søndag den 8. august 2021

I am right here but I wanna be there

- Jeg har nu arbejdet syv ud af ti dage i træk, og det har været liiiidt hårdt at komme i gang efter ferien. Min krop har ikke helt været indstillet på at cykle til Nørrebro hver morgen, ligesom mit andet vaccinestik i fredags har efterladt mig med en særdeles øm overarm, men jeg har nu alligevel fået kigget til musene i weekenden og haft tid til at hænge ud i en have med min mand, to tidligere kollegaer og en kat ved navn Eddie. 

- På vej hjem fra arbejde i dag stødte jeg ind i bagtroppen af FCK-tilhængernes march mod Parken, og blev øjeblikkeligt ramt af fodbold-på-stadion-længsel. På vej over Dronning Louises Bro kunne jeg høre kanonslag og se imponerende meget røg på vej imod mig, og så var det Brøndby-tilhængernes tur til at marchere forbi; objektivt set noget mere højlydte og glade. Decideret sympati for Brøndby får jeg nok aldrig, men jeg har faktisk ikke aktivt noget imod holdet eller folkene omkring klubben i øjeblikket. Det er naturligvis noget andet med FCK, FCM og AGF. 

- Den klart vigtigste kamp i dag var naturligvis hjemmekampen mod AGF, der også markerede åbningen af den nye fanzone foran stadion og hvor der blev givet gratis billetter ud for at sikre en fyldt arena og god stemning. Og dét var der! Jeg ville SÅ gerne have været på Aalborg Stadion i dag, for det var en forrygende fodboldkamp og en virkelig lækker 2-0 sejr over AGF, og jeg håber at det betyder, at Cifuentes' idéer endelig er blevet tilpasset de nordjyske knægte. Jeg ville faktisk have skrevet lidt om mine forventninger til den kommende sæson, men jeg synes næsten ikke det er passende nu, for jeg er i virkeligheden ret pessimistisk. Eller realistisk, vil jeg nærmere kalde det - jeg er glad for AaB, holdet og trænerstaben, men der er bare mange, mange andre hold, der lige er lidt bedre lige nu, og det er okay. Top 6 skal selvfølgelig være målet, men jeg bliver ikke voldsomt skuffet over endnu en syvendeplads. Min egen personlige målsætning for sæsonen er at få set minimum én AaB-kamp på stadion - det er pinligt længe siden og må altså kunne lade sig gøre. 

2 kommentarer:

  1. Jeg synes nu godt, at du kan tage lidt mere positive Aab briller på... ;-) Eller også er det bare sejren over Agf, der taler, ha ha. Men jeg håber og tror de 8 måneder med Cifuentes er ved at give pote, og at spillerne er ved at blive fortrolige med hans taktik /krav! Men vi har i hvert fald DKs mest velklædte træner...

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, du har helt ret. Jeg fik heller ikke beskrevet det særlig godt, for pessimistisk er jo ret negativt ladet - men jeg har egentlig en god fornemmelse omkring holdet. Jeg er faktisk glad for Cifuentes - både hans trænerstil og tøjstil - jeg har bare sat mine forventninger lidt ned, fordi der er så mange andre gode hold i øjeblikket. Og så vil jeg hellere blive jublende lykkelig over en sejr over AGF end jeg vil være skuffet over, at det måske igen glipper med top 6. Men sikke en dejlig kamp. :)

      Slet