torsdag den 27. maj 2021

what you sacrificed will never be enough

 

Wizard and Glass er den fjerde installation i Stephen Kings The Dark Tower-saga, og fordi jeg startede min gennemgang med bog fem, seks og syv, er det også den sidste i serien, jeg mangler at skrive indgående om. Den udkom i 1997 - seks år efter The Waste Lands - og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor lang den ventetid må have været med dén cliffhanger. Men jeg kan godt forstå, at den delte vandene lidt, for lige som tingene er allermest spændende for Roland og hans ka-tet, bruger King stort set hele bogen på ét langt flashback til Rolands ungdom, og det har nok været lidt frustrerende for mange læsere, der havde ventet i årevis på nyt. På min første tur til tårnet var jeg heller ikke ovenud begejstret for afbrydelsen, men over de sidste par gange er jeg for alvor begyndt at sætte pris på denne romantiske fantasy/sci-fi/western, der er som intet andet, King har skrevet før eller siden, og som jo i virkeligheden er begyndelsen på det hele. På dette tidspunkt i serien vil det være fuldstændig umuligt at skrive noget fornuftigt uden at komme til at spoile både det ene og det andet, så læs ikke videre, hvis du ikke vil have oplevelsen ødelagt af dét.

Wizard and Glass begynder bogstavligt talt samme sted, som The Waste Lands sluttede - midt i det hæsblæsende opgør med det hyperintelligente højhastighedstog Blaine, der hellere end gerne vil tage sine passagerer med sig i døden, hvis de ikke kan stille ham en gåde, han ikke kan svare på. Uden for toget farer Midworld forbi, og King excellerer som altid med sine malende beskrivelser af omgivelserne, der blandt andet byder på groteske mutanthjorte og den forladte westernby Candleton, der er så karikeret og anderledes end de nærliggende byer Lud og Topeka, at den må have fungeret som en temapark - nu kun befolket af døende robotter (skaberne af Westworld har tydeligvis læst The Dark Tower). Eddie ender lidt overraskende med at redde ka-tetten ved at smide fjollede og meningsløse jokes efter Blaine, hvis avancerede algoritmer og systemer ikke kan klare at tage fejl eller blive gjort til grin, og som derfor langsomt går i stykker af at skulle nedlade sig til at svare på tåbelige gåder. Det finder jeg enormt relaterbart. 

Endestationen er Topeka, og et eller andet sted på rejsen har væggen mellem de forskellige verdener - eller niveauer af tårnet - været så tynd, at ka-tetten er krydset over til den verden, der er beskrevet i The Stand. Topeka ligger øde, og på gamle aviser kan de læse om den frygtelige Captain Trips, der tog livet af menneskeheden i denne del af verden. Deres tur igennem en forladt zoologisk have er noget af det sørgeligste, jeg har læst; en overflod af dyr, der havde lidt en langsom sultedød og havde prøvet at kradse og bide sig ud af bure og indhegninger, og da Oy sætter sig ved en død ulv og hyler hjerteskærende, må jeg også fælde en tåre. 

På den anden side af Topeka følger de motorvejen og snor sig gennem forladte bilvrag og mumificerede lig, og da de en aften slår lejr for natten, begynder Roland at fortælle historien om dengang han som fjortenårig sammen med to venner blev sendt til den landlige provins Hambry af deres fædre - officielt som optællere af alt fra heste til fiskenet; uofficielt for at komme på afstand af urolighederne i Gilead. Her møder Roland sin første og største kærlighed Susan, og vi ved allerede fra begyndelsen, at det er en historie uden en lykkelig slutning - men jeg tager alligevel mig selv i at håbe på et andet udfald hver eneste gang, jeg læser den. Udover et kort interlude og en efterfølgende bizar konfrontation med The Tick-Tock Man i en homage til Wizard of Oz, foregår resten af Wizard and Glass altså i Hambry, og det er et modigt valg af King.  

Selvom det skal forestille at være Rolands fortælling, er resten af bogen skrevet i samme maleriske sprog med en alvidende fortæller, og det er rart at få det fulde billede frem for Rolands version alene. I stedet får vi både tanker og dialog fra alle medvirkende, og også de forskellige dialekter bliver brugt til at beskrive dette lille samfund og mødet mellem flere kulturer. Første kapitel af bogens anden del er et regulært eventyr - den første karakter er den frastødende heks Rhea, der bor i en lille hytte sammen med sin seksbenede kat Musty (som jeg elsker) og giftslangen Ermot, og hendes yndlingsbeskæftigelse er at udspionere byens indbyggere i sin krystalkugle. Vi er dog noget tættere på Brødrene Grimm end på Disney, for Rhea er et virkelig ubehageligt bekendtskab, der som noget af det første skal tjekke en ung piges jomfruelighed, hvilket er præcist lige så skrækkeligt som det lyder. Den unge pige er Susan, der kommer til at gå så grueligt meget igennem, og allerede her er hendes skæbne beseglet - til efteråret skal hun 'hjælpe' Major Thorin med at producere en arving (men nok mest tilfredsstille en liderlig, gammel mand); en aftale indgået af hendes lige så ubehagelige tante Cordelia.

På den lange vej tilbage fra Rheas hytte møder Susan og Roland hinanden for første gang - ligesom det er vores første introduktion til den unge version af vores gunslinger. Han er charmerende og klog, og virker nok lidt ældre end sine fjorten år. Det samme gør resten af hans originale ka-tet, Cuthbert og Alain, der er et par yderst sympatiske knægte - Cuthbert minder læseren en del om Eddie, selvom førstnævnte har lettere til latter. Med vores helte introduceret skifter fokus til de lige så velskrevne skurke i Big Coffin Hunters; en trio af lige-ved-og-næsten-gunslingers drevet af bitterhed og grådighed. Den første konfrontation mellem dem er et helt episk showdown på The Traveller's Rest; byens propfyldte saloon der bliver helt stille, da de nyankomne unge knægte outsmarter de ældre. Det er et forrygende kapitel, hvor man er inde i hovedet på både Big Coffin Hunters og flere af barens gæster, og jeg ville sådan elske at se den på TV.  
Jeg har lyst til at gennemgå hele bogens handling slavisk, for der er så meget godt gemt i dette forrygende, dystopiske westerneventyr. Det er først og fremmest en fortælling om ung kærlighed, og det slipper King faktisk rigtig godt fra - selv de ømme sexscener er faktisk slet ikke så forfærdelige, som de nogle gange kan være fra hans hånd. Ved denne fjerde gennemlæsning havde jeg ikke travlt, men nød i stedet mit ophold i Hambry - og det var en hel oplevelse i sig selv at lytte til podcasten Kingslingers sideløbende, for de nørder virkelig hver eneste detalje, og har åbnet mine øjne for ting, jeg aldrig selv ville have opdaget.

Der sker en lang række skelsættende ting i løbet af de måneder Roland befinder sig i Mejis. Længden på historien midt i historien er nok heller ikke tilfældig, da den sætter en tyk streg under vigtigheden af Rolands forhistorie, og det føles som en gave at få lejlighed til at se en ung og ubekymret Roland, der står i skarp kontrast til den fåmælte, alvorlige gunslinger, vi senere følger. Men eventyret må slutte, og trods fornuftig planlægning fra ka-tetten, der er blevet udvidet med både Susan og den loyale Sheemie, bliver drengene anholdt uden problemer af Big Coffin Hunters, der desværre havde gennemskuet deres plan. Herfra fylder King siderne med en uhørt mængde af foreshadowing, men han er også mesterlig til det, og det fungerer til perfektion her.

Den unge Roland havde egentlig bestemt sig for at opgive sin utroligt korte karriere som gunslinger til fordel for et lille landsted, hvor han kunne slå sig ned med Susan. Men historien eskalerer hurtigt, og alting ændrer sig dog i det sekund, han kigger ind i Maerlyn's Grapefruit; heksens krystalkugle, der kan vise både fortid og fremtid. Han får det allerførste blik af The Dark Tower, og her starter hans besættelse. Han ser også hvilken forfærdelig skæbne, der vil overgå Susan - men han er ikke i stand til at nå frem til hende i tide, og han erkender, at han har ladet sig lede på vildspor alt for nemt. I Susans sidste øjeblikke skifter perspektivet til hende, og hun er næsten overjordisk fattet, da hendes tante sætter ild til det bål, hun er bundet til. Hun er til allersidst taknemmelig for, at hun mødte Roland - imens han derimod senere konkluderer, at det ville have været bedre, hvis han aldrig havde mødt hende. Det er hjerteskærende, at Alain og Cuthbert slet ikke kan kende deres bedste ven efter den oplevelse, men det er også en god del af forklaringen på, hvorfor Roland er som han er i dag. 

Tilbage i nutiden får vores ka-tet ikke lejlighed til at dvæle ret meget ved Rolands fortælling, for på vejen foran dem står fem par glitrende, røde sko. Og så går King all-in på fanfiction og leverer direkte scener fra Wizard of Oz, klogt blendet sammen med en konfrontation med The Man in Black. Han bliver ikke skadet af deres kugler, men efterlader krystalkuglen Maerlyn's Rainbow til dem, så Roland kan vise sin nye ka-tet, hvad der skete, da han vendte hjem fra Hambry efter Susans død. Ved at kigge i krystalkuglen er det som at være der selv, og det er klogt at lade scenen udspille sig gennem Jakes perspektiv, for han forstår Rolands komplicerede forhold til forældrene. Ligesom Roland er Jake overbevist om, at han pludselig ser heksen Rhea i moderens værelse, og kun Susannah kan se, at det er et grusomt trick, der lokker Roland til at slå sin egen mor ihjel. Efter dette pinefulde flashback vågner ka-tetten op på The Path of The Beam; udstyret med madpakker og NozzALa-cola og klar til at begive sig videre på vejen mod tårnet. Den færd har jeg allerede beskrevet her i bog fem, seks og syv.   

Andre gode øjeblikke:
- Toget Blaine siger, at han 'identifies as a man', fordi Susannah kommer til at tiltale ham forkert - meget woke.  
- Eddie, der prøver at komme i tanke om et bestemt minde. King beskriver helt perfekt følelsen af at tænke 'sidelæns' eller omkring mindet, ligesom man også glemmer en drøm, hvis man prøver for hårdt at huske den.
- Beskrivelsen af Hambry og Mejis, der med afstand er det mest smukke og idylliske, vi har mødt i Mid-World endnu, og det er hjerteskærende at the world has moved on og efterladt alle i små, primitive samfund, der er meget langt fra tidligere tiders storhed.
- Det faktum, at Wizard & Glass ER Kings Romeo & Julie - han citerer den endda i starten. Det er en kærlighedshistorie spækket med smukke beskrivelser af ung kærlighed - blandt andet denne: "He accepted love like a fact rather than a flower.

Jeg vil ikke dvæle ved den TV-serie, vi aldrig fik, for det er simpelthen for smertefuldt. Jeg har lyttet til flere King-podcasts, der har haft lejlighed til at se pilotafsnittet, og de siger alle, at Glen Mazarras Mid-World sad lige i skabet. Han ville starte fortællingen om The Dark Tower med Wizard & Glass, hvilket kronologisk giver ekstremt god mening, men Amazon besluttede desværre og uforklarligt at stoppe produktionen efter indledningsvist at have kastet mange penge efter projektet. Det er helt ubærligt. (Og jeg beklager t-shirt-spam - jeg har bare SÅ MANGE at vise frem endnu...) 

onsdag den 26. maj 2021

I might be living in two places at once

Jeg har været på tiltrængt ferie i det nordjyske den sidste tid. Af uransagelige årsager tager jeg ofte regnvejr og blæst med mig vestover, og da det også var tilfældet denne gang, fløj jeg til Aalborg i mine nye gummistøvler og med regnjakken i kufferten. Det skulle vise sig at være et klogt valg, for regnen silede ned det meste af tiden, og jeg ville ud og kigge lidt på det grønne, smukke forår. Min far og jeg var også et smut hjemme i Mariager, og på vejen kørte vi igennem Lille Vildmose i håbet om at spotte en elg. Vi måtte nøjes med en af jern, men længere ude ved kysten mødte vi til gengæld flokken af vildheste, der nød en sjælden solstråle midt i alt det grønne.  
Når jeg besøger min søster og hendes familie, er et visit til Vesterhavet obligatorisk. Denne gang havde jeg egentlig planlagt en tur bare med min far, så jeg kunne hoppe en hurtig tur i bølgerne, men da min niece selvfølgelig også gerne ville med på stranden, blev vi på land. Der står et par enkelte bunkere ved Tranum Strand, og de var perfekte at udforske for en eventyrlysten treårig og hendes moster, ligesom de også skabte optimale rammer for åbningen af en strandbod. Jeg har haft det helt utroligt hyggeligt med min niece; vi har leget med playmobil, dukker og biler, og så har vi set My Neighbor Totoro TO gange og bygget kattebussen i DUPLO. 
I lørdags, da min far og jeg kørte mod Mariager, slog vi kursen forbi Hornevej og AaBs træningsanlæg først. Vi har af en eller anden grund ikke været der før, og vi trillede da også bare lige en tur rundt på parkeringspladsen - men timingen var god nok til at Van Weert (giv dog manden et ordentligt tilbud!), Kusk, Christensen, Samuelsen og én af Klitten-brødrene gik lige forbi os, og jeg bilder mig ind, at de kunne mærke al den positive energi, jeg sendte i deres retning. Mandagens resultat tyder på det, og jeg er så lettet over, at AaB trods alt endte øverst i kvalifikationsspillet - men jeg er mindre glad for, at det kostede Lucas Andersen endnu en skade. Og til allersidst må jeg vel også kaste et par ord i retning af det egentlige mesterskab, selvom alt i mig stritter imod; jeg vil jo allerhelst hade Brøndby altid og for evigt, og det har været betryggende og sjovt, at de ikke havde vundet i seksten år. Men. Hvor var det dog også dejligt at se kollektivet og dedikerede fans vinde over individualister og manglende stemning på heden - og lige nu er de fleste af Brøndby-spillerne og Niels Frederiksen faktisk - gisp! - relativt sympatiske. Det var fortjent, så tillykke til BIF.  

mandag den 17. maj 2021

everything spins on my head

I lørdags var jeg endelig i Zoologisk Have igen - for første gang i over et år, faktisk - og det var et virkelig dejligt gensyn. Selvom mit årskort for første gang i fjorten år ikke har tjent sig ind, har jeg selvfølgelig hellere end gerne ville støtte dyrene og deres omsorgsfulde dyrepassere, men årskortet har også den fordel, at jeg ikke har travlt med at se alle dyrene under mine besøg, for jeg kan altid komme igen. Og det skal jeg snarest - jeg skal have tjekket de dinosaurer lidt nærmere ud, når der ikke er en milliard andre mennesker. I lørdags var hovedattraktionen en frokost på Pan Pan med udsigt til fjollede Xing Er, der spiste om kap med os på den anden side af ruden, og min veninde og jeg fik fejret hendes runde fødselsdag og vendt hele verdenssituationen. Det var helt ualmindeligt hyggeligt, og selvom vi var godt mætte, blev vi hængende og drak en stor kop varm chokolade med flødeskum og kiggede lidt mere på den dovne bambusbamse.   

Ellers er det meste af weekenden gået sammen med lejlighedens nyeste beboer - en super nuttet og gennemført LEGO-R2D2. Jeg havde købt ham som en overraskelse til min mand, og pakken stod pænt og ventede foran vores dør, da vi returnerede fra kærestedagsfejring i tirsdags, hvilket ikke kunne have været mere perfekt. Byggeprocessen kan jeg denne gang ikke sige så frygteligt meget om, for min mand har haft travlt imens jeg har været på arbejde, men det er nok det mest avancerede LEGO-sæt jeg ejer - omend ikke det største. R2D2 er bygget op omkring en kerne af LEGO Technic-elementer, og man skal have tungen lige i munden for ikke at sætte en brik forkert, selvom instruktionsmanualen heldigvis gør hvad den kan for at være tydelig. Men det er det hele værd, for slutresultatet er SÅ sejt, og jeg er virkelig glad for at kunne tilføje ham til samlingen. 

onsdag den 12. maj 2021

and when you look at me it's like the sun

Det har været en virkelig god uge, og selvom jeg flere gange har cyklet på arbejde i silende regnvejr, er det alligevel tydeligt, at sommeren er på vej. I lørdags nød jeg solen på altanen sammen med min veninde, der var kørt fra familien og kollektivet i Nordsjælland for at tilbringe dagen sammen med mig, og selvom det betød, at vi ikke blev helt færdige med puslespillet, var sushi i solskinnet den perfekte afbrydelse undervejs. Det var skønt at have god tid til at snakke, og det var enormt hyggeligt at lave puslespil imens - Jimmy var også fan. 
I går var det fjorten år siden jeg blev inviteret på date af en sød og flot stamkunde inde på mit arbejde. Jeg havde ret meget lyst til at sige ja, for jeg var efterhånden noget frustreret efter næsten et år med hemmelige hook-ups med min lidt ældre kollega, som jeg var håbløst forelsket i. I stedet besluttede jeg mig for at drikke mig fuld sammen med en af mine gode venner, hvilket førte til afsendelsen af en pinlig sms til førnævnte kollega. Den konstaterede dramatisk, at jeg ikke ville være sammen med ham mere, hvis vi ikke kunne være kærester; hvortil han svarede, at han troede at vi var kærester - og siden har vi ikke set os tilbage.
Det fejrede vi på Llama, der er en virkelig smukt indrettet, latinamerikansk restaurant midt i København med sødt personale og en utrolig lækker og opfindsom menu til meget rimelige penge (450,-). Deres cocktails var også lige i skabet, og vi havde en super dejlig aften, der kun blev endnu bedre af den (i starten) næsten tomme restaurant - det er ikke sidste gang, jeg tager ud at spise klokken 17. 
I dag kom jeg hjem til en virkelig dejlig overraskelse; en kasse ualmindeligt mundvandsdrivende og lækre cookies, som min søster lige mente vi havde fortjent. Det blev jeg helt underligt rørt over, og nu glæder jeg mig endnu mere til mit kommende Jyllandsbesøg. Jeg skal bare lige arbejde en uge mere - også i morgen og i weekenden - og nå en tur på Amager Bakke, i Zoologisk Have, på Helgoland og måske til globryllup. Det der med at have en knap så fyldt kalender har jeg ikke været så god til.  

fredag den 7. maj 2021

I caught a glimpse now it haunts me

 



Det er på én gang en kæmpe lettelse og dybt uoverskueligt, at samfundet er ved at åbne igen. Jeg er da også godt klar over, at jeg skal have tungen lige i munden når jeg skriver om det her, for jeg er udmærket godt klar over, hvor privilegerede vi er – og har været – i Danmark, og alt andet lige er det vel en tilbagevenden til normalen, der er ønskescenariet for de fleste. Men hvis nu fornuften og de saglige argumenter pakkes lidt væk, så har jeg faktisk været ganske tilfreds med at leve under restriktionerne; hvilket selvfølgelig primært skyldes min udprægede introverte og autoritetstro side - men den har altså været særligt glad for:

 -   Mere plads på vejene! Der har været tomt på veje og cykelstier, og jeg har kun haft en enkelt nærdødsoplevelse i den københavnske trafik i løbet af det sidste års tid – mod de normale fire-fem stykker ugentligt. Det har selvfølgelig været positivt, men allerbedst har været fraværet af stressede, sure småbørnsforældre, der vælger at lære deres tre-årige at cykle i myldretiden på Torvegade på Christianshavn.

-    Butikkerne! Hvilken velsignelse at handle med afspritning, afstand og max-kapacitet. Det samme kunne i øvrigt siges om restaurantbesøg inden anden nedlukning - nu synes jeg allerede, at man igen sidder for tæt, haha!

-   Mere frihed. Jeg har personligt ikke været hjemsendt/arbejdet mindre/hjemme på noget tidspunkt, men min kalender har til gengæld (i perioder) været noget mere tom for aftaler, end den plejer- og flere af de eksisterende aftaler har været kortet ned til en gåtur. Det tager jeg med mig videre, for jeg kender så mange gode mennesker, der heldigvis gerne vil være sammen med mig, at jeg nogle gange godt kan blive lidt presset over min fyldte kalender.

-    Krammeforbud og bedre hygiejne. Hvilken usigelig lettelse det har været, at man ikke har været forpligtet til at gennemgå akavede kram og ulækre håndtryk i tide og utide - men jeg glæder mig trods alt stadig til at kunne give min familie og tætte venner store kram helt uden forbehold. 

lørdag den 1. maj 2021

delighting in your very company

Verdens allerbedste kjælemousch og min yndlingsmindstemand har fødselsdag i dag - det har Dyreværnet i hvert fald vurderet, efter de fandt ham, hans søskende og hans mor forladt i en papkasse. Det er hele ni år siden, og Jimmy Oberst er på papiret en seniorkat, men det virker han ikke til selv at have forstået - i hvert fald ikke når han holder fest om natten og løber runder i lejligheden. Hans nyeste påfund er at spille bold med vores fine solsystemsuro, der ligger på gulvet i soveværelset på grund af vores renoveringsprojekt, og det skal helst ske omkring klokken tre, når jeg er allerlængst væk i velsignet søvn. På dét tidspunkt virker det uoverskueligt at flytte uroen andre steder hen, og jeg overgiver mig i stedet og giver Jimmy en ufortjent omgang natmad i bytte for min nattesøvn - hvorefter jeg glemmer alt om det, når jeg vågner. Men i dag er det slut; uroen er flyttet i sikkerhed for kattepoter, selvom det egentlig er lidt strengt at gøre på hans fødselsdag. 
Med tiden er han også blevet ekspert i afslapning, og det har været det hele værd at vi måtte vente flere år på at han blev tryg nok til at ville putte hos os. Nu står han ofte på sofabordet og venter tålmodigt på, at vi lægger et tæppe ud imellem os i sofaen - der trods alt stadig er lidt for farlig at ligge direkte på - og så er han ellers en kjælemousch resten af aftenen. Det er dog min mand, der må forsyne mig med aftensmad/snacks/cola, for Jimmy løber forventningsfuldt ud i køkkenet, hver gang jeg så meget tænker på at rejse mig fra sofaen - så det lader jeg som regel være med. Det er en ret god deal.   
Der er sket store ting i Jimmys liv siden sidst han havde fødselsdag, for vores nye altan har virkelig beriget tilværelsen for min gamle indekat, der kun har været ude af lejligheden en enkelt gang, siden han flyttede ind. Han lærte lynhurtigt at have selen på, og selvom hans ture ud i den friske luft var særdeles korte de første par gange, er han nu blevet ret glad for at slappe af i solen. Billedet er fra den allerførste gang, han var ude på altanen, og det minder mig også om hvor glad jeg er for at være sluppet af med vores mørke, brune gulv - for selvom det nye, lyse gulv afslører uendeligt mange flere sorte kattehår, er værelset blevet et helt andet sted at opholde sig. Det er også blevet Jimmys favoritrum, og hans nye yndlingsplads er på min striktrøje foran altandøren. Jeg var egentlig ret glad for den trøje, men jeg nænner ikke at fjerne den nu, så det bliver nok bare en ekstra fødselsdagsgave til den forkælede minimis. Tillykke, Jimmy! <3