiller rollen meget godt, selvom det er underligt at se hende så passiv. De støder -bogstaveligt talt- hurtigt på Joseph, som vi nu ved flygtede fra Isaacs regime og fik skåret halsen over af Malachai, før han blev skubbet ud foran bilen. Historien fortælles af et søskendepar, der meget belejligt er opfundet til filmen; og nu skal Vicky og Burt ikke blot selv forsøge at slippe levende fra børnebanden, men også redde Sarah og  Job. De to er desværre også filmens klart dårligste skuespillere, men i en film fyldt med børneskuespillere er det næsten en del af charmen. Det hjælper nok lidt, hvis man - ligesom mig - i forvejen synes, at børn godt kan være meget uhyggelige. 

En anden forrygende tilføjelse til filmen er tankpasseren, der fører lange samtaler med hunden Sarge og i det hele taget er et eksempel på en karakter, som Stephen King sagtens kunne have skrevet - omend han er liiige i den karikerede ende. Han advarer parret om at køre til Gatlin, og de forsøger faktisk også at køre til Hemingford i stedet (der var endnu en The Stand-reference), men alle veje fører tilsyneladende til Gatlin, og snart bryder helvede løs. Alene Courtney Gains med sit karakteristiske udseende og sin absurde overspilning af Malachai er værd at se filmen for, men John Franklin, der faktisk var midt i tyverne da han spillede rollen som den karismatiske og overbevisende leder Isaac, giver bestemt også historien et ekstra pift. 
Stakkels Vicky finder snart sig selv hængende som et fugleskræmsel på et kors midt inde i majsmarken (der dog godt kunne være noget højere), omringet af børn, der messer "kill, kill, kill". Imens bliver Burt jagtet rundt i byen af uhyggelige børn, og her får vi en af filmens mest ikoniske scener med Malachai, der råber "OUTLANDER, WE HAVE YOUR WOMAN!" - også udødeliggjort af South Park. Snart vender stemningen dog, da Malachai i et legendarisk kup får væltet Isaac af tronen, og det er i stedet Isaac, der bliver ofret til "He Who Walks Behind The Rows" i filmens KLART dårligste øjeblik med verdenshistoriens ringeste effekter. I endnu et bizart turn of events ender Burt med at holde en inspirerende tale om positiv religion for resten af børnene, der er nok til at få dem over på sin side, da Malachai hurtigt derefter angriber ham. Han bliver dog også taget af majsen (her i skikkelse af en besat, hvidhåret Isaac); hvorefter de overlevende børn, Vicky og Burt arbejder sammen i en heroisk indsats og får sat ild til majsmarken, der skriger lidt til sidst i endnu et inferno af dårlige effekter. Det er SÅ dumt og dejligt, og en måske(?) bedre skæbne for vores hovedpersoner end i novellen, hvor de ender deres dage udstoppede med majskolber - filmen ender med en noget spontan adoption af de to tydeligt skadede søskende, som Vicky og Burt har kendt i meget kort tid. 

Children of the Corn har fået et lidt dårligt ry, men jeg tror især det skyldes det faktum, at den udkom lige efter en række gode King-film af store navne som Kubrick, Cronenberg og Carpenter, og sammenlignet med dem, kommer den også lidt til kort. Men det er egentlig lidt synd, for den er ganske hæderlig, og jeg kan sagtens anbefale den til en horroraften, hvor der gerne må grines lidt. Det samme kan ikke siges om de mange håbløse efterfølgere, men jeg har som sagt taget én for holdet og set de fleste - mere om det i anden del af min dækning af Children of the Corn.

fredag den 20. november 2020

a year is just a drop in time

Mens jeg stadig befinder mig i en eller anden venteposition, fortsætter verden omkring mig med at gå sin gang i et afsindigt tempo. 2020 har været et absurd år indtil videre, og især i oktober og november er tiden gået helt vanvittigt stærkt - imens ventetiden på svar om min fars eventuelle sygdom føles uendelig. Der har dog også været plads til enkelte andre strøtanker, hvoraf der kommer et par stykker her: 

- Jeg er ganske fodboldoptimistisk i øjeblikket. Jeg kan rigtig godt lide Peter Feher, der har fået chancen som midlertidig cheftræner i AaB, og hvis der ikke bliver fundet en anden træner, er det også okay for mig. Jeg gyser lidt ved rygtet om Erik Hamrén, for jeg vil ikke kunne bære, hvis det ikke er et godt match i denne omgang  - jeg vil helst mindes alt det gode fra sidste gang han bragte os til tops. Lidt i samme tråd må jeg også indrømme, at jeg har en snert af sympati for Ståle Solbakken, for det må virkelig ikke være fedt at blive fyret fra sit livsværk på den måde, og jeg kommer til at savne ham i Superligaen - på samme måde som jeg savner en Glen Riddersholm på toppen, hvilket er meget svært for mig at indrømme. 

- Jeg er blevet straffet hårdt for ikke at børste tænder en morgen på vej til arbejde. Jeg har en tandbørste i mit skab derinde, så jeg havde ingen planer om at udsætte mine stakkels kollegaer for min morgenånde, men jeg havde ikke lige overvejet, at turen fra parkeringskælderen op til omklædningen skulle foretages iført mundbind. Jeg har været hyperopmærksom på min ånde lige siden. 

- Mange af mine aftener foregår i øjeblikket på sofaen med min mand på den ene side, min kat på den anden, og Netflix eller HBO på skærmen. Vi er i gang med flere hæderlige serier; Fargo, Star Trek Discovery og The New Pope, men jeg har ikke ventet i åndeløs spænding på nye afsnit som jeg har gjort det tidligere med f.eks. Game of Thrones eller Breaking Bad. Men nu er anden sæson af His Dark Materials endelig gået i gang, og dét er noget, jeg tæller dage til - men jeg er nok også lidt farvet af lige at have læst hele serien og dens efterfølger. 

- Det er fint med lidt aftenafslapning, for jeg har nogle halvlange dage på arbejde i øjeblikket, så jeg kan få lidt ekstra timer på afspadseringskontoen. Min mand har sagt sit arbejde op, hvilket er godt for ham, og han har gang i flere projekter herhjemme. Vi har haft en maler til at fikse vores ødelagte væg i soveværelset, og nu kan vi endelig komme i gang med at male og lægge nyt gulv. Det har gået noget langsomt med vores renoveringsprojekt, men nu kommer der forhåbentlig skub i sagerne - og så må stuen vente til næste år. 

- Jeg er alene hjemme i weekenden, og udover udflugt og venindebesøg ser jeg frem til at forsvinde ind i Skyrim, lytte til podcasts og sove rigtig længe. Jeg har haft de mest syrede drømme på det sidste, men de eneste jeg tydeligt kan huske, er stressdrømme om at gå i skole og skulle uforberedt til eksamen, så intet nyt under solen dér. 

mandag den 16. november 2020

you light up my darkest skies

 

I dag har verdens allerbedste lille menneske fødselsdag, og min niece har nu beriget vores liv i hele tre år. Det lå ikke lige i kortene at jeg skulle være moster for bare fem år siden, men det har vist sig at være helt rigtigt, og Vibchen er den perfekte tilføjelse til vores lille familie. Jeg har desværre ikke kunnet være med til at fejre hende i denne omgang, men en af hendes fødselsdagsgaver var et årskort til Aalborg Zoo, så jeg forudser flere gode udflugter i den forhåbentligt nærmeste fremtid. Jeg fik kun lov til at stjæle hendes opmærksomhed i et par minutter på et videoopkald, men hun har heldigvis haft den bedste fødselsdag, og min manglende tilstedeværelse giver jo blot anledning til endnu en fejring når vi ses igen. 

søndag den 15. november 2020

I guess I shouldn't be surprised

Det har været en god weekend. Hverdagene er hektiske i øjeblikket, og det er SÅ surt, at der er mørkt hele tiden, så de sidste par dage har jeg brugt i samme positur som Suttetrolden Sanka; den nyeste Thomas Dambo-kreation, der slænger sig ved Bondegården i Remiseparken på Amager. Min mand og jeg besøgte ham i går på vores cykeltur rundt på øen, og jeg havde et vindue på cirka fire sekunder til at tage et billede uden børn kravlende overalt på ham - og så kunne vi med god samvittighed hoppe tilbage på sofaen derhjemme, hvor vi blev liggende resten af dagen. 
Jeg har prøvet at tage mig sammen til at have nogle aftaler, og som jeg nævnte sidst, kan jeg aldrig helt overskue det - men det ender altid med at være lige, hvad jeg trængte til. Jeg har fået blomster fra to betænksomme veninder, og selvom det egentlig er alt for meget, gjorde det mig også virkelig glad. Overskuddet er ikke så stort i øjeblikket, men jeg kan altid klare et par Harry Potter-film i min venindes selskab, og på arbejdet går jeg all-in på at gøre "mine" rotter mere tamme. 
Jeg har slået min mands yndlingskaktus ihjel. Jeg er ret sikker på, at den er udtørret, men jeg forstår ikke hvorfor. Jeg har en helt fejlagtig opfattelse af mine egne evner med blomster og planter, og mine fingre er tilsyneladende meget langt fra at være grønne, men jeg ville så gerne være sådan én, der altid har lejligheden fyldt med frodige planter, så jeg køber alt for ofte en ny samling stakler, der lider en langsom død i min vindueskarm.

tirsdag den 10. november 2020

all of the trees were in light

Selvom resten af familien manglede, havde jeg alligevel et par virkelig gode dage sammen med min far - når det nu skulle være, var det faktisk meget rart at have lidt solotid med ham. Vi gik nogle lange ture ved Mariager Fjord - min veninde havde anbefalet mig at gå Panoramaruten i Hobro, og den er hverken klapvognsegnet eller ideel for benene på en næsten treårig, så vi fik det bedste ud af at undvære barnebarnet/niecen. Det var en rigtig flot tur, der nok ville være endnu smukkere på en klar solskinsdag, men jeg var bare glad for at blive luftet lidt. 

Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer omkring min fars eventuelle sygdomsforløb - for både jeres, hans og min egen skyld - men jeg må lige nævne, at undersøgelsen i går ikke kunne vise noget, så nu skal han igennem det samme igen ( og igen i fuld bedøvelse) i næste uge. Jeg synes vi har ventet så ufatteligt længe på svar allerede, og jeg er SÅ træt af, at der nu kommer til at gå endnu længere tid. Jeg prøver at leve mit liv som normalt, men det er svært ikke at sætte det lidt på stand-by indtil vi får mere at vide, synes jeg. 

fredag den 6. november 2020

I like the autumn but this place is getting old

 

Lige nu skulle jeg have siddet på sofaen hos min søster sammen med min far. Vi ville have jublet over AaB-sejren i Randers og Lucas Andersens tryllerier, og jeg ville have fået grin og krammere af min niece, dårlige jokes fra min svoger og pelset kærlighed fra hunden. I morgen skulle min søster og jeg have været ude og spise sammen inden aftenen ville byde på en længe ventet Carpark North-koncert på Skråen i Aalborg, og søndag skulle vi alle have hygget os sammen, inden min far på mandag skal til endnu undersøgelse på sygehuset. Men min søster bor i Jammerbugt kommune i minkfarmenes højborg, og jeg kommer ikke til at se hende i hvert fald den næste måned - og det er jeg SÅ ked af. Det er kun et par uger siden jeg sidst var i det nordjyske, og normalt kan der godt gå tæt på to måneder imellem jeg tager turen, så nøgternt set burde det ikke være noget problem - men denne gang kan det virkelig mærkes. Både fordi jeg havde glædet mig enormt meget til noget søstertid og en god koncert, men også fordi min lille familie nok føler et ekstra behov for at rykke tættere sammen lige nu, hvor vi stadig holder vejret lidt og venter på nyt om min far. 

Det er rent ud sagt pissetræls, men der er ikke noget at gøre ved det. Min far hentede mig i lufthavnen i eftermiddags, men i stedet for at køre vestpå mod min søster, vendte vi jo så snuden mod syd og nåede mit barndomshjem lige omkring kampstart. Her bliver jeg forkælet til op over begge ører, selvom det egentlig burde være den anden vej rundt lige nu, og nu vil jeg få det bedste ud af weekenden, der bliver noget mere rolig end først planlagt. Jeg trænger også til at geare helt ned og sove længe, og det kan jeg normalt hverken få lov til hos min søster - hvor jeg heldigvis bliver vækket på allerhyggeligste vis af min niece - eller hjemme på Amager, hvor jeg knapt så heldigt og hyggeligt bliver vækket af børnene ovenpå, der begynder deres morgengymnastik omkring klokken fem. Jeg ser frem til en langsom morgen med avislæsning og lækkerier fra min fars køleskab, og så krydser jeg fingre for at solen kigger frem i weekenden.
Jeg prøver at opholde mig udendørs i sollys så meget som overhovedet muligt  (hvilket virkelig ikke har været mange timer den sidste uges tid). Søndag var en utroligt smuk og klar dag, der fik Christiania til at fremstå fra sin allerpæneste side, og så er det jo ingen sag med det efterår dér -  men resten af tiden har den stået på varierende nuancer af grå, og jeg kan næsten mærke, hvordan jeg visner sammen med bladene på træerne. Det er måske heller ikke så underligt, men snart vil jeg gerne have nogle gode nyheder om min far, så jeg kan gemme lidt opsparet sollys og god energi til senere - vi er trods alt først lige gået ind i november, og der er mange, mange mørke dage forude.