mandag den 6. september 2021

a thousand suns are in the sky right now

Jeg har haft en helt ufattelig dejlig forlænget weekend i det nordjyske hos min familie. Jeg tror ikke helt, det var gået op for mig HVOR meget, jeg trængte til det, men min krop var begyndt at give mig små stresstegn (OK, halvstore tegn. Jeg glemte min computer hos min søster, og opdagede det først i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Min stakkels far måtte trykke lidt på speederen og hente den, og jeg fik den overleveret af verdens venligste lufthavnspersonale seksten minutter før planlagt take-off. Det ligner mig virkelig, virkelig ikke!). 
Men på Gjøl kunne jeg komme helt ned i gear. Jeg gik lange ture med Esther, der blev gode venner med et par køer nede ved fjorden, og jeg har tilbragt mange timer i den solbeskinnede have i selskab med nysgerrige høns, min skønne niece, graphic novels og cola. Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre steder, jeg hellere ville opholde mig på en solrig efterårsdag, hvor det stadig føles som sommer. 
I lørdags tog min far og jeg på udflugt med min niece. Først var destinationen en episk skovlegeplads med nærliggende dådyrpark, hvor vi fik flere timer til at gå med at lege, spise pølsehorn og kigge på søde dyr. Men på hjemvejen kørte vi forbi et skilt mod Brønderslev Marked, hvilket ingen af os kunne modstå, og pludselig (eller efter 45 minutters bilkø, men hvem tæller?) stod vi midt på pladsen, hvor Sussi og Leo spillede 'For Evigt'. Min niece fik ret let lokket en ballon ud af morfar, og jeg er vild med, at hun valgte koen! (Den hedder i øvrigt MacGyver nu - opkaldt efter den nuttede pony, vi også nåede at hilse på). Brønderslev Marked var en uventet lille perle midt i min Jyllandstur, og det var også virkelig hyggeligt at være afsted med min niece og min far alene. 

2 kommentarer:

  1. Så dejligt med familietid! Vibe ligner stadig din mor helt vildt <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var virkelig dejligt og tiltrængt! Og ja, hun kan ikke løbe fra at være i familie med os! :D <3

      Slet