fredag den 30. april 2021

I gave my heart so many times

Det har været en helt vanvittig rutsjebanetur at være AaB-tilhænger i denne sæson, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Tidligere i dag blev jeg i telefonen enig med min far om, at vores tålmodighed for alvor var ved at være brugt op - det var så horribelt at tabe til Horsens at det fjernede enhver rest af min naive optimisme, og udtalelserne om, at man ikke ser Tom Van Weert være i klubben i næste sæson gjorde det ikke bedre. Mit forhold til fodbold er ekstremt følelsesstyret, og i efteråret fældede jeg en tåre, da Jacob Friis måtte forlade cheftrænerposten for at hellige sig sin kræftsyge lille datter (der heldigvis har det bedre nu). Peter Feher var en god erstatning, og jeg er glad for, at han og Rasmus Würtz stadig er i klubben, for spanske Marti Cifuentes har tydeligvis haft brug for hjælp til at justere lidt på sin ambitiøse spillestil. Det har været et forår med konstante op- og nedture, og det er svært at beskrive hvor fortvivlende det var, at mesterskabsspillet glippede - igen. Men her til aften stod projektet klart og tydeligt; AaB var i storform og smadrede Lyngby med 4-0 på hjemmebane foran begejstrede og larmende AaB-tilhængere - og sejren kunne endda have været endnu større. Mit hjerte kan snart ikke holde til det længere, men nu er jeg - meget mod min vilje - alligevel begyndt at tro lidt på en syvendeplads og måske en tur i Europa. Sådan er det nok bare at 'elske synet af røde-hvide striber'.    

søndag den 25. april 2021

still I often think of going back

Jeg har helt ærligt ikke rigtig lyst til at beskæftige mig med genåbning og teststrategier her, men i fredags gik min mand og jeg op fra metroen på Trianglen og direkte ud til en testkø så lang, at den havde dannet en spiral fra den anden ende af Fælledparken til pladsen foran. Jeg har aldrig set noget lignende! Der var dog god fart på køen, og vi var ude efter fyrre minutter, hvilket jeg sagtens kan acceptere. Fremover holder jeg mig dog til at blive testet i min arbejdstid, ahem. I fredags skulle vi på café ligesom resten af København, og selvom det meste omkring vores besøg på Wulff & Konstali egentlig lod en del tilbage at ønske (#firstworldproblems), var maden i det mindste (næsten) som den skulle være, og det var dejligt at være ude igen. 

For næsten præcis tre år siden lånte min mand og jeg en bil og kørte på min første Thomas Dambo-troldetur nogensinde. I lørdags fejrede jeg dét jubilæum ved at tage samme tur med min faste troldeveninde, der ikke havde set disse tre før, og det var en utroligt dejlig eftermiddag på Vestegnen. Vi startede med at besøge Lille Tilde i Vallensbæk Mose, og det var interessant at se hende i et nyt lys, efter jeg har besøgt så mange andre af troldene. For Lille Tilde er virkelig en trold - hun har den fineste troldehale og det helt rigtige troldeudtryk i ansigtet. 
Dernæst vandrede vi mod 'Thomas på Bjerget', som jeg til gengæld ikke er helt sikker på er en trold. Thomas, Tilde og Trine er alle tre nogle af 'De Glemte Kæmper', der blev bygget på Vestegnen i 2016, og som langsomt fik vækket interessen for Thomas Dambo og hans seje projekter med genbrugstræ - men jeg synes faktisk ikke, at Thomas ligner en trold. Han er derimod en imponerende flot kæmpe, og jeg er glad for, at han er blevet frisket lidt op siden mit sidste besøg. Ikke så langt fra Thomas fandt min veninde og jeg den skønneste solplet på toppen af en træbeklædt bakke, og her holdt vi cola-og-snacks-pause i ly for vinden, kiggede på fugle og fik vendt verdenssituationen. 
Hvidovre lokker ikke kun med Bakketop Trine, men også med Quark Naturcenter, der er et fremragende udflugtsmål i sig selv - især her i april, hvor der er nuttede lam så langt øjet rækker. Hvis jeg en dag er færdig med at passe mus og rotter, kunne jeg godt se mig selv arbejde sådan et sted - selvom de mange børn, som stedet primært er rettet mod, selvfølgelig er et minus, haha! Trine er blevet endnu mere korthåret end sidst, og jeg er stadig ked af, at jeg ikke selv fik det lange hår at se, for det så virkelig fedt ud. Jeg har efterhånden set hele atten forskellige Dambo-træskulpturer, og det føltes godt at 'slutte', hvor jeg startede. (Igen - jeg har stadig ambitioner om at se dem alle - i hvert fald i Danmark - men jeg kommer ikke til Fyn eller Fanø lige nu). 

fredag den 23. april 2021

thoughts drowning in blood

I marts nåede Stephen King op på svimlende 62 romanudgivelser med den skarpe 'Later', der samtidig er hans tredje på forlaget Hard Case Crime (de første to værende Colorado Kid og Joyland). Senere i år udkommer 'Billy Summers', der med sit noget højere sideantal nok bliver årets King-udgivelse, men jeg er faktisk ret glad for den korte 'Later'. Det er endnu en coming-of-age-historie, hvilket King excellerer i - og den er fyldt med spøgelser, grusom horror, korrupte politifolk og et særligt bånd mellem en dreng og hans mor. 

Den otteårige Jamie bor i New York sammen med sin mor, og han kan se døde mennesker. Han fortæller selv historien som ung voksen, og han forsikrer hurtigt læseren om, det 'ikke er ligesom i den film med Bruce Willis', men det er det lidt. Det er dog helt okay, for præmissen er jo ret interessant, og King har desuden tilføjet et par ekstra spilleregler til genfærdenes tilstedeværelse; de kan kun ses i nogle dage efter deres død, og de skal svare ærligt på spørgsmål, hvilket i sig selv er et ret godt udgangspunkt for en historie. Jamie så sit første genfærd som bare fireårig, og King får lejlighed til at komme med dejligt grufulde beskrivelser af især trafikofre, og da hans mor opdager hans evner, opfordrer hun ham til at skjule dem. For Jamie er det ikke noget særligt at se genfærd, men noget, der falder ham helt naturligt, og det virker både godt og overbevisende. 

Jamie må hjælpe sin mor og hendes lille forlag fra økonomisk ruin ved at snakke med hendes afdøde stjerneklient og få slutningen på dennes populære romanserie, og senere bliver han udnyttet af moderens kæreste - den småkorrupte politibetjent Liz - på en opgave, der er både farlig og ubehagelig og skaffer Jamie et permanent genfærd, der er noget mere skræmmende end dem, han normalt møder. Herfra tager historien fart, og det er en god hybrid af krimi, thriller og horror, der faktisk er lidt af en pageturner. Jeg er helt overordnet rigtig glad for 'Later', og i det følgende uddyber jeg med lidt flere detaljer - og spoilers.

Jeg bliver nødt til at snakke om det allervigtigste ved 'Later' først. Den er skødesløst blevet refereret til som værende et ekko af 'It', men den kan faktisk også læses som en art fortsættelse, for vi får meget mere at vide om de frygtindgydende deadlights og det mystiske Ritual of Chüd, der begge spillede altafgørende roller i konfrontationen med Pennywise i 'It'. Ondskaben, der besætter bombemanden Thumper, er nok ikke direkte Pennywise, men tydeligvis en entitet fra samme oprindelse og univers, og det er vildt, at så vigtig information om Stephen Kings multiverse næsten droppes tilfældigt i en kort Hard Case Crime-bog. Der er i det hele taget et væld af King-referencer, men det bliver aldrig forstyrrende, og det virker ikke så meget som fanservice som et reelt forsøg på at skrive historien ind i den større King-fortælling. 

Jeg kan godt lide spillereglerne for de døde. De kan se, når Jamie kigger på dem, og der er gode beskrivelser af, hvordan folk ubevidst flytter sig fra genfærdene; undlader at sætte sig på tomme bænke og slår en bue udenom dem på fortovet - og næste gang jeg ser en hund krybe sammen uden grund, vil jeg i øvrigt nok kigge mig lidt mere nervøst omkring. De eneste følelser, genfærdene kan vise, er en venlig ligegyldighed eller et indædt had, og sidstnævnte er dét, der får dem til at blive hængende i længst tid. Thumper er en virkelig god monster-skurk, og moderens eks-kæreste Liz er trods alt en relativt sympatisk menneske-skurk. Det er en god kombination af overjordisk ondskab og den noget mere almindelige, menneskelige version.  

Historiens mest underlige og unødvendige twist kommer i slutningen af romanen, hvor det afsløres, at Jamies Alzheimer-ramte onkel også er hans far. Altså, WTF? Jeg forstår virkelig ikke, hvad det skulle have af betydning for noget som helst. Det overskygger dog heldigvis ikke det gode forhold, Jamie har til sin mor - det er oprigtigt og rammende, og nok i virkeligheden historiens omdrejningspunkt. 

King er som altid uhyggeligt god til at skrive coming-of-age-historier, men enkelte steder kan man måske godt fornemme, at han efterhånden er 73 år gammel, og ikke helt ved, hvordan en otteårig og en tolvårig tænker i dag. Ligesom i et par andre af de tidligere, nyere udgivelser er nogle af referencerne også en anelse daterede og forcerede; her namedroppes The Wire, der dog retfærdigvis også må siges at være verdens bedste politiserie. 'It' har været mange constant readers første introduktion til Stephen King, og 'Later' er trods enkelte fodfejl ikke et dårligt bud på en ny generations entry-novel til Kings univers. Den er hurtig og nem at læse, den kan sagtens stå alene, og det er en god, nuancefyldt lille historie. "It didn't break my heart, but it did squeeze a little".    

mandag den 19. april 2021

he dares to be recognized

Det er virkelig ved at være på tide med en ny runde chipsanmeldelser, for pandemien har heldigvis ikke stået i vejen for udgivelsen af en hel række nye varianter - og herhjemme virker chipskrigen tværtimod til at være på sit højeste. Vi starter dog et helt andet sted med Doritos bud på en guacamole-majssnack, og jeg kan med det samme sige, at jeg blev virkelig positivt overrasket. Jeg havde forventet, at de ville være super kedelige (selvom jeg selvfølgelig eeelsker dem med nacho cheese), men jeg blev blæst omkuld af mængden af pulver, der måske mest smagte af lime og chili, men som bestemt fik guacamole-vibes frem. De passer perfekt til en gang snasket texmex-mad, og jeg ville gerne have smagt dem med en form for dip, men selv uden ender trekanterne med otte flotte Pringles-rør (som altid ud af ti). 

Jeg har tidligere nævnt, at min mand efterhånden er en større leverandør af nye varianter til test end nogen anden, og han har virkelig også haft travlt i denne omgang. En gråvejrsdag kom han hjem med hele fire nye varianter fra et af mine svenske yndlingsmærker Gårdschips - hvis tidligere poser vakte stor lykke herhjemme - og trods det lidt grimmere design, var jeg meget spændt på at smage. 

Den første pose var med pecorino, rosmarin og hvidløg, og dermed også den, jeg havde de største forventninger til. Og det er bestemt en ostechip; de har sparet på både rosmarin og hvidløg, som der kun er et lille hint af, men det er helt fint med mig. Der er ikke så langt til en af mine tidligere favoritter, parmesan-varianten fra samme mærke, og jeg ender på ni små rør. Simon nøjes med otte og ville gerne have haft lidt mere sødme fra osten - og han blev noget overrasket over informationen om pecorinoens oprindelse, der altså er fra får og ikke geder. Næste pose var med sourcream og, ja, sort hvidløg - og de smagte af hvidløg uden at være stærke på nogen måde; smagen var faktisk næsten ovre i en lækker trøffelsmag. Pulveret var mere sparsomt på disse chips, der heller ikke var lige så cremede, men det passede udmærket til denne lidt simple variant, der ender med otte rør fra os begge. 

Og sørme om den næste pose ikke også havde hvidløg i sig - denne gang i en ristet variant med selskab af en Piri Piri-peber. Det ristede hvidløg kan sagtens smages, hvilket gør chipsene ret spændende, og de er ikke specielt stærke, men hælder mere til peber- end til chilisiden. Det er som altid en god grundchip, der hverken er for salt eller olieret, og vi ender nok med at give den endnu et kedeligt otte-tal, selvom vi måske synes smagene kæmper lidt for meget mod hinanden - det ville bare ikke være fair at give dem mindre end otte. 

Sidste pose i rækken er en nyfortolkning af den tidligere nævnte parmesanpose, der i denne variant har fået følgeskab af dild. Den dufter og smager rigtig meget af dild, og der er da også rigeligt pulver på de meget cremede chips. I virkeligheden er det nok mest rimeligt at kalde dem dildchips med undertoner af parmesan, men jeg er heldigvis også utroligt glad for dild, så jeg sender gladeligt ni rør i deres retning. Min mand er moderat begejstret og ender på otte. 

Den nyeste pose i dagens runde er fra KiMs, der har sendt en limited edition Smukfest-variant på markedet. Jeg er altid en sucker for nye varianter, men jeg synes måske, at 'Bøgeflis - Smokey Love fra Bøgeskoven' er en lille smule kikset. Heldigvis er det jo posens indhold, jeg (primært) bedømmer, og de riflede kartoffelchips skulle være krydrede med "en delikat, røget smag", der dog ikke bliver nærmere udpenslet. Min mand og jeg synes begge, at de helt overordnet smager af røget paprika og løg; måske med et touch af sour cream. Vi giver den begge syv rør; de er bestemt ikke dårlige - og særligt gode, hvis man er sulten - men der er andre varianter, jeg hellere vil have.  

Der har sneget sig hele fire Pringles-varianter med i denne omgang, og det første rør var efter sigende med Prawn Cocktail-smag. Det var i praksis mest bare en Thousand Island-dressinglignende smag, men det er vel heller ikke helt hen i vejret. De var både søde og syrlige og havde hints af både ketchup og syltede agurker, og det var faktisk en overraskende lækker kombination. Jeg ender på otte solide rør til pingvinen, mens min mand er noget mere begejstret og giver ni store rør - og kun fordi han principielt aldrig giver et Pringles-rør topkarakter. 

Rundens anden lilla variant er fra svenske Estrella, der lover hvidløg, purløg og chili, og de dufter virkeligt indbydende og lækre. De smager af stegt hvidløg og er nogle af de bedste hvidløgschips, vi har smagt, og de små hints af purløg og chili trækker bestemt også op. Hvidløgssmagen er ikke dominerende på dårlig ånde-måden, men er i stedet ganske delikat og smager faktisk 'ristet'. Både min mand og jeg ender med at give de svenske bølgechips ni pæne Pringles-rør. 

Med de næste tre Pringlesrør vil jeg gerne henlede opmærksomheden på den arbejdsindsats jeg lægger for dagen, når jeg skal fotografere chips til anmeldelse (og Stephen King-t-shirts, for den sags skyld). Mange af billederne bliver taget herhjemme, fordi vi er utålmodige, men jeg prøver at tage chips med på tur når det er muligt, og - ja, folk synes det er noget besynderligt, at jeg stiller chipsposer og Pringlesrør op til fotografering, når jeg ser potentiale i en lokation. Og ret ofte virker idéen alligevel ikke i praksis; som på billedet ovenover, der dog til gengæld viser en ret tough Pringles-bande. 

Der er to limited editions blandt dagens rør, og det første er med New York Hot Dog-smag. Chipsene dufter også præcis af dét, som billedet viser - en helt klassisk, billig New York-hotdog, der for mig ikke er specielt indbydende, men som får point for oprigtighed og ærlighed. De smager på én gang af både stærk og sød sennep, og vi bilder os ind, at der også er en pølseundertone, men vi er muligvis blevet snydt af sennepssmagen. Min mand er vild med dem og giver dem ni - igen afholder han sig kun fra topkarakteren af principielle årsager - imens jeg er noget mere lunken og nøjes med syv.

Midterst er den flotte Sour Cream & Herbs-variant, der dog mest af alt smager som endnu en dild-variant - det er i hvert fald svært at isolere andre urter i pulveret. De er ret saltede, hvilket ikke nødvendigvis er en god ting, og min mand giver noget skuffet varianten seks rør. Jeg kan godt lide dem, men vil til enhver tid foretrække en rigtig dild-variant eller det klassiske grønne sourcream-rør, og jeg giver et stort syvtal. 

Den anden limited edition er med Buffalo Wings-smag, hvilket ifølge ingredienslisten mest består af røget paprika og hvid peber. De smager lidt syrligt af hot wings, men selve kyllingesmagen er der ikke meget af. De er dog nemme og gode at fråde, hvilket faktisk trækker dem op på et lille otte-tal fra mig, imens min mand bliver på syv. 

Der har været lidt farvetema over varianterne i dag, og jeg afslutter naturligvis med en række grønne nyheder for at fejre forårets komme. Første grønne pose var fra min anden svenske favorit OLW, der bød på overdimensionerede, luftige osterejer med spicy jalapeño-smag. Duften var lovende, men smagen var i første omgang noget skuffende, da ostesmagen overhovedet ikke var gennemtrængende nok. De allerførste smagte endda en anelse af pap, men efter man havde kværnet et par stykker, begyndte de at blive bedre. Det er en meget mild jalapeño-smag, der dog gjorde dem noget mere spændende, men selvom de bestemt har potentiale, kan jeg kun tildele dem syv Pringles-rør. Min mand giver dem otte for frådefaktoren, men er heller ikke imponeret. 

Taffels Super Crunch med cheddar og sourcream & onion var en glædelig overraskelse, der straks bragte mine forventninger helt i vejret. De duftede kraftigt og lækkert af den lidt kunstige ostepulver-duft, og formen på dem var ganske lovende. Og de indfriede heldigvis forventningerne, for Taffel holder hvad de lover - snacksene ER ekstra crispy, giver noget at tygge i og har rigeligt krydderi, der tilmed domineres af ostesmagen. What's not to like? De får ni store Pringles-rør fra både min mand, min søster og mig selv, imens min far ikke helt kan komme sig over lugten og giver dem otte.

Taffel havde en pose mere med i puljen, og endnu en fortolkning af sourcream & onion; nemlig de porøse snackstjerner, der havde konsistens som de velkendte Menu-chips. De havde en ganske mild smag og inviterede til at indtage mange på én gang, men vi kunne alle godt ønske os, at de smeltede lidt mere på tungen. Min søster og jeg er måske lidt hårde i dommen og ender med seks rør, men det er intet imod min far, der nådesløst giver tre. Jeg håber ikke, at han er lige så hård mod sine elever, når de er til tyskeksamen! 

Den sidste pose i denne omgang var endnu en variant i serien af KiMs dobbeltkrydrede chips, og efter min mening også den bedste af dem. 'Krydret Pickadilly' indebærer pickles og dildolie, og det var også den duft, der mødte os da vi åbnede posen. "De dufter sygt godt" sagde min søster, og jeg kunne kun være enig. Dildsmagen var ret kraftig, men efter et par chips kunne man også smage eddiken og de sure pickles, og det var en forrygende kombination. De slår Gårdschips' dild- og parmesanchips på målstregen og slutter runden af med fire flotte nitaller fra mine gæsteanmeldere og jeg. 

lørdag den 17. april 2021

there's something living in these lines

Mine indlæg er noget sporadiske i øjeblikket, men det skyldes heldigvis bare, at jeg har småtravlt på den gode måde. I tirsdags fik jeg endelig set to af mine gode veninder - for første gang i år! - da jeg cyklede til Tårnby en aften klokken halv ni og mødtes med dem efter putning af i alt fem børn. Det var helt ubeskriveligt dejligt at se dem igen, og jeg håber sådan, at det spirende forår kan bringe flere gode aftaler med sig. I dag kunne jeg i hvert fald nyde solen på en altan i Valby i selskab med min yndlingssvensker og hendes rottweiler, og det var en helt perfekt fyraften efter en heldigvis kort arbejdsdag. Jeg har også set AaB spille uafgjort mod Vejle, meldt mig til gårdlauget og kværnet to sæsoner af norske Exit, som jeg nok bliver nødt til at sende en anbefaling efter, for jeg er vild med seriens evne til at drage og frastøde mig på én og samme tid. 
Jeg skylder en Stephen King-anmeldelse, men i dag bliver jeg i den lettere ende og viser lidt mere LEGO frem fra samlingen. 2021 har nemlig allerede budt på nye Harry Potter-sæt; fire af dem har undertitlen "Hogwarts Moment" og viser en scene fra et klasseværelse. Det er en meget sød idé, og jeg er ret vild med designet, der lader alle elementer blive samlet i en bog. 

"Herbology Class" er nok min favorit, men det er også et af mine yndlingssteder både på skrift og på film. De tilhørende minifigurer er Professor Sprout og Cedric Diggory, og jeg kan rigtig godt lide, at der er Hufflepuff-vibes i drivhuset. Og så selvfølgelig stakkels Neville Longbottom, der besvimer ved mødet med de hylende mandrakes, og som derfor kan ændre ansigtsudtryk til sovende. Jeg er generelt glad for blomster og planter i LEGO, hvilket nok også giver sættet et lille forspring - det er i hvert fald noget finere end det næste; "Transfiguration Class". McGonagall-minifiguren opvejer dog til fulde den lidt fesne, orange farve, der bestemt ikke føles ret Gryffindor-inspireret, men ellers er det bedste ved sættet, at det indeholder rotten Scabbers. Jeg har rodet rundt i minifigurerne (dødssynd! men virkelig ikke med vilje!), og det er faktisk Ron og Hermione, der hører til sættet - og førstnævnte har altså sin rotte med. 
Min anden favorit er - nok ikke så overraskende - "Potions Class", der var tæt på at vinde alene i kraft af sine minifigurer, for både Professor Snape, Draco Malfoy OG Seamus Finnegan står meget højt på min liste over all-time yndlings-HP-karakterer. Snape kunne dog godt have brugt en opdatering, og der er lidt for mange klistermærker i sættet, hvilket næsten føles lidt som snyd. Men selve designet er det mest imponerende af dem alle, og det er yderst tilfredsstillende at pakke alle delene sammen og lukke bogen. 

Det sidste klasseværelse er "Charms Class" og en helt forrygende version af Professor Flitwick med et imponerende flot skæg - og under skægget er han faktisk også en ganske flot fyr. Jeg har givet ham en cookie på hovedet, fordi jeg følte at det var passende frem for den klassiske LEGO-dut. Ravenclaw-bogen indeholder også Cho Chang og - suk - Harry Potter (som jeg havde sendt til Transfiguration Class), og jeg kunne godt have ønsket mig en anden karakter fra serien end min HP-figur nummer tyve. Klasseværelset er dog ganske fint og kan i øvrigt foldes mere ud, og det er dejligt nørdet at se obskure spells skrevet på tavlerne. 

Alt i alt er bøgerne meget søde, og til 280 kroner stykket er de heller ikke helt urimeligt prissat, men jeg foretrækker nok alligevel de mere klassiske sæt. 

lørdag den 10. april 2021

we go from day to day misbehaving

Det har været en ret god uge. Jeg har faktisk stadig lidt feriestemning tilbage i kroppen, for med en ny, dygtig elev på vores afsnit (efter at have været uden i tre måneder) var der stadig masser af luft i arbejdsdagene til at kunne nyde solen lidt på vej til kviktest i Fælledparken. Det er en sand fornøjelse at gå på arbejde i øjeblikket, for stemningen er helt i top, og mit team supplerer hinanden så godt. Selv min mand har lagt mærke til mit ændrede humør - arbejdsglæde skal man ikke undervurdere. 

Min mand havde fødselsdag i fredags og blev fejret af Jimmy og mig - og mad udefra, som vi brugte hundrede år på at vælge. Det må virkelig siges at være et first world problem. Lejligheden roder vildt, fordi jeg stadig er i gang med at rydde op i alle mine ting - og det tager tid at komme helt til bunds. I dag har jeg brugt flere timer på at fotografere siderne i mine gamle dagbøger, og har derefter sorteret dem på computeren - det har været SÅ tilfredsstillende, men rykker jo ikke rigtigt ved alle de andre bunker, der står rundt omkring. Jeg bliver i øvrigt nok nødt til at dele lidt gamle dagbogsskriverier engang, for jeg har været jordens pinligste teenager.  I morgen skal jeg gå en tur med en god veninde, og det er dejligt at have lidt aftaler i kalenderen igen efter en tid med manglende overskud. Jeg har også endelig fået læst Stephen Kings nyeste; 'Later', som jeg naturligvis har meget mere at sige om. Life is good. 

mandag den 5. april 2021

I walk out in the flowers and feel better

God Påske! Jeg har haft lige præcis den ferie, jeg drømte om, og det er lykkedes mig stort set ikke at tænke på mit arbejde, som jeg derfor føler mig helt klar til at starte på igen i morgen efter heroisk at have kæmpet mig hele vejen ud til Bella Centeret i snestorm for en kviktest. Og selvom påskens troldeture heller ikke bød på det allerbedste vejr, har jeg nu heldigvis fået masser af solskin de andre dage - i en sådan grad, at jeg blev lidt rød på næsen. Inden køreturen nordpå besøgte min far og jeg Havnø Skovbegravelsesplads, hvor jeg er ret sikker på, at jeg gerne vil ende mine dage, og vi kiggede lidt uforpligtende på nogle smukke trækandidater at ligge under. Måske det kan lyde en anelse morbidt, men som jeg har nævnt tidligere, er jeg kun glad for at vi kan tale om døden i min familie. Og det må næsten siges at være et tegn, at skovbegravelsespladsen kom lige ved Havnø, for der er min far født, og mine bedsteforældre arbejdede på godset i mange år, så vi har helt særlige følelser knyttet dertil. 

Mit behov for dyrekærlighed blev opfyldt til fulde hos min søster, hvor der - udover hundene Quark og Esther, katten Fanny, hesten Welander (og låne-pony Bette Bo) samt hønseflokken - også er flyttet nitten grimme kyllinger ind i drivhuset. Jeg ville ret gerne have været hjemme på besøg, da de blev udruget og var lidt mere nuttede, men puberteten har også sin charme. Min niece tog det meste af min opmærksomhed - lige som det skulle være - og vi havde nogle sjove, rørende, hæsblæsende og hyggelige stunder. Der er sket meget med hende på de bare to måneder, vi ikke har set hinanden, og der skal ikke gå lige så længe, før jeg skal hjem igen.   

lørdag den 3. april 2021

I used to glance beyond the stars


Min tålmodige familie opfyldte endnu et troldeønske for mig i onsdags, da vi kørte den lange vej til Thy for at besøge den kæmpestore Ask fra Ashøj. Thy er nok lidt langt væk næsten uanset hvor i Danmark man befinder sig, men det er et anbefalelsesværdigt udflugtsmål, for Ask er SÅ flot, og skoven omkring ham er perfekt at gå på eventyr i - med både en lille sø, udkigstårn og amfiteater. Det lovede solskinsvejr lod vente på sig, men måske det var meget godt at vi fortsatte vores jagt i gråvejr, for vi nåede at få trolden lidt for os selv.  

Efter troldebesøget kørte vi lidt videre til Vestervig Kirke, hvor min mor blev døbt. Jeg har været i Vestervig som barn, men det føltes helt rart at gense min mors fødeby som voksen, og med lidt hjælp fra min onkel på telefonen fandt vi også den gade, hvor min mormor og morfar boede for mange år siden. Frokosten - en klassisk, fransk hotdog - blev indtaget på Vesterhavshytten i Agger, men tiden var løbet fra os, så den lange gåtur ved det "rigtige" Vesterhav må vente til næste gang. 
Jeg mangler efterhånden kun at se fem af Thomas Dambos trolde i Danmark (der er desværre et par stykker, der igen har trukket sig tilbage i skoven og ikke kan findes mere), og selvom det måske har lidt lange udsigter, er jeg fast besluttet på at få krydset dem alle af listen. Anker Drømmefanger på Fanø bliver nok den største udfordring, men samtidig ville jeg ikke have det mindste imod at besøge den dejlige lille ø igen.