torsdag den 28. januar 2021

I don't regret having left the place a mess

For en måneds tid siden delte jeg mine planer om at fotografere og derefter pakke alt mit Harry Potter-LEGO ned, og eftersom januar har budt på overraskende meget solskin - eller i hvert fald lige, da jeg skulle tage billeder - har jeg kunnet føre dem ud i livet. Det var virkelig en fed oplevelse at stille det hele op sammen, og selvom jeg nok skal lade være med at gå helt bersærk i LEGO-snak, kommer der nok liiige et indlæg eller to mere om min samling. I dag skal det primært handle om den største nytilføjelse; nemlig det kæmpestore Diagon Alley-sæt, som jeg er meget imponeret af. 

Jeg synes det er en fantastisk god idé til et LEGO-sæt, og selvom slutresultatet af det andet store Harry Potter-sæt Hogwarts måske er en anelse flottere, var dette klart sjovest at bygge. Jeg fik igen selskab af både min veninde og min mand, og endnu engang var det nemt at være fælles om, da der var et instruktionshæfte til hver af de fire bygninger, der til sidst kan samles på adskillige måder, og som sagtens kunne være et set hver især. Samlet er det LEGOs fjerdestørste sæt nogensinde, og der er 5544 flotte brikker at lege med, hvilket naturligvis også sender prisen i vejret - det koster 3199 kroner på LEGOs egen hjemmeside. Det er mange penge, men det er en ganske rimelig pris, hvis man kigger på antallet af brikker, sværhedsgraden og byggetiden, der var overraskende lang. 
Jeg er allermest begejstret for Ollivander's butik, der har både en utrolig flot facade og et spændende interiør med de ikoniske reoler med tryllestave. Et par af kasserne kan trækkes ud, og tryllestave i flere forskellige nuancer kan købes af den dygtige sælger, der dog ikke er så god til at støve gelænderet af i sin shop. 
Min anden favorit er (selvfølgelig) Weasley's Wizarding Wheezes, hvor der også er fuld knald på farverne og indretningen. Minifigurerne af Fred og George er også nogle af de bedste i sættet, for de yngre børn har desværre de trælse, stive ben, der ikke kan bøjes, og det er lidt en skam i så dyrt et sæt. Min favoritfigur er dog klart Gilderoy Lockhart, der har et helt fantastisk udtryk i hovedet, og sidder klar til at signere sin nyeste selvbiografi i Flourish and Blotts. 
Jeg er virkelig glad for sættet, og jeg har allerede fortrudt, at det er pakket ned. Jeg synes at jeg mangler at fotografere cirka hundrede små detaljer, og så har jeg også lige opdaget endnu flere måder at samle det på. Men det betyder bare, at jeg har noget nyt at glæde mig til, næste gang jeg samler det. Der går nok liiiige et år eller to før dét sker. 

søndag den 24. januar 2021

among the garbage and the flowers

I sommer lavede jeg som vanligt min prioriterede liste over halvårets bedste tv-serier (link til lister her), men uden den normale tilhørende forklaring, hvilket skyldtes manglende overskud og et lille opgør med min OCD. Men i dag har jeg lyst til at sætte ord på min nye liste, for der er så meget godt at anbefale i disse triste coronatider - og så snyder jeg lidt, og snakker ikke udelukkende om serier, der har været vist i det andet halvår af 2020 (men næsten). De sidste måneder har jeg dog også været god til at få læst flere bøger og set en stor bunke film, så der mangler et par oplagte kandidater på tv-serie-listen, der er lidt kortere end normalt. Undskyldninger aside, her kommer den:    
13. Fargo sæson 4
Nederst på listen har jeg placeret fjerde sæson af Fargo, der trods et hold af solide skuespillere som Chris Rock, Jason Schwartzman og Timothy Olyphant ikke formåede at fange min opmærksomhed. Begivenhederne udspiller sig i 1950'ernes Kansas City, hvor to familier har bekriget hinanden i årevis. Det er én lang hævnaktion i loop, men uden den nødvendige interesse i karaktererne, var det desværre også noget ligegyldigt. Første og anden sæson af Fargo var helt særlige, men siden er det gået ned ad bakke. 

12. The Third Day
Jude Law optræder lidt overraskende flere gange på denne liste, og første gang skyldes det hans hovedrolle i den britiske miniserie The Third Day, der er en herligt foruroligende fortælling om et lille øsamfund, der tager tradition og skikke ret seriøst. Serien ville muligvis have endt højere på listen, hvis jeg havde researchet ordentligt, og ikke bare set alle seks afsnit i én køre - for mellem første del "Summer" og tredje del "Winter" kommer der sjovt nok også et "Autumn", der blev vist som et 12-timers liveevent fra øen, men det er totalt gået min næse forbi. Det forklarer meget godt hvorfor jeg fandt første del af serien klart mest interessant og seværdig, og hvorfor anden del var lige en anelse for mystisk og forvirrende, men alt i alt var jeg godt underholdt. 

11. Lovecraft Country sæson 1
Jeg havde glædet mig ret meget til første sæson af HBOs Lovecraft Country, men sad helt overordnet tilbage med en lidt flad fornemmelse. Serien vil aaaalt for mange ting - meget af det lykkes, men fortællingen om den 22-årige (Korea)krigsveteran Atticus, der rejser ud for at finde sin forsvundne far, mudres til i monster-of-the-week-episoder og lidt for meget spoken word. Det er forfriskende at se sort fantasyhorror, og jeg er vild med, at det er med baggrund i racistiske - og dygtige - H.P. Lovecrafts univers, hvis monstre mange mente var et udtryk for hans fremmedfrygt. Enkelte afsnit står lysende klart i min erindring, og der var flere vanvittigt skønne horrorscener, men tonen var helt off, og alt i alt er jeg desværre lidt skuffet. 

10. Vikings Sæson 6
De sidste par sæsoner af Vikings har været lidt hårde at komme igennem. (SPOILER) Efter Ragnar Lothbroks død i slutningen af sæson fire, var sæson fem og dens TYVE afsnit enormt langtrukne og ligegyldige, men selvom tyve afsnit også har været alt for meget til denne sjette og sidste sæson, har serien alligevel formået at binde en flot sløjfe om historien. Karaktererne - og især den tidligere uudholdelige Ivar The Boneless (spillet af danske Alex Høgh Andersen) - spilles lidt mere afdæmpet; der er skruet ned for den heftige accent, og dynamikken mellem dem virker meget mere ægte. Der var knald på de sidste afsnit, og jeg synes Vikings fik en værdig slutning efter et par famlende år.  

9. The Haunting of Bly Manor
For to år siden skræmte Mike Flanagan livet af mange med sin "The Haunting of Hill House" -serie på Netflix, og i år har han instrueret tvillingen "The Haunting of Bly Manor", der i sin historie ikke har noget med forgængeren at gøre, men som genbruger de samme skuespillere i nye roller. Denne gang er fortællingen noget mere afdæmpet; den bygger på Henry James' klassisker The Turn of the Screw og handler om den velhavende Wingrave-familie og deres ansatte - og de mange spøgelser, der holder dem selskab på den flotte herregård. Ligesom sin forgænger er serien virkelig flot, og jeg er altid godt underholdt af en old-school spøgelseshistorie.  

8. Star Trek: Discovery Sæson 3
Der er efterhånden et godt stykke fra det originale Star Trek til 2020s meget woke Discovery-serie, men universet er så kærligt og omfavnende, at jeg synes der er plads til det hele. I Discoverys faste crew findes ikke en eneste straight, white dude, og Bryan Fuller går all-in på at lære sit publikum om non-binære teenagere og stærke, kvindelige ledere. Det er nogle gange tæt på at kamme over, men for det meste fungerer det overraskende godt, og skygger kun enkelte gange for det egentlige sci-fi-eventyr, man forventer at se.  

7. NOS4A2 Sæson 2
Jeg var noget hård ved første sæson af adaptionen af Joe Hills moderne vampyrdrama, men anden sæson ramte plet, og jeg ville egentlig gerne have set, hvad serieskaber Jami O'Brien havde fået ud af en sæson tre - men serien er desværre blevet cancelled. Heldigvis nåede vi at få afslutningen på Joe Hills storyline, og de mange scener fra det twistede Christmasland var både dragende og underholdende. Jeg vil dog til hver en tid anbefale bogen først - det har været en af mine bedste læseoplevelser -i hver fald inden for genren - de sidste mange år. 

6. Ratched
I 2020 måtte vi undvære American Horror Story, hvilket jeg først var stærkt utilfreds med. Men da jeg hørte, at Ryan Murphy i stedet havde skabt en serie om Nurse Ratched fra Gøgereden med yndlings-Sarah Paulson i hovedrollen, var alt tilgivet. Historien udspiller sig i 1947, hvor en noget yngre Mildred Ratched bliver ansat på et psykiatrisk hospital i North Carolina og viser et uhyggeligt flair for tvivlsomme og skadelige behandlingsmetoder, der indebærer alt fra det hvide snit (selv jeg blev helt squirmish ved de scener!) til nedsænkning i næsten kogende vand for at kurere "lesbianisme". Ratched er en visuelt flot og ganske underholdende lækkerbisken, og et udmærket tidsfordriv i ventetiden på sæson 10 af AHS.

5. La Casa De Papel Del 1-4
I efteråret havde min søde kollega en periode, hvor hun så noget klatøjet ud på arbejdet. Jeg spurgte med sympati ind til, om hendes lille datter var begyndt at sove dårligt, men lidt skamfuldt fortalte hun om den serie, der holdt hende og hendes mand vågne til langt over deres sengetid. En spansk serie om et nøje planlagt heist lød ikke liiige som min kop te, men efter de første par afsnit var min mand og jeg lige så hooked som min kollega. Det er virkelig, virkelig hæsblæsende intenst; det er visuelt lækkert, dejligt at høre hurtigttalende spaniere folde sig ud, og selvom der er nogle lige lovligt karikerede medlemmer af banden, er det enormt god underholdning. Jeg er egentlig ikke så god til action og mister hurtigt interessen, men her glemte jeg flere gange at trække vejret. De første dele/sæsoner af serien er klart bedst, men der er også noget særligt over at se udviklingen i gruppen over tid, og jeg er spændt på at se, hvad femte og sidste del byder på.

4. The Young Pope og The New Pope
Det må være en udfordring at få en nyskabende idé til en tv-serie i disse tider, hvor det meste efterhånden er prøvet af, men med henholdsvis The Young Pope og The New Pope er det lykkes Paolo Sorrentino at skabe noget tv, der føles helt anderledes end det vante. Eminent dygtige Jude Law spiller den unge, forstyrrede pave Pius XIII, der prøver at finde sig til rette i Vatikanet, der er domineret af skandaler og intriger. The New Pope insinuerer et skifte, men tilføjelsen af John Malkovich gør bestemt ikke ensemblet eller historien dårligere, og der er generelt godt skuespil over hele linjen. Jeg kunne skrive meget mere om disse to installationer, der ikke entydigt er sæson et og to, for tilgangen til historiefortællingen er helt unik. Det er en af de flotteste serier, jeg længe har set, og den svære, udflydende grænse mellem virkelighed og fantasi fungerer til perfektion. 

3. Cobra Kai sæson 3
Tredje sæson af dette aparte mesterværk er bestemt på højde med både første og anden sæson, som jeg tidligere har rost til skyerne, og jeg har faktisk lidt lyst til at placere den endnu højere på listen. Men det må blive til en meget flot tredjeplads for Cobra Kai, der må være det perfekte eksempel på en vellykket reboot/fortsættelse af en over tredive år gammel film. I denne sæson kommer vi endnu tættere på vores hovedpersoner, og sympatien ligger stadig mest hos antihelten Johnny, der er plaget af skyldfølelse og dårlig samvittighed efter den dramatiske ulykke i anden sæsons hjerteskærende cliffhanger. Et af højdepunkterne i tredje sæson er Daniel LaRussos besøg på Okinawa, hvor han støder ind i flere gamle kendinge - og jeg er virkelig imponeret over, hvordan serien kan samle SÅ mange originale skuespillere. DR har også hyldet Cobra Kai her, og jeg synes altså, at I skal give den en chance.
2. His Dark Materials Sæson 2
Jeg var meget begejstret for første sæson af His Dark Materials, og anden sæson fortsætter heldigvis i samme forrygende spor. I løbet af foråret genlæste jeg trilogien af Philip Pullman samt de to tilgængelige bøger i den efterfølgende Book of Dust-trilogi, og min begejstring ville ingen ende tage. Det var lidt specielt at se anden sæson med hele Pullmans univers så tydeligt i min erindring, men det gjorde faktisk kun oplevelsen endnu bedre. Jeg synes, at alle karakterer er castet til perfektion, og jeg ville gerne se en spin-off med ballonskipperen Lee Scoresby (Lin-Manuel Miranda) og shamanen Grumman (Andrew Scott), for de er nogle umådeligt elskværdige og interessante mænd. Serien fungerer også fremragende som eskapisme fra januars grå monotoni, og jeg ville ønske jeg ikke skulle vente så længe på tredje sæson, der forhåbentligt adapterer min yndlingsbog i trilogien, The Amber Spyglass. 
1. Normal People
På min førsteplads er der hverken vikinger, spøgelser eller hæsblæsende action, for Normal People er egentlig et ganske stilfærdigt drama, der dog er så utrolig veludført, at den øjeblikkeligt kravlede under huden på mig. På samme måde, som jeg blev helt blæst bagover af SKAM, har jeg haft en upassende stor interesse for to fiktive unge mennesker og deres on-off-forhold, der udfolder sig over flere år; startende på gymnasiet i en lille, irsk by. Serien bygger på Sally Rooneys roman af samme navn, som jeg også skal have læst, og uden at spoile for meget, sker der aldrig noget for alvor chokerende eller banebrydende i historien - den er bare virkelig godt fortalt, og Connell og Marianne er nogle ufatteligt sympatiske, realistiske karakterer, som jeg virkelig heppede på. Lenny Abrahamson har instrueret, og jeg kan også anbefale hans besynderlige, men enormt rørende Frank fra 2014, der har Michael Fassbender og Maggie Gyllenhall i hovedrollerne. 

onsdag den 20. januar 2021

all this relief, it's the oddest thing

 

I går var min far og min søster til opfølgende samtale på sygehuset. Det er en måned siden, min far fik fjernet den ene nyre, og heldigvis var beskeden, at det dermed også lykkedes at fjerne kræften, der forsøgte at komme snigende. Jeg er så ubeskriveligt lettet og taknemmelig, for selvom man ikke kan skære al kræft over én kam, har vi ikke så gode erfaringer med nogle af varianterne i min familie. Det har også været noget af en omgang for min far, men jeg er glad for, at han gik til lægen med det samme han fornemmede, at noget var galt - men min søster og jeg har selvfølgelig også indskærpet vigtigheden af netop dét (især) siden vores mors død, så frygten for repressalier fra os var nok større end modviljen mod at aflægge lægen et visit. 

Jeg håber, at jeg snart kan komme hjem og fejre det, for vi har alle trængt til at sænke skuldrene lidt og bare være sammen uden bekymringer. Min far skal heldigvis også til opfølgende undersøgelser om nogle måneder, hvilket giver mig lidt ekstra ro i sindet. Jeg kan godt mærke, at det har fyldt rigtig meget hos mig de sidste måneder, og nu er jeg så træt, at jeg kunne sove i hundrede år - og jeg starter med at gå tidligt i seng. Godnat! 

lørdag den 16. januar 2021

got to keep on going like it ain't the end

I går fik jeg endelig krydset endnu en Thomas Dambo-trold af på min liste, da min veninde og jeg besøgte fine Ivan Evigvår på vores meget tiltrængte - for både krop og sind - gåtur i det kolde, klare vejr. Jeg har ikke haft nogle aftaler siden nytår udover en enkelt varm kakao-date med en kollega, og jeg savner sådan at se mine veninder. Heldigvis kunne det løses med en fridag for mit vedkommende og en pause fra eksamenslæsningen for min faste trolde-makker, og så gik vi en tur i Sydhavnen ved Stejlepladsen - et virkelig dejligt område, der lige straks forsvinder, når der skal bygges boliger, som ingen almindelige mennesker har råd til at betale. Ivan var en sød, tyk lille trold, og jeg ville gerne have taget mange flere billeder af ham og de skønne omgivelser, men som man måske kan fornemme på disse tre, var det kun mit frontkamera på telefonen der virkede. Jeg må vende tilbage en anden gang - jeg får i hvert fald brug for flere gåture i solskin og godt selskab, hvis jeg skal bevare optimismen i hverdagens elendighed.   

mandag den 11. januar 2021

hold on tight beginner's mind

Siden sidst:

- har vi færdiggjort mit nyeste puslespil, der var en af julegaverne fra min far. Jimmy har som altid været voldsomt interesseret i at hjælpe med sorteringen af brikker, og han har virkelig haft blik for at se, når brikkerne ikke passede sammen - han har i hvert fald bidt og kradset i adskillige af dem. 

- er jeg blevet endnu mere taknemmelig for mine nærmeste kollegaer. Normalt møder jeg adskillige folk fra mit arbejde dagligt - vi ses til frokost, fællesmøder og fester - men i øjeblikket ser jeg næsten udelukkende de fem andre dyrepassere, der er på min afdeling. De sidste par uger har jeg tilmed ikke haft ret mange aftaler i min fritid, så det er virkelig fedt, at vi har det så godt sammen på arbejdet. Det giver mig en ro og tryghed at have så gode kollegaer,  og sammen med dem synes jeg ikke det er pinligt at lave en fejl eller at bede om hjælp, hvilket er ret stort for mig. 

- har min mand og jeg måtte konstatere, at vi ikke har evnerne til at lægge et klik-gulv i vores lille soveværelse. Apropos sidste emne synes jeg, at det er ret pinligt. Men nu har vi altså bedt en handy ven om hjælp, og så kan vi forhåbentlig snart rykke sengen derind igen. Det var enormt tilfredsstillende at få malet paneler, vindueskarm og radiator i sidste weekend, selvom Jimmy var dybt ulykkelig over, at han ikke måtte være med, hvilket medførte et skrabende-på-døren og mjavende soundtrack til mit foretagende.

- er vi af uransagelige årsager gået i gang med et Marvel-maraton herhjemme. Jeg har set et par stykker af filmene tidligere, og har altid været opmærksom på deres eksistens (med mit  tidligere arbejde i musik- og filmafdelingen i Fona på Strøget ville andet også være underligt), men først nu er tiden blevet moden til for alvor at dykke ned i universet. Jeg har været aaaalt for snobbet til at ville spilde min tid på blockbusters om superhelte, men nu er jeg klar til at lade mig underholde - og med de fem første film bare lørdag og søndag, må missionen siges at være lykkedes.  

onsdag den 6. januar 2021

this world is waving goodbye

Jeg er glad for at jeg kan begynde 2021 med at anbefale en af mine yndlingsbøger; nemlig den tredje bog i Stephen Kings The Dark Tower-serie – The Waste Lands fra 1991. Det er nu, at Rolands ka-tet endelig bliver forenet; det er nu, vores helte må stå overfor episke fjender (som en over tyve meter høj robotbjørn og et sindssygt højhastighedstog), og det er nu, at vi for alvor bliver introduceret for Rolands Midworld gennem Kings helt eminente worldbuilding. Stephen King har udtalt, at The Dark Tower er hans bud på en Lord of the Rings-lignende saga, og i The Waste Lands bliver paralellerne for alvor tydelige. Det er efterhånden lidt omsonst at skrive om de enkelte bøger i serien uden at spoile, så træd varsomt, hvis du ikke vil have alt for meget afsløret.

I bogens begyndelse er der for en gangs skyld ro på vores foreløbige ka-tet bestående af Roland, Eddie og Susannah. Efter de to første, hæsblæsende installationer er det meget rart at starte helt nede i gear og lære om Midworld sammen med Eddie og Susannah, der begge hurtigt viser sig at have flair for livet i en postapokalyptisk parallelverden. Roland forklarer dem noget af mytologien og historien om gunslingers, og jeg bliver helt varm om hjertet når jeg læser, at han ser sine nye bekendtskaber som venner frem for (alene at være) instrumenter for at nå tårnet.   

Eddie og Susannah får hurtigt brug for deres nyfundne evner som sharpshooters, da de støder ind i Shardik, der er en af mine yndlingskarakterer nogensinde - men hvem ville ikke elske en tyve meter høj robotbjørn? Der er efterhånden et tykt fantasy- og sci-fi-lag udover fortællingen, og det bliver kun mere udtalt her, hvor begreber fundamentale for forståelsen af universet forklares. Det er alt for kompliceret at redegøre for på et par linjer, men kort fortalt er The Dark Tower en struktur, der står i midten af alting og holder hele universet sammen (no biggie); dette tårn holdes oppe af seks såkaldte beams, der igen beskyttes af 12 guardians, der har skikkelse af forskellige dyr (nørdefact – skildpadden Maturin, der spiller en stor rolle i It, er også en guardian of the beam). Bjørnen Shardik er en anden af disse guardians, men efter at have patruljeret skovene i flere tusinde år, er den frygtindgydende cyborg døende – blandt andet på grund af en virkelig klam ormeinficering i hans hjerne, der også gør ham blind af raseri. Jeg er vild med kampen mod giganten – som de ikke ville have haft en chance imod, hvis han havde været i topform - og den efterfølgende opdagelse af The Beam, der viser sig ganske subtilt i skyernes og fuglenes bevægelse, træernes groretning og meget andet, og det føles lidt som om, at historien først for alvor starter her.

Men vores ka-tet er ikke komplet endnu, for i New York går stakkels Jake, som vi mødte første gang i The Gunslinger, rundt i en døs og angst for at være ved at blive vanvittig. En lang sektion af bogen er dedikeret ham alene, og det er svært ikke at føle med den unge dreng, der på én gang føler sig død og levende. I Drawing of the Three reddede Roland Jake fra at blive skubbet ud foran en bil, hvormed han forhindrede de efterfølgende begivenheder i at ske, men det har nu skabt et ubrydeligt paradoks i dem begge, der er ved at splitte dem ad. Kapitlet er helt forrygende, og vi fornemmer den støt stigende desperation i Jake, der har livlige drømme om Midworld, og som en dag bliver draget mod en enkelt rose, der står midt på en overgroet byggeplads. Der finder han også en nøgle; og den samme nøgle går Eddie samtidig i gang med at snitte en version af i Midworld, da også han drømmer om Jake, og fornemmer at nøglen er vigtig. Der sker så mange betydningsfulde ting i Jakes kapitel, at det er umuligt at tale om dem alle (deriblandt Jakes eksamensopgave og besøget hos boghandleren Calvin Tower, der solgte ham en bog med gåder og den ildevarslende Charlie the Choo Choo), men det vigtigste er næsten Jake og Rolands lidelser, der er eminent godt beskrevet.

Jeg prøver virkelig på ikke at genfortælle hele romanen, men jeg ELSKER den her bog, og det hele føles SÅ vigtigt. Uden at afsløre for meget om hvordan, lykkes det gruppen at trække Jake til Midworld, efter at Susannah tager en for holdet og har sex med en dæmon. Genforeningen er rørende, og det er specielt overvældende at se Roland og Jake falde hinanden om halsen imens Jake spørger ”You won’t let me drop this time?”

Og så sker det. Øjeblikket, jeg venter på med længsel hver gang jeg læser The Dark Tower. Beviset på, at jeg er utroligt nem at overbevise som læser, dukker op i skikkelse af den nuttede billy-bumbler Oy. Billy-bumblers er Stephen Kings helt egen opfindelse, men de er vaskebjørn/hunde-hybrid nok til at gå lige i hjertet på letpåvirkelige constant readers som mig. Og Oy kan TALE – eller i hvert fald gentage ting, hvilket også gav ham sit navn, der bare er en billy-bumblers version af ”boy”. Jeg har allerede haft præfikset yndlings- foran flere ting, men Oy er min ultimative yndlings, ikke-menneskelige karakter, og han er en vidunderlig tilføjelse til historien. Han beviser i øvrigt sit værd flere gange allerede kort efter sin ankomst, men det var der nok aldrig den store tvivl om.

Roland har ikke stødt på andre mennesker end sin ka-tet siden massakren i Tull i The Gunslinger, men i River Crossing tilbringer de en dejlig aften i selskab med en gruppe ældgamle mennesker, der falder på knæ for Roland og hans pistoler, og som kan fortælle en masse om storbyen Lud, der ligger et par dages rejse væk. Lud er… episk, og beskrivelsen af den fik mig til - sammen med The Stands kaotiske dommedagsbeskrivelser fra et pandemi-ramt New York – for alvor at elske postapokalyptiske historier. Jeg kunne læse en hel bogserie, der foregik udelukkende i Luds ruiner og ødemarken omkring den, for byen, dens historie og dens indbyggere er noget helt specielt.

Efter en virkelig dramatisk introduktion til byen, en bortførelse og en genforening, møder vores ka-tet endelig Blaine the Mono. Han er et ekstremt langt, pink, hyperintelligent højhastighedstog, der ligesom Shardik også er blevet lidt rusten i maskineriet, og så elsker han gåder. Han er en totalt vanvittig tilføjelse til historien, og en herligt uforudsigelig karakter, der endnu engang får os til at frygte for vores venners liv. Heldigvis har de Jakes bog med gåder, ligesom Roland noget overraskende viser sig at være ganske habil i kategorien – i hans gamle Gilead blev der afholdt årlige gådekonkurrencer blandt gunslingerne, og selvom han aldrig vandt, kan han stadig huske mange af gåderne. Det er heldigt, for efter at være steget mere eller mindre frivilligt ombord på Blaine, laver de en aftale med ham om at underholde det selvmordstruede tog længe nok til at køre til hans slutdestination – og hvis de vinder over ham, tager han dem måske ikke med i døden.

Bogen slutter lige dér; med 1400 kilometer i timen og ubesvarede gåder, og jeg er SÅ glad for, at jeg ikke var nødt til at vente fem år, før jeg kunne læse videre. Men det måtte de constant readers, der læste med fra starten, og de var mildest talt ikke begejstrede for denne cliffhanger. 

Jeg har allerede spoilet helt ekstremt meget OG skrevet voldsomme mængder af tekst, men jeg har alligevel et par afsluttende observationer, der i flere tilfælde er endnu mere afslørende end ovenstående – så stop endelig her, af den ene eller anden årsag!

-        Allerførst MÅ jeg simpelthen snakke noget mere om alle Lord of the Rings-forbindelserne. Det er næsten umuligt ikke selv at lægge mærke til flere af dem -og jeg er helt overbevist om, at det er ganske bevidst fra Kings side- men podcasten The Kingslingers (endnu en forrygende podcast, jeg ikke har anbefalet endnu) har også fået mine øjne op for et par stykker. Der er næsten for mange at nævne, men tiden i River Crossing er i allerhøjeste grad en parallel til The Council of Elrond, hvor missionen planlægges, og Aunt Talitha er en tydelig Galadriel; en mystisk og omsorgsfuld karakter, der sender vores ka-tet videre med lys og håb i hjerterne. Roland er totalt Aragorn; begge deres fædre var konger, og nu vandrer de udstødte rundt i ødemarken – og Jakes bortfører Gasher kan nemt sammenlignes med en ork. Ved synet af det egentlige, miserable The Waste Lands citerer Susannah endda Tolkien direkte: ”This is what Frodo and Sam saw when they reached the heart of Morder – these are the cracks of Doom”.

-        Landskabsbeskrivelserne fortjener endnu en hyldest, for både Shardiks frodige skove og The Waste Lands står helt levende for mit indre blik – sidstnævnte desværre befolket af misshapen flying things with leathery wings. Skaberne bag Fallout: New Vegas kunne sagtens have læst The Dark Tower før de kreerede deres postapokalyptiske univers, og det er bestemt et kompliment. En anden fascinerende ting ved Rolands verden er geografien, der ikke er konstant – Roland har brugt årevis på at tilbagelægge en strækning, der tidligere ikke var mere end 1500 km.

-        Blaine og interaktionen med ham er forrygende bizar. Hans ondskab er kalkuleret og grusom, og han nyder at se forfærdelsen i ka-tettens ansigter, når han zoomer ind på rædslerne omkring toget (Det er det værste, Roland nogensinde har været vidne til – og det siger ikke så lidt). En æra sluttede, da Blaine udløste giftgas i hele Lud, og han har ikke noget at tabe- og han er en virkelig interessant skurk. Det må i øvrigt have været svært at indtale The Waste Lands på lydbog, for toget taler udelukkende i CAPS LOCK, hvilket godt kan blive liiidt trættende.

-        Vi får også endelig vores første, rigtige beskrivelse af The Dark Tower. Lidt overraskende kommer den ikke fra Roland, men det er det helt rigtige valg at lade os opleve tårnet sammen med Eddie, der ser det klart og tydeligt for sig i en drøm. Som læser er det også svært ikke at blive draget af den fængende beskrivelse, og man begynder at forstå, hvorfor det er så vigtigt for Roland at nå sit mål.

-        Hvis der stadig skulle herske den allermindste tvivl, så vil jeg bare slutte af med at sige, at jeg ELSKER The Waste Lands, og det er den jeg oftest læser ude af kontekst – bare fordi jeg godt kan lide at være sammen med karaktererne. 

mandag den 4. januar 2021

push us aside and render us obsolete

Jeg har forsøgt at svinge mig op til at lave en eller anden form for status over det forgangne år, men det bliver ikke rigtig til noget - selvfølgelig primært fordi jeg ligesom alle andre ikke har bedrevet ret meget. Min vanlige tv-serieopsamling er dog på trapperne, men på både musik- og bogfronten er min udvikling gået totalt i stå. Musikken skrev jeg om her, og jeg har egentlig også haft det fint med at træde lidt vande med velkendte bøger, der har været en kærkommen eskapisme fra gråvejr, mundbind og social distancering. 

Min fars sygdom og operationer i årets sidste måneder har naturligt nok lagt en dæmper på mit humør, men ellers har jeg faktisk haft det udmærket i det ellers ultimative rædselsår, 2020. Jeg har følt mig enormt skyldig over nogle gange at finde coronarestriktionerne befriende, men med en i forvejen lettere pessimistisk grundindstilling til livet og en tendens til overtænkning og katastrofetanker, har det på en eller anden måde ikke været så slemt som det kunne være for mig personligt. Det betyder dog ikke, at jeg slet ikke er negativt påvirket af det hele, og jeg håber sådan, at vi i 2021 kan vende tilbage til en eller anden form for normalitet. 

Noget af det allersværeste ved alt det her (siger jeg, der stadig er så heldig, at jeg ikke har haft sygdommen helt tæt på) er den kløft, der skabes mellem mennesker. Det føles overvældende pludselig at skulle tage stilling til mange emner, man ikke tidligere har skænket en tanke, og fronterne bliver virkelig trukket skarpt op i øjeblikket. Jeg vil meget gerne give plads til forskellige holdninger, og man behøver ikke at være enig om alting, men jeg synes det er svært at diskutere med folk, der ikke er villige til at vende tingene på hovedet og prøve at se dem fra en anden vinkel. Det gælder alt fra mundbind, institutionslukninger og frokoststuekultur til opførsel i supermarkedet og i offentlig transport (som jeg stadig prøver at holde mig fra), og det er ved at være trættende. Senest er jeg blevet mødt med idéen om, at alle os uden børn burde arbejde, imens kollegaerne med børn kunne blive derhjemme - og selvom jeg virkelig har forståelse for, at skolelukningerne er en kæmpe udfordring, har jeg sværere ved at forstå den manglende anerkendelse af det urimelige i dén anmodning. 

fredag den 1. januar 2021

with eyes glued to the sky

Godt nytår! Dagen i går forløb præcis som jeg havde forestillet mig - og håbet på - og jeg er kommet heeeelt stille og roligt ind i 2021. Min korte vagt på arbejdet var kun hyggelig, og jeg fandt også tid til at bruge løs af farvepatronerne betalt af skatteyderne for at printe en hilsen til min kollega, der snuppede vagten i dag. Efter en middagslur på sofaen herhjemme tog jeg mig sammen til at iføre mig en pæn kjole og glitrende strømpebukser, men hjemmeskoene forblev altså på - man kunne faktisk også godt danse en lille smule i dem, fandt jeg ud af senere. Min mand stod for menuen, og han var helt imponeret over min evne til at skovle mad ind, men det var virkelig lækkert. Vi hørte høj musik hele aften for at overdøve bragene; det fik os i festhumør og Jimmy til at slappe af, selvom sidstnævnte nu tog det meste i stiv pote som sædvanligt. Der var som altid godt gang i fyrværkeriet på Amager, så det passede mig helt fint, at vi ikke skulle nogen steder - og raketterne blev kun beundret fra stuen. Forbyd det lort!
I dag har vi spist rester og set alt for mange serier - men dovneriet er faktisk opstået af en hensyntagen til underboerne, for hvis det ikke havde været første januar, var vi gået i gang med at skrabe maling af palenerne i soveværelset. Jeg ved til gengæld godt, hvad resten af weekenden så skal gå med, men det bliver nu også dejligt at komme videre med renoveringen, så vi kan flytte sengen tilbage i soveværelset. Dette indlæg vil absolut ingenting, men jeg havde en altoverskyggende trang til lige at tjekke ind første januar, så jeg vil slutte som jeg startede og ønske jer alle et godt nytår - tak fordi I læser med. <3